Kompositionens sprog

De Dødes Rige

"Den mærkelige Mand hører jo en svunden Tid til og taler et middelalderligt Sprog; men – det forstaar jeg nu – den inderste Mening af hans Ord har evigvarende Gyldighed." Ordene gælder vandrepræsten Mads Vestrup i Pontoppidans De Dødes Rige. De udtales af bogens højest bemyndigede person, godsejeren Torben Dihmer.

Mads Vestrup bærer Jakob Knudsens maske og vældige korpus, og der indgår i hans tale udtryk, som er hentet fra Luthers taler i "Angst-Mod". Der er fra Pontoppidans side tale om en modelbrug, der i visse henseender er nærgående til det intime, i andre ganske fri og uforpligtende – som så ofte før.

Det ligger i Dihmers dom over Mads Vestrup som i forholdet mellem dem, at sprog og kulturpræg så afgørende skiller dem i det ydre, at de intet kan stille op med hinanden, men det ligger også i den, at intet skiller dem i det væsentlige. Et tilsvarende forhold bestod imellem de to forfattere, og det træder frem ved en sammenligning mellem deres to store alderdomsværker, "Angst-Mod" og "De Dødes Rige". Bag det komplekse tidsbillede i "De Dødes Rige", under mylderet af politikere, præster, journalister og kunstnere og under det grundigt tilslørede og ironiserede budskab, ligger et menneske- og samfundssyn, der har ganske samme midtpunkt som den rå og fromme Lutherroman. Kernen i dette syn er, at de virkeligheder, der i det offentlige liv kæmper om overtaget, skabes i det personlige liv, og at kønsforholdet er nøglen både til de døde og de levende lande, som breder sig.

Pontoppidans bog er en kollektivroman, et værk uden hovedperson, der spreder et menneskesyn og en grundholdning ud i hundreder af enkeltskæbner. Tilsammen giver de mange liv et samlet Danmarks-billede fra tiden før 1. verdenskrig. Det var Pontoppidans udtalte hensigt med bogen "at udsætte et simpelt Stemningsmotiv for stort Orkester og benytte sine Figurer som en Komponist de forskellige Instrumenter til at genskabe det Følelsesliv, hvoraf Værket fremgaar."

Bogen har derfor en meget kompliceret opbygning og da der ikke findes faste årstal i [bogen], så begivenhederne må dateres i forhold 220 til hinanden, er det vanskeligt at få et kronologisk overblik over den. Hovedparten af handlingen varer kun et år, den omfatter 2.-7. bog og skildrer begivenhederne omkring et folketingsvalg i august måned. Midtpunktet i denne del er den gamle politiske fører Tyge Enslev, der forsøger at generobre magten i sit parti. Han har heldet med sig i forsommeren, hvor det gælder opstilling og valg af en ny kandidat i Strige-kredsen, han lider nederlag om efteråret, hvor kampen står i folketinget og gælder udnævnelsen af en ny kultusminister og han dør i dagene omkring nytår.

Omkring denne del af værket, der skildrer livet i de dødes rige, hvor Enslev er høvding, ligger i 1. og 8. bog en anden handling, der samler sig om Torben Dihmer. Den strækker sig i alt over fire år, begynder med Dihmers uventede helbredelse fra en dødelig sygdom, beskriver derefter hans vej tilbage til den store politiske fremtid, som engang stod åben for ham, hans nederlag i kærlighed, hans urolige omflakken i verden, indtil han igen falder til ro på sit gods, som han gør til en Noahs ark, der skal befordre sandt liv ind i fremtiden. Dihmer dør i december et år efter Enslev, men det fremgår af et efterhængt sidste kapitel, der ligger halvandet år efter alle øvrige, at hans tilflugtssted stadig består. Det er på dette sted, at de mål dannes, som anlægges på alle værkets dele.

I skematisk oversigt ser bogens handling sådan ud:

Kompositionens sprog

To anskuelser af moral og værdi behersker værket. Den ene, der er politisk og programmatisk, stræber mod ændring af offentligt 221 liv og binder derfor de enkelte til ideer og dogmer, der bruger mennesker til at realisere sig igennem. Den anden anskuelse har langt vanskeligere ved at finde ord, for den unddrager sig al den præcision og tydelighed og fastlåsthed, som et offentligt credo fordrer, men gør det for at beskytte noget virkeligt, vækst, udvikling, udfoldelse af evner og muligheder i mennesker, som de ikke selv ved besked med. Mens den første moral inkarnerer sig i "den bette mand", som følger Søren Smeds æt, som Enslev hører til, så samler den anden sig ikke synligt i romanen som en skikkelse, men overskygger til gengæld som kompositionens ånd hele værket.

Den politiske magtkamp, som binder bogens spredte grupper løseligt sammen, foregår inden for landets store demokratiske parti. Det har ¾ af alle stemmer og indtager da en magtposition, der ret nøje svarer til den partiet Venstre havde i årene mellem Systemskiftet og 1. verdenskrig. Kampen drejer sig derfor ikke om de grundlæggende politiske problemer, ejendom, fordeling og styreform, som danner partiskel, men om mænd og kulturprogram. En forskydning har fundet sted indenfor det store parti, kirkens folk har skaffet sig voksende indflydelse indenfor det gamle frihedsparti og er i færd med at placere sig i administrative nøglestillinger. Det er denne vending, som får den gamle slagkæmper Tyge Enslev til at vende tilbage til kamppladsen for endnu engang at slå reaktion og åndeligt tyranni på flugt.

Men kampen, som skal kæmpes, er en demokratisk magtkamp. Den drejer sig om stemmetal. Den opgave, politikerne ser sig stillet overfor, er den at styre den beslutning, som stemmeafgivning er. For at kunne det må de vide besked. De må kende til de præmisser, som flertallet af vælgere udgår fra, når de afsiger domme over andre. Når de ved det, så gælder det blot om at made vælgerne med de informationer, som fører til den rette, ønskelige dom.

Men om den sag er der ingen større uenighed mellem de politiske modstandere. De ved, at vælgerne er usikre, når det gælder saglige argumenter, men sikre, når der er tale om moral. De vil give deres stemme til de mænd, der uselvisk tjener en sag, og som ubestikkelig og oprigtig handler i overensstemmelse 222 med deres ord. Det er betingelser, som politikerne mener sig stillet overfor, og som de ikke drømmer om at leve op til, men – nøgterne lægger deres strategi efter. I det åbenlyse og offentlige forsøger de på at opbygge en facade af hæder og dyd foran deres egne og at afsløre modstandernes egennytte og skjulte privatformål. I det skjulte bygger de på den omvendte viden at moral er overflade, som bruges ved bedømmelse af andre, så længe man ikke selv er i klemme, men at alle, når det kommer til stykket, er til salg. Inde bag kampagnens idealsprog drives der derfor en hensynsløs handel med mennesker, som købes for embeder, indflydelse, offentlig anseelse.

Da Tyge Enslev første gang efter sin lange tavshed igen tager ordet ved Strige-mødet, er hans tale da også komponeret op over formlen: det synlige — det skjulte. Han advarer "mod den skjulte og forklædte Reaktion", der sniger sig omkring formummet – "ogsaa i Præstekjolen". Han spørger om grunden til disse folks "forsinkede mod", deres sene tilslutning; er de endelig blevet omvendt fra deres dårlighed, "eller har I skjulte Formaal med dette lidt overraskende Tilbud om Samarbejde?"

Da den første tydelige del af hans tale ikke synes at være tydelig nok, skærpes sproget i den anden del: "Ornatklædte Medarbejdere gaar altfor ofte deres eget Ærende og tjener en anden Sag end den, de fører i Munden. De taler maaske smukt om Folkets Frihed men tilføjer ved sig selv: "Under Kirkens Formynderskab". De forkynder maaske en Barmhjertighedens Politik og ivrer for sociale Reformer, men samtidig staar dog hele deres Hu til en Genrejsning af et middelalderligt Kirkesamfund med Præsten som ukrænkelig Autoritet. Endnu gaar man ganske vist ret stille om med sine Forhaabninger. Men enhver, som har et lydhørt Øre, vil let fornemme det Suk, der gaar gennem den danske Gejstlighed for Tiden, — et bryndefuldt Længselssuk efter den tabte borgerlige Magt og Myndighed."

Som Enslev her trækker skjult magtlængsel frem i lyset, sådan bruger han sin avis "Femte Juni" til bagvaskelse og afsløring af politiske modstanderes privatliv. Selv har Tyge Enslev længe før han åbner sin sidste kampagne betalt den fulde pris 223 for et offentligt liv. Hos ham gror intet mere i det skjulte. Han lever ensomt, barnløst, omgivet af sekretærer og tjenestefolk i en lejlighed, der ligner en møbeludstilling. "Han havde tilkøbt sig sin Ungdoms Handlefrihed ved et glædesløst Ægteskab og turde af Frygt for Folkestemningen ikke lade sig skille. Et Kærlighedsforhold til en ung Kvinde havde han af samme Grund maattet skjule, ja han havde været nødt til offentligt at fornægte det, da hun midt under en Valgkampagne dræbte sig af Skam."

Den afstumpede og hæslige kærlighedshistorie er en slags arvestykke. Den er formet over råd, som "den bette mand" engang gav Enslevs far, den stærke Søren Smed. Som helt ung mestersvend, da Søren var vild af ærgerrighed og fremtidsplaner, kom han undervejs for skade at gøre en pige gravid og sad kort efter indespærret i en landsbysmedje med kone, børn, prioriteter og aftægtsydelser på alle sider. En aften, hvor han desperat grublede over udveje fra sit fangenskab, fik han følgeskab af "et hemmelighedsfuldt væsen", som fortroligt hviskede løgne og storhedsdrømme ind i øret på ham. Søren skulle overlade Vorherre, Ane-Mette og ungerne til hinanden, og så slå sig igennem selv som den kernekarl han er. "Og A æ din Ven, din sande Hjertensven! A sejer: vis dæ no som en Svend, Søren! En rejti Svend! Do vil it kom te aa fortryd’et. — Ska vi gi hverannner Haandslav paa det?"

Inden midnat er pagten sluttet, to dage efter bryder Søren hemmeligt op hjemmefra, og på tredjedagen står han harmfuld i sin smedje igen, tilbage i pligten, på dydens vej, men rasende. Men fra dette brud, som atter heles, flyder "galdebitre dråber", "en Dragesæd" op igennem generationerne, selvom Søren selv til det sidste blev "sparet for den Erfaring, at ogsaa "den bette Mand" er en nidkær Skyldherre, der hævner Fædrenes Frafald paa Børnene indtil tredje og fjerde Led."

Fra denne næsten ubemærkede eksistens, der ved sin jævnhed befinder sig i det anonyme, almenmenneskelige, træder en grundholdning ind i romanen. Den angår ikke de mere fremragende egenskaber, der kendetegner efterkommerne, men den virkelighed, som disse egenskaber nærer sig på. Det er en holdning, der ophæver bevidsthedens kontinuitet og låser tilværelsen 224 fast i offentligt definerede værdier, magt, lyst og prestige. Dermed spærres en anden værdiverden af, deltagelsen i de naturrytmer, som er ældre end noget samfund, oplevelsen af den afklaring og vækst for sympatiske drifter, som skaber holdbare samfund.

Som far til Enslev og bedstefar til brødrene Gaardbo, der er Enslevs fjender og senere bliver hinandens fjender, kan Søren Smed ses som ophav til den nådeløse stridbarhed, som præger magt- og meningskampen, men som naturligvis behersker adskilligt flere end Søren Smeds ætlinge. Den bitte mand har mange hjertevenner. I Søren Smeds historie tydeliggøres blot det plan, som han træder ind på, i det personlige liv, hvor de øjne dannes, som vælger én virkelighed ud af de mulige for at skabe den.

Da Enslev har holdt sin Strige-tale, skaffer den forkomne og utidssvarende vandrepræst Mads Vestrup sig lejlighed til at komme op på talerstolen. Derfra fører han et slag mod den skinhellige, magtsyge kirke, som har udelukket ham for en seksuel forseelses skyld. Mens han taler heftigt om himmel og helvede, synd og samvittighed, lytter Enslev opmærksomt, og siger bagefter: "Ja, den Mand kan maaske bruges." Samme dag løfter han en anden mand, den letsindige og tomhjernede jægermester Hagen op i det politiske rampelys for at støde en tredje mand, brorsønnen Johannes Gaardbo ud i mørket. Inden han beslutter sig for jægermesteren bliver han advaret; det kunne nemt blive til skade for den forfængelige mand, der har svært nok ved at klare sit eget. "Enslev slog utaalmodigt med Hovedet og vilde ikke ind paa Sagen. Folks private Affærer interesserede ham ikke. Han havde alene truffet sin Afgørelse udfra den Betragtning, at Jægermesteren i den givne Situation var den, der bedst vilde kunne samle Kresens mange neutrale Stemmer, og som desuden ved sit blotte Navn og ved sin sociale Stilling vilde vække Opmærksomhed ud over Landet."

I alle tilfælde, hvor Enslev bruger folk, gælder det, at han kun anvender deres offentlige billede, deres image. Det kan være så luftigt som navn og stand eller så dyrt sammenstykket af offentlig ydmygelse, selvransagelse og fornyet mod, som det er i Mads Vestrups tilfælde. I alle fald er det for Enslev kun 225 brugbart i en enkelt af hans kampagnes faser, men hver gang skal mændene købes hele og bringes til at tro, at de tjener deres egne interesser og formål. Uden egen skyld, uden i det mindste at være i uklarhed med sig selv, kan ingen blive trukket ind i det store spil. Illusioner er selve det råstof, der arbejdes med. Pontoppidan kan derfor i udfoldelsen af den lange intrigerække, alle menneskehandlerne og menneskeofringerne, som indgår i Enslevs og præstepartiets kamp mod hinanden, gøre brug af hele sin dygtighed som gammel, udlært præstepiner.

Der er ingen grund til her at give en oversigt over den række af lavere illusionsformer, knyttet til ærgerrighed, forfængelighed og frygtsomhed, som rigeligt udleveres og karikeres i bogen. Tyngdepunktet i værkets kritik ligger, som i Ibsens digtning, i de ideale, ædle illusioner, som altid skyldes den højere virkelighed, som er lagt udenfor mennesket som idé, forsyn, Guds vilje.

Som Emmanuel Hansted og som Kirks fiskere tolker Mads Vestrup tegn. Da han får brev fra "Femte Juni", der lover ham "Bladets Støtte i hans Kamp mod Løgnens Kirke", da udlægger både han selv og hans kone dette vink fra Enslev som "et Vink fraoven, ja en Befaling. Det var ham ikke forundt at falde til Hvile. Han skulde atter binde op om sine Lænder for at drage til selve Antikristens Tronsæde …" Men da han et par måneder senere ved sin inderlige og personlige forkyndelse virkelig har sat sindene i bevægelse i københavnske menighedskredse og er blevet en udfordring for præstepartiet, da er han selv nedbrudt af sin enekamp og sin hjemløshed. Da de store taktikere tager fat på ham og først lokker med forståelse, og derefter anklager og truer og til sidst igen kommer med hjertevarme og tilgivelse, da bryder han sammen og sidder forvirret og grædende tilbage uden at forstå andet end at hans udkomme er sikret i to år, to gange fire tusind for at bryde med "Femte Juni".

Mads Vestrup er i romanen skildret som en plump og hidsig mand uden mindste verdenskundskab, et let bytte for taktikere, der til gengæld kun formår at misbruge ham og umuliggøre hans virksomhed, men ikke virkeligt at skade ham. Den simple visdom, tilliden til Gud og tålmodigheden med smerte, som er hans væsens og tales indhold, kan de ikke komme til at røre. 226 Ene af alle lokkes han ind og fristes han ud af den politiske kamp uden at den kommer til at sætte spor; han bliver fortumlet, men hver gang han igen kommer til sig selv, er han som før, ægte som et barn og tung som en okse.

Vigtigst for forståelsen af hele værkets menneskesyn og dets påfaldende tavshed, der hvor det selv ventes at ville forkynde, er den illusion, som behersker den unge intelligente præst Johannes Gaardbo. Han gælder hos de fleste for en retskaffen, ædel mand, og han kan have gode grunde til selv at mene, at han er det. Han er troende og idealist, ofrer tid og kraft på socialt arbejde og betaler med tab af elskede veninder og gamle venner for sit kirkelige standpunkt. Dog er der intet standpunkt, der fordømmes heftigere i romanen end hans. Det fejlsyn, han lider af, gennemgås i stadig nye situationer og dømmes hver gang af dem, som bogen tillægger myndighed. Til sidst fordømmes og tilbagekaldes det også af ham selv, og han får, som et menneske, der omvender sig, lov til i bogens allersidste kapitel som den fortabte søn at vende tilbage til de levende, der nu er samlet på Dihmers gods.

Johannes Gaardbos hele fejl består i, at han gør sin kærlighed betinget af trosfællesskab. Det ville dog mange kalde en dyd, at sætte sine egne instinkter lavt mod troens fordring. Men ved det valg, han har truffet, kommer han til at drive sin kæreste i døden, støde en anden kvinde, han elsker, fra sig, bryde med sin bror; det gør ham indforstået med ulykker, som rammer hans bror og hans familie, og det får ham til at udslette af sin egen erindring kendsgerninger, som forstyrrer hans billede af sig selv. Sent i bogens handling, på det tidspunkt hvor himmelens retfærdige straf synes at skulle ramme broderens familie, hører denne bror ham tale i en forsamling over Paulus’ kærlighedslovprisning og tænker: "Og dette var Johannes! En Skinhellig! … Men nej! Det kunde ikke være muligt! Johannes vidste ikke selv, at han stod der i alle onde Magters Vold og velsignede! Han var en utilregnelig Besat, der ikke længer kendte Forskel paa Løgn og Sandhed og ikke vilde kende den af Frygt for at slukke den Helvedesbrand i Sjælen, han kaldte for sin Tro … Varulv! … Varulv, Johannes!"

Når det overhovedet kan gå Johannes Gaardbo, som det gør, 227 så skyldes det anerkendt, gammel dyd. Han vil som troende stå inde for sit ord, offentligt forkynde, hvad han inderst mener, men derved kommer han til at lægge sin hele identitet i det synlige. For at blive gennemsigtig for mennesker bliver han lutter overflade og mister derved kontrollen over sit eget indre. Her er det da at Pontoppidan dristigt, asketisk fører sit snit igennem og lægger al virkelighed og menneskelig identitet ind i det skjulte, hvor man kun kan bevogte sig selv.

Gennem alle romanens skildringer fra de dødes rige går der en klar tendens: meninger, ideer, kristendom bindes efterhånden alle i den politiske magtkamp, og det fremkalder en ensartet spaltning af de impliceredes personlighed. Den sag, de vil forsvare, stiger op og breder sig ud som overflade, som indbydende kendetegn, man kan fodre vælgere med, og mandeviljen der skulle bære sagen, drages nedad i taktiske beregninger, mørke intriger, der fyldes af ubevidst destruktionsvilje.
 

Ved dette syn på tidens budskaber afskærer Pontoppidan sig selv fra al direkte forkyndelse. Når det gælder de levendes samfund, som skal løftes op i lyset som forbillede, så går dets hele filosofi ud på en formodning om "en sympatisk-organisk Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet." Torben Dihmer har ganske vist nok gjort sig nogle nærmere overvejelser og også nogle notater, som han spøgende kalder "mine rudolphinske Tavler", men der citeres ikke fra dem, så der er ingenting at tale om. Hvad der ellers siges af positivt, meddeles indirekte i kompositionens sprog, ikke som mening, men som rækkefølge af erfaringer. En rækkefølge, som Torben Dihmer meget mod sin vilje tvinges til at gennemleve, og som bibringer ham en sen forståelse af tilværelsens økonomi og smertens andel i den. Havde han selv kunnet bestemme, havde han ikke fået det at vide, for han er en selskabelig mand. Men to gange bryder tilværelsen ind i hans liv, først med pludselig sygdom, så med hensynsløse kvindeluner, der gør ham ensom.

I fremstillingen af Dihmers skæbne går Pontoppidan anderledes frem end han gør med sine andre personer. Også genfremstillingen må her ændre skikkelse. Dihmers liv fremtræder som en lang række episoder, retningsskift og refleksioner, som 228 spejler sig i et andet, beslægtet liv, Jytte Abildgaards. I fællesskab beherskes disse to mennesker af en offentlig og fastslået fortolkning af deres egne tilbøjeligheder og af døden. Fortolkningen er i deres tilfælde illusionen, som de først sent får afdækket.

Ved romanens begyndelse i september et eller andet år har Torben Dihmer været syg i tre år af en formodet hjertesygdom. Da den i sin tid ramte ham "som en forgiftet Pil fra et Baghold" stod han med alle muligheder foran sig, rig og dygtig, med en gammel slægtsgård i ryggen og en strålende statsvidenskabelig eksamen på sig, og udsigt til en fremtid som statsmand. I den første tid efter at sygdommen har sat ind og med et berøvet ham al fremtid, vandrer han rastløs frem og tilbage i sit værelse, som et indespærret dyr, der ikke kan opgive håbet om frihed. Senere forbitres han på skæbnen, overgiver sig til urimelige indfald som ikke at ville spise, ikke at ville vaske sig. Han lader hår og skæg stå og finder en trodsig tilfredsstillelse ved at give "alt paa Gaarden til Pris — for Opløsning og Forfald." I denne forfatning er han endnu ved bogens begyndelse, da han får besøg af en ungdomsven, som er professor i medicin. Han kommer til Favsingholm med den omvæltende nyhed, at Dihmers sygdom ikke, som først antaget, er en hjertesygdom, men en sygdom i skjoldbruskkirtlen, der ganske vist i sig selv er uhelbredelig, men dens virkninger kan fuldstændig hæves, hvis legemet tilføres det fornødne kirtelsekret.

Det sker da, og Torben Dihmer bliver, som forudsagt, rask i løbet af et halvt år. Som en anden Lazarus træder han ind i verden påny efter i tre år at have været død for den. Det er et sådant kunstigt, utypisk liv bogen orienterer sig ud fra, et menneskeligt eksperiment, der laboratorieagtigt spreder døden ud som en skala, der ikke ellers lader sig se.

Om foråret rejser Dihmer som rekonvalescent til den italienske riviera, men det viser sig, at tilværelsen dog ikke helt er, som han havde ventet sig den; "Han kendte ikke Virkeligheden igen. Den præsenterede sig for ham som i et Hulspejl, der forvrængede og forgrovede alle Linjer i det Erindringsbillede, han havde bevaret af den." Det kunne jo så være fordi han ikke var blevet rask eller verden viste ham et uheldigt ansigt, men jo længere han kommer frem på rejsen, des dybere fæstner 229 det indtryk sig, at den sidste virkelige erindring han har om sig selv, var det øjeblik, da han brød op hjemmefra. Gradvis bliver han klar over, at han i sin sygdomstid har mødt en ganske lavmælt lykke, som han først nu kan opfatte. En aften, hvor han har trukket sig tilbage fra støjende selskab, sidder han alene i hotellets læseværelse: "Han følte alting saa uvirkeligt, som om alt dette med hans Helbredelse var en Indbildning og han selv død for længe siden og ført ned i Underverdenen – nedstyrtet til de Fordømtes Rige for her at pines af Erindringen om sin upaaskønnede Fred og Lykke i Sygestuen paa Favsingholm." Til sidst erkender han ganske nøgternt, hvad det er, som er sket, og hvorfor han har så svært ved at orientere sig i verden. "Her havde han gaaet med Erindringens Lygte og lyst efter sit gamle Jeg, som i Virkeligheden var død for længe siden."

I sammenhæng med den voksende erkendelse af, at han selv er en anden end før, afvikler Dihmer igen sine halve løfter til Enslev-fløjen i det store parti om påny at træde ind i politik. Følelsen af, at "Livet mere og mere former sig som en vild Kehraus til stumt Orkester", bemægtiger sig ham og gør ham fremmed og ligegyldig for partiets mærkesager. Efter en mærkelig, næsten geometrisk regel lader Pontoppidan sit genopstandne prøvemenneske være en halvdød mand. Al sans for offentligt liv er død i ham, magten frister ham ikke mere, men i ét forhold er han uforandret mand som før. "Kun eet havde ikke skuffet – Gensynet af de unge Kvinder … Han kunde sidde ganske stille paa en Bænk blot for at lytte til et par unge Pigers Tale, denne glade Snak om ingenting, der vederkvægede som Fuglekvidder ovenpaa al den taabelige Tyggen Drøv paa Avissladderen, som man ellers hørte overalt.

Og nu havde han set Jytte Abildgaard."

Denne Jytte Abildgaards navn nævner lægen allerede den første dag, da han besøger den syge Dihmer for at fortælle ham, at der er håb; "men da han saa, hvordan den blotte Lyd af Navnet fik Vennen til at vende sig bort som for et altfor pludseligt og voldsomt Lys, bøjede han hurtigt af …" Senere på dagen får han dog lejlighed til at nævne, at denne kusine af ham som den eneste af alle med hårdnakkethed havde holdt på, at 230 Dihmer nok skulle komme sig, en fiks idé hos hende, der jo nu tog sig forbløffende ud. Natten efter drømmer Torben Dihmer om Jytte og vågner op med et sæt.

Dihmer har en lang forhistorie med denne over alle grænser vanskelige pige. I forhold til hende har den kvindekære mand for første gang i sit liv følt sig "som Offer for den mystiske Magt, der filtrer to Menneskers Livstraade i hinanden og fuldbyrder deres Skæbne." Han har kendt hende som barn og mødt hende igen som voksen og forelsket sig i hende. Én gang har forholdet mellem dem været fuldstændig klart, og han friede da til hende, sikker i sin sag, da hun uventet, uden egentlig begrundelse, trak sig tilbage. To år efter var forholdet mellem dem påny modnet, men en hurtigt vakt skyhed og en angst i hendes øjne holdt ham da tilbage. Kort efter kom sygdommen og hans flugt til ensomheden på Favsingholm. Når de nu mødes igen i Italien, så er det fra begge sider et velberegnet arrangement og et stiltiende løfte.

For en almindelig moralsk betragtning er Jytte Abildgaard et ret utåleligt menneske, værre end de mange helseprædikanter og politiske opportunister, som Pontoppidan forfølger bogen igennem og afbilder med foragt. Men hende holder han hånden over. Hun får, også som voksen kvinde, lov til at ægge og vække erotiske forhåbninger rundt om sig i alle retninger, til stadig at færdes med tilbedere og beundrere og til at statuestivne, slukke ud og flygte, hver gang det nærmer sig realiteterne. Med denne højt intelligente lokkerske, der gennemskuer alle og ikke begriber sig selv, har han noget særligt for.

Skønt mødet mellem Torben Dihmer og Jytte Abildgaard i syden er arrangeret, skønt det ligger klart for alle parter, at blot det at indfinde sig er det samme som at have sagt ja til en gammel, altfor ofte udskudt aftale, så lukker dog Jytte Abildgaards gådevæsen sig sammen igen, så snart Dihmer påny nærmer sig. Men Dihmer er nu blevet for gammel og prøvet til den leg, og føler det næsten som en lettelse at have fået så hurtig klarhed. Han giver kortfattet Jytte besked om, at han nu rejser igen: "det har været en Misforstaaelse af mig at vælge Stedet her til Rekreation." Men da svarer hun opskræmt: "Men hvad er alt det for noget? "Det kom som et Udbrud, uforvarende, 231 angstfuldt næsten. Torben lyttede. Havde han hørt rigtigt”. Så beslutter han sig glad for at blive og tager hendes hånd, men hun trækker den hurtigt til sig.

Da Jytte kommer op på sit værelse, ved hun, at hun nu har holdt ham tilbage og at sagen nu, igen og endegyldigt, må være afgjort. Hun er også indforstået med det, og kommer til at tænke på, hvad hendes far fortalte hende, den dag hun fyldte 16 år. "Han havde klappet hende paa Kinden og sagt, at hun jo nu var bleven en voksen Pige, som man jo nu kunde tale fornuftigt med om alvorlige Ting. Han havde saa fortalt hende den gamle græske Fabel om, hvordan Mand og Kvinde oprindelig skabtes forenede i en Helhed men siden parteredes og sendtes ud i Verden hver for sig, saa de kun kunde finde hinanden igen ved Hjælp af det Instinkt, der kaldtes Kærlighed … Historien havde gjort et stærkt Indtryk paa hende. Det var saa lokkende at tænke paa, at der et Sted i Verden gik en "Halvpart” omkring og søgte efter hende for at faa hendes Fortrolighed. Alle ensomme Mænd saa hun spørgende ind i Øjnene: Er det dig? … Siden, da hun blev ældre, var Tanken om en saadan fordringsfuld Dobbeltgænger bleven hendes Skræk. Derfor havde hun løjet for Dihmer og bedraget sig selv den Dag for fem Aar siden paa Langelinie, da han friede til hende. Og dog! Hun var jo dengang ikke helt sikker paa, at han ogsaa var den rette.

Først nu vidste hun det. I disse Øjeblikke følte hun det med næsten smertelig Voldsomhed, at hun endelig havde mødt ham, – den længselsfuldt savnede. Tidligere kunde hun ikke lade være med at holde af Dihmer, skønt hun egenlig ikke vilde det. Nu ønskede hun at tilhøre ham; længtes efter at blive hans, helt og inderligt, med sin Sjæl og med sit Legeme. Det var ikke til at forstaa, og dog var det saadan.”

Næste dag mødes de igen, strålende lykkelige begge to. De får lejlighed til at gå lidt i haven bag det hus, Jytte bor i, og da hun sætter en blomst i hans jakkeopslag, tager han om hendes hænder. "Da var det, som om der slog Flammer op om hende. Hun følte sit Legeme forgaa i Ild." "Ikke nu! Ikke her!" sagde hun — halvt vredt, fordi hun var blevet overrumplet – og søgte med Magt at gøre sine Hænder fri." Igen rejser ubestemmelig 232 modvilje og mørke tanker sig i hende; de bliver tydeligere, da hun senere paa dagen hører ham tale om "min Gaard", "mine Køer" og i tankerne kan fortsætte med "min Kone". Hun kan ikke ville ejes. Men inden de nye urovarsler har samlet sig, opstår en sekundkort, fuldkommen lykke imellem dem. Sammen med Jyttes mor tager de på en udflugt i omegnen og kommer et sted til at gå bag hende op ad en snoet stentrappe: "Til begge Sider var de lukket inde af solide Havemure, der paa Grund af Trappens mange Omdrejninger ofte helt skjulte dem for hinanden under Opstigningen. Imidlertid øgede de unge med Hensigt lidt efter lidt Afstanden mellem dem og fru Bertha. Og saa skete det da i et Øjeblik, da hun igen var blevet usynlig bag en Murkant, at Torben lagde Armen om Jyttes Liv og tog hende ind til sig. Hun lænede sit Hoved til hans Skulder som et oversøvnigt Barn og lod sig kysse paa Pande og Kind.

"Min Elskede!" sagde han.

Da løftede hun sine Øjne straalende op mod hans og rakte ham frivilligt Munden."

Om natten slår alle Jyttes ængstelser sammen om hende og næste dag bryder hun forbindelsen trods alle løfter og al rimelighed. Derefter rejser Dihmer bort.

Der bliver ikke i romanen givet nogen forklaring på Jyttes urimelige og katastrofale væsen, men der lægges en ring af meninger og fornemmelser om det, som det udtrykker sig igennem. Hun lider selv endnu mere end andre under sin umulighed, "dette Selv, som piner En Dag og Nat." "Saasnart hun selv forsøgte at trænge ind i sit Væsens Urskovs-Dyb, blev hun greben af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger. Og vilde, røde Rovdyrøjne stirrede ud fra Mørket." Da Johannes Gaardbo en dag tillidsfuldt siger til hende, at Gud kender mennesket indtil sjælens bund, forfærdes hun ved tanken. "Hun syntes, man maatte være meget glad for sig selv for at kunne finde Trøst i den Tanke. Sjælens Bund — det var jo netop Rædselsdybet, der fik det til at sortne for Øjnene."

Det er dog ikke blot sin egen indre verden, hun afskrækkes af, men også de vilkår, som hendes køn er underkastet. Hun er en fornægter, en skånselsløs kritiker af selve naturens grundorden. 233 Engang hører hun sin veninde Meta Gaardbo fortælle om sine fødsler, som hun står igennem uden bedøvelse, og spørger undrende sig selv: "Var der da intet i hende, der gjorde Oprør og rejste Hadet til de Magter, der havde ordnet Verden med en saa raffineret Grusomhed? Tænkte hun heller ikke paa, at disse Børn, som hun bragte til Verden under saa hæslige Pinsler, maaske engang ville ønske, at de aldrig var blevet født, ja maaske tilsidst vilde dræbe sig selv af Lede ved Livet og dets meningsløse Mishandlinger." Da hun senere selv bliver gravid, forarges hun over sin egen nervøse tilstand: "Men hvad var det ogsaa for en afsindig Verdensorden, der gjorde Kvinderne saa værgeløse overfor Indtryk netop paa et Tidspunkt, da deres Sind burde være beskyttet mod Stemningernes Stormkast … "; og da hun ser sin mor dø en smertefuld død af kræft, rejste det "et stumt Skrig i hende, et Rædsels- og Hævnskrig mod de dunkle Magter, der lod hendes Mor lide saa skændigt …"

Så stærkt som Jytte i gru er fascineret af legemet, så stærkt er hun også bundet af det. Hun, som ikke vil ejes, bliver, når hun elsker, syg efter at eje. Hun kan blive så skinsyg på sin egen mor, at hun næsten hader hende. Alene denne lidenskab kan indgyde hende frygt for kærligheden, som efterhånden er det eneste, som den begavede pige tænker på.

I god overensstemmelse med dette livssyn, der spærrer hende inde i det forhadte legeme, som alle hendes tanker kredser om, har der siden hendes 17. år rodfæstet sig den forestilling i hende, "at naar hun gav sig hen til Kærligheden, viede hun sig ogsaa til Ulykken og Døden", og da den meget efterstræbte og altid undflyende endelig giver sig over, bliver det da også til den virkelighed, som hun frygter mest af alt, og som er den eneste, hun ser. Hun lader sig overvælde af en øvet kvindebedårer, kunstmaleren Karsten From, og erkender nu i denne talentfulde og kyniske charmør og melankoliker sin sjæls genbillede. "Han var "Tvillingbroderen", som hun i saa mange Aar havde ventet paa. De var bestemte for hinanden fra Evigheden af som alle andre Jordens Skabninger, der elsker, — to ensomt omflakkende Aftensværmere, der mødtes ved Solnedgang og forenedes, før Natten atter skilte dem — begge fødte med det samme 234 fredløse Skumringssind, der flygtede for Lyset og gruede for Mørket." Hun indser, at det kun var en misforståelse, der knyttede hende til Dihmer, det skyldtes blot, at han var den eneste mand, hun ikke kunne tænke på uden at føle et smertestik i sit hjerte. "Den Tryghed, hun altid følte i hans Nærhed, hans Haandtryks Oprigtighed og hans Stemmes Varme havde siden faaet hende til at fortvivle over, at hun alligevel ikke holdt saa meget af ham, som hun gerne vilde. Aldrig havde hun ved hans Side følt sig viljeløst omspændt af den mørke, vilde Trolddom, som Kærlighed var."

På det tidspunkt, hvor det traurige og udsigtsløse ægteskab mellem Jytte Abildgaard og Karsten bliver indgået, vender Dihmer tilbage til Danmark efter nogen tids formålsløs omflakken i verden. Han kan ingen steder finde fodfæste og beslutter sig til at vende tilbage til sit gods og ophøre med at tage den medicin, som holder hans sygdom stangen. Han er nu besluttet på at ville forsone sig med sin skæbne, og føler selv at han er den eneste vågne og levende i en verden, der tranceagtigt jager fremad imod sin egen ødelæggelse. Han tager nu hjem til Favsingholm for at omdanne det til en Noahs ark, der kan bære en lille skare mennesker frelst gennem syndfloden.

Opholdet på Favsingholm bliver dog for Dihmers eget vedkommende kun af kort varighed. Sygdommen skrider hurtigt frem og svækker ham. To gange oplever han dog, inden han dør, at blive sat i heftig bevægelse ved, at hans indre verden antager synlig skikkelse for ham. Den første gang det sker, er det i egentlig forstand et drømmesyn, som han oplever, mens han sidder og hviler sig i haven. "Halvt i Drøm, halvt vaagen førtes han af sine Tanker til Ægypten, til Indien, Jerusalem og andre fjerne Steder, som han havde besøgt paa sin Rejse. Tilsidst befandt han sig paa en svimlende høj Stentrappe, der mellem sydlandske Havemure gik i Zigzag op ad en Bjergskraaning. Trinene var høje, og Jytte, der fulgte bag efter ham, maatte ofte hjælpes med en Haandsrækning. Foran gik fru Bertha. Som Følge af Trappens Slyngninger blev hun undertiden usynlig for dem, og just som de ventede paa et saadant Øjeblik vaagnede han op med et Ryk og maatte snappe efter Vejret paa Grund af sit Hjertes vilde Banken.

235 Han saa sig om. Over Græsplænen flimrede Lyset. Musvitten gyngede endnu deroppe i Trætoppen og satte Solskinnet i Musik. Han havde kun været borte et Par Minutter.

"Ja, her er godt at være!" tænkte han og aandede dybt ud."

Anden gang Torben Dihmer berøres i sit inderste er, da kostalden på hans gård brænder ned. Da står han rolig og stirrer bjergtagen ind i ilden. "Men det var hverken Angsten for at se sin Fædrenegaard blive lagt i Aske eller Mængdens sløvt ondsindede Holdning, der fik ham til at rette sig op med en feberagtig Opblussen af Viljeskraften. Der var noget i dette vilde Flammebaal, som virkede befriende paa hans Sind. Han følte sig tusind Mile borte, og Ildhavet lyste for hans indre Syn som en dæmonisk Bebudelse af den store Verdensbrand, han havde ventet paa, — den Syndflod af Ild, hvori en fordærvet Menneskeslægt skulde nedhvirvles og forgaa! "

Hvad Dihmer på Favsingholm oplevede af syner og sygdom får et næsten samtidigt genbillede i København, i Jytte Abildgaards liv. Hun er på dette tidspunkt igen blevet skilt fra sin mand og lever ensomt i sin mors gamle lejlighed. Der går hun og venter på at skulle sætte sit og Karstens Froms barn i verden, mens hendes tanker atter er rettet imod Torben Dihmer og de mærkelige rygter, som når frem om ham. Hun spørger nu påny sig selv, om hun alligevel havde elsket Dihmer. "Havde hendes Mor haft Ret? Havde hun besnakket sig selv til at mistvivle om sin Kærlighed, fordi den var kysk og stille?" Da hun modtager budskabet om hans død, bryder hun først grædende sammen, men retter sig hurtigt igen. "Men snart efter blev hun stille, løftede Hovedet og priste sin døde Ven lykkelig. Nu havde han stridt Livets onde Strid tilende. Han var udløst af denne frygtelige Verden, hvor alt var Bedrag undtagen Skuffelsen, alt Blændværk undtagen Savnet og Sorgen. Hun saa ham for sig, stivnet i Døden, hvid og kold og stille, som hendes Mor havde været det. Hun saa den skønne, brede Pande, de lukkede Øjne og Munden, som hun en eneste Gang havde kysset.

Det Øjeblik ville hun mindes som Evighedsglimtet i sit Livs lange Tusmørke. Men det var kun godt, at det blev ved dette ene lynsnare Kærlighedsmøde. Nu var han blevet skaanet for alt det onde, som Menneskene gjorde hinanden, naar de elskede. 236 Og selv kunde hun tænke paa deres Kærlighed uden Anger, kunde bære Sorg for ham i sit Hjerte uden at blues.

Paany viste han sig for hende, saadan som hun havde set ham hin Aften paa det italienske Hotel, da han midt under Varieteforestillingen kom frem i Døren og stirrede paa hende med et stort, forundret Blik. Allerede dengang en forklaret Skikkelse. Allerede dengang saa langt paa Vej til en lykkeligere Verden, at hun ikke havde haft Mod til at holde ham tilbage. Havde han dog blot forstaaet det!"

I de samme dage hører hun fra en bekendt, hvordan Dihmer i sin sidste tid forsøgte at gøre sig sorgen til ven og fortrolig, og hun modtager ordene som et råd og som en sidste håndsrækning fra sin ven. Den forbitrede oprørerske, som i raseri har vendt sig mod tilværelsens orden og indigneret peget på den smerte og den smerte, som ikke burde være der, falder omsider til føje. Og dør kort tid efter Dihmer af en ondartet nyrebetændelse, der angriber hende lige efter at hun har født sit barn. Hun tager det løfte af sin veninde Meta Gaardbo, der bor på Favsingholm, at hun skal tage sig af barnet og opdrage det "for at der kan blive et rigtigt Menneske ud af det." Kort efter dør hun.

På denne kunstfulde og sindrige måde føres Torben og Jyttes veje, som så længe har gået i hver sin retning, atter imod hinanden. For dem begge toner deres øjeblikskorte kærlighedslykke op i syner under deres sidste sygdom. Der står ikke mere og døden sætter grænser ikke blot for romanens handling, men også for dens meninger. Men synliggør man sig hele handlingsforløbet, så danner de to skæbner en klar figur. Forud for hovedhandlingen søger de to mennesker tre gange frem mod en jordisk forening i et ægteskab, så spredes deres iivskurver og løber ad forskellige, men lige trøstesløse veje gennem de dødes rige for så, netop som handlingen er ved at slutte og tavsheden ved at begynde, atter at sigte lige mod hinanden igen.

Om den figur, som deres liv tilsammen danner, kan det med sikkerhed siges, at den ikke er villet af nogen af dem, tværtimod, den bliver til ved deres afmagt og ikke ved deres magt. Håbet kommer først til dem, da de opgiver det. De bliver komponeret og stritter længst muligt imod at blive det. Men i den kompositionens 237 og foreningens ånd, som adskiller dem, så længe de legemligt kan begære og eje, men nærmer dem til hinanden, da de opgiver sig selv, rejser den modkraft sig, som i værket står overfor "den bette mand", som er bagmanden for menneskeofringerne i de dødes rige.

Kun Torbens og Jyttes liv er, som gådeløsning, i niveau med den hektiske og hadefulde formålsløshed, som behersker de dødes rige. Overfor "den bette mand" kompositionens ånd, overfor Enslev Torben Dihmer. Men ellers er Jytte og Torben ikke et forbillede, der løftes op til efterfølgelse.

På godset Favsingholm, den Noahs ark eller Kløvedal, det utopia, som bogen gør til idealverden, leves der på mange etager, og kærlighedsforholdet ses i flere skikkelser ved siden af hinanden, sådan som man nogle gange på en plante kan se knop og frugt og frøhus på samme tid. Der er et helt ungt par, der faunisk elsker hinanden i skoven, et midaldrende ægtepar, som der vrimler børn om, og der er, så længe Torben endnu lever, i hans drømmesyner det mytiske par, hvis sjæle er gamle og hælder mod efterår og opløsning. Men der er på alle niveauer samfund, stiftet af kønslig tiltrækning, og ved trofasthed fastholdt, så de også får dimension i tiden. Den livskunst, der praktiseres, består i bevidst at lægge tilværelsen sådan, at det man vælger af lyst, ved pligt holdes åbent for naturens rytmer og kompositionens ånd, der også bruger smerten og døden ved dannelsen af nyt liv.

Kirkeløs, dogmeløs og blottet for missionsiver lader Pontoppidan sit sidste storværk spænde ud over polerne i den evangeliske tradition, som han livet igennem fordømte så hårdt, hver gang den inkarnerede sig i institutioner og embedsmænd. Mod denne afdækning af Johannes-troen som en grundstruktur i De Dødes Rige har denne fortolkning stilet frem og har, for Lazarus-mytens og illusionsafsløringers skyld, ladet mange andre betydningsfulde sammenhænge uomtalt.