Henrik Pontoppidan

I.

Intet moderne Forfatterskab er saa ægte dansk som Henrik Pontoppidans. Duften af dansk Sjæl, danske Landskaber og danske Byer staar stærkt og gennemtrængende om alt, hvad han har skrevet. Bonden, Føreren i det moderne Danmarks politiske og aandelige Liv, fandt i ham sin overlegne Skildrer. Brydningerne i det danske Aandsliv i det 19. Aarhundredes sidste kvarte Sekel fik i ham sin fornemste Analytiker. Ægte dansk er denne Forfatter, der skriver realistisk, men hvis Higen bestandig har været mere urealistisk end nogen Romantikers.

Hans Værks inderste, skjulte Fysiognomi er den danske Drømmers, den danske Utopists, for hvem Virkeligheden aldrig er nok, og som – trods al sin Nøgternhed – bærer paa en melankolsk Længsel efter det, som Forstanden dømmer som uopnaaeligt. Igennem dybe Slægtskabsrødder er han i Kontakt med dansk Aandsliv i de sidste Aarhundreder. Hans Nedstamning fra en dansk Præstefamilie har givet hans Aand dens Tvehed og stillet ham overfor de religiøse Problemers Uudgrundelighed indenfor vor Erkendelses nuværende Rækkevidde.

Vilh. Andersen har skrevet om Emanuel Hansted: "… Han er bleven til paa det Sted, hvor gammel og ny Romantik – Rousseau og Darwin, Grundtvig og Tolstoj – mødes i den Naturlængsel, der ganske rigtigt er Natsiden af den fremadskridende Kultur …" (Vilh. Andersen: Henrik Pontoppidan, Side 67). Disse Linier passer utvivlsomt paa Pontoppidan selv, blot at denne altid har været sig sin Tilblivelse ved Aastedet bevidst og bag Naturlængslen har skimtet den religiøse Følelses Carybdis.

II.

Billeder af Henrik Pontoppldan viser os ham som en dansk Type. Dyb og klog Jævnhed lyser ud af det skægkransede Ansigt. En Tænkers og Erkenders Mildhed har bestemt hver Linie i Fysiognomiet. Dette Ansigt er ingen Maske over en Kunstnersjæls formfuldendte Tomhed, men et levende Udtryk for en stor Personligheds indre Rigdom. Alt, hvad der genspejler sig af danske Landskaber og dansk Sind i Pontoppidans Digtning, møder vi i hans Ansigts jævne, danske Skønhed. Og den fornemme Jævnhed, som lyser én i Møde fra hans Person, er ogsaa hans Stils hemmelige Kraftkilde. Klar og enkel, sober og troværdig er Rytmen i hans Digterværk. Aldrig en uægte Tone, aldrig Pose – aldrig Svulm eller Patos. Ren som Duft af Hø, frisk som Vinden over de danske Marker er hans Kunsts Form.

 — — —

Henrik Pontoppidan har i sine tre Hovedværker: Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige gjort sin Samtids Fallitbo op. Han har skildret Kampen, Sejren og Nederlaget. Hans Forfatterskab er paa en Maade et Stykke Danmarks Historie, fordi det mere end nogen andens genspejler Tidens aandelige og politiske Strømninger. Det forjættede Land er Brydningstiden: Grundtvig og Bonde contra Kirkevælde og Herregaard. Lykke-Per er Individualismens (plus den saakaldte Realismes) Sejr over den gamle Livsopfattelse og De Dødes Rige er Opgøret af denne Sejrs Resultater.

Det er naturligt, at en Aand som Pontoppidan i Følge sine Slægtstraditioner først vilde vende sig imod Grundtvigs Indflydelse paa dansk Aandsliv og søge den belyst i sin Kunst for dernæst, da han igennem Det forjættede Land havde frigjort sig for Barndomshjemmets Præsteatmosfære, i Lykke-Per at levendegøre Georg Brandes' Indflydelse og til sidst i De Dødes Rige at fremdrage det Henrik Pontoppidan'ske Standpunkt overfor det sidste halve Sekels Udvikling. Hvor objektiv Henrik Pontoppidan end synes som Digter, saa skatter han til den psykologiske Lov om, at hver Skribent kun levendegør sit eget "ego", d.v.s.: Emanuel Hansted, Lykke-Per og Torben Dihmer er Stadier paa hans egen Livsvej.

Disse tre Skikkelser, der alle er paa Jagt efter en Virkelighed udenfor Virkeligheden, er Børn af hans Hjertevé. Som Vilh. Andersen skriver: "… Sandheden er, at denne Fantast-Jager selv er en "Fantast". Han har trods nogen skattet til Livets Blendværk og ved, at Drømmen er Drivkraften i Livet. Man ser det deraf, at han i sine Bøger aldrig har fremstillet den usle Tilfredshed med det smaa, altid kun Attraaen efter det store …" (Vilh. Andersen: Henrik Pontoppidan, Side 177). Vilh. Andersens Iagttagelse er utvivlsomt rigtig, men jeg tror, at hans Konklusion er forkert: Det, Henrik Pontoppidan har søgt overalt, men aldrig fundet, er netop "den usle Tilfredshed med det smaa" – Harmoni kaldes denne Tilfredshed med Kendsgerninger ofte af Mennesker, som ikke i Lyrik ser den højeste Livsudfoldelse. Pontoppidans Pessimisme er ofte dikteret af, at han vel naaede til fuld Erkendelse af den store Helhed i det smaa, men aldrig ejede Evnen til i Livets usle Virkelighed at finde Harmonien imellem Sjæl og Virkelighed. Enhver Digters Springbrædt er i første Omgang Afstanden imellem Drøm og Virkelighed, i anden Omgang (men det er kun de faa, som gør det andet Spring): Erkendelse. Først i De Dødes Rige har Pontoppidan naaet at beherske sin Erkendelses Rækkevidde, er ophørt med at være Fantast (Vilh. A. konstaterer selv, at De Dødes Rige mangler en Centralfigur som Emanuel Hansted og Lykke-Per) og er blevet en nøgen og modig Erkender, for hvem Livets Udvikling kun har en Mening i Livsudfoldelsens individuelle Harmonifølelse, der er at betragte som en psykologisk Proces, som er bestemt af det enkelte Individs større eller mindre aandelige Rækkevne: De store Krav dødes, for at ikke Sindet skal sprænges i dets Higen imod en Uvirkelighed, som kun er en Reminiscens fra Religionens Indflydelse paa Menneskesjælen.

Men netop, fordi Henrik Pontoppidan har overlevet sin egen Forbrænding, er De Dødes Rige blevet et Opgør, en Dommedag (mere et mesterligt, historisk Tidsbillede end et Digterværk), mens Det forjættede Land og Lykke-Per var Kampskrifter, bag hvis kølige Stil-Overflade brændte en søgende Sjæls fortvivlede Lidelse over ikke at kunne finde Tilværelsens Harmoni i "det usle smaa" (thi hvad er stort, og hvad er smaat?), men stadig at maatte flamme imod Tinder, hvis Utilgængelighed laa som en dulgt Erkendelse i Pontoppidans Bevidsthedsliv. –

Henrik Pontoppidan har i Det forjættede Land skildret et Menneskes Kamp imod Typer. Tveheden hos Emanuel Hansted er hans Forsøg paa at forbinde Kultur og Natur, Religion og Individualisme, Bonde og Borger. Emanuel Hansted bliver Forkynder af Guds Rige i det kulturelle Tilbageskridts Skød. Henrik Pontoppidan støtter sig i sin Psykologi af Hansteds Religionsopfattelse ikke til en kristelig Overlevering, men til Erkendelsen af, at Religion og Naturfølelse har samme Kildevæld i det menneskelige Sind. Aastedet er Rousseau. Den danske Profet er Grundtvig, hvis Storhed er, at han har forstaaet, at Bondekulturen var Marven i det danske Folks Kultur, og derpaa for at øge Bondens aandelige Vækst formede den danske Højskole over dansk Aandslivs Individualitet. Men Emanuel Hansted, der er et Kulturbarn fra Storstaden, maa videre: Han vil dybere ned i Bondens Aandsliv. Bag Danskheden, det typisk danske i Bondesindet, vil han ind til det alménmenneskelige: Han vil sprænge Rammerne og gøre den danske Bonde til den generelle kristne Type, saaledes som han i sin Higen imod Gud sprænger sit eget Sinds Rammer.

I sin Kamp bliver Emanuel Hansted en Kastebold for 70-80ernes politiske og religiøse Strømninger, og i Det forjættede Land genspejles Bondens aandelige Fødselsveer under Frigørelsen af Aaget. Bag Emanuels Kamp luer Pontoppidans egen Tvivl paa de Værdier, han inderst inde selv tror paa, men som han – under Lidelsens Tyngde – vil frigøres for. Det er ikke Væver Hansen, Provsten, Doktoren eller Biskoppen (Model: Biskop Monrad), der har hans Sympati, men Hansted med sin Mangel paa Virkelighedssans.

III.

Er Henrik Pontoppidans tugtende Haand i Det forjættede Land vendt imod den uægte Svulst hos Vrangbilledet af Grundtvignismen og den danske Bondes Veer under den aandelige Gæring i 70-80erne, saa er hans Haand endnu kraftigere i det sidste halve Sekels betydeligste danske Kunstværk Lykke-Per, hvor Hovedpersonen i Modsætning til Emanuel Hansted er Individualismens Profet. Henrik Pontoppidans Karakteristik af sin Tids København vil til alle Tider staa som et mesterligt Tidsbillede. Og bag Tidsbilledet luer de individuelle Sjælekampe, som Brydningerne formede i de enkelte Sind. Henrik Pontoppidan har været klar over, at i et Bondeland af Danmarks Størrelse med en Befolkning paa 3 Millioner kræves en vis aandelig Hegemoni, en nogenlunde ensartet Kulturudvikling, saa at Aandsfænomenerne ikke i den Grad som i 70-80erne giver Udtryk for diametralt modsatte Strømninger imellem København og Provinsen.

I Lykke-Per møder vi Individualisten og Storstaden. Danskeren og Jøden. Selv hvor Lykke-Per og Dr. Nathan (Georg Brandes) angriber de samme Fænomener, er Forudsætningerne forskellige. Lykke-Per ender i Virkeligheden med at blive fuldstændig identisk med Emanuel Hansted i sin Stræben, selv om den ene er religiøs og den anden irreligiøs. Begge søger udenfor det virkelige, begge bliver Forsagere overfor Livets materielle Goder, selv om den enes Livsopfattelse udmunder i Tro, den andens i Mangel paa Tro. Konklusion: Som Pontoppidans Form er ægte dansk, er hans Helte det. De er begge blaaøjede Fantaster. Den ene støbt over Religionens Idé. Den anden over Individualismens. Men er da denne Svaghed for Fantasteri typisk for den danske Folkekarakter? Spores den ikke hos hele det germanske Folkeslag, hos Russerne? Dostojewskijs Idioten, Steinitzers¹ Jegets Kamp o.s.v. Faust søger Fornyelsen i det erotiske. Fausts Skæbne generaliseres. Det er det XIX Aarhundredes Introduktion. Dets Alfa og Omega – og dets Falliterklæring. Humanismens krampagtige Forsøg paa at finde en Erstatning for Religionen i Dyrkelsen af Eros, hvis Rødder maaske bunder dybere i Driftslivet end Religionen, selv om Naturfølelsen, hvoraf al Religion er runden, vel er Menneskets oprindeligste Følelse.

Forbindelsen imellem Naturfølelse og Religion er Pontoppldan fuldt bevidst. Ligeledes det typisk danske i Sindet: Veghed. Med andre Ord: Imens Hansted maa betragtes som havende sine aandelige Rødder i dansk Jordbund, har drukket Mælk ved det grundtvigske Livssyns Bryster, saa inficeres Lykke-Per af det udanske Element (Jøderne), hvilket har til Følge, at han frigøres for Dogmetro, men ikke for dansk Fantasteri. Derved maatte Henrik Pontoppidans Livsopfattelse nødvendigvis blive negativ. Paa den ene Side stod han tvivlende og angribende overfor gammeldansk og religiøs Strømning (Romantisme), paa den anden Side af Aastedet vendte han sig i Tvivl mod det nye (Naturalisme og Realisme).

I begge de aandelige Kraftkilder, som vort Folk drak af, saa han det usunde. Først i De Dødes Rige naaede Pontoppidan til en fuldstændig Erkendelse af Kontinuiteten i Udviklingen, og det er derfor saare naturligt og saare karakteristisk, at netop De Dødes Rige ender med en Tro paa de Unges Livsmuligheder i "det usle smaa": "… Oppe fra Skovhytten hørtes i Stilheden atter Kjelds Skalmejetoner …"

IV.

Der gik en Mand og pløjede oppe paa de høje Agre nordenfor Vejlby. Det var en højtbygget Skikkelse i en grov Sækkelærreds Kittel, med røde Muffediser om Haandleddene og plumpe Skaftestøvler, hvorfra Stropperne stak op paa bægge Sider af Benklædernes Knæposer.²

Højsang saaledes:

Jeg ser for mig et øde Landskab, en flad og nøgen Lynghede, og ovenover denne en vildt forreven Skyhimmel, hvis Rand til alle Sider øjnes ganske uafstumpet langs den milevide Horizont. Tværsigennem den lyngmørke Cirkelflade strækker sig i snorlige Linje en Række Telegrafstænger og langsmed disse en tom Landevej, der til begge Sider synes at føre ind i selve Himmelens Riger.
Det er en Dag i Slutningen af Oktober, henimod Solnedgang. Et enligt Køretøj snegler sig hen ad den endeløse Vej.

Lykke-Per I Del saaledes:

I en af de østjyske Smaakøbstæder, der ligger gemt mellem grønne Banker i Bunden af en tilgroet Fjord, levede der i Aarene før og efter vor sidste Krig en Præst ved navn Johannes Sidenius. Det var en from og streng Mand.³

Endelig De Dødes Rige (Torben og Jytte):

Der var nu gaaet tre Aar siden den Septemberdag, da den unge Godsejer Torben Dihmer vendte hjem fra et udenlandsk Badested saa ilde tilredt af en Hjertesygdom, at han ikke kunde hjælpe sig selv ud af Vognen.⁴

Disse Indledninger er typiske for Pontoppidans klare og nøgne Stil. En Soberhed og et Maadehold i Ordvalg, som næsten gør Skildringen episk: Lader os møde selve Kendsgerningerne, uden at vi et Øjeblik fornemmer Stilisten og dog altid føler, at det er et dansk Sind, der beretter.

J.P. Jacobsens subjektive Stilisme er hos Henrik Pontoppidan – øjensynlig som Reaktion – afløst af en nøgen, objektiv Stil. Jacobsens Psykologi er – trods al dens Skarpsindighed – i følge hans Individualitet bygget over lyriske Stemninger, er ureflekteret Gengivelse af en Selvbeskuelse, mens Pontoppidans er et Forsøg paa netop at frigøre sig for Stemningspsykologi og igennem Reflektion at naa Objektivitet.

Henrik Pontoppidans uvilkaarlige Sætten sig til Modværge overfor den Jacobsenske skønhedstørstende Voldtægt af det danske Sprogs ligeløbende og jævne Rytme har været en Stopper for den egenartede Sprogpragt, som et Geni frembragte, men som misbrugt af Epigonerne blev en æstetisk Ræben.

Forbavsende objektiv forkommer Georg Brandes' Skikkelse mig levendegjort i Dr. Nathan. Hele det jødiske Bourgeoisi-Milieu er opfattet afgjort sympatisk. Jacobes Kvindeskikkelse er en af Perlerne i dansk Literatur. Lykke-Per er derimod af og til lidt fortegnet: Hans Pengebegærlighed i de unge Aar er lidt for udtalt, især da Penge aldrig er Maalet for ham, kun Midlet. Af og til kan Lykke-Per minde om Julien Sorel (Henri Beyle⁵ Rouge et noir). Typen er trods dens udprægede Danskhed af international Støbning, men efterhaanden som Pers Udvikling skrider frem, bliver han – som alle Pontoppidans Skikkelser – ægte dansk. Slaas fast kan det, at mange af Lykke-Pers Udtalelser varsler den Johannes V. Jensenske Literaturretning. F. Eks. Side 272 i I. Del af Lykke-Per skriver denne til Jacobe:

Jeg holder for, at Synet af et saadant elektrisk oplyst Banegaardsterræn er mere betagende end alle Rafaels Madonnaer tilsammen.⁶

Lykke-Per er i mangt og meget Optakten til den Literatur, som i første Plan gør Teknik og Kultur til bærende Faktorer i det moderne Aandsliv.

 — — —

Interessant er det at sammenligne en Idealist som Romain Rollands Stil med Henrik Pontoppidans, hvor de begge skildrer en ung Kvindes Drømme overfor den Mand, hun tror at elske – og som hun slipper.

Henrik Pontoppidan skriver saaledes om Jytte (Torben og Jytte, Side 248):

… Hvor meget eller hvor lidt hun nu holdt af Torben Dihmer, saa vidste hun jo dog, at heller ikke han var den "Tvillingbroder", hun havde ventet paa fra sin Barndom, – Befrieren, der skulde komme som den gudesendte Ridder i Eventyret og løse hendes stakkels fortroldede Sjæl af dens Tornerosesøvn. Og dog! Skulde hun maaske alligevel have sagt Ja for Moderens Skyld?⁷ …

Henrik Pontoppidan er i disse Linier absolut ikke i Form. Stilen er nærmest tom, forloren og "romantisk". Mon den Jytte, som hist og her i Fortællingskresen virker helt anderledes menneskelig og levende, er en saadan triviel Maaneskinspige⁸? Jeg citerer i Stedet for nogle Linier af en Nyromantiker som Romain Rolland, hvor han skildrer en Kvinde i en lignende Situation som Jytte (samme Kulturtrin):

… Den dybeste Aarsag til hendes Tvivl var at hun ikke længere var sikker paa sin Kærlighed. Hun vidste ikke længere: Hun elskede ikke – og dog elskede hun bestandig. Hendes Forstand og hendes Hjerte – hendes Sjæl og hendes Sanser kæmpede. Forstanden saa klart nok: den var frigjort for Illusioner. Men Hjertet var det ikke, og Legemet var ophidset under Følelsen af, at det var i Færd med at miste det Væsen, som det tilstræbte; Lidenskaben ulmede:
 – Jeg vil ikke give Afkald!
Annettes Sind følte denne Brydning imellem Forstand og Sanser, og hun følte sig nedværdiget derved. Hendes kraftige Natur reagerede stærkt appellerende til den saarede Stolthed. Hun sagde:
 – Jeg elsker ham ikke længere … (L'âme enchantée, tome I: Annette et Sylvie⁹, Side 258.)

Dette er Skildringen af et levende Sind, hvori baade fysiske og psykiske Elementer indgaar i Kampen. Rent bortset fra de forskellige Individualiteter, det nordiske og sydlige Temperament og Pontoppidans symbolske Fællestitel paa Fortællingskresen: De Dødes Rige, er den ovennævnte Skildring af Jyttes Sindsstemning efter at hun har givet Afkald paa Torben Dihmer, Pontoppidan uværdig og ganske usandsynlig: "Tvillingbroder", "gudesendte Ridder" og "Tornerosesøvn"!! Men disse smaa stilistiske Forglemmelser røber Henrik Pontoppidan: Han er – som jeg i en Artikel i Atlantis (Johannes Buchholtz) skrev om ham – Pessimist, fordi han er større Idealist end nogen anden af sine samtidige. Realist, fordi han inderst inde er den fødte Romantiker. –