Knut Ahnlunds Henrik Pontoppidan

Af Paul V. Rubow

Skønt Dr. Knut Ahnlund beskedent hævder, at Forskningen over Henrik Pontoppidan endnu ligger i Svøbet, tør man roligt sige, at den ved dette nye store svenske Værk er kommet langt ud over Pubertets-Stadiet. Dr. Ahnlund paastaar ogsaa kun at have studeret fem Hovedlinier i Forfatterskabet. Men i Virkeligheden er hans Arbejde et all-round-Værk, fuldt af 1.000 mageløse nye Iagttagelser. Dr. Ahnlund beklager, at den berømte danske Prosaist ikke læses meget i Sverige, men jeg tror heller ikke, han er yndet i sit Hjemland som tilforn. I det mindste er der altsaa en svensk Litteraturhistoriker, der kender ham til Bunds.

Som særlig gedigent fremhæver jeg Afsnittet om det religiøse Aandsliv hos H. Pontoppidan, altsaa Brydningen mellem det nye Hedenskab, han havde sluttet sig til, og den gamle Præstegaard, hvis Aandsliv senere brød op hos ham som dybe Hjertesaar. Udmærket er ogsaa Skildringen af den evindelige Kamp med Sproget og Stilen. H. Pontoppidan maatte slutte sig til den nye Fortællemaade, J.P. Jacobsens og K. Gjellerups, men han hævnede sig ved adskillig Parodieren og Protest. De forskellige Udgaver af Romaner og Noveller er sammenlignet med Finhed og meget Udbytte. Digteren var en haardhændet Revisor af sine egne Skrifter: men det var næsten altid Tydeligheds-Hensyn, det var fremherskende, og han gjorde Ondt værre.

*

Pontoppidans første Bøger var just ikke meget forskellige fra hans senere i Stof og Stil og Stemning, men de havde endnu ingen Slagkraft. "Kirkeskuden" (1879, meget omarbejdet 1897) er trods sin fattige Form et ægte pontoppidansk Produkt. Et Fattighusbarn, Søn af en Taterkvinde, opdraget hos en elskelig og godtroende Præst, er Helten. Den slyngelagtige Degn har prakket ham paa Præsten. Drengen er vild, som senere Lykke-Per. Han vil have fat i det Skib, der hænger i Kirken, stjæler det, sætter det ud; det gaar straks til Bunds. Til Straf bliver han selv sendt ud at sejle. Skibet forliser, Præsten tager sin Død derover, Drengen bliver reddet, vender tilbage ved Begravelsen, gaar i sig selv. Fortællingen, med dens Sandsynlighed og Usandsynlighed, er som en første Støbeform for Digterens senere Arbejder; den har ogsaa de obligate svedne Bønder stillet op imod den idealt sindede Præst. Lumskhed mod Naivitet. Med denne Historie og med den bitre "Et Endeligt" starter hans Landsby-billeder. Disse skrev han vel ikke efter en stærk indre Tilskyndelse, snarere fordi Genren allerede var oparbejdet i en bitter Retning af Anton Nielsen og en mere gemytlig af Schandorph. Pontoppidan var ingen upartisk Skildrer og næppe nogen stor Kender. Hans Historier var snarest polemiske, tendentiøse.

*

I en mere speciel Retning bevæger han sig med en anden af sin første Ungdoms Bøger, Sandinge Menighed. En Pige fra Landet kommer til København og bliver ilde medtaget. Hun kommer ved den rare Præsts Hjælp ind til Fru Gylling, hvor Sønnen lægger an paa hende; her befinder man sig midt i et Højskole-Milieu, som kritiseres ganske skarpt og atter modsættes Bonde-Materialismen, der nyder Digterens Bevaagenhed i denne første Omgang. Pontoppidan var altid meget af en Lyseslukker; hans Kritik af den grundtvigske Løftelse var just ikke meget grundig eller loyal. Nogen Mester i Skrivekunsten var han vel heller ikke i sin første Omgang.

*

En højere Flugt tog hans Aand med de ti Bind Smaa Romaner¹, som han ikke senere har udgivet samlede, egentlig et Savn. I dem er dér kommet Humor til og en dybere Livsbelysning. Egentlig originale Skikkelser var der vel ikke i de tre Bind Smaahistorier fra "Hytterne"; men med Isbjørnen (1887) begyndte en Suite af Karakterer, som gav lange Eftervirkninger. Hovedsagen i denne Historie er dog ikke den usædvanlige Grønlandspræst, men Landsbyen og Menigheden, denne Gang er det ogsaa Smaafolkene, det gaar ud over, med deres Smaalighed og Ondskab. Rækken byder paa prægtige Stykker, som Mimoser (om Sædelighedsfejden) og Spøgelser (noget konstrueret, men vigtig, bebudende Lykke-Per).

Mest navnkundige er Nattevagt og Højsang, som dog begge er meget skematiske. Omkring 1890 kommer det for Dagen, at Pontoppidan er en splittet Aand, tvetydig som Henrik Ibsen.

De nye Novellesamlinger, Skyer og Krøniker viser ham i stærk Udvikling; jeg fremhæver især den største af Historierne, "Et Offer", en hel lille Roman. Den første Samling er især politisk, den anden er holdt i en legendeagtig Tone, der ikke faldt ham helt fremmed; han er en middelalderlig Mentalitet. Der kunde uddrages en hel Postil af hans Skrifter; tænk paa Torben Dihmer i De Dødes Rige; han har tilbragt tre Aar i Dødens Forgaard, bliver helbredet af Lægerne, og i fem Fjerdingaar fører han "en Skintilværelse"; Ideen er vel fra J.P. Jacobsens Doktor Faust. Hvis man allerede tilhører Dødsriget, hjælper det ikke at søge Henstand.

*

Den store Berømmelse naaede H. Pontoppidan dog ikke med sine Noveller. Der fordres i denne lille Genre en overmaade sikker og gerne sammentrængt Sprogform, som aldrig rigtig var hans Sag. Men med Det forjættede Land slog han rigtig igennem. Det var oprindelig en Feuilleton med lykkelig Udgang; senere blev den heldigt omarbejdet (i tre Bind) som en Tragedie. Den har en vis tilknytning til Sandinge Menighed, bevæger sig i samme Egn.

I Temaet i denne Bog, den friskeste af hans Romaner, er det samme som i de to følgende og mere modne. Der ruger en uoprettelig Fatalitet over hans Digtning, ja, Skæbnen er i disse Værker ikke blot Hovedpersonens Medspiller, men Personen selv. Man kan sige, at Skæbnen hos ham fører Personen eet Skridt frem og to tilbage, hinsides Udgangspunktet i en modsat Retning end den tilsigtede. Romanen om den rousseauske Præst og hans sociale skuffelser foregik næsten samtidig med at den offentliggjordes. Muld foregaar 1877, Det forjættede Land 85, Dommens Dag 89. Det er en Slags moderne Don Quixote.

Lykke-Per (1898-1904) er atter en Fantasts Historie; den har mange Motiver tilfælles med den forrige Bog. Denne var en Præste-Fortælling, det meget større Værk, der fulgte, saa først ud til skulle foregaa uden for den religiøse Sfære, men holdt ikke Løftet; ogsaa denne Helt blev et Offer for religiøse Brydninger. Bogen er som alle Pontoppidans noget uklar. Gælder den selvopgivende Stemning Danmark eller Livet eller blot Mennesker af Lykke-Pers Type? Selve Heltens Livs-Resultat er tvivlsomt. Hans Liv er et Skibbrud, men han er dog lykkelig, thi han har lært sin Personlighed at kende. Men var det Umagen værd? Var det ikke snarere, hvad der burde være undgaaet? Er Narcissismen alt? Og er det ikke troligt, at Pers Selverkendelse kun er en sidste Vildfarelse?

*

Pontoppidans sidste store Romanværk blev forberedt ved en Prøve, som var ypperlig og blev trykt i Tilskueren, Datidens mest litterære Organ, men noget ødelagt, da det blev indlemmet i første Del af En Fortælling-Kres, som Bogen først hed. Ved Slutningen fik den Titelen De Dødes Rige; Udtrykket fandtes allerede i Det forjættede Land. Det er et godt Navn til den tungsindige, livsfornægtende Bog, den eneste ret komponerede, han har skrevet. Man kunde kalde den hans litterære Testamente; som i sine tidligere Bøger søgte han at gøre Tidsbilledet helt moderne (Rigshospitalet, Politikens Redaktør-Skifte, Georg Brandes' Alderdom etc.) Men det var ikke derfor, han skrev. Saa grundigt dette Værk var anlagt og udført, saa er det dog et Stemnings-Billede, og al Interessen samler sig om Bogens Helt, Forfatterens klareste Skikkelse. Der gaar et lyrisk Drag igennem denne Prosaists Livs-Værk. Som hos Henrik Ibsen dækker hans overordentlige Ironi og oftest meget bitre Satire over et tungsindigt og tvivlende Gemyt. Pontoppidan var med al sin nagende Refleksion ingen Tænker, men en sorgfuld Sjæl. Han havde haanet Idealismen og Materialismen, mistænkt Troen og Vantroen, forkastet Gammelt og Nyt. Tilbage blev en med Aarene stigende, for Nutidsmennesker uforstaaelig, Forvisning om Personlighedens uendelige Værd. Det var det eneste Dogme i hans Religion.