I Petreas Stambog.

116 Jeg gik forleden i en yndig Have,
Og Floras Yngel trindt omkring mig stod,
Naturens skjønneste og bedste Gave
Stod venlig smilende omkring min Fod:
Og hvor end Blikket sig i Haven vendte,
Det Mindeblomster for Veninden kjendte!

#

Jeg gik til Rosen med de fagre Knopper,
Og bad beskeden om at bryde een;
Jeg Hyazinter saae i tætte Grupper
At smile til mig gjennem Rosens Grund,
Og atter tæt ved Hyazintens Side
En Lilje stod i sine Klæder hvide!

#

117 Og skjønt udfoldede af Middagssolen
Aurikler stode i et andet Beed,
Mens jeg i dunkel Skygge bly Violen
Saae som et Billed paa Beskedenhed:
Og da jeg vilde til at Krandsen binde
Tilsidst mit Øje faldt paa blaa Kjærminde!

#

Og her, Veninde! jeg Dem Krandsen rækker,
En Minde-Krands, fra en oprigtig Ven,
Og hvis hos Dem den glad Erindring vækker,
Da er det mig, som taler gjennem den:
– Dog Krandsen ikkun svagt kan det udtrykke,
Som Hjertet føler for Petreas Lykke!