Ukønne kønnede tanker
Tusind tak. Jeg skal prøve at gøre det kort. Ikke for kort. Men kort nok.
Kort nok – som jo sjovt nok er lige præcis på millimeteren lige så langt som Langt nok. Sådan er det bare.
Tusind tak for invitationen.
Jeg må indrømme jeg har fortrudt mange gange, at jeg sagde ja tak til invitationen.
Det er en skræmmende opgave for sådan en som mig.
Og jeg vil gerne starte med at undskylde. Det bliver sikkert lidt forvirret. Lidt rodet – det bliver det altså, mit oplæg. Det ved jeg, det bliver. Jeg har det her på papir. Og jeg har læst det på forhånd. Det er en rodet tekst.
Jeg er ikke akademiker. Sådan et skarpt snit tværs gennem et forfatterskab. Eller en afslørende analyse. Det er ikke noget jeg mestrer.
I kommer ikke til at høre noget nyt i eftermidag.
Der kommer ikke en fin, afrundet gennemgang af det meteorologiske aspekt i 'Ørneflugt' eller Pontoppidans brug af syllogisme i 'Det forjættede Land'. Det ville jeg slet ikke vide, hvordan man gør.
Der er mange gode grunde til at jeg ikke gjorde min universitetsuddannelse færdig. Og i stedet begyndte at skrive skønlitterært. Og senere også begyndte undervise i at skrive skønlitterært. Det er det, jeg har gjort de sidste lidt over tyve år: Jeg har skrevet mine bøger og forsøgt at hjælpe andre, unge og ældre, der ville skrive. Jeg har givet gode råd og gentaget de gode råd og gentaget dem til jeg var træt. Meget træt.
Da jeg selv gik på Forfatterskolen her i København i 90'erne fik vi at vide som noget af det første – at her på skolen kunne vi ikke lære at skrive. Her lærte man at læse. Og at læse sine EGNE tekster, det er det allersværeste. Man kan – eller rettere: man må nødvendigvis – starte med at øve sig på andres tekster. Og det er en helt anden måde at læse på, end den slags analyse, jeg lærte i gymnasiet. Helt anderledes end den måde vi læste på på universitetet.
Det vil jeg forsøge at vende tilbage til.
Men først er der lige en sidste ting, jeg gerne vil være ærlig omkring:
Jeg interesserer mig ikke det mindste for Pontoppidan.
[PAUSE] – har jeg skrevet her MED STORE BOGSTAVER. Pause – mens udbrud af forbavselse, vantro, forargelse tilmed – måske vrede – bliver udgydt. Og så, når der er faldet ro over gemytterne:
Det er ikke kun Pontoppidan, der ikke interesserer mig. Det er forfattere i det hele taget.
[Pause. Find eventuelt lugtesalt frem] – står her – [hvis en eller flere tilhørere skulle finde på at dåne!] – står her. Jeg havde ikke noget lugtesalt derhjemme. Jeg er midt i en flytning. Mit lugtesalt ligger i en flyttekasse et sted. Men jeg tog min gamle peberkværn med. Hvis det skulle blive nødvendigt. Men jeg ved ikke – er der nogen, der har brug for et par vred?
Det jeg mener er sådan set bare, at forfattere ikke interesserer mig i nogen særlig grad. Og det kan gøre det lidt svært at være læser i disse år – i de sidste mange år faktisk – hvor den her tendens, den her dyrkelse af FORFATTEREN og forfatterens privatliv er blevet så dominerende. Så alt-dominerende faktisk – sådan kan det føles – ofte – ude i det offentlige rum. I aviser er det mere forfatteren og mindre teksten, der er i fokus. I litterære debatter er det alt for ofte det samme, der gør sig gældende.
Det såkaldt autofiktive. Jeg har aldrig forstået det begreb – AUTOFIKTION. For mig at se er det en selvfølgelighed, at forfattere altid har brugt deres egne erfaringer, når de har skrevet. I større og mindre grad. Og i større eller mindre grad har disse erfaringer været erfaringer, de har gjort sig ved at rette blikket indad, mod deres eget sjæleliv, eller udad mod deres familieliv eller endnu længere ud, helt ud mod det omkringliggende samfund. Mod verden og verdenrummet! Universet. Mod det materielle og mod det åndelige. Men altid ser forfatteren med egne øjne. Selv når forfatteren lader som om forfatteren ser med andres øjne på det hele.
Det er ikke fordi jeg er skolet i nykritik – jeg er som sagt ikke skolet i noget som helst – ikke på nogen struktureret måde. Men jeg interesserer mig meget mere for teksterne og især for teksternes strukturer. Deres indre mekanik. Håndværket. Mere end forfatterens levede liv.
Jeg interesserer mig for de kræfter, der bevæger sproget til at bevæge os.
Jeg interesserer mig for de valg forfatteren har truffet for at nå frem til den tekst, jeg i sidste ende har liggende foran mig.
Som I kan høre: Det var ikke løgn: Det bliver lidt rodet, dether oplæg. Men – sådan er det meste jeg tænker. Rodet. Sådan er det meste jeg skriver. Og sådan føles Livet i det hele taget. Mit eget liv. Noget frygteligt rod. Der fra hvor jeg står og betragter det. I hvert fald.
Og igen tak for at give mig den her lejlighed til at læse Pontoppidan. Det er ikke noget, jeg har gjort meget. Det indrømmer jeg straks. Og jeg vil vende tilbage til hvorfor.
Først vil jeg glæde mig over at have fået et skub, et incitament, et mildt rap med pisken og en gulerod at løbe efter.
En af de store opdagelser jeg gjorde, da jeg gik i gang med at kigge på Pontoppidans forfatterskab var hjemmesiden, jeres hjemmeside går jeg ud fra – Pontoppidan selskabets hjemmeside – tusind tak til dem, der har taget sig tid til at gøre så mange af hans tekster tilgængelige for os andre elektronisk.
Det er jo ikke mindst en gave, når verden pludselig lukker ned. Når bibliotekerne bliver lukket ned – Eller hvis man er i eksil. Som jeg har været. Hvis man som jeg har boet de sidste 2 år i Italien. Så kan man finde det her enorme materiale på den hjemmeside.
Så enormt er materialet faktisk, at det er næsten lammende, når man vil forsøge, at danne sig et overblik over forfatterskabet. Hvis man fx har været så letsindig at takke ja til en invitation til at tale om Pontoppidan her hos Pontoppidan-Selskabet.
Det er ikke lykkedes mig at danne mig et overblik over forfatterskabet.
Men jeg har stukket næsen i en hel del tekster.
En af dem, der fangede min opmærksomhed hedder 'En Balance-Konto' – her skriver Pontoppidan sådan her:
Det kunde naturligvis ikke undgaas, at der i Generaldebatten om Finansloven blev langet ud efter Forfatterne og Malerne, fordi Staten støtter Landets Litteratur og Kunst med nogle Penge. Aar efter Aar har der i Rigsdagssalene løftet sig det samme Jammerhyl over disse Folk som over en Skare paatrængende Tiggere, der ligesom Rotterne var ved at blive en Landeplage.
– det skriver Pontoppidan i 1909. Jeg læste Pontoppidans artikel i de dage, da kunstfondens breve om legater og afslag på legater blev sendt ud i år. 1909 – tænkte jeg. Det var ligegodt sørens. Jeg troede – jeg naive, historieløse menneske – jeg troede, at den slags diskussioner udsprang af oprettelsen af Kunstfonden i 1964. Men altså man lærer lidt hver dag. Og jeg kunne ikke dy mig for at POSTE – som MAN nu gør – et par citater fra artiklen på FaceBook.
For igen i år var der naturligvis kritik af kunststøtten.
Og det er, som det skal være.
Det ville slet ikke være sjovt at modtage et legat, hvis ikke der var nogen, der brokkede sig og mente at pengene kunne være brugt meget bedre på meget andet end forfattere.
En forfatterkollega svarede på opslaget. Han skrev: Fandeme godt skrevet – jeg anede ikke at Pontoppidan var en slags dansk Celine!
Og jeg er helt enig – det er fandeme godt skrevet. Og ikke kun fordi jeg er enig. Det er bare helt upartisk betragtet skønt, skarpt og indigneret skrevet. Men hvad det har med Celine at gøre, det ved jeg altså ikke. Måske jeg også bare har læst for lidt Louis-Ferdinand Celine.
Uanset hvad. Pontoppidan fortsatte dengang i 1909:
I Begyndelsen var det vist kun nogle nøjeseende og samvittighedsbekymrede Missionsbønder, hvem disse kunstneriske og litterære Poster paa Statsregnskabet skar i Øjnene, Folk, for hvem et Pengestykke ikke havde nogen rigtig ægte Klang, uden det var tjent i et ærligt Andelsforetagende eller i alt Fald i en ikke helt uærlig Hestehandel. Men som Tiden gik, bredte Ansvarsfølelsen sig opefter og nedefter, ja nu er de folkevalgte Embedsmænd og andre Akademikere, som dog ikke selv har været Staten helt billige Luksusdyr, næsten de allermest forargede. Og disse Rigsdagshyl har givet kraftig Genlyd omkring i Landet, hvor særligt Forfatterne er kommen til at figurere i den folkelige Fantasi som en Samling skamløse Snyltere paa det sunde og virksomme Samfundslegeme. Paa dette ene Punkt har vore syvogtyve politiske Partier fundet hinanden i fælles Bekymring. Her staar Ulv og Lam og græder med hinanden broderligt om Halsen. Og man kan paa Ordførernes forandrede Tone mærke, hvor behageligt det føles for en Gangs Skyld at vide sig i Samklang med det samlede danske Folk og Fæ.
Citat slut.
Det ER knageme skrapt. Og det burde forresten ikke overraske mig, tænkte jeg så. Jeg havde jo set den samme skarpe – lidt ondskabsfulde? – pen spidde karakterne i Lykke-Per fx. Nu huskede jeg de portrætter, som havde fanget min interesse, og som jeg havde fremhævet, da jeg læste Lykke-Per med nogle elever forrige år.
Og apropos Lykke-Per. De store romaner. Sikket apparat. Hele det store maskineri, som sådanne store romaner er. Et enormt rod. Stillistisk. Rod. I hele organiseringen af stoffet. Sikket kaos.
Vi får breve – hele korrespondancen med Jacobe – en hel lille brevroman, da Per rejser bort. Første gang.
Vi får romantik og drama. Store romantiske følelser og voldsomt drama. OG tekniske redegørelser, planer for det ene og det andet. Bureakratiets tandhjul blottes. Vi indvies i desperate tanker, indre monologer om fremtiden og triste minder fra fortiden. Monologer. Dialoger. Mangestemmede bakkanalers i-munden-på-hinanden-talen.
Hele arsenalet af forfatteriets tekniske greb og svindelnumre.
Det kan man jo kun blive imponeret over. Ikke mindst når man selv har forsøgt sig som roman-forfatter. Pontoppidan KAN skrive.
Det betyder ikke, at man ikke som forfatter og skrivelærer kan stille uendeligt mange spørgsmål til formen og afviklingen af romanen. Man kan spørge til hele det tektoniske arbejde – de store flader af fortælling, der skubber sig ind i hinanden, over hinanden, under hinanden. Små og store flader. Man kan spørge til proportionerne af disse flader. Mægtige bjerglandskaber skubbes op og op og rungende tomme fordybninger i landskabet synker og synker. Man kan undre sig over tiden, der strækkes og trykkes sammen. Væsentlige hændelser, tilsyneladende væsentlige hændelser overstås på et par linjer. Små dagligdags skærmydsler strækker sig over mange sider. Det er den slags bevægelser, der gør den store romans store format så spændende. Vi lever med personerne – selvfølgelig gør vi det. Men indenunder, nedenunder arbejder statikken, hele det tekniske apparat. Det store urværk. Damplokomotivet. Vandorgelet! og nu skal jeg nok stoppe den her tåbelige billedremse.
En ting er Per-figuren, der igen og igen spænder ben for sig selv – og aldrig bliver en svane. Det vidste vi vistnok, at Pontoppidan var lidt skeptisk overfor – hele den her transformations-tanke, HC Andersens altså – det læste vi i skolen i fortællingen 'Ørneflugt'. (Et vi er ofte et jeg… i parentes bemærket).
For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.
Per er muligvis en ørn. Til tider nærmest en naturkraft. Men han er vokset op i en andegård. Måske er det det, der er hele humlen?
Kan I høre hvor jeg famler?
Kan I høre hvor det roder?
Per møder stor modstand fra VERDEN, men det er i lige så høj grad – vel egentlig i højere grad – en modstand i ham selv, der holder ham tilbage. Han spænder ben for sig selv. Som naturkræfter ofte gør, farer han hovedløst frem. Hans hovmod. Hans stolthed står igen og igen i vejen for succes.
Per nævner selv en ørn – det er i en af hovedscenerne – naturligvis en hovedscene – en af bogens mange slutninger – et af de ekvilibristiske kammerspil, der dukker op i romanen, en skæbnesvanger dialog, hvor slør falder til højre og venstre – her overværer vi fødslen af den sidste inkarnation af Per. Det er på nogle af bogens sidste sider – tætpakkede sider – Pontoppidan vil vist åh så gerne slutte romanen, men kan ikke rigtig finde stedet at slutte – så han bliver ved. Lærer Malling skal introduceres. For at give Pers død et vidne, velsagtens. Jakobes fortælling skal rundes af. Og Inger skal have et ord eller to indført, også den cirkel skal sluttes. I et brev fra Inger får vi altså lidt at vide om hendes og børnenes skæbne efter Per forlod dem. Arven lever videre! – får vi at vide. Gen-pølen sætter sig igennem! Pers søn Hagbarth har "efter alles sigende ualmindelige evner" og vil være ingeniør! – skriver Inger til Per.
Stop nu, Pontoppidan – ville skrivelæreren sige – Lad nu romanen slutte – Giv nu Per fred.
Men jeg hopper liige et par sider tilbage, tilbage til det der kammerspil jeg nævnte. Og Ørnen jeg efterlod i frit fald – det er et 'sandhedens øjeblik' mellem Inger og Per, et af de der sandhedens øjeblikke, der er voldsomt forurenet af halve sandheder og små løgne. Per skal overbevise sig selv og han skal overbevise Inger om at deres forhold må slutte – men det er ikke nødvendigvis de samme argumenter, han kan benytte overfor Inger og overfor sig selv.
[s799 – læs op]1
Og så er det lidt efter at Per citerer pastor Fjaltring:
I lyse tider lider vi gerne nød på betydelige personligheder, men vore trængsler kan til gengæld "ruge ørne ud af spurveæg" –
Men det er en gal mand, der taler. Lidt senere står der:
Per rettede sig i vejret, greb sig med hænderne om hovedet og stønnede. Nu var det gjort! Ofret var bragt!
Og da Inger og børnene er kørt bort, hjem til hendes forældre – sidste linie i næstsidste kapitlet:
"Er det nu nok?" – spørger Per. Per alene på Golgata! Per som forkvaklet Jesus-figur.
Efter Pers død læser lærer Mikkelsen højt for os fra 'en slags dagbog' – som der står – en slags dagbog Per efterlader sig. Per spørger i den dagbog – han skriver:
Det vi kalder vor sjæl, er det bare en forbifarende stemning, et resultat af vor nattesøvn og vor avislæsning, noget, der er afhængigt af barometerstanden og torve-priserne? Eller har vi lige så mange sjæle i os, som der er brikker i en gnavpose? Hver gang posen rystes, kommer en ny tilsyne: en nar, en hugaf, en natugle … Jeg spørger! Jeg spørger!
Ja, det må du nok spørge om, Per. Jeg vil ikke forsøge at svare. Men jeg spørger mig selv – Hvad er det med de mandspersoner hos Pontoppidan: Hvorfor har de det så svært? Pers historie er vældig rørende – Jakobes historie – vældig rørende – Men altså: Hvad er det med de der mænd hos Pontoppidan? Ødelagte, selvdestruktive, ærgerrige, skrammede, bulede, bøvlede … Hvorfor skal Per løbe fra hus og hjem for at slå sig ned i ødemarken og tænke tanker? Og inspicere veje. For så endelig at dø.
Nu når jeg endelig frem til det jeg virkelig synes er interessant.
Selvfølgelig er vi tidsrejsende, når vi læser bøger fra fortiden. Og hvornår har det ikke været spændende at være tidsrejsende? Vi oplever fortiden, vi oplever tiden, vi smager luften og maden, ser at sådan klædte man sig, sådan fragtede man sig gennem landet, sådan levede de rige, sådan overlevede de fattige, sådan døde de, sådan blev man forelsket, sådan blev man introduceret til selskabslivet, sådan blev man udelukket fra selskabslivet, sådan talte man, sådan talte man ikke. Men vi ser også os selv, vi ser også vores egen tid, selvfølgelig gør vi det. Vi ser vores egne svagheder, vores egne dumheder, vi bliver måske opmærksomme på vores egen blindhed, vores muligheder og vores begrænsninger. Vi bliver mere hele mennesker? Det er et spørgsmål. Måske det lyder lidt helligt, men ja hvorfor ikke – vi bliver mere hele mennesker, bedre mennesker? Måske. Endda.
Et af de mest dominerende emner i litteraturen og litteraturdebatten netop nu – er køn, kønnet og kønsroller. Moderskabet. Og faderskabet. Oftest – desværre? – set gennem et autofiktivt filter. Og i den samtale har Pontoppidan meget at byde ind med.
I et af de portrætter jeg talte om tidligere, men ikke et af de mest ondskabsfulde – et dobbeltportræt af en slags – her bliver der sat et par ord på Det kvindelige og Det maskuline:
Af de syv herrer, der nu efter Max Bernhardts indbydelse samledes for at drøfte planen, var den ene vekselerer Herløv, Max Bernhardts personlige ven og uundværlige medarbejder, en stor rødfed mand, der gjorde et underligt dvaskt og søvnigt indtryk, skønt han i foretagsomhed ikke stod synderligt tilbage for sin kompagnon og absolut overgik ham i opfindsomhed og snuhed. På børsen sagde man om ham, at han var Max Bernhardts fantasi. Det var gerne ham, der undfangede ideerne og med beregnende omhu planlagde de fælles foretagender, mens den anden var den ligelinjede, mandlige, iværksættende kraft.
Her i det her eksempel er brugen af det kvindelige og det maskuline godt nok temmelig banal.
Vekseler Herløv undfanger gerne ideerne, han er Max Bernhardts fantasi og planlægger med en beregnende omhu – Mens Max Bernhardt repræsenterer den ligelinjede, mandlige, iværksættende kraft.
I romanen "Det Ideale hjem" – er samtalen om kønsroller og forældreskab langt mere kompliceret og – aktuel? Det er sagt med et spørgende tonefald.
"Det ideale hjem" er fortællingen om en ung Skribent og Naturforsker, Dr. phil. Adam Malling. Malling studerer naturen og mener at vide, at faderen er undværlig. I familien. For barnet. Overflødig. Ægteskabet er en falsk institution, der fremmer falske følelser, holder mennesker fast i skadelige forbindelser. Kærligheden skal udleves frit mellem voksne mennesker. Børnene skal opdrages i mere naturlige omgivelser, mere naturlige familier. Mødre bør bo sammen med deres mødre og deres brødre. Onkler er bedre fædre end fædre. Sådan cirka er teorien.
Men virkeligheden er meget anderledes. Livet udspiller sig meget anderledes – også for Malling selv. Hans søster gifter sig med Mallings gode ven. Malling selv forelsker sig i en ung præstedatter, (det gør mange mænd hos Pontoppidan! De der præstedøtre de er allevegne!) denne præstedatter viser sig dog ikke at være præstedatter – ikke rigtigt i hvert fald. Hun er resultatet af en uhellig alliance – ja, det var saadan ved kartøffellægningens Tid – et kærlighedsmøde mellem moderen og præstens bror, arkitekten (i anførselstegn) som unge Malling tilfældigvis møder i meget beruset og sindsforvirret tilstand (arkitekten er fuld og sindsforvirret) på romanens første sider. Mallings søster bliver skilt og flytter hjem til moderen med sine to små drenge. Malling bliver gift, konen bliver gravid, og Malling forlader den unge kone og det ufødte barn. For MÅSKE at rejse hjem og være far for sin søsters børn.
Hold da op! Sikken fortælling.
Men hvad skal det hele betyde? Aner det ikke. Men hold da op sikken fortælling. Som jeg meget gerne ville gøre mig klog på. Og kloge mig om.
Men nu er tiden gået. Og den er gået med vilje. Med min vilje. For det er alt for svært, noget af det sværeste at gøre rede for – synes jeg: Hvad skal det hele betyde? Alt alt for svært. Meget meget interessant. Men alt alt for svært.
I stedet vil jeg slutte af med at minde os allesammen om en tale Jens Smærup Sørensen holdt ved selskabets årsmøde i 2001. En redigeret udgave af teksten, har jeg set, er med i den nye bog – 'En håndfuld grus i andedammen' – virkelig god titel, tænker jeg. Teksten har også været trykt som forord til 'De Dødes Rige'.
Jeg fandt teksten på hjemmesiden – selvfølgelig måtte jeg lige se, hvordan andre havde angrebet den her modbydelige opgave – at tale foran Pontoppidan-Selskabet.
Jeg blev så lettet, da jeg så hans indledende bemærkninger. Jens Smærup Sørensen er en forfatter jeg sætter stor pris på. Og han fortæller, at han som ung forbød sig selv at læse Pontoppidan. Det var imod hans finere fornemmelser. Der var anden og mere presserende læsning, der skulle overstås. De mere samtidige, de mere moderne. Jens Smærup Sørensen skriver:
Jeg var begyndt at læse ham som femten-årig og nåede dog igennem det meste af ham, inden jeg nogle få år efter måtte sige helt fra. Jeg kunne slet ikke klare det længere, som man siger, kunne bare ikke tåle mere af den i mine øjne alt for grumsede most, eller med et ord fra den religiøse sprogbrug som måske dækker bedst: jeg kunne dengang pludselig ikke mere læse en side af Pontoppidan og hans slags uden at forarges. Jeg følte i alle indvolde, inklusive hjernen, at det syntetiske og centralperspektiviske i hans metode, og frem for alt at den såkaldt realistiske sprogholdning i al sin brammende virkelighedstroskab var falsk, og at sådan en slags bøger derfor, som alt andet falsk, jo var noget man burde holde sig langt væk fra.
Av for den. Tag den Pontoppidan.
Jeg kommer til at tænke på Virginia Woolf, som jeg et sted (og jeg har glemt hvor) men et sted har jeg set hende citeret for at have sagt om James Joyce – jeg parafraserer efter hukommelsen, for jeg kan som sagt ikke huske hvor jeg læste det, men hun sagde sådan cirka, at Joyce var som en bumset, ung student, der bildte sig ind, at for at få en smule frisk luft – for at kunne trække vejret i det hele taget – måtte han knuse alle ruder!
Jeg holder meget af Virginia Woolfs bøger. Men jeg ville også – som ung – knuse alle ruder! Jeg var helt på Joyces side. Jeg er vel egentlig stadig på Joyces side. Knus de ruder! (på en ikke-voldelig måde.)
Og jeg lærte af William S. Burroughs, at det simpelthen bare er kedeligt både at læse og skrive om mennesker, der går igennem døre. Transport-scener: Ud med dem. Væk med de forstokkede hierarkier og vanetænkningen. Sproget selv er farligt – det var det jeg lærte. Sproget er faktisk en virus – prædikede Burroughs.
Jeg kan ikke huske om det gør forfatteren til læge eller patient – men jeg anede meningen. Og forsøgte at skrive udenom alle fælderne.
Jeg lærte af den franske forfatter Alain Robbe-Grillet at vi var på vej mod en ny tid. At vi faktisk altid stod midt i den allerede. At den altid allerede var her. Den ny tid. At vi allerede og altid er ankommet. Og her er der brug for en ny roman. Nye tider kræver nye romaner. Man kan ikke beskrive vores tid i de gamle tiders formsprog. Det er uærligt. Det er renskuret løgn. Det er at bedrage læserne. Fortidens former fatsholder fortidens normer, fortidens værdier. Fortidens litterære former holder forfattere og læsere fast i en løgn.
Han lærte mig at man som forfatter ikke har brug for størrelser som psykologi og ideologi. Sådanne størrelser er at betragte som giftige kemikalier, der skal håndteres med stor forsigtighed – det kan være direkte farligt at skrive med udgangspunkt i personkarakteristik. Selv noget så – skulle man tro – uskyldigt som tid og sted måtte man betvivle. Hvis man vil skrive til tiden og stedet man er i og på.
Dengang kunne jeg bestemt ikke se, at der kunne være sammenfald mellem Robbe-Grillets bekymringer og Brandes dictum om at sætte problemer under debat. Kravet til forfatteren om at gøre samtiden til emne og oplyse mørket! Nu mistænker jeg, at man kunne finde overensstemmelser, berøringspunkter i de to mænds bombastiske udsagn.
Dengang var jeg ikke i tvivl om, at folk som Pontoppidan var ligegyldige, måske endda farlige for læserens virkelighedssans. Og farlig for en ung forfatters skrive-sans. Der skulle helt andre patroner i revolveren.
I kan nok høre, at jeg var en hård hund! Principfast. Og lidt naiv.
Tak for denne lejlighed til at få bevist det modsatte.
Jeg håber det er blevet tydeligt, at jeg mener at Pontoppidan har stor relevans – han har noget at sige os alle. Stadig. Der er noget der aldrig bliver uaktuelt. De store fortællinger. De store problemer. Evigt aktuelle. Og hos Pontoppidan sat i scene med stor kraft.
Jeg har været meget meget glad for at stifte bekendtskab med Pontoppidan. Og jeg er slet ikke færdig med hans bøger.
