Personligheder i Nær- og Fjernsyn
Skønt jeg nylig var indtraadt i den Alder, hvori Skepsis erstatter Tillid, og hvori man gaar og klarer sig bedst mellem Fæller med en Vits paa Læben og Spot i Sjælen, da jeg lærte Ernst Bojesen at kende, kunde jeg alligevel ikke skjule for mig selv eller andre, at jeg godt kunde lide ham.
Maaske tiltrods for, eller maaske fordi, hans ydre Væsen var saa gennemskueligt. – Hans vævre Belevenhed var et Skilt, der dækkede og ligesom skulde skjule megen Medmenneskelighed. Han holdt af at gøre en god Forretning, men hans Retskaffenhed var større end den, der kan maales paa en Vægt eller med et Meterbaand. Han følte sommetider Trang til at tale affabelt spotsk for at ramme Tidens Tone, men den glippede heldigvis tit. Man kunde bare lede Samtalen hen paa den Naturgrund han ejede, jeg tror det var ved Holte, saa blev dens Sprog helt uden Asfaltaftræk, et Blomstersprog. 124 Man kunde fristes til at sige, at saa blev han "sig selv" – hvis man ikke havde lært af Aarene at "sig selv" alligevel ogsaa er alt det, man ikke er, alt det man fejer sammen paa sin Vej!
Han var berømt for at være "Ideernes Mand" og var der Brug for Spøg og Narrestreger maatte der Bud efter Ernst Bojesen. Den Ernst Bojesen lærte jeg aldrig at kende. Jeg følte ham som et trygt Staasted, et Menneske jeg altid kunde henvende mig til og faa Raad af. Det var mig derfor en virkelig Sorg, da jeg paa Capri fik at vide, at hans Forlag, Nordisk Forlag, var slaaet sammen med Gyldendal. Jeg skrev det til ham, og fik et beroligende Brev og en spøgefuld Tegning til Svar. Og jeg der hader gamle Breve og Papirer, fordi de fylder, kan godt ærgre mig over, at jeg ikke kan vise Dem den Tegning nu – han var nemlig en udmærket Tegner. Den forestillede mig liggende i en Vugge og vræle i vilden Sky og ham selv sidde og træde Vuggen. Brevet indeholdt beroligende Ord: der vilde ingen Forskel ske i Behandlingen af hans Forfattere. Og med ham selv vilde der heller ingen Forskel ske.
Deri tog han fejl.
Da jeg kom til Landet igen – jeg havde været tre Aar borte – var der sket en iøjnefaldende Forskel.
Hans vævre Belevenhed var blevet præget af en Nervøsitet der gjorde det uroligt at tale med ham paa hans Kontor i Gyldendal, i Stedet for trygt. Han gjorde Indtryk af at føle sig som en jaget Mand. Nu var han selv – og gjorde En – modløs.
Han prøvede at lade som ingenting. Peter Nansen kom ind i Stuen i sort med sin høje Hat i Haanden. Han sagde et Par Spøgefuldheder, som Ernst Bojesen besvarede med Verve. Og da Nansen gik, gjorde han 125 et Kast med Hovedet efter ham og sagde med besk Spot:
– Nu gaar han til Begravelse – det sorterer under ham – og Herregud ikke sandt! Det har jeg ikke det mindste imod. Naar han nu elsker det! Han repræsenterer, forstaar De!
Ja, det var ikke vanskeligt at forstaa!
Lad mig fortælle to Hændelser om Ernst Bojesen. Den ene en Selvoplevelse, den anden fortalt mig af Henrik Pontoppidan – og den gemmer jeg til sidst, fordi jeg holder saa meget af den.
Da min første Bog var udkommet paa Nordisk Forlag, bad Ernst Bojesen mig en Dag om en Samtale.
Da jeg kom, sagde han:
– Der er noget, jeg vil sige til Dem og bede Dem overveje: – Deres Bog er lige ved at være udsolgt. De har Krav paa, at vi trykker et nyt Oplag. Men – jeg tror ikke det kan betale sig, for jeg tror ikke, vi faar det solgt. Hvad siger De nu til, at vi ikke laver noget nyt Oplag, men at De faar Honorar for det, alligevel.
– Ih, tusind Tak! sagde jeg forbavset.
Han saa lidt forpint paa mig:
– Jamen De maa ikke takke – sagde han – for det første Oplag er saa at sige udsolgt – De har Krav paa et nyt!
Jeg blev over 75 Aar før det gik op for mig, at jeg havde Krav paa Penge for noget som helst af nogen som helst. Og det er over halvtreds Aar siden Ernst Bojesen prøvede paa at belære mig om det.
Jeg har aldrig glemt ham det, og jeg tør godt sige, at det ikke er paa Grund af Pengene.
Saa kommer jeg til Henrik Pontoppidans Historie om ham.
126 – Jeg kan lide ham og vil aldrig svigte ham, fortalte han mig, og nu skal De høre hvorfor:
– Jeg vilde skrive en Bog, men havde ikke Penge til den Tid, det vilde tage mig. Jeg havde regnet ud, at jeg skulde bruge 500 Kroner, og jeg og min Ven, Maleren Johan Rohde, gik ned ad Gaden og talte om det.
– Jeg maa have et Laan – eller et Forskud hos en Forlægger – sagde jeg.
Johan Rohde sagde alvorligt:
– 500 Kroner – det faar du ikke noget Sted. Ikke for en Bog, der ikke engang er begyndt.
Vi gik netop forbi Ernst Bojesens Butik. – Og uden at sige noget til Johan Rohde om hvad jeg vilde, sagde jeg: Kære, jeg skal her ind, og vi gik derind. – Jeg gik lige hen til Ernst Bojesen og sagde: – Jeg vil skrive en Bog men kan ikke faa Tid til det, hvis jeg ikke kan faa 500 Kroner som Forskud, eller et Laan.
Ernst Bojesen gik hen til Kassen, talte Pengene op, rakte mig dem og sagde: – Værsaagod.
Henrik Pontoppidan sagde:
– Det glemmer jeg ham aldrig. Ikke kun fordi jeg fik Pengene, men ogsaa for at Johan Rohde kunde se: At saa megen Tillid var jeg værd.
