Guy de Maupassant
Det var i Berlin i Aaret 1877 at Talen en Dag i et russisk Hus faldt paa den stærke Dvælen i den moderne franske Roman ved alt det, der egner sig til at beskrives. Man var enig om, at Tilbøjeligheden til at nærme Prosafremstillingen til den bildende Kunst var i stadig Stigen, samtidigt med at Optrævlingen af sjælelige Tilstande blev stedse omhyggeligere og mere fin.
En kosmopolitisk dannet Tysk-Russer udbrød: "Fortællingens Kunst er død. Hos de Nyere har man kun Valget mellem Beskrivelser og Analyser. Hvad mon man vil hitte paa efter det?"
Saa sagde Værten langsomt, med Vægt: "Jeg tror man vil vende tilbage til Stilen i Manon Lescaut."
Forundringen var almindelig, og jeg husker, jeg svarte: "Det vil jeg for min Del næppe komme til at opleve."
Jeg er kommen til at opleve det alligevel.
6
I
I Aaret 1880 debuterede i den franske Literatur en ung Mand, som uden at opgive nogen væsenlig eller værdifuld Erobring, den moderne Fremstillingskunst har gjort, er vendt tilbage til den gamle klassiske Fortællermanér.
Guy de Maupassant er 37 Aar gammel, men virker i Literaturen endnu bestandig ungt. Han er paa Prent som i Livet en kraftig og indtagende Skikkelse. Ordet uimodstaaelig er det første, der kommer En paa Læben, naar man mindes ham. Ikke at han har vundet Terræn ved nogetsomhelst Feminint, saaledes som fra først af Bourget. Han er rent mandlig, ja han leverede længe næsten udelukkende Ungkarlelæsning. Han er heller ikke uimodstaaelig som andre Større var eller blev det, ved en saadan sær Orginalitet, der i Længden under haardnakket Arbejden overvinder enhver Modstand. Han er det ved Bravur, ved overlegen Dristighed. Der var i hans Væsen en Kaadhed og Kækhed, der straks tog med Storm, fordi den aldrig var løssluppen, men altid blev anvendt i et ganske bestemt kunstnerisk Øjemeds Tjeneste. Thi han optraadte ikke før han var i Besiddelse af det koldblodigste Herredømme over sine Evner og kunstneriske Midler.
Dog dybere set beror denne Guy de Maupassants Uimodstaaelighed i Frankrig paa at han fra først af sad inde med Egenskaber, der hører til den franske Stammes uvurderligste og ældste, men som længe havde været tilbagetrængte og forsmaaede; som glemte. Fra Romantismens første Tider og siden stedse mere havde man bøjet og strakt, malt og parfymeret dette franske Sprog for at faa det til at udtrykke det, der hidtil havde gældt for uudsigeligt. Romantikerne havde broderet dets Væv med gamle Ord fra det sekstende Aarhundrede, Neologerne tigerplettet det med nye Barbarismer hentede 7 fra alle tekniske Omraader. Dekadenterne havde stræbt at give det en musikalsk Karakter paa Fattelighedens Bekostning og et filosofisk Præg ved at svøbe Ordene i Taager som i Flor. Overhovedet havde de Nyere ophobet Virkemidler hvor de Ældre havde virket med et Træk eller et Rids. Og hvad Kompositionen angaar, da havde man altfor hyppigt rent forsømt den for at samle al sin Opmærksomhed paa Gengivelsen af Liv, undertiden fordrevet den for at lade Sandheden alene tale, Livet virke saa trættende, saa ensformigt som det kan være med Dagenes stadige Tilbagevenden, Dryp efter Dryp.
Her kom En, en ung Fyr, som skrev den ene Historie uanstændigere end den anden, Historier, som foregik i berygtede Huse eller handlede om deres Beboerinder, umulige Historier – og denne unge Fyr var fra den første Novelle, han skrev, en Klassiker. En Klassiker, som lod dette i sit inderste Væsen saa logiske franske Sprog spille lysende klart som en blank, dragen Klinge i Solen. En Klassiker, som altid var sund, skønt han næsten aldrig fremstilte Sundhed, altid var ædru, selv naar han en sjælden Gang talende i eget Navn blev varm. Han var ingen Beskriver af Mennesker eller Møbler, ingen Sønderdeler af Sjælerørelser; han skildrede med faa Strøg, med et Billede, et malende eller karikerende Træk, og han opløste al Psykologi i Handling.
I en Tidsalder, hvor nogle af de ypperste Skribenter virkede ved haardnakket Forfølgen af en Idé eller en Stemning i Sætninger paa halve og hele Sider før Verbet kom, eller ved Opregnen af hundred Blomsterarter i et Drivhus eller hundred Arter af Varer i et Magasin, var han kort; kort og fyndig, kort og djærv; hensynsløst sanselig og ironisk indtil Cynisme, lystig eller bidende, men altid kort.
Han viste sig endelig fra den første Dag af som en Mester i Komposition, forstod som faa den Kunst at give 8 sit Arbejde Enhed. Hjærtets Renhed, siger Kierkegaard, er at ville Et. Mesterens Kunst er det Samme. Ingen har bedre end Maupassant forstaaet at lade Alt i en kortere eller længere Fortælling gaa op i en eneste afgørende Virkning paa Læserens Sind. Men denne Kompositionens Kunst er grundfransk. Og grundfransk er Valget af disse Æmner, der hyppigt paa én Gang sensuelle og komiske taler til den franske Menneskeraces Hang til Dvælen ved Kærlighedens fysiske Side og til dens Uvilje mod at behandle Kønnenes Tiltrækning til hinanden følsomt som Tyskerne, lidenskabeligt som Italienerne eller højtideligt som de Spanske. Der er undertiden noget af de gamle franske Novellisters frie Skælmeri i Maupassants Noveller. Kun at dette Skælmeri er indfattet i en langt fastere, fuldkomnere Stil.
Maupassant har som Stilist den Evne at særtegne uden Brug af ualmindelige Ord. Og han karakteriserer ikke ved mange Adjektiver; han deler ikke visse moderne Forfatteres Dyrkelse af det sjældne Epitheton (l'epithete rare), han maler som de stærke Stilister ved Sætningens Hovedpartier, Substantiver og Verber. Han finder med eller uden en Sammenligning de betegnende Træk, der for Læseren levendegør en Skikkelse eller en Situation.
Han maler Demokraten Cornudet med disse Ord: "Tyve Aar igennem havde han dyppet sit røde Skæg i alle de demokratiske Kafeers Ølkrus." Han karakteriserer Notaren i "Bel-Ami" med denne spøgende Karikatur: "Notaren var en lille, ganske rund Mand, rund overalt. Hans Hoved saa' ud som en Kugle der var naglet paa en anden Kugle, hvilken bares af to Ben, saa smaa, saa korte, at de næsten ogsaa lignede Kugler." Han skildrer i "Stærk som Døden" Grevinde Guilleroy's Kærlighed til Maleren Olivier Bertin, idet han betegner den som den lidenskabelige, haardnakkede Tiltrækning, visse Kvinder føle, naar de helt og for bestandig have hengivet 9 sig til en Mand. Ikke blot elske de deres Elsker, siger han, men de ville elske ham, idet de saa stadigt sysselsætte deres Indre med Tanken om ham, at intet Fremmed kan trænge derind. Og for at prente sin Opfattelse ind i Læserens Sind, slutter han med dette Billede: "De har bundet deres Liv med en Beslutning, som man binder sine Hænder før man springer i Vandet fra en Bro, naar man kan svømme og vil dø."
Guy de Maupassant har selv i Fortalen til sin Roman "Pierre et Jean" fortalt, hvorledes Flaubert opdrog ham til Skribent. Flaubert indprentede ham den gamle Sætning, at Geniet er en lang Taalmodighed. For Flaubert er den unge Forfatters Opgave den at betragte Alt, hvad han vil udtrykke, længe nok og med tilstrækkelig Opmærksomhed til at han opdager en Side derved, der ikke er bleven set og udtalt af Nogen før. Flaubert hævder, at der i alle Ting findes noget Endnu-ikke-iagttaget, derfor Ukendt, som det gælder om at give Agt paa: "Hvis vi vil beskrive en flammende Ild eller et Træ paa en Mark, saa lad os blive staaende overfor denne Ild eller dette Træ saa længe, at de for os ikke mere ligner nogen anden Ild eller noget andet Træ."
Og han slutter hos Maupassant: "Det er paa denne Maade man bliver original."
Vel at mærke, hvis man er det. Den blotte Vilje gør Ingen dertil, om end Ingen uden haardnakket Stræben kommer til at udfolde Talent.
II
Grundstammen i Maupassants Originalitet finder man i hans første Bog, hans "Vers". Denne hans eneste Digtsamling er fra 1880; sjældent vistnok er i Frankrig et Ry blevet saa hurtigt opbygget. I de forløbne ni Aar er den bleven fulgt af henved en Snes Bind. Det er en rent ud overstrømmende Produktivitet, vistnok tildels betinget 10 af Lysten til at kunne leve uafhængigt og tjene mange Penge, men dog mest betinget af den Lethed og Kraft, der udgør dette Talents Natur.
Ret paafaldende er det, at Maupassant, saa lidet lyrisk som han synes, har begyndt sin Bane som lyrisk Poet. Og ovenikøbet med gode Vers. Der er Prosaister blandt Digterne i Frankrig, som andensteds, der nærer Uvilje mod Rimets Kunst og aldrig har skrevet det Ringeste i bunden Stil. Goncourt, Huysmans er saadanne Undtagelser. Men selv de store Prosaister, som Zola og Daudet, har tidligst skrevet Vers; det stadfæster sig hos disse Enkelte som hos hele Folkeslag, at Verset er den oprindeligste Form for literær Produktion.
Daudet udgav først en Samling lette og friske erotiske Digte (Les amoureuses); Zola udgav vel intet Sligt, men skrev i sin tidlige Ungdom en Mængde Digte, allesammen Efterligninger af Alfred de Mussets Poesier (nu trykte i Paul Alexis's Levnetsbeskrivelse af ham). Saa famlende har han maattet søge sin Vej.
Maupassants Vers, som er skrevne i modnere Aar end Zola's, overgaar langt dennes i Originalitet; men sammenligner man dem med en egentlig lyrisk Digters af samme Generation, er Indtrykket naturligvis ikke rigt. Richepin har med hele sit viltre Naturel strakt sig ud og boltret sig i sine melodiøse og mangeartede Vers, i sine Gade- og Vagabund-Viser, i den fortræffelige Samling af Elskovsdigte, som fører Titlen "Kærtegn" (Les Caresses), i den grovere Samling "Gudsbespottelser" (Les Blasphémes) og i den friske Cyclus "Havet". Han er Sanger; Maupassant er kun en kæk Prosaskribent, som har Verseformen i sin Magt. Det er derfor alene den uoplukkede, uoprullede Kærne i hans Væsen, som man finder i de kun tyve Digte, han udgav under den beskedne Titel "Des Vers".
Mest iøjnefaldende er her en mægtig Sanselighed, sund, men heftig som under Dyrenes Parringstider. Dette 11 Træk kan synes lidet ejendommeligt, da en stærk Sanselighed ikke er nogen sjælden Egenskab hos franske Digtere. Men den findes hos Andre ikke af den Art.
Zola f. Eks. er sanselig paa helt anden Vis, omtrent som Richard Wagner er det. Han skildrer i Reglen, som Wagner, en evindelig Higen og Attraa, der ingen Næring finder, eller finder den altfor sent eller trods Alt forbliver bestandig utilfredsstillet. Man mindes det unge Par i "La fortune des Rougon", Hovedpersonen i "Son Excellence Eugène Rougon", den evige Smægten i "La faule de l'abbé Mouret" eller i "Une page d'amour". Den Attraa, om hvilken han fortæller, udmunder næsten altid i Skuffelse eller Ulykke, og den er i sit Væsen hivende, sugende, en stakaandet Drift, der giver langvarig Længsel og stakket Lyst.
Hos Maupassant er Sanseligheden naturkraftig, landlig kunde man sige. Han dvæler i sine Vers ikke ved de Kvaler, Cupido tilføjer, men ved de Glæder, Venus skænker. Han taler ikke (som Richepin) i eget Navn. Men han ser denne Naturdrift som en guddommelig Magt, gennemtrængende Verdensaltet, og behandler den i den store Stil som med sikre Træk af en bred Pensel. Gennem Digtet "Au bord de l'eau" – Kærlighedshistorie mellem en ung Mand og en landlig Vaskerpige ved en Flodbred – gaar et saa stort Naturpust, at et Digt om Kærlighed mellem Fauner og Nymfer ikke kunde være mere overmenneskeligt i Holdning, saa jordisk end Indholdet er. Eller man tage Bogens største Digtning for sig: "Vénus rustique". Den handler kun om en Bondepige, saa dejlig at hun forrykker Hovedet paa alle Mænd; dog den antike Kærlighedsguddoms store besnærende Trolddom er deri. Intet er her stygt eller lavt. Mellem Linjerne skimtes en Art erotisk Naturdyrkelse.
Dette er den ene Stræng, han begynder at anslaa.
12 Medens da Zola som den sortseende Mand, han er, fra først af i Attraaen ser en Ulykkernes Kilde, ikke sjældent betragter Elskov med Uvilje, ja Foragt (som i "Une page d'amour") ja i Grunden føler en pessimistisk Bitterhed overfor det, som Schopenhauer kaldte der Wille zum Leben, Driften til at leve og meddele Liv (se "La joie de vivre") – har Guy de Maupassant altid Sympathi eller dog Overbærenhed med dem, der dyrker Venus og hvem hun behersker.
Ja denne velvillige Overbærenhed strækker sig endog til den mest vulgære Kærligheds Præstinder. En Side af hans Naturel spejler sig i den Maade hvorpaa Kurtisanen i hans Bøger behandles. Man sammenligne dermed den Behandling, hun faar f. Eks. hos Renan og hos Zola. I de filosofiske Dramer, Renan som ældre Mand har skrevet, disse Skuespil, der er saa interessante ved de Indblik, de give i den skeptiske Forfatters ualmindelige Sjæleliv, er den store Kurtisane, Imperia, fremstilt med en oprigtig Velvilje, der ikke er langt fra Beundring. Hun er en Repræsentant for Skønhedens Verden som Prospero for Tankens. Balzac havde i sine "Contes drôlatiques" malt hende med artistisk Begejstring, Renan som symboliserende Filosof anerkender hende som et fuldtberettiget Fænomen, forhandler med hende som Magt med Magt. For Zola derimod bliver Kurtisanen straks den almindelige Tøjte, ødelæggende som en blind Naturmagt, usigeligt stupid og lav uden dog i mindste Maade at være ond, det foragtelige Menneskedyr, der bliver Aarsag til idel foragtelige Handlinger, i sit inderste Væsen det hele Liv igennem væmmelig, og derfor i Dødsøjeblikket, der afslører Eksistensens Mening, en rent ud modbydelig Ting – og han skriver om hende den drøje og moraliserende Bog, der har Titlen "Nana".
Maupassant er overfor Kurtisanen hverken saa galant som Renan eller saa alvorlig som Zola. Han ser paa hende med et Smil. Han behandler hende med Humor 13 som en efter Omstændighederne mere eller mindre sympathetisk, mere eller mindre komisk Figur, hvis Optræden i Samfundet ufravigeligt giver Anledning til højst pudsige Sammenstød og Situationer ("Boule de suif", "La maison Tellier", "Mademoiselle Fifi" osv.). Han indfører hende næsten kun for at blotte de Lavheder og Latterligheder, der ligger dulgte lige under det regulære Samfunds Overtræk af hæderlig Ærbarhed. Thi Gennemsnitsmenneskene er for ham overalt lavtstaaende Dyr, snart komiske, snart lede Skabninger, i Regelen begge Dele.
Dette er den anden Streng, han allerede i sine Digte anslaar.
For dens Klang er Digtet "Vildgæssene" typisk.
Levende skildres Vildgæssenes Flugt sydpaa over en dyster Slette. Man hører deres Skrig, ser det dobbelte Baand, i hvilket Karavanen bølger, medens den paa Himlen udfolder sin store Triangel, der stedse bliver bredere. De flyver pilsnart afsted med fremstrakte Halse piskende Luften med hvinende Vingeslag.
Imens vralter deres tamme Brødre nede paa Marken, tunge af Kulden, deres alvorsfulde Gang. En pjaltet Unge driver dem frem, medens han fløjter dertil. Saa hører med Et den vraltende Skare Skriget fra den vilde Flok, som jager forbi deroppe. De løfter Hovederne og ser de frie Flyvere fare frem gennem Rummet. De letter en Smule paa deres stækkede Vinger, tripper lidt med Fødderne, føler som en Mindelse om den oprindelige Frihedstilstand, der slumrer inderst i deres Sind, Friheden hos dem, fra hvem de stammer, og giver sig saa til at skrige voldsomt op som et Slags Svar til Skriget fra deres vilde Brødre.
Faa Digte afspejler klart som dette Guy de Maupassants Følemaade. Han har selv Vildgæssenaturen, Sømand og Sportsmand, Jæger og Rejsende som han er; og som Trækfuglen rejser han altid imod det Syden, han elsker. 14 Forskellen paa det betydelige Menneske og de ubetydelige er for ham den, at Friheden er det førstes Livsluft, Stækketheden og Bundetheden de andres. Han føler sig ogsaa i sin Egenskab af Skribent som den vilde Gase, der sender sit Skrig til de tamme Gjæs og i deres Hjærter nu og da vækker den gamle Drøm om Vildskab og Frihed.
Og for ham er den almindelige Menneskehed omkring ham, det borgerlige Samfunds Værdi, hermed betegnet. Hvad vor Civilisation har gjort ud af Menneskene, det er for ham Noget som disse vraltende Gæs, grimme, hvis man betragter dem fra ét Synspunkt, komiske, hvis de iagttages fra et andet. Han ser paa dem som Vildgæssene paa deres tamme Slægtninge; fra oven nedefter.
III
Blikket fra oven nedefter røbede sig straks ved hans Debut som Fortæller, i et Mesterværk, der lagde nogle af hans ypperste Egenskaber for Dagen. Jeg sigter til Fortællingen "Boule de suif", der første Gang fremkom i Samlingen "Soirées de Medan", senere er optrykt i "Contes et nouvelles":
Beboere af Rouen vil flygte fra Byen, da Preusserne nærmer sig under Felttoget 1870. Man samles i den graa Vintermorgen, hvor man næppe kan skimte hverandre ved en Lygtes Halvlys, omkring Diligencen, i hvilken man stoppes ind. Der er en legitimistisk Greve med hans strænge Frue, en stor Fabrikant og Millionær med sin ret letfærdige Gemalinde, en rig, som Købmand ikke meget samvittighedsfuld, Vinhandler med sin tørre Halvdel, en demokratisk Pralhans, to barmhjærtige Søstre og en velklædt Dame, der ved nærmere Eftersyn viser sig ingen rigtig Dame at være, men en i Staden velkendt Person, rund og fed og skikkelig, uden Rygte, men ivrig Patriot.
Snestorm, der foranlediger lange Ophold paa Vejen, idet den gør Kørselen næsten umulig, bringer efter en 15 halv Snes Timers Forløb Selskabet i den pinligste Forlegenhed. Ingen er forsynet med Levnetsmidler og Indkøb er umulige, da Befolkningen er flygtet for den tyske Hær, som er i Anmarsch. Kun den trivelige og velklædte unge Dame har en Madkurv med, tæt og rigt pakket med dejlige Sager og fire Flasker Vin. Paa et givet Tidspunkt udbreder hun en snehvid Serviet paa sine Knæ og begynder at holde Maaltid.
Fra først af har det øvrige Selskab kun skottet til hende for at give sin Indignation over hendes Tilstedeværelse Luft i halvhøje og nærgaaende Udbrud; derpaa er hun bleven ignoreret som Lasten bliver, naar den har trængt sig ind i en sædelig Kreds. Men nu da Madlysten gør sig gældende, stedse hæftigere, stedse mere glubende, aabenbarer den sig snart som stærkere end Demokratens Enthusiasme, Købmandens Respektabilitet, Fabrikantens Hovmod, Adelsmandens Selvfølelse, Damernes Dyd og Nonnernes Fromhed. En efter En af Selskabet giver tabt og bejler dæmpet og mygt til Kurvens Indhold gennem Artighed mod dens Besidderinde. Alle politiske, moralske og religiøse Afskygninger er repræsenterede i denne righoldige Diligence, men alle kapitulerer de for Madkurven paa Kurtisanens Skød.
I den lille Bys Hotel, hvortil Vognen naar, bliver den standset. Tyskerne er komne den langsomme Diligence i Forkøbet. Deres Tropper fylder Byen, og den preussiske Lieutenant vil ikke give Rejsetilladelse til Selskabet, medmindre den trinde og velklædte Dame Frøken Elisabeth Roussel først gør ham et Besøg paa hans Kammer. Hun afslaar straks med patriotisk Harme, under alle de medrejsende Patrioters Bifald, denne Anmodning og stiger i Selskabets Agtelse derved.
Men da Forbuddet mod Afrejsen viser sig at være alvorligt ment og overholdes ubønhørligt, saa kan det ikke undgaas, at Selskabet viser Utaalmodighed, og snart 16 begynder det at øve et først lempeligt, siden bestandig stærkere Tryk paa den prøjserfjendske Dame for at faa hende til at opgive sine fædrelandskærlige Skrupler. Fra alle Sider bestormes hun af det ærbare Selskab om at lade sine Fordomme mod de fjendtlige Voldsmænd fare og give efter for et Forlangende, hvis Ikke-Opfyldelse gør hendes Medrejsendes Planer saa meget Afbræk – indtil hun endelig, desperat, modstræbende, føjer sig, og Rejsetilladelsen saaledes opnaas.
Men da hun den næste Morgenstund sidst af alle indtager sin Plads i Vognen, er det dannede og ærbare Samfunds Orden atter indtraadt i sine Rettigheder; det gabende Svælg er paany befæstet mellem Dyden og Lasten: Ingen kendes ved hende, Ingen hilser hende. Ja da i Dagens Løb alle trækker deres velspækkede Madkurve frem, medens hun ikke har ringeste Proviant i sit Værge, eftersom de Medrejsende i sin Tid opspiste hendes Forraad til sidste Bid og Draabe, og hun, lige til det Sidste optaget af den prøjsiske Løjtnant, ikke har været i Stand til at forsyne sig med Nogetsomhelst – saa lider hun den Tort, at Alle gør sig til gode uden at værdige hendes Sult og Forkommenhed et eneste Blik. Harmens og Raseriets klare Taarer ruller forgæves ned ad hendes Kinder. –
Beundringsværdig i denne dristige Novellette er Kompositionen. Afgørende betegner den hvad Maupassant vil have belyst; genialt blotter den enhver latterlig Lavhed, der har ligget skjult i alle disse Hjerter, gudelige og ugudelige, politiske og upolitiske, bonapartistiske og kongevenlige og republikanske i hele det gode og mellemgode Selskab. Som Rottefangeren i Hameln ved sit Spil lokkede Rotterne frem af deres Smuthuller, saaledes forstaar Maupassant at lokke de altformenneskelige Egenskaber frem af de Røverkuler i Hjerterne, hvor de ligger i Skjul. Han opfinder et Sammentræf, en Situation, en ganske uventet og ualmindelig, men yderst naturligt hidført Forbindelse af Omstændigheder, der er egnet til at nedbryde til Grunden enhver smigrende Indbildning, vi kunde nære om Mennesker i et civiliseret Samfund. Hvilken Ironi! Og aldrig Ironi i Ordene. Aldrig Vid i selve Foredraget, men Kendsgerningernes stumme og frygtelige Ironi, der vækker Latter.
Og ingen Overdrivelse! Saa bitter en Menneskeforagt der ligger bagved, er Alt naturligt, og ved Fortællertonens muntre Frejdighed glider Alting let.
Man læse til Sammenligning Novellen "En famille" som foregaar i en Embedsmandsfamilie, der bestaar af Mand, Kone og flere Børn. Mandens Moder, Fru Caravan, der snart er 90 Aar gammel, og som er stærk af Helbred, skønt hun af og til lider af Besvimelser, boer i Huset, afskyet af Konen, men beholdt paa Grund af den forventede Arv. Konen haaber, at hun og hendes skal være betænkte i den Gamles Testament med en større Lod end Mandens gifte Søster og dennes Ægteherre. Hr. Caravan holder hjerteligt af sin gamle Moder; at hans Kone evindeligt skælder paa hende og skændes med hende for alt Muligt, mest for den Gamles Gerrighed, er ham en stadig Kval.
En Dag umiddelbart efter et frygteligt Skænderi finder et af Børnene den gamle Dame udstrakt livløs paa Gulvet – en Begivenhed, der umiddelbart fremkalder Mandens oprigtige Fortvivlelse og Konens Omslag fra Raseri til godt fremstilt Sorg og stille Graad. En Hospitalsmedhjælper, der beklæder Værdigheden som Familiens Læge, bliver hentet. Denne stadfæster Døden.
Dødsfaldet har afbrudt Familiens Middagsmaaltid; nu ønsker Fruen det fortsat, holder Lægen tilbage, og han deltager deri. Lidt efter lidt spiser alle trods Sorgen, og i Sindsbevægelsen drikker de alle lidt for meget.
18 Mand og Kone gaar tidligt tilsengs for at hvile lidt, før de vaager over Liget. Men medens han har haft en Krise af virkelig Sorg, under hvilken han i komisk Hjælpeløshed har tigget om Medlidenhed selv paa Kafeen, han plejer at besøge, har hun kun haft en Tanke: Testamentet. Og næppe er de tilsengs, før hun udspørger ham derom, oprøres over, at der intet findes, og straks aftvinger ham Samtykket til saa sent som muligt at meddele den anden Arving Dødsfaldet, for at hun kan vinde Tid til at transportere enkelte af de bedre Ejendele fra Svigermoderens Lejlighed ned i sin. Manden vil sende et Telegram til Ministeriet for at undskylde sin Udebliven næste Dag. Men Fruen foreholder ham Unødvendigheden deraf, og han selv kan ikke undlade, med en vis Fornøjelse at forestille sig Chefens Miner, naar han afbryder dennes begyndte Tordentale over Udeblivelsen med det simple: "Min Moder er død".
I natligt Kostyme bærer nu Ægteparret Taffeluret og Kommoden med Marmorplade fra den Gamles Værelser ned ad Trappen, for at have dem i Behold, før Familiens andre Medlemmer ankommer. Den gamles Tøj tages ud af Kommoden og anbringes andensteds. Saa sover begge sødt og næste Morgen sendes den fortumlede Ægtemand afsted for at melde Dødsfaldet, foranstalte Ligsynet, bestille Kiste, Ligvogn, Sørgegudstjeneste, sortrandede trykte Breve til Bekendte, og for endelig at sende Slægtningene et Telegram. Imedens vandrer først Familiens Børn op ad Trapperne for at se den forladte Døde, saa bliver der efterhaanden Valfart derop af alle Gadens mange Børn paa Hosesokker – indtil ogsaa de bliver kede af dette Skue og den gamle Fru Caravan bliver ene tilbage i det plyndrede Rum. Men ved Middag har Svigerdatteren Brug for to Lys og vil økonomisere to af de fire, der brænder ved Liget. Hun sender et af Børnene op derefter, og Barnet kommer styrtende ned med 19 den forfærdende Efterretning, at Bedstemoder klæder sig paa.
Det var en Lethargi: hun har i Dødssøvnen hørt alt, kun ikke kunnet tale.
Den gamle kommer roligt ned ad Trappen. Og nu medens det uafbrudt ringer paa Døren fra de for tidligt i Bevægelse satte Autoriteter og medens Pakken med de bestilte Sørgebreve bringes, følger de ved Telegrammet hidkaldte Slægtninges Ankomst, den Gamles Opdagelse af sine flyttede Møbler i Etagen nedenunder, hendes: "Du er saa god at bære mine Sager op igen!", Henvendelsen til Datteren: "Du kommer imorgen med dine Børn!" hvad der er enstydigt med et Testamente til Skade for Søn og Sønnekone, endelig som Slutning paa det hele Hr. Caravans Udbrud: "Hvad i al Verden skal jeg imorgen sige til min Chef!"
Man skal vanskeligt finde et mere skærende og mere lystigt Studie over Havesygen i dens Konflikt med Pieteten og Familiefølelserne. Yderst fin er især hos Manden Blandingen af virkelig Kærlighed til Moderen, virkelig Sorg over hendes formentlige Død og saa Hensynet til egen Interesse, som dette ophidses hos ham af Madamen. Endelig atter her, som i den ovenfor nævnte Novelle, Begivenhedernes indtrængende og muntre Ironi. Den genopstandne, som stum har hørt paa Forbandelserne over sin Gærrighed, været Vidne til at Møblerne bortbares og maattet søge sine Gangklæder frem af en gammel Dragkiste, hævner sig ved at ramme Svigerdatteren paa det for hende føleligste Punkt.
Atter her da den samme Lyst til at opvise det komiske og lave Dyr i Borgerskabets Mænd og Kvinder.
IV.
Ved Siden af dette Hang til at opløse Respektabilitet og Lavhed i Komik og til at blande et komisk Element 20 ind i det sensuelle – hvad der er saa gammelt fransk, saa ægte gallisk – trives nu hos Maupassant i Novellerne, som i Digtene, Hanget til Skildring af Naturdriften i dens Voldsomhed og dens barokke eller ulykkelige Følger.
Der er ikke mindre end tre smaa Noveller i hvilke en Mand søger eller finder sin uægte Søn. I "Monsieur Duchoux" finder Faderen ham halvgammel, skaldet, velhavende, plump og indbildsk – og sporer af den Grund ikke ringeste Slægtskabsfølelse med ham. I "L'abandonné" finder Faderen en Søn, hvis Eksistens han ingen Anelse har haft om, paa Landet som Idiot, der drikker enhver Gave op, med hvilken man vil lindre hans Lod. I en tredje Fortælling, hvis Navn ikke falder mig ind, finder de fornemme Forældre deres illegitime Søn paa Landet som studs, velhavende Gaardmand, der ikke værdiger dem et Blik.
Hyppige er ogsaa hos Maupassant de rædselsfulde eller tragiske Kollisioner, som udspringer af den dyriske Kønslidenskab: Voldtægt udøvet mod et Barn (i "Madame Baptiste" og "La petite Roque") eller Genkendelser efter den kønslige Forening, mellem Broder og Søster, som i "Le port", eller mellem Fader og Datter som i "Eremiten".
Dog i de større Fortællinger, som man kalder Romaner, indskrænker Maupassant sig naturligvis ikke til Livsbilleder, malte med saa faa Træk. Det er djærvere eller finere Bøger. Nogle som "Bel-Ami" fører hensynsløst Frisprog, andre som "Fort comme la mort" er tempererede i deres Emne og Stil; men det er rige, mangesidige Bøger som ikke kan føres tilbage til en Pointe.
Et er der imidlertid i sidste Instans, som alle hine Fortællinger handler om eller udmunder i. Det er hvad Franskmændene kalder le dèsenchantement de la vie: hvorledes Livet taber sit Trylleri. Det staar der fra først af smykket med Forestillingerne om dets Værdi, udøvende en saadan Tiltrækning, at Individet næppe kan tænke sig 21 Muligheden af at slippe det, omgivet af Forhaabninger, af Forjættelser, af Løfter. Saa viser Forfatteren, at disse Løfter ikke holdes, hvorfor de ikke gaar i Opfyldelse, og hvordan.
"Une vie" fortæller f. Eks. en fin, brav Kvindes Historie. Hun er uden synderlig Virkelighedssans, i Livets Kamp næsten værgeløs, ude af Stand til paa fornuftig Maade at tage sit Parti, let illusioneret og let indigneret. Den Mand, hun har holdt af og er bleven gift med, røber sig som en kold, brutal Natur, smaalig, vellystig og gærrig, og da hun befries for ham og klamrer sig til sin Søn, begynder den samme Tragikomedie forfra med ham som med hans Fader. Han udnytter Moderen, for hvis Øjne han aldrig viser sig, er raa og dum, haardhjærtet og ligegyldig. Det er i det Øjeblik Sønnesønnen ved Bogens Slutning lægges i hendes Skød, som saa man ind i et Perspektiv uden Ende. For at Indtrykkets Vemod ikke skal fornemmes for stærkt, er saa som Modvægt mod Hovedpersonens altfor store Sensibilitet stillet en normannisk Bondekones sunde, djærve Forstand.
I "Mont-Oriol", en lettere, underholdende Bog, ser vi ligeledes en ung Kone, et eksalteret Væsen, tilbede og skuffes. Den unge Mand, hun har knyttet sig til, bliver ked af hende, flygtig som han er. Paa Baggrund af den store Komik, som er forenet med et moderne Badesteds Grundlæggelse og det systematisk iværksatte Opskrig for det, tegner sig hendes Sorg og hans Væsens Imbecillitet. Han forlader det fine og udsøgte Kvindevæsen, der elsker ham frit, for i sin Dumhed at binde sig for bestandig, og for ingenting – thi han giver Afkald paa Medgift – til en lille køn intetsigende Bondetøs, paa hvis Friere han er skinsyg,
"Bel-Ami" handler om en ung Mand, der er og bliver aldeles talentløs, men som avancerer til Samfundets Spidse i Kraft af sin grove Skønhed, en Staldkarleskønhed, som 22 Kvinderne, fornemme og simple, unge og ældre, i Hobetal falder for, og paa Grund af sin i Samfundets Skole efterhaanden erhvervede Hensynsløshed, der, ganske raa og gemen, alligevel overalt viser sig som den Magt, der skaffer Sejren. Her er det Læseren, ikke Personerne, der rives ud af alle Indbildninger om Tingenes og Tilstandenes Retfærdighed. Medens i den danske Literatur Adam Homo er en rent uvirksom Skikkelse, der slipper alt, hvad der kunde være ham til Hinder, for at lade Omstændighederne bære sig frem, er Helten her virksom, ja foretagsom, og alle falder tilsidst paa Knæ for det Held, hans dristige Lavhed har med sig.
I denne Roman forekommer et Sted, som indeholder en fra da af bestandig tilbagevendende Tanke hos Maupassant.
Bel-ami ledsager en Aften den gamle Digter Norbert de Varenne til hans Dør. Den Gamle siger da vemodigt til ham, at der kommer en Dag, hvor det er ude med Latteren, fordi man øjner Døden bagved Alt: Naar man er ung, véd man ikke, hvad Døden vil sige; sidenhen er den frygtelig. Den nedværdiger og vanhelder Dag ud, Dag ind; den raner Tænder og Muskler, Haarets Farve, Hudens Glathed. Den smuldrer Mennesket hen. Hvert Skridt nærmer En til den, hvert Aandedræt hjælper den i dens gruelige Gerning. At aande, at sove, at spise, at arbejde, at drømme, Alt, hvad vi gør, det er at dø. Kort sagt: At leve, det er at dø! – Og han slutter: Jeg opdager Døden overalt. De Smaadyr, man paa Vejen knuser under sin Fod. Bladene som falder, det hvide Haar i en Vens Skæg, alt dette giver mig et Stik i Hjertet og raaber til mig: Der er den. –
Det er det Tungsind, som her er lagt i Digterens Mund, der efterhaanden stedse mere trænger sig frem hos Guy de Maupassant. Den Sysselsættelse med Tanken paa Alderdom og Død, som her er kendemærket, bliver bestandig tydeligere i hans egne Frembringelser. Meget betegnende for Tungsindet, det mørke Livssyn og Dødstankerne i Forening er den fantastiske Novellette "La morte", i hvilken Fortælleren en Nat paa Kirkegaarden ser de Døde rejse sig af deres Grave, udslette de løgnagtigt rosende Indskrifter paa Ligstenene og skrive skrækkelige Sandheder om sig i disses Sted.
Det synes som om den mere fremtrædende Sørgmodighed hos Maupassant dels har skudt det komiske Element i hans Forfatterskab stærkt tilbage, dels har foraarsaget en stedse finere Kunst. At man burde indskrænke sig til Skildringen af almindelige Tilfælde eller Situationer har han end ikke i sin Ungdom troet. Men han er nu begyndt at fjerne sig fra den haardnakket naturalistiske Gruppes Tro paa, at man i moderne Bøger bør indskrænke sig til Fremstillingen af almindelige og ubetydelige Mennesker. Og fremfor Alt, han har anslaaet helt nye Toner, idet han i sit gribende Arbejde, Romanen "Fort comme la mort" har vist sig, øm, sjælfuld, følsom, frigjort fra sin sædvanlige, næsten principielle Menneskeforagt, desuden i Stilen nænsom indtil Kyskhed.
Denne indtagende Bog, der behandler den ikke sjældent sete Overførelse af en Lidenskab fra Moder til Datter, og som vil fremstille den overvældende Magt i en Forelskelse, der er stærkere end Fornuft og Livsfilosofi, ja stærkere end en ved mangeaarigt Samliv befæstet øm Hengivenhed – drejer sig alligevel egenlig ikke om Elskovens betagende og dræbende Evne. Vistnok udfoldes Kærlighedens Magt til at slaa Manden og Lykken ned, naar den finder en Genstand uden Modstandskraft og med fuld Modtagelighed for Elskov. Men efter Bogens Idé er det kun den ældre Mand, han, hvem Ungdommens overdaadige Liv har forladt, der saaledes kan rammes: Sygdommen bliver kun dødelig i den ikke mere fuldt livskraftige Organisme. Og nøjere betragtet 24 er det atter Alders- og Dødsthemaet, som her behersker Alt. Inderst inde handler Bogen om hvad det for Mand og Kvinde vil sige at blive gammel. Det er dette som her er udforsket og studeret med en dyb og stille Melankoli, som faa havde tiltroet den kaade og glimrende Maupassant.
Mon der findes nogen anden Fortælling, der som denne skildrer den elskende Kvindes Angst for og Kamp mod den Alderdom, der ubønhørligt nærmer sig og som skæmmer hende stedse tydeligere Dag for Dag?
For nogle Aar siden skrev Paul Bourget i et Privatbrev om Maupassant: Je lui voudrais moins de possession froide de soi-même, une angoisse de quelque chose d'autre, et pour tout dire une conception de la vie plus tourmentée. Det syntes en Tid lang som var Maupassant vel let kommet til en noget snæver og for bestandig fæstnet Livsanskuelse. Nu viser det sig, at ogsaa han meget vel formaar at gaa i Dybden; selv til fine Analyser af Følelser er nu han naaet, der saa længe satte en Stolthed i at omsætte al Psykologi i Handling. Man se f. Eks. i Begyndelsen af "Stærk som Døden" den omhyggelige og vidtløftige Udredning af Malerens indre Tilstand, da han spørger sig selv, om han nu virkelig er forelsket i Grevinde Guilleroy.
Der er i denne Roman vel endnu som en Levning af det naturalistiske Credo i det Træk at dens mandlige Hovedperson er saa lidt Kunstner ("slet ikke Kunstner" rettede Maupassant en Besøgende, der gjorde denne Bemærkning). I ethvert Tilfælde forstaar man, synes det mig, ikke tilfulde den uhyre Lidenskab, der griber denne ugeniale halvhundredaarige Mand for en ganske ung Pige. Var han mere udpræget kunstnerisk anlagt, udrustet med større Evner, mere Fantasi og Glød, vilde Lidenskaben have fundet et ganske andet Fængstof. Maupassant indvendte herimod, at han har set en saadan Lidenskab 25 opstaa i den Alder hos Mænd, der ikke var mere Kunstnere end hans Bertin. Og han nævnte Navnet paa en bekendt Forfatter som Eksempel.
V.
Det er tidligt, at Tanken paa Alderdom og Opløsning har blandet sin Malurt i den rige Kalk, Livet har kredenset Maupassant, en Natur, som fra først af syntes udrustet med alle et Urmenneskes friske vilde Instinkter. Rimeligvis har altfor meget Arbejd og altfor mange Nydelser medtaget hans Væsens tilsyneladende uangribelige Sundhed. Han tyer, naar han kan, bort fra Paris, hvis larmende Liv hans Nervesystem i Længden ikke taaler, og har hyppigt Maaneder igennem levet som Sømand paa sit Fartøj i Middelhavet. Nu angriber ogsaa Søluften hans Nerver. Han lider af haardnakket Hovedpine og Blødninger i Indvoldene, som af Lægerne tilskrives Nervøsitet: C'est la profession, siger han derom. Lægerne forordner ham nu ikke mere Søluft, men udelukkende Opholdet paa Bjærge.
Maaske vil saadanne Ophold berige hans literære Produktion med en ny Art Naturindtryk.
Hvad han hidtil af Landskabeligt har fremstilt bedst, det er hans Fødeegn Normandiets i og for sig lidet tiltrækkende Natur. Men han kender den som ingen anden Natur, og har her samme Virkelighedskendskab og Virkelighedstroskab som i sine talrige mesterlige Skildringer af normanniske Bønders og Proprietærers Følemaade og Sæder. Dernæst har han med stor Forkærlighed dvælet ved Landskabet omkring Paris, det han som ivrig Ro-Sportsmand paa Seinen har lært at kende ud og ind ved Dag og Nat. Endelig har han i sin Bog "Au soleil" givet Billeder fra det afrikanske Syden.
26 Ejendommeligst er han i sit Forhold til Naturomgivelserne, hvor han virker ved en for ham ganske personlig Naturpoesi.
I "Sur l'eau" gengiver han f. Eks. en Flods hemmelighedsfulde Skønhed, dens sære og uhyggelige natlige Liv, dens Mystik og den paniske Skræk, der kan meddele sig til Den, der har taget ensomt Ophold ved Nattetid i en Baad paa dens Vande.
Andensteds aabenbarer han et Hang til at parallelisere Naturvæsener og Naturindtryk med Indtryk af Menneskelivet.
I "Un soir", der skildrer Fiskefangst ved Afrikas Kyst, fanger Hovedpersonen bl. A. den ottearmede Blæksprutte, dette Søuhyre, der spiller saa stor en Rolle i den franske Poesi (le pieuvre hos Victor Hugo). Maaden hvorpaa Trémoulin mishandler dette fangne Dyr, brænder dets Fangarme over Kulbækkenet i Baaden og dræber det med Knivstik, symboliserer her tydeligt Hadet til den Kvinde, der har forraadt og nedværdiget ham.
I "Une partie de campagne" er de to Unges langvarige Omfavnelse indirekte antydet ved Nattergalens Toner, der lyder over deres Hoveder i Buskadset. Det hedder: "Der kom en Rus over Fuglen, og dens Stemme, der lød hastigere og hastigere, syntes at akkompagnere en Knitren som af Kys under Træet. Saa blev dens Strube med sin Velklang som grebet af Raseri. Snart dvælede Fuglen længe paa en enkelt Tone, snart havde den store melodiske Spasmer. Stundom hvilte den sig lidt og lod kun to eller tre klare Toner klinge, der pludseligt endte i en skærende Lyd. Saa lod den atter Tonerne, sprudlende, skælvende, jage hinanden som i Spring, under en lidenskabelig Elskovssang, der sluttede med et Triumfskrig."
Som fortrolig med Naturen, som Friluftsmand, har Maupassant en vis Overlegenhed over sine Samtidige, 27 saaledes over Paul Bourget, der med sin skarpere Intelligens og rigere Dannelse røber mere Sans for Udstyret af et velhavende Hus, for Luksus og Komfort, end for Marker og Floder, Planter og Dyr.
VI.
I Bourgets Samling "Pastels" findes en henrivende Novelle "Gladys Harvey", i hvilken det fortælles, hvorledes en ung Arbejderske, som har læst en Roman af Forfatteren Jacques Molan, bliver saa begejstret over denne Bog, at hun helt gaar op i Ønsket om at lære dens Forfatter at kende. Hun faar den Ide at spare sammen Centime for Centime, Franc for Franc til en Dragt, der er elegant nok til at hun kan opsøge Jacques Molan i hans Hus med nogen Udsigt til at vinde hans Behag. Hun har læst hans Biografi og véd at han er ugift. Ved Mirakler af Sparsomhed naar hun efter ti Maaneders Forløb sit Maal, er paaklædt som en Dame og begiver sig paa Vej til hans Landsted. Hun ringer paa. Han er ikke hjemme, er taget til Paris med en Ven, men paa Spørgsmaalet om han kommer hjem samme Dag, svarer Gartneren: Jeg skal spørge Madame. Og nu skimter hun i Huset en høj, ret smuk Kvinde med lyst Haar. Dette Skue rammer hende som et Lyn. Paa én Gang gaar det op for hende: han lever sammen med en Elskerinde, og fortvivlet vender hun tilbage til Paris og synker nogen Tid efter til Kokotte.
Historien er sand. Det er Maupassant, hvem den er hændt, og som har fortalt den til Bourget. Og i Virkeligheden som i Fortællingen var den formentlige Elskerinde kun en Veninde af den Ven, der havde ledsaget Forfatteren til Paris.
Anekdoten viser, hvilken Enthusiasme den saa lidet feminine Maupassant kan vække hos Kvinder, selv hos dem, der er uden Kultur. Hans Æmners Beskaffenhed maatte 28 selvfølgelig straks gøre ham til en Yndlingsforfatter saavel for Demimonden som for den mandlige Ungdom i Frankrig. Men efterhaanden er han trængt igennem overalt, i Paris som i Provinserne, i Rusland som i Frankrig, populært som hans Talent i sit Væsen er.
Gennemgaar man i Tankerne Frankrigs mest udmærkede ældre Fortællere i dette Øjeblik, saa ligger Styrke og Svaghed hos dem saaledes: Edmond de Goncourt er den fineste, mest indtrængende Udforsker af Sjælelivet, set under Synspunkt af Nerveliv. Hans Personers Nerver ligge saa blottede for os som hos en Flaaet eller i et anatomisk Præparat. Og han spiller paa vore Nerver. Naar han f. Eks. skildrer en Sygdoms Udviklingsgang, saa gives der ingen Sejgpiner af Læseren som han. Hans dybtgaaende Originalitet er i Slægt med en sygelig Forfinethed.
Emile Zola er den mægtigste, mest omspændende Gengiver af Samfundet i Samtiden. Han forsøger at bygge alle sine Værker sammen til et eneste Værk med cyklopisk Underbygning og svære Mure, fuldt af Liv og Lys og Stank og Røg. Der ligger en tung Atmosfære derover. Hans Egenskaber er den gigantiske Arbejders. Han er drøj og bred, tidt forfærdeligt bred. Massiv som han er gaar han fortrinsvis ud paa Massevirkninger. Han skildrer et og andet Drøjtkomisk, men han er altid selv aldeles alvorlig. Aldrig et Smil, aldrig en munter Stemning. Altid et Værk, aldrig en Spøg.
Goncourt er saa moderne, at intet i den ældre franske Literatur peger frem imod ham. Som hans sproglige Stræben næsten er det franske Sprogs Væsen imod, saaledes er han selv i mange Maader et ufransk Fænomen, eller rettere han udvider Begrebet om Franskhed. Zola er med sin Mangel paa Lethed og Vid, med sin Hang til Overvælden. og Bedøven, med sin kraftige Alvor og sit 29 drøje Personlighedspræg heller ikke nogen rent fransk literær Karakter. Der meget af Italieneren i ham.
Alphonse Daudet endelig staar blandt de franske Fortællere som den følende Kunstner. Han virker fra først af som Digter ved et Smil gennem Taarer. Han har intet af den Barskhed, som tidt er de meget store Kunstneres Særkende. Der er en indsmigrende Ynde i hans Talent. Han havde fra først af vel megen Medlidenhed; den gjorde ham nu og da ubehageligt følsom. Dog han havde ikke blot den Gave at lokke Taarerne frem hos de letrørte, men ogsaa den, at gøre det Dumme og Lave højst komisk, ja Evnen til at skabe komiske Typer, saa han tidligt stod som Herre over Graadens og Latterens adskilte Riger. Han formaaer med ét Slag at meddele sin Læser mange Indtryk, eller nøjagtigere: paa én Gang at anslaa mange Strænge i vort indre Strængespil, saa han faar os til at glide fra et Indtryk til et andet.
Han er langt mere national end Zola; men han er Sydfranskmanden, Sydboen med det smidige Fortællertalent, med den rige Mimik, opfindsom, underholdende, broget, den ægte Provençaler med det skarpeste Blik for Provençalernes Laster og komiske Lyder. Desværre var han temmelig længe for stærkt paavirket af Dickens til at virke helt originalt, og kun i sine ypperste Arbejder har han frigjort sig fra enhver Sentimentalitet.
Ingen af disse ældre Fortællere og næppe heller nogen samtidig er saa fransk som Guy de Maupassant. I Sammenligning med ham er Bourget en Kosmopolit og Huysmans en Nederlænder. Han er den egentlige Galler i de store Fortælleres Kreds, aldrig sejgpinende som Goncourt, aldrig bred som Zola, aldrig sentimental som Daudet. Han gaar ikke saa dybt som de. Værker som "L'Assommoir", som "Sappho", som "Manette Salomon" er 30 fremgaaede af et anderledes alvorligt Menneskestudium end nogen af hans Bøger. Men han er ung endnu, og hans uomtvistelige Begrænsning er ingen egentlig Ufuldkommenhed; thi han er trods sin Overfladiskhed, hvor den findes, bestandig klassisk, det vil sige: Skribenten, der fuldt behersker sit Stof. Over Sanseligheden og Frihedstilbøjeligheden, over Lattertrangen og Satiren, over Medfølelsen og Melankolien svæver derfor hos ham altid den klare, sikre Kunstnerforstand.
Georg Brandes.
Efterskrift
(1893)
Maupassants Skæbne havde vakt almindelig Beklagelse, hans Død vil ikke beklages. Mangen En har spurgt sig, med hvad Ret man i sin Tid forhindrede den Ulykkelige, der følte Vanviddet komme, ubønhørlig og ulægeligt, fra at forebygge sin Forvandling til et Vrag. Den trofaste gamle Tjener, hvis Ømhed for sin Herre de, der i sin Tid har besøgt Maupassant, endnu mindes, gjorde ham en daarlig Tjeneste ved at tage Kuglerne ud af hans Revolver. Døden er her kommen som en Befrier.
Maupassant blev næppe 43 Aar gammel. Han var den klareste Fortæller, den største Naturelsker, overhovedet det naturligste Talent i Frankrigs yngre Forfatterslægt. Han begyndte overdaadigt rig paa Saft og Kraft, godt Lune indtil Overgivenhed og dristig Satire, der skar til Marven. Han stod som en Blanding af et Naturbarn fra Normandiet og en Kunstner fra Paris. Saalænge han fulgte sit Hang til det lystigt Uanstændige i gammelfransk Manér, saa han i Kvinden næsten kun Kønnet. Men meget hurtigt skiftede han Tone og Holdning, viste sig som mangesidig Iagttager, som fin og undertiden bitter Karakterskildrer, i høj Grad udviklingsdygtig. Paa samme Tid som han i bittesmaa, kaade Fortællinger fortalte som i Skjorteærmer for et Herreselskab, skrev han meget alvorlige store Romaner, i hvilke han røbede fin Forstaaelse af fine Kvinders Hjerteliv og Sorger.
Men alt, hvad han skrev, udmærkede sig ved den samme gennemsigtige Klarhed, den samme faste, simple Form.
I de sidste Aar af sit virksomme Liv udviklede han endelig helt nye Sider af sit Talent. Hans Lystighed veg for et sjælfuldt Tungsind, hans Evne til at gengive alle Sanse-Indtryk i Billeder med skarpe Omrids fuldstændiggjordes ved en Evne til tankerigt Grubleri. Han blev en Gransker af Sjælelivets Dybder. Han fremstillede en Kærlighed, der var næsten usanselig, halvt Ømhed, halvt Sværmeri.
Han nøjedes ikke mere med at skildre et plat eller et sundt Følelsesliv. Han eftersporede Vanviddets snigende Gang i den menneskelige Sjæl. (Le horla, Un fou, Un cas de divorce, Qui sait?) Han gav undertiden det rent Fantastiske fri Flugt. Han kunde nu og da næsten synes optaget af det Uudgrundelige. Og han, Dramatikeren som Fortæller, hengav sig tilsidst til en Optrævling af Sindstilstande, der nærmede ham til hans tidligere Modpol Bourget (Romanen Notre cœur).
Naar den aller yngste Slægt af Symbolister undtages, der naturligvis betragtede ham som en Forfatter af meget lav Rang, en Fortæller for Handelsrejsende, var han i Frankrig almindelig beundret og usigeligt elsket. Han var som Menneske trods sit Væsens mandige Ro saare elskværdig; vindende uden Smidighed blot ved den fuldendte Velopdragenhed, der hos ham var Udslag af en rig, varm Natur.
