De Dødes Rige som udfordring og inspiration

Af Anne Marie Ejrnæs

Jeg vil gerne starte med at tilstå, at jeg tror altså ret meget på tilfældet. D. 27. marts 2003 var jeg på vej ind til mit skrivebord for at læse slutningen på De Dødes Rige. Først skulle jeg lige drikke min morgenkaffe, og som altid hørte jeg morgenmusik på P2 samtidig. På den her bestemte torsdag blev jeg ramt lige i hjertekulen af den musik, jeg tændte for. Det var Haydns symfoni nr. 44 i e-moll, også kaldet Trauer, Sørgesymfonien. Nærmere bestemt hørte jeg den langsomme sats, som Haydn havde foreslået spillet til sin egen begravelse. Og det passede for mig så godt sammen, at jeg som afslutning på mit foredrag har tænkt mig at spille stykket for jer.

Det var min første tilståelse, og nu kommer den anden. Jeg sagde, at jeg skulle ind og læse epilogen til De Dødes Rige. Dermed har jeg jo antydet, at jeg ikke havde læst værket før, og det har også sin rigtighed. I min ungdom læste jeg Lykke-Per, som de fleste andre, der gik i gymnasiet, men længere kom jeg ikke. Efter studentereksamen begyndte jeg nemlig at læse litteraturvidenskab ved universitetet, og der læste vi mest Marx og Engels og Lenin. Jeg specialiserede mig i imperialisme-teori, og hvis man spørger mig i dag, hvad jeg mener om det, så vil jeg sige, at underholdningsværdien hos Pontoppidan er betydelig større. Vi snød os selv for en hel del.

Og mine tilståelser står i kø, for nu kommer den tredje, for jeg læste De Dødes Rige i den reviderede udgave, 6. udg. fra 1965, teksten gennemgået af Esther og Thorkild Skjerbæk. Først senere modtog jeg en e-mail fra Flemming Behrendt med besked om, at man ønskede sommermødet baseret på 5-bindsudgaven fra 1912-16. Pontoppidan Selskabet stillede også venligt et eksemplar til rådighed, men skaden var på en måde sket¹. Mit førstehåndsindtryk havde bundfældet sig og skabt en helhedsoplevelse, en følelse, som jeg i grunden nødig slipper, fordi den er så dybt tilfredsstillende. Den grundfølelse tror jeg, Pontoppidan sigtede til generelt, da han efter omarbejdelsen af Lykke-Per udtalte:

Den ældre Udgave forholder sig til denne nye omtrent som en Malers Naturstudier til det færdige Maleri. (…) Skitsen besidder jo gerne en Farvefriskhed, som ikke let bevares under en omhyggeligere Udarbejdelse; men til Gengæld er saa det færdige Maleri lettere tilgængeligt, mere anskueligt og dertil stærkere præget af Frembringerens Grundstemning.²

Den grundstemning i De Dødes Rige dækkes for mig af ordene sorg, Trauer, sørgesymfoni, rigt orkestreret. Jeg har godt set, at sommermødet har fået titlen "Undergangens angst", og det passer også fint, synes jeg, hvis man fokuserer på romanens personer. Hvis mit øre derimod lytter til fortællerstemmen, så hører jeg sorg, rasende sorg artikuleret under stort følelsesmæssigt pres, og vemodig sorg, tyst. "Det er jo alt sammen blevet ganske anderledes, end vi engang troede."

Måske kan vi senere diskutere forholdet mellem angst og sorg i oplevelsen af De Dødes Rige – angsten for det, der skal komme, og sorgen over det, der allerede er sket – selv om det måske kun er den visionære, der har erfaret det. I have seen the future, brother. It's murder – som Leonard Cohen har formuleret det. - Her skal jeg nu sige noget om De Dødes Rige som udfordring og inspiration for en nutidig forfatter, nemlig mig selv, og jeg har valgt at møde værket som jeg går og står, og lad så det være min fjerde og sidste tilståelse. Jeg har valgt at læse og opleve som skønlitterær forfatter og ikke som litterat. Det er jeg faktisk også bedt om, og jeg trøster mig med, at andre foredragsholdere og bidragydere givetvis har styr på sekundærlitteraturen med det hele.

Det brølende bål og ridepisken

Da Søren Schou ringede i januar og hyrede mig til det her, gjorde han det på trods af, at jeg jo nok stilmæssigt befandt mig mere i traditionen efter Bang. Det sagde han, og det havde han evig ret i. Som læser og forfatter vil jeg – måske i ekstrem grad – gerne se selv, sanse selv og danne mig min egen mening, og det kan man godt glemme alt om i De Dødes Rige. Her er det den alvidende fortæller, der bestemmer, og i starten revolterede jeg voldsomt mod et så massivt maskulint førergreb. Der var afgjort mere udfordring end inspiration over læsningen, og jeg gjorde et hidsigt notat. Jeg skrev: Der er noget gammelkendt og trygt ved universet. Her sidder den ædelt syge – engang en livsfrodig tyrekalv – og så kommer den ny tids mand med kuren. Vi ved fra første færd, at det vil gå ad helvede til, men under ordnede forhold. I kulissen venter naturligvis kusinen i al sin pragt og herlighed. Også det bidrager til følelsen af tryghed og velordnet hus. Ingen snuskede udskridninger her.

Nå, men så slog jeg følge med præstemanden Mads Vestrup, der brød op fra den store livsanskuelsesdebat hos godsejeren. Han var betydelig mere ophidset end jeg og af andre grunde, men modvinden var mærkbar for os begge.

Til den ene Side laa de milebrede Enge og den skjulte Fjord, til den anden rejste Landet sig som en Vold med stejle, nøgne Lerskrænter. Landevejen fulgte paa det første Stykke Engbreden men bøjede derpaa brat af og steg tilvejrs gennem et Skaar i Bakkerne.(p>

Nåja, det kunne vi andre måske også have skrevet, men så kommer det:

Her naaede han Skoven, hvis høstligrøde Løvmasser lukkede sig om ham som et brølende Baal. ^3'1

Hjælp. Mine næsebor vibrerer allerede, og øjnene svier i røgen fra kætterbålet. Underbevidstheden har stillet ind på Vestrup og hans skæbne i dens helhed. Man har fået færten af hans ydre og indre bål, og så fortsættes der:

Trods sit voldsomme Sindsoprør havde han ikke glemt at smøge op forneden for at skaane sine Søndagsbukser.

Av. Der fik han os, Pontoppidan, alle os bondestudenter og førstegenerations-akademikere. Piskesmældet sidder lige, hvor det skal, og sådan undgår man patos. Det er altså ret godt.

Som man måske kan høre, så var min tvære modvilje ved at forvandles til ambivalens allerede omkring s. 19 (i étbinds-udgaven eller s. 34 i første bind af fembindsudgaven). Til min egen overraskelse var det skildringen af Mads Vestrup, der skubbede til mig. Ham følte jeg mig ellers ikke særlig på linje med, men jeg kunne se, hvor fint fortælleren balancerer mellem sympati og distance i forholdet til sin figur. Mads Vestrup er ikke udleveret. Han er skildret som en forpint fattigrøv uden høje tanker om sig selv, men med den underkuedes frygtelige vrede lige under overfladen. Hadet, der spyttes op fra dybet af almuesjælen i skolegården i Randers, det kan Pontoppidan gøre levende for os, og som psykologisk portræt er Mads Vestrup meget overbevisende. Derimod synes jeg nok, at hans dommedagsforkyndelse virker gammeldags og uvedkommende på en moderne læser, men det synes jo også Mads Vestrups sognebørn, der løser sognebånd til nabopræsterne. Til gengæld er der ikke noget bedaget ved hans personlige moral, og jeg er helt med, da han vandrer rundt som vækkelsesprædikant i København:

Mads Vestrup selv gik (…) modløs omkring i den vintermørke By, knuget af den samme Ensomhedsfølelse, der i hans Studentertid havde hvilet saa tungt paa ham mellem alt det fremmede. Hjemlængslen kunde til Tider overvælde ham som en virkelig Sygdom. De endeløse Husrækker gav ham Angstfornemmelser, Maven var daarlig og Søvnen urolig. Derfor blev ogsaa Tonen i hans Taler og Artikler stadig mere mørk og fjendtlig stemt mod den stundesløse og opjagede Storstadsvrimmel, der i hans Øjne jaskede Livet hen som en dum Karnevalsspøg. (…)

Den Opsigt, han havde vakt i Byen, og det Tilløb, |169| der var til hans Møder, lod han sig ikke skuffe af. Det kunde ikke være for at volde den Slags Staahej, at Gud havde kaldt ham hertil. Han fik daglig tilsendt forskruede Breve fra Folk, der kaldte ham en ny Messias og udbad sig hans Haandskrift eller en Haarlok. Han havde Besøg af opstadsede Damer, der forsikrede ham, at han havde omvendt dem, af selvstruttende Digtere, der højmodigt erklærede at ville tage Vorherre til Naade igen i deres næste Bog.^{4 '2}

Det her var et af de steder under læsningen, hvor jeg måtte vende mig stjålent omkring for at se, om der ikke stod nogen, jeg kendte. Det er nu også ret langt fremme i romanen, og på det tidspunkt havde jeg overgivet mig. – Det er faktisk på s. 371 i den reviderede udgave og på s. 143 i bd. 4 i 5-bindsudgaven. Jeg har skrevet de to citater ud, og hvis vi senere får tid, kan vi måske gennemgå og sammenligne dem, men det er jo noget pilleri. Jeg har gjort det derhjemme, og her synes jeg afgjort, at stramningen har gavnet. Jeg er ked af det, hvis min vurdering ikke falder i god jord, men jeg har altså kun mine egne fornemmelser at stole på, og generelt er jeg en rigtig strammer. Jeg har som regel lyst til at skære 75 sider af de romaner, jeg læser. – Men jeg havde som sagt overgivet mig. Jeg kunne jo se, hvor fantastisk dygtig Pontoppidan er til at flette sine handlingstråde sammen. Fletværket har ikke meget med virkeligheden at gøre, hvis man tænker efter, men er meget romanagtigt – f.eks. er det jo vældig praktisk for handlingen, at hofjægermesterinden, som er datter af kaffegrossereren, interesserer sig for præsten, der er nevø af Enslev, politisk konkurrent til hendes mand og til slut skal blive Mads Vestrups antiklerikale efterfølger4. Det er en konstruktion, men den virker fuldstændig overbevisende, fordi – tror jeg – karaktererne er udgangspunktet. Hvis vi f.eks. tager alderdomsasylet, som Torben Dihmer vil oprette i taknemlighed over sit bedrede helbred – jeg refererer altså ikke romanens handling, for jeg ved, at I alle sammen kender den – hvis vi altså tager asylet og udsætter det for forskellige temperamenter og karakterer, så ruller lavinen.

Og den ruller flot, og jeg tænker, at folk må da for min skyld ride til Bloksbjerg på ligegyldigt hvilket kosteskaft, bare de når frem. Jeg kan også misunde Pontoppidan den alvidende fortæller, der kan tillade sig et greb som det her:

Kort fortalt: Dagen efter stod Søren igen i sin mørke Smedje og rystede Huset med Slagene af den vældige Forhammer. Og her stod han siden Dag ud og Dag ind, indtil han blev en gammel Mand. (s. 115)^'3

Med den type manøvrer kan man jo komme vidt omkring, og jeg overvejer, om den alvidende fortæller måske kunne få en renæssance, hvis man understregede karakteren af konstruktion, af artificialitet, illusionismen simpelthen – i stedet for at stirre blindt på den virkelighedsgengivelse, som alligevel fungerer bedst, når den bygger på fup og fiduser. Sådan sidder jeg og læser og bliver mere og mere positiv, da jeg får et ordentlig slag for panden med forhammeren – hvis det ikke er med ridepisken. Fætter John taler med Jytte:

"Men vi Mandfolk er altfor fintfølende," fortsatte Fætteren. "Derfra stammer hele Ulykken. Jeg maa ofte tænke paa, hvad en af mine Venner engang sagde — en Kvindekender. Han sagde rent ud til mig, at Vilhelmine skulde have været gift med en stor Hestepranger paa tolv Lispund og engang imellem have haft nogle gode Høvl af Ridepisken. Og det galdt forøvrigt de fleste Kvinder — sagde han."

"Hvem var den Vismand?"

"Det kan jo være lige meget med Navnet, ikke sandt? Men der er nu ikke saa lidt om det. Det er i hvert Fald min Erfaring."

Ogsaa min! — tænkte Jytte. Hvorfor ikke lige saa godt tilstaa det? Tolv Lispund Kød i Favnen og bagefter korporlig Mishandling under en eller anden Form, Svangerskabets ni Maaneders lange Lidelse, Fødslens Radbrækning – eller i Mangel deraf Ridepisken. Saadan var Kvindens egenlige Krav til Manden! Det var dette aldrig stillede Begær efter Nedværdigelse, der var hendes Naturs inderste Trang og blev hendes Skæbne.^{5 '4}

At fætter John tænker sådan, det kan ikke undre nogen, men Jytte, den Jytte, som vi alle sammen holder så meget af. Og hun bekræfter sine tanker med sin skæbne og sin død, der er så ubønhørligt logisk – skridt for skridt – at ingen af os kan gøre indsigelse. Det er nådesløst, som stor kunst er det, og som virkeligheden er det, førergreb eller ej, og jeg tager mig den frihed at minde om, hvad Pontoppidan sagde i 1927. Han sagde, at man skulle vare sig for at tage den eller den anskuelse eller figur i hans bøger som udtryk for ham selv. Han kunne kun svare for den "Grundstemning", hvori den enkelte bog var skrevet. (Pol. Lit. Hist. bd.3, s. 281)

Statsborgerskab i De Dødes Rige

Hermed er jeg tilbage, hvor jeg begyndte, ved sorgen, sørgesymfonien, og jeg har helt overgivet mig til De Dødes Rige.

Med det nye statsborgerskab får man så også en vis munterhed i tilgift, en frihed til at nyde de veloplagte satiriske udfald til højre og venstre. Jeg synes ligefrem, man kan høre, hvordan forfatteren selv har moret sig med en tilfreds grynten, når noget eller nogen var taget særlig præcist på kornet. Som læser kan man også – lidt letfærdigt måske – få lyst til at komme efter forfatteren og fange ham, når han nu selv påstår, at han kun vil svare for grundstemningen. Jeg tror f.eks., at Pontoppidan er blevet meget overrasket, nærmest fornærmet, over at det blæser så meget ved Middelhavet. Prøv og hør, hvordan privatmanden afslører sig ved et skift i verbernes tider og ved en gentagelse for meget:

Der ligger en lille By ved Middelhavet en Milsvej fra Genua. Den ligner de fleste andre af de mange Hotel- og Pensionatsbyer, som en soldyrkende Tid har drevet frem dernede i Evropas Varmebænk under de olivengraa Apenniner. Lagvis ligger den opad Bjergsiden, med stejle Gader, Buegange og tropiske Palmehaver. Langsmed Stranden er der ført en Promenade. Paa svære Undermure er den løftet en halv Snes Meter over Brændingen, der under paalands Vind – og det blæser ganske hyppigt over Middelhavet – springer op med en Bevægelse, som minder om en stejlende Hest, og derpaa opløser sig i Skum med en Syden, helt forskellig fra det Drøn, hvormed vor egen graa Vesterhavsbrænding ligesom i tunge Drømme vælter sig over Sandrevlerne. Tager Vinden til og faar Syvmilestøvlerne paa – og det stormer slet ikke saa sjældent under Azurkysten – brydes Havet mod Undergrunden med en hul Sprænglyd og staar til vejrs med et taarnhøjt Sprøjt som fra en underjordisk Eksplosion.

Byens største Hotel er Parkhotellet. (…) Her sad en vindstille Dag i Slutningen af Marts et Selskab. (s.44-45)⁶

Læg til overflod mærke til, at det var en vindstille dag, så skildringen er helt overflødig i forhold til beretningen. Nå, sådan noget skal man måske selv være litterær håndværker for at finde morsomt, og man kan jo også mere seriøst bruge sin nyvundne frihed til at se sig om efter venner og bekendte i det vældige romanunivers. Man fortæller meget om sig selv, når man afslører, hvem af romanfigurerne man særligt føler sig forbundet med, og hvis man ikke kan føle noget for alle, så kan man jo tage hatten af for Pontoppidans rummelighed. Det gør jeg, mens jeg knytter nogle kommentarer til Tyge Enslev, Jytte Abildgaard og Torben Dihmer, i nævnte rækkefølge.

Tyge Enslev

Jeg har set i programmet, at I i eftermiddag har beskæftiget jer særskilt med Tyge Enslev. Det er jeg glad for, for med Enslev træder vi ind i herreværelset og op på den politiske talerstol, og jeg føler mig ikke rigtig hjemme nogen af stederne, selv om jeg måske har gjort det engang, men forbigå en mand af Enslevs format, det kan man selvfølgelig ikke. Ikke desto mindre synes jeg gudbedredet, at Pontoppidan er meget længe om at komme op i omdrejninger i skildringen af Enslev som romanfigur. Hans forældre og deres almueliv står lyslevende for mig – Ane-Mette glider lige akkurat ned, fordi Søren Smed er så rædselsfuld. Fortælleren bruger også her sit dobbeltgreb, hvor skyggesiden altid søges lige efter solen, helt ned i adjektiverne, og bevægelsen fungerer som drivkraft, knaldperler, så historien ikke bliver fad. Fortælleren er livgivende perfid, og hvem glemmer købstadens arrestforvarer, "en svær Mand med en Nakke som en fedtet Orne"? Og hvem forstår ikke Søren, der "stirrede rasende paa den grisefede Mand og havde Lyst til at slå Skallen itu på ham med sin knippel"? (s.114) ⁷

Søren Smed er farverig, men Tyge Enslev er i lang tid underligt bleg i mere end én forstand. Måske skyldes det fortællerens store respekt for figuren? Det varer også længe, før Enslev ses indefra, og det skal der jo også mod til. Man kan føle sig meget anmassende, når man gør det, men pludselig, så er den der. Tyge Enslev møder for første gang sin brorsøn, pastor Gaardbo, og sørger for at komme i enrum med ham:

"Naa, saadan ser De altsaa ud!" sagde han med sit lukkede smil, da han var kommen til sæde. "De er Deres Mor op ad Dage! Min bror var meget stolt af begge sine Sønner, og det havde han jo virkelig grund til. Jeg har ladet mig fortælle, at De allerede har vundet Dem mange Venner her paa Egnen. Og nu tænker man endogsaa paa at gøre Dem til Rigsdagsmand, ikke sandt?"⁸

Enslev gør det helt klart for den unge mand, at det vil være en dårlig ide at stille op til valget – at betragte som højforræderi mod partiledelsen, d.v.s. ham selv. Og han ydmyger pastor Gaardbo ved at fortælle ham, at han kun har fået sit gode præstekald takket være indgriben fra farbror Tyge. Samme farbror kan også sikre ham en lynhurtig politisk vej til toppen, men kun på betingelse af, at han opgiver sin præstevirksomhed.

Pastor Gaardbo var ikke klar over Hensigten med al denne underfundige Venlighed. Var det et Forsøg paa at lokke ham ud i en Hængemose? Eller troede Farbroderen virkelig at kunne friste ham til Frafald med et Tilbud om at gøre ham til Arvtager i hans politiske Dødsbo? Han havde Medlidenhed med den gamle Mand, der saa aabenbart var uden al Forstaaelse af sin Afmagt, og da han ikke nænnede at sige ham lige ud, hvor slet han var underrettet, blev hans Svar kun en Gentagelse af, hvad han tidligere havde sagt.

Men hvad han fortav, det læste Enslevs aarvaagne Øjne i hans Miner, og pludselig glimtede det under de buskede Bryn. Med et Blik, der lyste som Blinket af en Økse, fældede han Dødsdommen over Brodersønnen.

"Vil De saa behage at lade Vognene køre frem," sagde han. "Det er paa tide at komme af sted." (s.190).⁹

Dén Enslev interesserer mig. Han er som taget ud af en græsk tragedie, og hans slutspil er jeg gerne vidne til. Indholdet i hans politiske kamp interesserer mig under det aspekt, som han formulerer i sin skovtale: "selve den religiøse Følelse har Gang efter Gang været hjemløs her i Landet, fordi et uforsonligt Kleresi lukkede den ude fra Kirkerne." Det aspekt vender jeg tilbage til i forbindelse med Torben Dihmer, mens jeg først med høflig opmærksomhed følger de politiske forviklinger, intriger og alliancer. Her synes jeg nok på visse stræk, at bredden udfoldes på bekostning af dybden, men det afsluttende portræt af Enslev er en kraftpræstation. Den døende mand taler til folket fra altanen: "Ja, ned med alt, hvad der vil skygge for Solen! Ned med de Mørkets Magter, der nu slimer sig sammen for at standse den frigjorte Menneskeheds Sejrsgang over Verden." Og han slutter: "Et Leve for Friheden! Et Leve for Danmark! Et Leve for Frihedens Danmark!" (s.406)¹⁰

Ja, ja, mange tak, men på foregående side, få minutter før, har samme Enslev sagt:

"Den Dag, jeg gaar bort, er Folket uden Værge. Tro ikke paa Flosklen om en Folkevilje! Et Folk er altid sorgløst som et Barn. Bliver der ikke tumlet og leget med det, synker det tilbage til sin Natursøvn og vaagner op i Lænker." (s.405).¹¹

Og hvor er det komplekst. Hvor er det blændende gjort. Her hersker alt andet end opbyggelighed. Politik handler om magt. Den er en blodig og krigerisk métier, som det siges flere gange, men den dræber også på mindre øjensynlige måder, og Jytte Abildgaard er en af dem, der blev forrådt af politikken. At hun også blev forrådt af sin egen engagerede mor, som var og er en dejlig dame efter min mening, det gør kun historien endnu mere trist.

Jytte havde for længe siden rejst sig og var gaaet ind. Det var blevet som en Vane hos hende at fortrække, saa snart man begyndte at politisere omkring hende. Det vakte saa mange triste Minder. …. De omfattede hele hendes Liv, gik helt tilbage til Barndomshjemmet paa Samsø, hvor hun saa tit havde følt sig til overs og glemt, naar Distriktslægen og Præsten eller andre kom i Besøg og Diskussionen blev saa kampvarm, at endogsaa hendes Moder kunde give sig til at banke i Bordet af Iver. (s.135)¹²

Jytte Abildgaard

Jytte er det tidligt skadede barn, og Jytte er det klassiske angsttilfælde. Skildringen af hendes forlovelse og bagefter ophævelsen af den kunne udmærket indgå som eksempelmateriale i lærebøgerne, for det er ikke gjort bedre siden. Især beskrivelsen af hendes ro og lettelse, da hun har hævet forlovelsen, er meget overbevisende og karakteristisk for tilstanden. Men selv om diagnoserne altså kommer vrimlende som ugens slagtilbud fra Netto, hvad har vi så i grunden sagt med dem? Ikke ret meget, hvis vi holder dem op mod Jyttes egne tanker.

Hvorfor skulde netop hun blive den ene lykkelige blandt tusinde, hvem Ægteskabet skuffede? Hvad Grund var der til at tro, at det ikke ogsaa engang skulde times hende at sidde som en forpjusket Høne og le af sin lange, dybe Drøm om Lykke? – Men da vilde hun hellere dø.¹³

Dén forpjuskede høne vil jeg huske, når jeg har glemt resten af De Dødes Rige, men romanen ville ikke være af Pontoppidan, hvis der ikke var et modstykke til hønen. Hun hedder Meta, og hun er en overlever, der har kastet sig hovedkulds ud i livet og ægteskabet og født sine børn med den smerte, som hører sig til, hvis moderhjertet skal vågne. Det er vist meningen, at vi skal opfatte Meta som den positive kvindepol, men hendes lyksaligheder virker noget postulerede på mig. Den sanselige lykkerus har ingen vigtig placering i De Dødes Rige, hvor fortællerhjertet banker for Jytte, selv om Meta får lov at karakterisere hende ganske nøgternt:

Meta genkendte nu rigtig sin Veninde fra gamle Dage i København, naar Jytte sad i Gyngestolen med Haanden under Nakken og trevlede alting op, saa man til sidst hverken vidste ud eller ind. (s. 182)¹⁴

Ja, sådan er Jyttes psykiske struktur, og den ligger så tæt på romanens kompositionsprincip, at vi ikke bliver spor overraskede over den indskudte sætning på s.332: "som Jytte Abildgaard med sit visionære Klarsyn havde anet."¹⁵ Hun er så tæt, så tæt på, og selv i sit udseende manifesterer hun dobbeltgrebet, tvedragten. Jomfrumoderlig og uskyldigt erfaren er nogle af de beskrivende adjektiver, der bruges om hende, men der er i sidste instans en afgørende modsætning, der skiller hende fra fortælleren og fra fortællingens rygrad. Hvor Jytte nemlig trevler op, så der ingenting bliver tilbage, dèr fletter fortælleren trevletrådene sammen igen og skaber noget, som ikke var der før.

Hvor grebet jeg end har været af Jytte Abildgaard, så er der for mig ingen direkte inspiration at hente i figuren. Jytte-sporet ender blindt, og det har ikke noget at gøre med hendes fysiske død– vi har jo accepteret, at vi befinder os inden for rammerne af de dødes rige – men hun lukker døren efter sig. Fortællingen har udtømt hende. Her skal jeg måske være lidt forsigtig, for jeg har i et par år arbejdet med to kvindeskikkelser, der er beslægtede med Jytte og oven i købet tilhører samme historiske periode, nemlig Camille Claudel og Sabina Spielrein¹⁶. Det arbejde har jeg nu afsluttet, og det kunne være medvirkende til min oplevelse af lukning. I hvert fald, hvis jeg skulle vælge en kvindelig figur i de dødes rige, som jeg havde lyst til at arbejde videre med, så blev det fru Bertha. Med hende deler jeg ungdommens politiske engagement og de modne års skuffelse og indsigt i egen afmagt, og jeg beundrer hendes evne til at håndtere begge dele. Når man selv har voksne børn, er der også andre af hendes følelser og tanker, man kan sætte sig ind i, i det mindste som skrækfantasier. Hun er kun en biperson i romanen her, men jeg kunne tænke mig at stille hende op midt på scenen og gøre hende til en samlende hovedperson. Jeg ville både udvide og revidere hende, men hvordan sådan nærmere, det kan jeg jo ikke sige noget om, for sæt, jeg gjorde alvor af det.

Torben Dihmer

Og så har jeg gemt Torben Dihmer til sidst. Jeg ved ikke, om jeg bryder mig om ham, helt ærligt, det der vædderansigt. Jyttes ambivalens har smittet mig, men jeg ved, at jeg er hemmeligt optaget af de samme materier som han. Det er en interesse, som jeg af ren og skær selvopholdelsesdrift agter at fornægte, så snart jeg kommer til næste gadehjørne – jeg er da ikke en obskurantistisk idiot – og det gør Pontoppidan faktisk også. Det handler om den hjemløse religiøse følelse, som Enslev er inde på i sin skovtale, og jeg er ked af, at jeg af praktiske grunde ikke kan være her på søndag og høre Aksel Haanings foredrag. Jeg synes, at hans Pontoppidan-læsninger er meget inspirerende – selv om jeg tror, at kunsten har bedre arbejdsredskaber end videnskaben ved udforskningen af sagerne. Indtil videre, men det kan jo ændre sig.

Mere konkret: her baserer materierne sig på kilder, der fremlægges i romanens første afsnit: en gammel tysk bearbejdelse af en række oldtidsværker om lægekunsten, et astronomisk værk, et skrift om jordmagnetisme, en fransk oversættelse af en arabisk sundhedslære fra middelalderen forfattet af "Den Troldkyndige i Cordova". Professor Asmus Hagen er tilbørligt forfærdet over at finde den type lekture hos sin syge ven godsejeren og udbeder sig en forklaring:

Torben vilde først ikke ind paaå Sagen; men da Vennen blev ved at gaa ham paa Klingen, forklarede han, hvorledes han mente at have gjort den Erfaring, at visse regelbundne Naturbegivenheder som de skiftende Tegn i Sol og Maane, Planeternes Vandringer og Jordens egen Stilling i Verdensrummet, indvirkede paa hans Befindende, og han havde derfor søgt at gøre sig bekendt med, hvad der fandtes i Litteraturen om lignende Iagttagelser til Bevis for en sympatisk-organisk Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet. (s.26)¹⁷

Jeg noterer mig, hvor kropsligt-fysisk det her er forankret, til forskel fra så mange andre mystifystiske retninger. Jeg har sjældent mødt noget, der passede mig så godt, og alene af den grund er jeg kisteglad – undskyld udtrykket – for, at I har sat mig på sporet af Pontoppidan. Hr. Torben er godt nok ikke meget for at tale om materierne. Det er klogt og skyldes ikke kun angst for at blive til grin, for her skal man virkelig passe på de onde øjne. Pontoppidan passer også på, dels ved at udstyre professor Hagen med alle de stuerene argumenter, der kan opdrives, dels ved at vende sig mod materiens bagside, som får hele den satiriske arm. Hele den alternative jungle af behandlingsmetoder og helsekostpræparater gøres grusomt til grin, og det er hyleskægt og brandaktuelt.

"De skal forsøge med Weller, Direktør Zaun. Op Klokken syv, Systemet punktlig gennemgaaet i tolv Minutter for aabne Vinduer, bagefter Styrt, Havregrød, Frugtkompotter og senere paa Dagen Aandedrætsøvelser og elektrisk Massage eller Lysbade. Jeg siger Dem, De vil efter et Par Maaneders Forløb fryde Dem ved Livet som et Føl paa en Sommereng. Se paa mig! Jeg har i de sidste fire Aar ikke haft saa meget som Snue engang!" (…) Han lukkede Øjnene og aandede tre Gange dybt ud. Det var som en Andagt. Da han igen slog Blikket op, havde hans Ansigt et helt forklaret Udtryk. "Herligt! Og Naturen er jo lige pragtfuld alle vegne hernede. Man maa erkende, at Vorherre har været paa Højden af sin Skaberkraft, da han modellerede denne vidunderlige Kyst. Som Arthur Høj forleden saa brillant skrev i en Kronik: I disse herligt svungne Linjer paa Evropas Fodstykke synes man at læse hans Kunstner-Signatur: Deus fecit." ( s. 48)¹⁸

Så! Nu er vi godt dækket ind til at føle noget for det felt, der ligger omme bag parodien, for ingen vil tro det om os. Heller ikke vi selv, måske. Det er så sårbart og ømfindtligt, at der skal alle tænkelige krumspring til at beskytte det, og det går da også derudad med indianere i aposteldragt og jordhytter i bjergene for ikke at tale om kravlerne. I mellemtiden gennemfører Torben Dihmer sin desillusionerende odyssé gennem kærlighedens og politikkens riger, indtil han vender tilbage til Favsingholm for at dø. Cirklen er sluttet, og han har holdt fast ved sit. Hovedbygningen er testamentarisk forbeholdt videnskabsmænd, der vil genoptage studiet af den sympatisk-organiske harmoni mellem det enkelte menneske og verdensaltet, men foreløbig har ingen meldt sig. Det kommer nok, tænker jeg, men jeg tror ikke, jeg vil sige det højt.

Hermed er jeg nået til det sidste spørgsmål, som De Dødes Rige har rejst hos mig i denne omgang: er verdensforsagelsen en nødvendig forudsætning for at gøre fremskridt i de esoteriske videnskaber? Det spørgsmål ville jeg gerne stille til Peter Høeg, som jeg tror er den eneste nulevende forfatter, der kunne skrive en moderne udgave af De Dødes Rige. Det kan desværre ikke lade sig gøre, og det er trist, synes jeg, og også derfor vil jeg spille den langsomme sats fra Haydns Sørgesymfoni. Og I får lige finalen med. Den varer kun tre minutter, og vi skal jo videre.