Paa Jagt efter den ny Erkendelse

Af H.P.E. Hansen

18.

Fornylig har jeg læst om Herr Goerings straalende Bryllup, nogle Dage efter om det engelske Kongepars æventyrlige Jubilæum, fejret som tusind og een Nats Æventyr i 125 Handelsbyen London, for et Par Dage siden søgte det danske Folk at skabe Æventyr om den store Lillebæltsbro, om nogle Dage fejres et dansk Prinsebryllup i Stockholm, nogle Maaneder i Forvejen fejrede Sovjetrusland et eller andet Jubilæum under stor Pragtudfoldelse. Avisernes Spalter om Bryllupper og Jubilæer vokser, mens Spalterne om Teater, Literatur og Kunst gaar i samme Grad tilbage. Livet selv kræver Æventyret tilbage, den naive Glans fra Fortidens store Festspil. En anden Del af Aviserne optages af den moderne Hastighed i Bevægelsen ved tekniske Midler. Det er ikke for meget sagt, at Flyvemaskiner, Biler og Lyntog er blevet en vis Types aandelige Føde, Trafikkens Æventyr. Fornylig symboliseret ved Lillebælts-Broens Aabning. Tilværelsen maales i Fartgrader, altsaa den evropæiske, hvormeget man faar sat til Livs i en minimal Tid. … Man har glemt, at Tanken bruger et Sekund for at naa til den yderste Grænse af Tilværelsen, og saaledes er mange hundrede Lysaar hurtigere end Lyset. Det er virkeligt ganske godt, at Mennesket nu kan naa til Amerika hurtigere end i gamle Dage fra København til Skagen, men selv om den moderne Bevægelse forlænger vort Liv som Bevægelse taget med det firedobbelte, er det ingen Livsbegrundelse, det moderne Evropa lider af en grim Barnesygdom, det er duperet, ikke alene af sin Ekspansionsevne, sin Teknik, men især af sin Humanisme. Orientaleren smiler grumt af denne Humanisme, vi føler selv, at vi netop ved Humanismen, der er en udpræget Ejendommelighed hos den hvide Race, har villet skabe en skelsættende Menneskeværdi. Vi har gjort det, men som vi svigtede fremmede, jødiske Love, svigter vi vor egen Lov: den humanistiske. Hanen galer ikke tre, men tusind og sytten Gange over vor Troløshed imod det største, vi aandelig talt har frembragt: den humane Livslære, som virkelig er vor patenterede Opfindelse. Orientaleren kan 126 være alt andet, men han kan aldrig være human. Sokrates, Søjlehelten Marcus Aurelius, Cicero, Seneca, Rousseau, Voltaire o.s.v. o.s.v. var alle Humanister, uden Forbindende med Kristendommen. Rousseau og et Par andre kaldte sig dog Kristne.

Men det humane er grundlagt af Sokrates, eller vel endnu mere af Platon, det er førkristelig, det er evropæisk i Format, en moderne Teolog som Eduard Geismar er Kristen med Humanismen som Fortegn, hele hans Produktion er borgerlig human, Generaliseringen af det humane. Den evropæiske Kirke er humaniseret Kristendom, hverken Fugl eler Fisk, snarest et purpurklædt Fugleskræmsel. Desværre er den humanistiske Fladhed saa udtalt i det borgerlige, at Glosen har faaet en ond Stank over sig, noget i Retning af den fæle missionske Stank, som den protestantiske Kirke er saa tilrøget af. Fanden kender sine, naar han lader sine Elever gaa over til Indre Mission. Borgerskabet, Tilværelsens solide Blok, den, som alle Gemenheder baade fra kommunistisk og nazi-fascistisk Side preller af imod, er den sociale Samfundsdannelses eneste realt livsbevarende og uudryddelige Sekt. Borger var i det gamle Rom et Hædersnavn, den romerske Borger en Verdensmand, Cato Duksen i den store Klasse. Borger er ikke blot Købstadboeren, men ogsaa Landboeren, thi det at være Borger er noget mere haandgribeligt end den nationale Benævnelse. Borgerbrev faas til den rare Himmel, derimod ikke Indfødsret. Borgeren findes i Alverdens Lande, i øde Ørkener, i kolde Isregioner, midt inde i Centralafrika saa vel som paa Broadway. Borgeren indgyder baade Respekt og Had. Hans Type er den urokkelige i den menneskelige Historie. Han vil bestaa under alle Regeringsformer, alle Revolutioner, han hindrer Opløsning, Anarki, Kaos. Det er hans Psykes Uforanderlighed, som garanterer Menneskehedens Bestaaen 127 her paa Jorden, den gode Borger var ikke alene Noah og Abraham fra Ur, men ogsaa Sokrates og Marcus Aurelius. Intet vil kunne udrydde Borgeren, han vil altid før eller senere udrydde alle andre, opsluge og fortære alle Fremmedelementer i sin vældige Kolos. Det evigt menneskelige eksisterer ikke, det evigt borgerlige er en Realitet. Selv Fanden vil ikke kunne besejre ham, tværtimod: Gaar alt andet rabundus, Borgeren bestaar.

19.

Thi i Borgeren har udkrystalliseret sig hele det samfundsbevarende i evolutionerende Betydning. Eksempelvis er Johs. V. Jensens Digtning helt igennem en borgerlig Digtning, dens Moral naar ikke Cato i Styrke, men den er ikke langt fra Hitlers Velfærdsprogram. Hos Borgeren neutraliseres Værdierne i det borgerlige. Og det har sine store Sider. Krig er blevet til den lille Villa med Flagning, Religion til de hyggelige Spisefester, Kærlighed til det pæne Ægteskab med de søndagsklædte Børn, Klassekamp til honnet Filantropi, Menneskekærlighed til Lydighed imod Loven, Naturfølelse til Søndagsudflugt, og Tænkning til Bridge og Kryds og Tværs. Og selve det skabende og søgende er blevet til Teknik og Opfindelser. Den borgerlige Idyl er det naturlige Maal. Lev Livet farligt overføres til Trafikken. Paa det Punkt er Borgeren fremskridtsvenlig. Farten sat op, det yderste præsteret. Der er i den borgerlige Idyl noget lokkende og hæderligt, og det er egentlig det generelle, som her naas paa en ufarlig Maade. Forsaavidt er Borgeren den fuldendte Æstet, det aandelig ekspansive er dræbt, hele Verden en stor Provinsby. Og Aviserne hjælper til det. Vi faar at vide, naar en hvid Missionær skydes i Kina, naar et Tog løber af Sporet i Sydamerika, Radioen bringer os Nyhederne friske, vi overværer ved den Hitlers politiske Taler, Kong 128 Alberts Ligfærd, o.s.v., o.s.v., den ydre Historie skrives med stor Præcision i vort Sind, Livet er blevet en Stemmes Billedbog, som vi dagligt tvinges til at blade igennem. Mangfoldigheden blænder, forvirrer og forfladiger ved sin mægtige Overflade, ved Jaget, den flimrende Bevægelse, hvor vi alle kører i Karrusel. I dette er Borgeren den faste Klippe. Proletariatet det vilde Hav, som forsøger at rive Klippen bort. Men modsat Naturen eller rettere ifølge Loven fordamper Vandet og Klippen bliver tilbage, den vil smuldre hen i en stor homogen Flade, men det er Borgerligheden i dens sidste, sejrende Fase, hvor den aandelig talt har udjævnet alle Ujævnheder. Det er Hitler, Mussolini, King George, Præsident Hoover, Stalin og bag dem hele Verdens gode Borgere. Jeg kan ikke se bedre end at Kommunismen, selv om den seirede helt, vilde ende i det borgerlige paa samme Maade. Det fællesborgerlige er den store ensformige Masse, evigt roterende, som Tilværelsens Stoffer efter visse Filosoffer vil ende som. For saa vidt er der en indre Styrke i Borgeren, han er kollektiv, social og rettænkende, støttende sig til Solidariteten, aldrig ensom, altid Idyl ved en gammel Carlsberg og et Stykke Smørrebrød. Ved Borgeren udlignes alle Idealer, al Tro, alle Tanker som overflødige Udvækster, og Livet stiger frem med den moderne Vitalitet, Centralvarmelejligheden, Bankkontoen, de reglementerede Fornøjelser, den saglige Dygtighed, det hyggelige Hjemmeliv med Familieidyllen og den lovpligtige og lovhjemlede Erotik, velarrangeret, velfriseret, neutraliseret, Sans for Bonitet og Kvalitet. Staalmøbler, Asfalt, Praktik, rene Badeværelser. Skal vi udnævne en Generalnævner i Tidens Virvar og Kaos, i dens modstridende Tegn, saa bliver det Borgeren, der er gaaet gennem Ild og Aske, og som er forblevet sig selv lig, absorberende alt, borgerliggørende alt, hvad der kan fordøjes, selv det mest ultrære. Borgeren, der nu findes overalt i Verden som Væggetøj og Lus, er trods 129 alt den hvide Races Adelsmærke, vi har rendyrket ham. Det menneskelige forsvandt, da Borgeren, trind og rund, velplejet og sikker kom, saa og seirede.

Alle gode Tanker kan dø, men Borgeren er udødelig.

Og egentlig er der noget beroligende, noget godt derved. Som de fleste oprørske unge ender i det solidt borgerlige, er Borgerstanden blevet den store tilgivende, altfavnende Vorherre, vor Tilværelses egentlige Gud. Enerne er selvskrevet til Helvede. Ved Borgeren opløses Tilværelsens Problemer i den mest kyniske, men ogsaa den mest solide, garanterede Selvfølgelighed. Den gode Borger kan som Oehlenschläger dø roligt, thi han kan, naar det er fuldbragt, dø mæt af Dage, den letteste, bedste og skønneste Død. Borgeren er – naar han udarter – som de asiatiske Gudebilleder det menneskeliges Forvrængning, dets stivnede Maske.

Men nogle af de største Navne i vor Historie bærer Navnet: Borger. Fra Cato til Washington, fra Sokrates til Gladstone, fra Moses til Gandhi. Og i vor Tid galvaniseres alle med Borgerlighed.

Og den virkelig gode evropæiske Borger er en international Humanist, en fornem Mennesketype. Hos Englænderen er denne Type rendyrket, vi møder den hos Kipling, Conrad, Huxley, hos de engelske Filosoffer og Historikere, hos Stevenson og selv hos Wilde.

Denne Borgerlighed, som baade er æstetisk og fagtypisk bestemt (de gamle Laugdannelser), er fuldstændig kynisk indstillet – i Realiteten – overfor aandelige Værdier (de rager dem ikke en Fjer uden som Forretningsobjekt eller Luksusstaffage ved højtidelige Lejligheder). Den Literatur, man mest har Brug for, er Kriminalliteraturen, Frilufts- og Dyrelivsskildringerne, samt den saakaldte sociale Roman, som vi møder bedst i U.S.A., Tyskland og England. Der er over dette, den gode Borgers Standpunkt, noget renlivet, Provinsialismen som aandelig Fænomen er jo noget andet 130 end som Kulturfænomen, der er den en Forvrængning af den frie Borger. Den internationale Provinsialisme, fremført af England, ejer en sikker Sans for Realiteter, naar disse ikke tangerer Aand. Videnskab er for ham Praktik, aldrig en Forbindelsesmulighed med det metafysiske eller irrationelle. Jævnfør Kipling og Conrad, selv Carlyle, der dyrkede Personligheden, aldrig det flydende Begreb, som Aand er. Det er derfor naturligt, at en Dialektiker som Chesterton, en aandfuld, ofte beaandet Skribent, alligevel er oplyst borgerlig, romantisk borgerlig, baade med Sukkerkugler, søde Mandler og engelsk Kamin, Røverkro og Beaf.

Dickens gaar her igen som Filosof. Det borgerlige Ideal er modsat det menneskelige hos Jesus. Og det er utvivlsomt den evropæiske Sandhed, der ligger gemt i den moderne Borgers Plusfours. Havde man blot Mod til at gøre det iforvejen forvandlede Kristusbillede til en engelsk gentleman, havde man afskaffet Hykleriet for Kristus og stillet en ny og klar Virkelighed op.

Men der er alligevel en lille nagende Tvivl, ikke til Religionen, som er velorganiseret og friseret i England, men til det menneskelige. Man er ikke saa bange for det kommunistiske, en Femaarsplan, som for dette menneskelige. Bernhard Shaw, en vittig Borger, har af og til vanvittigt gode Indfald: "Candida", Skuespillet om et lille kvindeligt Menneske mellem en kødfuld, engelsk social Præst og en Digterspire. Præsten aner ikke, hans Kone er Menneske, hvor skulde han ane det fra? Han er baade Borger og Præst, begge Dele lige immuniserende overfor det menneskelige, hvor skulde den elskelige Præst, der har saa travlt med Humanisme og Omvendelse vide fra, hvad det vil sige: at være Menneske, og især Menneske overfor sin Hustru, en Livskunst. Shaw ved det saa mesterligt ondt – og godt, denne Præstemand, som alle er forelskede i, ligefra Menigheden til Sekretæren og Konen, han er jo den engelske gentleman, 131 human, velvillig, fordrende og velbegavet, Organisator og aktiv. Præsteskikkelse til ug, men Menneske, næ, det er netop Præstens Fejl, at alle hans Dyder avler den mest kedsommelige og agtværdige Velfærdstype, som Møller maler Mel, der er en lille Tvivl, og Shaw kender den, Digteren med det rene Hjerte er en Djævel, thi han er bare menneskelig, ikke borgerlig, slet ikke Velfærdsmoralist, og alligevel bliver Candida hos sin Præst, da hun faar Valget, fordi han er den svageste. Hvor henrivende, og hvor sandt … og hvor forfærdeligt. Mon Shaw har lavet den Slutning for Paradoksens Skyld, eller anende, at nu først begynder Tragedien? Den, han ikke kunde, ikke vilde skildre eller ikke forstod, endskønt den er Aartusinder gammel, og dog nyopdaget af Psykoanalysen.

Mon Shaw ikke skulde vide, at alle ulykkelige Ægteskaber er de gode Følelsers Resultat. At ingen Gentleman kan gøre en menneskelig Kvinde lykkelig, selv ikke hans Svaghed: Hvor henrivende det i Øjeblikket end lyder, at en Kvinde bliver hos en Mand, fordi han har mere Brug for hende, end den hun virkelig elsker. Det har ganske vist ogsaa slaaet Shaw, derfor har han gjort Digteren saa langt yngre end Kvinden, en fysisk-psykisk Disposition, som tilsyneladende redder Valget ogsaa seksuelt. Men ingenlunde psykisk. Kvinden, der engang har følt det rigtige, tilgiver aldrig – instinktivt – den Mand, der har hindret hende i at følge dette rigtige til den yderste Konsekvens. Det borgerlige Liv er netop en Række Kompromisser, typisk er i den Henseende Galsworthys hele Forfatterskab, den berømte Forsyte Sagaen, hvor det jævnt borgerlige fordeler sig over alle Bind – som i visse af Thomas Manns Romaner. Thomas Mann og Galsworthy er henholdsvis for Tyskland og England, hvad Marcel Proust er for Frankrig … og Beviset for, hvor mægtigt Franskmændene, psykologisk, hæver sig over det mere frodige og urkraftige og smaaborgerlige 132 hos de andre. Nu vil man kunne hævde, at de to første kun skildrer den højere Borgerstand, mens Proust mest er Aristokratiets Dommer. Galsworthy er dog en Knippel-hund i Forhold til Priestley og Deeping – eller den dog morsommere Arnold Bennett, der er samtidig med Galsworthy og Wells. Deeping og Priestley er den sukkersøde Forvrængning af Dagliglivets Virkelighed. Malerkunsten har et Navn for den Slags Arbejder, i engelsk Literatur nærmer denne Gruppe sig den saakaldte Guvernanteroman. Det brede folkelige England er trods Emperiet endnu blaaøjede Naivister, det svarer nogenlunde til Lord-Mayorens Dragt og Stil midt i det moderne Forretnings London. Som Jean Jacques Rousseau i "Confessions" er tidstypisk for det attende Aarhundredes romantiske Psyke, dens Tro paa Naturen, dens Skønhed og Godhed, men samtidigt forsøger en ubarmhjertig, dog vel ikke helt paalidelig psykologisk Afsløring, idet Rousseau kendte sin Stilling, og var Digter, saa har vi i Statssekretær Samuel Pepys' Dagbog fra Midten af det syttende Aarhundrede en Maalestok for et Menneskesinds inderste, hemmelige Instinkt, ganske uden Bagtanke, thi det er givet, at Pepys mindst af alt har tænkt sig denne Dagbog skulde blive udgivet og blamere ham – som et Menneske. Pepys har villet være helt ærlig overfor sig selv, han har kun regnet med een Læser, sig selv. Naar Pepys Dagbog fortjener en Analyse er det, fordi han, den typiske Borger fra det syttende Aarhundrede, afslører hele den borgerlige Psyke uden Sminke. Det engelske Hykleri overfor Tilværelsen, som er en Grundtone hos dette Folk, er i denne Dagbog aabenbaret, og Afsløringen sker der, hvor Pepys maaske ikke selv har ment den. Jeg er tilbøjelig til at mene, at lod man en Generaldirektør eller Departementchef, omend ikke netop fra Hitlers Tyskland, føre en intim Dagbog, vilde den i forbløffende Grad være parallel med Pepys' i psykisk Indstilling. Pepys har et Fortrin, som gør hans Bog sublim: han 133 er svinagtig ærlig som lille Mand og Hykler. Typen er hos ham grovere, stærkere, mere renaissancekraftig, den moderne Fagtype har ikke Tid til saa mange Svinkærinder, han er utvivlsomt endnu mere velforsynet med Data og Fakta end Pepys. Hos Pepys er ingen blaa Længsel, ingen religiøs Følelse. Jeg vil dog i den Forbindelse citere, hvad hans Præst skrev om hans Dødsleje, ca. treti Aar senere: "Den Storhed i Sindet, som han (Pepys) viste i den lange og pinefulde Prøvelse før Døden, stod i alle Retninger Maal med Storheden i hans Liv. Jeg tror ikke, at nogen Mand har forladt denne Verden med større Ligegyldighed for den, eller med en fastere Tro paa alt, hvad der er aabenbaret os om Livet efter Døden" o.s.v. femten Linier endnu. Men i Forhold til Dagbogen, ført treti Aar før, er dette den mest bidende Ironi, eller den mest hykleriske Naivitet. Med mindre, man læse følgende fra Dagbogen: "I Kirke, og i min meget smukke Sørgedragt og ny Paryk, saa jeg storartet ud."

Eller ved Forgængerens Død: "Han var en god, ærlig Mand, men da jeg havde tænkt rigtig over, at jeg herved, ved Guds Forsyn, uventet faar til Givende 90 Pund mere om Aaret, har jeg Aarsag til at prise Vorherre, og det gør jeg af mit inderste Hjerte."

Eller: "Efter Middagen igen Prædiken, under hvilken jeg sov, Gud tilgive mig." Eller: "Om Eftermiddagen til Henrik den syvendes Kapel, hvor jeg hørte en Prædiken, og tilbragte (Herren forlade mig min Synd) det meste af Tiden med at se paa Mrs. Butler."

Eller: "I Kirke – og hørte en enfoldig Fyr tale rosende om Kirkemusik og udbrede sig imod, at Mænd havde Hat paa i Kirke."