Henrik, Christian og Peter Andreas

Af Ida Jessen

1.

I foråret modtog jeg et venligt brev fra Birgitte Hesselaa, hvor hun spurgte, om jeg kunne tænke mig at komme og tale om, hvordan Pontoppidan har inspireret mig, negativt eller positivt, som forfatter. Jeg blev glad for henvendelsen, men måtte i sandhedens tjeneste melde tilbage, at jeg ikke havde noget at sige, eftersom mit kendskab til Pontoppidan var yderst spinkelt: Jeg havde læst Lykke-Per som femtenårig, og det var alt. Men samme dag skete der et af de underlige sammenfald, der får folk til at omgøre deres afgørelser. Et par timer efter at jeg havde talt med Birgitte, ringede min far og fortalte, at han i en kiste, hvor familiens breve bliver opbevaret, havde fundet et brev fra Henrik Pontoppidan til min farfar, Olaf Jessen, der var sognepræst i Grønbæk ved Silkeborg. Brevet lyder som følger:

Hr. cand. theol. O. Jessen!

   Min bedste Tak for Tilsendelsen af den lille Samling Breve fra min Drengetid, som De har fundet mellem Deres Fars efterladte Papirer. Det må vel skyldes en Tilfældighed, at disse Vidnesbyrd om Deres Fars og mit Ungdomsvenskab er bleven opbevarede. At Brevene væsentlig beretter om Baller og Inklinationer, er derimod næppe tilfældigt. Deres Far og jeg var i vore unge Dage lige ivrige Dansere.
   Dersom jeg engang kan overkomme at bringe Orden i det Kaos, hvori mine egne Papirer befinder sig, og skulde der heri findes Breve fra Deres Far, skal jeg ikke glemme at gøre Gengæld.

Deres ærbødige
H. Pontoppidan.

De breve, som Pontoppidan her sigter til, ligger nu på det lokalhistoriske arkiv i Randers, og Pontoppidan citerer fra et par af dem i Drengeaar.

I min barndom må jeg have hørt, at min oldefar, Christian Jessen, og Henrik Pontoppidan havde været venner og klassekammerater, da de gik på Randers Lærde Skole. Jeg mener også at kunne huske min fars begejstring, da han engang i føromtalte kiste fandt et digt, dateret 1.2.1872, med påskriften: "Det er meget rørende."

Det lød som følger:

Augusta, du for hvem mit Hjerte brænder
Oh! Maa jeg trykke dine hvide Hænder
Oh! Maa jeg kysse din røde Mund
Oh! Maa jeg elske dig af Hjertens Grund.

Oh! Maa jeg sætte mig ved din Side
Og se dig ind i dine Øjne blide
Oh, må jeg slynge om din Hals min Arm
og trykke Kys på din Kind så varm.

Thorkild Skjerbæk blev tilkaldt, men var noget betænkelig ved håndskriften, som ikke var nær så sikker som den 15-16-årige Pontoppidans havde været. For en sikkerheds skyld blev det sendt til en håndskriftsekspert på Det kongelige Bibliotek, som afsagde den klokkeklare dom, at det bestemt ikke var Pontoppidan.

Men lad mig vende tilbage til den ægte brevveksling mellem Pontoppidan og Christian Jessen. De havde som sagt været klassekammerater på Randers Lærde Skole, men Christian, der var præstesøn og kom fra et strengt indremissionsk hjem i Grønbæk, blev taget ud af skolen, fordi han kun tænkte på baller og dilettantkomedier. I stedet fik han så hjemmeundervisning af en huslærer Schaumburg, og det har nok ikke huet ham. I hvert fald skriver Pontoppidan til ham:

Jeg kom da til at tænke på vor glade Juletid, som vi havde sammen med andre gode Kammerater; en aften sad vi hjemme hos Chr. Pind, og så brød du ud: ja, du kan tro, at der er trivielt hjemme på vor Egn til Dagligdag; saa forsikrede jeg dig, at jeg skulde gjøre alt, hvad jeg kunde med at skrive lange Breve til Dig; - om Du nu bryder dig om det, dèt vèd jeg ikke; men jeg tager mig dog den Frihed, at skrive èt i Dag. - Glædeligt Nytår! Må jeg saa bede om en Mark. -

Måske fandt samtalen om brevvekslingen sted kun få dage forinden brevet er skrevet. I så fald virker det jo næsten som skrevet for en eftertid, en slags iscenesættelse, en forklaring.

Brevene er skrevet i St. Mortens Præstegård, eller Randers Præstegård som der også af og til står, og de er udaterede. Der står blot Onsdag Aften, Torsdag Nat, osv. Et par stykker er skrevet i Ravnsborg Tværgade nr. 9, efter at Pontoppidan var flyttet til København for at gå på Polyteknisk Læreanstalt. De handler om småt og stort. "Her have vi det saa som saa," skriver han i et udateret brev fra Randers.

Bernhard er jo ikke den morsomste Kammerat at have; men det slæber dog af, heldig er det, at den studerende Klasse er med, ellers var det skam galt og kjedeligt. Vi talte om en Forening da du var her; nu er den i Stand, og vi har allerede haft 4 Sammenkomster; den består af: Bolle Bruhn, Elmenhoff, Jacobsen, Olsen, Rohde og mig; det er en rigtig morsom Forening, den hedder forresten: Valhal.

I Drengeår kan man læse uddrag af et par af brevene. (Der er knebet afsnit hist og pist, og også sidste vers af et digt, som må være ægte Pontoppidan. Jeg vil læse det for jer i sin helhed:

Jeg så i Øster, jeg saa i Vester
Jeg saae i Sønder, jeg så i Nord
Jeg saae saa mange smukke Piger danse;
Men aldrig saa jeg hend’, jeg saa i Fjor

Kan jeg ej nu til min Kjærest komme,
E j ved at ride, ej heller gaa,
Da vil jeg vente til det bliver Sommer,
Saa sejler jeg over Bølgen blaa

Mange af brevene er rapporter fra livet med de kammerater, som Christian nu må undvære: Her følger et afsnit, som også er udeladt i et af de citerede breve i Drengeaar:

Hvad Kammeraterne angaa, da slidder Chr. Pind jo godt i det; han har i denne Tid en daarlig Mund; han er i det Hele hel spedalsk. (NB ikke i aandelig Betydning). Fikke lunter så let over alting, forresten har hans Hund ikke fået mindre end otte Hvalpe i Dag - det er godt gjort siger jeg bare, kan Fikke selv bare gjøre det ligesaa godt; Volle vrøvler, snøvler, skøvler og støvler af som i gamle Dage. I Valhal går det godt. Det var morsomt når du nu kommer her ud på Lørdag, om du kunde blive til Tirsdag Morgen; thi så kunde vi holde Forening om Mandagen. Det undrede mig meget, at du i dit Brev ikke talte og takkede mig for den Jule- og Nytaarsgave, som jeg gav dig i forrige Brev, det er dog en lille net Ting til Erindring om mig; men nu har jeg også "sparet sammen" til den i et Aars Tid. - Pylle har gjort en god Gjerning i denne Tid. Du ved vist, at der nylig er bleven trukket i "Fremtidens Lotteri." Det er et Lotteri, hvor hvert nummer koster 1 Mark; men man vinder ogsaa paa hvert Nummer. Detteherre er jo noget for Pylle, som ikke vil risikere sin Penge, og i det faste Haab at vinde et maleri til 300 Mark tager han da en Lodseddel. Den Dag der blev trukket sad Pylle i Skolen med en vis feberagtig Spænding, idet han regnede ud hvad han vilde sælge dette Maleri, som han skulde vinde, for; men hvor blev Pylle lang i Ansigtet, da han opdagede at han havde vundet en Bog, der vist er en 2-3 Skilling værd, og endnu mere forlængede Ansigtet sig, da han fik at vide, at hans Moder, der ogsaa i det Haab at vinde et stort Maleri havde taget en Seddel, havde vundet akkurat den samme lumpne Bog. - Du skrev i det Brev, at din Søster og Kusine havde læst noget op, hvad der er det værste, det sjofleste af mit Brev, jeg vil en anden Gang bede dig ikke at lade andre se noget til dem; thi jeg vil dog nødig have, at mine Breve skal cirkulere ikke blot hele Grønbæk Sogn rundt, men du kunde maaske ogsaa faa i Sinde at lade dem trykke i Aviserne eller lade det cirkulere hele Landet rundt, saa at jeg maaske selv kan faa den Fornøjelse at læse mine egne Breve, - for du har vel ikke i Sinde at lade dem oversætte på Tysk, Fransk, Chinesisk, Spansk o.s.v. eller maaske endog paa "Philichinesisk".

Jeg skal hilse dig fra Margrete, som vist ikke kommer til Fastelavnsballet, og sige, at du gjerne maatte sende dine Breve som det sidste saaledes, at jeg får det Søndag Morgen; thi ellers siger hun, at hun ikke kan faa mig op før ti, og da du vèd, at jeg ikke er af dem, der går tidlig i Seng, saa turde det maaske også have sin Rimelighed. - Hilsen fra din hengv. Kammerat

Henrik.

Passagen om, hvor han frabeder sig at hans breve bliver læst højt, virker jo helt ironisk i denne sammenhæng. Gad vide, hvad han ville have sagt til dengang, at hans brev nu blev læst højt i Pontoppidanselskabet? Derudover handler brevene om broderen Hans Peters fødselsdag, om pengeproblemer. Om broderen Erik der skal sejle ud som skibslæge på en korvet til Vestindien. Om baller, om Dagmar Eliassen, som både Chr. Pind og Pontoppidan hader, fordi hun er skabet, om nye og gamle inklinationer: "Dotten" og Karen Ragnhild Arenstapp, der er i København for at lære at spille, og om hvem det betones, at hun er en gammel flamme. Om fødsler og dødsfald i bekendtskabskredsen. Planer om en fælles fodtur - som Pontoppidan tager alene til sidst, til Himmelbjerget og Silkeborg. Og ganske, ganske lidt om de påbegyndte studier på Polyteknisk Læreanstalt. Det skal også nævnes, at der er et helt anderledes alvorligt brev i samlingen. Nemlig et brev, som Pontoppidan skriver til Christian, da Christians far dør.

Skjønt du vel er fuld af andre Tanker end dem, jeg kan give dig, saa kan jeg dog ikke lade være med at lade Dig vide, at ogsaa jeg godt kan føle, hvad det maa være for dig at miste èn af de to Grundpiller, hvorpå Du, din Fremtid, din Kjærlighed og dit Alt hviler. Da jeg hørte det, var det for mig som et elektrisk Stød, da jeg havde Brev fra Dig om Søndagen, og den Gang var alt godt, og jeg om Mandagen fik dette sørgelige Dødsfald at vide. Jeg vil ikke trætte dig med min Tale; men blot til Slut bede dig om, saa snart du en Gang får Lyst og Tanke for mig, at underrette mig lidt om, hvorvidt du nu vil tage anden Bestemmelse med din Fremtid eller lign.

Din hengivne ven
Henrik.

Christian kom på en skole i Horsens, hvor han ikke havde det godt. Han havde svært ved at klare det boglige, og indimellem kommer Henrik Pontoppidan med kraftige formaninger om alvor og selvdisciplin. Han synes ikke, at den diskussionsklub, som Christian kommer i, lyder solid og lødig nok, og i lidt mere forblommede vendinger hentyder han til visse roller, som Christian spiller: "Jeg vil bare sige dig, at det, i al Venskabelighed talt, ikke er noget for en, der skal op til Examen, at gaa og spille saadanne Roller, det er da vel ikke din Mening, at du kan komme bedre fra Examen den Vej."

Min oldefar har tydeligvis ikke har været nogen flittig brevskriver. F.eks. skriver Pontoppidan:

Det er dog forunderlig naar to gamle Venner pludselig ikke vil have noget at bestille med hinanden: ligesaa forunderlig er det for mig, at du i så lang Tid ikke har ladet høre fra dig.

Eller:

Nu håber jeg da, at vor gamle Korespondance for Alvor skal blive gjenoprettet; det er dog virkelig så underlig aldrig at høre noget fra en Ven, som man har omgåedes så meget og levet så meget sammen med, som jeg har gjort med dig.

Der er kun to breve, der er skrevet i Ravnsborg Tværgade. Herefter hører korrespondancen op. De to drenge er sikkert kommet for langt fra hinanden. I Drengeår skriver Pontoppidan om Christian Jessen: "Han blev senere Præst som sin Far, velkendt i Jylland som en af den Indre Missions kraftigste Prædikanter." Og min farfar mente ikke, at Christian Jessen nogensinde havde læst så meget som en linje af sin tidligere ungdomsven.

2.

Man kan sige, at min interesse for Pontoppidan blev vakt ad snørklede veje. Men den blev vakt. Lykke-Per har været en af de bedste læseoplevelser jeg har haft i mange år, ja, der startede en hel Lykke-Per rus blandt mine venner, som også gik i gang, og sommeren igennem har vi talt og talt om den bog. Ikke på nogen analytisk eller struktureret måde. Vi har genopfrisket scener for hinanden og gennemtrevlet og talt om personerne, som vi følte vi kendte, fordi de er virkelige, af kød og blod.

Det er jo en genistreg fra Pontoppidans side at skabe en figur som Per: han er en opkomling, en egoist og en fantast, der altid viger fra det forpligtende, en mand der skiftevis begærer og trækker sig tilbage, fordi han aldrig er i stand til at kunne forvandle sit begær til dybereliggende følelser, såsom ægte venskab, ægte kærlighed, eller endog blot til helt gement arbejde. Han er oprøreren, der lader sig stille tilfreds med at ligge og drive i en robåd, og han er en meget nutidig skikkelse. Han er billedet på den narcissist, der tales så meget om er vor tids mennesketype. Nu brugte jeg ordet genistreg før, og det vil jeg gerne vende tilbage til. For det fantastiske ved Lykke-Per er ikke selve det at beskrive en narcissist, men at beskrive en narcissist, som læseren gennemskuer og dog aldrig bliver færdig med. For Per er ikke sådan lige til at afskrive. Man følger ham med indlevelse. Man skiftevis føler sympati for ham og tager afstand fra ham, men man forstår ham hele vejen igennem. Og det er jo takket være bogens særlige dialektik. Det er takket være de forskellige miljøer, som Pontoppidan sætter i spil. Fra det pietistiske, forknugede, lidelsessøgende hjem til den overdådige, intellektuelle kulturradikale kreds i det salomonske hjem til den lalleglade grundtvigianisme omkring pastor Blomberg til den ensomhed, der til sidst kun søger sig selv i Vestjylland. Der er det danske over for det jødiske. Pontoppidan er ambivalent over for begge kulturer. Ved at stille disse vidt forskellige miljøer eller rum op imod hinanden, og det er jo vel at mærke rum, der hver især har deres berettigelse eller mangel på berettigelse, kommer læseren til at forstå Pers bevæggrunde og motiver.

Man forstår, at han bare må væk fra barndomshjemmet, og at han under ingen omstændigheder kan nærme sig den klamme, altædende familieorganisme igen. Det kommer allerstærkest til udtryk, der hvor han lader faderens gave til ham på dødslejet, ligge. Man forstår, hvad det er, der drager ham i det kulturradikale miljø: Rigdommen, udsynet, skarpheden og varmen. På den ene side generøsiteten, og på den anden kravet til tilværelsen, hele den offensive holdning til livet. Men man forstår også, hvorfor han lægger afstand til den febrilske summen og klingklang. Ved forlovelsesfesten trækker Per sig tilbage og går for sig selv hen ad Strandvejen. Der bliver han vidne til, at et selskab i en have synger Ingemanns aftensalme "Fred hviler over land og by." Og Per lukker øjnene.

En dump smerte flakkede igennem ham. Lyden af disse toner vakte et hulkende ekko i skjulte dybder af hans sjæl.

"Det er så fredeligt, så tyst
i Himmel og på Jord!
Vær også stille i mit bryst,
du flygtning som der bor."

Og derefter klippes der til familien Salomon:

Henne på "Skovbakken" var dansen nu begyndt. (…) Stemningen - der efter koncerten et øjeblik truede med at ebbe - var atter bleven stigende, da balmusiken spillede op og der samtidig blev sat stærke drikke ind i rygeværelserne.

Ind gennem et af kabinetterne kom dr. Nathan stormende med to af aftenens yngste og smukkeste damer under armen... (17 kap. Lykke-Per Tranebogsudg. bd. II, s. 81-82)

Det er et drønende sammenstød mellem to verdener, den fredfulde og den feberhedt jagende.

Hermed har Pontoppidan banet den vej, som via moderens død fører Per i armene på den lille grundtvigianske høne, Inger, som slet ikke har Jakobes intellektuelle eller menneskelige kapacitet. Sammen med hende og i alt hvad hun står for, bliver livet klaustrofobisk. For én gangs skyld har Per taget et skridt fuldt ud, og han kan ikke holde det ud. Hvad er der så tilbage? Han undviger for sidste gang, til det selv, der er så skrøbeligt, at det ikke kan tåle omgang med andre. Det forekommer mig nærmest at denne sidste flugt har karakteren af en ønskedrøm. En drøm om at det kan lade sig gøre at undslippe, og endda få ægtefællens tilgivelse for det.

Nedenunder hele denne dialektik mellem de forskellige rum og miljøer i samfundet, er der dialektikken mellem mand og kvinde. Portrættet af Jakobe er et af de stærkeste kvindeportrætter i dansk litteratur.

Her spiller han på det ambivalente forhold som var fremherskende over for det jødiske og her i særlig grad de jødiske kvinder, som man f.eks. også ser hos Johannes V. Jensen. De jødiske kvinder var emanciperede, uddannede og avancerede i modsætning til de danske. Men de var også til en vis grad urørlige på grund af deres religion. Det omgærdede dem med en særlig sexet dæmoni og tillokningskraft. De var så farlige, at man fuldt berettiget kunne forlade dem.

Jakobe er i enhver henseende Per overlegen, hun er varm, uforbeholden i kærlighed, og højt begavet. Men hun tester sine evner ved at insistere på at bruge dem på den forkerte, nemlig Per, og går næsten til grunde på det. Hun vil give gaver til en mand, der ikke vil have dem, og fordi hun ikke magter at se det i øjnene, giver hun mere og mere. Det er den gamle historie om mand og kvinde. Om kvinden der vil nå manden, åbne ham, forstå ham, og selv blive set og forstået. Som sætter alt ind på at overskride den uoverskridelige barriere mellem kønnene. Og om manden, der ikke vil nåes.

Nu sagde jeg før, at portrættet af Per var en genistreg. Men skildringen af Jakobe er en endnu større genistreg. Dels fordi Pontoppidan har kunnet lave et så nuanceret kvindeportræt, til trods for at han selv er en mand. Dels fordi han som en af de eneste i sin samtid undte kvinden andre muligheder end kærligheden til en mand. Pontoppidan lader ikke Jakobe gå til grunde i bristede forhåbninger og kærlighedslængsel og veghed. Georg Brandes var det moderne gennembruds mand, men det rokker ikke ved den kendsgerning, at han af hjertet var en mandschauvinist. Herman Bang lavede indfølte kvindeportrætter, men lod kvinderne gå under i længsel og veghed. I Norge var der ganske vist Ibsen, der jo skrev Et Dukkehjem. Men heri forlader han Nora, netop som hun skal tage springet ud i det selvstændige liv. Måske fordi han ikke har fantasi til at forestille sig, hvordan et sådant liv skal kunne forme sig. Måske fordi Nora for ham er et programpunkt, en erklæring. I modsætning til Nora er Jakobe netop ikke en programerklæring, men et levende menneske.

Pontoppidan har et sjældent blik for kvindens muligheder. Jeg må tilstå, at jeg under læsningen frygtede, at hun skulle dø i barselsseng, for god til denne verden. Men romanen viser, at det netop er en stor lykke for Jakobe at hun ikke får Per. For hun sættes fri af underkastelsen og indskrænkende besættelse af en, der ikke er hendes ligemand. Det bliver hendes lykke, for Jakobe er et i bund og grund frihedselskende menneske.

Lykke-Per har to udgange, to slutninger, og jeg synes, at Pontoppidan lader Jakobe få det sidste ord. Per visner hen i ensomhed og kontemplation. Ganske vist finder han hjem til sig selv. Det er et hjem, bygget på brokkerne fra mange brudte og afkappede livsafsnit. Og det er et hjem, hvor der kun er plads til ham. Der er intet perspektiv ud over ham selv. Men Jakobe bærer hele sin fortid, og hele sig selv med. Sit samfundssyn, sin radikalitet, sin begavelse, sin varme, sin kærlighed. Hun laver en skole. Hun har et perspektiv, der rækker længere ud end Pers.

Pontoppidan har en tro på kvinder, som er forud for hans tid. Man ser det også i Sandinge Menighed, hvor Boel klarer sig godt og finder sin plads i tilværelsen, til trods for den nederdrægtighed hun bliver mødt med af de radikale.

I Lykke-Per har vi et fuldbåret værk, hvor individuelle skæbner tegnes op imod det store samfundsportræt. Hvor rummene, der sættes i spil i Lykke-Per er befolket af levende mennesker, forekommer det mig, at rummene i De Dødes Rige er befolket af marionetter. De Dødes Rige er mere idé end virkelighed. Det er som om karaktererne kun tjener til at illustrere de større ideer og sammenhænge, de indgår i, som om Pontoppidan ikke har orket at føle med sine personer. Det er som om han lader sig lokke af sin stemmes autoritet til både at beskrive og bedømme - eller rettere fordømme - og resultatet er fortegnede og søgte personskildringer. Men centralperspektivet er forfriskende. Nu om dage ved vi jo, at alt er fiktion. Impressionismen, modernismen, postmodernismen - intet af det, der fulgte efter Pontoppidan, virker jo længere sandere end alle mulige andre fortællekneb. Ingen af de fortællemåder har fortrinsret frem for andre. På den baggrund er Pontoppidan rent stilistisk overraskende, ja, nærmest ny at læse. Her har vi at gøre med en fortæller, der ikke er karrig eller forbeholden. Vi har at gøre med en fortæller, der generøst træder frem og siger: nu skal jeg fortælle en historie om nogle mennesker og en tid, og jeg skal fortælle alt, hvad jeg ved. Jeg holder ikke noget tilbage.

Det frisætter enorme mængder energi i fortællingen og i læseren.

3.

Nu lød den oprindelige invitation fra Pontoppidan-selskabet jo på, at jeg skulle fortælle om, hvordan mine egne bøger, og i særdeleshed Den der lyver, er påvirket af Pontoppidan, og Lykke-Per. Mens jeg læste Lykke-Per, greb jeg mig tit i at tænke, at jeg var glad for, at jeg ikke havde læst den, inden jeg skrev historien om Christian Gim. For så ville jeg være blevet lammet af mindreværdskomplekser. Jeg kan, uden sammenligning i øvrigt, se paralleller mellem Christian og Per. Opkomlingen, narcissisten, den mand der ikke kender sig selv og kun kan begære og altid viger, hvis forholdene antager for forpligtende former. Men derudover må jeg nøjes med at konstatere, at jeg har masser af Pontoppidan til gode, og at jeg glæder mig til at komme længere og længere ind i hans forfatterskab. Hvad det vil bringe mig, kan jeg ikke forudsige.