Kjøbenhavnsk Demimonde

Kjøbenhavn har som andre Storbyer Omnibusser og talrige Drosker til almen Fornøjelse og Bekvemmelighed. Den har ogsaa, som andre Smaabyer, sine Forsøg, mere iøjnefaldende end egentlig stilfulde, paa Efterligning af storevropæisk Ekvipageelegance. Men den har endelig, mere maaske som noget for sig selv, et Antal Privatkupeer, kokette Enspændere med Plads til to, højst tre Personer, dæmpet holdte og komfortable, afpassede efter en finere Velhavenheds Evne og Smag. Ved Middags- og Skumringstid, just før og som Gassen tændes, og naar de sidste Damer med Smaapakker og Portemonnæ i Haanden forlader Butikerne, ruller de hyppigst gennem Gaderne. Og Kenderen paa Fortovet komplimenterer stille det lette Køretøjs korrekte Ubemærkethed og spørger, mens det blinkende og hastigt skyder forbi, spørger, hvis han ikke ved det: Hvem er mon den lykkelige Ejer, sidder han alene i Kupeen – eller kører der flere?

– Man maa ikke lige straks tænke sig noget saa blændende som Nizzas Kameliaflor eller Diamantfeerne ved Newaen1, naar Talen er om Demimonden i Kjøbenhavn. Kjøbenhavn har sin Demimonde – naturligvis, men Verdenskokotteriets Luksusfrenesi, som Similipariseren Richard Kaufmann2 vilde udtrykke sig, har hidtil ladet denne Blomst paa vor Hovedstads ellers yppige 54 Kulturliv uberørt i hjemlig Oprindelighed. Den kjøbenhavnske Demimonde er borgerlig og højhalset beskeden, af et blidt husligt Tække, der gør den til et sømmeligt Hof om den Dronning Margaretha Figur med Strikkegarnsnøglet i Haanden, som gamle Thorvaldsen i ungdommelig Kaadhed kaldte for Venus.

Foragt for alt tvetydigt Skin, tom Pragt og falsk Glimmer er den dannede kjøbenhavnske Demimondes Karaktermærke. Dens Hu staar til det jævne og ægte, den hjemlige Hygge er dens Ideal. I høj Grad besidder den Englændernes priste Homesans. Naturligvis kan der paapeges letsindige og karaktersvage Undtagelser, men de forsvinder hurtigt igen fra den ansete og solide Demimondes Kreds. I ni af ti Tilfælde lever den respektable kjøbenhavnske Demimondedame som en fornuftig Partikulier i sit velindrettede Interiør, det hun med voksende Smag forskønner og fornyer, udelukkende optagen af sine Pligter og sunde Adspredelser. Ja, hvis det ikke i altfor manges Øren vilde lyde som en Paradox kunde det godt paastaas, at faa Samfundsklasser gennemgaaende føre en saa regelmæssig, stille og sober Tilværelse som den honnette kjøbenhavnske Demimonde.

**
*

Frøken Helga Carlsen bebor en 3 Værelsers Lejlighed med Entré, Køkken, Pigekammer og øvrige Bekvemmeligheder paa 2den Sal i en net Ejendom ude i Ny Stormgade. Der er ingen Genboer, men fri Udsigt over Havnen og Amager. Om Sommeren staar Solen stærkt paa, lige som der ogsaa kan indtræde mindre behagelig Omveksling i Luftens naturlige Friskhed, men da Frøken Carlsen tilbringer Størstedelen af den milde Aarstid paa Landet, medfører dette ingen videre Ulempe. Frøken Carlsen har sin Moder hos sig, en endnu aandsfrisk 55 og rørig gammel Dame, der fører den lille Husholdning med forstandig Økonomi. Madam Carlsen, der forlængst har forladt sin Mand for helt at kunne ofre sig for sin Datter, sover i Pigekammeret, hvor hun har sit Boudoir, sover trygt og uforstyrreligt og læser hver Aften, før hun tidligt begiver sig til Ro, i Kortene sit Barns Fremtid stedse mere lykkelig og bestraalet.

Frøken Helga har sin Bekvemmelighed i de to Værelser til Gaden, indrettede som Salon og Sovekammer, det sidste nærmest Entréen. Det tredje Værelse, til Gaarden, henstaar umøbleret, og benyttes til Badestue og Pulterkammer, medens Familiens Maaltider indtages paa forskellige Steder, snart i Køkkenet, snart i Salonen, undertiden for Frøkenens Vedkommende paa Sengen. Møblementet i Værelserne er af en solid moderne Elegance. Mørkeblaat Silkeplüsch i Salonen, lyst Crétonne om Sengen og Tojletspejlet. Det er i sin Helhed en Gave fra Frøkenens første alvorlige Beskytter, en barnløs Enkemand og Justitsraad i et af Regeringskontorerne. Paa sine ensomme Aftenspasereture traf han den unge Pige, som den Gang lig en naiv Rus havde kastet sig ud i Livets Hvirvel med sorgløst Mod. Ved sine indtrængende Forestillinger og kærlige Opmuntringer lykkedes det ham at aabne hendes Blik for Fremtidens mere alvorsfulde Sider, og hun samtykkede da i som første Bevis paa hans oprigtigmente Hengivenhed at modtage omtalte Plüschinstallation, det oprindelige Fundament for den sikre sociale Position, hun siden med Omhu og Klogskab har forstaaet at befæste. Efter to Aars ubeskrivelig Lykke døde den gode Justitsraad. Hans venlige Oldingeaasyn skinner mildt over Sofaen i floromvundet Ramme og med Ridderbaandet i Knaphullet. Han efterlod ikke sin unge Kærlighed timeligt Gods, men han efterlod hende til en jævnaldrende Ven, en sat Rentier, der havde været den hyggelige Tredjemand ved Parrets smaa Hymenmiddage 56 paa Skydebanen, og som nu følte det som sin naturlige Pligt at træde trøstende til. Frøken Helga modtog Trøsten, men enten hun nu har fundet den mindre rigelig eller noget ensformig, maaske ogsaa i betænksom Bekymring for mulig næste Gang ikke at komme til at sidde Enke under lige saa heldige Omstændigheder, indvilgede hun kort efter i en morganatisk Forbindelse3 til venstre Haand med en yngre Grosserer, som alt i længere Tid havde gjort hende favorable Avancer. Mellem disse to henglider hendes Liv, om Vinteren i Ny Stormgade, om Sommeren i Ordrup, sorgfrit og roligt, som en Flod mellem sine to Bredder. Hun har vidst at indføre og haandhæve en regelmæssig Husorden, der fuldkommen betrygger mod ubehagelige Sammentræf, og andre mandlige Aasyn end de tvende hinanden ubekendte Kontubernaler skuer Stuernes Spejle ikke. Men det hænder undertiden, at Frøken Carlsen tilbringer en Aften udenfor Hjemmet for at hengive sig til en eller anden mere utvungen Selskabelighed. Disse Udflugter, for hvilke hun da ikke altid gør det fortrolige Regnskab, en Datter skylder sin Moder, er det eneste, som kan fremkalde en bebrejdende Misstemning hos Madam Carlsen, hvis pinlige Hverv det er at undskylde og forklare dem overfor Husets Venner. Men et kærligt Ord fra Datteren i Form af en mild Hentydning til, hvad Moderen skylder hende, er nok til at bringe den gamles Sind i tilgivende Ro. Og om én Udflugt er de enige i lige Forudglæde og omhyggelig Forberedelse. Det gælder den 3dje Kasinomaskerade. Der sidder Madam Carlsen i bedste Pynt paa Balkonen og ser Frøken Carlsen i fineste Skrud paa Gulvet danse Lanciers og Galopade, "saa lystigt som hun havde stjaalet baade Strømper og Sko"4, med nydelige unge Mænd i Kjole og hvidt. Frøken Carlsen danser kun med la crême og mellem Kvadrillerne, mens hun hviler ud hos sin Mama udpeger hun hende de fineste Navne af det elegante Selskab. 57 Og naar de kører hjem sammen om Morgenen, er ingen Etatsraadinde, hvis Datter har hele Aristokratiet paa sit Kort ved Forsvarsforeningens store Bal, stoltere end Madam Carlsen. Der er kun det sørgelige Nachspiel, at efter denne aarlig tilbagevendende Festlighed tilbringer Frøken Carlsen en Tid lang hyppigst sine Aftener udenfor Hjemmet.

Frøken Carlsen er nu en Dame midt i Tyverne, brunet, af slank Højde med en berømt Figur og et Ansigt, hvis rolige bløde Linjer og store vandblaa Øjne afspejler en sund Sjæls enfoldige Harmoni. Af Temperament er hun elskelig indolent, af Tankegang henrivende ensartet. Med Undtagelse af smaa wedding-trips, hun i sin første Ungdom nu og da foretog til Helsingborg og Malmø og senere en 3 Dages Udflugt til Berlin, hvis Mindesmærker hun besaa i Forening med Grossereren, har hun aldrig sat sine Ben udenfor Kjøbenhavn og er ukyndig i fremmede Tungemaal, men taler, skriver og læser sit Modersmaal med fornøden Lethed. Ligeledes spiller hun net Piano, hvori hun har nydt en fortræffelig Undervisning efter Zigeunersystemet5, og foredrager ikke uden Følelse mindre Ballader og Romancer, saavel tungsindige f.Ex. "Det gamle Træ, o lad det staa" som skælmske, blandt andre en med det kokette Refræn: "Christian Du tror vist jeg lyver". Med denne sidste plejer hun at dysse Grossererens Mistænksomhed i Ro, medens "det gamle Træ" er Rentierens Vuggevise. Politik foragter Frøken Carlsen, af Kunst foretrækker hun Theatret, især om Søndagen. Strindberg hader hun. I religiøs Henseende er hun usikker. Vel søger hun ikke Kirken, men der er dog ingen Tvivl om, at hun tænker over det hinsides. Og hun nærer den Tillid til den himmelske Retfærdighed, at den vil finde, den ikke kan være bekendt at gøre hende noget. Hvad den virkelig heller ikke godt kan.

58 Saadan er Frøken Carlsen. Ved Middags- og Skumringstid, just før og som Gassen tændes og naar de sidste Damer med Smaapakker og Portemonnæ i Haanden gaar hjem fra Butikerne, kommer hun ind gennem Byen fulgt af Kielland, Grossererens store danske Hund.

Gustav Esmann

 
[1] Newaen: Den russiske Neva-flod i hvis delta Skt. Petersborg ligger. tilbage
[2] Richard Kaufman: (1846-1894), journalist; forfatter til en række bøger om Frankrig, især Paris. tilbage
[3] morganatisk Forbindelse: ægteskab til venstre hånd. tilbage
[4] saa lystigt…: fra et vers i sanglegen "Munken går i enge": Og se, hvor de danser lystig de to, / som om de havde stjålet både strømper og sko. tilbage
[5] Zigeunersystemet: efter dette system kunne man lære at spille klaver efter kun tre måneder – lovede avisreklamerne. tilbage