De Dødes Rige som Tristan og Isolde fortælling

Af Niels Kofoed

Filosofisk set er realisme en retning der holder sig til det faktiske, positive, virkelige i erfaringen givne og til tingenes strenge årsagssammenhæng, modsat idealismen der kun ser tingene efter deres betydning i forhold til højere ideer og værdier. Realisten bedømmer tingene efter deres virkning og betydning i årsagssammenhængen. Det værdifulde er det reelt givne og eksisterende. Troen på en ideernes og idealernes verden ud over virkeligheden er en rest af mytologi og metafysik. Verden går forud for ideen om den.

Dette gælder også for Henrik Pontoppidan som forfatter der som realist og naturalist må afvise al tale om det overnaturlige. Men på trods af denne konstatering viser der sig overalt i hans forfatterskab et dobbeltspor der dels peger udad mod en skildring af naturen og det omgivende samfund, dels viser indad mod myten og det overnaturlige. Myten og folkeeventyret ligger som en skjult struktur i alle hans romaner, og det er dem der styrer handlingens forløb.

Bag alle Pontoppidans væsentlige romanfigurer aner man en historisk, bibelsk eller mytologisk parallel som giver den pågældende person styrke og resonans. Enslev er således en Moses, Torben Dihmer sammenlignes både med Herakles og Odysseus. Det mytiske er ikke blot et gennemgående litterært tema eller motiv, men en fortælling som direkte forholder sig til den overleverede myte og transformerer den efter tidens behov. Myten er nu ikke længer en anonym og kollektiv beretning om verdens tilblivelse og opretholdelse, men en dybt personlig beretning om levende og nutidige personer der gennemvandrer og gennemlever de mytiske heltes og heltinders skæbne. Den litterære myte overlever i Pontoppidans romaner og løfter dem derved op over trivialitetens sump.

Tristan og Isolde

Tristan og Isolde er et eksempel på den vesteuropæiske kulturs litterære myter.

Fra Wagners opera kender vi historien om Tristan og Isolde. Oprindelig er den tapre kongesøn en keltisk sagnhelt der af sin morbror, kong Marke af Cornwall, bliver sendt til Irland for at bejle på kongens vegne til den blonde prinsesse Isolde. Ved en fejltagelse drikker Tristan og Isolde den kærlighedsdrik som hendes mor har brygget til Marke og Isolde, og de bliver straks lidenskabeligt forelsket i hinanden. Marke gifter sig med Isolde, men hun bedrager ham med Tristan, og de jages begge bort.

I Wagners opera bliver Tristan dødeligt såret og derefter ført til sin hjemegn. Da Isolde ankommer, springer Tristan op fra sit leje og flår sine forbindinger af. Det er imidlertid for sent, for Tristan falder død om. Kong Marke har haft til hensigt at forene de to elskende, men erfarer så at Tristan er død. Isolde hører intet, men skildrer i en tranceagtig tilstand sin glæde over at kunne følge den elskede ind i den evige nat hvor de aldrig skal skilles. Hun dør hos sin Tristan.

"Tristan og Isolde" er en sagnberetning om to mennesker af ære og stand der opsluges af en total kærlighed som udelukker alt andet i verden og fører begge i døden. På lignende måde er kærlighedshandlingen tæt forbundet med den platonske myte om urtilstanden i paradis før syndefaldet hvor mand og kvinde er et dobbeltvæsen som adskilles ved synden og genforenes efter døden.

Der er således flere linjer der løber sammen i De Dødes Rige. En af dem går fra Wagners opera Tristan og Isolde fra 1857 der som bekendt er en frugt af komponistens læsning af Schopenhauer, hvis hovedtanke – fornægtelsen af livsviljen – "ist von furchtbarem Ernst, aber einzig erlösend"¹.

Tristan og Isolde er kærlighedens opus metaphysicum. Ligesom i De Dødes Rige er i dette værk kærligheden den magt, der befrier mennesket fra lidelsen, og også her sker det gennem et tragisk, livsfornægtende offer. De elskende, riddersagnets ædle Tristan og Isolde, længes sammen bort fra dagen og lidelsen mod døden, den evige nat. Pontoppidan og Richard Wagner har historisk set den schopenhauerske pessimisme som fælles inspiration og udgangspunkt, men de schopenhauerske asketiske livsidealer gælder ikke for Wagner, men derimod nok for Pontoppidan. Wagners forelskelse i Mathilde Wesendonk lod ham erfare kærligheden i dens fulde tragiske intensitet gennem det uhyre afsavn han pålagde sig selv ved at afstå fra en gift kvindes kærlighed. Hun skulle aldrig blive hans.

Filosofien i Tristan og Isolde er helt anderledes end hos Schopenhauer, for den viser kærligheden som et frembrud af voldsomme længsler der fejer alle det almindelige menneskelivs sociale og kulturelle begrænsninger væk og medfører tilintetgørelsen af de elskende – den død som de begge længes efter. Sidste akt i operaen fokuserer på konflikten mellem liv og død som en slags foregriben af Sigmund Freuds bog om Eros og Thanatos fra 1930². Det er almindeligt for fortolkere at pege på at Tristan og Isoldes længsler er et behov for at smelte sammen med moderen og derved skabe den oceaniske tilstand i et prænatalt paradis, der antydes i Isoldes ord:

I det bølgende tonehav
i verdensaltets åndedrag
drukne
synke
ubevidst
højeste lyst³

Wagner tilsluttede sig åbenbart Schopenhauers pessimistiske livssyn hvor kærligheden og livsviljen kun skaber lidelse, og livet på jorden bliver en fortsat kval. På den måde mister den ydre verden al tillokkelse og nægter de dødelige enhver form for fuldbyrdelse, men for Wagner fandtes der ikke nogen mulig resignation. Han skabte en moderne, neurotisk religion af dødsforventning hvor kærlighedens triumf bringer de elskende sammen i mystisk forening i den evige nat. I begrebet Liebestod ligger en romantisk opfattelse af døden som egentlig er Schopenhauer helt fremmed. Men Liebestod kan have en langt mere omfattende betydning end blot forestillingen om de elskendes forening i døden. Den kan også være et alkymistisk symbol på en tilbagevenden til ur-kaos, prima materia, gennem opgivelsen af den individuelle livsvilje og en forening med døden. I det sidste tilfælde er der ingen forskel på de elskendes forening og døden som sådan, fordi død, liv og genfødsel er ét.

Torben og Jytte

Men hvor finder vi Pontoppidan og hans elskende par, Torben og Jytte i alt dette?

Det gør vi i myten om menneskeparret, der digterisk set viser en mandig helt, der modsvares af et kvindeligt ideal. Isolde besidder den skønhed og den særlige form for mod som er vigtig. Desuden har hun evnen til at pleje heltens sår. Hun alene kan gengive ham livsmodet. Det væsentlige i denne sammenhæng er at fastslå som en af mytens karakteristika at Tristan og Isolde er skabt for at komplettere hinanden. De danner tilsammen en komplementær helhed i fuldkommen balance. Men denne forestilling om jeget og miget forenet for bestandig i sublim lykke således som hos Thomas Mann i hans Tristan fra 1903⁴, er samtidig en myte om en anarkistisk tilværelse på kanten af samfundet, og det er en forestilling som aldeles ikke ligger Pontoppidan fjernt. For at opretholde lidenskaben må de kappe alle fortøjninger og forpligtelser til samfundet. Deres forgabelse i døden hindrer dem i at udfylde en rolle i samfundet, og derved bliver kærligheden ikke blot samfundets modpol, men også en destruktiv kraft. Tristan og Isolde er henvist til et liv i dødens skygge, for kærligheden bærer døden i sig. Denne sidste konstatering har Pontoppidan i højeste grad taget til sig gennem sit negative syn på ægteskabet.

Det mytiske i realismen

Vi går nu i gang med at undersøge, hvorledes Pontoppidan forbinder de to planer i romanen – det mytiske med realismen. Er det de kausale sammenhænge eller er det skæbnen der er det overordnede og styrende princip i romanen som episk fremstilling? Ser vi på de almindelige realisme-definitioner som betingelser for moderne æstetisk fiktion, så er realisme kendetegnet ved at være mulig virkelighed, der foruden at være genkendelig samtidig er kontrollerbar med hensyn til tid og sted. Lad os tage et eksempel. I De Dødes Rige er Favsingholm en jysk herregård beliggende ved landsbyen Favsing 10 km ud ad landevejen mellem Randers og Grenaa med udsigt over Randers fjord til godset Støvringgaard på den anden side af fjorden. Romanen er ned til mindste detalje et Danmarksbillede efter systemskiftet i 1901 med tro gengivelse af typiske karakterer, godsejer Torben Dihmer, ministerdatter Jytte Abildgaard, pastor Mads Vestrup osv., alt fremstillet i nøjagtigt format.

Fortælleteknisk set er den skjulte fortæller helt objektiv. Synsvinklen skifter helt ubesværet mellem hovedpersonerne, og det er ikke forfatteren der alene karakteriserer eller bedømmer sine personer. Det er overvejende deres egne tanker og adfærd han gengiver.

Det mytiske må altså være tilstede som en latent struktur i romanens komposition og komme til udtryk indirekte gennem billedsprog og symboler. Det mytiske er her blandt andet forstået som skæbne eller fatum, den af Jupiter udtalte vilje, den uigenkaldelige, nødvendige tilskikkelse eller døden. Ved hvert menneskes fødsel og død er dets livsbane nedskrevet af skæbnens gudinder.

Lad mig give et par eksempler! Efter moderen Bertha Abildgaards begravelse i romanens slutning får Jytte besøg af sin fætter Asmus Hagen. Han kan fortælle Jytte om branden på Favsingholm, hvor kostalden og svinehuset er brændt. Asmus kan også fortælle at ildebranden kan få alvorlige følger for Dihmer. Medens de taler sammen, sidder Jytte og snor en sytråd nervøst mellem fingrene. Da fætteren siger at man nok må være forberedt på døden, løber tråden igen rundt mellem Jyttes fingre, hvorefter Asmus siger: "Det er jo bleven en Slags religiøs Ide hos ham, at man skal opnaa Saligheden ved at knytte sig til sin Skæbne med Inderlighed – 'som en Brud til sin Brudgom'."⁵

Kort efter rives Dihmers livstråd over, og det er Jytte der har haft den i sin hånd til det sidste; men tråden kan for den sags skyld også være hendes egen. Hendes ægteskab med Karsten From er slidt op, og det budskab hun har ventet forgæves på fra Torben, er allerede overbragt hende som en mundtlig afskedshilsen gennem Asmus. Derefter venter hun kun på sin egen død. Alligevel får hun endnu en indirekte hilsen gennem et af Metas tidligere breve fra Favsingholm, hvori Dihmer taler om at sorgen er uundgåelig og menneskets eneste virkelige ven og trofaste rejsekammerat gennem livet. Disse ord opfatter Jytte som en vennehånd rakt til hende fra hendes ven i undergangens time.

Men da hun griber telefonen for at ringe til Jylland, får hun den besked at godsejer Dihmer er død aftenen før.

Efter begravelsen beder Jytte Meta om en nøjagtig underretning om Torbens sidste timer, dødstidspunktet og begravelsen. Samtidig forbereder hun sin egen død og genforening med ham i det hinsides ved at testamentere Meta sit barn med Karsten From for at der kan blive et rigtigt menneske ud af det. Hun afstemmer med andre ord tidspunktet for sin død med Torbens, og heri ligger efter min mening det afgørende indicium for overensstemmelsen mellem Tristan og Isolde-sagnet og Torben og Jyttes livshistorie.

Torben, der som en anden sagnhelt løfter sit glas op mod lyset medens skæret fra aftenrøden brydes i pokalens sider og farver den gyldne vin så at den synes fyldt med blod som den hellige gral, er her anskuet som et stykke regelret overleveret middelalder⁶. Han og Isolde er de to hovedpersoner der suges ind i malstrømmen, indtil Isolde langsomt og lysende forsvinder bagud i scenebilledet, væk fra den sidste rest af virkelighed.

For i De Dødes Rige ophæves virkeligheden af drømmen. Den spiral som romanen beskriver i sin udvikling, leder Jytte frem til den afgørende erkendelse i hendes livs sidste øjeblikke:

Glimtvis var Forstaaelsen gaaet op for hende i den senere Tid. Det var gaaet hende som Barnet, der foer vild i Skoven og af lutter Angst styrtede sig dybere og dybere ind i Vildmørket. – – Men hun havde jo forudset det altsammen! Fra den første Gang hun stirrede ind i sin Sjæls uvejsomme Tjørnekrat og med panisk Skræk flygtede for Mørket og de røde Rovdyrøjne derinde, havde hun kendt sin Skæbne.⁷

Spiralen udvides til at omslutte Jytte og Torben som en livmoder af beskyttende mørke. "Efter Moderens Død havde hun halvvejs ventet at høre fra Dihmer, som jo i hvert Fald gennem Meta maatte være bleven underrettet om Dødsfaldet."⁸

Moderen Bertha Abildgaard, som Jytte er så tæt knyttet til, er romanens helt centrale skikkelse og spiller en afgørende rolle både for hende selv og for Torben. Symbolsk set vender de jo begge tilbage til den oceaniske verden i den kosmiske livmoders trygge mørke. Mellem Jytte, hendes mor og Torben har hele dette drama udspillet sig, og romanens mest oprivende scene er den episode hvor Jytte er gået på jagt i en taxa gennem Københavns gader efter sin utro ægtemand, medens moderen drager sit sidste suk i soveværelset i Dronningens Tværgade. Gennem denne udebliven fra moderens dødsleje pådrager Jytte sig en skyld som hun umuligt kan leve videre med.

"Ja, nu dør jeg, Meta!" hviskede hun en Gang. "Og saa har jeg dog aldrig levet!"⁹

Men som i Wagners opera om Tristan og Isolde er Torben og Jyttes død ikke afslutningen, men en befrielse og en forvandling til et højere eksistensstadium. Torben Dihmer er nemlig et troende menneske der bekender sig til den mystiske, nyplatonsk-hermetiske tradition. Han er jo både astrolog og alkymist.

Der er således et motiv i romanen som stort set er overset hidtil af den i overvejende grad positivistisk og biografisk orienterede forskning i Pontoppidans forfatterskab. Det er den linje i Dihmers dannelse der tager afsæt i hans testamentariske bestemmelse om at Favsingholms hovedbygning med undtagelse af riddersalen skal forbeholdes som refugium for videnskabsmænd som vil genoptage studiet af den sympatisk-organiske harmoni mellem det enkelte menneske og verdensaltet.¹⁰

Romanen slutter således med en rehabilitering af astrologien og de øvrige okkulte videnskaber, og den stiller os dermed over for den kendsgerning at Pontoppidan som en anden gralsridder dermed havde tilkastet samtiden sin jernhandske, som dog ingen vovede at tage op. Der meldte sig ingen stjernetyder på rendebanen, og handsken blev derfor liggende hvor den blev kastet, indtil den dag i nutiden hvor den meget vel kan tages op i sammenhæng med hele sygdoms- og sundhedsaspektet der jo indtager en dominerende plads i bogens episke sammenhæng.

Lægen Poul Gaardbo har derfor i begyndelsen en lidt usikker fornemmelse over for Torben Dihmer, hvis besynderlige optegnelser om tilstedeværelsen af en telepatisk forbindelse mellem planetbanerne og organismens funktioner næppe kan føres i bevis. Gaardbo er alligevel tiltrukket af den sære mands grafiske fremstillinger af månens og solpletternes opførsel og andre rent meteorologiske målinger.¹¹

Torbens tale om sine "rudolphinske Tavler" leder tanken hen på Tycho Brahe der i 1598 blev landsforvist og derefter ansat hos kejser Rudolf II i Prag. Der er næppe tvivl om at der bag De Dødes Rige ligger en indflydelse fra den store astronom der i et brev fra 1580 skrev følgende om indretningen af observatoriet på Hven: "Jeg opfører endvidere et laboratorium, særlig beregnet på kemiske eksperimenter, i særdeleshed sådanne som tilhører alkymien." Hans beskæftigelse med alkymi, medicin og astronomi skal naturligvis ses i sammenhæng med renæssancens nyvakte interesse for Platons filosofi og de hermetiske tanker.

I en forelæsning, som Tycho Brahe holdt på Københavns Universitet i sin ungdom med titlen De disciplinis mathematicis sagde han:

Hvis man benægter kræfterne og indflydelserne fra stjernerne, undervurderer man for det første den guddommelige visdom og forsyn, og endvidere modsiger man evident erfaring. – Fordi mennesket består af elementerne og er skabt af jorden, er det nødvendigt at det er underkastet de samme betingelser, som det stof, hvoraf vi består. – Jeg ser bort fra, hvad der må være let gennemskueligt for enhver forstand, at mennesket lever og er næret af himlen selv i en endnu højere grad end af luft og vand, eller ved nogen anden lav elementær ting, således at de gamle filosoffer ifølge Plinius' vidnesbyrd ikke havde uret, når de sagde, at vores sjæl er en del af himlen selv.¹²

Overfører man disse tanker på romanen, fremkommer der en struktur der styrer personernes tilværelse ud fra nogle ideer om fødselstidspunkt, dødsøjeblik og skæbne – altså en helt igennem irrationel orden der danner en modsætning til romanens realistiske indhold. For Dihmers vedkommende betyder det at han foruden at være godsejer og samfundsborger indgår i et overordnet mytologisk system som en slags sagnhelt hvis skæbne står skrevet i stjernerne. Det hedder:

Naar hans store, brunblonde Skikkelse med den omhyggelige Haarskilning og det lange Vædderansigt ved Diskussionsmøderne viste sig paa Talerstolen, blev der Stilhed i Salen, og det var ikke alene paa Grund af hans Godsejertitel. (…) og nu sad han der og maatte dø med to tomme Hænder. Det havde staaet skrevet i Stjernerne den Time, da hans Mor fødte ham til Verden, at hans Liv skulde fare hen og slettes ud som en Bølge uden at efterlade mindste Spor.¹³

Torbens livsskæbne er således fastlagt fra fødselsøjeblikket. Han er i hele romanen kun på gæstevisit i de levendes land. De dødes rige har bredt sig ind i det moderne samfund og gjort krav på sin andel. Som en anden Germand Gladensvend er han blevet lovet bort til trolden i moders liv og kan som Germand sige til sin trolovede, Sølverlad: "I bander ikke Moder min; hun kunde det intet i volde, saa krank var Lykken min." Han beder derfor verden tænke på sig som en afdød. Asmus Hagen er forfærdet over sin gamle ungdomsven der læser bøger som Den troldkyndige i Cordova, plejer omgang med gejstligheden og forfalder til mystik. Dihmers interesse for astrologien rækker ind i romanens komposition, hvor himmellegemerne sol og måne udgør grænsemærker mellem tid og evighed. Femte kapitel begynder for eksempel således:

Paa Herregaarden var Lysene allerede slukkede et Par Timer efter Solnedgang, da det røde Maaneansigt løftede sig over Skoven med den ene Kind formørket.¹⁴

Ideologisk set er Torben og Asmus antipoder. Torbens forklaringer om at de regelbundne naturbegivenheder, som de skiftende tegn i sol og måne, planeternes vandringer og jordens egen stilling i verdensrummet, virker ind på hans befindende, giver Asmus ikke en døjt for. Påstanden om den sympatisk-organiske harmoni mellem menneske og verdensalt er set med lægens øjne ren tågesnak. Men for Torben og for Jytte er deres voksentilværelse meget stærkt knyttet til deres respektive mødre.

Han tænkte paa sin Mor, der havde siddet hen ligesom han og ventet paa Døden. (…) Han havde set hende sidde derhenne ved Vinduet med Haanden under Kinden i den tavse og blide Skæbnehengivelse, hvorom hans Far i opbevarede Breve til Slægtninge havde skrevet med saa stor Beundring.¹⁵

Først ved mødet med Jytte erkender han sin rolle som Tristan i sagnet.

Han, som tidligere blev lidt forelsket i enhver smuk Dame, han saae, følte sig for første Gang som Offer for den mystiske Magt, der filtrer to Menneskers Livstraade i hinanden og fuldbyrder deres Skæbne.¹⁶

Torben er modsat Jytte ikke noget kompliceret menneske. Han er ramt af en stofskiftesygdom ved navn myxødem, og han har alle muligheder for at holde sygdommen under kontrol. Men hans liv og fremtid blev afgjort allerede den dag på Langelinje da Jytte gav ham en kurv. Den eksistentielle angst som hun er offer for, fordi hun har fortrængt de irrationelle og stærkt skyldbetonede komplekser fra opvæksten, kender han ikke, fordi han fra sin tidligste barndom er fortrolig med døden gennem sin mor. Livet har aldrig øvet nogen større tiltrækning på ham, og han ser med den største afsky på generalkonsul Koldings fire løveunger på tilsammen 62 kilo.

(…) han kendte ikke Virkeligheden igen. Den præsenterede sig for ham som i et Hulspejl, der forvrængede og forgrovede alle Linjer i det Erindringsbillede, han havde bevaret af den.¹⁷

Den helvedesstruktur han ser i det omgivende samfund, har således ikke en politisk, men udelukkende en psykologisk årsag. Han har udviklet en overfølsomhed over for mennesker og samfund på grund af det lange fravær. Han ser på verden med feberhede, opspilede øjne som et mareridt for de levende. Samfundets modpol er kosmos, og det er i den kosmiske drøm han har søgt tilflugt. I sine sidste stunder drømmer han om en tilværelse hinsides klassekamp, politik og krig, om en tilværelse i nært samliv med naturen hvor alle de virkelige goder er gratis, solen der skinner på den fattige mands dør såvel som på den riges, den religion der udelukkende ytrer sig som taknemlighed for øjeblikkets rigdom. Fra det lille telt han har fået rejst i parken, kan han gennem en bred udhugning i skoven se over til den anden side af fjorden over engene til de skovbevoksede højdedrag. Man kunne tydeligt se Støvringgaards røde mure foran skoven og tælle vinduerne.

I sin sidste levetid vender Torben tilbage til en paradisisk tilstand før kønskampen og kønnenes adskillelse, og han lader sig åndelig talt integrere i kosmos. Det sande menneske som har taget hele sin personlighed i besiddelse, kan ikke lade sig nøje med at være mand eller kvinde, men repræsenterer en forening af de to køn. Det sande menneske lever i en tilstand hvor det mandlige og det kvindelige indgår i en ligevægtstilstand. De væsentlige forskelle mellem de to køn er ophævet – al denne snak om forlovelse og ægteskab er ophævet i en tilstand af umiddelbar harmoni hinsides kønskampen, klasseforskellene og samfundskonveniensen. At overgive sig til denne kosmiske erindring er det samme som at vende tilbage til barndommen, og det er det Torben Dihmer gør gennem sin sidste levetid. Barndomsminderne genoplives i det voksne menneske der er nået halvvejs gennem livet, og denne forudgående væren optages i bevidstheden på en sådan måde at fødsel og død psykologisk set danner en symmetri. I denne drøm ophæves tidens og rummets grænser, og den voksne mand vender tilbage til vandets element i det moderskød eller limbo der er de udøbte børns opholdssted. I drømmen søger han kontakt med de livsmuligheder som blev nægtet ham af en ublid skæbnemagt. I drømmens indre tusindårsrige stiger han ned i barndommens brønd hvis mørke, skyggefulde vand er selve barndommens arketype.

I de timer hvor der intet sker i den ydre verden, er livet historieløst og sindet åbent for den kosmiske erindrings fulde dimension. Men dette er at vende tilbage til den første tilstand hvor fødsel og død er ét og det samme. Alt dette er den simple lykkes arketype, og det er den Dihmer når frem til i sit livs sidste stunder. For ham har der kun været ét stort problem at løse: at bryde med sit livs sociale bestemmelse som politiker og som kønsvæsen for at vende tilbage til urtilstanden og drømmen om det androgyne menneske, det eftertertiære, antediluviale^'1 menneske fra den periode hvor skabningens herre først vides at være til: at vende nutiden ryggen og drømmeløst synke ned i den dybe søvn til den verden hvor mand og kvinde var forenet til en androgyn helhed. Derfor må Torben afvise den kønne sygeplejerske Frk. Hecht. Hun er simpelthen for ung og for umoden.

Han sagde til sig selv, at Fortryllelsen var hævet. Hendes Længsler havde kigget over Klostermuren. En skøn Dag vilde de storme ud over den, tilbage til Verden, og føre hende bort herfra. Det var jo kun, hvad han havde ventet og ogsaa selv ønsket for ikke at føres ud i et nyt Kærlighedseventyr, der ville være lige nedværdigende for begge Parter. Men han var bleven vant til at have det lille, stilfærdige Væsen om sig Dag og Nat og vidste, at han vilde føle sig endnu mere ensom og oldingegammel, naar han ikke længer havde Synet af hendes unge Sundhed at forynge sig ved.¹⁸

I drømme vender han tilbage til den kosmiske moders skød.

Hans Øjne lukkede sig. Halvt i Drøm, halvt vaagen førtes han af sine Tanker til Ægypten, til Indien, Jerusalem og andre fjerne Steder, som han havde besøgt paa sin Rejse. Tilsidst befandt han sig paa en svimlende høj Stentrappe, der mellem sydlandske Havemure gik i Zigzag op ad en Bjergskraaning. Trinene var høje, og Jytte, der fulgte bag efter ham, maatte ofte hjælpes med en Haandsrækning. Foran gik Fru Bertha. Som Følge af Trappens Slyngninger blev hun undertiden usynlig for dem, og just som de ventede paa et saadant Øjeblik, vaagnede han op med et Ryk og maatte snappe efter Vejret paa Grund af sit Hjertes vilde Banken.¹⁹

Som Torben har betroet Asmus Hagen ved hjemkomsten fra sin lange jordomrejse, er han nu uden for tid og sted. "Man sidder ikke tre, lange Aar og tager Afsked med Livet uden at faa Mærker af det," siger han til vennen.

Du husker Historien om Munken, som af en Troldfugl blev sunget ind i Evigheden, mens han sov. Da han vaagnede, var der gaaet mange hundrede Aar, og Verden var blevet en anden. Mig er det gaaet akkurat omvendt. Jeg har fundet Verden ganske uforandret, men selv er jeg blevet tre hundrede Aar ældre og har mistet Følingen med min Samtid. Jeg hører ikke mere til imellem jer. Med al min genvundne Sundhed gaar jeg omkring som et lidt uhyggeligt Gespenst, en Emeritus, dit forhenværende Medmenneske, Asmus, der er ude af Stand til at føle synderligt ved det hele.²⁰

For Torben er det at elske sin skæbne den eneste lov som har gyldighed. Han er gift med skæbnen ligesom Jytte er det i kraft af den forbandelse som har ramt hendes slægt. Det er skæbnen som har lagt deres to hænder sammen og forenet dem i det hinsides. Derfor kan Torben på paradoksale betingelser prise hende for hendes standhaftige vægelsind. Paradokset og ambivalensen er ontologisk set blevet den sande kærligheds vilkår.

Asmus Hagen har ikke megen sans for de små tings poesi – fuglen i vindueskarmen, støvfnugget, der sejler forbi i solskinnet. Han ser kun en drømmer og en sværmer i den mand, der har kastet vrag på en tilværelse i offentlig glans og herlighed af frygt for at blive begramset af medieverdens slagternæver. Som fødselslæge er dødsdriften og døden selv mere eller mindre uforståelige for ham. Han begriber hverken sin kusine Jytte eller sin fordums ven Torben. Forestillingen om at gøre Favsingholm til en slags Noahs ark, der skal bære den lille, udvalgte flok frelst gennem syndfloden til et genoprettet paradis hinsides krigen og klassesamfundet, forekommer ham absurd. Den er ganske vist i pagt med en kristen trosforestilling om at hele familien samles hjemme hos Herren efter døden, men ideen om genforeningen i naturens skød og den landlige idyl, hvor alle tvistigheder er bilagt, er hentet i skuffen for religiøse og sociale utopier. Dette nøjsomhedens og selvtugtens evangelium er kernen i Tolstojs og Kropotkins anarkisme og næppe levedygtigt som alternativ til vækst- og industrisamfundet.

Myterne

Pontoppidans roman er helt og holdent bygget op over et antal myter. I centrum står eros-myten med Jytte og Torben som hovedaktanter, dernæst er der djævlepagten med Søren Smed og Tyge Enslev som hovedskikkelser, herunder også det mytologiske motiv: tvillingeparret, om de komplementære tvillinger – Gaardbosønnerne, og endelig er der syndflodsmyten der handler om det moderne demokratis åndelige og kulturelle sammenbrud. Den store tilbagevenden til moderskødet og myten om genfødsel er en underafdeling af den overordnede erosmyte. Et andet mytisk motiv udgøres af Enslevs livsskæbne der afspejler en litterær myte om tyrannens fald i et arketypisk forløb. Metaforikken omkring fødsel og moderskød er centreret omkring Asmus Hagen der paradoksalt nok selv er uden dybere forståelse for livsmysteriet. Det store opbrud fra socialsfæren og det offentlige livs rum er symboliseret ved centrale personers hjemkomst gennem Koldings og Randers fjorde, der begge har vaginal karakter.

Som hos Wagners Tristan og Isolde samles interessen om den intense kontrast mellem Schopenhauers symboler: nat og dag. Dagen står for fornuftens verden, for samfundet og det socialiserede individ – det dagklare helvede der hos Pontoppidan er skildret som det soldyrkende badested i Italien. Dagens sfære bliver stillet over for nattens kvindelige mørke, det klare, hvide måneskin. Ideologisk set betegner romanen et kulturskifte fra en mandlig-heroisk til en kvindelig meditativ verden – altså Tristan og Isoldes mystiske forvandling i kærlighedsdøden og genfødslen. Så paradoksalt det end kan synes for moderne mennesker, så fornægter den høviske kærlighed sit sanselige væsen med hensyn til begær og vold. Den fornægter dyret i mennesket. Den vil være asketisk. Kærligheden er imidlertid ikke mandens, men kvindens domæne. I spørgsmålet om kærligheden forbliver han en amatør, således også Torben Dihmer. Lidenskaben betegner nemlig en feminisering af manden, fordi den er irrationel og hensynsløs over for det omgivende samfund. Kvinden er først og fremmest moderskabets og de svage individers forsvarer, og hun repræsenterer derfor en værdiorden som går mod mandens interesser.

Når Jytte vælger at få et barn med Karsten From frem for med Torben Dihmer, skyldes det måske en ubevidst forestilling om parringsvalget. Hvis slægten ikke skal degenerere helt, må dens gener blandes med proletariatets. Kun derved kan den fortsætte, og barnet betros derfor i Metas varetægt. Individet vælger også hos Schopenhauer sin partner for at kompensere for sine svagheder, for det gælder om for kvinden at videreføre slægten under de bedst givne betingelser. Set under denne synsvinkel har Jytte midt i al sin vankelmodighed dog valgt det rette og dermed opfyldt det som er kvindens bestemmelse i livet. Hendes forhold til Torben bygger hverken på seksuel tiltrækning eller stormende lidenskab. Dersom der var blevet et ægteskab ud af det mellem hende og Torben, havde det været arrangeret af fru Bertha. Forholdet har imidlertid en anden karakter. Det er et venskab mellem to ligestillede – et sjælefællesskab og skæbnefællesskab. Kvinden er ikke længere blot et kønsobjekt, men en ligestillet ven. Denne opfattelse af kærligheden fandtes ikke i antikken, men dukker først op i middelalderens høviske romaner. Den skildrer en kysk kærlighed, og den bygger på ideen om en tilbagevenden til det mystiske androgynat. I middelhavsområdet var der i det 12. og 13. århundrede en fælles erotisk kultur gældende for de aristokratiske samfund. Dette gjaldt også for araberne i Spanien. Udvekslingen af hjerter, kyskhed, sjælefællesskab og en dybsindig opfattelse af kærlighedens metafysik dannede grundlaget for denne følsomhedens kultur. Der er tale om en forening af de to køn i en slags åndelig kommunion. I Rolandskvadet^'2 er Rolands liv så tæt knyttet til den elskede, at hun dør, da hun får at vide at han er dræbt. Fostbroderskabet mellem unge mænd spiller en tilsvarende rolle.

Det er ikke tilfældigt at Tristan og Isolde er blevet lænket til hinanden ved en kærlighedsdrik snarere end gennem lidenskabelig forelskelse. Da Jytte overdrager sit barn til Meta, deponerer hun samtidig sin sjæl hos veninden og overlever på denne måde i slægten efter sin død – altså har denne handling et magisk og rituelt indhold. Men skæbne er dog ikke andet end en forudfølelse af hvad der vil ske – altså et billede af fremtiden, som individet vælger at kaste op på skærmen, lige som erindringerne fra barndommen ofte beror på et valg og fravalg af hvad man ønsker at bevare eller at fortrænge. I mange tilfælde vælger man selv de betydningsfulde begivenheder der danner grundlaget for identitetsskabelsen og selvets iscenesættelse.

Jytte Abildgaard har for de fleste Pontoppidanlæsere været en alvorlig anstødssten, fordi man kun har set en neurotisk og lunefuld overklassekvinde i hende. Hun fortjener faktisk et bedre eftermæle. Som romanfigur er hun ikke blot Pontoppidans, men tillige dansk litteraturs mest sammensatte kvindeskikkelse, gådefuld som Gudrun i Laxdølasaga, H.C. Andersens Naomi i Kun en Spillemand og J.P. Jacobsens Fennimore i Niels Lyhne.

Da Torben første gang som voksen genser birkedommerens datter fra Samsø, Asmus Hagens kusine, havfruen fra grønnevandet, "følte han sig for første Gang som Offer for den mystiske Magt, der filtrer to Menneskers Livstraade i hinanden og fuldbyrder deres Skæbne"²¹. Han genkender instinktivt et åndeligt beslægtet menneske, men han gribes ikke af nogen dyb, uimodståelig lidenskab. Men Jyttes væsen er gennemsyret af angst. Ikke blot har hun mistet sin far i en ung alder, fordi han ikke havde fysisk og psykisk råstyrke nok til at være politiker, hun har også mistet sine to brødre, den ene har begået selvmord ved at tage gift, den anden er forsvundet gennem rømning fra et skib ved de vestindiske øer. Jytte er et højt begavet menneske, smuk, talentfuld og skarptseende, men samtidig udstyret med en ringe selvværdsfølelse, så ringe at angst og mistro æder hende op indefra. Hun er et højtbegavet menneske, der savner selvtillid og gennemslagskraft, og omgivelserne formår ikke at hjælpe hende ud af dette dilemma. Og hvad hjælper det, at de andre finder hende klog og overlegen, når hun selv inderst inde føler sig som en bange lille pige i den mørke skov og desperat klynger sig til sin mor. Hendes skam, hendes blufærdighed kender ingen grænser – hun vil aldrig formå at transcendere sit væsens grænser, aldrig kaste sig betingelsesløst i livets åbne favn. Hendes usikkerhed og angst over for en verden, hun for længst har gennemskuet og foragter på det dybeste, vejer altid stærkere end troen. Hun lider af æstetisk idiosynkrasi. Dihmer, den højt beundrede! Hvad med de træk i hans ansigt hun aldrig havde været begejstret for: de små øjne, der sad så utilladeligt nær hinanden, den lidt firskårne næse og disse milelange kinder. Hun har aristokratens ubehag ved alt det ufuldkomne og jordnære i omgivelserne, fordi hun heller ikke synes om sig selv.

Alligevel er hun på jagt efter sin dobbeltgænger og sjælebror. Faderens genfortælling af Platons myte om hvordan mand og kvinde oprindelig skabtes som en helhed, men siden blev skilt ad og sendt ud i verden hver for sig, så de kun kunne finde sammen igen ved et instinkt, der kaldtes kærlighed, virker helt styrende på hendes fantasi. Hun søger som Isolde sin paradisiske tvillingebroder, den halvpart der skulle gøre hende til et helt menneske – udfri hende af det kvindelighedens og jomfruelighedens fængsel som udgøres af social klasse, familie og konveniens.

Ved gensynet med Torben Dihmer i Genua føler hun sig sikker på at hun skal forloves med denne vædder på hans fødselsdag d. 25. marts. At Torben Dihmer er vædder dokumenteres klart af den tidligere anførte passus på romanens anden side, hvor forfatteren introducerer hovedfiguren med en klar initialdeterminant.

Naar hans store, brunblonde Skikkelse med den omhyggelige Haarskilning og det lange Vædderansigt ved Diskussionsmøderne viste sig paa Talerstolen, blev der Stilhed i Salen, og det ikke alene paa Grund af hans Godsejertitel.²²

For den astrologisk kyndige er datoen for forlovelsen således af stor interesse. Vædderen er det første tegn i dyrekredsen og rækker fra den 21. marts til den 21. april. Den astrale påvirkning og himmellegemernes indflydelse, som spiller så stor en rolle for ham samt hans kalenderstudier gør det overvejende sandsynligt, at han har fattet betydningen af den naturlige magi og de rette tidspunkter for væsentlige beslutninger af livsafgørende betydning. Dihmer har efter min opfattelse en positiv holdning til den hermetiske videnskab og renæssancens naturfilosofi således som den kommer til udtryk hos Giordano Bruno, Paracelsus, Tycho Brahe og den forkætrede Holger Rosencrantz på Rosenholm, der ligger i umiddelbar nærhed af Favsingholm.

Han er Tristan, en forklaret skikkelse, tvillingebroderen, der skal hente prinsessen i fangetårnet. For hun er jo menneskeligt set en fange i sit eget sociale miljø, tvunget til at udleve omgivelsernes forventning. Det er et spørgsmål om Pontoppidan gennem at kalde hende havfrue symbolsk har villet knytte hende til et af den græske naturfilosofis fire elementer – vandet. I den litterære drøms psykologi er vandet overgangens og forvandlingens element. Jorden og vandet er kvindelige elementer og begge udtryk for materien eller for det stof, hvoraf alting er gjort. Vandet er selv forvandlingens element som i "Den lille Havfrue"^'3. Vandet er den væsentlige ontologiske metamorfose mellem ilden og jorden. Et væsen der er knyttet til vandet, er et svimmelt væsen. Det er ustandseligt i fare for at gå under, for at forvandles eller dø hvert eneste minut. Det formår ikke at holde sammen på sig selv. Der er intet ophøjet eller glorværdigt ved denne død, kun en ustandselig forandring. Derved bliver vandet en plastisk formidler mellem liv og død. Det genkendes som et Ofelia-kompleks, dvs. døden foregår som en sidste rejse ned med strømmen – døden er at forsvinde i det dybe vand eller glide bort mod en vigende horisont.

I denne kemiens og fantasiens poetik er livet kun en drøm, og verden selv er det også. Vandet er den materie hvoraf alt liv kommer, og hvori det også går til grunde. Vandet er modersymbol, og at dø er at vende tilbage til urelementet. Vandet og ilden er således de to store generative kræfter.²³

Denne nære og skæbnebestemte sammenhæng mellem vandet som element og døden er helt til stede i følgende passage fra stranden i Norditalien:

Havet udenfor laa tungt og stille og missede mod Solen som et søvndrukkent Barn, der gerne vil vaagne. Men under hendes Fødder skvulpede Brændingen, og denne Lyd kaldte paa hjemlige Erindringer. Barndomsminderne fra Samsø Strand slog frem af Bølgebruset, mens hun sad der med sit sørgmodige Hjerte og ventede paa det første Elskovskys.

Hun saa sig selv som en lille Menneskestump paa syv-otte Aar tumle sig paa Stranden i røde Underbukser sammen med sine to Brødre, der allerede var halvvoksne. Oppe i Klitten sad hendes Far og Mor med hinanden i Haanden. Saa rejste Faderen sig i hele sin Kæmpebredde og slyngede Spaserestokken langt ud i Vandet. "Hvem henter mig den?" raabte han – og en, to, tre var Arvid og Ebbe af Klæderne, og selv fik hun travlt med at smøge af sig og soppe Sejrherren imøde, naar han kom svømmende ind med Stokken i Munden ligesom en Hund. Det syntes hende alt sammen saa kort Tid siden. En Oplevelse fra igaar eller i forgaars. Og saa var dog baade Faderen og begge Brødrene nu for længst døde. Arvids Skikkelse huskede hun knap nok længer. Hun var kun et Barn, da han forsvandt paa sin Eventyrflugt. Hun huskede akkurat Faderens hvide, sammenbidte Ansigt den Dag, da Telegrammet om Rømningen kom. Og siden – den fortvivlede Venten, den aarelange Haaben paa et Livstegn!²⁴

Efter katabasen, dvs. nedstigningen fra indlandet til havet, kan Torben og Jytte mødes i deres eneste omfavnelse og kys. Kun stående på kanten af selve forvandlingens element mødes de i det som siden hen skal vise sig at være dødskysset. Ambivalensen i deres forhold afspejles i bølgeslagets bevægelser. Klokken tre samme nat kommer Jytte som et femårs barn ind til moderen og beder om lov til at lægge sig hos hende. Hun lægger sig tænderklaprende ind til Bertha som et barn, der er blevet bange i mørket.

"Hvad skal der dog blive af dig, Jytte?" spørger moderen, og Jytte svarer at det ved hun ikke og sådan er hun nu engang. I sine tanker gennemgår Bertha Abildgaard det urolige sind hos sin datter.

Som Barn havde hun mest lignet Arvid. Hun havde haft hans aabne, paagaaende Væsen, hans stormende Lunefuldhed. Med med Aarene havde det vejragtige i hendes Sind faaet en mere skjult og snigende Karakter som hos Ebbe.²⁵

Jytte er komplet irreligiøs. Hendes eneste støtte i livet er moderen. Med kun to kvinder tilbage, er slægten Abildgaard faktisk på vej til at uddø. Jytte er sidste udkald til slægtens opretholdelse, men hverken Jytte eller Torben har tilsyneladende noget overlevelsesgen i sig. De graver begge deres talenter ned med fuldt overlæg. Ærlighed varer ikke længst. Hvis man ikke vil traktere den store, kinesiske tromme med en eneste hvirvel og ofre til den store waw-waw, har man ikke noget at vinde hverken i politik eller kærlighed.

Bertha Abildgaard føler sig derfor svigtet både af Jytte og af Torben. Forlovelsen mellem de to er set med hendes øjne sidste udkald for embedsaristokratiet i Danmark og dermed også for demokratiet på længere sigt. Nu ser hun det umulige i sit forehavende. Regressionen i de to er for længst sat ind, og hun udbryder:

"De skal være glad for, Dihmer, at Jytte ikke bliver Deres. Da hun var Barn, syntes jeg tidt, hun var saa mærkelig voksen og udviklet af sin Alder, nu synes jeg snarere, det er omvendt."²⁶

Men Jytte er allerede uden for rækkevidde.

Hun ønskede nu blot at sove, sove, – synke tilbage til sin tusindaarige Tornerosesøvn uden nogensinde at vækkes mere eller have andre Drømme end de lykkelige, som Musikken skabte.²⁷

Dødsdriften

Næste gang vi møder Jytte i romanen, er på Storeholt hvor hun på kønnets vegne føler sig så inderlig frastødt af John Hagens kone Vilhelmine, datter af grosserer Søholm. Hun ser på denne klamme snog med inderlig foragt og undgår hendes selskab gennem drømmeflugt. Det hedder:

[Jytte] lagde sig tilbage i sin dybe Sejldugsstol, lidt træt efter Rejsen og lidt tung i Hovedet af den stærke Blomsterduft, der allevegne fra strømmede ind over hende. Hun lukkede Øjnene og sank hen i den Følelse af blidelig Selvudslettelse, af Hinsidighed og Glemsel, der var hendes eneste Fornemmelse af Lykke. (…) Som en Skygge gled pludselig hendes egne Træk ind i Billedet. Hun tænkte paa, at saadan vilde hun rimeligvis selv i Løbet af nogle Aar have siddet paa Favsingholm, dersom hun havde giftet sig med Torben Dihmer. En Fremmed i sin Mands Hjem, ligegyldig, kold, altid i Rustning – og maaske med et lille Barn paa Kirkegaarden.²⁸

Hendes selvforagt kender ingen grænser – heller ikke hadet til hendes eget køn. Depressionen har sat sig fast i alle sindets kroge og farver alting mørkt. Men flugten fra jeget og det forhadte selv fører ingen steder hen for en ung kvinde af hendes stand. Hun er simpelt hen overflødig som voksen. Kun som barn på Samsø har hun villet kendes ved sig selv. Det var her hun og Torben havde haft deres bedste timer med hinanden. Synet af den hvide gård og spejlbilledet af den i grønnevandet vækker minderne om den første havfruetid. Men det egentlige modbillede og den sande kontrastfigur er naturligvis Meta – den livsduelige fuks contra den garanterede taber i spillet, duksen, i hvis sind der lurer et oprør mod hele den sociale, fysiske og metafysiske orden. Meta, der villigt føder sine børn uden bedøvelse, er lykkeligt uvidende om Jyttes had til tilværelsens skjulte magter – den grusomme faun der fører an i dødedansen.

Sex og formering er ikke umiddelbart Jyttes sag fordi den kvindelige masochisme som begreb er hende ubekendt. Hendes oprør gælder hele vejen rundt som et rungende nej til kønnets lod, det arrangerede ægteskab, politikken og verdens skæve gang i det hele taget uden at hun, som den angstneurotiker hun er, vil drage konsekvensen ved at tage livet af sig. Hun afskyr folketrængsel, men hun er ikke umenneskelig, tværtimod. Det er devalueringen af mennesket, der sårer hendes stolthed. Meta og Johannes Gaardbo er set med hendes øjne helt uforståelige – disse naive sjæle, der aldrig har set ind i deres egen sjæl og fået øje på den djævelske labyrint, det rædselsdyb, den er. Jytte afskyr folkelighedens træskodans hen over livets afgrunde. Hun er hinsides enhver form for humor og selvironi. Hensynsløs ærlighed og diabolsk klarsyn er hendes erklærede midler til at imødegå den store illusion om folkefællesskab og solidaritet. Hun har en ubehagelig fornemmelse af at være den eneste vågne i en verden af søvngængere på afgrundens rand. Hvorfor dog klamre sig til et liv der er så fuldt af lidelse og elendighed? Hvorfor overhovedet være til? Alle disse små, latterlige mennesker med deres drømme og ambitioner, hele dette ufattelige komediespil, denne evindelige forstillelse og uoprigtighed.

Jytte Abildgaard er fremmedgjort for verden. "Du altid flygtende Diana," siger Enslev til hende, men har i virkeligheden hendes mor i tankerne. Hendes fars, birkedommerens, udnævnelse til minister skyldtes formentlig hendes mors skønhed og indtagende væsen. Ingen skal beskylde nogen ledende politiker for større saglighed. Til de store selvbedragere hører efter Jyttes mening Johannes Gaardbo. Når hun taler med ham, ser hun for sit indre øje hans afdøde kærestes lig synke ned i bølgerne. Han hører i hendes øjne til frasemagerne – en mand uden refleksion, uden selvkritik, uden det mefistofeliske skarpsyn der tager løgnen ved vingebenet med samt al den forskruede idealisme som Gaardbofamilien repræsenterer.

Med al sin kyniske fornuft føler Jytte sig sat fri til at gøre hvad hun inderst inde har lyst til – hun bliver det befriede selvs libertiner for hvem andres mening er noget underordnet. Langsomt modnes hun for Karsten From, selv om hun ikke har lyst til at komme på listen over hans aflagte elskerinder. Dødsdriften har fået tag i hende for alvor.

Det var den samme uhyggelige Fatning, hvormed hendes Bror Ebbe var gaaet sin Undergang imøde. Det var den samme ubegribelige Livsligegyldighed, den samme skamløse Selvopgivelse!²⁹

Denne sænkning af hendes åndelige og kulturelle niveau kommer til at betegne en nedadgående skæbnekurve i hendes liv. Forventningerne til livet bliver skruet på vågeblus, og hun når til den konklusion at der ikke er nogen sjælens tvillingebroder der venter på hende nogetsteds. Der er ingen sandhed eller fremtid det er værd at kæmpe for. Hun iagttager med åbne øjne den selviscenesættelse af virkeligheden og sandheden som er portrætmaler Karsten Froms speciale.

Han forstår at kildre de kendte og de rige på de rigtige steder, under fødderne og andetsteds, og er tilmed leveringsdygtig i alle genrer. Det foruroliger ham ganske vist at Jytte for længst har gennemskuet ham, fordi hun er ham for klog, for overlegen, men jo større afstand der er mellem dem med hensyn til social klasse, dannelse og baggrund, desto stærkere bliver den seksuelle spænding. Under en koncert i Kasino, som Karsten overværer uset, bliver han overvældet af hendes skønhed.

Hun hørte til de meget faa Kvinder, der taalte at blive iagttaget gennem et Nøglehul. Smukkest var hun i siddende Stilling, fordi hun var en halv Tomme for lille. De kloge Øjne og de blødt formede Bryster gav hendes Skikkelse denne jomfrumoderlige Bedaarelse, der mindede om en af Murillos uskyldige, men meget vidende Madonnaer.³⁰

Jytte er i Karsten Froms optik både Diana, Madonna og vestalinde, hans betagelse er fuldstændig oprigtig, men som moderne, ja i og for sig postmoderne, menneske anerkender han ikke noget skel mellem udklædning og sandhed. Livet er kun en maskerade. Hvad han beundrer hos Jytte er ikke alvoren, men det totale fravær af forstillelse – også på bekostning af populariteten; han ser hendes reservation som en særlig udspekuleret evne til at stikke folk blår i øjnene. Men Jytte, der har gennemskuet ham fra første øjekast, drages alligevel af sin modsætning og det med de ekstreme følger som hun klart har forudset: lidelsen og katastrofen, dvs. den endelige bekræftelse på at hun havde ret i sit syn på livet og menneskene. Men her lader forfatteren samtidig muligheden åben for at der finder en slags åndelig cirkelslutning sted i hendes indre. Hele hendes liv har faktisk været en selvopfyldende profeti.

Skønt hun fuldt ud vidste Besked om det Liv, Karsten From havde ført, kunde hun ikke lade være med at holde af ham. Om det saa var hans Forhold til Fru Merck, saa havde det kun gjort hende endnu mere modstandsløs overfor hans Efterstræbelse. – Hun maatte tænke paa, hvad hun ofte havde hørt sige om Mødre, at de følte Kærligheden til deres Børn desto stærkere, jo mere Sorg de gjorde dem. Saadan drev en ubarmhjertig Gud sit Spil med Menneskehjerter!³¹

Og med al den ømhed i hjertet for den troløse elsker og forklaringen på hans væsen med den sociale arv genkender hun derefter sin sjælelige tvillingebroder i ham. Hun – den mest skarpsindige af alle – ender som den mest bedragne. Det hedder:

Alligevel gjorde hun sig ingen Illusioner. Den Forvisning, der havde rodfæstet sig i hende siden hendes syttende Aar, at naar hun gav sig hen til Kærligheden, viede hun sig ogsaa til Ulykken og Døden – den var hun ikke bleven kvit.³²

Torben Dihmer var hendes ven, men han havde aldrig talt til hendes sanser, aldrig havde Jytte følt sig omspændt af den mørke, vilde trolddom i hans selskab. Seksualitet og sjælesympati er for Jytte to uforenelige størrelser; men når nu Dihmer ikke talte umiddelbart til hendes sanser, havde hun intet valg dersom hun skulle undgå den mest ydmygende af alle skæbner: at sidde hen som gammeljomfru fortæret af uopfyldte savn. Og Jytte har desuden hele byrden af to døde brødre at bære på i sit sind.

Parallelt med Torben, men i sikker afstand fra hans person, forbereder Jytte sig med skælvende hjerte på at møde døden. "Men jeg er altsaa kommet til den Overbevisning, at det er ørkesløst at ville forsøge paa at stride mod sin Skæbne," siger Torben til sin ven Asmus. Han er jo hans kusine taknemmelig for hendes standhaftige vægelsind. Det er takket være hende at de aldrig er blevet gift og dermed også forskånet for et langvarigt og opslidende ægteskab mellem degenererede og for sent fødte efterkommere af slægtens store og heroiske mennesker. For ham er Jytte ikke – som for Meta – en gåde, som vistnok ingen nogensinde kommer rigtig til bunds i, men en heltinde der som han selv med sikre skridt styrer mod døden. – Da hun stiller Karsten det spørgsmål om man kan dø af kærlighed til et andet menneske, kalder han det en usandsynlig og absurd tanke. Lige så frastødt bliver han da Jytte betror ham at hun venter et barn som ingen af dem ønsker. Nu er hun jo helt alene med sin ulykke og må i et svagt øjeblik føle skinsygens stik i hjertet over for Meta der har Dihmer til daglig omgangsfælle, og måske spadserer han nu³³ med hendes børn ved hånden derovre i Jylland. Et sådant hvepsebo er hendes hjerte!

Trods det at Jytte betragter sine medmennesker og tilværelsen som helhed med ophøjet foragt, lider hun alle skinsygens kvaler. Hjertet har sine grunde som fornuften slet ikke forstår. Hverken over for Meta – den trofaste – eller over for Karsten – bedrageren – formår hun at bevare en stoisk ligevægt i sindet. Til det sidste er hun et let bytte for følelser af jalousi og misundelse. Hendes indre står hele vejen igennem i skarp kontrast til hendes ydre fremtoning. Moderens sygdom og langsomme hentæren fylder hende med rædsel. Hun har ikke som Torben lært at elske døden, ikke formået at se den som en ven. Hun har ikke mod til at dø og forskånes ikke af den ubarmhjertige forfatter for at gennemleve dødsangstens mest ydmygende scener – den panikagtige flugt fra alt det som hun hele livet har været draget af. Den lammende inkonsekvens ved at give liv til et barn hun aldrig har ønsket, og at frembringe et væsen i hvem al livets jammer fortsætter, fylder hende med selvforagt. Og da hun også svigter moderen i hendes sidste stund, er bægeret fuldt.

Men hun havde jo forudset det altsammen! Fra den første Gang, hun stirrede ind i sin Sjæls uvejsomme Tjørnekrat og med panisk Skræk flygtede for Mørket og de røde Rovdyrøjne derinde, havde hun kendt sin Skæbne.³⁴

At det er den skrækkelige dobbeltmoralist og selvbedrager Johannes Gaardbo der forretter moderens begravelse, gør kun ondt værre.

Hun saae ham hele Tiden for sig, saadan som han havde staaet bag Moderens Kiste i den rædselsfulde Troldmandskjole og denne store Pibekrave, hvorfra Hovedet ragede op som et afhugget Johanneshoved paa et Fad.³⁵

Hans tale ved bisættelsen om alkærlighedens Gud er rene fraser for den der kun kender ham som en mørkets dæmon der lokker menneskene i uføre.

Først da hendes fætter Asmus fortæller hende om ildebranden på Favsingholm og Torbens nært forestående død, får hun igen fat på sin skæbnes tråd. Ved meddelelsen om Torbens død får hun selv dødskysset.

Hun saae ham for sig, stivnet i Døden, hvid og kold og stille, som hendes Moder havde været det. Hun saae den skønne, brede Pande, de lukkede Øjne og Munden, som hun en eneste Gang havde kysset.³⁶

Hvor hun med sit fysiske nærvær ved moderens begravelse har følt sig som en Salome med døberens afhuggede hoved inden for rækkevidde, er hun nu i fantasien og på sikker afstand af virkeligheden ikke længere i tvivl om hvem der var hendes sande sjælefrænde.

Jytte dør et par måneder efter, og Meta bliver kaldt over til hendes dødsleje. Jytte har født en søn, men dør et par dage efter af nyrebetændelse.

Den sidste Nat fantaserede hun og nævnte da flere Gange Dihmer. Men især talte hun om sin "søde, lille Mor" der havde holdt tusinde Gange mere af hende, end hun fortjente. Det var omtrent hendes sidste Ord.³⁷

Jytte Abildgaard er Henrik Pontoppidans mest interessante kvindeskikkelse. Hun er et højtbegavet menneske af stand og ære, heltinde og stakkel forenet i samme person – et depressivt gemyt og et grænsepsykotisk tilfælde værgeløst udleveret til et liv i et samfund præget af brutalitet og kamp for overlevelse. I hendes skæbne har forfatteren samlet alle sine bekymringer for samfundsudviklingen i hele dens modsætningsfyldte kompleksitet, og derved har han foregrebet et helt århundredes dilemma i det der for ham stod som modernitetens helvede.