Fra Henrik Pontoppidans Skoletid

Henrik Pontoppidan, som 24/7 1932 fyldte 75 Aar, er af Fødsel et Fredericiabarn, men kom til at gaa i Skole andetsteds og blev under Paavirkning baade af By og Natur en udpræget Randersdreng. Det gik ham, som det var gaaet hans ældre Broder Morten, der egentlig var et Ribebarn, men i sine Livserindringer glædede sig over at være blevet en Fredericiadreng "i rette Tid" d.v.s. i Aarene mellem den første og anden slesvigske Krig og Øjenvidne 123 til Afsløringen af Bissens "Landsoldat". Begge Brødrene kom ved 6 Aars-Alderen fra Fødebyen, huskede derfor saa at sige intet derfra, men tilbragte de mest modtagelige Barneaar i nye Omgivelser og under nye, men højst forskelligartede Indtryk: Morten i Solskinnet efter en straalende Sejr og i et lyst og muntert Hjem, Henrik i Skyggen af et Nederlag og i en af aarelang Sygdom og økonomisk Tryk præget Præstegaard1. Navnlig Henrik fandt derfor i Skole- eller snarere Kammeratlivet en Modvægt og en Udløsning for Drengesindet, der gav Aarene i Latinskolen en særlig Betydning og Plads i første Række mellem hans Randers-Erindringer.

En Aften, da vi længe havde siddet og talt sammen om vor fælles Skoleby, rejste Pontoppidan sig og hentede fra sin Pult en gammel Protokol. Det viste sig at være Forhandlingsprotokollen fra de første Aar i Skoleforeningen "Valhal", som han selv havde været med til at stifte. Forinden Gaven – som rimeligt er – imidlertid vandrer videre til Skolens Arkiv, er det værd at dvæle lidt ved Pontoppidans valhallensiske Virksomhed. Vel omfattede den kun eet Aar (hans sidste Skoleaar), men satte for første Gang hans Pen i livlig Bevægelse og betød øjensynlig mere for ham end selve Skolegangen.

I den af Kaptajn i Livgarden Axel Pontoppidan lige udgivne og overmaade statelige Stamtavle over "Den yngre Slægt Pontoppidan" har Henrik Pontoppidan selv fortalt om sin tidligste Skolegang i en lille Asylskole hos en gammel, gemytlig Enke og derefter i en anden Privatskole hos en falleret Handelsmand. I tre Artikler i "Flensborg Avis" ("Hvad Hjernekisten gemte. Nogle Barndomsindtryk", trykt 25/2, 4/3 og 17/3 i Aar) har Pontoppidan bl. a. uddybet Erindringerne herfra og tilføjet kuriøse Enkeltheder. Men Skellet sættes først, da han 23/8 1866 – i Kraft af nu at være de lovbefalede 9 Aar – optages i første Klasse i Randers lærde Skole, hvor Brødrene Morten og Knud i Forvejen gik, og derefter hver Morgen traver fra Præstegaarden i Brødregade til den – nu nedrevne – Skoleport i Vestergade. De syv Skoleaar, inden han i Sommeren 1873 afgaar til København, blev hans lykkeligste Randerstid.

Om Skoleaarene under Rektor H. K. Whitte har Pontoppidan i Slægtebogen kort og fyndigt erklæret, at "vi lærte jo ingenting", men ogsaa forklarende tilføjet, at han vistnok selv var en Elev 124 "uden Lyst eller Evne". I "Flensborg Avis" kalder han Skolen for "en temmelig mølædt Institution – en Skole i Forfald" og anfører adskillige Beviser herpaa. Det er naturligvis et subjektivt Vidnesbyrd, men alligevel ret nær ved Sandheden. Flere af Lærerne fra Pontoppidans egen Tid virkede endnu i Slutningen af Firserne og kunde unægtelig ofte minde om Blichers "Quintus" og "Quartus" (i "Juleferierne" og fra hans Lærertid ved Aarhundredets Begyndelse). Madvigs Aand havde her fundet sin tørreste Form. Men Sandheden var dog samtidig, at Disciplinen var kendelig mange Aar efter Afgangen, at Lærerne var kundskabsrige Mænd, og at den, der virkelig vilde, ogsaa – som den gyldne Indskrift over Hoveddøren opfordrede til – kunde samle sig de Skatte, som Møl og Rust ikke fortærer. Skolelivet var i alle Tilfælde en ganske gavnlig Hærdningsproces.

Men eet var lige saa sikkert: for den normale og sunde Drengenatur kom Kammeratlivet og Fritidens Færden i den maleriske Bindingsværksby eller langs Gudenaadalens Lyngbakker til at spille Hovedrollen. Henrik Pontoppidan selv kom til at holde saa meget af Samværet, at han endog i Ferierne kunde længes efter Skolen for blot igen at være sammen med Kammeraterne. Sammen med fem af dem – han selv er paa den Tid "Realdimittend" i 6te Realklasse, medens en kommer fra 5te Realklasse og Resten fra 5te og 6te studerende Klasse – stifter han da efter Sommerferien 1872 Skoleforeningen "Valhal".

Foreningen havde haft en Forgænger. Omkring Midten af det 19de Aarhundrede var der ved en Række norske og svenske Latinskoler opstaaet smaa Skolesamfund, som dels dyrkede det indbyrdes Samvær og dels brevvekslede med andre Kammerater. Bevægelsen bredte sig til Danmark, hvor Forbillederne fra Trondhjem eller Uppsala efterlignedes bl. a. i Aalborg, Aarhus, Odense og Viborg. Fra den sidste By gik Budstikken videre til Randers, hvor "Bragi" – alle Samfundene bar nordiske Gudenavne – stiftedes 1861 og trivedes en halv Snes Aar. Samfundets Kulminationspunkt kom i Sæsonen 1867-68, da den lille jydske Elevsammenslutning pludselig paatog sig Udgivelsen af de af Trønderne opgivne "Samfundsefterretninger", udsendte 12 Numre af Bladet, der var et Bindeled mellem samtlige nordiske Elevsamfund, og saaledes – under Redaktion af Morten Pontoppidan og hans Ven Karl Poulsen (siden Valgmenighedspræst i Ryslinge) 125repræsenterede en Stump karakteristisk Skoleskandinavisme og iøvrigt gav bl. a. de senere Lyrikere Vilhelm Gregersen og Alfred Ipsen fornødent Husly for de første Vers. Morten Pontoppidans Studentereksamen tog imidlertid Livet af "Samfundsefterretninger", medens "Bragi" først døde i Eksamenstiden 1872. Da jeg en Dag sendte Morten Pontoppidan mit eget Eksemplar af det nu saa sjældne Organ, ledsagede han Tilbagesendelsen med de betegnende Linjer: "Dersom vi i en kommende Tilværelse fik Lejlighed til et saadant Tilbageblik paa vore Præstationer her i Jordlivet, mon det saa ikke vilde tage sig omtrent saadan ud altsammen?"

Henrik Pontoppidan har antagelig samme Opfattelse af sin Virksomhed for "Valhal", hvormed han fulgte i Broderens Spor, 126 men ogsaa samme forstaaende Smil tilovers for de Glimt af Fremtiden, som Skolefortiden kan rumme. Han har med ærlig og kammeratlig Begejstring sat sit Navn under de den 21. August 1872 vedtagne og nedskrevne Love og sammen med sine endnu levende Medstiftere – Maleren Johan Rohde og Ingeniør Jørgen Olsen – hermed bevidnet, "at de vil overholde disse Love til hver Tøddel". Løftet blev heldigvis ikke taget saa bogstaveligt. Der var bl. a. en højst mærkelig § 16: "Ingen Mosait maa optages i Foreningen" – dobbelt mærkelig i en By som Randers, der paa Pontoppidans Tid talte over 100 jødiske Familier, samlet om Synagogen og dennes lærde og højagtede Rabbiner Dr. Wreschner, og som Følge heraf med stærkt jødisk Islæt mellem Skoledrengene. Paragraffen blev da ogsaa slettet ved Revisionen 1873. Pontoppidan selv har som bekendt i sit Forfatterskab altid vist en sympatisk Indstilling over for jødiske Typer.

Formaalet med Foreningen var naturligvis det for den Tid sædvanlige: ugentlige Sammenkomster paa Medlemmernes Værelser med Oplæsning af Klassikerne og Foredrag samt – men ikke altid – Udgivelse af et haandskrevet Blad. Mellem de øvrige Paragraffer giver en enkelt et lille tidshistorisk Træk: Cigar er forbudt, men Værten har at sørge for Pen, Blæk, Spyttebakke og Udkradsningskasse (til Piberne).

Foruden for Foreningens Liv i al Almindelighed var der ogsaa Love for Formanden eller Dirigenten, som han fra først af hed. Til denne Post blev Henrik Pontoppidan valgt og – saa længe han var Medlem – genvalgt. Han var simpelthen, som begge Medstifterne har fremhævet, den fødte Leder – en kraftig Dreng med et kraftigt Temperament og saavel respekteret som vellidt. Til Dirigentens Pligter hørte ogsaa at referere i Forhandlingsprotokollen, hvad der var blevet forhandlet og foretaget hver Mødeaften. Alle 30 Møder i Vintersæsonen 1872 - 73 er derfor refereret af Pontoppidan. Et Par Gange er Foreningen samlet ogsaa hos ham. Endvidere holder han fire af Foredragene – de tre heraf med Æmner fra hans naturvidenskabelige Hovedinteresser ("Darwins Theori og lignende", "Jordens Form" og "Tycho Brahe og Isaac Newton"). Man mindes ved Referatet af Darwin-Foredraget Morten Pontoppidans Skildring af Broderens første astronomiske Foredrag for Eleverne paa Frerslev Højskole og af sin Uro for disses kristelige Grundanskuelse, saa han siden maa berolige 127 dem med, at fordi det maaske er gaaet saaledes til med Verdens Skabelse, kan denne godt være Guds Værk. Her er det Dirigenten selv, der qua Referent erklærer, at der ikke syntes at være stor Tilfredshed med Foredraget. De fleste mente, at det var noget, man ikke havde noget som helst Begreb om. Det er ogsaa Pontoppidan, som aabner det første Møde i "Valhal" med en Tale om selve Navnet, der glider over i en vistnok meget frit fortalt Myte om Guden "Forsete", der symboliserer Enigheden. Gennem det lette Spil med de mytologiske Navne gaar ligesom en Tone af let Spot. Det er jo den samme Henrik Pontoppidan, som engang paa en Udflugt med Faderen har overværet et Vennestævne af Grundtvigianere og faaet Øjet op for Komiken i den selvbehagelige og skruede Sprogbrug, og som siden hjemme i Præstegaarden morer sine Søskende og sig selv med at arrangere grundtvigiansk Folkemøde og parodiere baade Tale- og Sangform. Det oldnordiske laa imidlertid for Tiden. Til "Ydun" (Aalborg), "Heimdal" (Aarhus) og "Mimer" (Odense) føjedes for Randers' Vedkommende saaledes først "Bragi" og derpaa "Valhal", der nu har fejret sit 60-Aars Jubilæum og paa den nye Statsskole faaet sit eget og smukke Lokale.

Det er Referenten Henrik Pontoppidan, der er mest fremtrædende. Han gaar paa med godt Humør og er samtidig med Forkærlighed selvironisk. Da han i det andet Møde har afsunget en 128 af Erik Bøghs Viser, bemærker han selv, at det kom han skidt fra, og fortsætter: "Derefter bragte den samme Støder lidt Diskussion paa Bane". En anden Gang omtaler han "den sjuskede Dirigent". Medlemmerne benævnes "vor unge Ven", der øjensynlig ikke befandt sig vel ved Punchen, eller "det behagelige Medlem", der behagede at behageliggøre Aftenen med et behageligt Traktement. Gengivelsen af Foredragene ledsages af kritiske Bemærkninger i "Jeg"form, af Ros eller Dadel (velholdt eller for mange "og"er). Imellem slaar Referatet over i Vers, imellem oplives det af en lille Ed. Ved Juletid er der en Pause, som Medlemmerne udnytter til at indstudere og i Gymnastiksalen opføre Fru Heibergs "Abekatten", hvor Pontoppidan (hvad Referatet fortier) selv spiller gamle Ole med stor Bravour – en Forberedelse til hans senere Deltagelse i "Polyteknisk Forening"s Dilettantkomedier paa Hofteatret.

Foraarssæsonen 1873 giver endnu et Par Glimt. Da den senere Rigsdagskasserer Viggo Bierring med tydelig Velvilje har talt om "Republikens Nødvendighed for Danmark", protesterer Dirigenten mod de "flagrende" Ideer og ender med et Leve for Kong Kristian den Niende. I en senere Diskussion om Skolevæsenet er han fuldstændig af samme Mening som Taleren med Hensyn til de "skoledrengefordærvende" Karakterer, men en skarp Modstander af Kristen Kolds Friskoleprincipper og holder afgjort paa Tvangsskolen. Et andet Foredrag om Jøderne faar ham til at opgive "sit falske Syn" paa dem. En indskudt Bemærkning viser etsteds, at J. A. Hansen, Berg og Socialismens Opkomst ogsaa sætter randrusianske Skoledrenge i politisk Bevægelse. Det sidste Referat gælder den første Skovtur, hvor Deltagerne paa gammel nordisk Vis oprejser et Stenalter i Fussingø Skov og tømmer Løftets Bægre over det. Den sidste Bemærkning er ikke af, men om Dirigenten: "Vor tidligere Dirigent Henrik Pontoppidan, der forlod Byen for at læse til polyteknisk Adgangseksamen, blev optaget som korresponderende Medlem".

Henrik Pontoppidans Eksamenskarakterer viste fra mg til ug for Naturfagenes Vedkommende, men g÷ for dansk Stil, hvor Opgaven var en "Skildring af Alperne". Faa Aar efter var han selv i Schweiz og hentede Motivet til sit første og af ham selv tilintetgjorde Arbejde (Skuespillet "Hjemve") derfra. Han huskedes 129 af Lærerne som et vordende Lys, men med en noget urolig og flakkende Flamme. Hans Eftermæle mellem Kammeraterne skyldtes en af hans bedste Venner, Købmandssønnen Frederik Jakobsen, der til hans Sorg siden døde som ung Student. Jakobsen skrev i Forhandlingsprotokollen en kort Karakteristik af de seks Stiftere. Om Pontoppidan hed det: "En bold Ungersvend, født i Danmarks tobaksrigeste Egn (Fredericia). Han er høj, bredskuldret, af stærk Legemsbygning. Han er "Valhal"s Dirigent, hvilket Embede han har beklædt hele Sæsonen. Hans Yndlingsstudium er Astronomi og Naturlære med dertil hørende Krydderi: Kemi. Han har holdt en Del Foredrag, mest videnskabelige, men uagtet den Slags ej er saa meget yndede af Medlemmerne, ere de dog blevne fulgte med Opmærksomhed paa Grund af den Livlighed, hvormed de ere blevne fortalte, og ofte har P. ført os fra denne syndige Jord op til Stjernerne; ere vi saa blevne hjemsøgt af Hjemve, har han ført os tilbage med Lynets Hurtighed. Han er ej god at hamle op med i Diskusjoner, thi han er af Naturen paastaaelig i høj Grad og vedbliver haardnakket at forsvare sine Meninger, selv om han har Uret. Han er ikke fri for at være en Smule "Fritænker" ... Det underligste af H. P.'s Karakter har jeg gjemt til sidst ... det er en bizar Blanding af Munterhed og Melankoli, der meget ofte overvælder ham. P. er en stor og ivrig Mathematiker, hvorimod han hader tysk og fransk Grammatik ... Summa summarum: en rigtig gemytlig "Valhalienser" og hvad mere er: en rigtig trofast Fyr i Venskab, ej udygtig til alvorlig Daad".

Det er Skoledrengetale, men dog den første Karakteristik af Henrik Pontoppidan og giver ham i Kimform.

Kammeratlivet blev Henrik Pontoppidans bedste Skoleminde. Men ogsaa Byen selv og Naturen udenom den bandt ham og prægede ham med en Stemningsstyrke, som Randersdrengene endnu en Menneskealder frem i Tiden mærkede med samme Magt, inden Billedet efter Aarhundredskiftet ændredes paa afgørende Vis.

Henrik Pontoppidans Friluftsliv omfattede ogsaa Omegnens Herregaarde og Præstegaarde. Jydske Typer og underlige Livsskæbner mødte ham overalt paa Feriens Fodture. Randers i udvidet Forstand fik derfor med Tiden sin selvfølgelige og naturlige Plads i hans Produktion.

Første Gang, han for Alvor vendte tilbage til sin aandelige 130 Fødeegn, var i 1887, da hans gode Ven, Redaktør Martin Galschiøt betroede ham Opgaven "Kronjyder og Molboer" i det store Værk "Danmark i Skildringer og Billeder af danske Forfattere og Kunstnere". Han behandlede her ogsaa Vestfyn, men Forskellen i Tonefald og Forstaaelse er overmaade kendelig. Han havde ganske vist (i "Ung Elskov", der i 1884 i sin oprindelige Form stod trykt i "Ude og Hjemme") allerede en Gang før søgt tilbage til Egnen omkring Randers (Provst Hjort har Træk tilfælles med den højst mærkelige Pastor Ole Christian Kahrs i Hem), men nu udfolder hele Erindringsstoffet sig i Artiklens tre første Afsnit: Randers – Gudenaaen – Randers Fjord, hvortil "Mellem Fjordene" (d.v.s. Landet Randers-Mariager) og "Djursland og Mols" slutter sig. Nu møder Læseren "Træskoklubben" (de gamle, støtte og halvt bondeagtige Købmænd, som hver Morgen inden Dagens Gerning samles paa Sønderbro), Torvedagenes og Hestemarkedernes lystige Liv, de fladbundede Kaage, der stages op imod Strømmen, og Sejladsen med Københavnerdamperen fra Udbyhøj og indefter, kort sagt "Kronjydens rette Hjemstavn". Stoffet vandrer – i en ogsaa stilistisk stærkt omarbejdet Form – over i "Minder" (1893), der staar Pontoppidans Hjærte meget nær og er hans Æresstøtte i Litteraturen for Niels Ebbesens By. Stundom nævnes Tingene – den gamle Original "Messias" f. Eks. – ved deres rette Navn, stundom (den tragiske lille Kærlighedshistorie mellem Anna Eleonora Ankersen og Ritmester von Mohrhof) er Navnene opdigtede, men en lidt ældre Randrusianer er klar over de rigtige. Saa nær er Pontoppidan knyttet til sit Stof, at han, der ellers aldrig giver sig af med den kulturhistoriske Pastiche, her udpensler Billedet fra 1887 af Forfatteren til Æredigtet "Randers March" (1698): Lauritz Nilssøn Randrop, først Hører ved Latinskolen, siden Præst ved Randers Hospital. Tredie Gang toner Randers frem straks i første Kapitel af første Bog om "Lykke Per" (1898): "I en af de østjydske Smaakøbstæder, der ligger gemt mellem grønne Banker i Bunden af en tilgroet Fjord" og dukker siden Gang paa Gang frem med Slædefarterne ned over de nordre Tofter, med Skærbæk- d.v.s. Hornbækbroen, som Toget sydfra tilsidst dundrer henover, med Latinskolens høje Gavl, med den gamle Matematiklærer (han hed Hauschultz og mindedes i min Tid sin flinke Elev ved et anerkendende: "Han kunde sgu sine Ting") og med de mange Præstetaler ved Faderens Begravelse 131 (selv dette lille Træk er uforandret bevaret). Fjærnere ude og senere i Bogen føjes Herregaardsliv og lokale Naturbilleder til som Ramme. Men særlig to Steder forstaar Randrusianeren. Af Erindringsbilledet fra Damperens Ankomst til Udbyhøj udspringer den Kapitelslutning, hvor Per i Nattens Mulm som en Æresvagt har fulgt Moderens Kiste fra København og nu gaar fraborde:

Mens Duggen satte sig i hans Øjenhaar som regnbuefarvede Taarer, blev han ved at stirre efter den bortglidende Sarkofag derinde over de blomstervrimlende Enge, indtil den forsvandt for ham i den gyldne Morgentaage som et Syn, der lukkedes ind i Himmelens Riger.

Endelig disse Linjer henimod Værkets Slutning, hvor jeg for denne ene Gang lader "Lykke-Per" og Pontoppidan mene det samme – Linjerne om

Denne Afkrog af Verden, hvor hans Skæbnes Traade løb sammen og tabte sig i Evigheden. Den lille Engby ved Foden af de høje Banker var for ham bleven Verdens Indgang og Udgang, hvorigennem Vejen gik tilbage til alle Tings Ophav.

Fjerde Gang, Henrik Pontoppidan skildrer Randers, er i de tre Kroniker fra i Aar i "Flensborg Avis". Her er igen Billedet af Randers med de karakteristiske Oversvømmelser:

Byens Beliggenhed ved Bredden af Danmarks eneste Vandløb, Gudenaaen, omtrent hvor denne løber ud i Randers Fjord, prægede i Almindelighed ikke Livet i Gaderne synderligt. Stærkere Indtryk efterlod dog Oversvømmelserne i vor egen Gade under svære Regnskyl, naar mægtige Vandmasser strømmede ned fra de høje og stejle Bakker, ved hvis Fod Byen laa. Under Sommerens Tordenskyller forvandledes Gaderne, der førte ned til Havnen, – og det var netop i en saadan, vi boede – i et Nu til grumsede Floder. Naar Uvejret var paa sit højeste, og et blaasort Mørke indhyllede Byen, mens Tordenen rullede henover Tagene, sad jeg og frydede mig ved Vinduet i den Indbildning, at jeg som en af Noahs Sønner oplevede Syndfloden bag en Glug i Arken.

Endvidere bl. a. af det gamle Havnekvarter:

Mens jeg hidtil havde maattet rende i Hælene paa Barnepigen, der trak afsted med de endnu mindre Børn og altid holdt sig til Hovedgaderne og de offentlige Lystanlæg, søgte jeg nu gerne ned til Havnen, hvor der var saa meget at se paa, Skibe, der lossede eller lastede, Fiskerbaade, der kom ind fra Fjorden med Garnene glimtende af Sølvskæl. Tørvebryggen, hvor de lange, tungt lastede "Kaage" lagde til med deres mægtige Stabler af Brænde, Mursten og Tørv, som dybt inde fra 132 Landet førtes hertil med Strømmen. Her omkring Havnen laa desuden den allerældste Bydel med de mange sære Smøger og Smug mellem gamle, udadhældende Pakhusgavle – mørke, krogede og saa smalle, at to Mennesker daarligt kunde komme forbi hinanden.

Og af Omegnens ejendommelige Typer:

Morsomt var der især paa Torve- og Markedsdage, naar Landboerne kom til Byen og trak gennem Gaden, snart med en Ko, et Par Faar eller med en Sæk fuld af levende Smaagrise paa Ryggen. Mændene havde Sølvknapper i den brogede Vest, nogle ogsaa i Frakken, og alle dampede de paa store Merskumspiber med Sølvbeslag. Men de allerældste Bønder var endnu mærkeligere at se. De havde sorte Fløjls Knæbenklæder, høje Hatte og tunge, langskaftede Støvler eller hvide Uldstrømper og Sko med Sølvspænder. Kvinderne var derimod allesammen ens klædte. Endogsaa de smaa Piger bar lange Kjoler ligesom de voksne og havde Hovedet stramt indbundet med et blommet Tørklæde, der var knyttet over Issen, saa kun det rødkindede Ansigt var synligt. Jeg fandt dem forfærdelig søde og ønskede mig en saadan Søster.

Omtalen af Latinskolen er stadig lige skarp. Særlig den aandløse og unægtelig ogsaa lovlig gemytlige Historieundervisning umiddelbart efter en ulykkelig Krig forekom ham som "Narrestreger", der imidlertid var Skolens "Bidrag til vor Forstaaelse af Fortiden og den truende Spøgelseskrift, der kan læses mellem Linjerne paa mange af vor Histories Sider. Men i en gammel By som Randers har Historiens Aand selv Mæle." Denne Aands ypperste Udtryk maatte nødvendigvis blive den lokale Helt Niels Ebbesen. Vel var hans Bedrift – som ogsaa Pontoppidan indrømmer – en "Mørkets Daad", men selv en saadan "faar Glans fra det høje, naar Maalet er noget saa stort som et Folks Frelse". I Fortællingen om Aprilnatten 1340 har Pontoppidans Stilling til Forsvarssagen saaledes en af sine Kilder.

Tiderne skifte – paa den forhenværende Latinskoles Gavl mod Vestergade er nu indmuret en Mindetavle af Sandsten med følgende Indskrift:

Denne Bygning var Byens lærde Skole 1858-1926. Blandt Skolens Disciple kan nævnes: Sprogforskeren, Professor Vilh. Thomsen, Student 1859, Æresborger i Randers 1922. Fysikeren Professor Poul la Cour, Student 1864. Digteren Henrik Pontoppidan.

 
[1] i Skyggen ...: Dette er HPs ændrede formulering. Dumreichers oprindelige skal findes frem fra hans manuskript i RLA (kopi hos FB?). tilbage