Mænd er palaver
Om veltalenhed og penge i Det Forjættede Land
Virginia Woolf skulle have sagt noget i retning af at fordelen ved at læse samtidslitteratur er at man får lov at have sin egen mening, og her skal jeg prøve at sige noget om en bog som mange sikkert kender betydeligt bedre end jeg, skrevet af en forfatter som har modtaget Nobelprisen, og som er så kanoniseret som man næsten kan blive i det her land. Giver det overhovedet mening?
Når jeg har sagt ja, er det først og fremmest fordi det har givet mig anledning til at prøve en gang til.
For sandheden er at jeg aldrig rigtig har kunnet få hul på Henrik Pontoppidans forfatterskab. Min mor elskede ham, min morbror og min mormor også, sidstnævnte hed faktisk Sigrid ligesom Emmanuel Hansteds datter, og det skulle ikke undre mig om min oldefar, geologen og botanikeren, der boede ved Roskilde Fjord og plagede sine børn med foredrag om hvordan Skuldelev-åsen var opstået, har læst Henrik Pontoppidan og sagt til min norske oldemor, at Sigrid jo også var en mulighed.
Selv har jeg gennem syv år boet for enden af en grusvej ved Ferslev lige vest for Skibby, dvs. 5-6 kilometer fra Østby og Skuldelev, og min absolutte yndlingstur starter neden for Selsø Kirke (ved Møllekrogen) og går ud til Skrivernæbbet, og jeg kan ikke forestille mig andet end at Pontoppidan har kendt den og gået den.
Her kan man høre fyrretræerne suse i vinden, se syd på i fjorden mod Gershøj, Bognæs og Roskilde – inkl. domkirken (bare ordet) og det renoverede forbrændingsanlæg som Harald Voetmann så smukt kalder Dødsstjernen.
Oppe på skrænten er der en gynge som mine døtre elsker at svinge sig i, og lige efter er der noget som minder om et naturligt amfiteater, et sted hvor den smalle strand udvider sig indefter til en lille strandeng omkranset af stejle skrænter, og det sted vender vi tilbage til.
Som Danskstuderende for snart 30 år siden havde jeg Teksthistorie med Jette Lundbo Levy, og hun var utrolig fin, men det var noget med Niels Lyhne den ene uge og Lykke-Per den anden og en masse sekundærlitteratur oveni, og jeg tror ikke at jeg nåede længere end til bind 1.
En del år senere da jeg til min egen overraskelse var begyndt at skrive noget der mindede om realisme, synes jeg at jeg burde kende traditionen og forsøgte på min mors anbefaling med De Dødes Rige, men heller ikke her nåede jeg ret langt.
Hvorfor?
I et selskab med nogle ret belæste herrer kom jeg som nyudklækket debutant til at sige at jeg synes at Pontoppidan var omstændelig, at jeg så langt foretrak Herman Bang, og det slap jeg selvfølgelig ikke godt fra – ikke mindst fordi de straks spurgte hvilke værker jeg tænkte på.
For nu at starte på en frisk har jeg denne gang forsøgt mig med Det Forjættede Land og Fra Hytterne, og af frygt for at det her skal blive lige så ydmygende som den aften med de nævnte herrer, har jeg faktisk læst dem færdig – og ikke uden fornøjelse, omend også med en vis sejlivet ambivalens.
*
Jeg bemærker at nogle har forsøgt at læse Det Forjættede Land med udgangspunkt i Pastor Petersens karakteristisk af Emanuel Hansted mod slutningen af Dommens Dag. Det forstår jeg sådan set godt, jeg ville også ønske at jeg kunne se ham som en Don Quijote (og at bogen om ham var lige så elskelig og sjov), men sådan har jeg det ikke.
Hvis vi absolut skal læse med udgangspunkt et i af de mange synspunkter som bogen selv lægger frem, så er jeg mere på linje med frk. Katinka Gude.
Hun er en bifigur, Pastor Mommes ugifte svigerinde, halvsøster til Lene Gylling, "Familiens Skumpelskud" kaldes hun, og et kronvidne når det gælder højskolebevægelsen og de kirkelige disputter som er en væsentlig del af romanens – ikke bare bagtæppe, men – handling.
På side 431 hedder det:
[...] hendes underordnede, halvt tjenende Stilling i Søstrenes Hjem [havde] altfor ofte givet hende lejlighed til at færdes upåagtet mellem Kulisserne og blive vidne til, hvorledes fejrede Troes-Helte anlagde Taler-Værdigheden eller afførte sig den lidenskabelige henrevenhed med en Skuespillers Rutine, og hun var kommen til det Resultat, at hvad der paa Tilskuerpladsen blev beundret som Uforfærdethed, Selvopofrelse og hellig Nidkærhed, i de fleste Tilfælde var temmelig tarvelige Hverdagsfølelser – personlig Forfængelighed, en Trang til at vække Opsigt – eller slet og ret Spekulation i Menigmands Pengepung.
Som jeg ser det, er veltalenhed et så hyppigt genkommende motiv i Det Forjættede Land at det ligner et tema mens penge er et mere sparsomt doseret undertema.
Lad os bare tale lidt om penge først, det er muligvis ikke god tone, men min erfaring er at hvis man skal overleve som tilflytter, så skal man nære afgrundsdyb respekt for skel og vejret og betale sine regninger til tiden.
Det ligger ret ligefor at anskue forholdet mellem menigheden og de tre successive præster i Vejlby i lyset af deres økonomiske relationer.
Provst Tønnesens forgænger, Millionpræsten, har opført den pompøse præstebolig, hvilket Tønnesen ikke har det fjerneste imod, men hans såkaldte ødselhed i forhold til sognebørnene huer ham ikke:
Blot en Bonde kom til ham og beklagede sig over Uheld med Kreaturerne eller Brand i Sæden, slog han straks en Streg over hans Tiendeskyld og stak ham endda undertiden en Halvhundrededalerseddel i Haanden, naar han tog Afsked. (s. 18)
Millionpræsten havde femten års harmonisk samliv med sin menighed, men da Provst Tønnesen kom til og krævede Tiende og Offerpenge betalt – og tilmed til tiden – opstod der mytteri.
Der er stadig situationen da Emanuel Hansted ankommer, og hvad gør han?
Han gør fælles politisk sag med bønderne, men på uforklarlig vis vender stemningen sig imod ham med tiden, og da han til slut bryder op, lyder det:
Køer og Heste havde han ligeledes gjort i Penge og med disse betalt den ikke ringe Klatgæld som han i Aarernes Løb havde været saa letsindig at stifte i Flæng hos mange af sine forrige Venner, og som mere, end han anede, havde bidraget til at svække hans Indflydelse i Menigheden.
Emanuel Hansted er ret naiv, og fortælleren må siges at være ret ligefrem – måske endda for ligefrem? – i sin analyse. Med andre ord: Follow the money.
Og herfra er det let at knytte an til det sociale perspektiv.
Efter at Emanuel i Muld har fremført sin modernitetskritik (læs: faderoprør) og i forlængelse heraf talt om den "uhyre Kløft" der skiller rige og fattige (læs: faderoprør), rejser en anden marginaliseret kvinde sig, nemlig Maren Smeds, og spørger til konkrete politiske tiltag: Skatteloven, Skoleordning, Fredssagen og Alderdomsforsørgelsen.
Og bemærk her kapellanens reaktion:
Emanuel, der med uforstaaende Miner havde rejst sig og betragtet baade den talende og de hyssende, fik af en nærstaaende tilhvisket et par forklarende Ord, hvorefter han beroliget nikkede og satte sig igen.
Her er vi tæt på den sociale indignation som man finder i Fra Hytterne, men ironien er ikke så tydelig og pointeret. Sammenlign f.eks. med "Idyl" hvor de udnyttede landarbejdere kommer til Mikkelsaften på kroen på de velstående bønders regning, og præsten kommer forbi og giver legitimitet til det bestående – inkl. de indbyggede seksuelle overgreb ovenfra og ned – med sin i ti år genbrugte og med tårer fremførte tale om at "rig ved fattig, høj ved lav i fælles Glæde samledes efter lykkelig tilendebragt Høst "for at den takke den Højeste"".
Her berører vi så også det andet motiv: veltalenhed.
Som jeg ser det er "Idyl" nemlig en slags spejlbillede af Det Forjættede Land, idet den sociale ulighed og udnyttelsen, økonomisk og seksuel, er overtema mens veltalenhed er underordnet.
*
I Muld slås det an allerede på s. 14 under Tønnesens og Hansteds første møde:
Provst Tønnesen havde begyndt sit Foredrag i en roligt belærende Tone, hvori han lidt unødigt dvælede ved Ordene, som om han selv i Stilhed nød sin Stemmes ualmindelige Velklang og sine Sætningers Formfuldendthed. Det faldt ikke ofte i hans Lod at have en så intelligent Tilhører, og han modstod derfor ikke Fristelsen til at give sin Veltalenhed en noget vid Tumleplads.
Hele samtalen munder ud i at provsten lettet over tilsyneladende at have fået en allieret giver kapellanen staldtips om hvordan han kan bruge sin hænder mest effektfuldt når han prædiker.
Men hvad med Emanuel?
Han sendes på sygebesøg samme aften, og ved synet af den unge bondepige (Hansine) som "ligger i det blotte linned" mister han mælet:
Han kunde ikke samle en Sætning i sin Hjerne. En forunderlig Svimmelhed betog ham mere og mere, Tungen vilde ikke tale og han følte, hvorledes den kolde Sved begyndte at prikle frem paa hans Pande.
Han kommer i tanke om en aftenbøn som hans mor lærte ham mange år før, og som en engel kommer den ham til undsætning: "Han havde en Fornemmelse, som om nogen stillede sig ved hans Side og tog ham ved Haanden."
Hermed er en lille kim lagt.
20 sider længere henne tvivler han på sine evner som præst:
De mange tæt beskrevne Ark i hans Skrivebordsskuffe kunne vidne om den utrættelige Flid, den samvittighedsfulde Omhu, hvormed han Uge efter Uge havde forberedt sig til sine Prækener – i Haabet om, at det dog til sidst skulde lykkes ham at tage sin Tilhørere fangen under sit Ords, sin Bekendelses Magt. Men forgæves!
Bemærk termerne: tage til fange, magt.
Da han i 3. bog skifter side og taler i forsamlingshuset hedder det:
Han havde med Vilje ikke udarbejdet sit Foredrag i Forvejen. Han vilde en Gang forsøge at stole på Nuets Indskydelser og lade Ordene falde, som Hjærtet hvert Øjeblik tilhviskede ham dem.
Og det lykkes: "For første Gang følte han den beruselse, der ligger i at mærke Hundreders Tanker fængslede af ens Ords Magt, Hundreders Blikke hængende ved end Læber."
Igen: Fængslede, magt.
Og det bliver så hans modus vivendi, han udformer sine prædikener mens hans arbejder i marken, og advarer sin karl Niels mod at drukne i blækhuset. "Det sorte Stads kan være en farlig Gift at lege med!"
Vi kan følge motivet helt hen til romanens dramatiske højdepunkt hvor Emanuel til mødet på Sandinge Højskole stiller sig op på talerstolen uforberedt og vil lade Gud tale igennem sig og, da der intet sker, pompøst og hjerteskærende udbryder "Min Gud! Min Gud! ... Hvorfor har du forladt mig?"
Forestillingen om det Levende ords forrang bryder sammen samtidig med at højskolebevægelsen splittes, og det må siges at være en grandios iscenesættelse fra forfatterens side.
Og lige efter kommer Væver Hansen til orde og taler om "Alderdomsforsørgelse, Almuens Undervisning og det forældede Fattigvæsen," men det får højskoleforstanderen til at ringe med klokken og indskærpe at her skal der kun tales om åndelige anliggender.
Hensigten er tydelig nok.
Men lad os lige se på et par andre kernescener, hvor retorik (forstået som overtalelse) spiller en væsentlig rolle.
Efter Emanuel store gennembrud som taler går han med Skibberup-folkene ud til det sted ved stranden som omtales som Samlingspladsen eller "Kirken" og som kunne være inspireret af det sted på vej ud mod Skrivernæbbet som jeg nævnte i starten.
Hansine undgår ham, og han tænker "Hvorfor var da netop hun den eneste hans Ord ikke havde naaet?"
Lidt senere, efter hun har fulgt sin veninde Ane hjem, lykkes det ham at træffe hende alene ved stranden.
Hun bliver tydeligvis forskrækket, og han taler løs, ordene "faldt ham ud af Munden" og han gav en "omstændelig Forklaring".
Hun forbliver "stum", "tavs", siger hæst "godnat" og går, men så råber han "Hansine!" med "hele sin Stemmes Kraft – og da standsede hun, ligesom magtstjaalen".
Han griber fat i hende, og et øjeblik er vi faretruende tæt på overgrebet som vi kender det fra "Idyl"
"Slip mig," siger hun igen og igen og til slut at han ikke må gå med hende, men det er Emanuel der fører ordet.
Hvorfor svarer hun ikke bare?
Vi får at vide lidt senere at hun har drømt om at blive løftet ud af sin bondetilværelse af en ung præst eller folketaler, og at denne drømmehelt med tiden mere og mere har antaget "Kappelanens hele Væsen og Skikkelse", og hendes tavshed må vel forstås som et udtryk for hendes egenhed, utilnærmelighed og måske især som et udtryk for ægtheden af hendes følelser? Måske er den også et udtryk for den sociale forskel? Selv om hun har været på højskole, har hun ikke ordet i sin magt, og hun kan simpelthen ikke forestille sig at hendes følelser er gengældte, at borgerskabets søn kan falde for en bondepige.
En anden central scene:
Gutten er syg, og Hansine vil tilkalde lægen, men Emanuel er skeptisk over for lægevidenskaben.
På side 209 hedder det:
Han var hende overlegen i Ordskiftet, havde så let ved at udtrykke sine Tanker og kunde give saa mange Grunde for sin Opfattelses Rigtighed, at hun, selv om han ikke altid overbeviste hende, blev bragt til Tavshed af hans Veltalenhed.
Og igen på side 246:
"Men jeg synes dog alligevel, Emanuel, at vi nu skulde gøre Alvor af" –
"Saa køn han ser ud!" vedblev Emanuel, der som de fleste Folk, der er vant til altid selv at tale, i Almindelighed overhørte andres Bemærkninger."
Konsekvenserne er velkendte: Da Doktor Hassing endelig bliver tilkaldt, er det alt for sent, og Guttens død falder samme med indførelsen af provisorielovgivningen, endnu en grandios gestus fra forfatterens side.
Herfra rammer ulykkerne i flæng, Ragnhild sætter fluer i hovedet på Emanuel, menigheden vender ham ryggen, han mislykkes med sit landbrug, ægteskabet til Hansine går i opløsning, mmm.
I Dommens Dag kommunikerer de kun pr brev, idet Hansine forbyder Emanuel at besøge hende. Hun siger at hendes syge mor ikke kan tåle at få besøg, men jeg fornemmer nu at det er hendes egne følelser hun forsøger at skåne. Hun er bange for at blive besnakket.
Da der en aften ankommer en gæst uanmeldt, er det hendes første tanke at det er Emanuel.
"Nej, nej, han maatte ikke komme ind! Om det skulde gælde hendes liv ... hun vilde ikke se ham!"
Hun vil låse døren, men den går op, og det er romanens såkaldte Judasfigur, Væver Hansen, der kommer ind.
Han vil pludselig have Emanuel tilbage til sognet, og han forsøger at bearbejde Hansine ved at spille på hendes moderfølelser.
Hun holder stand, men prisen er høj, hun ofrer i første omgang sine børn, og her er vel romanens egentlige offerskikkelse, den forknytte, tavse kvinde som ikke selv kan træde ind i sproget og forme sit eget liv, blot stå imod mændenes overtalelsesforsøg med tavshed, insisterende på afstand og det skrevne ord.
Jeg kunne give en del flere eksempler på motivets vedholdenhed, det er forbløffende så ofte det træk optræder hos karaktererne, Villing, f.eks., biskoppen, Væver Hansen.
Pastor Petersen samler det op mod slutningen når han siger at han har "en uovervindelig Skræk for Ordet og Ordets besnærende og bedøvende Magt". Han er imidlertid selv ret godt skåret for tungebåndet og er ikke helt tilfreds med Ragnhild Tønnesens betagelse af Emanuel Hansted, så han er en mand med en agenda. Han beskrives i øvrigt indledningsvist som havende "et saakaldt Skuespilleransigt".
Personbeskrivelserne er et kapitel for sig, folk kan have øjne som spejlæg eller kalkunnæser, og når købmand Villing og frue ligger og sover, så ligner deres ansigter to sparegrise – apropos penge.
***
Nu er det så på tide at kigge lidt nærmere på hvordan fortælleren selv arter sig, om han (for jeg kan ikke lade være med at kønne ham) minder mest om Provst Tønnesen eller Væver Hansen, Købmand Villing eller Emanuel Hansted eller sågar Hansine?
Vi har for så vidt allerede strejfet det: Fortælleren er olympisk. Han ved bedre end sine karakterer og delagtiggør os gladeligt i sin viden.
Derfor går det galt med Gutten: Emanuel lytter for lidt til Hansine.
Derfor mister Emanuel opbakning lokalt: Han skylder for mange penge væk.
Det kunne være udtryk for hjælpsomhed, men det kunne også være fordi han lidt som Emanuel er vant til at føre ordet og ikke rigtig kerer sig om at lytte?
Hvor fortælleren i Fra hytterne er en vandringmand der strejfer om i herredet, så er der noget mere ambitiøst, storladent og stillesiddende over ham i Det Forjættede Land.
Og her kommer jeg så uvilkårligt til at kaste et blik på forfatteren selv som han sidder der på klapfotoet, mageligt tilbagelænet, med en påfaldende selvsikkerhed og et illusionsløst blik i retning af os læsere.
Det er muligt at Gud er død for ham, men den alvidende fortæller har han altså ikke skaffet sig af med.
Alskens kulturelle, religiøse, ideologiske fænomener kan afsløres som vilje til magt, ordet er primært et redskab, som vi har set, men litteraturens egen udpræget maskuline autoritet bliver ikke diskuteret.
På trods af at bogen ironiserer over alskens ordflomme, er den jo ikke just kortfattet, og den er netop en fortælling, dvs. at den på sæt og vis insisterer på det mundtlige og måske derved dementerer sin egen karakter af skrift?
Frk. Katinka Gude, som jeg citerede til at begynde med, er lidt i familie med stuepigen Lily der i Joyce's The Dead en anelse mere fyndigt siger: "Mænd nu om dage er ikke andet end palaver og hvad de kan få ud af dig."
Den Store Danske definerer palaver sådan her: lang og omsvøbsrig samtale; langsommelig underhandling.
Jeg brugte ordet "omstændelig" over for de litterære gentlemen jeg nævnte i starten, og det rammer det måske i virkeligheden meget godt.
Det er imidlertid ikke længden der frustrerer mig, men overtydeligheden.
Jeg føler mig simpelthen lidt undervurderet som læser.
Fortælleren præsenterer sine karakterer med en grundighed som om han ikke helt tør stole på at vi selv kan danne os et indtryk og en mening ud fra deres ord og gerninger.
Veltalenheds-figuren er så hyppigt genkommende at den bliver slidt op undervejs: Hvor mange karakterer kan have det som konstituerende træk uden at de mister i troværdighed?
Det er muligt at det giver bogen tematisk enhed og samling, men er det nødvendigvis af det gode?
Og alt sammen er det jo vel at mærke rasende velskrevet, flydende, elegant og vittigt, i den store rullende romanstil hvor alting hænger sammen og den nære personlige historie væves sammen med den samfundsmæssige, åndshistoriske osv.
Og heraf kommer ambivalensen, tror jeg.
Det er ikke så mærkeligt hvis man skiftevis føler sig bedøvet og forført, voldsomt grebet og lettere forkvalmet, for bogen problematiserer veltalenhed, men praktiserer den i høj grad selv.
Efter min mening er det er altså ikke bare Provst Tønnesen der falder for fristelsen til at give "sin veltalenhed en noget vid Tumleplads."
Og nu er jeg vist blevet lovlig medrevet og veltalende, og det er på tide at standse op.
Jeg har ikke forstand på Pontoppidan, jeg er bare en grotesk forvokset førsteårsstuderende, som synes lærerinden er sød og tænker på tusind andre ting og har en diffus længsel efter at skrive selv.
