Præster

Knud Hjortø: Præster. Fortælling.

Det Schubotheske Forlag. 144 S.

I en eller anden Udkant af Landet sidder denne Forfatter og ser med hvasse Øjne paa de Forhold, der omgiver ham. Forholdene er ikke store, og der kommer derfor noget snævert, noget lokalt over hans Betragtningsmaade – men han har dem saa nær foran sit Blik, at han ser selv de mindste Skrammer og Rifter i det lille Stykke Liv, han skildrer. For ham faar det derved noget større Betydning, end der tilkom det, hvis det saas i Sammenhæng med Helheden udenom det.

Alligevel er det godt, at saadanne Bøger fremkommer. En Forfatter som Henrik Pontoppidan, der behandler tilsvarende Emner, skildrer dem med større Overblik, mere ligeligt, men ogsaa mindre indtrængende. Hvis vi havde mange Skribenter som Hjortø, saa skarptsynede og saa ubarmhjertigt sanddru som han, vilde Landet efterhaanden blive gennemforsket fra Grunden af.

Med megen Styrke skildrer han i sin sidste Bog en fanatisk Indremissionær, som han kalder Pastor Mors – og i Virkeligheden afsvider Præstens Svovlprækener ogsaa alt levende Menneskeliv i Menigheden om ham. "Naar han aabnede sin brede Mund, saá man ned i et Dyb saa kulsort som Nedgangen til Helvede; sorte Tandstumper ragede op i ujævne Rader; de var som de væltede, halvt fortærede Afvisersten, som danner Skellet, og paa den anden Side hoppede og gøede Tungen lig en opsvulmet, blaarød Drage, arrig og fraadende som den Ondes Bindehund". Og hans Lære er derefter.

Denne Mand gifter sig og faar Børn, men da han ikke kan vinde deres Fortrolighed – ganske simpelt fordi han slet ikke forstaar at tale med dem – falder de fra ham, en efter en, og bliver borte ude i den store Verden. Kun en Datter beholder han, et underligt lille slatten og klamt Kvindemenneske, der ogsaa helst vil bort fra Hjemmet, men ikke tør af Frygt for Faderen.

Omsider finder hun en Befrier i den nye Nabopræst, Pastor Madsen, en ung Mand af Bondeæt: skønt han paavirkes af hendes Faders Væsen og Lære, vinder han hende ved sin forholdsvis naturlige Maade at tale paa i det private Liv – og de forlover sig.

Men Pastor Madsen er skrøbelig i Kødet, og da han kort efter Forlovelsen stifter Bekendtskab med Landsbyens nye Lærerinde, en ung Pige af grundtvigiansk Tænkemaade, faar hendes frie Menneskevæsen Magt over ham, og han tænker fra nu af paa sin Forlovede uden jordisk Begær.

Imidlertid vækker hans hyppige Besøg hos Lærerinden Menighedens Forargelse, hans Svigerfader og hans Kæreste trænger haardt ind paa ham, og under Trykket af denne hellige Iver paa den ene Side og af hans syndige, men dog saa naturlige Forelskelse i Lærerinden paa den anden, knækker den sølle Fyr fuldkommen sammen, og i et Anfald af Desperation dømmer han sig selv uværdig til at bære Ornat og nedlægger sit Embede.

Fuld af Anger vender han tilbage til sin Forlovede, og de forsones atter ved Udsigten til et Hjem paa en Højskole og den nære Bryllupsnat.

Det er ikke saa meget Idéen i denne Bog, der interesserer, som det er dens Mennesker. Tankebrydningerne er hverken nye eller frugtbare og desuden fremstillede med en vis pædagogisk Tydelighed, som kan irritere. Men Figurerne fængsler paa Grund af det ejendommeligt faste og udholdende Blik, Forfatteren betragter dem med.

Blikket hos ham er alt, og Skildringen former sig derfor væsentligt som en Række smaa, skarpe, klare Billeder af hans Mennesker i de forskellige Øjeblikke, de gennemlever, eller den udvider sig til visionært tydelige Situationsfremstillinger.

Tag saaledes Skildringen af et vældigt Uvejr, der drager henover en Kirke, mens Gudstjenesten staar paa. Det bliver mørkere og mørkere derinde, "og saa var det, ligesom der blev trukket et Tæppe for Ruderne, et sort Tæppe med hvide Pletter, og i Løbet af et Minut var det bælgmørkt; Hovederne ligesom sank i Jorden, et enkelt hvidt Hoved lyste et Par Sekunder med et fosforagtigt Skær, saa slukkedes ogsaa det. Alterlysene var som Blod, og Præstens Ansigt, der endnu fik et sidste svindende Lys fra Vinduet, lignede den gloende Aabning til et Fyrhul. Men ogsaa han blev borte i Mørket, og oppe fra det sorte Hul, hvori han skulde være, lød stadig strenge Ord om Straffedom og om Herrens Dag".

Eller hør Skildringen af, hvorledes Præstedatteren gantes med sin Kæreste: "Hendes Kærtegn var lidt ensformige, hun kneb sig sammen om hans Hals som en Tøjklemme, og dér hang hun. Naar hun kyssede ham, kom hendes Næsetip som en kold Finger ind paa hans Kind, hvor den blev staaende stift og efterlod en kold Plet; Hagen kunde han undertiden mærke paa samme Maade, og naar hendes Læber var kolde, som de oftest var, betød et Kys af hende fire kolde Pletter paa hans Ansigt".

Denne Hvashed i Iagttagelsen svigter ham ingen Steder Bogen igennem, men den understøttes ikke af et tilsvarende Maal af Følelse, og den begrundes ikke altid af tilstrækkelig Eftertanke. Saaledes kommer Skildringen som Helhed til at virke noget ensidig, selv om de enkelte Træk er skarpt sete og sanddru gengivne.

Og skarp – næsten umenneskelig skarp – er ogsaa hans Opfattelse af de to Præster, Bogens Hovedfigurer. Pastor Mors er skildret med en vis Sympati, skønt han ved sin Fanatisme sprænger sin menneskelige Ham og bliver til en Slags Udyr, et Troldtøj, et forgjort Væsen. Omvendt øser Forfatteren al sin Foragt ud over Pastor Madsen, der dog efterhaanden søger bort fra den sataniske Fanatisme og gør alt, hvad han formaar, for at finde Mennesket i sig igen. Den sølle Fyr tror tilsidst, det er lykkedes ham: Homo sum! siger han – med Bogens afsluttende Ord.

Højere regner Hjortø ikke Menneskene.

Og teoretisk set har han vel Ret – i alt Fald naar han, som her, betragter dem i deres Forhold til Religionen.

Thi ser man ud over de enkelte snævre Tilfælde, som her skildres, vil alt, hvad vi véd om Livet paa Jorden, vise os, at den menneskelige Natur forringes, naar den kommer i Berøring med det gamle østerlandske Sværmeri, som er Sjælen i vor Kristendom – idet den tvinges ud over sine Forudsætninger: den stivner i Ekstase, som hos den ene af disse Præster, eller den løsnes og slappes, som hos den anden.

Religionen fører den menneskelige Tanke ud over sig selv og ind i en tom Skyggeverden, som den ødsler sin Kraft bort med at befolke – Religionen styrker, siger Præsterne.

Den leder den menneskelige Følelse ud over sig selv og ind i svækkende Fantasterier, hvor den glemmer, hvad den selv formaar – Religionen trøster, siger Præsterne.

Og taler de menneskeligt med os, vil de søge at bevise dens Sandhed derved, at vor Sjæl fødes med en Trang til at næres af Drømme og Længsler. Men de tilføjer ikke, at vort Legeme ganske paa samme Maade fødes med en Trang til at næres paa sin Vis. Alt dette er Natur.

Og alt andet er Løgn. Men Menneskene slipper den aldrig helt.

Religionen befrier, siger Præsterne.

Sven Lange