Til Marie

Bladet med siderne 11-12 er klippet ud og fjernet. Skriftrester er synlige på den afklippede flap. Iflg. poesibogens register har disse sider rummet digtet "Til Marie". Hvis rækkefølgen af poesibogens digte er kronologisk, hvilket er en rimelig antagelse, må digtet "Til Marie" være skrevet mellem sommer 1834 og juni 1835. Man kan så spekulere på, om digtet skulle være skrevet til Marie Oxenbøll, som Dines blev gift med i 1844. Hun fyldte 10 år 30.12.1834, og boede da i Kolding. Det er muligt, at Dines har mødt Marie Oxenbøll så tidligt som i 1835 og følt sig inspireret til et digt. Dines' søster Rasmine var på den tid forlovet med malermester Aagaard i Kolding, og tre andre søstre oprettede på omtrent samme tid et pigeinstitut i Kolding. Aagaards og frøknerne Pontoppidan boede dør om dør med Oxenbølls på Rendebanen i Kolding. Se digtet Roneklint 1834.

Men hvorfor fjerne et digt til et 10-årigt barn? Det er nok mere sandsynligt at digtets genstand har været en attraktiv kvinde med det dengang ikke ualmindelige navn Marie, og at det af mere eller mindre gode grunde siden er blevet klippet bort.