A Fortunate Man/Lykke-Per
Denne 750 sider lange ny engelske oversættelse af Pontoppidans over hundrede år gamle romanklassiker er en sværvægter både billedligt og bogstaveligt talt. På bindets forsideomslag citeres Thomas Mann for at "A Fortunate Man's forfatter er en fuldblods historiefortæller, hvis nærlæsning af vores liv og samfund er så intens at den placerer ham blandt de ypperste europæiske digtere," en udtalelse som endnu en omslagsytring bekræfter: "Af år 1917's nobelpristager i litteratur." Føj dertil at oversættelsens udgivelse faldt sammen med hele to filmversioner af bogen – dels spillefilmen, dels TV-serien, begge instrueret af Oscar-vinder Bille August – og en kommende læser vil med rimelighed kunne forvente afstanden mellem det sene nittende og tidlige enogtyvende århundrede overvundet i romanens løb.
Dens nutidighed er endda til at tage og føle på. Hovedpersonen, Peter Andreas Sidenius, med den danske originals titelord simpelt hen Per, har inderligt troende kristne forældre, på faderens side med en endeløs række lutheranske præster som forfædre. Men ulig resten af præstegårdens husstand er Per tidligt drevet af et stædigt livsbegær der efterhånden udmøntes i dristige ideer – i god harmoni med det moderne gennembrud i nordisk kultur og samfund, men uforligelige med de åndelige normer i hans hjem.
Som den guddommeliggjorte nytte- og fremskridttænknings discipel er den unge mand specielt fascineret af energipotentialet i Nordsøens bølger og vestenvind, og hans ingeniørplaner, som går ud på at indfange disse ellers spildte naturkræfter til gavn for nationaløkonomien, kunne godt indgå i en eftertids program for et bæredygtigt miljø. Hans teknologiske output, som også indbefatter designplaner for flodregulering og en stor jysk frihavn, er lige så kompromisløst som den religiøsitet han voksede op med, men nu kæmper for at udmanøvrere. Det er den konflikt der sætter hans succeser i relief og gør romanen om ham aktuel.
Det er bl.a. fordi skavankerne ved hans mange anstrengelser udligner deres fremsynethed, og hans liv følgelig ender i ensom majestæt (som underbetalt vejinspektør i et af sit lands udkantsområder), at han fortjener nutidslæseres opmærksomhed. For selv om flere af hans visioner måtte vise sig holdbare i det lange løb, er de kræfter der fra starten udhuler deres gennemslagskraft – eller stempler dem som for tidligt fødte – stadig på spil i vores egen teknologibesatte kultur, hvor de forårsager lige så megen harme som den Per i sin tid udsattes for.
Helt enkelt er Lykke-Per også Skygge-Per. Som Pontoppidans lange fortælling skrider frem, afslører den på tvingende vis og med karakteristiske detaljer hvor dybt dens hovedperson står i gæld til sin fortid, specielt når han mest brændende mener at bestride den og at betræde sin egen vej gennem livet. Ofte bemærker andre afhængighedsforholdet før han selv indser det, som når en medbejler siger: "Even if we are not born with chains, we seem to feel an urge to make chains for ourselves as life progresses. We are, and will ever be, a band of slaves. We only ever feel really at home when we are in chains and shackled – what would you say to that now?" (p. 72)
Først efterhånden, som hans fremskridt veksler med knusende tilbageslag, begynder han selv at erkende sin modtagelighed for de værdier og holdninger han afskyr mest. Enten det gælder foragten han viser sin provinsielle fars religion, mens han for egen del søger accept hos sekulære jøder, eller det gælder hans skyldfølelse og anger over sin ungdoms synder, eller han forsøger at orientere sig i en helt tredje slags åndsformer, står det i stigende grad klart at Per accepterer spiritualitet som en vigtig del af sin humanitet. Vel at mærke ikke nogen transcendental spiritualitet, men en natursans som trods al affinitet til moderne teknologi og naturvidenskab muliggør et rigere livssyn end man finder hos de fleste udøvere af disse discipliner.
Uhjælpeligt splittet mellem disse modsætninger begynder Per at se sin Skygge i øjnene alt imens han snubler videre mod sin selvrealisation. Da han til sidst vedkender sig sin fars tro som en uudslettelig indflydelse på sit eget liv, er det farens spirituelle lidenskab han tager til hjerte, ikke den religiøse doktrin den nærede i farens sind. Også i sin beundring for åndsbeslægtede skikkelser som jødiske Dr. Nathan bliver Per mere forbeholden. Mens han anerkender Nathans intellektuelle skarpsindighed og den veltalenhed hvormed han injicerer moderne indsigter i den offentlige diskurs, finder han Nathans livssyn æstetisk forsnævret og pinligt ude af trit med den ny teknologi og videnskab.
Under sin pendlen mellem forskellige inspirationskilder fremstår Pers selverkendelse som en kakofoni, et kludetæppe, en flydende tilstand. Som et rodsammen af byggestene fra nær og fjern, men først og fremmest som et endeløst samspil mellem noget synligt (er)kendt og de skygger det enten kaster eller fortrænger. Det er Pers ulykke at sådanne skygger underminerer hans liv, men hans lykke at han tager udfordringen op til at takle den knibe han er i. Anledningen er typisk et eventyr eller en legende, som da han spørger sin jødiske kæreste om hun mindes skolebogsfortællingen om "the mountain troll who crawled up through a mole hill so he could live amongst human beings but got terrible fits of sneezing whenever the sun broke through the clouds? Ah, I could tell you a long tale that would explain exactly where that legend comes from!" (p. 179) Per ved nemlig godt hvad eventyret handler om, for skygger er både hans forbandelse og velsignelse. Uden dem ville han ikke være Per, den lykkeligt ulykkelige og ulykkeligt lykkelige mand han er.
Eftersom teknologi i dag avancerer hurtigere end nogen modernist på Peter Sidenius' tid kunne have drømt om, kunne intet tidspunkt have været bedre end netop nu for en nyoversættelse af Pontoppidans romanlektion om de farer en rejse til selvrealisation indebærer i en stadig mere selvskabt verden. Næsten dagligt informeres vi om vildt dristige nybrud og de såkaldt utilsigtede konsekvenser der tit følger efter. Som fremskridtet regerer utøjlet, har dets skygger kronede dage, og behovet for at konfrontere de tos samspil kan ikke overbetones. Netop fordi lykke og ulykke ofte ganger til hobe som siamesiske tvillinger, er et episk vindue som Pontoppidans med udsigt til denne både vitale og dødelige neksus en sjælden gave.
Værkets formelle design kan synes lovlig traditionelt til at fremme forståelsen af drabelige futuristiske disruptioner; men ved nærmere eftersyn står det mål med sine udfordringer og bringer tilværelsens skyggesider for dagens lys i en transparent og finmasket diskurs uden spor af impulsiv twitterstil. På linje med den traditionelle dannelsesroman følger A Fortunate Man kompositorisk sin hovedperson fra hjemmet der formede ham til en anden verden hvor hans selv kan komme til udtryk inden han vender tilbage til sit udgangspunkt, hvor den vundne identitet så må stå sin prøve. I Pers tilfælde hører overgangsfasen imidlertid aldrig op, og da en fornyet oplevelse af hjemmet omsider bliver mulig på hans egne vilkår, er det kun en version af hans hjemløse erfaringer i ingenmandsland der gør muligheden realisabel. Den traditionelle udviklingsbane leder da ikke til nogen selvopfyldelse for Per, der må nøjes med at dræne sine livsforventninger for alt som kunne have kompromitteret hans drøm om at se dem opfyldt.
Til den ende er romanens fortælleform og -holdning forsvarligt olympisk og alvidende, fuld af observante bevægelser både figurerne imellem og inden for deres sindelag. Men selv om fortælleren er den der ved bedst og fortæller bedst hvad han ved, bliver hans dukkeførerkapacitet ikke misbrugt til overforenklinger, derimod brugt til at strække menneskelige potentialer på godt og ondt til bristepunktet. Beskrivelser og karakteristikker af persongalleriet er viet de handlendes mest konflikt- og modsætningsfyldte træk og indbyder læserne til at overveje hvordan personlige tyngdepunkter gentagent splittes mellem centripetale og centrifugale kræfter, hvis de da ikke stivner i en livsform der enten må beklages eller undviges.
Disruptionene er aldrig langt borte. Kort efter at Pers personlighed synes "the first formless template for a coming race of giants, which (as he himself had written) would finally take possession of the world as its rightful rulers and masters – a world which they would then reshape to their own liking and needs" (p. 267), opsøger han ydmygt sin far for at tage endeligt afsked. "In ways barely perceptible to him, his decision was linked to other partly diffuse deliberations that had occupied his mind the previous night and, once again, shades of unconquered phantoms had made their disturbing presence felt" (p. 272).
Igen går Pontoppidans verbale orkestrering videre end til at indkredse hvad der har autoritet på tærsklen mellem et eksistentielt og rationelt gennembrud og dets mulige sammenbrud; tærskeloplevelsen bakkes op med fint nuancerede individuelle portrætter og afsløringer – for ikke at tale om den kurvefuld teologiske og filosofiske, politiske og æstetiske, naturvidenskabelige og teknologiske stridsæbler som digteren scenebevidst ruller på banen, alle af den art der definerede det kulturelle og sociale liv i Danmark og landene syd for dets grænse, mens grunden skred under det kendte og en ny var i vente. Den gamle verdens hegemoniske nationalånd er på vej ud, mens global innovation og markedsøkonomisk ekspansion buldrer frem i horisonten – alt imens individuelle sjæle viser sig mere optimistiske og mere fortabte end de fleste indser eller har ord for.
Da romanen slutter er Per Sidenius død – efter at hans fortvivlede søgen efter mening med livet er endt i sin egen blindgyde. Af en dagbog Per efterlod sig erfarer en beundrer hvordan afdøde oplevede denne søgen som "the final aim of our struggle and suffering. Until one day, we are stopped by a voice from deep within us, the voice of a phantom asking: But who are you yourself? From that day forward, no other question matters except this one. From that day, our own self becomes the great Sphinx, whose mystery we must solve" (p. 751). Mens pladshensyn forbyder mig at gengive resten af dagbogens vidnesbyrd om dette svimlende livtag med eksistensproblemet, er dens slutord, "I must know! I must know!" (p. 752), i det mindste emblematiske for A Fortunate Man som krævende læsning der er anstrengelsen værd.
