En Livsanskuelse, grundet paa Elskov
(Gyldendalske Boghandels Forlag. Kjøbenhavn 1881.)
Mange ville ved blot at se Titlen paa denne Bog spørge, hvad Elskov og Livsanskuelse have at gjøre med hinanden. Dog vil lidt Eftertanke snart lære, at de stærkeste og inderligste Følelser, der røre sig i et Menneske, og det vigtigste Livsforhold, han stedes i, ikke kunne være uden dybt indgribende Indflydelse paa hans Livsanskuelse. Det er imidlertid ikke fra denne Side, den anonyme Forfatter sér Sagen, snarere fra den omvendte: ingen sand og tilfredsstillende Opfattelse af Livet er efter hans Overbevisning mulig, uden den, der sér Livets højeste Form og Maal i den paa ægte Elskov grundede Forening af Mand og Kvinde.
Bogen er en Ægteskabets Apoteose. Ægteskabet er baade Forfatterens Moral og hans Religion. I det finder han samlet og harmonisk, hvad der ellers er spredt og stridende i Livet. Trangen til at udvikle sit Selv, sin Individualitet ("Selv-Trangen") og Trangen til at hengive sig til Menneskeheden ("Slægts-Trangen") forsones i den fulde Hengivelse til den, der staar for Mennesket som det skjønneste og bedste Udtryk for den menneskelige Natur, og i hvis Gjenkjærlighed det har Slægtens Bekræftelse og Anerkjendelse af dets eget Selv efter dets hele individuelle Væsen.
Det Ejendommelige ved Forf.s Fremstilling er, at han gaar ud fra et Standpunkt, hvor kun "Selv-Trangen" rører sig, og søger at vise, hvorledes "Slægts-Trangen" maa vaagne, saa snart Individet besinder sig paa, at det skylder Slægtens Arbejder og Erfaringer sit hele Indhold. Allerede her vilde Forf. have kunnet bygge paa Elskovsdriften, som han først paakalder hen imod Slutningen af sin lange Række af Ræsonnementer; thi "Slægts-Trangens" Udfoldelse hviler vistnok langt mindre paa Tanken om den Gjæld, den Enkelte staar i til Fortiden, end paa den dunkelt virkende Elskovsdrift, der vækker Trangen til Hengivelse og derved lægger Grunden til Ungdomstidens Idealisme. Det er en for tyndt spunden Traad, der leder Forf., og han klipper den da ogsaa selv over tilsidst ved sin Paakaldelse af den stærkeste af alle Naturdrifter.
Den, der følger Forfatteren paa den Vej, han har slaaet ind paa, vil alligevel faa Indtrykket af et mandigt og udholdende Tankearbejde. Det er som Vidnesbyrd om, at der i Stilhed øves alvorlig Tænkning over Livets Problemer, at Bogen især har interesseret mig. Selv om jeg ikke kan være enig med Forfatteren i, at Livets Gaade er løst i Ægteskabet, maa jeg dog fremhæve, at det er en smuk og ædel Opfattelse og Vurdering af Ægteskabet, til hvilken Forfatteren fører os. Han indrømmer selv, at han opstiller et Ideal, og at Meget fra Begyndelsen og helt igjennem beror paa Held og Lykke. Men jeg tror desuden, at det er for snever en Grund, han bygger paa. Han ender i en Individualisme, kun at han hævder, at man maa være to om den. Der gives dog sikkert større og universellere Formaal, som kunne lægge Beslag paa Individet, og i Forhold til hvilke Ægteskabet kan komme til at staa som et underordnet. Det er ikke blot fra et asketisk religiøst Standpunkt, at der gives en højere Lov end Familiemoralens. Og netop fordi der i den ethiske Lov rører sig et Princip, der peger langt ud over den enkelte Individualitet og dens Trang til Tilfredsstillelse, fører den naturlig til Troen paa en Verdensorden, indenfor hvilken de Idealer, vi fra vort menneskelige Standpunkt maa danne, bevare den Gyldighed, der tilkommer dem.
Harald Høffding.
