Evropa i Kjøbenhavn

Af Gustav Esmann

I det altid forlystelsesrige Kjøbenhavn har dog af Aarets Tider September et Ry for at skænke de fuldeste Glædens Skaaler. Til hvilket Mylder af Adspredelser inviterer ikke denne galante Sæson, som forener Vinters og Sommers Tiltrækning! Saa er der ikke længere mørkt om Aftenen i Tivoli, for Maanen skinner stolt ned gennem Træerne, hvis Løv allerede er tyndet, som Haaret paa en Bonvivants Isse. Men regner det tilfældigt en Aften forskaffer man sig med Lethed Plads i et Teater, og nyder Stykker, man maaske har glemt, siden man saa dem sidst, og Førsteelskerinder, man kan huske, fra man var lille. Er det køligt, indbyder den lune Cirkus. Der hypnotiseres man blidt af Gasheden, mens man stirrer paa de rundt galopperende Heste, som selv er blevet ganske skeløjede af bestandigt at løbe i Kreds. Endelig er der Revuerne, de ny Studenter og de første Østers.

Trænger man nu efter en Aftens Sansehvirvel til næste Formiddag at passere nogle mindre hidsende Timer, frembyder der sig jo til alle Sider Udflugter i en smilende Natur. For Eksempel til den lille venlige zoologiske Have, hvor man kan drikke Chokolade og indaande den friske Duft af vilde Dyr og søde Æbler. Eller man tager i Skoven og erhverver paa en rask Spaseretur Appetit til en Frokost af Fiskefilet og mandbare Kyllinger, at indtage i en af de vakre Restaurationer, hvor man sidder paa Balkonen og nyser og ser Bladene ét for ét svirre ned i sin Tallerken. Oh, det er smukt og tungsindigt; 329 kvæget og bevæget ruller man mod Skumringen hjem til den vinkende, oplyste By, de myldrende Boulevarder, de straalende Caféer og Varitéer, for paany at styrte sig ud i den festlige Tummel.

Intet Under at Kejseren af Rusland altid vælger September, naar han rejser paa Besøg til Kjøbenhavn. Ogsaa forsikres det bestemt, at Hans Majestæt efter hvert Ophold erklærer, at han intetsteds befinder og morer sig bedre end i sine høje Svigerforældres Residens. Og Tilfredsheden er da ubetinget gensidig. Har Sommeren været fugtig, Tivoli mat, har den paa Kongens Nytorv stoltserende Kjøbenhavner en gnaven Augusteftermiddag ved Synet af Stilladserne om Teatret, den tomme Østergade, og de seks Par Turistsko paa Fortovet foran d'Angleterre, følt sig naget af Tvivl, om han virkelig promenerede sin udødelige Sjæl i Verdens Centrum – den Høstdag Derjawa ankrer paa Rheden og Saluten ruller, véd han paany Evropas Blikke rettede paa sig. Paa Toldboden stiger Czaren i Land og inspicerer den danske Garde!

Paa Toldboden staar den kjøbenhavnske Presse og inspicerer Czaren. Allerede Uger i Forvejen har man i dens mest velunderrettede Organer hver Dag kunnet læse bestemt fra paalideligste Kilde indhentet Efterretning om, hvilken Dato Hans Majestæt vil indtræffe, for Morgenen efter med samme dybe Overbevisning at blive forsikret om, at Ankomsten vil finde Sted en anden Dag. Paa den Maade er Forventningstiden hengaaet i behageligt skiftende Spænding. Denne er yderligere bleven stimuleret ved Uvejrsbyger, der er draget truende hen over den politiske Horizont. Det Rygte er pludselig opstaaet, uvist hvorfra, at en større Del af den danske Flaade skal udrustes og i Forening med de russiske Panserskibe, som eskorterer Kejseren, i dennes Paasyn afholde omfattende 330 Sømanøvrer i Farvandet om Kjøbenhavn. Eller det forlyder, at de i Nordsjælland kantonnerende Regimenter er designerede til at udføre kombinerede Evolutioner for Selvherskerens Øjne. Hvad kan vel Meningen være med disse Demonstrationer, hviskes der i Krogene. Ja, hvad er Meningen, spørger højlydt de skarptskuende Ledere for den Del af Pressen, der fortrinsvis tænker sig at repræsentere hele det danske Folk. Betyder det Kundgørelsen af en dansk russisk Alliance? Vover Regeringen paa en Tid, da Rigsdagen ikke er samlet og uden at raadspørge Vælgerne, at spille Hazard om Landets Eksistens og kompromittere os i vor overmægtige sydlige Naboes Øjne ved slige vanvittige Manifestationer! Er det maaske Hensigten… Prrrr, lyder det beroligende fra anden Side: Hans Majestæt Czarens Rejse til Danmark er uden al politisk Tendens. Han kommer udelukkende for at aflægge et privat Besøg hos sin Gemalindes nærmeste Slægtninge og rekreere sig i sin høje Families Skød. De russiske Skibe skal kun illuminere paa Rheden paa de fyrstelige Festdage, og de russiske Matroser skal spille i Tivolis Koncertsal. Med disse Forsikringer lader det danske Folks ledende Alvorsmænd sig stille tilfreds. De har opnaaet, hvad de vilde, de har vist sig skarptskuende og paa deres Post, og man har taget skyldigt Hensyn til deres Værdighed og Indflydelse. Pressens højre Haand trykker dens venstre i enig Opfattelse af Czarens Besøg som en fredelig Privatmands, der kun har Krav paa offentlig Omtale indenfor en høflig Reportages Former. Dog med den Forskel, at Alvorsmændenes Omtale med folkelig Ligefremhed undgaar de fyrstelige Titulaturer, Majestæt, kejserlig og kongelig Højhed o.s.v.; men da saadant kun gaar ud over de paagældende Referenter, hvis betalte Linjeantal ved Strygningen af disse Ord formindskes, kommer dette Offer paa Frihedsgudindens Alter ikke at genere Alvorsmændene selv.

331 Helt udenfor disse Overenskomster staar imidlertid den Presse, hvis samfundsomvæltende Principer og barske revolutionære Sindelag overhovedet ikke tillader den at stille sig paa Forhandlingsfod om Kejsere, selv naar disse optræde som Privatmænd.

Denne Presses Reportere er da virkelig at beklage under Kejserbesøget, som feder deres lykkeligere stillede Kolleger. Dog er enkelte af dem snilde nok til at udtænke Manøvrer, ved hvilke de kan holde sig nogenlunde skadesløse uden at synde mod den Sags Idé, de kæmper for. Idet de nemlig gaar ud fra den socialøkonomiske Enhed "hvad en Arbejderfamilie kan leve af", udregner de, hver Gang, de fyrstelige Personer foretager sig et eller andet, hvor mange Arbejderfamilier, der havde kunnet leve, hvis de fyrstelige havde resigneret paa dette eller hint. De kalkulerer for Eksempel, hvormeget Kejseren giver for en Hat, og hvor mange Gange han kan antages at hilse med den, inden han kasserer den. Hænder det saa, at Hans Majestæt en Eftermiddag kører op ad Østergade, og Folk staar opstillet og hilser paa ham og derved tvinger ham til at slide paa sin Hat, saa oplyses det næste Dag paa en Prik, hvor mange Arbejderfamilier, der kunde have ført en sorgfri Tilværelse, om Kejseren i Gaar var bleven hjemme paa Fredensborg. Og der burde ingen Tvivl herske om, at saadanne Beregninger og Eksempler i høj Grad er nyttige til Forbedring af Arbejderstandens materielle Kaar og i det hele til Gavn for den ubemidlede Befolkning.

Det kongelig-kejserlige Vogntog ruller gennem Kjøbenhavn. Med Pomp og Suite, med Blink og Hestetrampen og mellem et dobbelt Hegn af Jordens skikkeligste Befolkning, ekset og avet af Jordens strikseste Politi. Solen glimrer paa Seletøj og Uniformer, paa mandlige Tilskueres blottede Isser og i Kvindernes ivrigt skinnende 332 Øjne. Smaa Damer sender dybtnejende de tronende røde Kuske himmelske Blikke. Høje Damer drejer, længe og entusiastisk knejsende, Hovedet efter de bortrullende fyrstelige Nakker. Og blussende af Begejstring udbryder en seks Fods Mø i Livets Høst sikker paa, at Czaren hilste netop hende, da han førte sin hvide Handske op til sin hvide Hue:

– Gud, hvor jeg elsker Kejseren! Ja, hvis jeg var en Mand, vilde jeg ikke bestille andet end raabe Hurra for ham!

Hvilken rørende Appel til Fremskridtets Barmhjærtighed. Klinger der ikke gennem denne uforbeholdne Bekendelse et undertrykt Suk over Arbejdets uretfærdige Fordeling, en skærende Klage over den tyranniske Samfundsorden, som forbeholder Mændene en af Menneskehedens dyreste Rettigheder, den at turde raabe Hurra! Og fortjente ikke denne Kvinde at stilles lige med Mænd? Ja virkelig, naar man ser den Armé af Kvinder, vaabenføre og mindre vaabenføre, Linje, Reserve og Landstorm, som Kjøbenhavn mønstrer i Kejsermaaneden, og navnlig ser, hvad de udretter, da maa det indrømmes, at i hvert Fald denne Stad synes moden til de videste Reformer. Hvem husker ikke fra historiske Billeder de "stormodige Træk af Kvinder under Saragozas Beleyring", eller – hvorfor gaa saa langt tilbage – hvem har ikke i frisk Minde et patriotisk Skuespil, der for faa Aar siden gik over en af Hovedstadens Scener og hvor en snelokket Invalid, snurrende sig som en Top rundt paa sit Træben, med Kaarden i Haand nedlagde tre hvidskjortede Svenskere, hvem Huris i Kulissen samtidig overheldte med sydende Beg, med en Ynde, som om de vandede Grønærter! Og hvad er saa dette mod de Savn og Strabadser, Damer, som ikke blot er Kvinder, men for Størstedelen ogsaa Invalider, frivillig underkaster sig Dag ud og Dag ind, i den Tid Kejseren gæster Kjøbenhavn. 333 Opstillede i Timevis, pressede ind mod Jærngitre, persede sammen i Gadedøre, tilbagelæggende milelange Strækninger til Fods i alskens Vejr eller indeklemte i gloende Omnibusser og Sporvogne ses Kvinder og atter Kvinder af enhver Alder, Stand og Svagelighed, ofrende Tid og Helbred, Hvile og Hjem, Mad og Drikke, Liv og Lemmer for Czaren. Men heldigvis, Hæren bestaar jo ikke af lutter Veteraner, og hører man end ikke med blandt Festens høje Guder paa Scenens Midtpunkt, kan det ogsaa for en almindelig dødelig have sin Charme at gaa bag Kulisserne i den smalle Passage mellem Geledderne og Husrækken, hvor man smutter saa lunt og dulgt som i Barndommens Tid paa sin Moders Tørreplads, under det tæt udspændte Flagtag af alle de Farver, gamle Dannebrog efterhaanden er kommet i Familje med.

De Dage, Czaren ikke kommer til Kjøbenhavn, kommer Kjøbenhavn til Czaren. Med Morgentogene arriverer der til Fredensborg større og mindre Jagtselskaber udrustede med Paraplyer, Kikkerter og hjemmeskaaren Proviant i Tasker, hvorpaa er broderet Lokomotiver eller Dampskibe, som udspyr uforholdsmæssige Røgmasser. Det gælder at benytte sin Formiddag, ikke spilde Tid med Frokost paa Kroen, men straks begive sig til Revieret i Slotsparken og tage Post paa Steder, hvor man sikrest kan vente det fyrstelige Vildt. De heldigste Udkigspladser er imidlertid sædvanlig optagne af indfødte kvindelige Trappers, som med Sytøj, Bog og Madpose straks fra Morgenstunden har stillet deres Fælder, hvor der haves det bedste Blik over Slotsterrassen og Forhaven. For senere indtræffende Ekspeditioner er der da intet andet at gøre, end at spadsere frem og tilbage i den langstrakte Allé, der i en Bue slynger sig udenom Slottet, og med Ansigtet stift vendt mod dette oppebie, hvad der maatte vise sig. I Spidsen 334 tripper gærne en lille mager, gammel og erfaren Dame med fremstrakt Hals og vejrende Næseboer. Hun sporer Vildtet paa lang Afstand og varer de andre. Efter hende følger Truppens mandlige Medlemmer, to midaldrende adjunktligt udseende Herrer, med sorte Klædesfrakker og Panamahatte. De skæver over Brillerne til de latinske Indskrifter paa de ubegribelige Monumenter og fordyber sig i Underholdning om Fredensborgs gamle Minder. Deres Attraa er at blive Øjenvidne til, hvad de kalder et historisk Genrebillede, det vil f. Eks. sige, se den danske Konge staa paa Terrassen efter Lunch og byde Kejseren af Rusland en Cigar, som denne derefter tænder hos Prinsen af Wales. Efter disse lærde Sværmere træder saa Hovedstyrken an, et halvt Dusin sværtbevæbnede Damer, af hvilke to er pukkelryggede, én halter stærkt og Resten er udstyrede med Øjenklap eller Respirator. De samtaler ikke stort, marcherer bare af Sted, med spændte Ansigter stramt drejede mod Slottet, saa tappert deres respektive Skavanker tillader. Sidst trasker en ulykkelig ung Student, belæsset med Overstykker og Parasoller. Han er indvendig aldeles rasende, gør sig Umage for at lade, som han ikke hører til Selskabet, føler sig nervøs af Sult og syg af de Cigarer, Onklerne har trakteret ham med fra tidligt om Morgenen. Nu søger han at liste hen til en Bænk, hvor han har opdaget en ledig Plads, men bliver øjeblikkelig attraperet af den gamle Blænkerdame: – Lille Frederik, Du har saa gode Øjne, kom herhen og se en Gang; jeg synes bestemt, det er Kongen af Grækenland, som staar ved det Vindu der til Venstre paa første Sal.

Det kan imidlertid, selv af Frederiks Falkeblik, ikke afgøres, om det virkelig har været Kongen af Grækenland. Den paagældende Herre er nemlig straks igen gaaet bort fra Vinduet. Taalmodigt drager da Selskabet videre, kigger en Stund gennem Gitteret ind i Marmorhaven, 335 afsøger Normandsdalen, dvæler ved Kongebroen og den russiske Portal, allevegne, hvor der kan være mindste Haab om at møde blot en fyrstelig Barnevogn, men uden synderligt Held. Det lykkes kun den gamle Læderstrømpe at vejre to ganske unge Prinser, som man end ikke er rigtig sikker paa virkelig var to Prinser. Efter afholdt Krigsraad besluttes da, ogsaa fordi man næsten ikke længer kan staa paa Benene, at indstille Jagten i Terrænet, og begive sig til Kroen. Dér, véd man bestemt, kommer hele Fyrstefamilien forbi, naar den omtrent Klokken to tager ud at køre eller spadsere. I Ventetiden kan man saa udhvile sig og spise til Middag.

Paa Kroen sidder de berømte russiske Opdagere, hvem man allerede kender fra Bladene som Mænd med intelligente Ansigter og gennemborende, allestedsnærværende Øjne. De ser gennemborende paa det indtrædende Selskab, som dog ikke lader til at vække deres letslumrende Mistanke. Tilsyneladende roligt fortsætter de deres Pokuleren med tvende her udstationerede kjøbenhavnske Bladkorrespondenter, hvem de velvilligst forsyner med diverse bevingede Efterretninger, som Korrespondenterne senere lader flyve til Kjøbenhavn. Dineren serveres af landlige Hænder. En Edderkop falder ned i Suppen, ellers passerer intet mærkeligt før ved Bøffen, da en Mand pludselig styrter ind fra Gaden, henrykt brølende: Nu kommer de allesammen!

Det virker som Efterretningen om et Jordskælv. Op farer hulter til bulter Journalister, Opdagere og Rejsende, Herrerne barhovedede, skyndsomt tyggende af Munden, Damerne rivende Servietten fra Brystet, alle ud og kaster sig i Støvet paa Landevejen, mens 3-4 kongelige Char-à-bancs ruller hurtigt forbi; Herskaberne nikker og smiler, den yngste fyrstelige Ungdom behager allernaadigst at le himmelhøjt.

336 Nu gælder det blot om snildt at beregne, hvilken Yej, de kommer tilbage og saa gaa dem i Møde for i Ro og Mag at kunne tage dem i Øjesyn endnu en Gang, før man skal hjem med Toget Kl. 5. Lykkes det vel, maa Udbyttet kaldes heldigt. En Kejser, to Kejserinder, flere Konger og Dronninger, adskillige Tronfølgere og Kronprinsesser, foruden en hel Mængde mindreaarige Fyrsteligheder af begge Køn – Smaavildt, man ikke ret véd at klassificere. Og naar man næste Dag og fremtidig læser i sin Avis den fortræffelige Korrespondents Meddelelse: "Kl. c. 2½ kørte hele Kejser- og Kongefamilien med samtlige Gæster ud i 4 Char-à-bancs. De høje Herskaber vendte tilbage Kl. c. 3½" – saa forstaar man ganske anderledes end før de stemningsfulde Linjer. Nu har man selv set, hvordan denne Begivenhed finder Sted og tager sig ud.

Saaledes omtrent gaar Dagene for Czaren og Kjøbenhavnerne, til Afskedsstunden slaar. For sidste Gang, den Gang, vajer de trofaste Flag over Byen og ruller Cortégen gennem Gaderne. Afskedskanonaden dundrer og Folk vifter paa Langelinje, saa længe de kan se Røgen fra de kejserlige Skibe. Lidt triste vandrer Kjøbenhavnerne hjem. Paa Vejen i Bredgade er der nogle, som lægger Mærke til, at man i en vis skummel Hjørnebygning er i Færd med at lufte ud og gøre Vinduerne rene. De studser lidt, saa gaar der et Lys over deres Ansigter:

– Det er jo Rigsdagen, vi skal have ind! Herregud, Rigsdagen, det er dog altid en Erstatning!

Saamænd er det saa. Czaren er rejst, Grundloven leve! Der er bestandig noget nyt at raabe Hurra for i Kjøbenhavn.

Gustav Esmann.