Holger Drachmann

Af Georg Brandes

Den mest ødsle Digternatur, Danmark nogensinde har frembragt – det var han. Og dog paa sin Vis den gode Husholder.

Vi erfarer, at han er død, og vi har den smertelige Følelse af, at et helt Slægtleds lyseste Skikkelse er gaaet bort. Det Væld af Sang, som – rigere end noget andet til nogen Tid i Danmark – har sprudlet mer end en Menneskealder igennem, er forstummet.

Holger Drachmann er død. For den brede Strøm af Melodier, som frydede ved deres Vellyd, er der dæmmet op. "Striden Strøm, hun stansed derved, som førre var vant at rinde."¹. Den Sværm af Billeder, vi skylder ham, de mange Skikkelser, der udgik fra ham, vender tilbage til ham og grupperer sig om hans egen høje Skikkelse.

Han har i et af sine Digte sammenlignet sig med en Linedanser, der overrasker Mængden med Saltomortaler:

"Hvert Parti, jeg har det prøvet, vejet, fundet det for let. Hejsa hop! Saltomortaler er min Kunst og er min Ret." – Nu har han gjort sin sidste Saltomortale, Dødsspringet.

Det var glædeligt, at han femten Maaneder før sin Død oplevede en Hyldest, som er bleven faa danske Mænd til Del, paa én Gang den kunstneriske Elites og den store Befolknings oprigtige, hjertelige Hyldest. Det var grimt, at denne Glæde grundigt og varigt skulde forbitres ham ved det Hyl, Bedsteborgerligheden i Pagt med den altid lurende Misundelse fik rejst imod ham lige efter Festen. Han havde et Øjeblik troet sig fredlyst for Resten af sine Dage; han saá sig straks derefter som Skiven for Had og Spot. Det bidrog med Sygdommen sit til at nedslaa ham.

Han var en Digter i gammel Stil, Vaganternes fra det 12. Aarhundrede og fremover helt op til Romantikens Tider, af Linjen Burns-Byron-Heine-Oehlenschläger, en farende Svend, en livsbegejstret Sanger.

Og han var paa dansk Grund en Digter i ny Stil, uborgerlig, frigjort, frisindet, ganske og aldeles uofficiel. Hvor tager Oehlenschläger og Grundtvig og Christian Winther sig bosatte ud i Sammenligning med ham, konservative, artige og moralske! Paa intet Punkt bryder han kunstnerisk eller menneskeligt saaledes med den nationale Overlevering, at Bruddet staar som ulægeligt; men næsten paa ethvert Punkt føler han sig ubunden af en Tradition, i Pagt med nye Tider.

Han har havt det Held, at han fik udmøntet alt det ædle Metal, der laa i hans Natur. Fremtiden vil veje hver enkelt Mønt og bestemme dens Værd.

Saa letsindigt han nu og da kunde synes at ødsle med sin Livsskat, han glemte aldrig at opsamle det Spredte paany og værne om det. Da han skrev Vølund Smed, var han saa svag, at han blot kunde arbejde tyve Minuter om Dagen; men han brugte dem. Paa hans Gravsten burde staa dette skønne og dybe Vers af ham selv:

Vort Liv, vort Liv!
I Vellyst undfanget, i Dødssmerter født,
paa Stier og Veje letsindigt forødt,
opsamlet og værnet med Kunst og med Flid
et Fnug gennem Luften, en Tusinddels Tid,
en Døds-Runes Gaade
for Mand og for Viv,
en Rædsel, en Naade –
vort Liv, vort Liv!

Georg Brandes.