Georg Brandes og Henrik Pontoppidan
– om et nyerhvervet Brandes-manuskript
I marts 1910 holdt Brandes et foredrag om Henrik Pontoppidan i Studentersamfundet i Kristiania. Måneden efter fremlagde han en omarbejdet og gennemrettet version for et dansk publikum i Kasinos koncertsal i København. Det er denne version der – endnu engang gennemarbejdet – er gået til trykken i tre dele i Politiken d. 18., 19. og 20. april 1911 for siden, i 1913, at stå som det indledende kapitel i Fugleperspektiv (optrykt i Samlede Skrifter Tredje Bind, 2. udg. 1919).
Brandes må have ladet Politiken beholde manuskriptet. Henrik Cavling har taget det til sig og har – som det fremgår af et kort følgebrev – i 1911 sendt det til sin "kære Ven", nemlig til Pontoppidan selv, der på dette tidspunkt lå på Kommunehospitalet, efter en netop overstået galdestensoperation.
Pontoppidans datter Else Thomsen har siden, i 1964, skænket manuskriptet til Elias Bredsdorff "som Tak for Deres store Forstaaelse og Interesse for min Far's Personlighed og Forfatterskab", vist i forbindelse med udgivelsen samme år af Bredsdorffs Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. En Redegørelse for Brevvekslingen. Efter Bredsdorffs død er manuskriptet havnet på Bruun Rasmussen auktion, hvor Det Kongelige Bibliotek erhvervede det 2006.
Mens det kan være noget af en prøvelse at læse Brandes' dagbøger, simpelthen fordi de med fluebensskrift og forkortelser ofte er næsten umulige at tyde, så flyder indtrykket af Brandes' person på en anderledes direkte måde ind i læseren fra et manuskript som det foreliggende: Indtrykket af en mand, gennemglødet af ønsket om at meddele sig, at fortælle. 62 Selve hans håndskrift udstråler overskud, energi og fremdrift, ikke mindst når manuskriptet som det foreliggende har været brugt ved et foredrag, hvor de mange blyantsunderstregninger yderligere fremhæver, hvad der har været magtpåliggende. – Manuskriptet indledes ganske vist med advarslen: "Blyantsstregerne betyder ingenting", hvad der naturligvis kun er en oplysning til sætteren!
Der er også andet i skriften end selve den energiske meddelelsestrang. Mig har det gjort indtryk på, hvad grafologen Annelise Garde fortæller i sin lærebog Grafologi fra 1971: Man kan ikke, skriver hun, vise denne skrift til "kvindelige elever – selv begynderelever – uden at de straks bliver forelskede, selv om man ikke viser navnet, og de ikke ved, hvem det er. Der er en uendelig charme over de åndfulde skriftformer og den yndefulde rytme."
Her skal det kun handle om, hvad selve det foreliggende manuskript fortæller gennem de indførte rettelser.
De fortæller for det første noget om, hvor svært Brandes har haft det med den sproglige purisme, han havde pålagt sig selv, og hvor alvorligt han har taget den. Fra 1890'erne har han bestræbt sig på at erstatte fremmedord med danske, en bestræbelse der bliver særligt påfaldende, da han fra 1899 gennemgår og retter tidligere tekster med henblik på udgivelsen i de Samlede Skrifter. Han begrunder med hensynet til "almenfatteligheden" – dette skulle jo være en folkeudgave! Derfor ændrer han demokrati til folkestyre, princip til grundsyn, egoisme til selvsyge, abstract til f.eks. virkelighedsfjern, almen, uvirkelig, virkelighedssky, udskilt og ulegemlig. Osv. – Rettelserne gennemføres med så stor sproglig opfindsomhed, at de sjældent støder. Nogle helt få fremmedord får lov at overleve.
Det forbavsende er nu, at han stadig – altså her i 1910-1911 – gang på gang spontant bruger fremmedord i sin tekst – et fremmedord som han derpå pligtskyldigt retter til et dansk. Således skriver han her Milieu som rettes til Kaar, Atavisme bliver til Gengangeri, Korruption til Uredelighed, preciøst til skruet, akklimatiserer til vænner sig til Livskaarene. Fremmedordene har med andre ord fortsat været det naturlige, der uvilkårligt flød i pennen, de danske betegnelser det stædigt villede. Han er purist af princip, aldrig af lyst eller tilbøjelighed. I teksten her vakler han en enkelt gang: Lykke-Pers Jakobe kaldes først for "højst ejendommelig, saa hun bliver En uforglemmelig i sin Særegenhed". Ejendommelig rettes til karakteristisk – som så i korrekturen ændres til præget.
Dernæst: Brandes' interesse for andre mennesker, ikke kun dem han skrev om, var grænseløs. Det er aldrig f.eks. digteren, han skriver om, det er det hele menneske, som altså også i dette tilfælde er digter. Mange af hans portrætter indledes således med det personlige indtryk, han har fået ved mødet med vedkommende – hvad der som regel viser sig at være en fortræffelig indgang til en karakteristik (desværre netop ikke brugt her ved Pontoppidan). Som hans dagbog viser, standsede hans interesse ikke ved det ydre, også almindelig københavner-sladder har optaget ham levende. I manuskriptet her ryger han flere gange ud efter tangenten lige ind i privatlivet – på måder, som han så får øje på og stryger. Heldigvis. Men eksemplerne – som er aldeles uskyldige – er betegnende for denne tilbøjelighed hos ham.
Om Jakobe hedder det: "Af Stolthed saa reserveret, at hun end ikke meddeler sin Forlovede, at hun er med Barn ved ham." I manuskriptet står derpå: "Jeg troede dette Træk usandt; saa oplevede jeg det selv med en ung Kvinde, der betroede sig til mig." Dette er først rettet til: "… erfor jeg det selv af en ung Kvinde…", derpå slettet helt, men først i korrekturen.
En mere interessant rettelse kommer i forbindelse med omtalen af Pontoppidans lille roman Det ideale Hjem, hvis hovedtanke Brandes referer og opsummerer: mænd bør ikke opdrage deres egne børn, men nok deres nevøer og niecer (rettet til Søstersønner og Søsterdøtre). Her har han oprindelig ment at måtte tilføje: "Da Pontoppidan selv i to Ægteskaber har vist sig som en mønsterværdig Fader, der som jeg véd, endnu nylig har lagt stor Opofrelse for Dagen imod en voxen Søn, er det Paradox, hvor han her har behaget sig, i det mindste ikke noget bevidst eller ubevidst Selvforsvar."
Dette rettes fornuftigvis til: "Det Paradox, hvori Digteren har behaget sig, rummer sikkert ikke noget bevidst eller ubevidst Selvforsvar."
Og dermed burde den sag være færdigbehandlet. Det har den også været – men ved en fornyet gennemlæsning af manuskriptet – formentlig forud for foredraget for det københavnske publikum – har Brandes indføjet to ekstra sider – s. 31 a og 31 b – hvor han pludselig slipper tøjlerne og i klare, stærke, enkle billeder maler digterens harme og foragt for det danske folk. Udgangspunkt for disse overvejelser er det nævnte paradoks, hvorom det øverst på s. 31 a hedder: "Nej! Det er fremkaldt ved Harmen over den vanvittige Kontrakt, der ved Ægteskabets Stiftelse indgaas, som er uopløselig uden begges Samtykke."
Man skal vide, at Brandes i vinteren 1910-11, altså netop forud for omarbejdelsen af manuskriptet, havde været gennem en oprivende afslutning på mange års samliv med sin 63 kone, Gerda. Da hun stædigt nægtede at lade sig skille – hvad der altså gjorde ægteskabet uopløseligt – var det endt med, at han havde skåret igennem og selv var flyttet fra lejligheden i Havnegade til en anden, på Strandboulevarden. Forinden var gået voldsom dramatik, hotelophold, et selvmordsforsøg fra Gerda, skænderier om bodeling, advokatbistand, sladder i dagspressen, en falsk historie om, at han skulle være blevet gift med en anden. I april 1911 opsøges Gerda endda af en kvindedelegation med Emma Gad i spidsen. De beder hende om ikke at "give ham fri".
Alt dette har fyldt hans sind. Og da det har været en af omkostningerne ved hans geni, at han ikke kunne administrere den adskillelse mellem forskellige livsområder, som i vore dage nærmest er blevet rutine for de fleste, så har den stadigt ulmende harme over den uopløselige kontrakt fået ham til at gå ud over tangenten, da han læste sit manuskript igennem, og har inspireret til et totalt stilspring på de to indskudte sider. Den fortættede skildring af den vrede Pontoppidan er opglødet af hans egen vrede:
"Hans Vredes Tordensky har sejlet over hans Digtnings Himmel fra den Dag, denne først udspændte sig. [Hvor vil Lynet slaa ned? Han ved det endnu ikke selv. Skyen glider langs vore Kyster og over Landets største By. Vil Skyen udlade sig der? Endnu ikke. Den glider langs] > Den gled langs vore Kyster, og et Lyn slog strejfende ned i den Kyst-Befolkning, for hvem en Stranding var et Bytte, en forønsket Lejlighed til Plyndring, [Den standsede over et andet] > et andet Lynglimt strejfede den Del af Landbefolkningen, der syntes hellig, men var hovmodig og nærig. Saa standsede Skyen paa hans Ord over Søsterstæderne, Religionens Sodoma og Politikens Gomorrha, hvor Alt var lullet til Ro i Fraser og [Frygt] > Forsagthed, i Stakkelshed og Snobbethed og Virkelighedsflugt. Og paa hans Vink revnede hans Harmes Sky og aabnede sit Ildsvælg. Et Haglvejr af [Gnister] > Spottens Gnister, [en Regn af kølig Haan styrter ned og] > en Ildregn af glødende Foragt styrtede ned, ramte Politikere og Præster, Bjergningsmænd og Storbønder, Kunstnere og Digtere, slappe Familiefædre og nervøse Fruer og Mødre, indtil alle Afguder i Hjemmene, som i Kirkerne, paa Valgtribunerne 64 som paa Børsen, smeltede lig Voks, mens de lystige Flammer [omspænder, blænder] > antændte Fantasien, stundom blændede Fornuften, omspændte og opbrændte Humbug og Bedsteborgerlighed, som var de Blaar."
Sådan! – Og det er jo ikke på nogen måde forkert som karakteristik af en central side af Pontoppidans forfatterskab. Det er blot i denne ellers ganske neutrale tekst et impulsivt stilbrud, inspireret af måneders oprivende oplevelser og tilbageholdte raseri. På manuskriptets side 32 er vi tilbage i det nøgterne sprogleje: "I [hans] > Pontoppidans Hovedværker er [imidlertid] ethvert Paradox forsvundet. Det er sunde og dybe Bøger."
En anden rettelse fører ind i et helt andet knudepunkt i Brandes' liv og selvforståelse: hans jødiskhed. Alt for stort et emne her! Blot dette: Det Brandes-portræt, som Pontoppidan indsætter i Lykke-Per med Dr. Nathan har været ham dybt ubehageligt, som det også fremgår af samtidige breve: denne evige hængen sig i dette påstået jødiske, når han nu var dansker som enhver anden, født i København, vokset op med det danske sprog som sit modersmål, den danske kultur! – Hvad gør han så ved figuren, der er nok så central i romanen? Han gemmer ham til sidst. Indleder et afsluttende afsnit med: "Ikke Alt i Bogen er mig lige Kjært." Og efter et par andre forbehold: "… og Dr. Nathans Person synes mig ikke synderlig vellykket" – rettet til: "helt vellykket", rettet til: "langfra vellykket". – Hvorpå det hele er streget ud.
Her har været så mange forhold i spil, at det har været umuligt at gøre rede for dem i den korthed, han har oplevet som nødvendig.
