Vilh. Andersens Bog om Pontoppidan
Vilhelm Andersen: Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab. (Gyldendal). 181 S.
Som naturligt er, har Gyldendal ønsket var fejre Henrik Pontoppidans 60 Aars Fødselsdag paa en særlig fremtrædende Maade, og Forlaget har derfor formaaet Prof. Vilh. Andersen til i en Monografi at give en Skildring af Pontoppidans omfattende og betydelige Forfatterskab.
Vilh. Andersen er vel ogsaa den, der for Tiden er bedst egnet til denne Opgave; det usædvanligt fortrolige Forhold, hvori han staar til dansk Literatur, er her – saadan som hans Bog viser – suppleret med et personligt Fortrolighedsforhold til Bogens Helt: mange af de Oplysninger, som den giver, stammer øjensynlig fra Pontoppidan selv.
"Bogen er et Lejlighedsskrift" – skriver Vilh. Andersen i sit Forord – "forfattet i nogle faa – og hede – Sommeruger". Men disse Ord, der minder lidt om de Opslag i Teaterfoyer'ne, hvormed upasselige Skuespillere anmoder om Publikums Overbærenhed – synes i Virkeligheden overflødige. Det lille Skrift er et fuldgyldigt Udtryk for den æstetiske Metode, som Andersen i Aarenes Løb har skabt og virtuosmæssigt udviklet – selv om det var blevet til under sidste Vinters lange Frost, var det næppe blevet anderledes.
"Bogen er et Forsøg paa at læse og fremstille et helt Forfatterskab som en Bog", skriver han i Forordet, og det maa siges, at Forsøget er lykkedes: der er virkelig kommet Sammenhæng i Skildringen, Enhed i hele Opfattelsen. Kontinuiteten fremkommer derved, at Æstetikerne ustandselig drager Linjer fra nogle af Digternes Figurer og Situationer til andre, mellem hvem han finder ydre Lighed eller indre Slægtskab. Han drager ikke alene Linjer mellem disse Figurer indbyrdes – han drager lige saa mange ud fra det Pontoppidanske Forfatterskab til andre Literaturer uden om det. Han drager ikke alene Linjer mellem Fænomener, der kan afløses af hinanden, men ogsaa mellem dem, der ikke har andet med hinanden at gøre end en tilfældig Lighed i Navn eller Stof.
Metoden er filologisk, og som saadan uundværlig – men er den ikke lidt gold, naar det gælder en Undersøgelse af en digterisk Personlighed og hans Værk? Saadan som Vilh. Andersen nu benytter den, synes den unægtelig ret ufrugtbar. Tidligere, da han saá mere friskt paa alt, skabte han ofte paa denne Maade overraskende og umiddelbart overbevisende Resultater – men nu, da hans Aand og Poesi væsentligt er bleven erstattet af en virtuosmæssigt fremskabt Hukommelseskunst, en fænomenal présence d'esprit, træder selve Metoden ofte altfor nøgent frem. Alle disse Linjer – Linjer, der løber parallelt og Linjer, der skærer hinanden – bliver som et Net af Traade, der mere dølger den Skikkelse, de vil forklare end fremhæver den – og hele Skildringen kommer til at minde om et ribbet Blad.
Men de rent æstetiske eller literaturhistoriske Resultater, som paa denne Maade naas, kan der næppe indvendes stort imod. Vilh. Andersen grupperer Pontoppidans Forfattervirksomhed omkring hans tre Hovedværker: Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige, og han giver som oftest gode Grunde derfor. Som Forarbejder til eller Udløber af Det forjættede Land hensætter han de smaa naturalistiske Folkelivsskildringer Landsbybilleder, Fra Hytterne, Skyer og de andre, om hvem han – med et lidt jomfrunalsk Udtryk – siger, at de "bærer Mærket af Firsernes Styggepoesi". Omkring Lykke-Per grupperer han de første af de "smaa Romaner", der skabtes af Halvfemsernes urolige Aandsatmosfære: Mimoser, Spøgelser, Minder, Den gamle Adam, Højsang etc. Her er Naturalismen brudt og gennemstraalet af Forfatterens personlige Ironi eller "Tvesyn", som Vilh. Amdersen kalder den, og mere mangfoldige Virkninger skabes overalt i Stil og Opfattelse. Endelig – og maaske mindst overbevisende – grupperer han Fortællinger som Borgmester Hoeck og Hustru1, Det store Spøgelse, Hans Kvast og Melusine, og Skuespillet Asgaardsrejen omkring det sidste Hovedværk: De Dødes Rige. Men det er rigtigt, at Pontoppidans Stil i denne Gruppe atter vender sig bort fra det ironiske Spil med Lys og Skygge hen imod det klare, simple enkle Udtryk fra hans naturalistiske Tid. Den er nu helt viril: paa én Gang kraftig og gennemsigtig. "Tingene træder igennem den", siger Vilh. Andersen fortræffeligt.
Saaledes faar den Læser, der paa Forhaand er saa nogenlunde fortrolig med Pontoppidans Forfatterskab, god Besked om den æstetiske Sammenhæng deri og om dets literære Artikulation. Vilh. Andersen forstaar perfekt alt det, han kan læse sig til: baade Bogstaverne og Bogstavernes Aand.
Men lad en Mand, der intet kender til Pontoppidan læse denne Bog. Kan hænde, at han, naar han har læst den til Ende, vender sig mod sin Nabo og spørger: Hvem er egentlig den, jeg har læst om? Hvordan er hans Menneske, hans Aand? Og hvordan er hans Stilling til Virkeligheden uden om ham?
Utaknemmelige Spørgsmaal! Har Vilh. Andersen ikke biograferet hans personlige Livsforhopld med den største Nøjagtighed? Har han ikke fortalt om hans Ægteskaber, hans Børn, hans Sølvbryllup? Har han ikke gjort Rede for hans Ferierejser, hans Landophold, hans Formiddags-L'hombre med Landsbyens Honoratiores?
Og hvad hans Bøgers Forhold til Virkeligheden angaar, har hans Biograf da ikke netop søgt at knytte dem ikke alene til Tiden, men ogsaa til Aktualiteten ved saa ofte som muligt at nævne hans Modeller? Lige fra Skyer, hvor Skolelærer Zachariasen har Portrætlighed med Schrøder paa Askov, – over Det forjættede Land, hvor Bispen er "efter Monrad" og Højskoleforstanderen "efter Ernst Trier" – over Lykke-Per med dets mangfoldige Portrætter – til De Dødes Rige, hvor Vilh. Andersen endogsaa meddeler Læserne, at Præsten Mads Vestrup "i sin ydre Skikkelse har Træk af Jakob Knudsen", og at Sangerinden Susse Frederiksen "har Træk af Anna Larssen"! Og om Borgmester Hoeck og Hustru2 fortæller han, at der er Folk, som ikke kan begribe, at Pontoppidan har kunnet nænne at skrive den Bog!
Det er lidt pinligt at maatte gøre opmærksom paa dette, men hvis Vilh. Andersen selv kunde se, hvor utaaleligt denne Metode virker, vilde han forstaa, at en Læser nu og da føler Trang til at reagere. Den har strakt sig gennem hele hans Forfatterskab (i Bogen om Paludan-Müller udfoldede den sig paa uforglemmelig Vis!) – men naar den anvendes over for Samtiden, er den utilgivelig, tilmed da den som oftest intet forklarer eller oplyser. Lad en Digter benytte de levende Modeller, som han mener, han har Brug for til at fuldbyrde det Værk, han føler inden i sig, – i samme Nu, de er modtaget i hans indre Værksted og indsmeltet i hans Kunst, i samme Nu er de ikke Modeller mere. Og hvad kommer det da Læserne ved, at de muligvis hedder Petersen i Livet?
Noget andet gælder Æstetikernes Jagt efter at finde Digterens egen Personlighed i de forskellige Skikkelser, han fremstiller, – skønt denne Jagt i Tiden efter Taine og Georg Brandes maaske er bleven lovlig hæsblæsende. Og Vilh. Andersen sparer sig ikke, – i denne Bog er han vel i saa Henseende ivrigere paa Færde end nogen Sinde før.
Men noget fast og klart Billede finder han ikke. Havde han holdt sig til det smukke Symbol, som han fremstiller paa Bogens første Side, – efter et Eventyr af Pontoppidan selv – og som vender tilbage paa dens sidste: Den stækkede Ørn, kunde Billedet være blevet helt tydeligt. Men hans megen Lærdom frister ham ud paa alskens Svinkeærinder, og det endelige Resultet, han naar til, synes ikke umiddelbart overbevisende:
I sin Fortælling Nattevagt lader Pontoppidan Nyromantikeren Thorkild Drehling3 forkynde følgende Livsanskuelse: "Det turde vel i det Hele være udviklede Menneskers Forret at kunne nøjes med i Beskedenhed at iagttage Livet, anstille Betragtninger over det, i det højeste dunkelt at ane dets Hensigt og Maal."
"Det er," skriver Vilh. Andersen, "i Beskedenhed Nøglen til al Pontoppidans Digtning." (S. 102) "Han har altid skrevet ud af sin Lidenskab for at forklare, aldrig for at angribe." (S. 180). I Overensstemmelse hermed har hans Biograf da ogsaa fundet ud, at Titlen paa De Dødes Rige er "ironisk" ment. (S. 170).
Denne Opfattelse vil vistnok have vanskeligt ved at trænge igennem, og han formaar da heller ikke selv at holde den fast. Andetsteds (S. 164) omtaler han Romanens Stemning som "Helvede" og taler om, at der "aldrig har været saa meget Mulm i Digterens Hav-Øjne som her."
Naar en Usikkerhed som denne overfor et saa væsentligt Punkt kan forenes med saa megen Skarpsindighed i Betragtning af Enkeltheder, ligger Forklaringen vel i den æstetiske Svæven, der nu en Gang er Vilh. Andersens Stilling i Forhold til Stoffet. Fra sin Højde overskuer han langt flere Detailler end de fleste andre, men han formaar ikke at trænge ind i Emnet paa rent menneskelig Vis, han blander ikke Blod med Digteren og lever ikke i hans Verden.
Derfor fortæller denne Undersøgelse altfor lidt om den Pontoppidanske Literaturs Stilling til Virkeligheden, – disse Skildringer vurderes alt for lidt i deres Forhold til det Liv, der leves og er levet uden om dem. For Vilh. Andersen er De Dødes Rige en lige saa fuldgyldig Skildring af Nutidens Danmark som Lykke-Per og Det forjættede Land – han sér ingen Forskel!
Men da Pontoppidan for Vilh. Andersen – ifølge hans Fortale – er "den nulevende Digter, hos hvem han finder mest af Danmarks aandelige Historie i den sidste Menneskealder", maa hans Mangel paa Evne eller Vilje til at vurdere den Pontoppidanske Literatur netop som Aandshistorie nødvendigvis føles som et væsentligt Savn.
Sven Lange
