Henrik Pontoppidan
Vilh. Andersen: Henrik Pontoppidan. Et nydansk forfatterskab. Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag. Kbh. 1917.
Prof. Vilh. Andersen har fejret Henrik Pontoppidans 60-årige fødselsdag ved at udgive en helt statelig bog om ham. Det er ikke en biografi af digteren: levnedsskildringen rummes i et enkelt kapitel, der i øvrigt er fyldigt nok og bringer adskilligt nyt stof af værd. Andersens hovedmål har været at fremstille Pontoppidans forfatterskab som én bog, som et sammenhængende livsværk. Han samler fremstillingen om de tre store romanrækker: "Det forjættede land", "Lykke-Per" og den nylig afsluttede "De dødes rige", og søger at påvise – hvad der sommetider kan knibe noget for ham – at de mindre skrifter: små romaner, fortællinger, skuespil er tilløb eller forspil eller studier til de tre hovedværker. Derved nåer han i hvert fald at få Pontoppidans snart 30 bøger grupperede på en overskuelig måde og således, at de store linjer i forfatterskabet kan træde tydelig frem.
Den grundtanke, hvorom Pontoppidans digtning kreser, finder Andersen træffende i det lille eventyr "Ørneflugt". Det er om en tam ørn, der voxer op med stækkede vinger i en hønsegård. Nogle år efter, da vingerne er voxede ud, får den engang flyvelyst og svinger sig op i luften, op mod de høje fjælde. Men deroppe, med udsyn til den evige sne og de rolige stjærner, kommer den til at ryste af kulde og skræk for det hvide dødningeland. Den skynder sig hjem til den lune hønsegård, men der bliver den af en fejltagelse skudt
Vilh. Andersen kalder med et godt udtryk Pontoppidans digtning for "kritisk naturalisme". Han er udgået fra 70'ernes realistiske skole; hans skrifter er væsenlig virkelighedsskildringer, mere lødige og i hvert fald, når han er ude på landet, mere kyndige end forgængernes. Han har skildret sin tid og sit folk og land: Jylland og øerne, hovedstaden og småbyerne, herregården og præstegården, bøndergårdene og hytterne, de forskellige stænder, dog ikke arbejderne. Navnlig de sjællandske bønder har han tegnet med megen indsigt og sympati; overfor hovedstadsfolk står han temmelig kølig; det er egenlig mest jødisk kløgt og energi, der her drager ham.
Men i det hele holder han sig kritisk overfor sine tidsfæller og landsmænd, og hans kritik kan være meget hvas. Andersen siger om ham, at han "altid har talt ud af sin lidenskab for at forklare, aldrig for at angribe". Det er dog visst for stærk sagt. Pontoppidan har åbenbart følt inderlig lede ved hvad han måske vilde kalde "lyrik" eller "romantik"; han har sikkert ikke kunnet døje stemnings-svingende lyrikere som Drachmann eller Bjørnson, og den første hugger han oftere kraftigt til. Der er uvilje i adskillige af hans grundtvigianske billeder og besk harme i hans satirer fra provisorietiden. Og han ikke blot forklarer, men spotter og skyr de to samtidige blændværk, som han efter Andersen særlig og stadig dvæler ved i sine bøger: naturalismens tro på den landlige idyl, byfolkenes og åndsmenneskenes sværmen for naturen, og individualismens lyriske hævden af lidenskabens og de store følelsers ret.
I det hele er Pontoppidan, hvad også Vilh. Andersen fremhæver, ikke bare en objektiv virkelighedsskildrer eller en klar og kold, noget tør, rolig desillusionist og livskritiker; der går en stærk 551 personlig urolig følelsestrøm under hans beherskede fortælling. Andersen finder en dulgt medfølelse i hans livskritik, en følelse af medskyld, dybest nede angst. Det sidste kan særlig gælde "De dødes rige", hvor han under disse tiders sorte himmel ser ud mod en uhyggelig truende fremtid. Men mest, kan man vel sige, er der en dyb misstemning hos ham. Andersen finder allerede i hans yngre år "en naturlig melankoli, et medfødt mørkt og strængt blik, en underernæring af ungdommelig livsglæde". Han drages af den hjemlige jord og fordyber sig i sine landsmænds liv; han er medhørende; men hans puls banker ikke i takt med deres; han springer fra; han er udenfor stående.
Et sted i "Favsingholm", sidste del af "De dødes rige", siger Torben: "Er det aldrig hændet Dem, at De har måttet bryde op fra en fest i utide og er vendt tilbage igen ud på natten? De ved i så fald, hvor besynderlig fremmed man føler sig imellem de samme mennesker, som man få timer i forvejen havde det så kammeratlig med. Man kommer ude fra nattestilheden og overvældes fra alle sider med krav på deltagelse for hundrede ting, der er bleven én så inderlig ligegyldige. Strax forstår man ikke, om det er én selv eller de andre, der har forandret sig. Man går fra værelse til værelse og ser kun attituden og sminken, og alle disse mennesker stirrer på en som på en ugle, der er kommen ud i sollyset. Men selv har man omtrent den modsatte fornemmelse. Man synes, at man er vidne til en uhyggelig maskefest."
I disse linjer giver Pontoppidan tydelig sin stilling til det samfund, han har om sig, og man får essensen af hans sidste fortællings-kres, disse tidsbilleder fra "frihedstiden" efter systemskiftet, hvor personerne er en "så inderlig ligegyldige", men hvis stemning kan gribe sært. Han sammenligner den selv med et musikstykke. Det er da musiken til en dødedans. De blege gæster farer afsted i tom travlhed, griber efter bristende bobler, suger nydelsens rus og får bærme i munden, gør latterlig uhyggelige krumspring og tumler mod undergangen. Det er en dybt mismodig bog. Den eneste frelse, der peges på, er at trække sig ud af mylret, ud i stilheden og ensomheden og nøjsomt glæde sig ved Pans fløjtespil.
Uglen er visdommens fugl. Og visdommen er at samle sig 552 om sit selv under de rolige stjærner, og borte fra den flimrende og ødende fornøjelsesjagt finde glæden i de små jævne liflige ting, som dagen og naturen giver gratis. Det er ad den vej, Lykke-Per ender, og det er på den, Favsingholm vinker. Der bliver måske noget køligt og stille, men det er styrkende. Man får den formodning, at Pontoppidan vender tilbage til sit, sagtens noget spartanske barndomshjem, når han søger det sted, hvor der er godt at være.
Om Pontoppidans kunst siger Vilh. Andersen mange gode ord. Han roser hans menneskeskildring stærkt og er ikke bange for at jævnføre Emanuel Hansted med Ibsens Brand eller Hans Kvast med Hjalmar Ekdal. Han har sikkert ret i, at Hansted er et individualiseret menneske og Brand en type. Men der er rigtignok til gengæld over Brand et vældigt vejr, som der ikke er over den stakkels Emanuel. De personer, som tager én mest hos Pontoppidan, er dem, man møder i hans billeder fra landet, ikke dem, han satiriserer over, men dem, han sympatiserer med, gamle bønder, der er inderlig samlevede med jorden, eller kvinder som Hansine i "Det forjættede land", der nok alt i alt bliver hans bedste bog. Dem har han ikke blot set, men vundet nøje indsigt i, og de har fået indre varme, sjælevarme. Mange af de andre lader én underlig kold, Lykke-Per selv f. ex. De kan være skarpt og fint iagttaget; han kan fange deres væsen eller træffende træk hos dem, men de synes skabt udenfra. Andersen fremhæver Pontoppidans københavnske jødeskikkelser; deres egenhed er også godt set og dygtig tegnet, og han har følt sig fængslet af den jødiske virkedrift og tørre brand. Men helt i dybet går forståelsen næppe, og det skorter på det inderste liv. En af de bedste er vel den lille direktør Zaun i "De dødes rige", en både komisk og rørende figur; den væsenligste af dem alle, Jakobe, er derimod vistnok temmelig romantiseret. – Pontoppidans personer inderliggøres ikke mere, jo ældre han bliver. Andersen indrømmer også, at digteren ikke synes så personlig interesseret i figurerne i hans sidste bog som i de tidligere romaners helte og heltinder. Somme af dem kan endda være sært udvendige. Torben får besøg af en bondedigter og socialist; han er tydelig nok lavet i Åkjærs lignelse; det ydre billede er der med fagter og udstyr; men Jeppe selv er der ikke; det bliver kun en tom maske.
553 Derimod er Pontoppidan som ordkunstner i stadig fremvæxt, og han har nået fuld modenhed i "De dødes rige". "Hans stil", siger Vilh. Andersen smukt, "har altid været sober, uden duft, men med en lugt af renlighed, der syntes halv kunst og halv natur. Nu sanses hans stil overhovedet ikke mere som sådan af læseren. Den er ikke mere. Tingene træder igennem den". Andersens redegørelser for Pontoppidans stiludvikling fra "en noget bleg grønhed til gyldenbrun lød" er overhovedet noget af det mest fængslende i hans studie. Det er altid et skrevet sprog, mere end et talt; det har fra først af noget af skriftsprogets stivhed med mindelser fra ældre eller samtidige forfattere, med tørre eller sirlige blomster og billeder. Efterhånden nåer han til, at han, selv i det skrevne sprog, uden særegne ord eller vendinger, kan give en dialekttale, så man hører tonefaldet, og hans billeder og lignelser lægges naturen nær. Adskillige af Pontoppidans bøger er kommen i ny gennemarbejdede udgaver, og det er interessant at se, med hvor stræng selvkritik han har vejet og ændret sin stil. Hans rettelser er i almindelighed forbedringer.
Vilh. Andersen kan sin litteratur på fingrene, og det morer ham at finde påvirkninger, forbilleder eller sammenligninger til Pontoppidans digtning. Den megen lærdom morer nu ikke altid læseren så meget. Man synes tit, at professoren lider vel meget af associations-kløe. I en af fortællingerne findes en gammel sjællandsk bondekone, som hedder Else; strax mælder sig Chr. Winters unge sjællandske pige, som bærer samme navn. – En ungdomsskitse af Pontoppidan hedder "Efter ballet" ; den sættes strax i forbindelse med Gérôme's billede: "En duel efter ballet". De har ikke andet med hinanden at gøre end de to fælles ord i titlerne: hos Pontoppidan en student, der på et bal får lede ved "det københavnske uføre" og vil redde sig ud af det for at begynde et nyt liv og finde sig selv (ganske pontoppidansk); hos maleren en Pierrot og en Harlekin, der har duelleret; Pierrot synker såret om i sine sekundanters arme, Harlekin fjærner sig med sine. Begge steder er det vinter, naturligt nok, men fortællingen foregår inden døre, billedet i en skov. – Ved et gilde i et forstyrret kunstnerhjem vækkes en lille pige af spektaklet og tumler søvndrukken ind, med hænderne for øjnene og spørger: hvad er'et I laver herinde? Strax fremdrages "en fuldstændig idyllisk parallel hertil": den søvndrukne 554 Annette i tordenvejret hos Chr. Winther. Hun er ganske uvedkommende her. – Andersen dutter også digterne sin associationslyst på. Han citerer (s. 89) Øhlenschlægers: "Elskov! Elskov! – Dit alter står i de svale dale, i de skønne, grønne, duftende hvælvinger", og et sted hos Pontoppidan: "Elskov! … Elskov! … Det var, som om verden på en gang åbnede sig for hendes øjne, og som om selve himlen løftede sig over hendes hoved. Endog skoven blev en anden, som hun stod der og så' ud over den. Luften syntes hende at fyldes som med klang og vindene at hviske hende dette vidunderlige navn ind i øret". De to digtere, siger Andersen herom, "synes at have ladet sig gække af et og samme ordspil, den samme folkeetymologi, der har fået et naivere udtryk i en københavnsk gadevise af ældre dato: Dyrehaven er en stor skov, men elskov er en større". Texterne selv taler tydelig for, at der ikke er ringeste grund til at lægge de to digterne den påståede slemme brander til last.
