Livet og Digtningen
Henrik Pontoppidan
I.
Ingen nulevende dansk digter synes, – i alle fald for den fremmede, – saa ensom, saa helt for sig selv som Henrik Pontoppidan. Noget kan skyldes den ytre holdning han i mange aar har indtat, han lever tilbaketrukkent, og det har sikkert ikke bare sin grund i helbredshensyn, men i en aandelig reserverthet, en trang til at være alene og til ikke at følge den digtermote som "fordrer et blottet Adamsæble og en udringet Vest" ("Høisang"). Den som kjender hans ansigt bare fra portrætter, vil særlig gripes av dets ensomme og mørke alvor, det er uveir i det, storm over panden og haaret, hav i øinene. Men stormen har ikke opløst dets linjer, som er sterke, klassisk tydelige, det er en personlighets ansigt. Ensom er han ogsaa i tiden. Han har ikke avgjørende og for længere tid sluttet sig til partier, han har ikke eftersporet retninger, aller mindst dem det var gaat mote i; han har i sin søken i tiden ikke lett saa meget efter et menneske som efter en mand, og man kan muligens samle hans angrep og hans smerte i det at han i det ganske Danmarks rike nok har fundet mennesker, men aldrig en mand. Litterært kan han vanskelig føies ind i en skole, hverken blandt jyder eller sjællænder, han er ikke beslegtet med nogen samtidig dansk digter. Han er snarere aandsfrænde med enkelte av tidens litteraturforskere som Vilh. Andersen og Valdemar Vedel, men finder formentlig de to for litet aandelig stridbare, for litterært optatte i en tid som kræver mands handling. Det er nemlig slik handling Pontoppidan har søkt at øve i sine hovedverker. Hans 40 sidste bok, "Mands Himmerig", har endog præget av en desperat handling for at tvinge folk til at se og høre. Man maa gaa bakover i tiden for at finde digtere med hvem han er – mere eller mindre – aandelig beslegtet. Men det er mest litterært slegtskap en kan paavise. Hans romaner omfatter paa en gang den indgaaende menneskeskildring og samfundsbilledet. Det samme søkte Vilh. Topsøe at gjøre i sine tidsbilleder, men dennes psykologiske fremstilling synes fattig og hans samfundstegning blek mot Pontoppidans. Det kan trækkes paraleller mellem Goldschmidts store politiske roman "Hjemløs" og Pontoppidans "De Dødes Rige". Men avstanden mellem de to, menneskelig og litterært, røber sig straks i forskjellen paa deres stil, Goldschmidts artistisk følsom, rik paa vellyd, Pontoppidans enkel, streng, naken, ofte fattig. Og forskjellen paa de to som karakterer aabenbarer sig netop der hvor man kan trække paraleller. Begge søker objektivitet i menneskeskildringen og forstaaelse i samfundsbilledet. Selv i de bøker hvor Pontoppidan gaar mest angrepsvis tilverks, selv i en saa forbitret bok som "Mands Himmerig" stræber han efter objektivitet i menneskeskildringen, – det er synd at si at han mildner eller forskjønner indtrykket av romanens helt, magister Niels Thorsen, som for Pontoppidan virkelig er en helt, fordi han er en mand i et land hvor mænd ikke taales. … Hos Goldschmidt er der noget indsmigrende i hans søken efter objektivitet, han er forstaaende for sin egen skyld, han beiler gjennem den til samfundets gunst. Grundlaget for Goldschmidts objektivitet er en svakhet i karakteren, en holdningsløshet og mangel paa styrke, som han er sig bevisst. Det er noget i hans menneskelighet og kunstnerpersonlighet som gjør at han minder om kunstneren Hugo Martens i Pontoppidans fortælling "Hans Kvast og Melusine", om hvem det heter: "I sit Hjertes Afgrunde maatte han bestandig kæmpe mod et troløst Sværmeri for sine lykkelige Medbejlere, mens han i Virkeligheden kun havde Foragt tilovers for sine Tilhængere." Pontoppidans objektivitet er uten sidehensyn, den er av en helt kunstnerisk 41 art, et resultat av hans trang til at naa tilbunds i de menneskesind han vil skildre, forstaa dem, skildre dem retfærdig og uten dom, det vil si skildre dem sandt, uten derfor at forpligte sig til dem hverken med kjærlighet eller hat. Ganske visst er i hans senere verker ikke faa personer tegnet med avsky; men til gjengjæld er selv helten i den sidste, "Mands Himmerig", tegnet med en større skaanselsløs objektivitet end jeg tror forfatteren har været sig helt klart bevisst. … Som stilist og beretter staar Pontoppidan nærmest Blicher, med hvem han har enkeltheten, den store linje og den hemmelige patos tilfælles. Men hans nærmeste aandsfrænde i dansk digtning er Palludan-Müller, skjønt det er let nok at paavise forskjelligheter og avstandene mellem de idé-kredser hvori de lever, – idé-kredser som dog skjærer hverandre. Slegtskapet aabenbarer sig i alvoret og ensomheten, i den satiriske menneskeopfatning, – med ingen dansk bok er Pontoppidans store romaner saa beslegtet som med "Adam Homo". Men i hele Pontoppidans forfatterskap findes der ingen Alma Stjerne, de kvinder han interesserer sig for, er av en helt anden type; Jakobe i "Lykke-Per" som har offervilligheten og hvis praktiske livsarbeide kan sies at være som en slags sonen for alt det Per svigtet og lot ligge, er like saa stolt og selvbevisst som Alma er ydmyg og utad selvutslettende. Jacobe er helt verdslig, en irreligiøs kvindetype, Alma ikke alene selv dypt religiøs, men tillike bærer av digtets religiøse sonings-idé. Og dog er det fællesskap i de to digteres livsopfatning. Palludan-Müllers kristent, Pontoppidans natur-hedensk farvet; de kan begge ta som motto den sidstes ord, hvorefter det gjælder at gjøre sig "Sorgen til Ven og Fortrolig", eller, sat paa spidsen, at det er lidelsen som er livets mening. Palludan-Müller endte i sin livsopfatning som asket, og Pontoppidan, som har grublet saa meget over lykken og "lykkens idé", og forsvaret og forstaat kampen for lykken, gjemmer over en asket i sit sind, som stundom fortæller ham at ikke bare lidelsen, men døden er livets mening.
En beundret og agtet stilling indtar Pontoppidan i dansk 42 aandsliv; men man har ikke indtryk av at han er populær, hvad han ganske visst heller ikke ønsker at være. Man vilde sikkert ogsaa ha vanskelig for netop nu at paavise hans indflydelse. Det vil kanske lettere la sig efterspore for kommende slegtled. Men heller ikke som blot og bar romanforfatter er han egentlig elsket. Man skal ha indstillet sit sind paa en viss ensomhet for at begeistres for denne dyp-tegner av mennesker, denne samfundsskildrer og samtids-tugter. Det hersker i hans bøker høstklar og høstkjølig luft, som stundom kan springe over til frost. I dem alle er grundstemningen ensomhet, og en flerhet av hans personer redder sin sjæl i ensomheten, eller de gaar under fordi de ikke kan finde frem til den styrke som holder sjælens ensomhet ut. Ensom, isoleret maatte ogsaa Pontoppidan bli ved den avstandstagen han har gjennemført likeoverfor de aandelige og politiske bevægelser i sin samtids Danmark. Han har personlig gjennemlevet og forkastet dem og er endt som den objektive menneskefremstiller og bedske, tilslut vredt tuktende, samtidsskildrer. Selv tilhørende en gammel dansk presteslegt, brøt han tidlig med prestegaardskulturen, kom i nært forhold til Grundtvigianismen og høiskolebevægelsen, saa dens svakheter og brøt med den ("Det forjættede Land"); derefter blev han – og forblev altid – Brandes' beundrer, men saa med smerte det forgjæves i hans verk, og med bitterhet hvordan hans idéer og tanker blev forfusket. I digtet til Brandes' 70-aars fødselsdag har han lyttet til skriket fra "en Natfugl, en Ugle":
Hvad blev der – saa skreg den – af Riget, han skabte?
I Grus er det sunket! Og Tavshed og Øde
nu græsser paa Tomten hos fredløse Døde!
Den Sandhedens Sol, han paa Himmelen satte –
hvem bragte den Glæde? Til hvem gav den Styrke?
Han raabte "Bliv Lys!" – og der voksede Mørke.
Den Vaarstorm, han rejste i Ungdommens Sind,
de Blomster, der mylred af Jord, hvor han traadte,
nu driver i Luften som lumrende Vind.
43 Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,
som favned saa vidt over Fjorde og Bugter,
forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.
Og Adam, den nye, blev dum som den gamle.
Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven
og aad med hver lysten Gorilla i Haven.
Af Herlighedsdrømmen blev intet tilbage.
Et Luftsyn den var – og nu sank det i Jorden.
Men ingen har sørget, og ingen vil klage.
Den moderne individualisme, slik den blev utformet i Kjøbenhavn, sterkt stemplet av jødisk aand og kapital – Pontoppidan skildrer altid jøderne med sterk forstaaelse, ofte med sympati – hele den bevægelse som man med mere eller mindre ret indbefatter i betegnelsen Brandesianismen, gjennemlyste han og brøt med den ("Lykke-Per"). Sterkest har han kanske trodd paa demokratiets sak, paa folkestyret; her hadde han stillet sig personlig ind blandt de kjæmpende, og næret levende beundring for Hørup og trodde paa systemskiftet i 1901. Men ogsaa det politiske Danmark, det radikale Danmark blev ham en bitter skuffelse, kanske den største av alle. Friheten, ikke længer et gode som skulde tilkjæmpes, men som den magt der hadde seiret og hvis forkjæmpere nu gramset efter og sloss om byttet, kvalmet ham mere end noget andet. I grus saa han det frie, mandige Danmark, i "De Dødes Rige" gjorde han op dets fallitbo, men med haab om at store værdier kunde reddes ut av sammenbruddet; i "Mands Himmerig" er haabet opgit, den politiske misere, som hos Pontoppidan først og fremst er det radikale raattenskap, har i den grad gjennemætt det hele samfund, at de bløte landlige haabs skalmeietoner, som gav slutningsstemningen til "De Dødes Rige", fuldstændig er forstummet for det "finis Daniæ" som runger gjennem "Mands Himmerig".
Like til denne sidste roman kunde man gjennem alle disse troens og haabets nederlag finde en levende drøm, et sværmeri som han gang paa gang søkte at faa tat livet av, 44 som han gjennemanalyserte og forkastet, men som ikke lot sig utrydde. Denne drøm forenet sig med hvert nyt haab, blev opgit med det, blev tilbake som drømmen om redningen, den var som en del av hans egen sjæl, og man kan trods "Mands Himmerig" ikke helt tro at den nu er endelig død og utryddet. Han har forfulgt den som en drøm om "tilbake til naturen" i alle drømmens falske og bedragerske former; men den vendte tilbake som en tro paa frelsen i sjælens tilslutning til naturlivet, til sindets ensomme fordypen i sin egen indre verden, der for ham som oftest er tapets og sorgens, men ogsaa en sjelden gang den inderlige lykkes verden. Dette har været hans digtnings inderste liv, og ut fra sin tvil og sin tro paa værdien av dette liv er det han har skrevet sine bøker. Denne hans tro, at menneskene kan gjenvinde sin likevegt og sin oprindelige menneskelighet og inderliggjøre sit sjæleliv gjennem et nært forhold til naturen, er snart ironisk behandlet som menneskenes vigen skræmt tilbake for den primitive naturmagt (novellerne i "Natur"), snart bedskt alvorlig som given sig ind under den samme magt (fortællingen "Isbjørnen"); eller den analyseres som forfeilet idealisme i sværmeriet for bonden og bondens liv og gjerning ("Det forjættede Land"). Men hvor ofte han end paaviser denne "natur"-følelse som falsk romantik og rotløst sværmeri, lever drømmen like sterk i hans sind og er den positive, den bærende livskraft i hans digtning. Det ensomme sinds nære forhold til naturen, ikke tilstræbet som idealisme, men tillevet gjennem smerte og kamp, betinger den menneskelige frigjørelse fra det likegyldige i tap og gevinst, og fra løgnene i den saakaldte idékamp i tiden. Det er det naturforhold som i "Lykke-Per" blir hovedpersonens sidste frelse. Det er ogsaa tilstede i den sindets ro og likevegt som Torben Dihmer i "De Dødes Rige" vinder ute paa sit gods Favsingholm, og det er den avgjørende magt i den idyl hvori denne roman munder ut, den svævende romantiske drøm om et nyt menneskepar i flugt fra byen – en drøm hvis blide ord er ledsaget av skalmeiens enkle toner. Men Niels Thorsen i "Mands Himmerig" 45 eier intet av det, derfor synes hans sind fattig, hans himmerig ødslig og kaldt, og det er vel ikke bare fordi det land han med en mands gjerning vil redde, ikke kan reddes, at hans gjerning paa læseren virker gold og forgjæves.
Dette Pontoppidans natursværmeri er ogsaa tilstede i hans realistiske prøvende menneskeskildring. Naturen i mennesket ser han forkvaklet dels av kristendommen, som det oprindelige, det evige, ødelagt av det historisk bestemte, det tidsbundne, – alt det som har skapt spøkelset i det menneskelige sjæleliv og gjort dets samvittighetsliv sykt. Dels ser han naturen opløst av bykulturen, av den ensidige moderne intelligens-opfatning av livet, som har omdannet det oprindelige og sunde til det opløste, det opspilte og overfladiske og egoistiske. I opfatningen av kristendommen som det historisk bestemte og nu overlevede, der forkvakler samvittigheterne, er der en tilslutning til Ibsen. Hvad denne kaldte "liket i lasten" er for Pontoppidan spøkelset i sjælelivet. Frelsen laa for Ibsen fjernt som en drøm i et "tredje rike", – uvirkelig fjernt som en vaardrøm i streng og ubarmhjertig vinterkulde. Ogsaa den danske digters fremtidsrike har uvirkelighetens drømmeskjær, men er dog grodd av en mere hjemlig og blidere natur – som nu er gjennemisnet av den kolde sno fra hans sidste bok.
Pontoppidans paa engang hedenske og dansk-bestemte naturfølelse i dens kamp mot spøkelserne har fremtvunget objektiviteten i hans menneskeskildring, følelsen av alles og ingens ret. Pontoppidan uttaler – naar undtas i hans sidste bok – nødig nogen fordømmelse, bare en og anden sjelden gang løper uviljen mot et menneske av med ham. Viser han os et menneske i en scene som umiddelbart vækker vor uvilje mot det, kan han i den næste scene la det bli stillet ind under forstaaelsens og forklaringens lys. Saa klar og sterk en personlighet digteren end selv er, tar han nødig det avgjørende, eller i alle fald ikke det dømmende parti; det er menneskesindene han vil vise os, i deres forskyvning til eller deres forkvakling av den oprindelige natur. Emanuel 46 Hansted i "Det forjættede Land" er ikke bare en martyr og en profet, som hans faa sværmeriske tilhængere vil gjøre ham til, men heller ikke bare en gjenganger av Don Quijote, en nar "som regelmæssigt forfuskede, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn", – slik pater Rüdesheimer dømmer ham. Han er noget av begge deler, en av tiden og sig selv forkvaklet natur. … Per Sidenius i "Lykke-Per" er ikke bare en streber og en fantast, ikke bare en egoist, – selv om han mest er det sidste, uten evne til kjærlighet, bare med evne til at savne kjærlighet, lykke, hjem. Han er ogsaa et higende sind, en længtende natur i kamp med spøkelser, det er flugt i ham og samtidig en trang til inderlighet. Han kan ikke slaa sig til ro og finde lys og varme ved det tidsbaal paa gaternes stenbro som de intellektuelle, hjemløse og spøkelsesfri jøder har tændt i byen. Det er germansk uro og længsel til det evigbrændende i ham. Han maa fra tiden i byen søke tilbake til den natur som der er evighet i. Det er frelsen, det er lykken i hans sind. – Og Jytte Abildgaard, den egentlige hovedperson i "De Dødes Rige", er ikke bare kold og gold og livsfeig, hun fortæres av smerten over at hun ikke vaager livet, ikke tør prøve lykken, og hun eier den dybde, som for Pontoppidan er det menneskelige adelsmerke, at hun værner om sin sorg og gjør den til sin ven og fortrolige.
I nær berøring med denne hedenske opfatning av menneskene som naturer i kamp med spøkelser staar hans syn paa dem som stækkede viljer. Vilhelm Andersen har i sin bok "Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab" – en bok som enhver der beskjæftiger sig med Pontoppidans digtning kommer i stor gjæld til – vist hvordan et enkelt novellemotiv er det bærende og det altid gjenkommende i hans digtning. Det findes i novellen "Ørneflugt" i "Fortællinger I", som beretter om den tamme ørn Klaus der en dag finder sig fri og fra prestegaarden følger den hvitbrystede hunørn paa dens flugt mot fjeldene. Men den tamme ørn skræmmes av synet av de snedækte fjelde, den gyser for denne nakne ørken og søker tilbake til prestegaardens hjemlighet 47 og lune fred. Men da den kommer tilbake, blir den skutt som en almindelig hønserøver. Og novellen – eller eventyret – slutter med en direkte hentydning til H.C. Andersens "Den grimme Ælling" med de ord: "For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden."
"Stækkede Vinger" het Pontoppidans første novellesamling, – mere ut fra en forutfølelse av hvad der skulde bli det bærende motiv i hans digtning end fordi titelen var saa betegnende for indholdet i disse fire smaa første fortællinger. Om den stækkede flugt fra prestegaarden og tilbake igjen fortæller hans menneskeskildring. Det er naturens forsøk paa at vise sig i sin vælde, naturen i menneskesindet, og dens sammenbrudd fordi dens vinger er blit stækket, dens mot ødelagt av kulturspøkelser. Men, det maa vel merkes, som oftest er de frie fjelde, ørnen løfter sig mot, bare indbildninger, teaterkulisser, fantasterier. "Et Luftsyn den var – og nu sank det i Jorden." Sjelden gir hans romaner rendyrket motivet fra novellen "Ørneflugt", – den vingestækkedes flugt mot den sande natur. Den flyvendes vinger er ikke alene stækket, men flugten gaar ogsaa oftest til selvbedragets riker. Det er Emanuel Hansteds flugt. Det forgjæves i den er bestemt baade av at hans vinger ikke er sterke nok og av at hans maal bare er sværmeriets luftspeilinger. Det er heller ingen hunørn som lokker ham, Hansine er en taus og stille hjemlig fugl, hvis natur han ikke forstaar … Per Sidenius egges derimot til flugten av en hunørn, den storladne Jakobe, hvis flugt han ikke har vingekraft til at følge og hvis fjerne fjelde skræmmer ham. De egne han i virkeligheten søker, er selvbedragets, egoismens øde fantasiriker, som han en tid tror at gjenfinde i den intellektuelle individualismes tanke- og idéverden, – en verden som for Pontoppidan heller ingen virkelighet, ingen "natur" har, og derfor som alt historisk- og tids-bestemt maa synke i grus. Men, skjønt stækket, vender ikke Per Sidenius tilbake til andedammen og skytes ikke. Paa sin flugt naar han frem til et levende rike, sit eget indre. – I 48 "De Dødes Rige" er det hunørnen, Jytte, som er stækket, og her er billedet gjennemført, hun kaldes til flugt mot en fri natur, men tør ikke, fordi hendes kjærlighetsmot er vingestækket, og hun vender tilbake til andegaarden og skytes, men dør allikevel som den ørn hun er. Romanens anden hovedperson, Torben Dihmer, med de store anlæg som politisk fører, er overhodet ikke av rovfuglslegten, men er heller ikke vingestækket, flyver ingen ørneflugt hverken til seier eller nederlag. Skal han lignes med en fugl, minder han mere om de store skogsfugler; rammet av hjertets og legemets sygdommer søker han gjemsel i de store skogers ensomhet. Hans rike er ikke "mands himmerige" … Derimot er politikeren Enslev, som har træk fælles baade med Brandes og med Hørup, en ørn som har naadd de riker han fløj imot – netop "mands himmerige", riker ikke av natur, men skapt av hans egen kjærlighetsgolde vilje og fantasi, riker der som andre tidskulisser sank i støv paa den dag som kaldes seirens dag … Rovfugl, men ingen ørn, er Niels Thorsen i "Mands Himmerig", hans flugt er ingen stigen mot fjerne riker, men en vild kredsen over aadselsbyen, en vild kloens og nebbets kamp mot aadselfuglene. Han er den mindste av Pontoppidans mænd, der er i hans kamp et hæslig indslag av hat og hevnfølelse, han er gold og kjærlighetsløs av sind, idéløs utover den rasende smerte over at hans fædreland gaar under, uklar over hvilke midler en mand kan vælge i kampen, – uten ørneflugt, men skutt som en rovfugl der kjæmper med klo og nebb til sidste dødstrækning.
II.
Slegten Pontoppidan stammer fra landsbyen Søndre Broby paa Fyn, hvor den første som omskrev det danske Broby til det latinske Pontoppidan, blev født aaret 1616. Det var Erik Eriksen Pontoppidan, som i 1673 blev biskop i Trondhjem, berømt for sin Grammatica Danica (1668), den ældste danske sproglære. Bedst kjendt hos os er en yngre Erik Pontoppidan, født 1698, lærd teolog og historiker, 49 biskop i Bergen 1747, forfatteren av den berømte forklaring (1737), utgiver av en salmebok (1740), og forøvrig gjort sig fortjent til at mindes i Norge ved sin "Glossarium Norvegicum" (1749) og "Forsøg til Norges naturlige Historie" (1752-53).
Slegten vedblev at fostre lærde og betydelige prester, baade Henrik Pontoppidans farfar og far var fremstaaende geistlige. Faren Dines Pontoppidan var sogneprest i Fredricia, hvor Henrik blev født den 24. juli 18571. Seks aar efter blev faren forflyttet til Randers. Det barnerike hjem – det var ikke mindre end 16 barn – gav ikke en lys barndom, morens stadige sygdom la en tyngsel over det, og faren hadde ikke evne til at knytte sønnen til sig eller til hjemmet. Skildringen av Per Sidenius' barndomshjem indeholder sikkert biografiske træk, særlig er stemningen av hjemløshet, av at staa utenfor personlig oplevet. Henrik Pontoppidan tok realeksamen ved Randers latinskole og gik ind paa den Polytekniske læreanstalt i Kjøbenhavn. Der tok han første del av ingeniøreksamen og den skriftlige prøve av anden del; men like før den mundtlige prøve trak han sig tilbake. Naar han slik drog sig undav en næsten fuldført eksamen, laa der i det en for ham saare karakteristisk demonstration, – en demonstration til styrkelse av hans eget sind. Han vilde ikke engang i det ydre binde sig, han vilde avskjære sig ethvert tilbaketog. Han vilde være digter.
Under en tur i Schweitz, da han bare var 18 aar gammel, hadde han hat et reiseeventyr, oplevet en forelskelse og ut fra det oplevede skrevet et nu tapt skuespil "Hjemve", som han hadde søkt at faa opført. Ogsaa ellers hadde hans sind higet efter det usedvanlige. Da han hadde tat første del av sin eksamen, var han blit tilskyndet at søke sig ind i en zoologisk ekspedition til Grønland og forberedte sig alvorlig for deltagelsen. En anden blev foretrukket, men hans Grønlandsstudier og hans dragen mot en primitiv natur skulde aabenbare sig igjen i Grønlands-skildringerne i fortællingen "Isbjørnen".
Henrik Pontoppidan vilde være digter, han vilde bort fra byen og byens mennesker, kunde han ikke komme til 50 Grønland, vilde han i alle fald ut paa landet, til bønderne, der vilde han finde en frisk natur og oprindelige mennesker. Hans bror Morten hadde oprettet Frerslev2 Højskole, som senere blev flyttet til Hjørlunde, begge i Nordsjælland. Ved denne skole var Henrik Pontoppidan lærer i nogen aar, – selv om han tidlig har følt sig fremmed for prestegaardens dystre religionsform, maa han i denne tid ikke ha staat – eller selv trodd at han ikke stod – høiskolebevægelsen fjernt. Morten Pontoppidan, skolens bestyrer, var nu ogsaa en mand som gjerne gik sine egne veier, han vakte tidlig de ledende grundtvigianeres mistro ved sin interesse for den moderne gjennembruddslitteratur og fremkaldte tilslut, særlig ved at bestride læren om den apostoliske trosbekjendelses oprindelse fra Jesus selv, et brudd med førerne. Man kjender striden igjen i skildringen av det store møte paa Sandinge Højskole i sidste del av "Det forjættede Land". – Henrik Pontoppidan følte sig ikke sterkt bundet av sin lærergjerning, og hans avstand fra bevægelsen røber sig i den bok, hans første, som han skrev i disse aar, "Stækkede Vinger". Han trak sig ogsaa snart tilbake fra selve undervisningen, men blev endnu sin tillid til landet og bønderne tro og giftet sig i 1881 med en ung bondepike, Mette Marie Hansen, flyttet over til hendes egn, Horns herred, og skulde leve der som digter. Men idyllen varte kort, endnu langt kortere end han i det ydre fastholdt den, det viser tydelig nok hans forfatterskap fra denne tid. I 1890 blev hans hustru og han enig om at opløse egteskapet, han indgik kort efter et nyt og forlot landet og bønderne og slog sig ned, først i Fredensborg, senere i København, og har senere levet dels i Snertinge ved Kalundborg, dels i Hillerød, tilslut igjen i København. Han hadde hat sit opgjør med natur- og bondesværmeriet; istedet var kommet de politiske interesser. Fra at være bondevenlig var han blit demokrat. Nu kom de intellektuelle, moderne interesser i forgrunden, han sluttet sig nær til det parti som i Brandes saa sin fører, til den moderne individualisme, han tilhørte igjen byen. Han blev medarbeider i "Børstidende" under Ernst Brandes' 51 redaktion, skrev sterkt og opnaadde et saksanlæg, gik saa en kortere tid over til at skrive i "Politiken" og sluttet sig nær til Hørups politiske kamp. Men betragter og analytiker som han er, av natur en ensom, reagerte han snart ogsaa her, og iagttagelse og betragtning blev digtning om de samfundsbevægelser han hadde levet med i, og om de mennesker han herunder var kommet nær. Først fremstillet han – og gjorde op med – den moderne individualisme, den aandelige bevægelse i tiden som var prestegaardskulturens og høiskolebevægelsens motsætning, den frie, konfessionsløse, livsbegjærlige, udanske og "natur"-løse by-individualisme. Det blev for hans iagttagelse et sammenstøt mellem nationalaanden fra landsbyene og herrederne og den kjøbenhavnske jødisk-farvede kapitalsterke intelligensbevægelse, et sammenstøt mellem prestegaarden og storbyen, det hele fortættet i to navne – sammenstøtet mellem Grundtvig og Brandes. Men som det første navn maa spændes videre end til at omslutte en sær-religiøs bevægelse, maa man i det sidste navn se et merke ikke bare for den aandelige frihetskamp litterært og moralsk, men for hele den materialistiske livsretning som er sterkere stemplet av videnskapen, av industrien og det økonomiske fremskridt end av litteraturen. Per Sidenius er ingeniør og ser i Brandes' (dr. Nathan) kamp en forberedende og nu forældet gjerning. Personlig føler Pontoppidan beundring for Brandes og tegner med sympati hans portræt i "Lykke-Per"; men som iagttager av mennesker og samfund ser han hvor haabløst og hvor farlig det er med den jødiske intelligens som leder av det følelsesbestemte og naturpaavirkede danske folk. Likesom Per Sidenius, sønnen fra prestegaarden, vilde det danske folk undet det førerskap ha forsvundet i "Tavshed og Øde", og det er vel ikke bare for den enkelte, men for hele folket, at Pontoppidan ser, med mere eller mindre glæde, nødvendigheten av tilbakefaldet til den oprindelige danske natur.
Sterkest og mest personlig hadde kanske Pontoppidan trodd paa demokratiet. Hvad der i hans digtning er av 52 forkyndelse og agitation, er knyttet til kampen for demokratiets seier og findes allerede saa tidlig som i novellesamlingen "Skyer" (1890). Her blev da ogsaa skuffelsen størst og mest bitter. Ogsaa her er han fuld av beundring for førerens begavelse og kraft; det er aldrig hos Pontoppidan tale om noget frafald, aldrig gaaen over til konservative anskuelser, hvorfra han fordømmer sin tidligere tro. Men han gjennemlyser de idéer han selv har sluttet sig til og de mænd som er bærerne av idéerne eller som utnytter dem, og kommer til det nedslaaende resultat at ogsaa dette har været forgjæves. Som Emanuel Hansted i sin vakte menighet finder den samme misundelse, det samme lavsind, det samme trangsyn, den samme forfølgelseslyst som inden statskirken, slik finder den sterkere og sundere Pontoppidan at menneskene altid blir sig like, hvilke idéer de end bekjender sig til; de kan nok synes ildnet og forædlet og forstørret i trængslernes tid, under kampen, da kan det se ut som kjæmper de uselvisk for idéerne. Men paa den første seierens dag skinner den sande natur igjennem. Da røber de sig som egoisterne, som de magtbegjærlige, som de nye tyranner, og hele kampens resultat er en række tapte illusioner. De nye herskere lokker til sig en vrimmel av overløpere, av slike som omvender sig straks de skjønner at tilslutning lønner sig bedre end motstand. Og paa den anden side, straks mængden i seierherren ser den nye tyran, kommer reaktionen, alle de gamle utslitte idéer, som seierherren trodde tilintetgjort, tar igjen til at røre paa sig; de trives ypperlig i uviljen mot tyrannen, i misundelsen om den som fik seierens feteste stek, og under en smule forklædning, laant fra "utviklingens" maskerade-garderobe, kommer de livsfriske tilbake og sætter sig igjen til rette ved tidens dækkede bord. Slik ser Pontoppidan i "De Dødes Rige" paa det demokrati som var kommet til magten efter systemskiftet i 1901, – og dette syn er blit fuldstændig haabløst svartsyn i "Mands Himmerig". Slik blir hans syn paa alle de idéer som har vakt hans tilslutning op gjennem aarene. Saa forgjæves er idé-kampen, – i samme øieblik de kjæmpes frem til seier, vrænger de 53 karikaturen ut. Den seirrige frihet aabenbarer sig enten at være en fuldblods egoistisk tyran, en gold og ufrugtbar herre, eller en fordærvet gjøgler og mote-apekat. For folket blir denne frihet til ulykke, kundskapens træ "forgifter nu Folket med ormstukne Frugter," den stoltelig forkyndte erotiske frihet blir til at Eva "aad med hver lysten Gorilla i Haven". I frihetens skygge myldrer frem den flok Pontoppidan avskyr av et oprigtig hjerte, presteskapet, statskirkens tjenere. Og overalt vrimler det og øker det som ormer i et raadnende legeme av dem Pontoppidan ikke alene avskyr, men hader, de moderne journalister. … Mens kunstnerne sitter som før paa deres kneiper, foran deres glas, og diskuterer verselinjer og ordsammensætninger og baktaler og misunder hverandre og tror de slik bærer verdens aandsliv. Alt hvad der er igjen av den store strid om idéerne, er "Tavshed og Øde" i de dødes rike.
III.
Henrik Pontoppidans forfatterskap har tre store hovedverker som forener i sig samtidsbilleder og menneskeskildring. Det er "Det forjættede Land", "Lykke-Per" og "De Dødes Rige". Om disse tre store verker grupperer sig en række mindre som forbereder eller slutter sig til disse. De som forbereder "Det forjættede Land" har til fællesmotiv selvbedraget i længselen "tilbake til naturen" og i sværmeriet for bønderne som de mere oprindelige, sandere og naturligere mennesker. De er samtlige landsbyberetninger. Den anden gruppe er de som forbereder "Lykke-Per", de henter sit milieu dels fra herregaardene, dels fra København, og i den drøftes omkring menneskeskildringen tidens moralske og kulturelle spørsmaal – egteskapet, den erotiske frihet, litterære og kunstneriske spørsmaal som naturalisme contra den nye romantik. Den tredje gruppe, en række smaa romaner, er først og fremst menneskeskildring og forbereder ved belysning av tidsbestemte sind stoffet og menneskene i "De Dødes Rige". Ikke saameget gjennem idéerne og emnevalget 54 som gjennem stemningen og menneskeskildringen grupperer de sig om den store roman. Som en avslutning eller sidste utbrudd kommer romanen "Mands Himmerige".
I Pontoppidans tidligste novellesamling "Stækkede Vinger" (1881) gir den første av dem, "Kirkeskuden", oprøret mot prestegaarden. Et "natur"-barn, en taterunge, adopteret av prestefamilien slaar sig vild, egget av den altfor megen gudelighet og katekisme. Den næste av novellene "Et Endeligt" gir det første landsbybillede, og motivet er hentet fra skabelsens ord om at alt var saare godt. Det er den unge pike som fra de fattige bedsteforældres hjem sendes ut i livet med stækkede vinger: hverken bedsteforældrene eller hun selv har fundet bibelens ord bekræftet. De to sidste "Efter Ballet" og "Tête à tête" er kjøbenhavner-noveller, bleke ironiske selskapsbilleder. Ingen av novellene er betydelige, men man skimter i dem, svakt, men dragende, de første konturer av hele den Pontoppidanske menneskeverden.
Den første av hans smaa romaner er den naturalistisk utformede "Sandinge Menighed" (1883), denne gjennemrealistiske forfatters eneste offer til 80-aarenes naturalisme. Den er like meget en københavnerroman som en skildring fra smaabyen, svak baade i sin fremstilling av milieuet og i sine menneskebilleder. Her stiller han op for første gang i større maalestok motsætningen mellem natur og kultur, allerede antydet i "Kirkeskuden". Men det er ikke den kulturmættede som søker til naturen, men et stykke natur som forspildes i byen: bondepiken Boel, hvis mor staar ensom og steilt mot den grundtvigianske bevægelse i Sandinge, sendes av de folkelige og fromme til den grundtvigianske og rike fru Gyllings hjem i København. Baade fru Gylling og hele høiskolekredsen i Sandinge med den da ældgamle presten Momme møter vi igjen i sidste del av "Det forjættede Land". I København gjennemlever da den smukke Boel alt det en bondepike i en naturalistisk roman skulde opleve en i storby og flygter efter et længere ophold i et "logihus" hjem til moren. … I romanen "Isbjørnen" (1887), som kunstnerisk staar langt høiere, er naturlivet flyttet til 55 Grønland. Thorkild Müller har i mange aar været prest paa Grønland og er der helt og holdent blit fanget ind av naturen og det primitive folkeliv, og først da den grønlandske kvinde han har levet med, er død, længes han tilbake til Danmark og blir prest i samme egn som den Sandinge ligger i. Han hører til de ikke faa oprørske prester i Pontoppidans digtning, og han kommer paa kant først med myndigheterne, det er for meget "natur" i ham, siden med menigheten som tror han er gal, da han fraskriver sig retten til tiende. Saa opgir han frivillig sit prestekald og skriver over sin dør: "I har de tyranner, som I fortjener." Skjønt selv et utført og levende portræt virker han, naar Pontoppidans digtning sees i sin helhet, som forstudie til Fjaltring i "Lykke-Per" og Mads Vestrup i "De Dødes Rige", og i idéen til fortællingen ligger kimen til "Det forjættede Land".
I novellen "Vildt" av samlingen "Natur" (1890) er "natur"-motivet helt og fuldt bevisst utnyttet. En syttenaarig gut søker efter en ulykkelig forelskelse ut til "naturen" for at finde helsebot, han vil opleve den friske idyl og møter den sterkt duftende og sterkt lugtende ramme virkelighet. Naturen er langt større og farligere end idylsøkeren hadde drømt om; det er i hans sind at kaldelsen "tilbake til naturen" er falsk, fordi han i den søker en idyl som ikke findes, og ikke har lunger og hjerteslag sterke nok til at møte naturens virkelighet.
Den anden novelle i samlingen, "En Bonde", har det andet motiv, legenden om bønderne som staaende idyllen nærmere, og som førende et mere ideelt liv end byens mennesker. Her er bedraget det at ville vende tilbake til at være bonde, og det at tillægge bonden en anden natur end den "naturlige". Pontoppidan reagerte her ikke alene mot grundtvigianismen, men ogsaa mot den litterære retning som hadde faat sit mest typiske utslag i Bjørnsons bondefortællinger. Pontoppidan har altid i Bjørnson set en stor, ogsaa stor i begavelse, komediant og falsk forkynder.
Før denne Pontoppidans programmæssige fremstilling av motivet i "En Bonde" hadde han utsendt en række landsbyskildringer, 56 mere eller mindre sterkt beskjæftigende sig med det samme emne, men fremforalt virkende ved kunstnerisk kraft og realistisk sandfærdighet. Det er "Landsbybilleder" (1883), "Fra Hytterne" (1887) og "Skyer" (1890), ubetinget de bøker som har mest social indignation og agitation i al Pontoppidans digtning. "Skyer", som har til undertitel "Skildringer fra Provisoriernes Dage", er likefrem en politisk bok, farvet i sin stemning ikke bare av hans menneskeopfatning, men like meget av hans demokratiske overbevisning.
Pontoppidans landsbybilleder hører til det ypperste han har skrevet. Idyllen fra den tidligere generations landsbydigtning er sterkt i opløsning, – og opløsningens bedskhet virker endnu kradsere, fordi forfatteren altid lar os ha for øie den tidligere idyl: det er den samme landsby, den samme smukke og fredelige kirke, den samme hjemlige prestegaard, det samme smukke skogrike landskap ut mot den blaa fjord, – landskapet har stadig det samme præg av idyl. Men synet paa det er et andet, og stemmen som fortæller om det har ikke den mindste klang av idyl. Den ældre generation vilde si med H.C. Andersens ord at Pontoppidan hadde faat en splint av troldspeilet i øiet. I stedet for den prestegaardsidyl, som endog Ragnhild Tønnesen i "Det forjættede Land" hadde drømt om, idyllen fra romanerne og teatret med prestegaardsdøtrene ventende studenterne paa fottur, er kommet prestegaardskjedsomheten, ensomheten og leden, aandstyranniet og det geistlige hovmod; istedetfor den smukke kirke, som vækker til andagt og fromhet, er kommet den samme bygning tom og forsømt og kold og frastøtende – slik Emil Aarestrup allerede hadde skildret den i "I en Landsbykirke". Og i landsbyen selv ser man nu først og fremst hyttene, de smaa graa og forfaldne stuer med bleke sykelige barn. …
Den verden som findes spredt i disse fortællinger og noveller, samles ind i den tre-binds roman "Det forjættede Land", hvorav "Muld" kom ut i 1891, "Det forjættede Land" i 1892 og "Dommens Dag" i 1893. En ny gjennemarbeidet 57 utgave kom i 1898. Den store roman avslutter baade en livsperiode og en tro, den er grodd op av de personligste indtryk og oplevelser, avklaret og gjennemlyst. Men det er intet selvportræt i den, ingen udækket selvbekjendelse. Menneskene og begivenheterne er kommet ham paa den kunstneriske avstand, er gjenfødt i digtningen, han staar helt objektiv i sit forhold til dem. Men i enkelte scener røber den beherskede smerte, den tilkjæmpede ro i foredraget, hvor dype røtter det fortalte har i hans eget sind og hans eget liv.
Emanuel Hansted er opvokset i et hjem, hvor faren, etatsraaden, og broren, den muntre gardeløitnant, hører til det bedste selskap, og synes det er en "vild idé" at Emanuel skal bli prest. Selv søsteren, den gode lille generalkonsulinde, fælder taarer over hans mangel paa manerer. Han er et bybarn, det er et glædesløst ordinært Københavnerhjem han er vokset op i. Selv gir han, den dag han vinder sin menighet med sin bekjendelsespræken, et bittert og uhyggelig billede av dets tomhet. Hans mor er død før han blev voksen, og familien taler ikke om hende, hun var i sin ungdom grundtvigianer, det heter sig om hende at hun dypt "forsyndede sig mod sin Stand". I sin mands hus levet hun helt isoleret, og av barnene var Emanuel den eneste som søkte hende, derfor het han ogsaa blandt tjenestefolkene "Fruens Dreng", mens de andre var "det smaa Herskab". Efter morens selvmord er han helt alene med sin længsel bort fra byen, til naturen, til et sted paa jorden hvor han ogsaa kunde finde et hjem. Denne længsel er det sande i ham, det er ikke et taaket overspændt sværmeri; kommer han ikke til større klarhet over den end om den var git ham i en drøm, er han her sanddrømt, – hans længsel er efter det evige, ikke bare i himmelsk, men i jordisk betydning, efter det evige og altid forblivende i naturen. Men han begaar det skjæbnesvangre misgrep at han flytter sin længsel over paa en historisk bevægelse, grundtvigianismen, bondesværmeriet og knækker nakken paa overflytningen. Han tror at det ideale i længselen umiddelbart kan flyttes over paa en historisk bevægelse og paa de mennesker som bærer 58 den. Forsaavidt er der i hans uavkortede krav og hans mangel paa forstaaelse av mennesker noget av en Brand i ham. Men han er kjærligere av sind, menneskeligere av følelse, – rent bortset fra at Brand er bæreren av idéen i en paradoksal idédigtning og at Emanuel er en levende menneskeskildring i en virkelighetsnær roman. Derfor griper Emanuel Hansteds menneskeskjæbne langt sterkere end Brands, som, hvis man ikke stadig maaler ham med det maal som ligger i digtets idé, blir umenneskelig … Emanuel Hansted vil omsætte sin længsel til sværmeriske idéer som skal realiseres i døgnets liv, og han forfusker den. Han vil leve bondens liv, hvortil han savner enhver forutsætning, og han vil vække en ny samfundsklasse, som han ikke kjender, til et nyt aandelig liv, som den slet ikke begjærer, og som – og det er adskillig værre – ikke gir den sterk og sund næring. Han forveksler sin længsel efter naturen med det utvortes at være folkelig; han vil bli bonde, – hvilket netop strider mot naturen i ham. Han gifter sig med en bondepike i den tro at det er bondepiken i hende han elsker, og med det resultat at han bare gjør hende ulykkelig. Men han kan ikke utslette hendes personlighet som Brand Agnes's. Hansine er den sterkeste av de to, og hun forstaar at stanse ham, – ikke i at ødelægge sig selv, men i ogsaa at ødelægge hende. … Set i forhold til Hansine, til hjemmet, til barnene, set i sit parodiske forsøk paa at være bonde og i sit forhold til bønderne er Emanuel Hansted en daare, en nar og en farlig sværmer. Men set alene, set i forhold til sig selv, til sin sjæls higen, sin længsel og sin ydmyghet, sin indre verden, er han allikevel en sandhetssøker, en av de urolige av sind som holder længselen vedlike i andres sind, og som dog, trods daarskap og naragtighet, er apostel for de faa.
Fortællingen om Emanuel Hansted er av digteren selv lagt tæt ind til en gammel dansk myte, eventyret om den bergtatte, – den samme myte som levet saa sterkt i Goldschmidts fantasi. Den dag han blir gift med Hansine og kjører ind til prestegaarden gjennem æresport og mellem bekfakler, føler han det slik:
59 "Det tog sig for hans Øine ud, som om det bagved liggende Præstebjergs mørke, tunge Masse havde løftet sig op paa luende Ildsøjler, – og han kom ved dette Syn til at mindes, hvorledes han en Gang havde drømt om at finde det Trylleord, der kunde bringe Muldhøjene til at aabne sig for ham. …
Nu kørte han med sin Bondebrud ind i Bjerget."
Og da han rives ut av sine illusioner og fantasier om bonde-idyllen, og blir sig det selv bevisst ved møtet med Ragnhild Tønnesen, ved hendes musik, som kalder ikke alene paa kulturfølelsen i ham, men paa hans inderste natur, paa den længsel han har forfusket, og som fødtes i barndomshjemmet, som musiken – det er Chopins sørgemarsh – gjenkalder i mindet, er det "som en Bjergtagen, der hører sin Hjembys fjerne Klokker ringe." Som alle bergtatte har han faat sit sind spaltet, sin forstand forvirret og kan aldrig mere finde fred igjen i sit sind.
Er det gjemt et eventyr i motivet, er utførelsen realistisk og virkelighetsnær nok. Særlig er menneskeskildringen i de to første bøker sterk og levende, selv om det egentlig bare er to personer, Emanuel og Hansine, som er mere indgaaende skildret, og av disse igjen bare Emanuel som vi lærer at kjende helt til bunds, – slik at vi med digteren kan forstaa ham uten at fordømme ham. Hansine er skjønt fremstillet, i hendes knappe, kydske naturlighet, i hendes stille styrke; men vi skal bare se hende i hendes forhold til Emanuel. Romanens mange øvrige personer er en række levende, fortrinlige rids, interiørfigurer, belysende bokens idé. Selv væver Hansen, den listige vækker og politiske intrigant, som bruker Emanuel for at faa fordrevet prost Tønnesen, ut fra den betragtning at ondt skal med ondt fordrives, – og som siden fordriver Emanuel, selv han er ikke utført videre end et dypt rids. Svakest tegnet er det urolige persongalleri i sidste bok, "Dommens Dag"; av de nye personer, som føres ind her, er det egentlig bare pater Rüdesheimer som interesserer.
60
IV.
Da Pontoppidan avsluttet "Det forjættede Land", hadde hans sind alt længe beskjæftiget sig med det stof som skulde fylde hans nye roman "Lykke-Per". Det spores allerede i en av de tidligste smaa romaner "Ung Elskov" fra 1885. En ung student render fra en liten landsbypike han har forført, og hun dræper sig. Han er ikke en ung mand der som i "Vildt" søker tilbake til naturen og forfærdes over dens ramme lugt. Han er en repræsentant for eller rettere et forvarsel – og et skrøpelig et – for den moderne individualistisk-egoistiske ungdom, og det han flygter for er ikke bare ansvar og følger, men ogsaa fra den sterke naturfølelse han har tændt ild i hos en anden. Forsaavidt er der tilslutning til "Vildt". … Og i "Mimoser" (1886) er man midt i tidens sedelighetsdebat, og interiøret er københavnsk. Den svake "Spøkelser" (1888) er en herregaardshistorie, og her er det den sociale elendighet og de samvittighetsskrupler de gir, der veires bort som "spøkelser" for gjennemlevelsen av personlig lidelse og lykkefølelse. … "Minder" (1893) er et stykke erindringskunst med en elskovs- og forførelseshistorie som avsluttes med selvmord, og "Nattevagt" (1894), hvis handling er henlagt til Rom, er en æstetisk og religiøs diskussion med angrep paa tidens nyromantik. Samtidig indeholder den en paavisning av at bare den yder det kunstnerisk værdifulde som arbeider overensstemmende med sin natur. … De to erotiske romaner "Den gamle Adam" (1894) og "Højsang" (1896), som begge har faat til undertitel "af Magister Globs Papirer", er merket av den ironiske betragtning av et nyt slagord i tiden – lidenskapernes ret og de store følelsers tid. Romanerne viser os at menneskene er smaa og lidenskaperne derefter, men at leken ikke desto mindre stundom kan ende tragisk. Mot al tidens følelsesvrøvl stilles i "Den gamle Adam" dr. Levins ord om "Sjælens stille Planteliv og den tankefrembringende Virksomhed" og 61 i "Højsang" fortællerens karakteristik av sig selv som "et Menneske, der frem for alt elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevegt." … Til disse romaner slutter sig ogsaa "Fortællinger I" (1899), som blandt andet indeholder eventyret "Ørneflugt", og i alle fald delvis "Det ideale Hjem" (1900), en egteskaps- og opdragelsessatire.
Det som er fælles for disse smaa romaner med deres diskussioner og indlæg og betragtninger er at her staar striden mellem natur paa den ene side og bestemte tidsbevægelser paa den anden, snart den religiøst-farvede sedelighetsbevægelse, snart nyromantikens forherligelse av jeget og lidenskapen, snart forkyndelsen av den individuelle intelligens-egoisme. Men al denne diskussion og betragtning i disse bøker er utløst i menneskeskildring og livsskjæbne i den store roman "Lykke-Per" (1898-1904, ny utgave 1905). Og samtidig er man rykket frem i tiden. Sedelighetsdebatterne er gledet tilbake og skimtes bare som de strenge krav i visse kredser – den liberale pastor Blomberg er saaledes ubønhørlig i sedelige spørsmaal, – og den æstetiske og aandelige frigjørelseskamp som ledes av dr. Nathan (Brandes) opfattes av romanens hovedperson som et allerede tilbakelagt stadium, som betegner indledningen til den endelige kamp, hvorunder de økonomiske og industrielle spørsmaal føres frem i forgrunden. Motsætningerne utgjøres av den nationale religiøse prestegaardskultur med sin spøkelsesfrygt og den kjøbenhavnske jødisk paavirkede intelligenskultur slik denne ytrer sig i den kapitalistiske og økonomisk interesserte verden. Det er den materialistiske verdens anskuelse i sammenstøt med den hjemlige danske prestegaardskultur. Og den store kulturmotsætning Grundtvig-Brandes synes under striden stundom at skrumpe ind til at gjælde højskolen – børsen. … Men under denne strid gaar en anden og dypere, som ingen av de stridende magter helt forstaar, striden mellem den evige natur, det evig menneskelige, og en tidsbestemt, historisk skapt bykultur, bygget ikke saa meget paa aand som paa guld. I striden mellem prestegaardskulturen, hvis resultat er svakhet og 62 spøkelsesfrygt, og den moderne intelligenskultur, selv om dens resultat er egoisme, er Pontoppidans sympati hos de intelligente jøder og deres følge. Men i striden mellem den oprindelige natur, mellem det følelsesbestemte menneskelige som kan føre til ensomhet og nederlag i verdens øine, og den moderne individualisme, den straalende kapitalsterke materialisme, er hans sind helt og holdent hos naturen.
Avstanden i tid og utvikling fra "Det forjættede Land" til "Lykke-Per" kan man maale i den sidste romans fjortende kapitel, hvor Danmarks økonomiske historie i mellemtiden skisseres. Det er i den tid da København blir storby, – "kun hvad der angik København og dens Udvikling, havde i den senere Tid kunnet gøre Regning paa at samle den almene Interesse." Samtidig som handelen og industrien og børsspekulationen fanger al interesse, forfalder landbruket eller staar i alle fald i stampe, og trods guldfeberen og pengeomsætningen blir landet altid fattigere:
"… Men trods alle Forbedringer i Driften, og trods den stigende Oplysning, forarmedes Landbefolkningen stadig mere. Prioriteterne i Ejendommene voksede. Landets Gæld til Udlandet steg med mange Millioner om Aaret.
Ikke destomindre sad den bredbagede danske Bonde paa sin Gaard med en uanfægtet Følelse af at udgøre Nationens Marv, at være dens Kærnekraft og Fremtidshaab. Det var en Forestilling, der i Aarhundredets Løb var bleven et nationalt Dogme, som tilsidst den grundtvigske Folkehøjskole havde helliggjort. Fra Skagen til Gedser forenedes By og Land i en ærefrygtsfuld Dyrkelse af Smørret og Flæsket i Dannevang.
– – –
Saaledes var det gaaet til, at København aldeles havde taget Luven fra det øvrige Land, der mer og mer sank ned til at blive en Slags Overdrev til Hovedstaden. Til denne søgte Landets virkelystne Arbejdskraft, ligesom stadig mere af Provinsens Kapital strømmede hertil, lokket af Spekulationens høje Procenter."
– Per Sidenius – egentlig Peter Andreas – er prestesøn; 63 faren er prest i en liten østjydsk by, en streng, mørk, asketisk og selvretfærdig mand; moren var engang en ung munter pike, nu er hun bøiet ind under mandens magt, altid syk og sengeliggende. I det strenge, puritanske hjem er Per av alle de elve barn den eneste oppositionslystne; som liten gik han meget for sig selv, som skolegut skammer han sig over hjemmets fattigdom, over den upopulære fars tarvelige klædedragt, og da han engang for et uskyldig epletyveri blir straffet med at hele familien samler sig i bøn om hans frelse, faar hans religiøse følelse et grundskud. Han blir den fortapte og hjemløse, den som selv har skilt sig ut av ringen. Men i ham selv brænder der en forvissning om at han er den utkaarne, geniale, som engang med den lysende bedrift skal beseire hjemmet og byen. I disse scener fra barndomshjemmet anslaaes grundtrækkene i Pers karakter. Det er ikke bare og ikke engang mest frihetstrang som gjør Per til en fremmed i hjemmet, men den kjærlighetsløse forfængelighet og egoisme som præger ham hele livet igjennem. Samtidig vises det allerede her hvor sterke de baand er som binder ham til hjemmet; det er hjemmet han vil ydmyge og overvinde med sin bedrift. … Kræfter er der i ham, han er en ørneunge. Men likesom hans store krop, hans helteydre dækker over en kræftsygdom som tilslut dræper ham, saaledes dækker hans tilsyneladende viljestyrke, hans dristighet, paagaaenhet og stædighet over en indre svakhet, en blek spøkelsesfrygt, en usikker følsomhet og en evig angst. I de dager da hans forlovelse med Jakobe Salomon, som er like klar og sikkertseende og ærlig som han er det motsatte, blir hævet, fælder hun ut fra sit jødiske temperament den ubarmhjertige dom over ham som den typiske danske: "Ja, han tilhørte dybest inde en anden Verden, en anden Sol. Hvor forskellig fra de fleste andre af sine Samtidige han end kunde synes at være og altid selv havde følt sig, – han var dog i al sin Egenartedhed Landets ægte Søn, et fuldbaaret Barn af det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og de frygtsomme Sind, … Bakketroldene, der ikke kunde se mod Solen uden at komme 64 til at nyse, der først levede rigtig op i Skumringen, naar de sad paa deres lille Jordtue for med Fedel eller ved et fromt Klokkespil at fremkogle straalende Syner i Aftenskyen over de dampende Enge til Trøst og Opbyggelse for det betrængte Sind … et Puslingefolk med store tænksomme Hoveder, men et Barns kraftløse Lemmer … et Tusmørkefolk, der kunde høre Græsset gro og Blomsterne sukke, men som forputtede sig i Jorden, saasnart Morgenhanen galede."
Men da Per Sidenius forlater prestegaarden som den fortapte søn, tror han selv han er fremtidens unge mand i Danmark. Han vil bli ingeniør, men opgir sit eksamensstudium for at tumle med det projekt, som skal bli hans livs store opgave, Danmarks omdannelse til industriland gjennem et kanalsystem og ved utnyttelse av kraften i Vesterhavets brændinger. Det er en slags genialitet i denne plan, men skaperkraften i den er forfængelighet, og han savner den indre utholdenhet til at gjennemføre den. Hvad han egentlig vil med den er at vinde frem til rigdom, til anseelse, hans eneste maal er nydelse, han vil leve med i det moderne nydelsesliv som omgir og frister ham overalt. Det er drivfjæren i hans handlekraft, den bringer ham til at søke til den jødiske finansverden og til at forlove sig med den rike jødinde Jakobe Salomon. Romanens samfundsskildring henlægges nu til den kjøbenhavnske, særlig den jødiske finans- og selskapsverden med en række levende og dypt tegnede portrætter. Det er først og fremst den Salomonske familie med de to skjønt skildrede gamle, Philip Salomon og hans hustru Lea, med barnene, den stolte, dype, nervøse Jakobe og den vellystige, letsindige Nanny og den altid snakkende Ivan som leter efter et geni at understøtte. Dertil slutter sig en lang række jødiske børsmænd og spekulanter med den fremragende, samvittighetsløse sakfører Max Bernhardt som midtfigur. Men det er ogsaa den jødiske aandsverden med dr. Nathan som leder og fører, en mand hvis kraft og ild ogsaa for en tid faar en betydning for Per Sidenius's utvikling. Denne jødiske leir, mægtig ved sin aand 65 og sin kapital, midt i det danske samfund, tilslut herskende over store deler av det, er av Pontoppidan skildret med den mest indtrængende forstaaelse, paa mange maater med sympati, men frem for alt med klarhet over dens egenart. De tilhører ikke bakketroldene og skumringsfolket, de er ikke lysrædde. De har hverken helvedesangst eller himmellængsel, men de bedste av dem, som Jakobe, har en dyp ærbødighet for selve livet, som skal leves ærlig og retskaffent, ikke i haab om en himmelsk belønning, men for livets egen skyld. … De er et fremmed folk paa dansk grund, de har aldrig bygget paa dansk muld, men reist sine telter paa Københavns stengrund. De forputter sig ikke i jorden naar solen staar op og morgenhanen galer; men de har heller aldrig hørt græsset gro og blomsterne sukke.
Det er til denne frigjorte verden, hvor rigdom og nydelse spiller slik stor rolle, at Per Sidenius søker. Han følger Jakobe, hunørnen, hun lokker ham til flugt til sine høie fjelde. Men jo høiere han søker at flyve, desto sterkere faar han føle hvor han er bundet, til hjemmet, til minderne, til det nedarvede. Naturlængselen er sterkest i ham. Det første varsel faar han, da han reiser hjem til sin fars dødsleie. Dennes ro for døden, hans og morens og søskendes sikre forvissning om at døden bare er en indgang til et bedre liv, ryster og forfærder ham. Han føler sig pludselig ikke frigjort, men utenfor. Og fra den stund av at egoismen ikke længer er den sterkeste magt i hans sind, fra den stund nydelsesbegjæret møtes av de gamle spøkelsestanker, er han verdslig set en færdig mand, gold i sin hjerne, uten idéer, uten interesse for sine opfindelser. Skumringen er tat til, han maa snart krype i haug igjen. Og da saa morens død kommer, og Per sitter skjult i den lille kaféen og ser hendes kiste bli heist ombord i dampbaaten som et andet stykke fragtgods, gjør han spranget. Fra den stund han bestemmer sig til at følge morens kiste, har han avskaaret sig tilbaketoget. Den kommende tid blir hans nedværdigende ydmygelsesgang tilbake til hjemmet. Han kommer under religiøs paavirkning 66 av den runde og elskværdige, men banale, tomme og intetsigende pastor Blomberg, og blir gift med den nydelige og almindelige prestedatter Inger. Ørnen er vendt tilbake til andedammen. Men dens digter vil ikke at den skal bli skutt.
Ro finder ikke Per i den letvindte Blombergske religion, ikke lykke i den bleke Ingers armer. Naturlængselen er engang vakt i ham, og han kan ikke stilles til ro før han har naadd ind til naturgrunden i sig selv. Allerede den urolige pastor Fjaltring har revet ham løs fra svigerfarens lunkne forkyndelse. Og snart er hans religiøsitet uten kristendom, uten gud, bare en dyp naturfølelse for livet. I sit økende tungsind ængstes han for at han skal bli den skjæbne for sin familie som pastor Fjaltring trodde han var for sin – den som øder dens lykke. Han gir Inger et paaskud til skilsmisse, en fingert utroskap, og flytter hjemmefra og lever fra nu av ganske ensomt som veiassistent i Thy. Alt hvad vi faar vite om ham her, meddeles os i et enkelt kapitel efter hans død, og vi faar en anelse om at han er kommet til ro i en livsbetragtning ikke fjern fra den hvori Emanuel Hansted avsluttet, men uten dennes gudstro. Et par dagboksblader antyder denne livsopfatning, som har et Søren Kierkegaardsk præg med fremhævelse av lidenskapens betydning. Bare ett, heter det, "overvinder Lidelsen, og det er Passionen." Og et andet sted: – "uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed naar ingen til virkelig Frigjorthed." Den kjærlighetsløse egoisme i hans sind, som var den kraft der tvang ham frem over, og den svakhet som fældte ham, er omformet til det mot til ensomhet med sig selv som fører frem til erkjendelse av den nakne "guddommelige" natur. Han var allikevel en ørn, og han skulde ikke fældes fra prestegaarden.
Det som gjør det vanskelig at tilegne sig forvissningen om at Per slik sjælelig reddes, er det avgjort usympatiske indtryk han gjør i sine ungdomsaar. Ikke en varm tanke eller følelse forskjønner ham. Han er tidens egoisme rendyrket. Han viger ikke tilbake for noget middel naar det gjælder at komme sig frem. Særlig er hans forhold til Neergaard 67 og den arv denne skjænker ham, hæslig. Og ansigt til ansigt med Jakobe virker han i al sin kjæmpegestalt usselig liten. Og i forholdet til sin gjerning er al hans trods snart selvretfærdighet, snart feighet og hans maal de ordinærest mulige, nydelse, rigdom, berømmelse. Hans opfindelse gir ham forfængelighetens tilfredsstillelse, aldrig den skapende arbeidsglæde. Det falder altid vanskelig at tro at dette fattige sind skulde naa frem til ensomhetens selvfordypelse, til at overvinde baade barndommens spøkelser og sin egen egoisme. Men det maa indrømmes at digteren i den grad har skapt et levende menneske av sin tidstype, at man bøder sig med den erkjendelse, at digteren dog er den som kjender ham bedst og vet hans skjæbne, og at det er læseren som kommer til kort, hvis han av uvilje mot mennesket Per Sidenius ikke fuldt kan tro paa hans livsavslutning.
V.
Den række smaa romaner som ligger mellem "Lykke-Per" og "De Dødes Rige" danner ikke en saa klar og tydelig forberedelse til den sidste roman, som de mellem "Det forjættede Land" og "Lykke-Per" gjorde til denne.
Det er egteskapshistorien "Lille Rødhætte" (1900), av Hjalmar Bergstrøm omskrevet til et spændende kriminalskuespil "Thora van Deken"3. I bokens slutning forekommer et utbrudd som naturlig springer frem av fortællingens stemning, og som forfatteren, uten personlig at ta standpunkt til det, dog ikke møter med ironi; det er herredsfogden som med Thoras skjæbne og hendes bitterhet for øie sier "at den Uvederhæftighed, der er det moderne Samfunds Kræftskade", stammer fra den "forbryderske Lov om Skilsmisse". Dette utbrudd, som i romanen har sin vrede fra at egtefolk i sin almindelighet ved egteskapets indgaaelse regner med en mulig skilsmisse som det normale, fører over til "De Dødes Rige", fordi ogsaa denne roman handler om uvederheftighet som det moderne samfunds kræftskade. … "Borgermester Hoeck og Hustru"4 (1905), en av de ypperste av de smaa 68 romaner, har den forbindelse bakover med "Lykke-Per" at egtemanden paa mødrene side er en Sidenius – og et typisk eksemplar av arten – og fremover til den nye roman ved at den behandler goldhet og ensomhet i sjælelivet. … "Hans Kvast og Melusine" (1907) er en kunstnerroman, hvis kvindelige hovedperson er en sjæletom, pragtfuld københavnerinde og den mandlige en talentfuld, men usselsindet musiker; de kunde begge gaa ind i den store romans omfattende persongalleri. … "Det store Spøgelse" (1907), en fortælling om en ung pike som for en ubetydelig forseelsse skyld tar sig selv av dage, er igjen et landsbybillede og igjen en beretning om angsten, og har saaledes et motiv som det røres ved i alle de tre store romaner – i "De Dødes Rige" i den historie som antydes om Johannes Gaardbos forlovede og hendes død. "Den kongelige Gæst" (1908) er en fantasi om hvordan prins Karneval gjester et ensomt lægehjem i Vest-Jylland og om hvordan dette bud fra den bacchantiske livsglæde spreder uro, spænding, angst og spøkelsesfornemmelser i stille rolige sind.
Det er i disse smaa romaners stemning man kan merke forberedelsen til "De Dødes Rige". Man kan i dem maale digterens økende gru for tidens tomhet og øde livsglæde, for den golde livshunger, for det kjærlighetsforlatte i deres liv, i det private som i det offentlige. Det er denne stigende gru som samler sig og fylder det billede av danse macabre han maler i "De Dødes Rige", og som faar ham til at la Dihmer betegne Danmark som en dødsskute intet kan redde. Og som bakgrund for dette liv mot undergangen stilles her den politiske kamp – som den kulturelle og økonomiske dannet bakgrunden i "Lykke-Per".
"De Dødes Rige" kom ut i aarene 1912-16 og den gjennemarbeidede utgave i 1917. Den er færdigskrevet under verdenskrigen, og denne har kanske bidrat sit til at gjøre skyggerne i den dypere og bredere. Den sygdom som i disse aar rammet forfatteren, har vel ogsaa naadd digterverket med sin eftertanke. Ikke for intet er det som om dens motto er blit Dihmers ord om at gjøre sig "Sorgen til Ven og Fortrolig", 69 – som man kan sige at mottoet for "Lykke-Per" er det beslegtede ord om at det er gjennem passionen man overvinder lidelsen. Titelen "De Dødes Rige" er ikke bare overskriften over det samtidige Danmark, det har ogsaa sin mening av den hilsen som møter Dihmer da han troes helbredet: "Velkommen tilbage fra de Dødes Rige." Dihmer, som opgir sin politiske fremtid og forsaavidt svigter det haab mange hadde om at han skulde kunne redde folket, tilhører i en anden betydning de dødes rike, – han er en av dem som har forsonet sig med at skulle dø og har gjort sig døden og sorgen "til Ven og Fortrolig".
"Lykke-Per" skildret det forgjæves og det forødende i den danske kulturkamp og i hovedstadens økonomiske blomstring. "De Dødes Rige" fremstiller den politiske frihetskamp, demokratiets seier, og den goldhet i sind og liv den har medført: forsumpningen og opløsningen i presse og politik, reaktionen som seierens følge, markeret av det forhatte presteskaps igjen rykken ind paa slagmarken. Her er det over den store politiker Enslev5 det kunde være skrevet
Hvad blev der – saa skreg den – af Riget, han skabte?
I Grus er det sunket!
Digtets ord gjentas omskrevet i prosa av fru Bertha6 i den stund hun ber Enslev ikke bryte med sit gamle parti – det han selv har skapt. Stiltiende gir forfatteren hendes ord tilslutning, hvilket ikke hindrer ham i at la Enslev føre sit forsvar med al mulig kraft og bedsk ironi. Selv Enslev er tegnet ikke alene med objektivitet, men med beundring for hans mot og med følelse for hans ensomhet. Men det lægges ikke skjul paa hans hjertes kulde – det er bare hans tanke og vilje som gløder – eller paa hans egoisme og forfængelighet. Heller ikke paa at han er merket av at komme fra hytterne – hans hjem er en uhygge av tom og smakløs luksus, og han selv har ingen kultursans. Han er ikke ørnen fra "Ørneflugt", han er ikke vingestækket, og Søren Smeds søn har aldrig kjendt nogen andedam. Det er en draape taterblod i ham som ildner, ikke kjærligheten i ham, 70 men frihetsfølelsen, og hadet, prestehadet. … Hans motsætning, men ikke hans motstander, er Torben Dihmer, herregaardsmanden, som netop holder kjærligheten i sit sind varm og levende, et kulturmenneske og ut fra sin kulturfølelse ogsaa en frihetsaand og derfor ogsaa Enslevs partifælle. Stanset paa sit livs gang av sorgens og ensomhetens eftertænksomhet vender han tilbake, ikke til sin andedam, men til sit hjem. … Jytte Abildgaard, ved siden av Jakobe Pontoppidans betydeligste og mest fængslende kvindeskikkelse, er stækket paa sit livsmot, livet omkring hende synes hende bare uvederheftig, og selv den største kjærlighet fører til had og bedrag; hun tør ikke kjærligheten, men bukker under for en nedværdigende forelskelse i den tomme modemaler og kvindejæger Karsten From. Skjønt hun feiler saa dypt, skjønt hendes sjæl er flekket av tidens fordom og uthulet av dens tomhet, bevarer hun allikevel præget av adel og storhet. Hendes liv er goldhetens tragedie, det har alvor og patos midt i sin ynkværdighet. Hadde hun ikke mot til at knytte sit liv til Dihmer, den mand hun elsker, som hæver hun sig dog op til hans sind, til hans livslære – at gjøre sorgen til sin ven og fortrolige.
En fortælling-kreds kaldtes oprindelig "De Dødes Rige". Den føres ikke som de to andre store romaner frem av beretningen om én hovedperson, hvorom de øvrige personer grupperes. "De Dødes Rige" har ingen "handling". Man kan si at den centrale fortælling i denne kreds er den om Torben Dihmer og Jytte, og at Torben Dihmer forsaavidt er dens hovedperson, som det er mot dybden av hans sind og hans livsopfatning, eller kanske rettere, mot inderligheten av hans personlighet, at de øvriges værdi sættes paa prøve, – en værdi-prøve som ikke foretages av forfatteren, men finder sted i læserens sind. … I romanens verden av faa store kjærlighetsløse ensomme, av narrer, av gjøglere, av tomme sjæler, av troløse, av forrædere, av strebere og hyklere, er der enkelte faa som en føler forfatteren ikke alene har tillid til, men kanske ogsaa fremtidstro sammen med. Det er doktor Gaardbo og hans kone Meta, han 71 ogsaa av smedeslegten, men varm av hjerte, sund av natur. Og det er de to unge som dukker frem mot romanens slutning, Kjeld Borgen og Grete, han det yngste skudd av smedeslegten, som paa den maate synes at bli betrodd fremtiden. Av sit gods Favsingholm skaper den døende Dihmer, selv optat av at følge stjernernes gang, et arbeidssted for de mennesker der frir sig fra de dødes rike ut i den levende natur. Her har Kjeld sin nyrydning, her hører vi tonerne fra hans skalmeie. … Hvor sterkt Pontoppidan i sin digtning vil fastholde troen paa denne fremtid, som i "De Dødes Rige" endnu bare er stemninger og toner, vet vi ikke. Der er vidnesbyrd baade for og imot. I en liten roman han gav ut i 1918, "Et Kærlighedseventyr", fortælles det om en mand midt i trediveaarene som gjennem mørke barndomsindtryk og senere motgang har erhvervet sig et dypt pessimistisk livssyn, men faar hele sin livsanskuelse revideret, og omlægger hele sin livsførsel efter for første gang at være grepet av kjærlighet. Fortællingen har en viss tilslutning til "Spøgelser" fra 1888, – ogsaa i "Et Kærlighedseventyr" er det spøkelser som forjages av de personlige indtryk av lykke og lidelse. Tonen i den sidste fortælling er lysere, mere tillidsfuld end kanske i nogen anden bok av Pontoppidan, og den tro dens hovedperson vil forkynde, og som er sand for ham og hans hustru og fylder deres liv, er den "at i Kærligheden mellem Mand og Kvinde er Guddommen nærværende og gør os delagtig i udødeligt Liv."
Men lysstreifet fra denne lille beretning glemmer man igjen for det mørke uveir i "Mands Himmerige" (1927), Pontoppidans sidste bok. Den staar i form og emne saa nær "De Dødes Rige" at den kan sees som en fortælling tilhørende denne fortælling-kreds. Men som den er øket i bitterhet og svartsyn, er den svækket i finhet og rigdom, kunstnerisk og menneskelig. Det kan ikke være tvil om at forfatteren i det væsentlige deler Niels Thorsens syn paa sit samtidige Danmark, det fremgaar av hvad der i boken berettes og hvorefter man enten maa dele hovedpersonens syn eller selv være smittet av opløsningens betændelse. 72 Boken, som kanske er Pontoppidans mindst dækkede, er utvilsomt hans domfældelse av det samtidige Danmark og har faat det lidenskabelige præg av et "finis Daniæ". Men Pontoppidans objektivitet som menneskeskildrer er like saa lidenskabelig, og det er vanskelig at klargjøre sig hvilken sympati han føler for denne magister som kjæmper en mands sidste kamp for at redde Danmark, – og som med sit utvilsomme mot og mandssind forener skjæmmende egenskaper som egenretfærdighet, en stædig tro paa at han alene forstaar, mistro til andres motiver, viljens lidenskap med hjertets kulde. Han har, som det mindes om ved hans begravelse, sagt om sig selv at "han var viet til Sværdet som Munken til sin Kappe", og hans indbildning, den han gaar til grunde paa, var "at Holger Danskes højt besungne Aand ikke var helt uddød i Folket, men bare slumrede." Han er da en soldat og har soldater-tonen. I hans himmerike, hvor bare hans vilje raar, er tonen plump, brutal, med et anstrøk av egensindig taapelighet straks den anden part ikke er enig med ham. Og det desperate middel han griper til i striden, at gaa over til motstandernes avis, er, selv om det ut fra hans synspunkt og stilling moralsk kan forsvares, en saa uhyre dumhet, at man ikke kan lægge samfundets forkommenhet tillast, at denne Holger Danskes efterfølger lider nederlag. Har Pontoppidan set og ment det slik? Er det villet at den sidste kriger paa skansen ikke er større ? Er det bokens tendens at i mands kolde himmerike forfryser og dør noget av det bedste i ens sind? Eller har verden formørket ogsaa denne skarpseers blik? Neppe. Men er forfatteren selv klar over de skjæbnesvangre svakheter denne Holger-Danske-helt lider av, maa det sies at romanen savner den ironi i synet og stilen som vilde ha forsvaret og forstørret hovedfiguren og dens forhold til idéen, hævet den fra at være ikke saa litet av en egoistisk kværulant, som ikke interesserer os saa svært, til en virkelig kampskikkelse, som kjæmper en idékamp og taper den ogsaa i forhold til sig selv, fordi han savner visse indre menneskelige værdier.
Det er karakteristisk at denne sidste avgjørende kamp 73 om Danmarks bestaaen (i Pontoppidans forstand) utkjæmpes inden pressens verden. Om pressen sier Niels Thorsen og det er den første aapning ind til goldheten i denne soldats magistersind: "Ser De, for mig er Journalistens Gerning den største af alle – større end baade Videnskab og Kunst, fordi den er en Forening af dem begge. Den Kulturmission, der en Gang var Kirkens, er gaaet over til Pressen – til den moderne Avis med dens hundrede Tusinde Læsere." Man kunde svare – knapt nogen bok av Pontoppidan egger slik til gjensvar – at det er pressens haabløse svakhet som kulturmissionær at den hver dag er nødt til at henvende sig til de hundrede tusen og stemme sin røst derefter, mens presten dog av og til ogsaa kunde naa den enkelte. Og som Thorsen7 finder at pressens gjerning er den største, synes naturligvis ham ogsaa der nederlaget størst: "Det er min fulde og faste Overbevisning, at Spørgsmaalet om Danmarks fortsatte Bestaaen staar paa Dagsordenen i Gudernes Raad. Tager vi os ikke sammen nu, er det ude med os. Og i den Situation sidder Nationens Udkaarne henne i Rigsdagen som Prangere i en Krostue, og rafler om Vælgerstemmer. Vi vanæres af en Presse, der har gjort os til en Fabel rundt om i Verden, – den frækkeste Spekulation i Folkets usleste Instinkter, en Storindustri i Fruentimmerpjank, Teatersladder og Skandale." Og romanen gir den mest skræmmende, den mest naadeløse skildring av moderne journalistik, hvor troløshet, løgn og usselhet er de herskende magter, og hvori arrangementet med negerboksere trær i argumenternes sted. … De lysere stemmer som endnu kunde høres i "De Dødes Rige", er her helt forstummet. I den tidligere lyttet Pontoppidan endnu til skalmeietonerne, – og det var ikke saa litet "litteratur" i dem. Den kjendte foredragsholder, Klemens Junge, "Naturens muntre Søn" –, Niels Thorsens eneste og sidste ven, som han ogsaa bryter med straks han ikke er enig i alt, ender en tale om dansk poesi med at kalde Danmark for "Sangfuglereden i Europas Løvkrone." Denne form for veltalenhet, som minder om Vilhelm Andersens, bringer 74 Thorsen – med hemmelig tilslutning av Pontoppidan, synes det i allefald læseren, – til dette ikke synderlig berettigede angrep paa dansk lyrik: – ""Sangfuglereden i Europas Løvkrone". Ak ja! Under denne aarhundredlange Kvinkeleren, denne kælne Smægten var Folket lullet dybere og dybere ind i Sorgløshedens Dødssøvn – til Glæde for Vildkattene i Syd og Nord. Hvornaar hørtes sidst en virkelig Mandsrøst fra det danske Sangerlav? Lammefrom Hyrdepoesi og skoledrengeagtig Naturdyrkelse fuldendte i disse Dage Nationens Forkrøbling. –" Det er ikke meget igjen av skalmeietonerne!
Men er den svake blide skalmeietone fra "De Dødes Rige" ganske forstummet i "Mands Himmerige", er der endnu gjenklang fra den dype tone i "Et Kærlighedseventyr". Der hvor Niels Thorsen sterkest svigter, i forstaaelse, i finfølelse, i ømhet, er i forholdet til hustruen, – og det er ikke slik at han bare forsømmer hende for arbeide og kamp, men han saarer og krænker hende, det er som han ringeagter hende fordi hun er kvinde og fordi han maa elske hende, – hvad han egentlig ikke har natur til. Mere end noget andet synes dette livsforhold at fælde ham, fordi han intet har forstaat og intet har villet forstaa. Da han som nederlagets mand, efter at hans kone har dræpt sig, møter den halvgamle ungkar og filosof, dr. Vadum, som pludselig har forlovet sig, er det som han møter sin egen hemmelige gru. "Ja, det er en Gaade!" sier filosofen. "I gamle Dage vilde man have sagt: et Mirakel. Men Kærligheden er jo selve Livsgaaden, det evige Mirakel." Og mot den følelse av aldrig at ha forstaat miraklet, eller, med ordene fra "Et Kærlighedseventyr", aldrig ha været delagtig i udødelig liv, værger Niels Thorsen sig i tanken med de ord: "Saa var nu ogsaa denne mørke Stormfugl hentet ned fra Skyerne af Eros Pil!" Det klinger som et haanlig: Skutt fra andegaarden. Men kort efter finder vi ham grublende over den samme gaade – "Kvindekærlighedens evige Gaade" … "Det var den samme Gaade han selv idelig havde grundet over i disse søvnløse Nætter, og det havde været som at rende Panden 75 mod en Mur." I virkeligheten har han knust sin stædige mandspande mot denne mur, fordi det ikke var nogen plads for miraklet i hans mands-himmerige.
Med "Mands Himmerige" har Pontoppidan altsaa foreløbig sagt sit sidste ord om Danmark, – og naar man har uttalt sit finis Daniæ, skulde en tro det egentlig ikke var mere at si om den ting. Men ingen dom er inappellabel. Det tilkommer ikke en fremmed at uttale en mening om i hvilken grad det billede av nutidens Danmark som Pontoppidan gir, er sandt og den dom han fælder retfærdig, og i særlig grad har en som tilhører nutidens Norge grund nok til ikke at hovmodige sig. Og hvad det spørsmaal angaar om man maa tro at hans finis Daniæ er hans sidste og endelige ord, bør man erindre at det er ham selv som har sagt at det ogsaa kan ønskes "Velkommen tilbage fra de Dødes Rige."
VI.
Henrik Pontoppidan betror sig ikke til læseren. Han forkynder sig ikke gjennem sine personers meninger, – de har akkurat de meninger og sier de ord som de har – eller savner – karakter til. Men derfor kan man føle forfatterens personlighet sterkt nok, det er ikke den man tviler paa. Det er ingen utglidning i tanke, idé eller vilje. Men han utleverer sig aldrig gjennem sine mennesker, han holder ikke talerør og betror sig ikke til os; vi maa selv finde ind til ham.
Enkelte holdepunkter har man allikevel. Det er en sætning i forordet til "Højsang", fremsat og præget av forordets og fortællingens forfatter, som ikke paa nogen maate er identisk med digteren, – men sætningen synes dog at ha dennes tilslutning. Forfatteren, magister Glob, sier om sig selv, at han i "en forkvaklet og overspændt Tidsalder" er "et Menneske, der frem for alt elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt". Nu er Pontoppidan en langt mere sammensat natur end magister Glob, og i en grad passionens tilhænger som magisteren sikkert ikke vilde 76 billige. Men det kan ikke være tvil om at han samtidig dyrker tankens klarhet og sindets likevægt, og dette hans klarhets- og likevægts-"program" staar i direkte forbindelse med en uttalelse i et brev om at det har været hans stræben i sin digtning at komme nærmest mulig det uopnaaelige mønster i fortællende stil: "Det var engang en Mand der hed Søren." Denne trang til stilens klarhet og likevægt uttrykker mere end et litterært standpunkt, den gir et billede av digterens personlighet.
Denne stil, og det vil igjen si denne personlighetens klarhet, har altid Pontoppidan strævet henimot og har særlig i "De Dødes Rige" kommet den ganske nær, – saa nær som den vel overhodet kan kommes i moderne digtning. Hans stil har altid været rent episk og berettende. Men i de tidligere romaner var den ogsaa beskrivende. Han ikke bare fortalte om sine personer, lot dem handle og tale, han beskrev os ogsaa, og stundom noksaa omstændelig, hvad de følte, redegjorde for deres karakter og for motiverne til deres handlinger. Denne form fastholdt han til og med "Lykke-Per". I "De Dødes Rige" har der fundet en forenkling sted, den fortællende stil er blit renere, det beskrivende er fjernet, det utredende er ryddet bort. Det rent episke er blit tilbake.
Hans stil er i sin oprindelse klassisk, – den er altid den skrevne stil. Det vrimler i de ældre fortællinger av akademisk-klassiske billeder, hvorover det er drysset adskillig støv. Stundom kan hans stil bli helt præciøs i uttrykkene. Under de omarbeidelser han altid foretar med sine store romaner og ofte med de smaa, og som stundom kan gaa ut over det friske og rike i førsteberetningen, utryddes en mængde slike uttryk. Men det blir altid en del igjen. Og de klassiske billeder, særlig i naturskildringerne, er at finde overalt, ogsaa i "De Dødes Rige". Det heter i begyndelsen av "Det forjættede Land": "Paa forrevne sorteblaa Sky-Vinger var Stormen kommen flyvende fra Øst og havde gjennempisket Fjorden"; og i "De Dødes Rige" om vestenvinden at den "sprængte frem gjennem Skyerne i sin blaa Kappe med 77 Guldtrompeten for Munden som Solens Herold!" Han viker ikke tilbake for uttryk som "det dampende Søuhyre" og "Dagens Dronning", og endnu i "Lykke-Per" heter det: "Herfra skrattede de høje Herrers Jægerhorn, naar de sprængte afsted med Døden paa Sadelbuen og drog deres blodige Spor gennem Tykningen". Men i "De Dødes Rige" og "Mands Himmerige" er det litet igjen av denne akademisk-klassiske skrevne stil. Her er han kommet sit ideal nær i enkelhet, klarhet og dybde. Hans fortælling faar den sterke episke fremadskriden, hans figurtegning den kraftige, tydeliggjørende plastik. Det er klart at denne stil forlanger sin resignation. De store sammensatte syns- og hørselsindtryk gjengir den ikke. Det er litet av livet i den moderne storby i denne døde skildring av København – set med Mads Vestrups øine: "– Men dette travle Mylr paa Fortovene, disse lange Rækker af Sporvogne, der suste afsted som hele Jernbanetog med svovlblaa Gnister under Hjulene, denne Sværm af Køremaskiner, der fløj surrende ud og ind mellem hinanden som rødøjede Kæmpebiller, denne Larm af Tudehorn og Klemten af Klokker som paa en Markedsplads – var det virkelig København?" Nei, det virkelige København er ikke der, men derimot i denne enkle sætning: "Ned gennem Taagen dalede Raadhusurets Salmetone."
Men hans stils enkle og fulde kraft aabenbarer sig sterkest i menneskefremstillingen og i de enkelte store skildringer av menneskesindet i sterk bevægelse. Her kan man finde de ypperste og samtidig de enkleste vidnesbyrd om dybden og kraften i dansk prosa. Det er ofte beretninger hvor dødens nærhet gir stilen ophøiet ro. I "Det forjættede Land" er eksemplet de scener hvor det fortælles om hvordan Hansine og Emanuel mister sit barn. Gjennem denne næsten nakne stil kjender man den personlige smerte svi en ind til margen. Desværre er i den omarbeidede utgave fjernet den likesaa enkle som gripende scene hvor Emanuel i haven finder det sted hvor gutten har begravet en død kraake. I "Lykke-Per" er det skildringen av farens død og fremfor alt av den rystende scene hvor Per ser morens kiste bli 78 heist ombord i dampskibet – "under Kættingraslen og Prusten af Dampkraft sænkedes den gamle jyske Præstekone ned mellem Ølkasserne, Brændevinsankrene og Sukkerfustagerne". I denne stund svinger endelig og avgjørende Per Sidenius' skjæbne, ved denne oplevelse faar hans sind sin retning bestemt, og det fortælles uten en følelsesdirren, men med en fortættet styrke i stilen som naar et menneske biter tænderne sammen for ikke at gi uttryk for sin smerte: "I det nu, han havde set sin Moder hænge der og svaje i Luften som en Vareballe, var det bleven Nat omkring ham, og ligesom ved Glimtet af et Lyn havde han i Mørket set Tilværelsens Grund afdækket; den havde vist sig for ham som et saadant koldt og tavst, i evig Ligegyldighed hvilende Isøde som det, han havde set hin Gang paa sin første Rejse gennem Alperne." Og i "De Dødes Rige", hvor stilen er blit kjøligere, endnu mere blot og bart fremstillende, er det avsnittet "Enslevs Død", særlig da dets femte Kapitel. Og som motsætning til dette paa engang gripende og skræmmende dødsleie de par stilt fortalte, tilsyneladende bare refererende sider om Dihmers død og begravelse, – som har sorgens, men ogsaa hvilens stemning.
Denne berettende stil blir forunderlig død og magtesløs naar den føres over i dramaet. Pontoppidan kan i sine romaner levende kjendetegne hver enkelts særegne tale, men altid indenfor de episke stil. I hans faa skuespil taler alle personer ens, eller rettere, det er den hele tid Pontoppidan som taler, og her kan det endog komme noget foredragsmæssig i tonen. Det er to skuespil, "De vilde Fugle" (1902), som slutter sig nær til romanen "Højsang", og det ulike interessantere "Aasgaardsrejen" (1906), hvor de gamle frihedsideer, baaret frem av en ældet frihetshelt, baade hidser og skræmmer som en spøkelsernes aasgaardsrei.
– Menneskene, som først og fremst er skildret for sit sjælelivs skyld, repræsenterer hos Pontoppidan altid en stand og er merket av den. Og utenom hovedpersonerne tegnes en række rids av personer hvis opgave i romanerne er at gi billeder av standen. Rikest og mest mangfoldig 79 er vel galleriet av bønder. De tegnes i alle variationer, fra de hølt begavede, ensomme, urolige og oprørske til de groveste, dummeste og sløvt jordbundne. Her er smukke enkle skikkelser og listige ræver og drevne slyngler. Her er hellige og verdslige, fromme og hyklere. Han avviser enhver idealisering av bønderne og fremhæver gjennem skildringens objektivitet at de har alle de fællesmenneskelige karakterdrag, er ganske enkelt mennesker i godt og ondt. Nær ind til bønderne staar hos ham høiskolefolket, som han skildrer med aapent blik for hulheten, den falske følsomhet, det sentimentale vrøvl, men med en viss overbærenhet med hver enkelt av dem. Det er ogsaa de av dem som gjør et smukt indtryk. Presterne derimot behandler han med en ubønhørlig uvilje som stiger med aarene. Faa enkelte har han tegnet med sympati, som Emanuel Hansted, fordi han bryter med statskirken, eller med medfølelse som Johannes Gaardbo, fordi han ydmyges og erkjender, og med varme interesserer han sig for de oprørske urolige prester som Fjaltring og Mads Vestrup. Men ellers avskyr han presterne, og denne avsky blir til angrep i "De Dødes Rige", hvor de er bærerne av den hykleriske reaktion og utnytter til egen partifordel de midler de har fordømt hos de andre. Samtidig med romanen falder Pontoppidans direkte angrep paa statskirken og dens prester. Embedsstanden forøvrig er sparsomt repræsenteret, og av mænd i praktisk virksomhet utenfor forretningsstanden er det faa. Per Sidenius er ingeniør, men fagets eneste betydelige repræsentant. Herregaardene har en stor plads, særlig i fortællingerne efter "Det forjættede Land", og de fleste av deres eiere skildres snart med en viss overbærende foragt, snart – og ikke mindst kvinderne – med sympati, og de stilles som race, som stand i motsætning til "dvergeslegten", folket fra hytterne og smaagaardene, som de staar over ikke alene i ydre kultur, men ogsaa i frisind. Som standens smukkeste repræsentant fremtrær Dihmer, der er Enslevs like i frihetsfølelse og hans overmand i kultur og i sindets rigdom. – Av byens mennesker har han i særlig 80 grad og med særlig kjendskap skildret forretningsstanden. Av smaabyens kjøbmænd har man i "Det forjættede Land" det spidst, men livagtig tegnede interiørbillede av kjøbmand Villing og hans kone i Vejlby. Men ellers er det fra Københavns forretningsstand han henter sine mennesker, grosserere, børsmænd, sakførere, aagerkarler. En større del av dem er jøder. Faa danske forfattere, om nogen, har skildret jøderne med slik objektiv ro, med fuld forstaaelse av deres raceeiendommeligheter og uten at skulle lave hverken følsomhet eller uvilje av sine iagttagelser. Den almindelige antipati mot jøder spiller i "Lykke-Per" stor rolle; den har forbitret Jakobes ungdom, og Per selv er slet ikke fri for denne uvilkaarlige motvilje, og den er et sterkt element i selve bokens hovedmotiv, sammenstøtet mellem prestegaardskulturen og den nye kapitalkultur. Den jødiske forretningsstand er tegnet med sympati for dens frisind, dens sterke aandsinteresser og dens fremragende dygtighet. En række av dens mennesker utmerker sig ved en aandens og hjertets fornemhet, en sjælsadel som er sjelden at finde hos de kristne medborgere, fremstillet av den samme forfatter. Det er Philip Salomon og hans hustru Lea og datteren Jakobe, det er den fine Aron Israel. Dr. Nathan, tidens ildnende aand og hidser, staar jo i en særstilling fordi tegningen av ham er et portræt av en offentlig personlighet. Det er tegnet sterkt kritisk, men sympatisk og beundrende. Selv en jødisk type der sterkt nærmer sig det naragtige, som Ivan Salomon, er fremstillet med overbærenhet; det samme gjælder den beslegtede, men mindre naragtige figur politikeren, direktør Zaun i "De Dødes Rige". Om begge gjælder det at forfatteren kjender dem tilbunds og derfor har en viss kjærlighet til dem. Men romanernes galleri har heller ikke mangel paa mørke sjæler, baade av jødisk og ikke-jødisk art. Den kreds finansmænd, som samles om Max Bernhardt8 til drøftelse av Per Sidenius' projekt, er en uhyggelig flok rovdyr, dygtige, samvittighetsløse og fordærvede. … Av læger findes der i romanerne ikke saa faa, boende paa landet og i byene. Pontoppidan har 81 altid noget uopgjort med kvaksalverne, baade med dem som har den foreskrevne utdannelse og gir sig ut for medicinske troldmænd, og med dem som i sin naragtighet kundgjør moderne "naturkure", som den struttende generalkonsul i "De Dødes Rige". Samtidig benytter han lægerne til sammenstøt med presterne, baade i "Det forjættede Land" og i "De Dødes Rige", og da som regel med sympati for lægerne. En landsens doktor, Gaardbo, i "De Dødes Rige", er i mange henseender en mand forfatteren kan slutte sig nær til. Om dem alle gjælder det at de er iagttat i sit kald, det er medicinlugt om dem, og de har det egenartede prøvende lægeblik. Selv en saa mondæn figur som professor Asmus Hagen i "De Dødes Rige" har doktorpræget. Av byarbeideren findes der i romanerne ganske faa, og selve det sociale spørsmaal berøres ogsaa bare flygtig. Det er i "Mands Himmerige" det hurtige rids av Karl Svendsen, og der falder en uttalelse om arbeiderbevægelsen som man gjør klokt i at betragte staaende bare for Niels Thorsens regning: "Af et sundt og udviklingsdygtigt Proletariat med vældige Fremtidsmuligheder har I skabt en Yngel af forvorpne Samfundssnyltere, et Slæng af professionelle Dagtyve, for hvem ingenting i Verden er hellig undtagen Ølpavsen. Det er Aarhundredets største Forbrydelse". Politikerne forekommer i hele Pontoppidans forfatterskap, men fag-politikerne særlig i "De Dødes Rige" . Her ser man dem samlet i tre store billeder, de to fra folketingssalen med tegninger av en række danske politiske typer, og det tredje, det intime og uhyggevirkende billede av gruppemøtet hvor Enslevs stilling til partiet drøftes. Og alle disse politikere er typer for den uvederheftighet som er romanens emne. Med en uvilje som overgaar den hvormed politikerne, ja endog presterne er skildret, fremstiller Pontoppidan journalisterne. Det er her en stigning gjennem hele hans forfatterskap indtil den ubønhørlige vredes-skildring i "Mands Himmerige". Men allerede i de tidligere romaner stemplet han den danske presse som aapen for bestikkelser, en presse som er kjøpt og betalt. Blandt vrimlen av allehaande journalisttyper 82 fremtrær i "Lykke-Per" hovedtypen, den elegante, vittige og begavede, bestukne, lastefulde og dyptfordærvede Dyhring, der begynder som petitjournalist i et boulevardblad og ender som redaktør av "Borgerbladet". Av en anden art er Samuelsen i "De Dødes Rige", Enslevs chefsredaktør, "den klogeste af alle kloge Rotter", for hvem pressen bare er et finansforetagende, og som, da han forstaar at Enslevs fald er forestaaende, forlater sin stilling som leder av det radikale blad, som forøvrig intet har negtet sig av smudsig personforfølgelse – for at bli redaktør av presternes store nye avis. Og i "Mands Himmerige" er det de mest groteske og hæslige interiører fra det store hovedstadsblad "Frihedens" redaktion, hvis egentlige leder er forretningsføreren, som kjender de knep som virker bedre end alle slags gode artikler, – arrangement av negerboksekamper, av sportsstevner og optog med kolorerte gateplakater. For retfærdighets skyld maa ogsaa nævnes at netop denne bok indeholder hans forfatterskaps vistnok eneste sympatiske journalist, – den opofrende, brændende idealistiske reporter Ragna Nordby. Litt, men ikke meget bedre end journalisterne gaar det kunstnerne, som forekommer spredt om i hele hans digtning uten at nogen naar op blandt hans mere fremtrædende figurer. Det er den naturalistiske maler Jørgen Hallager og nyromantikeren Thorkild Drehling, begge i "Nattevagt", dukkende op igjen i "Lykke-Per", – begge svarer til visse svingninger i dansk kunst; end videre musikeren Hugo Martens i "Hans Kvast og Melusine" og den store havmaler i "Lykke-Per", Fritjof Jensen, en Drachmannskikkelse, svingende mellem brautende oprør og ynkelig "spøkelsesfrygt"; og i "De Dødes Rige" er det den ormstukne publikumsmaler Karsten From. Og omkring disse grupperer sig en kreds av mere eller mindre talentfulde, de fleste temmelig forkomne, kunstnere og litterater, i "Lykke-Per" samlende sig i "Gryden", mens de i "De Dødes Rige", hvor kunstnerkredsen er gaat betydelig mere i opløsning og hvor hver enkelt er blit end mere forkommen 83 og fyldt med misundelse og brødnid, har sit tilholdssted i "Lysesaksen".
Det ligger i sakens natur at kvinderne i hans digtning ikke saa sterkt er standspræget. Meget lettere kunde en skilne mellem lands-kvinderne og by-kvinderne. Slik staar allerede i "Det forjættede Land" bondepiken Hansine mot københavnerinden (trods hun er prestedatter) Ragnhild Tønnesen; i "Lykke-Per" staar prestedatteren Inger mot Jakobe, og i "De Dødes Rige" den landlige doktorfrue Meta Gaardbo mot Jytte Abildgaard. I sin skildring av kvinderne er Pontoppidan helt og holdent objektiv, det er som mennesker og kvinder de fængsler ham, de gode og de fordærvede, de faa lykkelige og de tragiske, det er kvindenaturen i dem han gransker.
Paa en viss maate kan man si at det er til dem han selv betror sig, og gjennem dem han betror sig til læserne. Gjennem Hansine fældes dommen over Emanuel Hansted, uten ord, gjennem hendes tause sorg; men det er ogsaa hun som skjænker ham sin og vor ordløse tilgivelse, naar hun om søndagen søker ut til hans grav – "Ugens egentlige Andagts- og Opbyggelsestime, i hvilken hun gennem Minderne finder Erstatning for, hvad Livet nægtede hende". Og slik fælder i "Lykke-Per" Jakobe dommen over Per og skjænker ham i den sidste samtale med Pers bror Eberhard sin tilgivelse og mere end det, hun sier os hvordan vi skal forstaa og opfatte Per og hans skjæbne: "– Jeg ønsker ikke noget ugjort. Jeg føler det tværtimod som en stor Lykke for mig, at jeg lærte Per at kende. Baade ved den Glæde og den Sorg, han forvoldte mig, fik mit Liv først rigtig Indhold. Det Værk, De ser her omkring Dem, er i Grunden lige saa meget hans som mit. Og derfor vil jeg bestandig være ham inderlig taknemlig". Og i "De Dødes Rige" er fru Meta den enkle og likefremme forkynder av det naturbudskap om likevegt og sundhet i livet som digteren føler med, og det er Jytte som i et brev til Meta tilslut understreker romanens menneskelige tanke og gir dens følelsesindhold: "Jeg vil forsøge 84 at følge Dihmers Raad til dig og gjøre mig Sorgen til Ven og Fortrolig."
Det blir saaledes kvinderne i denne store, dype og strenge digtning som bærer dens haab, og hvor intet haab synes at lyse, dens trøst. Hvor svart og dyster dens sidste verk er, kan maales paa at kvinden i den ved sin død synes at opretholde, ogsaa i vore sind, en anklage og dom uten forsoning. Men det maa erindres at denne kvinde, Niels Thorsens hustru, saa øm og fin hun er, eier liten styrke og liten storhet i sindet, og at hendes klage svares av Ragna Nordbys stumme, offervillige sværmeri. Som regel gjælder det i Pontoppidans digtning at det er dens mænd som fører os dypt ind i mismodet, i mørket, i fortvilelsen og ensomheten; men det er dens kvinder som igjen tar os ved haanden, nogen i det haab at kunne føre os ut igjen, andre for at lære os hvad livet kan gi av styrkende minder – slik at sorgen blir en til ven og fortrolig.
