Hos Morten Pontoppidan
Gandløse er – til alt Held for dens Landsbyidyl – ikke videre kendt af Københavnerne. Vejen dertil ligger for langt borte fra Søndagenes sædvanlige Bilruter. Ved Maaløv – omtrent midtvejs mellem København og Frederikssund – gaar en Bivej af i nordvestlig Retning, højtliggende og med vid Udsigt østpaa over Bringe Moses grønne Engdrag til Værløselejren og Søndersø. Og gennem Landsbyen Knardrup og op ad den stejle Galgebakke naar man en Milsvej fremme til Gandløse.
Her – i det tredie Hus paa venstre Haand, en lille murstensrød Villa med en Stump Forhave – bor Morten Pontoppidan, siden han 1921 trak sig tilbage fra præstelig Virksomhed.
Antagelig har han valgt at bo der af to Grunde.
Først for Naturens Skyld. Egnen om Gandløse er bakket og smuk. Mod Nord lukket af tre dejlige Skove: Gandløse Ore, Gandløse Eget og Slagslundeskoven, den sidste højt over Furesøs blinkende Vandspejl. Mod de andre Verdenshjørner med aabne Udsyn.
Dernæst for Mindernes Skyld. En lille Milsvej mod Sydvest ligger Stenløse, hvor han 1902 fik sit sidste Kald og hvis Navn genfindes paa Titelbladet til en af hans Prædikensamlinger: "Stenløse Kirkepostil". Omtrent lige saa langt mod Nordvest ligger Hjørlunde By og lige Vest for den – ved Sundbylillevejen – den Gaard, hvor han fra 1880-1891 havde sin berømte Højskole. Gaarden staar endnu. Men Sporene fra hans Tid lever nu kun i Erindringen. Haven er tilgroet. Vinduerne til Elevværelserne overspundne med Spindelvæv og det fordums Gymnastikhus med de spidsgotiske Ruder fyldt med Strøelse. Men den lille Valgmenighedskirke fra 1887 paa den modsatte Vejside stikker endnu sit Spir op over Trætoppene.
Aarene – Morten Pontoppidan er nu fyldt 75 – har ikke taget videre paa ham. Med sin friske, rødlige Ansigtslød ser han langt yngre ud. Klogskab og Klarhed, Stemning og Lune præger stadig alt, hvad han taler om.
Og medens Efteraarsdagens graa Luft mørkner udenfor, giver han sig til at fortælle om Barndomsaarene i Randers, medens hans Hustru Julie Pontoppidan – Maleren Vilhelm Marstrands Datter – fra sin Plads ved Ruden nu og da føjer en Bemærkning til.
"Ja, til Randers kom jeg i 1863. Jeg er jo født i Ribe. Men i 1856 blev Fa'r forsat til Fredericia og derfra blev han saa Sognepræst ved Sct. Mortens Kirke."
"I Deres "Minder og Oplevelser" fortæller De egentlig ikke meget om Randers."
"Nej – i den Bog har jeg væsentlig villet skildre min Løbebane og Udvikling, men ikke givet mig megen Tid til at se mig om paa Vejen."
"Kan De endnu huske Ankomsten?"
"Ja, tydeligt. Vi tog – det var lige før Sommerferien – med Dampskib til Aarhus – dengang var der jo kun Jernbane derfra og til Randers – og altsaa videre med Toget. Da alle vi ti Børn paa Banegaarden var proppet ind i Omnibussen og denne begyndte at køre, blev min lille Broder Hans Peter højst forbavset. Han havde uden videre opfattet Vognen som vort fremtidige Hjem. Det laa nu imidlertid paa Brødregade og var en ganske anderledes herskabelig Bygning end Præsteboligen i Fredericia. Da Fa'r lukkede Fløjdørene op og viste Mo'r den lange Række Værelser en suite, gav hun sig til at græde. Ikke af Glæde, men af en Forudfølelse af, hvor stort et Arbejde der her ventede hende og hvor mange Kræfter hun skulde komme til at lægge i det. Her fik vi saa vort Hjem. Jeg til 1868, da jeg blev Student, og Fa'r til sin Død i 1879. Derefter flyttede Mo'r hen paa Nørregade og senere til København, hvor hun døde i 1888."
"Fandt Deres Fa'r sig tilrette i Randers?"
"Ja, det gjorde han, skønt hans Forgænger, Provst Jørgensen, havde været højkirkelig og Fa'r selv var Grundtvigianer. En Tid lang vedblev ganske vist den anden Præst, gamle Konsistorialraad Kruse ved Hospitalskirken, at have flest Konfirmander, men efterhaanden vandt Fa'r sine Sognebørn for sig. Folk var dengang vel smaasnakkende under Gudstjenesten. Jeg husker, at Fa'r en Dag brød af i sin Prædiken, gik hen til Siden af Prædikestolen og bare saa ned, til der blev Stilhed. Med Tiden samlede han Byens Grundtvigianere tæt om sig, især til Bibellæsningen. Mellem de faste Gæster var bl.a. den senere Cigarmager Andreasen, en høj, smuk Mand, der oprindelig var Handskemager og netop derfor havde søgt til Randers. Og ogsaa de unge Præster fra Sognene rundt om kom hyppigere og hyppigere ind til kirkelige Møder under Fa'rs Ledelse. Der var jo noget vist anseligt ved hans Fremtræden og noget overbevisende over hans stille, jævne Vidnesbyrd. Ja – ogsaa gamle Albertine Møller, der vistnok holdt Skole, og de to Frøkner Wachs, der ligeledes var Lærerinder, kom hyppigt til os."
"Kom der nogen af Byens Embedsmænd? Og husker De nogen af dem?"
"Først og fremmest naturligvis Amtmanden, Hans Matthias Rosenørn, og hans pompøse Kone, født Olrik, som Fader, da hun døde, var Sjælesørger for. Sønnen, Poul Christian Rosenørn, der senere kom til Færøerne og døde som Borgmester i Stege, var min Klassekammerat. Amtmand Rosenørn var en Embedsmand af den gamle, fine Type. Middelhøj og med et klogt Ansigt. Og yderst arbejdsom, hvad hans store historiske Værk om Niels Ebbesen jo bl.a. vidner om. Og saa var der den statelige og humane Borgmester Fischer. Den faste Festtaler ved de dengang fælles og derfor meget højtidelige Grundlovsfester. 5 Og Herredsfoged Hack Kampmann, der hørte til Nationalliberalismen og var med til at stifte en Folkeforening, som endnu ikke havde grundtvigiansk Præg, men hvor jeg dog hørte de første Foredrag af Mænd som Ludvig Schrøder og navnlig Jens Nørregaard. Særlig den sidste gjorde et stærkt Indtryk paa mig."
"Men nu Byens øvrige Befolkning?"
"Ja, lad mig se – Pauline Worm maa jeg jo ikke glemme. Mager, ret høj, men umaadelig sart i sit Væsen og ligesom lidt overbeskeden uden just at mene det. Ængstelig for at være for mandhaftig og derfor uden Humor. Jeg husker en Generalforsamling i Folkeforeningen, hvor hun pludselig bad om Ordet. Det var, som vi alle holdt Vejret af Angst for, hvordan det skulde gaa. Saa usædvanligt var det, at en Kvinde talte. Hun gik endda ikke op paa Talerstolen, men rejste sig blot fra sin Stol og kom uhyre pænt fra det. Faderen var Præst i Kristrup, hvorfra hun siden flyttede ind i Karolinegade. Og saa var der jo Originalen Messias. Vistnok et Stykke af en mislykket Kunstner. En gammel Mand med kort, hvidt, stubbet Skæg, der gik rundt i Gaderne i en besynderlig gammeldags Dragt – en stor Chenille, indvendig foret med mørkerød Silke, Uhrlomme med en Mængde Signeter og lang, sølvknappet Stok – og nu og da stod stille og sagde en Mængde Ting, saa til den ene og saa til den anden Side, som om han havde et Budskab at bringe. Til andre Tider kastede han Breve i Postkassen, skrevne med Cifferskrift, der lignede hebraiske Bogstaver, men meget smukt kalligraferede. Og Drengene lod ham i Reglen passe sig selv – der var noget ærværdigt over ham i al hans Galskab. Mellem Handelsmændene husker jeg den rige Købmand Krogsgaard paa Vestergrave, der regnedes for at være Byens rigeste, men ogsaa mest økonomiske Mand. Fa'r gik ofte op til ham og fik altid Hiælp til den, der trængte. Og Esben Møller, hvis Kolonialbutik laa nede ved Havnen og som derfor hørte til "Træskobørsen", der hver Morgen i Træsko og med Merskumspiber mødtes paa Sønderbro, drøftede Forretninger og spyttede i Vandet. Og Balthaser Berg, der spillede saa dejligt Violin og blev Fader til Fru Konsul Abildgaard."
"Officererne?"
"Af dem mindes jeg bl.a. den flotte Ritmester Printzen. Da Dragonerne i 1864 red sydpaa, styrede han ude i Strømmen Hesten hen til Nordgavlen af det Hus, hvor hans Familie boede, og bragte den pludselig til at stejle, mens han til Afsked svingede med Sablen. Det saa brillant ud. Forresten kom han aldrig tilbage, men skød sig i Felten af Sorg over Nederlaget. Og der var Løjtnant Sauerbrey, ugift og en stor Don Juan, men modig, saa han kom til at udmærke sig i Krigen. Og den gamle og forlængst afskedigede Ritmester Gether, der gjorde sig saa fortjent af Anlægene omkring Randers – paa Skovbakken findes jo endnu en "Gethers Bænk" – og altid jog os Drenge bort, naar vi kom udenfor Gangene."
"Og selve Bylivet?"
"Ja – Fastelavnsskibet med Admiralen og de hvidklædte Sluproere, der samlede ind til Bombebøssen, eksisterede ogsaa i min Tid. Og Hestemarkederne. Og Frilørdagene. Endvidere forekommer det mig, at Bønderne ved disse Lejligheder alle gik i Nationaldragter, Mændene med hvide Bukser og høje Hatte. Overhovedet var Randers jo en gammel By med gamle Huse og gamle Gadenavne. Det kendte vi slet ikke fra Fredericia, hvor saa meget efter Treaarskrigen var brændt og fornyet."
"Men nu den gamle Skole?"
"De siger "gamle". Men for os var det den nye Skole, der virkelig gjorde et flunkende nyt Indtryk. Whitte var jo Rektor. Disciplinen under ham var ikke saa streng som i Thorsens Tid, skønt Reglementet var meget udførligt og blandt andet meddelte, at "ved Undervisningen skal Hænderne, men ikke Albuerne være paa Bordet". Af Lærerne vil jeg fremhæve Jørgen Koch, der var udmærket i fysisk Geografi, og Oehlenschlæger-Elskeren Eberh. Ehlers, der gjorde Dansk- og Religionstimerne virkelig levende for os. Skoletiden var dengang stadig delt. Fra 8-12 og fra 2-4. Man paastod, at det var af Hensyn til Kommunen, der havde givet et større Bidrag til Opførelsen og derfor krævede et vist Hensyn til Byens borgerlige Middagstid. Udenfor Skoletiden var vor eneste Morskab Skoleballerne i Klubben, Skoleskovturene med Damper og Bechs Orkester i Spidsen til Mellerup, hvorunder vi engang skulde synge for de gamle Damer i Støvringgaard Kloster og paa Rektors Opfordring valgte den Sang, vi kunde bedst: "Fryd Dig ved Livet i dine Dages Vaar". Paa Beværtning eller Konditori gik vi aldrig. Derimod havde vi en literær Skoleforening "Bragi", der holdt private Møder i Hjemmene og desuden Smaasold og Skovture. Især til Fussingø, hvor vi et Sted i Skoven samledes om "Bragis Alter", en Stendysse, som vi hver Gang forøgede med nye Sten. Alfred Ipsen har jo udgivet nogle Mindeblade derom. Af Skolekammeraterne stod Karl Poulsen – den senere Ryslingepræst – mig nærmest. Og lad mig nu ikke glemme Baadene, vi lejede hos Thomsen, naar vi vilde sejle ned "paa de brede Vande", som det hed. Jeg har siden altid kunnet sejle og selv haft Baad."
"Har De været i Randers efter 1868?"
"Ja. Først endda som Student. Da min Broder Knud kom til København, syntes jeg, at det var for meget for min Fa'r paa samme Tid at have tre Sønner derovre og tog derfor hjem et Aarstid. Man kunde jo godt dyrke Teologien hjemme. Og som nygift Kandidat boede jeg i 1875 en Tid paa Tøjhushavevejen lige ved Rosenlund. Det var Meningen, at jeg skulde blive Kapellan hos Fa'r. Men da han paa anden Maade fik en Lettelse i Arbejdet, blev jeg Aaret efter Kapellan i Helsingør. Nu kommer jeg imellem derover for at se til mine Forældres Grave."
– "Det har været mig en Glæde at tale lidt om mine Erindringer fra Randers", slutter Morten Pontoppidan.
