I Herthas Stambog

38 Hertha! er det sandt, at De vil gjemme
Dette Blad, som jeg har skrevet paa?
Tør jeg troe, at De mig ej vil glemme,
At en Mindeblomst jeg række maa? –
Haabets stærke Røst kan Ingen døve,
Troen derimod forlanger Prøve:
Haabet sender Prøven for at faae
Kundskab om, hvad det har bygget paa.

##

Hertha! jeg en Rose Dem tilsender,
Som alt længe var mig meget kjær,
Som jeg plejet har med egne Hænder,
Lad mig see, at De har Rosen kjær:
Pas den Hertha! at den frodig trives,
At mit Haab maa meer og meer oplives.
39 Jeg har plantet selv det første Skud,
Plej den Hertha! at den ej gaaer ud!

##

Men hvis den Erindring var Dem liden,
Som i Simpelhed De fik af mig,
Hvis min Rose blegnede ved Siden
Af en kjær og mere lykkelig:
Tag saa blot et Blad af Rosens Stamme,
Som et Minde om en haabløs Flamme:
Und det Plads blot i en dunkel Krog,
Skjøndt det visner, Hertha! gjem det dog!