Den tyske Prinsesse [1]
Hr. Henrik Pontoppidans fædrelandske Følelse er bleven saaret over Prins Christians Forlovelse med en Hertuginde af Mecklenburg-Schwerin. Efter Begivenhederne i 1864 havde han ikke kunnet tænke sig, at det var muligt for en dansk Prins at gifte sig med en tysk Prinsesse. Og han skriver med fin Pen: "Til Erstatning for Sønderjylland … overlader de (Tyskerne) os her af egen fri Vilje en ung og sikkert ædel og indtagende Prinsesse til evig Arv og Eje."
Efter saaledes at have budt den unge Dame Velkommen i Danmark føler han Trang til at lykønske den nyforlovede Prins' Bedstefader, Kong Christian, hvilket han besørger paa følgende udsøgte Maade: "En ung Kærligheds Kaabe er lagt over de gamle Skader. Kong Christian gjorde jo i sin Tid selv de indledende Skridt dertil. Og det er en Trøst at vide, at hvad en Konge gør, er altid det rigtigste."
Politikens Læsere er ikke forvænte med at høre saa frejdig en fædrelandsk Tale. Den vil faa Hjærtet til at banke hos alle dem, der med længselsfuld Vemod mindes hine Dage, da Hr. Ploug stod i sin fejreste Dannevirkekraft og da, længere fremme i Tiden, ligeledes den nu hedengangne Avis1 opflammede kjøbenhavnske Borgere til at modtage den tyske Kejser med mandig Uforbeholdenhed.
Politikens Læsere er vante til at faa de fædrelandske Melodier stemte i en jævnere Tonart.
Jeg kunde tænke mig Politiken skrive om Prins Christians Forlovelse noget lignende som:
"Den unge Fyrstinde, som Prins Christian har valgt til sin Kone, er sytten Aar, en, efter Alt, hvad der vides om hende, fin, nydelig og elskværdig Person. Meget taler for, Intet i alt Fald modsiger det, at Prinsen har ladet sit Hjærte raade for Valget. Mange Partier har tilbudt sig for ham. Først efter at have set sig vidt omkring har han bestemt sig. Forsaavidt Prins Christian er bleven virkelig forelsket i den unge mecklenburgske Hertuginde, har vi andre kun at sige: Til Lykke. Thi det er altid smukt, naar to unge Mennesker gifter sig af Kærlighed. Det er, naar en kongelig Person gør det, baade smukt og ikke almindeligt, saa meget mere paaskønnelsesværdigt.
Men er der i Prins Christians Forlovelse foruden Kærlighed tillige Politik, ja er der Politik alene – hvad hænder med fyrstelige Forbindelser – kan vi Danske kun glæde os over den resignerende Klogskabs-Politik, som den danske Kongefamilie endnu en Gang har givet Bevis paa, og hvori den mødes med de af Folket og Folkets Tillidsmænd ofte udtalte Ønsker. Jo venskabeligere Danmarks Forhold til Tyskland bliver, des bedre Udsigter er der for Opnaaelsen af det, der er alle Danskes Haab. Ja, vi naar overhovedet aldrig vort Maal uden ad den venskabelige Fredsvej.
Kong Christian gjorde sig i sin Tid fortjent til det danske Folks Tak, da han aflagde et Besøg ved Berlinerhoffet og derved fastslog, at de chauvinistiske Rørelser i Danmark misbilligedes lige saa stærkt af Statens Overhoved som af den menige Mand.
Den mecklenburgske Prinsesse, som Landets vordende Konge snart vil føre herhjem som sin Hustru, kommer til os som et nyt Fredens og Forsoningens og Haabets Bud. Hun vil blive modtagen venligt af Alle.
Og ikke mindst fordi Prins Christian har valgt sig en tysk Brud, siger det danske Folk et velment Til Lykke."
Peter Nansen.
