Den fjerde Dag¹.

61 Om Morgenen var jeg saa munter og glad,
Saalænge jeg ene og ventende sad:
Der var saa stille rundten omkring,
Jeg tænkte min Sandten paa ingen Ting.
– Men oven paa Stille man gjerne faaer Blæst,
Saa skeete det og: Jeg blev Damernes Hest²:
De behandled' mig alle som en ulden Vante,
Naar jeg undta'er min gamle og gode Tante.
Saalunde fra tidligste Morgen det gik,
Den ene Pille paa den anden jeg fik,
De sagde mig lige i Øjnene ud:
"Du er os saa yderlig flau ved Gud!" – –
Jeg kunde umuelig udholde og bære
Alt hvad de dængede paa mig; – paa Ære
Jeg maatte forlade Stuen saa varm
Og gaae oppe i Salen: det var en Harm!
62 Veninden hun har det i bitter Satire,
Kusinen hun veed saa ironisk at smigre:
De snildeste Rænker
De grumt udtænker,
Og hvor kunde Manden vel staae sig for Qvinden? –
Han er som en Avne, der spiller for Vinden:
Saa gik det og mig,
Jeg var saa ulykkelig! –
Min Taare den flød,
Jeg meente det skulde blevet min Død.
Mismodig jeg gik op i min Onkels Kammer,
Og udøste for ham min hele Jammer:
Han bad mig saa kjærlig at sige sig Grunden,
Men jeg kunde næsten ej aabne Munden;
Sandheden var mig saa tung og saa svær,
Jeg svarede: det er ej Umagen værd
Den hele Historie at fortælle,
Og nøjedes derfor med at mælde,
63 At Veninden hun havde været saa grov,
Og sagde: jeg var saa yderlig flau;
Og at med hende Husets Datter
Ved en haanlig og en bidende Latter
Havde gjort i Stuen et svært Spektakkel,
Alle paa Nakken af mig Arme Stakkel!
– Men Onkel – i Stedet for Medynk – min Tro!
Han gik op ad Gulvet og hjertelig loe! . .
– Jeg bad om at laane hans Ragekniv,
Og vilde gjort Ende paa mit arme Liv,
Han sleb den for mig – men i det samme
De vilde Tanker blev mere tamme:
Jeg slog da oprørt Sæben i Vandet,
Og brugte Kniven til noget andet . . .
Onkel vil dæmpe hvad endnu blusser
Og bad mig at gjøre Videbusser³:
Den Gamle han nok af Erfaring veed
At lære den Unge Taalmodighed.
64 Han bad mig at lade alt være glemt.
— – Saa kom jeg i Stuen højtidelig stemt.
Ligesaa Damerne sadde og skottede
Til mig, og indbyrdes tause de spottede,
Talede intet, betragtede blot
Mig flaue Person som en ægte Peer Tot⁴!
— Tilsidst det dog var, som Veninden fortrød
Sin Haardhed – og blev om Hjertet lidt blød:
Hun begyndte saa smaat at tale mig til,
Og jeg – som i Grunden saa gjerne vil
Være Ven af de unge og vakkre Piger –
Jeg svarede smukt paa det som hun siger.
Derefter kom ogsaa Kusinen med,
Og angrede villig den grumme Fortræd
Hun med sine mange ugrundede Trætter
Forvoldte den Stakkels fortvivlede Fætter. .

65 Saa blev det atter saa godt igjen,
Jeg blev, som fordum, Damernes Ven.
Vi gave hverandre Hænderne paa,
– Gud give nu bare det Løfte maa staae
At aldrig mere
Vi skulle give Anledning til flere
bittre Taarer i Fætterens Øje –
Men os kjærlig fornøje! . . .
Nu gik Aftenen fredelig hen,
Jeg var – som sagt – min Venindes Ven,
Og den haanlige Latter
Hos Husets Datter
Forvandledes snart til den ømmeste Pleje:
"Hun redte sin Fætter et silkeblødt Leje!"