Den femte Dag1.
66 God Morgen! Kusine2 – var' de første Ord
Jeg denne Dag talte ved det vante Thebord;
Derfra gik vi begge i Savnet over
At tale om Hjerte-Veninden3, som sover.
Jeg fortæller Kusinen om mit Forsæt i Nat,
At jeg forinden Aften vil lette min Hat,
Vil krumme min Ryg4, vexle venlige Ord
Med Hende5, som ovre i Landsbyen boer.
Min Onkel, som altid er villig og god,
Han denne Gang ogsaa mig gjerne tillod,
At ride derover paa en af hans Heste;
Men Karlen han gav mig Skam ikke den bedste:
I det mindste var Vejen mig trættende lang,
Mit Bryst var saa tungt, og min Aande saa trang,
67 Mit Hjerte forvildet jeg følte brænde,
Jeg tænkte: hvordan skal det gaae Dig derhenne!
— Jeg reed og jeg reed,
Jeg svedte saa ængstet Angstens Sved,
Og frygtede for, at jeg ej kunde svare,
Hvis hun med de funklende Blikke bare
Hævede disse paa mig – – . . . – 6
— Fy – skamme Dig!
– Jeg sagde bebrejdende til mig selv –
At frygte for Uskylds den reneste Elv,
At skjælve saa frygtsom og fejg for at træde
Frem for Dit Livs allerhøjeste Glæde! – –
— Porten var lukked –
Jeg sukked'!
Mit Hjerte blev mere og mere forstemt,
Jeg var og jeg blev saa beklemt – –
– Jeg stod af Hesten – men før
Min Indtræden, søgte jeg Kjøkkenets Dør:
68 Jeg bad en Terne at vadske mig af,
Thi Hestens det plumpe og stødende Trav
Havde stænket mig skammelig til. – –
— Saa skreed jeg ind til det vigtige Spil.
Jeg rejste mit sjunkne Mod og fatter
Mig ganske vel, da af Husets Datter7
Jeg hørte er venligt og stille "Kom ind",
Hun styrkede godt mit modfaldne Sind.
Vi sadde da henne ved Vinduets Karm,
Paa det lille Sybord jeg lagde min Arm,
Imens jeg fortalte om stort og smaat,
Om alt hvad der baade var ondt og godt
Om hendes Søster og min Veninde8
– Jeg var i Grunden Apostel9 for hende – .
Da gik hun bort – jeg sad ene og stille
Og ventede paa min yndige Lille!
69 Som Timer svandt for mig ethvert Minut,
Saaledes gaaer det, naar man er skudt,
Venten – den kan man saa daarlig taale,
Jeg sad ved Gud! som jeg sad paa Naale!
– Døren gik op – – paa de rappe Fødder
Hun traadte ind – jeg stod som paa Gløder!
Blodet foer som et Lyn
Til Hjertet – o himmelske Syn! – –
Saa inderlig venlig hun bøjer sig,
Jeg hilste igjen, og bukkede mig – –
Jeg læste i Øjet, hvor godt hun forstod,
At jeg hende havde saa hjertelig god.
Hun bad mig at sidde – vi satte os ned
I en mere end glad Fortroelighed:
Jeg greb hvert Ord – jeg spejded' hver Mine,
Og maatte i Hjertet saa dybt velsigne
Hvert Glimt af Godhed jeg fandt hos hende
Min Sjæls Veninde!
70 Saaledes sadde allene vi To
Omtrent en Time i lykkelig Ro;
Vi talte saa meget, som Tiden tillod,
– Den brave Huusdatter vort Ønske forstod –
Men hvad vi talte – det var just Tingen,
– det vedkommer Ingen.
Datteren tog sig de Sysler paa,
Om hvilke ellers min Pige maa gaae;
Ej dette allene – men det som især
Har gjort hende for mig saa hjertelig kjær,
Det veed hun nok selv – og jeg
Jeg glemmer det ej! – –
Saa kom fra Forretninger Præsten
Og bød mig "Velkommen" – jeg ønskede næsten
Han ikke var kommet – jeg vilde hellere sat
Og talt med min Skat!
Alle saa muntert vi førte Ordet;
Men gladest det var dog jeg og Hun
Med den friske og yndige Rosenmund.
Da vi havde spiist – før Kaffen kom frem,
Jeg bad hende aabent: "Tør jeg bede Dem
At slaae lidt for mig Flugelets Strænge?"
– Villig hun spillede – men just ikke længe;
Thi Mørket faldt paa, og jeg skulde hjem
Til Onkels Thebord præsice Klokken 5.
Jeg maatte da til at ride min Vej,
Hvad enten jeg vilde det eller ej:
Hurtig rev jeg mig løs fra Stolen,
Hvorpaa jeg sad – og Overkjolen
Hurtig var paa. Saa bød jeg Farvel,
Ønskede vel meent Lykke og Held
I Julen og saa til det nye Aar,
72 Giver Dem Haanden – og gaaer!
Min sidste Tak var til Husets Datter,
Hvis hjælpsomme Godhed jeg højligen skatter:
Mit sidste Længsel talende Blik
Begriber man lettelig hvem der fik.
– Med det skjønneste Haab jeg da rider bort,
Himlen var stormende, regnfuld og sort,
Men jeg var det modsatte – sporede Hesten,
Trodsede Regnen, loe højt af Blæsten!
Jeg kom hjem – og den gode Veninde
Jeg gjorde først glad og roelig i Sinde
Ved gunstigt Budskab derovrefra,
Især fra den kjære og gode Papa.
– Den snilde Kusine begyndte
Snart sine Spørgsmaal saa fiint at pynte,
Og vilde saa gjerne vide
73 Hvorlunde det gik med min Qvide? – –
Men jeg gik snildelig Snarerne om,
Og bad dem at vente til Tiden den kom,
Den skal svare
Og fuldt opklare
Hvad nu kun er dunkelt for dem – –
– Klokken blev mange – og Natten brød frem,
Saa gik vi hen og sov saa sødt
Og saa blødt! — — —
