Trange Tider

At være dansk Forfatter har alle Dage været et lidet lønnende og lidet taknemligt métier. Det er en Skæbne, der vistnok kun misundes af ganske grønne Rus-Studenter og af forvildede, unge Damer med romantiske Fantasier. Med god Grund henregner alle brave og skikkelige Borgermænd, der har den rette Tro paa Bjærget, det at være Poet ind under den rummelige Kategori "ubestemt Livsstilling", der spænder over saa uensartede og dog saa ensartede Virkefelter som Kunsten, Literaturen, Ladegaarden og Bænkene omkring Hesten. –

I Literaturens Hus er der mange Boliger og Pladser beredte baade for Kreti og Pleti. Der er dem, der joller flot af Sted i Hyrevogn til Timetakst ad de brede, asfaltbelagte Hovedstrøg, hvor der ikke er stort nyt at se, men heller ikke stort farligt at risikere. Andre søger de ydmyge Steder, gaar om ad Stræderne og Sidegaderne, spejder og gransker og finder stundom noget nyt paa en Kvist i et Baghus i Antoniestræde.

Sikkert profiterer Literaturen mest af de sidste. Og lige saa sikkert er deres Kald det mest brødløse, lige saa sikkert gemmer den brede, hæderlige Bedsteborgerlighed til dem sine haanligste og ynksomste Skuldertræk.

Men fra deres Rækker rekruteres trods alt den lille udvalgte Skare, som den almindelige dannede Bevidsthed, skabt af Folk, der forstaar sig paa Bøger, om de end ikke køber Bøger, officielt anerkender som Forfattere, ja, stundom endogsaa hædrer med Titulaturen Digter.

Er man først naaet saa vidt at man tælles blandt dem, saaledes tænker mangen ung Poet, saa er man paa den grønne Gren.

Jo pyt!

Vi kan fra dette Efteraars literære "Bag Kulisserne" bringe et Par smaa Indiskretioner, der taler tydeligt nok i modsat Retning. Og gaar det saadan med den grønne Gren, hvorledes skal det saa gaa med den tørre?

*

Ingen vilde vel let falde paa den Formodning, at en Forfatter som Henrik Pontoppidan skulde have vanskeligt ved at faa sine Bøger ud. Han er jo forlængst og afgjort slaaet saaledes igennem, at han allerede i flere Aar har været regnet med til den allersnævreste og fornemste Ring af Danmarks udvalgte, digtende Aander.

Nennt man die besten Namen,
dann wird auch der seine genannt.1

At hans Bøger udkom paa Gyldendalske Boghandels Forlag – det fineste, der kan times en dansk Forfatter næst efter at komme til Middagsselskab paa selve "Skovly" sammen med Celebriteter som Otto Borchsenius og Peter Hansen2 – var noget, der kunde synes ganske selvfølgeligt.

Saa kommer i dette Efteraar Hr. Pontoppidan til Hr. Hegel med en Samling Smaafortællinger, "Krøniker" betitlet. Og hvad der nu følger, lyder næsten som en Krønike, men er ikke desto mindre den skære, nøgne Sandhed, l'humble verité.

Hr. Hegel, der hidtil havde i haft den Ære at forlægge Henrik Pontoppidan, finder for godt at forlange, at et Par Stykker af Samlingen skal udskydes.

Hr. Pontoppidan gik dog ikke fra Samlingen for saa lidt. Han tog ganske rolig sin Bog tilbage; om et Par Dage udkommer den hos P.G. Philipsen.

Det er et stivt Stykke, naar en Forfatter af Pontoppidans Rang og Ry, en Forfatter, der – man forstaa Billedet ret – længst har vist, at han kan staa paa sine egne Ben, kan underkastes en saa smaalig Kritik at sin Forlægger, som om Pontoppidans Navn ikke dækkede over og tog Ansvaret for, hvad han skrev! –

*

Ublidere Medfart endnu faar selvfølgelig Pontoppidans yngre og mindre celebre Medbrødre i Apol[lo].

Ikke mindre end tre af vore yngste Forfattere, Viggo Stuckenberg, Sophus Michaëlis og 9, har i dette Efteraar været ude af Stand til at faa deres Bøger ud, skønt alle Literatur-Venner og Literatur-Kendere netop til disse Navne knytter de smaa Forhaabninger, man har Lov til at gøre sig om en Smule Fornyelse af dansk, moderne Literatur. Hr. Stuckenberg har faaet et større fortællende Digt3 refuseret af P.G. Philipsen, hans tidligere Forlægger. Hr. Jørgensen og Hr. Michaëlis har forgæves rendt Byen rundt med deres Manuskripter.

Ikke én Forlægger vil, i.e.: de siger, at de ikke tør. Og samtidig med, at de smider den unge danske Literatur i Hovederne paa dens Ophavsmænd, undser de sig ikke ved at tage alt muligt illiterært Snavs, der blot har en Smule Chance for Afsætning til et vildledt og smagløst Publikum.

Vi skal ingen Ondskabsfuldheder tilføje om de norske Forfatteres Særstilling; vi gider ikke rippe op i gamle Skader.

De Herrer Forlæggere, der dog til Syvende og sidst lever af Literaturen, burde dog af og til vise den Smule Uegennytte ogsaa at tænke paa den Tid, der skal komme. Ingen af de her nævnte Forfattere er ny i Literaturen; kan de ikke faa deres Bøger ud, staar det som en Gaade, hvorledes i det hele taget ny Literatur kan komme ud.

For saa affærdiges naturligvis alle Debutanterne, blandt hvilke der dog kan findes Muligheder, kort og fyndigt med et Spark i Enden af de latterlige, halvliterære Røvere – i Reglen Udgivere af danske Læsebøger – der af vore Forlæggere benyttes som Censorer eller som det med et pralende Navn hedder "æstetiske Konsulenter".

Swift.

 
[1] Omskrivning af Heinrich Heines vers fra 1827:

Ich bin ein deutscher Dichter,
Bekannt im deutschen Land;
Nennt man die besten Namen,
So wird auch der meine genannt.

tilbage
[2] Borchsenius og Hansen: OM er spydig; ingen af de to litterater var på dette tidspunkt i høj kurs hos OM og hans omgangskreds. tilbage
[3] et større fortællende Digt: Der kunne være tale om det "dramatiske digt" Den vilde Jæger der udkom i 1894 – hos Philipsen. Det blev angiveligt skrevet "i perioden oktober 1889 og oktober 1893". tilbage