Torben Dihmer

"Hele den forcerede kraftudfoldelse, som alle nationer er så stolte af, denne vanvittige produktionsfeber, der ikke svarer til noget naturligt behov, – det være et dødsdømt samfunds sidste krampetrækninger." [Torben Dihmer i Henrik Pontoppidan: De dødes rige.]

På en af de første sider i Henrik Pontoppidans roman De dødes rige kører et automobil ind på gårdspladsen på et forfaldent gods. Ud træder en sirligt klædt mand, rødkindet og glatraget, medicinsk professor og gammel ven af godsets eneste beboer, Torben Dihmer. Godsejeren, der er frønnet og mosgroet som sit gods, gulbleg og med øjne, der "pressede sig frem mellem lågenes kødrøde rande" står med mere end et af sine opsvulmede ben i graven. Til ham, den kredsløbssyge, kommer den moderne videnskab i vennen Asmus Hagens skikkelse og tilbyder helbredelse ved medicin og en irreligiøs verdens besværgelsesformular: Lys, Luft og Liebe.

Torben Dihmer, der ikke sætter sit lys under en skæppe, ej heller som dødning, hilser den vimse Medicus Vitalius med en let tillempet version af de ord, der faldt, da Jesus lod Lazarus opstå fra de døde: "Kom mig ikke for nær! … Jeg stinker allerede!" I modsætning til Lazarus, der ikke blev spurgt, om han ville vende tilbage fra de dødes rige, tilkommer det Torben Dihmer at bestemme, om han vil forlade dødens forgård. Han tager mod tilbuddet, sluger de ordinerede piller tre gange dagligt, indtager frisk luft og sol i rigelige doser, overholder en fornuftig diæt og tvætter med omhu sit legeme. I løbet af tre måneder er miraklet fuldbragt: Rørig og stærk ifører han sig rejsedragten og drager af sted. Fuld af håb og uro.

Forude forjættes en mulig genoptagelse af den karriere som reformpolitiker og fremskridtstribun, sygdommen havde sat en stopper for. Forude venter også gensynet med den uudgrundelige jomfru, Jytte Abildgaard, der i forne tider med sin afvisning af ham som bejler havde tilføjet ham et blødende hjertesår.

Rejsen går mod Italien og siden jorden rundt. Men verdens glans afslører sig hurtigt for den genopstandne som blændværk, som forfængelighed, skygger og skinnende glar. Han, der ved sin ankomst til et mondænt kursted hilses med ordene "Velkommen tilbage fra de dødes rige", føler det, som om han har ombyttet "sin ligskjorte … med en narrekappe". Livets rige, kundgør han med ikke ringe patos, er et sminket, underjordisk pinselssted, hvor galoperende skygger i vild "kehraus til stumt orkester" danser "på deres egne grave".

Og dog er det netop disse hans undergangssyner, der en stund er ved at forvandle fortællingen om vesterlandets undergang til en ægteskabsroman. For den spleenetiske Jytte Abildgaard tiltrækkes af hans væmmelse ved det lystne og 421 letfærdige leben, der udspiller sig omkring dem. I hans rugende og natsorte skikkelse genkender hun den fortrolige sjæleven, hun ønsker at slå følge med mod sit begærede mål: selvudslettelsens og opløsningens "befriende svimmelhed". Hun giver derfor den indesluttede, lidet talende Torben Dihmer sit ja, da han for anden gang byder sig til som ægtemand. Problemet er blot, at hans sortsyn forsvinder som dug for solen, da han tror sig sikker på hende. Dagen efter frieriet ligger livet foran ham i tindrende morgenglans. Væk er hans kantede mangel på belevenhed og courtoisie, glad vandrer han mod sin vordende brud iført lyse sommerklæder og fremtidsprospekter. Men Jytte med det "standhaftige vægelsind" vil alligevel ikke giftes og trækker sig ind i sin "individualitets sneglehus".

Syg om hjertet retirerer Torben Dihmer til Favsingholm. Her stilles pillerne på hylden, og den forsmåede bejler går som en livets "emeritus" og et "forhenværende medmenneske" i gang med at dø. I taknemmelighed over for Jytte, fordi hendes fornyede hjertestød har befriet ham for håbets og begærets martergreb og gjort ham rede til "at tage mod sin skæbne med kærlighed – som en brud mod sin brudgom" uden "at ville fuske den store verdensmester i håndværket".

Torben Dihmers betydning er dog ikke udtømt med hans rolle som sagtmodig elsker. Hans funktion i romanen er også – sammen med sin bistre dobbeltgænger, vækkelsesprædikanten Mads Vestrup – at trutte i dommedagsbasunen:

Jeg er fuldt overbevist om, at vi står foran en verdenskatastrofe. Det såkaldte civiliserede samfund har i de sidste hundrede år arbejdet som en afsindig på sin egen undergang.

Han er overbevist om, at undergangen i sig rummer kimen til en ny begyndelse, hvori han selv eller i hvert fald hans gods spiller en afgørende rolle. Hans tanke er ikke mindre end "at gøre Favsingholm til en slags Noæh ark, der skulle bære en lille skare mennesker frelst gennem syndfloden, når den kommer".

Problemet er blot, at Torbens ark er en lille båd, der gynger, fordi den som alternativ til det falske og syge liv i modernitetens helvede ikke kan opretholde sig ved egen kraft. De hidkaldte husmænd, daglejere og arbejdsfolk, der med deres arbejdskraft skal sikre arkens autentiske, naturforbundne liv, forstår ikke at påskønne en utopi, hvor "arbejdsdagen nu begyndte klokken fire," og hvor de spises af med "grød om morgenen og mælkebrød om aftenen ligesom lænkehunde". En nat brænder Favsingholm 422 ned, og Torben Dihmer mætter sin sjæls vilde sørgmodighed i flammehavet, mens han i ildskæret ser "en bebudelse af den … syndflod af ild, hvori en stakkels fordærvet menneskeslægt skulle nedhvirvles og forgå!".

Det er denne samtidighed af destruktionslyst og forvisning om, "at der ville oprinde en lykkeligere tid for verden …, da menneskene ville vende sig med lede fra en kunstig steriliseret tilværelse for igen at tage det onde med det gode af livets hånd uden næsvis modsigelse", som Pontoppidan applicerer på den aktuelle virkelighed i et brev til vennen, professor Vilhelm Andersen, december 1916:

Denne skrækkelige Krig er Afslutningen på den vilde Dødningedans, Kehraus'en. Man kan ordenlig blive misundelig ved Tanken om den Slægt, som nu er i Barnealderen; og den Misundelse føler også Torben Dihmer, når han taler om den kommende Tid, hvori man vil tage det onde med det gode af Livets Hånd uden at gøre Forskel.

Eskatologiens tydning af verden er og forbliver håbløs. Og det hvad enten den formuleres som en generel civilisationskritik med Torben Dihmer som talerør eller som en afvisning af den aktuelle historiske realitet. Det vidste Pontoppidan. Men et øjeblik lod han sig friste til at tolke verdenskrigens blodsudgydelser og spild af menneskeliv som en fordømt civilisations dødedans.

Af Lis Norup