Henrik Pontoppidan

Der er en passende portion ironi i den situation jeg her befinder mig i. Jeg har ved enhver given lejlighed galet op om at realismen er en uanvendelig udtryksform. Og nu sidder jeg her og skal fortælle om Henrik Pontoppidan, vel nok den største repræsentant for realismen i Danmark.

Selvfølgelig har jeg læst ham i ny og næ, – men nu syntes jeg, det var en passende lejlighed til at læse en god del af ham i sammenhæng, – for at finde ud af om jeg virkelig kan stå inde for min negative holdning til realismen, eller om det er en fordom jeg slæber om med.

Pontoppidan blev født i 1857. Og døde midt under anden verdenskrig, men bortset fra sine erindringer skrev han ikke meget efter første verdenskrig. Han var næsten udelukkende prosaist. Skrev noveller, en del korte romaner, og tre store romaner der normalt betegnes som hans hovedværker: det er Det forjættede Land, Lykke-Per og De dødes Rige.

Han begyndte med en række noveller, der giver udtryk for en voldsom harme over de sociale forhold i landet. Heri taler han de fattiges sag, påpeger de ydmygelser som de besiddelsesløse udsættes for, kraftigere og mere udleverende end nogen har gjort det før ham i dansk litteratur.

For exempel i "Naadsensbrød". Den handler om Stine Bødkers, der modstræbende og skrigende føres på Fattig- og Arbejdshuset. Beskrivelsen af forholdene på denne institution vil man sent glemme.

Jo. Der er en der hurtigt glemmer den. Forfatteren. Snart begynder tonen nemlig at blive mindre indigneret. I Det forjættede Land er der endnu en del solidaritet med de fattige, men også en vis skepsis over for de velmenende frelsningsforsøg. Og for exempel i den sidste af de store romaner De dødes Rige, er tonen næsten blevet den modsatte. Det er en kollektiv roman, om en række omtrent lige vigtige personer, der alle lever et skinliv, angste og forgæves søgende en slags kærlighed. Præster, med deres løsningsforsøg, latterliggøres, 114 politikere, der lever i en lang intern magtkamp, hvor frelser afløser frelser, latterliggøres. Kunstnerne går heller ikke ram forbi. Men nogen interesse for de dårligt stillede er der ikke tale om. Næsten tværtimod.

Den person der er nærmest ved at bære forfatterens sympati er en godsejer, Torben Dihmer, der efter sin skuffelse trækker sig tilbage fra livet, til sit gods. Han har i sin ungdom bygget et moderne alderdomshjem for egnens gamle, og i det hele vist en filantropisk indstilling. Nu hengiver han sig til sin sygdom, finder trøst i sin egen smerte.

På det sidste i bogen får han besøg af en af de unge indignerede, Bjørn Hamre.

Denne agitator bebrejder godsejeren hans holdning.

"De udtalte engang – og det Ord har jeg ikke glemt – at nu havde Rigdommen i Aartusinder behersket Verden og fordærvet den. Nu var det fra den fattige Mand, Frelsen skulde komme."

"Det Ord staar jeg ved endnu … Men hvem er rig, og hvem er fattig?" sagde Torben efter en Pavse. "Alle Livets virkelige Goder faar vi gratis. Hvad har vi da at misunde hinanden … Da jeg for nogle Maaneder siden vendte tilbage fra en lang Rejse, gik det op for mig, at den lille danske Husmand med sin hjelmede Ko og sine fire Høns er Jordens lykkeligste Menneske."

"Ja, fra Rigdommens Vindue tager Fattigdommen sig altid saa idyllisk ud."

Men nu begyndte Torben selv at tale om sit mislykkede Alderdomsasyl, som han med saa store Bekostninger havde gjort til en Mønsteranstalt med Badekamre og Vandklosetter og et biblioteksmæssigt udstyret Læseværelse. Der gik endnu nogle af de gamle Mennesker omkring paa Gaarden med misfornøjede Miner; men Størsteparten var rømmet derfra som fra en Straffeanstalt.

115 Der er et svælg mellem den forfatter der i firsernes begyndelse har den største medlidenhed med Stine Bødkers der skal på institution, og den forfatter der i 1916 betragter den lille danske husmand som jordens lykkeligste menneske.

Hvad er der sket i mellemtiden med Pontoppidan? Svigter han fanerne helt? Er svælget virkelig så stort som det ser ud til?

Et fuldstændigt svar kan vel ikke gives, men Det forjættede Land rummer noget af løsningen. Så jeg vil nu begå – om ikke en dødssynd – så dog en, i mine øjne, alvorlig brøde. Jeg vil referere handlingsgangen i en roman. Personligt hader jeg at læse en bog eller se en film, hvis handling jeg har fået fortalt på forhånd. Når nu forfatteren har anvendt al sin flid på at bygge op til en knaldeffekt, holde spændingen hen, placere passende overraskelser undervejs eller trække tæppet væk under læseren, så kan kun pædagoger, degne og småsadister finde på at råbe pointen ud på forhånd. Og så altså mig – i dette ene tilfælde.

Emanuel Hansted er hovedpersonen i Det forjættede Land. Bogen består af tre dele. I første del: Muld, tiltræder Emanuel en stilling som kapellan i et landsogn. Hans foresatte, provst Tønnesen, er konservativ, doven, overfladisk og fuldstændig uinteresseret i at blande sig i sognets rørelser. Der er ellers virkelig uro her. De fattige husmænd ønsker større politisk indflydelse, bedre økonomiske vilkår, og de trænger til en inderligere religiøs holdning end den de møder hos provsten. Den der samler uroen og holder ild i den, er en mand af folket, væver Hansen.

Provstens datter Ragnhild er en tro kopi af faren. Hun er køn og klog – og keder sig ude på landet, hvor hun ikke har lejlighed til at træffe ligemennesker. Derfor er hun glad for den ny kapellans ankomst, og værdsætter ham som samtalepartner.

Emanuel er veg og parat til at følge provsten. Og læseren 116 aner hvor det bærer hen, i forholdet til provstedatteren.

Da bryder Emanuel pludselig en dag med provstens linie. Han støtter de oprørske husmænd. Presset af væver Hansen, holder han en flammende tale i uroens center. Her undsiger han hele den moderne kultur, med dens storbyer, kulstøv og høje huse der spærrer sol og luft ude. Han fortæller om prinsessen der af en bejler får en smuk blomst, men da hun blir klar over at den ikke er en efterligning af silkestof eller farvede fjer, kaster hun vrag på denne ækle bondeblomst. På samme måde kaster samfundet vrag på de egentlige værdier.

Nu er læseren helt vundet for Emanuels opfattelse. Man føler en indre fryd ved, med Emanuel, at trodse provsten. En fryd der når sit højdepunkt, da vor helt tager konsekvensen af sin holdning og udvælger sin bondeblomst, Hansine, en uspoleret bondepige fra sognet – og får hendes ja.

Provst Tønnesen er på dette tidspunkt alvorligt træt af sin kapellan, der er gået over til fjenden. Han vil afskedige ham, men Emanuel bakkes op af befolkningen – og derefter af bispen, der sørger for at få Tønnesen forflyttet – og overlader kaldet til Emanuel Hansted.

Første del slutter med ægteskab, forfremmelse og folket i ryggen – på tærsklen til Det forjættede Land – som anden del hedder.

I mit referat nøjes jeg ikke med en objektiv handlingsgengivelse, men fremhæver undertiden hvor læserens sympati og forventninger ligger. For det er netop på dette plan, at bogen egentlig udspiller sig.

Pontoppidan forudberegner meget præcist læserens reaktioner. Her er et exempel fra bogens begyndelse. Ragnhild, den smukke provstedatter, og Emanuel har truffet hinanden for første gang. Og vi, læserne, begynder at lægge planer om at gøre et par af dem. Den samme indskydelse kommer til familiens gamle tjenestepige, og hun spørger nyfigent Ragnhild:

117 "Hvad tykkes Frøkenen saa om ham?"

"Om hvem?" spurgte Ragnhild, idet hun løftede Hovedet og saae stift paa det gamle Tyende.

"Ih! Natyrlig ham – Kap'lanen!"

Fra Frøken Ragnhilds blaagraa Øjne foer et Lyn, der bebudede en artig Torden. Men i det samme betænkte hun sig, slog sin Vrede hen, tvang sig endog til at smile og svarede hurtig og ligesom i hjertelig Overgivenhed:

"Jo, Tak skal du have, lille Lone! Jeg synes rigtig udmærket godt om ham. Jeg er allerede helt forelsket i ham. I Morgen forlover jeg mig med ham, og paa Torsdag tænker vi at holde Bryllup. Dersom lille Lone paa Søndag otte Dage vil gøre os den Fornøjelse at komme til Barselstads hos os og holde vor førstefødte over Daaben, vil baade min Mand og jeg være dig meget taknemlige. – Er du saa tilfreds?"

Den gamle pige trækker sig herefter fornærmet tilbage, men det er ikke kun hende, men i lige så høj grad læseren der har fået en over næsen.

I anden del af romanen skal det forjættede land til at opdyrkes. Emanuel vil ikke kun være præst, han vil også leve som bonde i pagt med naturen, sin egen og den omkring ham – og med den stærke bondepige, Hansine ved sin side.

Men nu begynder vi, læserne, at opleve vanskelighederne i det vi før troede var lykken. Jorden er genstridig, Emanuel er ikke bonde, den menighed som han kunne vinde gennem sin solidaritet og sin brandtale, bliver ikke ved med at hænge ved ham, der opstår nye profeter, nye toner, nye rørelser. Emanuel træffer Ragnhild igen, og opdager til sin undren at han trives i hendes selskab. Men han fastholder dog sin sunde tro på naturen – fremfor kulturen og kunstigheden – og mener i overensstemmelse med denne opfattelse, at sønnen der skranter lidt, nok skal komme sig af sig selv, uden kunstige midler. Derfor blir lægen tilkaldt for sent – drengen blir 118 alvorligt syg, og dør.

Det nederlag Emanuel hermed gennemløber er faktisk også læserens – for vi har troet på de samme ting som han, vi har næret det samme håb som han. Først nu, samtidig med Emanuel, indser vi at den Hansine som vi tidligere gik så helhjertet ind for, vist nok blev valgt i et øjebliks begejstringsrus – for de to, bondepigen og præsten fra byen, har egentlig meget lidt tilfælles.

Anden del slutter med at de to forlader hinanden, Emanuel rejser ind til København – men stadig nærer vi et håb om at alt skal blive godt igen.

Tredje del hedder Dommens dag. Emanuel er forandret af et par år i tilbagetrukkethed. Kirken har haft bud efter ham, men han har på det bestemteste afvist at tage mod et nyt embede. Han vender nu tilbage i håb om at genoptage forbindelsen med Hansine. Hun er imidlertid nået til klarhed og afslår. Han møder Ragnhild. De to – og læseren – indser omsider hvor nær de står hinanden, men Emanuel er efterhånden drevet så langt ud i sin fanatisme, at Ragnhild må afvise ham.

Kulminationen nås under et stort folkemøde. Her træder Emanuel op, støttet af store forventninger til hans profetiske gaver – og når sit fuldstændige sammenbrud. Han må forlade talerstolen uden at have sagt andet end: "Min Gud! Min Gud! … Hvorfor har du forladt mig!"

Emanuel flakker sindsforvirret om, ender på anstalt og dør kort efter.

Det underlige og spændende ved historien er ikke det der sker på papiret, men det der sker i læseren. Forfatteren udsætter en for den samme forførelse som Emanuel falder for. Netop som man har fået placeret sin sympati og forståelse et sted, vendes billedet om, man erkender at have taget fejl, og må søge sig et nyt ståsted.

119 Pontoppidan begyndte sit forfatterskab, som Emanuel begynder sin livsgerning, med at solidarisere sig med de undertrykte. Men erfaringen lærer ham, at forholdene ikke bliver meget bedre herved; Stine Bødkers var ikke blevet meget lykkeligere, hvis fattiggården havde rummet en biblioteksmæssigt udstyret læsesal. Hvad man kan opnå gennem politisering, er i det højeste at nogle andre førere kommer til roret, men det biir bare 'bøf på en anden måde' med Pontoppidans ord, menneskene vil have samme problemer som før.

Han foretager altså en bevægelse fra vrede over de vilkår som de fattigste er underkastet, til en fortvivlelse over de vilkår alle er underlagt. Det han lokaliserer som det egentlige onde er kulturstræbet eller materialismen. Den spæde løsning han lancerer bliver derfor tilværelsen på godsejerens gods, i De dødes Rige, hvor enhver kan få lov at leve sit eget liv, og dø sin egen død. Hvor vagt den end er udformet, synes jeg den må opfattes som Pontoppidans drøm om en verden, der ikke er domineret af fanatikeres kamp for at overgå hinanden. Og derfor kan jeg godt forstå slutningen af De dødes Rige som en slags radikalisering af den sociale opfattelse i Pontoppidans tidlige noveller.

Jeg mangler nu at træffe afgørelse i min private proces imod realismen. Der er især tre anklager jeg ofte har rettet mod denne stilart. Var de retfærdige?

For det første har jeg hævdet at fremstillingen nødvendigvis bliver tung og omstændelig, hvis man binder sig til at opretholde den realistiske illusion.

I andre stilarter kan man forkorte, trække sammen, modstille symbolsk – for bare at nævne nogle få stiltræk som realisten frivilligt afstår fra.

Jeg føler at Det forjættede Land (og de andre lange romaner) bliver træge på sine steder, fordi en række uvæsentlige 120 ting må fremstilles, for at helhedsbilledet kan opretholdes. Desuden er der ting i handlingen, der kun kan blive postuleret, da de ikke kan integreres rigtigt, uden at bogen blev helt urimelig lang.

På den anden side sker der det forbavsende – for mig – at personskildringen også vinder i dybde og interesse ved disse spring. Der kan stå: vi rykker nu syv år frem, personen er nu noget anderledes end før. I første omgang virker det utilfredsstillende, psykologisk set, men i anden omgang opdager man at personen bare er blevet mere fascinerende ved dette greb.

Alt i alt vil jeg dømme en betinget frifindelse til realismen på dette punkt.

For det andet har jeg hævdet, at realismen gør personerne til skæbnebundne, ufrie individer, fordi realismen må sætte det som mål at 'forklare' personerne.

I Det forjættede Land er Emanuel Hansted tydeligt hængt op mellem sin arv – en overspændt mor, som der ofte refereres til, og sit miljø, repræsenteret ved en streng opdragelse. Men det lykkes Pontoppidan at overbevise læseren om at, skønt Emanuel er bestemt af disse forhold, er han dog i stand til at vælge. Der sker jo det at læseren allerede har dømt ham til en skæbne, og pludselig opdager at Emanuel har overskredet denne forventning, har foretrukket en anden fortsættelse.

Derfor må jeg frikende realismen for min anden anklage.

Endelig, for det tredje, har jeg hævdet, at realismen nødvendigvis må basere sig på en indsigt, en fast opfattelse hos forfatteren, i stedet for at søge en sådan indsigt.

Jeg har sjældent læst en roman der virkede så åben på mig som Det forjættede Land. Den lægger nogle muligheder frem til læserens egen bedømmelse. Den stiller personer op og belyser dem fra så mange sider, at man ikke tvinges til at danne sig en ganske enkel opfattelse af dem. Således må man både 121 opleve Emanuel som en håbløs fantast, og se ham som en håbefuld idealist, som verden ikke vil føje sig efter.

Pure frifindelse.

Min konklusion må derfor være, at Henrik Pontopppidan har belært mig om, at jeg hidtil har næret uberettigede fordomme imod realismen. Det beklager jeg – selv om realismen jo nok ikke har lidt særlig meget under min tidligere foragt.