Brendekilde

Ralph Sonne: H.A. Brendekilde. Værk og betydning i dansk kunst- og kulturhistorie. 238 sider. Forlaget Multivers.

Det er en meget smuk bog Ralph Sonne har udgivet på forlaget Multivers: stort format, i sandhed "rigt illustreret" som det hedder, med masser af billeder af høj kvalitet og dertil læsevenlig typografi – kort sagt en bog man kan glæde sig over.

I forordet opregner Ralph Sonne (RS) en række formål med værket, bla. Brendekildes betydning for andre malere, forholdet mellem realisme og symbolisme, hans bidrag til kunst- og designhistorie, men når alt kommer til alt er der to hovedformål der dominerer: Sonne vil give H.A. Brendekilde den placering i dansk kunsthistorie han måske nok har manglet ved at pege på kvaliteter ud over de kendte, f.eks. den barske realisme, og så vil han sandsynliggøre at Brendekildes kendte billede Udslidt – "et enestående billede både i nordisk kunst og tilsyneladende også i verdenskunsten" – er en slags inspiration eller forlæg for Edvard Munchs Skrik.

RS har en overvejende biografisk tilgang til emnet og har ved ihærdig søgen fundet frem til personer, omstændigheder og egenskaber der samlet dokumenterer Brendekildes arbejde med et mylder af detaljer. Denne dokumentation er måske mindre interessant for de enkelte billeder og føjer i sig selv intet til bestemmelsen af Brendekilde som en vigtig tidstypisk kunstner. Han er nemlig central i den billedkunstneriske side af det Moderne Gennembruds sociale indignation og samfundskritik, og så er det, synes jeg, af mindre betydning hvilke personer fra den virkelige verden der er afbildet. Men tankevækkende er det, som RS argumenterer for, at Brendekilde også, som f.eks. Henrik Pontoppidan, udvider perspektivet fra den benhårde realisme i den sociale kritik til en eksistentiel og mere overordnet kulturkritik. Der er, mener RS, bag Brendekildes motivverden af udsattes miljø og vilkår et symbolsk niveau som understøtter og udvider Brendekildes ideologiske bestræbelse. Sonne sandsynliggør f.eks. at farverne har en medbetydning og ikke blot er en del af den realistiske afbildning – en pointe som er central i behandlingen af Udslidt.

Sonnes metode er sandsynliggørelsen, både i billedanalysen og påvirkningshistorien.

Det myldrer med formuleringer som "Der kan være tale om…", "man kan forestille sig", "jeg gætter på", eller: "Munch kan således vanskeligt undgå at kende til Brendekilde" – undertiden lidt mere skråsikkert: "den symboliserer utvivlsomt".

Men sådan må et vel være. Det er simpelthen betingelserne for billedanalysen når hensigten er en dybere, mere omfattende forståelse, der prøver at få fat på kunstnerens inderste hensigter. Dem har man jo nemlig sjældent direkte adgang til, også fordi de ofte befinder sig i kunstnerens underbevidsthed.

De biografiske omstændigheder, oplysninger om og fra omgivelserne og anden samtidig kunst er selvfølgelig vigtige elementer i denne type analyse. Sonne er en sensitiv beskuer og en grundig researcher der så sammenfatter delene til værkets egentlige udsigelse. En skrøbelig metode, kan man som nykritisk opdraget tekstlæser synes, men man har vel ikke andet valg? Det gode er at metoden giver læseren lyst til med-analyse – til begejstring og til modsigelse. Mulighedsmarkøren "kan" og den biografisk funderede spekulation over hvad maleren mon har tænkt i formuleringer som "De første Anemoner kan således forstås som Brendekildes hemmelige betagelse af tjenestepigen" eller "han har utvivlsomt den sorte kjoles mulige betydning i tankerne" kan blive diskussionsafsæt og provokation. Og det er ikke dårligt, synes jeg. Den samme virkning, synes jeg, har de mange referencer til og sammenligninger med billeder fra kunsthistorien.

Jeg vælger også at forstå RSs sammenkobling Brendekilde-Pontoppidan først og fremmest som udtryk for at de fokuserer på de samme sociale problemer. At maleren Johan Rohde er et forbindelsesled mellem dem og at Brendekilde faktisk illustrerer noveller af Pontoppidan gør forbindelsen tættere uden at man af den grund kan være sikker på en en-til-en overføring mellem tekst og billede. Brendekilde er sammen med Ludvig Find, Fritz Syberg, Hans Tegner illustrator til Pontoppidans forfatterskab, alle tidstypiske kunstnere der kunne sætte billeder på Pontoppidans ord.

Men den nøjere forbindelse i retning af inspiration/påvirkning osv. er, synes jeg, ikke så vigtig for oplevelsen og forståelsen af hverken Brendekildes billeder eller Pontoppidans tekster. Men at få påvist/sandsynliggjort forbindelser kunstarterne imellem er altid et godt projekt.

At Brendekilde også bidrog til udviklingen af det keramiske kunsthåndværk var nyt for mig, så det meget fint illustrerede afsnit om hans virke inden for dette felt, især i forbindelse med samarbejdet med Kählers keramiske virksomhed, er for mig bogens største øjenåbner og med til, sammen med bogens samling af mange forskellige malerier, at nuancere det traditionelle billede af Brendekilde som socialrealistisk maler.

Men RS har jo som nævnt også det andet hovedformål: Har Edvard Munch brugt Brendekildes kendte billede Udslidt (som også er brugt som forsidebillede) som afsæt til Skrik? Sandsynligvis ja, mener RS. Og han argumenterer ved hjælp af grundig research godt for synspunktet. Jeg er så ikke helt klar over om den vigtigste pointe er at påvise at Brendekilde er først i kunsthistorien til at afbilde et skrig og at Munch "kun" er nummer to. Det kan være interessant nok, især for Munch-forskere; jeg synes et er mere interessant at se Udslidt som et politisk billede, der via kvindens røde beklædning signalerer revolution.

Jeg synes at bogens styrke er at sandsynliggøre/påvise at Brendekilde var en overordentlig alsidig kunstner, der ud over hvad vi sagtens kan få øje på i hans billeder, nemlig den sociale kritik, også har symbolistiske tendenser der antyder andre kræfter i verden. På den måde er han et fuldgyldigt medlem af Det moderne Gennembruds mænd og RS har med sin flotte og spændende bog skabt adgang til styrken og alsidigheden i Brendekildes kunst.