Georg Brandes i Danmark
Det sker, naar to Floder forener deres Løb, at Strømmene ikke blandes, men holder deres Vande adskilt, skønt de føres afsted Side om Side gennem det samme Flodleje. Den ene er ensfarvet gul; dens Vand er tungt af Ler fra de Marker, hvorigennem den har modtaget sine Tilløb; den anden er ilende, sortblaa; dens Dyb synes at aabne sig for Øjet, og man ser dog ingen Bund. – I dansk Kultur ved Overgangen til det tyvende Aarhundrede iagttages to saadanne jævnsides løbende Strømme; ved Siden af den brede Grundtvigske Aa fra Markerne, ses som en staalblank Stribe Georg Brandes' Kulturlinie i Danmarks Historie. Den bærer sit Væsenspræg med Styrke fremad.
Det var mærkværdigt og betegnende, at den Mand, der i 60-erne traadte frem herhjemme og efterhaanden skabte Udvikling af Stilstand, var en Boganmelder og Teaterkritiker. Han vandt sig Offentlighedens Øre og Velvillie ved en yderst talentfuld og dertil meget høflig og nænsom Vurdering. Efterhaanden som Tiden skrider frem bliver hans Evne bestandig rigere, og hans Omraade bliver større. Hans Domme rammer Gang paa Gang som en Mesterskyttes Pletskud; selv om adskillige blandt de omstaaende ikke er helt trygge ved hans Væsen, holder han dem fasttryllede ved sin eksempelløse Kunstfærdighed.
Efterhaanden udvides hans Kritiks Omraade saaledes, at ikke blot Kunsten vurderes, men ogsaa de Livsretninger og de Synsmaader, der er de kunstneriske Ydelsers Basis og Grund.
Da var det, at Kampen brød løs for Alvor, og den førtes med en Voldsomhed, der til Tider kunde give Begivenhederne Præget af den store Lidenskab, af et Verdensdrama. – Nu da de store Sammenstøds Dage forlængst er forbi og Fædre og Sønner ikke længere staar i Vaaben mod hinanden, kan man begynde at tage et Skøn over Resultaterne. For Georg Brandes selv, den uforsonligt ivrige og glødende, synes Udbyttet af Striden at være et Hanefjed fremad – højst. Andre vil være tilbøjelige til at vurdere det opnaaede adskilligt højere. For Naturlighed og Frihed i Livets Udfoldelse er der vundet meget; Ungdommen er djærvere og lykkeligere, den oprives ikke som i Stormtiden ved en bitter og pinefuld Kamp for sin Ret til Selvstændighed; og de, som nu danner den ældre Slægt, gør ikke brutal Anvendelse af Overmagten, som med Tidens Ret er tilfaldet dem. Men først de kommende Aars Udvikling vil bringe det fulde Udbytte af den Strid, som ikke er ført forgæves.
Selv til det Samfund, mod hvilket Brandes stred, skænkede han med rige Hænder Gaver, som det maatte glæde sig ved, skønt modstræbende. Thi midt paa en tilsneet Vintermark havde han tændt sit gnistrende Baal; og da man var færdig med at beklage sig over den svidende Røg og de uberegnelige Gnister, som brændte Vabler, saa man med Forundring Jorden omkring Baalet tø op i en voksende Kreds og grønnes; det blev Foraar igen i den danske Literatur. De, som følte Uvillie mod J.P. Jacobsen, de maatte spidse Øren ved Drachmanns mægtige Strengeklang. Og selv det allermest tillukkede og barske Ansigt, som var utilgængeligt for Lyrikens hjærteglædende Toner, saa man i Smug og meget mod sin Vilje løse sig op og give sig over, naar Schandorph lod sin frimodige Latter runge over den sjællandske Jord. Men inde ved det røgomhyllede Baal stod Troldmanden og dyngede bestandig frisk Brændsel paa og pirrede op i den glødende Masse.
– – Gennem Aarenes Løb har Georg Brandes efterhaanden gennemvurderet al levende og betydende Literatur i Verden. Han har arbejdet sig igennem et Bjærg af Bøger. Nu staar han ensom i sine Idéers Land. Eftersom Tiden er gaaet, har hans Tankeliv mere og mere samlet sig om enkelte store usammensatte Forhold. I Samfundenes Liv iagttager han med evigt og uforanderligt Had Uretfærdigheden, overalt hvor den øves af dem, som har de tilstrækkelige Midler og den tilstrækkelige Raahed til at udøve den overfor de Svage. Indenfor Tilværelsens snævre Kreds er det den personlige Uhæderlighed, saaledes som den ytrer sig i Hykleri og Utaknemlighed, der er Genstand for Georg Brandes' bestandige Afsky. Naar Udslag af saadan menneskelig Lavhed træder ham for Øje, da flammer endnu den vældige Lynstraale fra hans sikre Haand.
Iøvrigt hviler hans Aand i det klare og stærke Livssyn, som er paa en Gang Udgangspunktet for og Resultatet af hans Arbejde. Dette Livssyn, har ikke ført ham til Hædersoldingenes sædvanlige og altfor velbekendte svimlende Huldsalighed i Aftensolens Straaler; han er ikke tæt omringet af Disciplenes Skare, der med ustandselige Lovsange og ubegrænset Hyldest gør det sidste Stykke af Vejen let for de trætte Ben. Og han ser ikke denne sin Livsvej løbe frem mod en Paradisport, der staar paa Klem ind til Tryllehaven. Han ser foran sig den simple og store Ting, den fælles Lov, Døden. Han maaler den, maaler den roligt med sit kloge og stolte Blik.
233 4 Februar hylder det tyvende Aarhundredes Kulturverden Georg Brandes som en af sine Ypperlige. Hvilke Fester; hvilke Strømme af Ros og Røgelse. Georg Brandes vil med et Smil grunde over Tidernes Forandring og tænke tilbage paa de unge Dage.
Det var dengang i Halvfjerdserne, da var der Ungdom, der samledes om ham, saa radikal og rationel, at der var dem, som hverken sagde glædelig Jul eller glædeligt Nvtaar. Thi hvad var vel ret beset dette Nytaar, for ikke at tale om Julen.
Man ønskede heller ikke hinanden til Lykke paa Fødselsdagen. Dengang slog man fast, at Mennesket havde en Fødselsdag, ikke mere. At Solen passede sin Skyldighed med at holde Jorden løbende i den lovbundne Bane med den lovbundne Fart, og altsaa delte Tiden i Perioder, vedrørte ikke Menneskets personlige Følelser.
Man badede sig i sund Fornuft, og tørrede sig af i Realiteter.
Men Tankegangen har aflagt sin republikanske Strenghed. Paa Dagen, hvor Georg Brandes fylder Støvets Aar, bøjer det tyvende Aarhundredes Danmark sig for ham, paa lignende Vis, som det i 1849 hyldede den halvfjerdsindstyveaarige Oehlenschläger; derved fæster vi et forundret Blik paa vor Nabo Stockholm, som nylig paa trodsig Vis fejrede en trodsig Aand for fyldte tre og tresindstyve Aar. Runde Tal, om vi maa bede.
Ved de første Antydninger af den forestaaende Landsjubel er Georg Brandes med Kappen op om Ørerne tyet ned til Paris. Han kunde flygte helt om paa den anden Side af Verden, om det skulde være, og vilde dog ikke opnaa at komme udenfor Bifaldsraabenes Kreds. Jordkloden genlyder.
Men naar Festdagen er overstaaet, vil Georg Brandes paany dukke op i det Land, som er hans Fødeland; og med sin Pen, der er et ligesaa mærkeligt og frygteligt Vaaben som de gamle Heroers besungne Sværd, vil han paany tugte Gemenheden og ægge de sløve; han vil vedblive at fremme Aandens Sejrsløb, indtil hans sidste Time slaar.
