Literær Repræsentation
En og anden vil endnu huske, hvilken Opsigt det vakte, da det sidste Efteraar forlød, at Universitetet havde indstillet Ernst v. d. Recke og Karl Gjellerup til den literære Nobelpris. Enhver Undersøgelse af disse Mænds Værker og deres Forhold til den moderne danske Kultur maatte, navnlig for Dr. Reckes Vedkommende, gøre Valget paafaldende.
Nu er Tiden atter kommen, hvor man rundt om i Europa forbereder sig til Nobel-Indstillingerne. Det er blevet Skik i Tide at have sit Valg iorden, og det gælder ikke mindst den literære Indstilling. Den har altid været den mest omtvistede og den videst interesserende. Dels sættes Publikums Omdømme som Regel lettere i Bevægelse af Skønliteraturen end af Videnskaben, overfor hvilken nogen Forsigtighed i Bedømmelsen lettelig anbefaler sig, og dels er Fondens Bestemmelser, netop hvad den literære Pris angaar, i særlig Grad egnede til Fortolkning. Det er da intet Under, at Striden er staaende.
Det er endnu ikke officielt, eller rettere officiøst, hvem der iaar vil blive indstillet, det filosofiske Fakultets Beslutning er endnu ukendt. Men det er neppe for tidligt at sætte Spørgsmaalet under Debat. De er vist dog et Mindretal, der ønsker en Gentagelse af Overraskelsen ira ifjor.
I.
Det hedder om Litteraturprisen i Nobels Testamente, at den skal tildeles Aarets bedste Arbejde i idealistisk Retning. Den uddeles af Akademiet i Stockholm efter Indstilling 220 fra de forskellige Lande. Universiteterne har en særlig Indstillingsret.
Det kan ikke nægtes, at der i disse korte og vage Bestemmelser er et Felt for stridende Opfattelser. Hvilken er Aarets bedste Bog? Hvorledes skal et Land stille sig, hvis det forløbne Aar slet ingen fremragende Bog kan opvise, i alt Fald i Modsætning til forrige Aar og de foregaaende? Hvilken Vanskelighed, hvis et Lands betydeligste Skribent netop tier i de Aar, hvor hans Land efter sin Tur er paa Tale indenfor Uddelingskomitéen! De videnskabelige og literære Priser fordeles saa vidt muligt ligeligt og efter en vis ordnet Rækkefølge imellem Nationerne. Og endelig: hvad er Idealisme? Er de andre Spørgsmaal vanskelige, indeholder delte sande U1vegrave. Vi ved alle saa udmærket, hvad der var Idealisme for hundrede Aar siden, men nu, i det Aar, der ikke en Gang er tilende! Det er i Sandhed ved selve det hellige Centrum af vor Verdensopfattelse, der her røres.
Hvad er en idealistisk Forfatter? Hvad har Nobel ment med denne Bestemmelse?
Vidste man ikke bedre, kunde man naturligvis tænke sig, at Alfred Nobel med en spøgefuld Skepsis har moret sig med at testamentere den civiliserede Verden en aarligt tilbagevendende Forfjamskelse overfor de vanskelige Idéer. Med et lille lunt Smil har han jo nok nedskrevet den berømte Sætning. Men til nogen Løsning af Vanskeligheden kommer man selvfølgelig ikke ad denne Vej. Lige saa godt kunde man saa simpelthen give den Ret, der fik Lyst til at fremsætte den Hypotese, at Nobel som den Forretningsmand han var med idealistisk Literatur slet ikke har ment andet end den Literatur, der ikke betaler sig, og som derfor nok kan tiltrænge et økonomisk Rygstød. Det var i hvert Fald en populær Forklaring og iøvrigt til Ære for Nobel. Thi den Literatur, der ikke betaler sig, plejer det ikke netop at være den bedste?
221 Alligevel, det lærde svenske Akademi forlanger jo nok en mere begrundet Fortolkning. Og her staar da to Muligheder aabne. Man kan med Idealisme i denne Forbindelse opstille en ren æstetisk Begrebsbestemmelse og forstaa Idealisme som Modsætningen til Realisme. Eller man kan, videre og mere omfattende, finde den idealistiske Digter i den Skribent, der med den største Vægt og Betydning har udtalt sin Tids og sin Nations Ideer, ligegyldigt hvor realistisk hans Udtryksmaade saa kan være. Forholdet mellem Idealisme og Realisme i æstetisk Forstand kan ofte være bestemt af en tidsmæssig Tilfældighed.
Af de to her angivne Bestemmelser er den sidste paa een Gang den naturligste og utvivlsomt den mest tiltalende.
Den første kræver dels megen æstetisk Viden, som endda altid vil være omtvistelig, og dels vil den saa sikkert som noget føre til en Bekransning af Gentagerne, Epigonerne, alle dem, der ikke formaar at føre Verden videre. Men dertil behøver man ingen Nobel-Indstilling, alt det gaar af sig selv. Den anden Tydning derimod har den store Fordel, at den forlanger af Tiden, at den skal besinde sig paa sig selv og fremhæve de Mænd, der midt i Tidens Hvirvel fastholder Opmærksomheden ved Tidens Aand og Idé. Denne Tydning kræver afgørende, at man gør sig sit Forhold klart til sin Tids Aandsliv.
Det vil med Rette kunne hævdes, at man roligt kan knytte denne Forklaring til Nobels literære Pris. Med den fører man Indstillingen sammen med det bedste og det mest levende i sit Lands Liv. Den Skribent, der fører sin Tids og sit Folks Blik udefra og indefter, fra den tilfældige Hændelse til Sindets indre, lovbestemte Liv, fra Overfladen til Væksten – han vil ogsaa være den, hvem det er hans Lands Interesse at indstille til Nobelpræmien.
Omtanken vil nævne ham som den værdigste. Og med idealistisk Literatur ganske simpelt forstaa en adjektivisk Afledning af Idéen, saaledes som den historisk ytrer sig i Nutidens Samfund.
222
II.
Gaar man nu herfra til vore hjemlige Forhold, er det vel til at blive enig om, at der hermed er angivet et Par Holdepunkter, som naturligt kan afgive Grundlag for en Indstillings Overvejelser.
Man vil fra dette Synspunkt være nødt til at spørge det svenske Akademi, hvorledes det kan gaa til, at de to nordiske Mænd, der frem for nogen nulevende synes selvskrevne dertil, Georg Brandes og August Strindberg, endnu ikke har modtaget Prisen. Ønsker de den ikke selv? Anden Forklaring er det i alt Fald umuligt at give antagelige Grunde. Og man vil over for danske Navne som Ernst v. d. Recke og Karl Gjellerup frem for nogen anden være tvungen til at nævne Henrik Pontoppidan: hvem af disse sidste svarer til den Mand, der midt i vor Tids Hvirvel og Usikkerhed og Splittelse har fastholdt Opmærksomheden ved Tidens Aand og Idé? I hvis Bøger strider Ideerne og lever og udvikler sig? Hvem af dem er paa omfattende og repræsentativ Vis et gyldigt Udtryk for moderne dansk Aandsliv?
Spørger man saaledes, ligger Svaret allerede formuleret i selve Spørgsmaalet.
Hvad Ernst v. d. Recke angaar, skal det ikke bestrides, at hans Digtning kan indeholde Skønheder og at han har skrevet mange smukke Vers. Men Idéindholdet i hans Produktion, baade i hans Digte og i hans Dramaer, har unægtelig forlængst været saa grundigt udpræget og gennemarbejdet i den ældre danske Literatur, at man skal have vanskeligt ved at paastaa, at han har givet dansk Idealisme nyt Liv eller ny Udvikling. Skal Nobel-Indstillingerne overhovedet betyde noget, vilde Dr. Reckes Repræsentation af Danmarks Literatur overfor Europa betyde en Tilkendegivelse af, at vor Literatur een Gang for alle havde lukket sin Kreds – vilde dette ikke være det sarame som et dødeligt 223 Indhug paa Idéernes, paa Idealismens Fremgang her i Landet? Og hvem vil ønske at tegne et saadant Billede af sin Tid? Det vilde dog være ubilligt overfor det arbejdsomme Standpunkt, den moderne danske Literatur indtager.
Noget lignende gælder, om end i mindre Grad og under en noget anden Synsvinkel, Karl Gjellerups store og i saa mange Maader fremragende Produktion. Den beskæftiger sig endogsaa i særlig Grad med Idéernes Verden. Hans Attraa mod den rene, isolerede Idé, imod Tankens Indre Liv, har drevet ham dybt tilbage gennem Historien, gennem de store Filosofers Tyskland, over det antike Grækenland til Buddhas Visdom. Men alligevel, og tiltrods for hans Ungdoms-Mesterværk, Tragedien Brynhild, vil man vanskeligt hos ham finde den fulde og levende Form, i hvilken Idéen og Personligheden, Tanken og Hverdagen er smeltet sammen til en organisk Helhed. Og det er dette sidste, der til enhver Tid betegner Idealismens Fremgang og Udvikling.
Ved Siden heraf vil saa desuden den Betragtning gøre sig gældende, at Karl Gjellerup saa længe har opholdt sig indenfor tysk Sprogomraade og saa stærkt har tilknyttet sig til germansk Form og Tankegang, at han kun tilnærmelsesvis kan bære en Repræsentation af den moderne danske Literaturs Udvikling. Han er den paa forskellig Maade baade fjern og fremmed.
Derimod Henrik Pontoppidan. Overfor ham gælder ingen af disse Indvendinger. Man vil vanskeligt overfor en Nobel-Indstillmg kunne finde et paa een Gang mere moderne og klassisk Navn end hans. Ganske umiddelbart og selvfølgeligt virker et Arbejde som hans Lykkeper som selve Tidens naturlige Vækstform for dansk Aand og Liv. Denne Pontoppidans nationale Hovedskikkelse staar midt i vor Tid som Adam Homo for sin, som Holbergs Erasmus Montanus for sin, som Uffe hin Spage for Oldtidens danske Literatur. Man finder i Lykkeper genspejlet i Dagens Hændelser og 224 Kampe et sammentrængt Billede af alle den danske Nutids aandelige Brydninger.
Det er paa samme Tid det danske og det uforgængelige hos Henrik Pontoppidan, at han altid skildrer Ideerne indefra Menneskesindet, indefra deres oprindelige, personligt bestemte Vækstpunkt. Det er en Egenskab, han – efter Høffding – har tilfælles med den danske Filosofis Historie. Dens Særkende er den individuelle Betoning af Idéindholdet.
Gennem Pontoppidan ser man som gennem en Rude ind i den danske Stue. Han rummer saa meget af det danske Folks inderste Tilværelse.
Man faar det bedste Indtryk af Omfanget af hans Poesi, naar man forstaar, hvorledes to store danske Kulturstrømme maatte støde sammen, den, der kan betegnes ved Grundtvigs Navn og den, der kan betegnes ved Holbergs, inden hans Digtning kunde blive til. Saa vidt spænder han. Han spænder med den samme personlige Indlevelse, den samme individuelle Inspiration over den frie Humanisme som over det nationale Sind. Hans Skildring er altid dybtgaaende, fra Bonden over Præsten til Universitetet og Københavns Bourgeoisi, man kan i ham med en plastisk Tydelighed aflæse, hvorledes Menneskehedens store Idéer paa deres Vej gennem Historien har udfoldet sig i den moderne danske Bevidsthed. Han har i sin Stilhed og sin personlige Utilnærmelighed været det danske Nutidssinds Historiker.
Endelig faar man, som nævnt, hos Pontoppidan hele det moderne Danmarks aandelige Liv endda samlet i en enkelt monumental Skikkelse: Lykkeper, den danske Per Gynt.
De fleste af hans Bøger – Muld, Det forjættede Land, Sandinge Menighed, med den religiøse Spænding, Fortællingerne fra Provisorietiden, med den politiske Baggrund, Minder, med den hede danske Sommerluft og den historiske Stemning, den gamle Adam, der er saa intimt Pontoppidansk, fordi den danske Længsel her er opløst i en Mands Ironi – saa godt som alle viser de ind mod Lykkeper som mod et 225 Centrum. Denne Skikkelse er som et Tværsnit af den danske Nutid, tilhører dens Begrundelse. I Formningen af Lykkeper kulminerer Udviklingen fra to saa vidt forskellige Aander som Kierkegaard og Goldschmidt.
Det er intet mildt Billede af Danmark, dette Forfatterskab giver, det er grumt og harskt trods Finheden og Hengivelsen i Skildringen. Men er det sandt og uforgængeligt, saa vilde det være en Hæder for dansk Idealisme, om vi med Pontoppidan kunde fremstille os for Verden som et Folk, der ikke er bange for at se tilbunds i sit Væsen ind til Roden. Dette har været Ponloppidans Gerning imellem os.
III.
Det er ikke let at se, hvad der kan have været Grunden til, at Universitetet i sin Indstilling ifjor forbigik Henrik Pontoppidans dybt idealistiske Produktion. Det var i bedste Fald en Lunefuldhed, en Særhed, men den har i denne Forbindelse ikke megen Baggrund. Ja, der var dem, det ikke var muligt i denne Indstilling at se andet end en Kaadhed, en pludselig løssluppen Overgivenhed, en uhyggelig Dans af gamle Mænd, mens Doktorkapperne flagrede for Vinden. Det danske Folk saa til med forbavset Undren.
Men det skal indrømmes, og navnlig den yngre Generation vil kunne gøre Krav paa en saadan Indrømmelse, at der naturligvis er en ganske anden Betragtning mulig, som ogsaa paa sin Vis vil føre os forbi Pontoppidan, den søger blot ikke bag ham, men længere frem, længere ned i Tiden. Det er den Opfattelse, der hævder, at Nobelprisen forst og fremmest kan være tænkt som en ganske direkte Støtte til Literaturen, som en Hjælp og en Opmuntring. Og i saa Fald vil det være naturligt at indstille ikke en Skribent, hvis Forfatterskab allerede er klassisk, men den, der staar midt i sin Virksomhed og som for sit Fremtids-Arbejdes Skyld fremfor alt trænger til Arbejdsfred, Ro og Uafhængighed. 226 Det er muligt, Nobelprisen paa denne Maade vil gøre størst Nytte og faa den videste Betydning.
Der vil jo heller intet være ivejen for at gøre en Indstilling af denne Art gældende. Den unge danske Literatur kan godt taale Sammenligning med den tilsvarende udenlandske. Ogsaa med de fleste af de tidligere Aars Prismodtagere. De Navne, der efter Aarhundredskiftet betegner den danske Digtnings Omfang og Styrke, Johs. V. Jensen, Martin Andersen-Nexø, Knud Hjortø, Sven Lange, Sophus Claussen, Johs. Jørgensen, Helge Rode, vil vel alle uden altfor megen Vanskelighed kunne tage Kampen op med en Echegaray, en Sienkiewicz, en Sully-Prudhomme, en Selma Lagerløf. Desuden er den moderne danske Literatur paa en Række af sine Højdepunkter af en udpræget idealistisk Karakter. Et Navn som Helge Rode vil her være Forklaring nok.
Ingen staar det idealistiske Gennembrud op imod Aarhundredskiftet nærmere end Rode. Da Samfundsliteraturen i Halvfemsernes Slutning blev afløst af en dyberegaaende Strømning, vendte de danske Digtere sig paany indefter mod Sjælen og Sindet og byggede Verden forfra og franeden, fra den snevreste Kreds, nemlig deres eget Sinds Menneskevæsen, Modsætninger og Erfaringer. Mens den foregaaende Generation i sin store Helhed havde taget Ideerne, som de bødes den, blev det nu Opgaven at omsmelte dem og sammensmelte dem med det danske Sind, til de blev Virkelighed og fik den fornødne Bærevne. Samtidig vaktes der hos de unge Digtere en kosmisk Verdensfølelse, en religiøs Stemthed af Sindet, der i Poesien virkede som en Frigørelse. Helge Rode har selv senere henvist til denne religiøse Hvile i Verdenssammenhængen, denne Inspiration fra Tilværelsens Grund, som det karakteristiske Kendemærke for Skiftet i Sindelaget.
Der er heller neppe nogen samtidig dansk Skribent, der kender Menneskene bedre end Helge Rode. Hans Blik, der kan synes saa fjernt, er temmelig skarpt, saa skarpt, at han ikke altid holder af at bruge det. Ingen er heller klarere eller 227 simplere, fordi ingen er trængt dybere ned i vort Sind, ingen paa een Gang mere personlig og mere fællesmenneskelig. I hans Skuespil, der har den store Stil, enkle i deres Mangfoldighed – Kampene i Stefan Borgs Hjem, der som Harald Nielsen en Gang saa sikkert har paavist paa ny og overraskende Maade behandler et af Tidens Hovedproblemer, Forholdet mellem Enhed og Mangfoldighed i det moderne Sjæleliv; Kongesønner, der er i Slægt med den klassiske Literaturs oprindelige og primitive Karakteropfattelse; de to Bind Komedier, der er saa frie i deres satiriske Lystighed, at man læser dem med et ustandseligt og hemmeligt Smil dybt nede i Bevidstheden; Morbus Tellermann, Storstadsdramaet med den hvasse og strenge Idealisme; Grev Bonde og hans Hus fra iaar, i hvilket Lys og Skygge med et sandt Mesterskab er fordelt ikke imellem Figurerne indbyrdes, men inde i Figurerne selv, over de bitre Modsætninger i hvert enkelt Hjerte – i alle disse Skuespil, der hæver sig højt indenfor Samtidens danske Literatur, er den nationale danske Stemningslyrik bleven et tragisk Spørgsmaal til Tilværelsen, et Spørgsmaal om Sandhed og sand Hengivelse til Livet. Med en religiøs Inderlighed omfatter Helge Rode sit Stof og fastholder de flygtende Øjeblikke af Aand. Som hans Poesi er Sjælens Religion, kan hans Værk betegnes som Idealismens Fordring til det menneskelige Hjerte, til Skønheden og Moralen. Der udgaar fra hans Digtning et stærkt, hvidt og sigtbart Lys. –
Der vilde da meget ve1 kunne tænkes en Universitets-Indstilling af Helge Rode til Aarets literære Nobelpris. En Jævnførelse med sidste Aars Prismodtager, Maurice Maeterlinck, viser endda direkte hen mod Rode. Der er ikke alene mange æstetiske Berøringspunkter imellem dem, men deres Literaturer staar paa ganske samme Højde. Desuden vilde Universitetet ved en saadan Indstilling gøre et direkte Arbejde for den Idealisme, som er angivet i Nobels Testamente. Rodes Valg vilde betyde Universitetets Forbindelse med det bedste og det sikreste af dét frie danske Aandsliv.
228 Det vil neppe kunne bestrides, at man hermed vil handle i Alfred Nobels Aand.
IV.
Det er ingenlunde ligegyldigt, hvem et Land vælger til Nobelprisens Modtager.
For det første har denne Pris ikke saa ringe en Betydning for Literaturens internationale Udbredelse. Modtageren bliver uvilkaarligt overfor Europa en fremtrædende Repræsentant for sit Lands Aandsliv, hans Bøger bliver et Udgangspunkt for Kendskabet til hans Folks Literatur, han kommer, maaske uden at ønske det selv, til at bære et stort nationalt Ansvar. Det gaar ikke an, at dette Valg foretages med Letsindighed.
Men for det andet, og dette er naturligvis Hovedsagen, har man i Nobel-Indstillingen et Middel til paa en aabenlys og iøjnefaldende Maade at styrke og støtte de bedste og dybeste Bestræbelser indenfor Landets samtidige Literatur. Dette maa i hvert enkelt Tilfælde være en Tilskyndelse til at opsøge det levende Aandsliv, midt i hvilket vi færdes og arbejder, fordi det er alene dette, der kan føre os videre og længere frem. Nobel-Indstillingen kan blive et Bidrag til at give vor Literatur Holdning, Dybde, Energi og Aand.
Det er blevet nævnt, at Universitetets filosofiske Fakultet har en særlig Indstillingsret. Men det maa saa tilføjes, at det danske Folk dog ogsaa her maa kunne finde en Vej til at udtale sig og gøre ialtfald sit Ønske kendt med saa megen Vægt, at man ikke ganske kan overse det. Der maa paa dette Omraade kunne skabes eller fremledes en Folkestemning, som kan afgive et og andet Holdepunkt for Bedømmelsen. Det kan neppe være en vedvarende Tilstand, at Folket og Literaturen intet har at sige hinanden.
Det er i hvert Fald en paakrævet Opgave at søge at føre de to Parter sammen. Og Nobelpræmien er vel egnet hertil.
Nærværende Blad skal i Sommer forsøge at rejse en Diskussion 229 herom. Foreløbig vil et af de kommende Hefter offentliggøre en Enquète om Spørgsmaalet, og senere skal Universitetets Nobel-Indstilling blive belyst saa alsidigt og fra saa forskelligt Hold som muligt. Der foreligger her en literær Afgørelse af saa stor en Rækkevidde og saa omfattende en Betydning, at den ikke kan faa Lov til at ligge hen og maaske afsluttes ved en Tilfældighed og halvt i Skjul. Det er ikke blot nogle Universitets-Professorer, men det danske Folk som Helhed, det angaar, hvem vi til Efteraaret vælger til at repræsentere vort Aandsliv overfor Omverdenen. Flere Stemmer har her Krav paa at blive hørt.
A. G.
