Den anden Dag1

52 Morgenklokken højt fra Taarnet2 lød,
Da jeg styrket ved en Drøm saa sød
Forlod mit Leje:
Jeg tænkte eensom paa min Drøm i Nat
Og stammed' bedende saa tit: "Den Skat
Var værd at eje!" –
I Tanken maled' jeg et Billed' ud,
Det forestillede min Skat som Brud
Og mig Brudgommen:
Jeg følte hendes milde Favnetag,
Det var som alvorsfulde Brudedag
Forvist var kommen!
Jeg mindes end, hvor perleskjøn hun var,
Hvor yndig bly hun Brudekjolen bar
Min lille Engel!
Som Blomsten smiler i sin bedste Vaar,
Som Liljen ædel og uskyldig staaer
Højt paa sin Stengel!
53 De brune Lokker tæt om Panden laae,
En yndig gyldig Kam sad ovenpaa
Og smykked' hende:
Den høje ædle Pande – hviid og klar
Saa stolt og værdig Brudekrandsen bar
Af blaa Kjærminde!
Og Blikket flammede af hellig Ild,
En blid og hellig Alvor i hvert Smiil,
Saa skjønt at skue: –
De blege Kinder var et yndigt Syn,
Og Øjets mørke brune hvalte Bryn
En yndig Bue!
Saa venlig lagde hun sin bløde Haand
I min – og talte om et kjærligt Baand,
Som trofast binder:
Jeg gav mig glad hen i min Elsktes Favn,
Jeg kjendte intet til hvert jordisk Savn,
– Det brat forsvinder . . . . . !
54 – Jeg reves ud
Af Aandens Verden – og min elskte Brud
Hun svandt – – – og see
Kusinen kom med The.
Vi sadde allene i Morgenens Stund
Og talte saa aabent af Hjertets Grund,
Imedens den brave Veninde3
Lader sig binde
I Søvnens varme
Arme,
Til Klokken var Ti;
Ja Ti forbi
Lod hun os vente,
Uagtet vi sendte
Længselens Bud efter hende,
Vor fælleds Veninde! – –
Dagen svandt hen,
Veninden hun spøgte saa glad med sin Ven,
Og til Gjengjæld denne
55 Med Hende. –
Om Aftenen vare vi alle til Gilde;
Jeg ogsaa tog med
Til Gildet afsted,
Uagtet jeg hellere vilde
Forblevet hjemme
I den kolde slemme
Isnende Kulde . . .
Og meest, fordi at den Hulde4
Kun alt for sandt
Boede just paa en modsat Kant5.
Ret vakkert gik dog imidlertid Tiden,
Bedst dog den, da jeg sad ved Siden
Af den før omtalte,
Som Engel afmalte
Veninde (om jeg saa tør sige
Om den vakkre Pige!)
Og ikke mindre
Kjært det er at erindre,
56 At ved min Venstre sad min Kusine:
Saa jeg var ret lykkelig midt mellem mine!
Vi spiste ret godt – men hvad vi spiste
Det var der ingen af os som vidste:
Min Onkel og jeg vi meente for vist,
At det var en Kalv vi havde spiist;
Men vor Veninde og Onkels Datter
Brød ud i en haanlig og hjertelig Latter,
da de hørte dette,
Og lode sig ikke aftrætte,
At det var Svinesteeg . . .
Men Onkel og jeg
Vi meente – som sagt –
At Kalven os godt havde smagt. –
– Og saa desuden
blev der os buden
Noget, hvori der var Rom,
57 En Budding skulde det være – men som
Min Nabo-Veninde
behagede crittisk at finde
Var Rombudding ikkuns af Navn. –
Kort sagt: vi spiste Budding og Steeg
Og kjørte oven paa Maden vor Vej,
Ved Midnatstid til de bløde Senge:
Der sov vi saa godt og saa længe!

 
[1] den anden Dag: fredag d. 25. december. tilbage
[2] Taarnet: kirketårnet – Jyllinge præstegård ligger umiddelbart op til kirken. tilbage
[3] Veninde: Petrea Heggelund. tilbage
[4] den Hulde: Hertha. tilbage
[5] modsat Kant: d.v.s. det omtalte gilde har fundet sted i modsat retning af Stenløse, nærmere er ikke oplyst. tilbage