Pontoppidan og Henry James

–paper på Pontoppidan-seminar d. 8.6.2007.

Udgangspunktet for dette symposium er europæeren Henrik Pontoppidan og det danske forfatterskab set i international sammenhæng. Heller ikke i dette oplæg postuleres der nogen egentlig direkte inspiration eller påvirkning mellem Henry James og Pontoppidan. Flemming Behrendt har garanteret mig, at Pontoppidan aldrig har læst noget af James. Så præmisserne for dette oplæg er – som for mange af de andre – at beskrivelser og analyser fra den internationale skønlitteratur og tænkning, påpegning af ligheder og forskelle – skal få Pontoppidans egenart til at fremstå klarere.

Det var også Flemming Behrendt, der foreslog en sammenligning mellem Henry James roman The Bostonians og De Dødes Rige. Jeg er ikke helt klar over hvor gennemtænkt eller tilfældigt henkastet dette forslag var, men selv har jeg faktisk gradvis kunnet se nogle interessante perspektiver i lige at sammenligne de to bøger. Jeg håber, I får den samme oplevelse. Før jeg for alvor går i kødet på de to romaner vil jeg imidlertid kort introducere Henry James for forsamlingen og perspektivere hans liv og værk i forhold til Pontoppidan.

Henry James blev født i 1843 i New York City. Hans farfar udvandrede til USA fra Irland og tjente en millionformue, primært via ejendomsspekulation. Henry James' far var, til trods for at farfaderen forsøgte at begrænse hans arv, så velhavende, at han resten af livet kunne leve af sine penge og som fritsvævende religiøs tænker og intellektuel. En stor del af Henry James' barn- og ungdom blev tilbragt på rejser i Europa. Som voksen og som forfatter gentager James dette rejsemønster, således at en meget stor del af hans liv tilbringes i Europa – Italien og Frankrig og først og fremmest England. Han tager flere gange tilbage til USA, men europæiseres mere og mere. I 1915 bliver han efter mange års ophold i England engelsk statsborger. Han bliver det i protest mod at USA foreløbig holder sig ude af krigen, men dør i 1916.

Henry James' storebror var den berømte psykolog og filosof William James, som regnes for grundlægger af den amerikanske psykologi og den amerikanske pragmatiske filosofi. Søsteren Alice James var den søskende, Henry James følte sig mest åndeligt beslægtet med. Hun skrev dagbøger og breve og udgav et bind af dem. Hun var ligesom Henry klog, genert og indadvendt, men tillige nervøs og ramt af sygdom og dør allerede 44 år gammel i England. I de senere års forskning og romaner er der lagt en stigende vægt på, at de sandsynligvis også begge var homoseksuelle, og begge på en måde, hvor seksualiteten holdtes skjult for omverdenen, og muligheden for at leve den ud ikke realiseredes.

Det forfatterportræt af Henry James, jeg hermed kort vil skitsere, lægger vægten på, at Henry James er en amerikansk forfatter, der som den første globaliseres og europæiseres. Hermed er han forløber for en række af de store amerikanske mellemkrigstidsforfattere, der tager turen fra USA til Europa: Hemingway, Fitzgerald, Sherwood Anderson, Gertrude Stein, Ezra Pound og den, der måske ligner James mest som psykologisk type: lyrikeren T.S. Eliot.

To konsekvenser af denne europæisering eller globalisering af det amerikanske forfatterskab skal fremhæves. Den ene er, at kulturmødet mellem Europa og USA bliver hovedtemaet, hos James næsten altid gestaltet på den måde, at amerikansk naivitet og uskyld konfronteres med europæisk kultur, rænker og fordærv. I Henry James' anden roman The American (1877) er det en amerikansk mandlig hovedperson, der møder Europa, men i Henry James' måske kendteste og mest læste tekster, novellen Daisy Miller (1878), og romanerne Portrait of a Lady (1881) og The Wings of the Dove (1902) er det unge kvinder, der går til grunde i Europa, fordi de møder den europæiske omverden med for stor tillid og naivitet. Inspirationen fra Jane Austen er også tydelig, specielt i den måde hvorpå ægteskab tematiseres i krydspunktet mellem penge, social position og kærlighed.

En anden konsekvens af europæiseringen af den amerikanske forfatter Henry James er, at han møder og knytter kontakter til store europæiske forfattere i sin samtid og derfor også påvirkes af romanforfattere som russeren Turgenjev, franskmanden Flaubert og engelske George Eliot. James' bestræbelse på at udvikle romanen som moderne kunstform henter afsæt i denne europæiske forbindelse.

Henter man sine litterære referencer fra den danske litteratur, så er man vant til at placere realismen og naturalismen i litteraturen i perioden fra 1870 og frem til c. 1. verdenskrig, og modernismen langt senere, typisk i 1960'erne. Hvis man tager de internationale briller på, så er realismen og den moderne romans opkomst ofte sammenfaldende. Flauberts Madame Bovary (1857) nævnes ofte både som banebrydende realisme og som den første moderne roman. (Ligesom Baudelaires Les Fleurs du Mal fra samme år ofte nævnes som den første moderne/modernistiske digtsamling). På samme måde kan man både anskue Henry James' forfatterskab som en del af realismen, mere psykologisk end social realisme, og som en del af den moderne eller modernistiske romans udvikling, hvor vægten er på en raffineret udnyttelse af komposition og fortælleteknik.

Henry James' artikel "The Art of Fiction" fra 1884 og hans 18 forord til The New York Edition af hans værker fra 1906 har altid påkaldt stor interesse fra den akademiske litteraturkritik og lagt op til den mere romantekniske angelsaksiske fiktionsteori i det 20. århundrede. Henry James bliver som tænker over sin egen romanpraksis forløber for den angelsaksiske nykritik og romanteoretikere som Pierre Lubbock og Wayne C. Booth.

For hurtigt at skitsere to vigtige linier i amerikansk litteratur vil jeg citere mig selv fra disputatsen om jødisk-amerikansk litteratur, Den moralske Don Juan (1994):

I et perspektivrigt essay "Paleface and Redskin" fra 1939 trækker Partisan Review-redaktøren Philip Rahv to hovedlinier i amerikansk litteratur. Med udtryk fra U.S.A.’s "frontier"-historie opdeler han de amerikanske forfattere i "blegansigter og rødhuder". Blegansigterne er de næsten kropsløse intellektuelle i amerikansk litteratur. De betragter livet og kunsten som disciplin, de skriver symbolsk og allegorisk, og de er i social forstand patricierne i den amerikanske kultur. De repræsenterer det finkulturelle element i amerikansk litteratur, de er "highbrow"-forfatterne. Som eksempler nævner Rahv: Nathaniel Hawthorne, Herman Melville, Ralph Emerson og Henry James.

Heroverfor stiller Rahv "rødhuderne", der repræsenterer livstørsten og åbenheden for den umiddelbare oplevelse i det amerikanske samfund, hvad enten den opsøges i de landlige vidder eller i de store byer. Rødhuderne har et stærkt element af anti-intellektualisme, de er naturalister og i social forstand plebejerne i USA. Deres litteratur tenderer mod det popularitetssøgende. Blandt rødhuderne nævner Rahv som eksempler: Walt Whitman, Mark Twain og fra det 20.århunderede: Theodore Dreiser, Sherwood Anderson og Sinclair Lewis. Også 30'ernes sociale realister Erskine Caldwell, Steinbeck og James T. Farrell opfattes som rødhuder. Rahvs rødhudsbegreb går således på tværs af ideologi, idet han mener, at det er symptomatisk for rødhuder, at de forsøger at inkarnere tidsånden. En konsekvens heraf er, at de ofte glemmes, når Zeitgeisten vender.

Ud fra eksemplerne kan man som Rahv hurtigt fastslå, at blegansigterne dominerer sidste halvdel af det forrige århundrede, hvor transcendentalisterne fra New England-området gør Boston til USA's litterære centrum, mens det 20. århundrede op til 1939, hvor essayet offentliggøres, er præget af rødhuder. Rahv forbinder blegansigtets dominans med kapitalakumulationens æra, rødhuden med forbrugets tidsalder. Pointen i Rahvs essays er, at amerikansk litteratur har lidt under den skitserede tvedeling af litteraturen. Blegansigternes litteratur har manglet virkelighedstilknytning og kropslighed. Rødhuderne har manglet intellektuel bevidsthed. Blegansigt-litteraturen er et resultat af elitens fjernhed fra virkeligheden, mens rødhud-forfatteren reflekterer en generel amerikansk anti-intellektualisme" (s.54f).

Det fyldige citat skulle meget hurtigt, men præcist placere Henry James i en blegansigt-tradition i amerikansk litteratur, som har rødder i det 19. århundredes New England, dets idealisme, puritanisme og intellektualisme. Henry James far var en bekendt af Ralph Emerson, den amerikanske litteraturs fader, og Henry James har i 1879 udsendt en lille bog om Hawthorne, den amerikanske forfatter han minder mest om. (Hans hovedværk er The Scarlet Letter, 1850). Negativt kan man også bruge etiketten til at fremhæve det puritanske og anti-kropslige, som undertiden kan gøre det ellers meget intelligente forfatterskab en lille smule kedeligt. Det er sandsynligvis også denne blegansigt-baggrund, der disponerer James for at se det rænkefulde Europa som det uskyldige USA's modpol, en opfattelse, der dog bryder delvis sammen i James to sidste store romaner: The Ambassadors (1903) og The Golden Bowl (1904). Endelig mener jeg også dette citat kan danne en god baggrund for den skitseagtige analyse af The Bostonians, som jeg nu vil gå over til, og måske også belyse kontrasten til Henrik Pontoppidan, uden at jeg dog entydigt vil vove at udnævne ham til dansk rødhud.

The Bostonians

The Bostonians udkommer i serieform i 1885 og 86 i New York Century Magazine og i bogform 1886. Den hører sammen med The Princess Casamassima (1886) til det, man har kaldt 2. fase i James' forfatterskab, hvor han vender sig mod samtidshistoriske emner og fjerner sig fra kulturmøde-temaet USA vs. Europa. Han håbede derigennem at få et større publikum i tale. Det lykkedes ikke, og kritikken var heller ikke venlig mod denne fase. The Princess Casamassima handler om arbejderklasse, fattigdom og revolutionære bevægelser i England, mens The Bostonians handler om den amerikanske kvindebevægelse. Titlen bør oversættes, hvad den ikke er blevet, ved "Boston-kvinderne". Da James i 1906 redigerede The New York Edition af sine værker, udelod han The Bostonians af udgaven. Man kan forstå kritikken af den. James havde ikke meget forstand på politik, og han gjorde romanen om den amerikanske kvindebevægelse til et særpræget personligt trekantdrama. Men uden liv er den ikke. Det er en af hans mest ironiske, humoristiske og livlige bøger, og det er i hvert fald hans mest deciderede amerikanske roman.

To ting er værd at fremhæve om The Bostonians. Den ene er at historien om de amerikanske suffragetter iscenesættes som et trekantdrama med en ung pige, som en lidt ældre kvinde og en mand kæmper om. Den anden er den specielle amerikanske kronotop, som romanen udspilles omkring: Boston vs Mississippi med New York som en fremtidens arena midt mellem de to. Boston er det 19. århundredes kulturelle hovedstad med progressive, liberale ideer, som historisk spænder fra kampen mod slaveriet til forsvaret for kvindernes emancipation, mens Sydstaterne står for den fæle fortid, slaveriet, nederlaget i Borgerkrigen og et gammeldags feudalt imiterende kønsrollemønster. New York er fremtidens dynamiske, kapitalistiske by, hvor det ekspanderende varemarked møder de nye amerikanere, hvor der er en form for borgerlig lighed, når man f.eks. vandrer rundt i Central Park, og hvor politiske ideer og holdninger og litteratur også bliver varer.

I romanens start har Olive Chancellor inviteret sin sydstatsfætter Basil Ransom til Boston. Disse momentane familiefølelser fortryder hun; hun finder hurtigt fætteren foragteligt reaktionær. Hun tager ham dog med til et møde i kvindebevægelsen, hvor de begge oplever Verena Tarrant, efter at være hypnotiseret af sin far, holde et foredrag om kvindernes undertrykkelse. Koblingen mellem hypnose og kvindesag, og den kendsgerning at det er faderen der formedelst et honorar turnerer med den unge piges gribende udsagn, kan forekomme noget kuriøs, men det er faktisk en pointe, at Verena, som også er en meget smuk ung pige i sin fagreste vår, er et medium for en diskurs, der kommer udefra. Det bliver hun også senere, da hun bliver Olive Chancellors veninde og flytter ind hos hende, og hun er også i romanens slutning mediet, der accepterer og indoptager Basil Ransoms diskurs, der blander kærlighedens tale med idelige reaktionære bemærkninger om kvindens plads bag manden. Det er to køn, der kæmper om den unge Verena, og det er to diametralt modsatte kønsrolleopfattelser, der gør det.

Romanen er (af udgiveren) komponeret i 3 dele. Den første større del foregår i Boston, og dens centrale bevidsthed er Olive Chancellor. Anden del foregår overvejende i New York, og Basil Ransome er den centrale bevidsthed, mens hovedparten af romanens sidste tredje del foregår i sommerboligområdet Cape Cod, hvor Basils kamp for at vinde Verena fra Olive intensiveres, og hvor synsvinklen veksler mellem de to hovedpersoner. Afslutningen på tredje del foregår i Memorial Hall i Boston, hvor Verena for et stort publikum skal holde sit kvindesagsforedrag, men hvor kærligheden sejrer, og Basil drager af sted med hende.

Første del's centrale bevidsthed er som sagt Olive. Hun præsenteres tidligt i romanen og gennem Basils øjne på følgende måde (og i min oversættelse):"…hvad Basil Ransom i virkeligheden så var at frøken Chancellor var en eklatant gammeljomfru. Det var hendes kvalitet, hendes skæbne; intet kunne være skrevet mere tydeligt. Der er kvinder der er ugifte ved et tilfælde, og andre der er ugifte gennem et valg; men Olive Chancellor var ugift i hver detalje af sin væren. Hun var gammeljomfru ligesom Shelley var digter eller som august måned er lummer" (s. 16). Basil må erindre sig om, at hun kun er et par år ældre end han, nemlig o. 30. Hun har "absolutely no figure and presented a certain appearance of feeling cold" (s. 16). Det er allerede tidligere blevet sagt om hende, at hun tager tingene tungt og har en meget begrænset form for humor. (Man skal lige huske at Henry James selv var en slags gammeljomfru).

Olive har arvet en del penge efter sine forældre, hvad hun ikke har det helt godt med i forbindelse med sine progressive politiske synspunkter. Hendes betagelse, da hun oplever Verenas foredrag bygger dels på dennes ungdom og uskyld, men også på forestillingen om at hun er et fattigt proletarbarn. Verenas forældre finder hun langt fra lige så charmerende, de er so trashy, og præget af angst for social deklassering. De indvilger med fornøjelse i at Verena flytter ind hos Olive og modtager to gange en pæn check for at afstå deres datter. Moderen, Mrs. Tarrant, håber på at datteren gennem Olive vil få kontakt med Bostons sociale overklasse og derigennem opnå et godt parti. Først gradvis går det op for hende, at det ikke er i Olives interesse at bringe Verena i kontakt med nogen som helst og da slet ikke mænd.

At opfatte forholdet mellem Olive og Verena som lesbisk er både rigtig og forkert. Noget sexuelt, fysik foregår der ikke mellem dem i teksten – det gør der praktisk taget aldrig hos den blufærdige James – men de følelser, Olive gennemlever i forhold til Verena, er kærlighedens mere negative: besiddelyst, ønsket om at den anden skal overtage ens måde at tænke på, en stærk jalousi og angsten for at miste. Udover at tale om et kærlighedsforhold, kunne man også kalde det et Pygmalion-forhold med Olive som den kvindelige professor Higgins, der skal forme folkets datter i sit eget billede. Den historie, Verena skal lære, er historien om kvinders lidelse og martyrium og mændenes evindelige ondskab. Da Basil over for Olive fremhæver et par onde kvinder i historien, får han at vide, at også bag dem var der mænd.

Pygmalion-relationen bliver også en impressario/kunstner-relation, da det er Olive, der kører Verenas foredragskarriere, selv om Olive også har været nødt til at hyre en mandlig agent. Hun frigør hende fra faderens hypnose, og Verena når et mere modent analytisk og retorisk niveau, men mediefunktionen forlader ikke Verena. Nu er hun blot blevet bugtalerdukke for Olives frustrationer og mandehad.

Jeg vil ikke fortænke tihørere, specielt af kvindelig observans, i at synes, det er et noget reaktionært billede, James gennem portrættet af Olive tegner af den amerikanske kvindebevægelse. For mig der var ung i 70'erne er der – tilstår jeg gerne – en del at genkende.

Der er i den biografisk orienterede James-forskning almindelig enighed om, at Olive er tegnet over Katherine Peabody Lorring, som var den kvinde der i mange år boede sammen med Alice James og passede hende i hendes mange sygdomsperioder. Olive er heller ikke den eneste, der tegner the Bostonians. Miss Birdseye, modelleret over en af kvindebevægelsens pionerskikkelser, Elisabeth Peabody, er kønsløs, men yderst sympatisk og hjælpsom over for både fattige og kvinder. Hun er Emerson-discipel, beskriver Concord – byen hvor Emerson og Thoreau boede. Hun har således rødder i den amerikanske transcendentalisme, har også været abolitionist, dvs. modstander af slaveriet og arbejdet for de sortes vel i Sydstaterne under og efter borgerkrigen. Hun er progressiv i praksis, totalt uegennyttig og hun hader ikke mænd, heller ikke sydstatsmanden Basil. Hun tror, at også de kan reformeres, når de hører fornuftens liberale ord.

Fortællerholdningen til Olive, første dels dominerende bevidsthed, er yderst ironisk. I det hele taget er The Bostonians en tekst præget af mere ironi, overskud og distance end de fleste James-tekster. Det betyder, at manden næsten automatisk får tildelt nogle points i starten. Da vi i 2. del lærer Basil Ransom nærmere at kende, øger det ikke automatisk sympatien for karakteren. I indledningen til Penguin-udgaven af The Bostonians kan man læse et brev fra James til hans forlægger, hvor han præsenterer sin mandlige hovedperson som kommende fra det amerikanske Vesten. Ved fuldførelsen af romanen er dette ændret til det dybe Syden, Mississippi, Boston-kvindernes absolutte ideologiske modpol. Ransom-familien har haft slaver, og Basil medbringer til Nordstaterne et kønsrollemønster, farvet af den pseudoariostokratiske kultur, de hvide slaveejere byggede op, og hvor kvinden primært skal være køn og placere sig bag manden. (I 1966/67 opholdt jeg mig som studerende i sydstaten Georgia. Southern belle var et begreb, der endnu var levende og et pigeideal for mange af de kvindelige universitetsstuderende).

Ransom er taget til New York, mulighedernes by, for at grundlægge en virksomhed som sagfører, men det går rigtig dårligt med karrieren, og i de lange perioder hvor kunderne udebliver, læser han de Toqueville og Thomas Carlyle og uddanner sig som konservativ intellektuel og kritiker af det amerikanske demokrati. Han begynder at skriver politiske artikler til konservative tidsskrifter, og han mener, han kan fri til Verena, da han har fået sin første artikel antaget af tidsskriftet "Rational Review".

Hvor Boston er liberalismens og idealismens og overklassens sted, og hvor det dybe Syden er reaktionens sted, så er New York smeltediglen, ekspansionens og frihedens sted, hvor også ideer og holdninger udveksles som varer. Hvor Olive forsøger at fastholde Verena i sin lejlighed i Boston eller som taler i kvindeforsamlinger, så foregår Basils offensive samtaler med Verena i den frie luft på vandringer, først på Harvard i udkanten af Boston, dernæst afgørende i Central Park New York og endelig som sagt i sommerlandskabet på Cape Cod, hvor den rare miss Birdseye er ved at lukke sine fugleøjne.

Ransoms frierier bygger ikke på diplomatisk hensyntagen til Verenas feministiske synspunkter, men på verbalt at slå igennem feminismens parader. Da Verena spørger, hvordan han vil ødelægge eller frelse kvindekønnet, erklærer Basil, at han kun er interesseret i sit eget køn, og da hun spørger, hvad han vil frelse det fra, svarer han: "From the most damnable feminisation" (s. 260). Og han fortsætter i min oversættelse:

Hele generationen er kvindagtiggjort; den maskuline tone forsvinder ud af verdenen; det er en feminin, en nervøs, hysterisk, kvidrende, skinhellig tidsalder, en tidsalder med hule fraser og falsk hensyntagen og overdrevne hensyn og pyldrede følsomheder, som hvis vi ikke passer på, vil indvarsle det ynkeligste, fladeste og mest indbildske middelmådighedens regimente, som nogensinde har eksisteret. (s.260)

Efter samtalen i Central Park afviser Verena Basil og flygter hjem til Olive. Da han opsøger hende på Cape Cod, insisterer hun mod Olives vilje på at vandre med ham i skoven. Hun er ved at være overbevist om at hun elsker Basil, men miss Birdseyes død udsætter hans erobring. Verena tager hjem og forbereder den tale i Memorial Hall, som i Olives optik skal være hendes store gennembrud som kvindebevægelsens nye frontskikkelse. Olive udstationerer en vagt, der skal forhindre Basil i at opsøge Verena, Hall, men han trænger igennem og overtaler hende til at flygte sammen med ham. Olive må sønderknust gå ind og fortælle det piftende publikum, at Verena er forsvundet.

Der er flere måder at forstå Verenas overgivelse til Basil Ransom på. Den mest oplagte er, at det er det biologiske vækur, der sejrer til sidst. Hun vækkes som kvinde af sydstatsmandens direkte maskulinitet, som nedbryder ordtæppet, som Bostonkvinden har bygget op. Hermed ville romanen påstå – som mange feministiske bøger i 1970’erne – at kvinder desværre ofte har en tendens til at forelske sig i maskuline mænd med de forkerte meninger. Denne fortolkning understøttes af de træk i teksten, hvor hun forkaster frierier fra yngre nordstatsfolk, rige Harvard-studerende eller en begejstet Boston-journalist. Hun vælger manden med de forkerte meninger, fattigdom og en forfærdelig fremtid, fordi han er en mand, de andre drenge. Hun ser Basil Ransom som en anden Rhet Butler (jf. omvendingen af initialer). Det der taler mod denne fortolkning er, at James enten ikke er i stand til eller ikke ønsker at tegne Ramsom som dette handyr. Der er aldrig meget krop eller sex i James' mænd (eller kvinder for den sags skyld).

En anden fortolkning ville være, at Verena primært som ung pige er en tabula rasa, hvor folk kan indskrive deres meninger, jf. hendes udgangsposition som hypnotiseret medie. Denne fortolkning understøttes af kærnestedet s. 299, hvor der for første og eneste gang står : "She loved, she was in love", men hvor det forinden understreges, at det var Ransoms ord om "her genuine vocation", som var sunket ned i hendes sjæl og spiret der. De havde skabt forandringen og fået hende til at se sig selv i et nyt lys, der var mere behageligt end "the old exaggerated glamour of the lecture-lamps".

Inden jeg præsenterer en tredje, supplerende fortolkning, skal vi dog lige se på romanens to sidste sætninger, der mere eller mindre sender læseren på en større fortolknings-rutsjetur: "Men skønt hun var glad, opdagede han pludselig, at hun under sin hætte var i tårer. Det må frygtes, at med det så langt fra strålende ægteskab, som hun var på vej til at indgå, ville disse ikke blive de sidste, som hun ville komme til at udgyde" (s. 350).

Her træder fortælleren ironisk ind på scenen og punkterer enhver form for evt. opstået romantik hos læserne. Ironien som i romanens første del primært var rettet mod Olives selviske besidderkærlighed, og som i 2. del i mildere grad retter sig mod Basil Ransoms meninger og sociale fiasko, retter sig til sidst mod hele kærlighedsintrigen og romanen som helhed og peger på, at den historie der i virkeligheden er fortalt delvis som komedie reelt er en tragedie som f.eks. Portræt af en kvinde, med en uskyldig, naiv kvinde indespærret i et ægteskabshelvede.

Her kommer vi til den tredje fortolking, som jeg har tyvstjålet fra Sara Blair i The Cambridge Companion to Henry James, at The Bostonians som romangenre afspejler en kamp mellem novel and romance. Den tidlige roman i det 19. århundredes litteratur, f.eks. Nathaniel Hawthorne, opfattedes som eventyragtig romance, i modsætning til den europæiske realistiske novel. Senere hen må romance opfattes som den triviallitterære kærlighedsroman a la f.eks. Danielle Steele, mens novel bevarer sin karakter af mere realistisk finlitterær tekst. I The Bostonians kæmper to æstetiske diskurser med hinanden, den politiske roman med kærlighedsromanen. Med ægteskabet mellem Basil og Verena sejrer romance-diskursen tilsyneladende, men de to sidste sætninger punkterer effektivt romance-idyllen og det biologiske vækkeurs sejr.

James' roman har en relativt bredere persongalleri, end min analyse kommer ind på. Et par stykker skal nævnes her. Først den unge journalist Matthias Pardon, som er så begejstret for Verena og kvindesagen som journalistisk solonyhed, at han er villig til at indgå forretningsmæssigt partnerskab og ægteskab med hende. Han foreslår s. 111, at Olive og han deler partnerskabet om Verena: "Would Miss Chancellor be willing to divide a--the--well, he might call it the responsibilities? Couldn’t they run Miss Verena together? In this case, every one would be satisfied."

Og lidt senere:

"I don’t want to make money out of it."
"What do you want to make, then?".
"Well. I want to make history! I want to help the ladies".

Journalisten, de rige kvinder i New York, der importerer kvindesagen fra Boston som ethvert andet forbrugsgode, og endelig mr. Filer i Memorial Hall, Boston, der raser over at hans profit som Olives agent er røget, minder læseren om, at romanen ikke primært er en alvorlig politisk roman, men en komedie, der bl.a. handler om, at politik måske ikke er det vigtigste i tilværelsen. Novel/romance-konflikten lå vel også et eller sted inde i James' hoved. Hans romaner, f.eks. denne, offentliggjordes i ugeblade, samtidig med at han ønskede at skabe kunstromanen.

The Bostonians og De Dødes Rige – en sammenligning

Når man vil sammenligne TheBostonians og De Dødes Rige og derigennem to forfatterskaber, skal man nok starter med et par forbehold og derigennem markere nogle væsentlige forskelle. James roman ligger midt i forfatterskabet (1885/86), og det er umuligt at argumentere for, at det er et hovedværk. De Dødes Rige ligger sent i det fiktive forfatterskab og er et af de tre hovedværker. James' roman er overvejende skrevet i en komisk modus, Pontoppidans – bl.a. på grund af den lange produktionstid og tidspunktet for denne (1912-1916) – er overvejende tragisk. Begge er samtidshistoriske romaner med nedslag i fædrelandets historie, men Pontoppidans roman tenderer til at beskrive en hel civilisationskrise og sigter derfor bredere. Man kan selvfølgelig diskutere om amerikansk kvindebevægelse eller dansk parlamentarisme er det bredeste begreb, men i en traditionel politisk optik må man nok sige, at De Dødes Rige er en væsentlig mere politisk roman end The Bostonians, som igen er mere politisk end de fleste andre James-tekster.

Her kommer også tydelige forskelle i opfattelsen af hvad litterær realisme er. I det berømte essay "The Art of Fiction" skrev James: “I may therefore venture to say that the air of reality…seems to me to be the supreme virtue of a novel", men det er oplagt ud fra både James' æstetiske tænkning og hans fiktionstekster, at realisme for ham er psykologisk (og følelsesgengivende) realisme, samt et formsprog, f.eks. gennem opmærksomheden på point of view, sammenhæng mellem det fortalte og synsvinklen der fortælles ud fra, svarer til en reel subjektiv virkelighedsbeskrivelse. For James er realisme i hvert fald ikke en bred form for socialt billede. Dertil var hans sociale udgangspunkt, overklassen, kombineret med en udpræget form for indadvendthed og skyhed også en hæmsko for bredere social erfaringsdannelse. (Min opfattelse er her præget af den irske romanforfatter Colm Tóibins biografiske roman Mesteren om Henry James, 2004/2006). Det typiske James-miljø er derfor et miljø, hvor der ikke arbejdes. James' styrke ligger i den psykologiske analyse og i stilen.

Pontoppidans styrke er om noget den sociale bredde i samfundsbilledet. En ældre ideologikritiker kunne måske savne repræsentanter fra byproletariatet hos Pontoppidan, men ellers er der vel få forfattere i dansk litteratur, der giver et så bredt Danmarks-billede som han. Som forfattertype har han været rimeligt ekstrovert, og journalistarbejdet ved siden af forfattergerningen har udvidet kontaktfladerne. Hvad angår de to romaner, er det politiske hos James primært påskuddet for et interessant psykologisk trekantsdrama, mens jeg er enig med Torben Krogh i, at De Dødes Rige er den roman i dansk litteratur, der giver det mest indsigtsfulde billede af dansk politik på Christiansborg.

En anden markant forskel er forholdet til kroppen. Puritaneren James' personer er generelt set vilje, ambitioner, strategi eller renhed, uskyld og kærlighed, men der er meget lidt krop i dem. Kroppen er meget stærkt til stede hos Pontoppidan og specielt i De Dødes Rige. Når Mads Vestrup synder, så er kvindekroppen, han gør det med, faktisk beskrevet som fristelse. Når en fattig ligger for døden, så lugter der. Kroppen kan dyrkes i specielle kure, den kan bruges til at føde børn, hvilket for Jytte er en dødsens oplevelse, men for Meta et livsvilkår. Og jeg vil også påstå, at Jyttes forblændede ægteskab med Karsten From, faktisk er baseret på et øjebliks fysisk tiltrækning, der derefter hurtigt slår over i væmmelse. Kroppen, specielt kvindekroppen, er ikke uproblematisk for Pontoppidan, jeg plæderer ikke for at anskue ham som glad monist. Men Pontoppidans realisme er langt bredere end James'.

Forskellene er ret evidente, lighederne mere skjulte, men de er der, og de er betydningsfulde. For mig at se er De Dødes Rige med dens næsten apokalyptiske karakter en roman, der tager afsked med tre store menneskelige udfoldesområder eller tre store fortællinger. Den ene er den politiske fortælling, som er indskrevet i Enslevs oprør og død. Enslev er beskrevet i et stort format, men han er også en politiker der fejler: han er for gammel, for selvcentreret, og hans opgør med kirken er fanatisk og for ustrategisk. Enslevs død er radikalismens død, og oprørstidens død. Fremover vil politik blive de små lunkne kompromisser og nye alliancer.

I den sammenhæng må man også se en anden mindre død: den politiske journalistiks død. Vi ser den fordrukne journalist som et forfaldsudtryk, Mads Vestrups tilknytning til det Politiken-lignende "5. juni" er lidt for smart strategi-tænkning fra Enslevs side, og den Cavling-lignende redaktør Samuelsen skitserer et program for den nye afpolitiserede omnibus-avis.

Hos Henry James tages det politiske projekt ikke alvorligt, men opløser sig i et følesesmæssigt trekantdrama. Miss Birdseye er ingen Enslev-type, men også hendes død signalerer en mere seriøs politisk æras ophør. Jeg nævnte lige journalistfiguren Matthias Pardon med hans sans for hvilke historier, der sælger sig i aviser. Han er en komisk figur og via det komiske bliver forfatteren mere tolerant over for den nye medie- og vareverden, men Matthias Pardon og redaktør Samuelsen ligner hinanden i deres markedspolitiske strategier.

En anden sfære i samfundet, som fraskrives positive værdier i De Dødes Rige, er kunstens verden. Dens mest usympatiske repræsentant Karsten From er portrætmaler og prostituerer sig tydeligt i Jyttes øjne. Blandt bipersonerne tegnes en bohème-verden, som også primært er parodisk og uden værdier. Stærkt står historien om komponisten Jørgen Berg, der skal vise sin foragt for pengeverdenen ved at afbrænde legatet på de 500 kroner til konens store fortvivlelse. Prostitutionstemaet antydes via digteren Frantz Møller, der sælger sine evner til ludderjournalistisk, mens den deciderede prostituerede ender som soldat i Frelsens Hær.

I Henry James' roman er der kun meget små kunstnertyper. Olive er fra et hjem med klaver og har en svaghed over for musik, Basil Ransom ender som reaktionær artikelforfatter. Prostitutionstemaet er meget tydeligt hos James. Verenas foredragskarriere er også et stort økonomisk shownummer, og Olive køber hende direkte, som var hun en prostitueret. Heller ikke hos James er der en kunstens verden, der kan levere et modspil til den økonomiske verdens mangel på moral. Gennemgående i begge bøger er også en generel antipati mod pengeverdenen, hos Pontoppidan tydeligst i portrættet af kaffegrosser Søholm.

De Dødes Rige er jo også i høj grad en roman om den store kærligheds nederlag, først og fremmest gennem historien om Torben Dihmer og Jytte Abildgaard. Romanen bruger den platoniske kærlighedsmyte om menneskets søgen efter den modsatkønnede halvdel som en model, personerne ikke kan realisere. Det er Jyttes far, der fortæller hende myten og måske derigennem spænder hendes forventninger alt for højt. Hvor James' roman handler om kvindesag og kærlighed, så handler Jyttes centrale historie om en moderne kvinde og forkerte kærlighedsvalg. Man kan sige, at Jytte lider af seksualangst, men denne er også del af en større livsangst, og meget tydeligt knyttet til hendes iagttagelser af gifte veninder og skolekammeraters ulykkelige tilværelser bundet af ægteskaber og farlige børnefødsler.

Ligesom Verena først forføres af kvindebevægelsens og Olives fortællinger, så forføres hun til sidst af Basils maskuline veltalenhed. Jeg har nævnt, at jeg mener at Jytte også et øjeblik påvirkes af Karsten Froms meget tydelige erotiske interesser, men hun forføres i endnu højere grad af fortællingen om hans fattige og ensomme barndom. I begge tilfælde går vejen til kvindets hjerte gennem snak, snak og atter snak. Paradoksal er forelskelsen selvfølgelig, fordi karakterportrættet af Karsten From er entydigt usympatisk. Her ville en parallelisering med James' Portræt af en kvinde være helt på sin plads, hvor Isabel Archer af de tre potentielle ægteskabskandidater vælger den eneste gennemført usympatiske.

Jeg ser De Dødes Rige som en tragisk fortælling, der med det sidste kapitel "Favsingholm" afdæmpes med et par mere optimistiske små fortællinger, utopier og myter. Mens The Bostonianser en komisk roman, der i de sidste linier åbner op for en tragedie, der kunne fortælles andetsteds. Jeg ser f.eks. Gårdbo-brødrenes forening som en lille aferotiseret Platon-myte, jf. at de er tvillinger. Godset træder ud af den store politiske fortælling og omdannes til hippie-kollektiv og et paradis for børn. At snakke om præfeudale bevidsthedsstrukturer er virkelig at skyde gråspurve med kanoner. Jeg hæfter mig mere ved de ganske utilsigtede paralleller til 70'ernes blomsterbørn og kollektiver og morer mig over, at den fløjtespillende hippie er kaldt Keld BorgenKeld Borgen: Claus Sechers kone er født Borgen.'); ?>.

Slutningen af De Dødes Rige og dets spejlvending af det første kapitel peger på endnu en stor fortælling, der afgår ved døden i romanen. Det er historien om videnskaben og fremskridtet. Videnskaben er først og fremmest inkarneret af professor Hagen og de vidunderpiller, der forvandler den døende Torben Dihmer til en yngre mand på frierfødder. Det er videnskabens univers der til sidst forkastes af Torben, da han bevidst vælger sin død. Kampen mod pillerne foretages også af doktor Gaardbo, der herved pådrager sig en del vrede fra sine patienter, men han fastholder synspunktet og belønnes med opbakning fra Dihmer. Naturlighedstemaet gennemspilles parodisk hos generalkonsul Kolding og frue, men omvurderes i romanens slutning på Favsingholm. Og Dihmers studier i førvidenskabelige alkymister, som bemærkes kritisk af professor Hagen i romanens start, får ny alternativ sandhed for Dihmer til sidst. Det er i den sammenhæng, at titlen "Dødens Rige" pludselig skifter betydning. I starten tror man, det findes på Favsingholm; til sidst forsøger Dihmer at overbevise os om, at det findes i storbyens civilisation.

Endelig skal det naturligvis også fremhæves, at det der af Enslev, men også af Pontoppidan gøres til den overordnede politiske konflikt i romanens Danmark, modsætningen mellem det rationelle, emancipatoriske fritænkeri og så den reaktionære, kristne kirke, jo også er en konflikt mellem videnskab og religion. Og at det også her er religionen der sejrer. Man skal også bemærke den gradvise omvurdering af romanens præsteskikkelser, der sker. Både den folkelige missionsprædikant Mads Vestrup og den højkirkelige, men meget dømmesyge Johannes Gaardbo undergår positive forvandlinger igennem romanen. Det er endda sådan, at det er Mads Vestrups skæbne, som han selv har haft en finger med i spillet i, som rører og flytter Gårdsbos bevidsthed.

Man kan ikke helt alvorligt sige, at der er lige så mange store fortællinger på spil i James' roman, men sammenkoblingen mellem hypnose og kvindelig emancipation og hele den komiske modus i romanen har en tendens til at karnevalisere det politiske hos James. Det er som Richard Landsdown skriver i indledningen til The Bostonians oplagt, at Henry James holdningsmæssigt har ligget tæt på Boston-kvindernes mål og idealer, men i romanform har han svært ved at tage den politiske frigørelseshistorie alvorligt.

Og her er vi ved den største lighed mellem de to forfattere. I den gamle litteraturhistorie kontrasteres ofte Bangs moderne impressionisme med bemærkningen om Pontoppidans gammeldags brug af altvidende fortæller. Jeg (og andre) har længe syntes, at dette er sandhed, der bør modificeres kraftigt. Jeg ville selv kreere begrebet "den momentant altvidende fortæller" for at gribe det paradoks, at Pontoppidan konstant kommenter på sine personers igangværende projekter, men ganske fortier, at disse sjældent holder længe og gradvist uskiftes med andre. Flertydigheden og tvesynet hos Pontoppidan handler simpelthen om, at de sandheder, der kan udlæses af et enkelt kapitel, dementeres af det næste. Tydeligst er kontrasten f.eks. mellem det første og det sidste kapitel i De Dødes Rige.

Tvesynet kan have mange forskellige forklaringer. De lange produktionstider på de store romaner og deres kompilationskarakter spiller givetvis en rolle. (James offentliggjorde flere af sine romaner som føljetoner). Udgivelsen af enkeltbindene til de store romaner strakte sig over flere år, og Pontoppidan kan have nået at skifte mening om meget, jf. 1. verdenskrig og De Dødes Rige. Dertil kommer sikkert en række ambivalenser, som han er ærlig nok til at fastholde, omkring f.eks. forholdet til sine forældre, tvetydigheden over for Brandes og det moderne gennembrud, interesse for /lede over for det politiske liv, gode og dårlige erfaringer i ægteskab og i forhold til kvinder.

Pontoppidans fortælleteknik er en måde at håndtere disse ambivalenser på. Når jeg i det foregående lagde vægten på hvordan De Dødes Rige underminerer en række store fortællinger, lå der selvfølgelig også en antydning af, at jeg læser hans tekster som forsøg på at skabe en fortælleteknik, der i virkeligheden peger frem mod modernismen og postmodernismen. Hvis man læser slutningen på "Favsingholm" som en 70’er-tekst, hvad jeg ville være tilbøjelig til, så er der jo klart tale om en samfundsbeskrivelse, der rummer en række næsten aktuelle træk. Tænk på bogens dyrkelse af det alternative. I læsningen af Henry James' roman har jeg også lagt vægten på hvordan synspunktet skifter i fortællingen, og læseren bliver fundamentalt usikker på, hvad meningen med romanen er.

Læst sådan er Henry James og Henrik Pontoppidan forfattere, der begge skaber forskellige former for realistisk fiktion, men samtidig meget bevidste medskabere af den moderne roman og den romanteknik, der skal formidle disse moderne erfaringer.

Dispositionen for foredraget

Præsentation af Henry James (1843-1916) og hans forfatterskab

  • Hovedværker: The American (1877), Daisy Miller (1878, novelle) Portrait of a Lady (1881), The Bostonians (1886), The Wings of a Dove (1902,) The Wings of the Dove (1902), The Ambassadors (1903), The Golden Bowl (1904).
  • Kulturmødet mellem USA og Europa som hovedtema.
  • Henry James, realisme og modernisme.
  • James' romanteoretiske skrifter: The Art of Fiction, 1984, og forord til New York Edition af hans værker, 1906.
  • Blegansigter og rødhuder. Præsentation af Philip Rahvs essay: Paleface and Redskin (1939). Citeret fra C. Secher: Den moralske Don Juan, 1994.
  • Analyse af The Bostonians. Hovedvægt på komposition, fortællesynsvinkel, ironi og tre forskellige fortolkningsmodeller: 1) det biologiske vækkeur, 2) diskurskamp, 3) romance vs. novel.
  • Sammenligning mellem The Bostonians og De Dødes Rige (1912-16).
  • Forskelle: a) komisk vs. tragisk modus, b) forskellige opfattelser af realisme. c) de to forfattere som forfattertyper, d) krop og tekst.
  • Ligheder mellem teksterne: a) de store fortællingers død: politik, journalistisk, kunstens verden, kærlighed, videnskab vs. tro. b) ligheden i tvesyn, underminering af faste fortællerpositioner og skiftende valoriseringer.

På dansk er der udkommet en roman om Henry James af den irske forfatter Colm Tóibín: Mesteren (2004, 2006). Englænderen David Lodge har også skrevet en roman om James: Author, Author, 2003.