Gustav Philipsen
En Mand, jeg har kendt godt, var Raadmand Philipsen. Hans Væsen og Ydre virkede straks noget frastødende, men jo mere man saa til ham, jo bedre kunde man lide ham trods hans mange smaa latterlige Særegenheder. Han var meget jødisk at se paa, ret lille, havde et stift Ben og var forvirrende genert i Manerer. Han havde et stort Hoved, navnlig Baghoved, men det var underligt tungt som en fyldt Sæk, der var ingen ædle Linier i Tegningen. Men dertil kom en underlig modig og aaben Trods, der til Tider 165 skinnede igennem, og som virkede sympatisk og gav ham en vis Holdning og Rygrad. Som Formand i Gyldendals Bestyrelse var han fortrinlig. Philipsen var selv gammel Forlægger og forstod derfor Problemerne paa en helt anden og langt mere indgaaende Maade end flere andre Formænd, som jeg har oplevet, og som, naar de følte, at de egentlige Forlæggerspørgsmaal laa dem fjernt, i størst mulig Grad koncentrerede sig om det regnskabsmæssige, om Posteringer og sligt, noget jeg altid har hævdet er en langt mindre Ting end Kernen i Forlæggervirksomhed, nemlig Udgivelsen af de rigtige Bøger og den rigtige Bedømmelse af Markedet. Man maa for Eksempel ofte diskutere Spørgsmaal som disse: Er Tiden for Udgivelse af Fortællinger? Er den Digtergruppe, der er ved at komme op nu, et Tidsfænomen eller Kunst, der bliver staaende? Er Markedet for Tiden til populærvidenskabelige Værker? Skal Romaner illustreres igen? Kan der gøres noget for, at Lyrik læses mere? Tror man paa den Forfatters eller Videnskabsmands Fremtid? Er Publikationer med historisk Baggrund søgte for Tiden? Hvad betyder god Billedkunsts Tilknytning til Litteraturs Salg?
Utallige Spørgsmaal af denne Art melder sig altid paa et Forlag, og her talte Philipsen med Sagkundskab og en altid forbløffende Evne til at lempe sin egen Mening ind i de forhaandenværende Kendsgerninger. Dog gav han op til Tider. Det dengang mest moderne og nye var ham for fremmed, og med et Smil og et Skuldertræk sagde han da altid: Jeg synes, det er frygteligt. Derfor roser jeg det. Ellers siger man, at jeg er blevet gammel. Tænk, hvor vidunderligt at træffe en Mand, der aabent erkender dette. Vi kender jo alle mange, der altid roser det nye inden for Kunst kun for netop ikke selv at synes forhistorisk.
Philipsen var meget ærgerrig og meget forfængelig. Han var meget belæst og kunde huske. Han fulgte med i Litteraturen i flere Lande, men var ikke anerkendt af de egentlige Kendere som Brødrene Brandes og den Klasse. Han var politisk interesseret, er som politisk Budstikke skildret i en af Pontoppidans Bøger "De Dødes Rige"
Flere andre i de Bestyrelser, jeg har siddet i, har yndet denne Fremgangsmaade. Dersom Foretagendet blev en Succes, hørte vi intet til Protokoltilførslen senere, men blev Foretagendet ikke en Succes, som ventet, saa hørte man før eller senere uvægerligt en Bemærkning om, at vedkommende jo ogsaa havde haft sine Betænkeligheder ved Udgivelsen, og vedkommende endte da med at sige: Jeg tror iøvrigt, at min Udtalelse herom findes Side det og det i Protokollen. Saadan var Philipsen ikke, og dette var jeg ham taknemmelig for. En Handelsmand kommer jo ikke langt, naar han realiserer en Plan og saa samtidig reserverer sig ved en Udtalelse om, at han egentlig ikke tror paa den. Her gælder et Enten-Eller, ellers kan man ikke være Leder af et Handelsforetagende, men de fleste Jurister tror jo nok, at de kunde, trods det at hele deres Uddannelse ikke er hensigtsmæssig hertil. Reservationen er jo kun et Standpunkt for Bisiddere, der ikke har og ikke paatager sig det egentlige Ansvar. Nej, troede Philipsen paa et Foretagende og gik med til det, saa delte han saavel Optimismen som Ansvaret med os andre, og gik en Ting galt, var han altid den første til at tilgive Fejlskønnet og fremhæve, at Forlagsvirksomhed som Regel er gambling, langt mere end de fleste Mennesker aner.
I Philipsens Hjem kom der altid morsomme Mennesker. Han yndede Seskabelighed og var en fortrinlig Vært, selv om han var ugift. Men han havde som sagt den fysiske Generthed, som han maa have lidt umaadeligt under. Han fortalte engang Nansen i et fortroligt Øjeblik, at det var sket, at han efter Samtale med en Mand i dennes Kontor, saa sin egen Paraply ved Døren, naar han skulde gaa, men var han først kommet i Sving mod Døren uden at have inkluderet den Sidebevægelse, der skulde til for at tage Paraplyen, saa var det ham umuligt at ændre sin Sortie. Han saa godt Paraplyen staa der, idet han gik ud ad Døren, og sagde saa til sig selv: Den maa Du huske at sende Bud efter i Morgen.
Philipsen var Politiker og yndede at tale, ja, yndede mærkeligt nok al offentlig Fremtræden. Tænk, hvilken Kamp en saadan dybtgaaende Generthed har været for ham hele Livet igennem. Dobbelt maa man derfor, synes jeg, respektere ham for hans Mod paa Livet og Lyst til at deltage i det. Den brede menneskelige Overgangstone, den naturlige Hjemmefølelse med 167 andre, den havde han ikke. Det var hans Intelligens, der byggede Bro mellem ham og andre, mellem ham og hele Samfundet.
Han var en glimrende og opmuntrende Mand at arbejde med. Forstaaende og klog, dristig og ganske ugenert i sin Tankes Flugt. En rar Mand.
