Et generøst idekatalog

Anmeldelse af Henrik Poulsen og Johan Rosdahl: Undervejs til Lykke-Per – introduktion, baggrund og perspektiv til Pontoppidans mesterværk – som bog og film. Frydenlund. 172 rigt illustrerede sider, 269 kr.

De skikkelser vi møder i fiktion, er hverken falske, upålidelige eller indbildte, skriver den franske videnskabssociolog Bruno Latour et sted i sin An Inquiry Into Modes of Existence. Der er tværtimod ingen væsner der forlanger så meget af os og af dem vi rækker dem videre til: Holder vi op med at læse om Odysseus, dør han. Latours pointe er samtidig at det gør vi i så fald også selv. "Ingen andre væsner", slår han fast, "pålægger os en sådan skrøbelighed, et sådant ansvar; ingen andre er så ivrige efter at blive ved med at eksistere gennem det 'vi' som de selv er med til at skabe".

Det er dig og mig der holder liv i folk som Lykke-Per og Jakobe, og i den proces bliver vi også selv til. Bille August har gjort sit i den forbindelse. Hans filmatisering af Pontoppidans hovedværk der udkom i årene omkring år 1900, har ikke bare flyttet romanens skikkelser over i et nyt medie, remedieret dem, men antagelig også udvidet og forlænget deres liv – og altså dermed også vores andres. Henrik Poulsen og Johan Rosdahl, begge med en baggrund i gymnasieskolen, arbejder i bogen Undervejs til Lykke-Per med på projektet.

Det er en bog til den dannede almenhed med udgangspunkt i filmatiseringen. Pontoppidans roman bliver rigget til i forskellige netværk sådan at dens skikkelser når længere ud, og selv kan sætte sig i forbindelse med nye stofområder. Det er ikke en bog der decideret retter sig mod gymnasiets dansktimer, alle kan have glæde af de mange forbindelser den skaber, men jeg vil tro at mangen dansklærer kunne blive inspireret til nye greb på det velkendte stof, ikke mindst fordi romanen selv notorisk er for lang til gymnasiet (og snart også til universitetet, kan jeg berette).

I letlæselige kapitler gennemgås på den ene side lidt af lykkebegrebets kulturhistorie og nogle af romanens litteraturhistoriske sammenhænge, på den anden side forbindes den med nogle højest nutidige fænomener som entreprenørskabs-realityshowet Løvens Hule og robinsonade-realityshowet Alene i Vildmarken. Derudover er der interview med instruktøren, kortere samtaler med skuespillere og scenograf og en analyse af filmen som filmatisering, nærmere bestemt en gennemgang af alle de valg, fravalg og tilvalg som August og hans hold har lavet. Endelig er der udpluk af en lang række forskellige læseres tekster om deres forhold til romanen i almindelighed, dens slutning og dens hovedskikkelser i særdeleshed: Per og Jakobe.

Jeg er ikke selv så vild med filmen, og det er netop omkring fortolkningen af de to skikkelser det strammer til. Bille Augusts Jakobe er mig for pæn og sød – og hans Per også. Poulsen og Rosdahl placerer derimod begejstret filmen i Augusts oeuvre og fortæller om det at lave levende billeder på litterære klassikere. Man følger også det konkrete filmatiseringsarbejde. Fx er det interessant at det ifølge forfatterne er brugen af melodramaet som genre der muliggør den koncentration af handling og persongalleri som filmatiseringen kræver. Fint også med en passage hvor man af bogens illustrationer kan se hvordan filmen i sit visuelle sprog direkte og indirekte trækker på malerier af Krøyer, Hammershøi, Casper David Friedrich og flere til.

Ind imellem vækkes en nysgerrighed som bogen på grund af sit ligesom horisontale anlæg ikke kan stille. Her tænker jeg især på at der i det vægtige kapitel om filmatiseringen ikke er nogen kritisk diskussion af Bille Augusts fortolkning af romanen og i den forbindelse skuespillernes opfattelse af deres figur. Et par garvede Pontoppidan-læsere som Rosdahl og Poulsen kunne være gået mere til de beslutninger instruktøren har truffet. Jeg fik også lyst til at vide mere om entreprenøren før og nu. Bogen har en tilbagevendende sammenstilling af nutidige tv-formater om entreprenørskab og så Pers mislykkede projektmageri – med ingenting imellem. Hvad er forskellen på dengang og nu, og hvordan kom vi fra det ene til det andet? Og så er der et voldsomt spring mellem udførlige udklip fra de anmeldelser og omtaler romanen fik dengang, og så Flemming Behrendts Livsrusen fra 2019. En lang virkningshistorie i litteraturforskningen klares med en bisætning.

Men skidt med det, bogen vil noget andet, den breder ud og sætter sammen med let hånd. Generelt er jeg glad for forfatternes forsøg på at hooke romanen Lykke-Per og dens centrale karakterer op med alle mulige netværk, gamle såvel som samtidige – og dermed række tekst og figurer videre ind i fremtiden. Som et spøjst og generøst idekatalog med collagepræg skal bogen hermed være anbefalet enhver der har lyst til at se en af dansk litteraturs bedste romaner nogensinde sat i forbindelse med især filmatiseringen, men derudover også malerier, popsangere, tv-programmer, andre forfattere, lykke-begrebet, Svend Brinkmann, folkeviser, Kingo, Steffen Brandt og et par forskere eller tre. Jeg kommer givetvis selv til at bruge nogle af de forbindelser Poulsen og Rosdahl har skabt, næste gang jeg underviser i romanen. Lykke-Per og Jakobe er undervejs så længe nogen på den måde vil tage ansvar og vandre videre sammen med dem. Og omvendt.