Adresser

Foranlediget ved en Adresse fra de flamske Kvinder retter Professor Georg Brandes en Henvendelse til den belgiske Justitsminister Emil Vandervelde.

1.

I Reglen er jeg nødsaget til at lade de overmaade talrige Henvendelser, der kommer fra de forskelligste Lande med Anmodning til mig om at være Talsmand i nationale og humane Anliggender, ganske uden Svar. Dels overkommer jeg ikke at svare; dels drejer det sig om, at jeg skal kaste mit Ord i Vægtskaalen for Lidende og Forurettede og derved afhjælpe Uret og Lidelse, medens mangeaarig Erfaring har overbevist mig om Unytten af Ord. I det attende Aarhundrede var Ordet endnu en Magt; i vore Dage gælder det ikke om Ord, men om Magten.

At skrive paa Dansk er næsten altid det samme som at skrive i Vand. En Gang imellem oversættes nogle Brokker af det Skrevne; disse Brokker forvanskes i Oversættelsen. De tages til Indtægt af den ene Part, uden at det oplyses, med hvilke Forbehold de udtaltes; de gendrives samtidigt med umaadelig Overlegenhed og en ustandselig Strøm af Skældsord fra den modsatte Parts Side. Neppe er desuden Signalet til Angreb givet, før danske Angribere iler den fremmede Angriber til Hjælp.

Da en russisk Flygtning blev fængslet i Sverige, da en fransk Skribent kaldte de Danske "et Folk uden Stolthed", da Polakker mishandlede og myrdede Jøder, faldt, da jeg tog til Genmæle, Svenskere, Franskmænd, Polakker med Bistand fra Danmark over mig i Flokkevis. Da jeg i sin Tid talte Nordslesvigs Sag over for det tyske Rige, var det ikke netop Taksigelser, jeg i den tyske Presse fik at høre; ja, man boycottede mit Navn, og Salget af mine Bøger blev ikke netop fremmet. Det er betydeligt fordelagtigere nu at være Genforenings-Patriot.

Fra Ungarn har jeg efter Fredsslutningen faaet Anmodninger om at tage til Orde fra to forskellige Sider, liberal og communistisk.

De Liberales Opfordring var indtrængende og vel begrundet; jeg kendte desuden personligt de Mænd, fra hvem den kom. Der var gjort det fransksindede, liberale Ungarn umaadelig Uret fra Frankrigs Side. Jeg afslog at indblande mig, da jeg vidste, mine Ord vilde være virkningsløse. Naturligvis udledte man i Ungarn min Passivitet af Bevæggrunde, der ikke var smukke, og tog mig den ilde op.

Saa fulgte Opfordringen fra communistisk Side. Den var vistnok berettiget; thi den hvide Terror rasede og raser i Ungarn mod Arbejdere som imod Jøder. Jeg afslog at give mit Navn, bl. a. fordi jeg var ude af Stand til at kontrollere Sandheden af, hvad jeg skulde underskrive. Saa meddelte man mig, at man havde sat mit Navn under Opraabet uden at oppebie mit Svar. Da jeg protesterede, betegnede en elskelig dansk Literat, der var vild Communist paa de danske Fyrbøderes Vegne, medens han samtidigt med Held spekulerede i Dampskibsaktier, det som en Klynken over "at være traadt paa Ligtornene" – han har øjensynligt Ligtorne – at jeg forbød Fremmede at underskrive med mit Navn. Ingen af de literære Pøbelagtigheder, jeg har oplevet i Danmark, kan med Rette siges at overgaa denne, om det end villigt indrømmes, at mangen anden staar fuldt paa Højde med den.

2.

I længere Tid har jeg ladet andre Adresser til mig ligge af Raadvildhed over for Hvervet. Nu er Afsenderne blevne utaalmodige og har fornyet deres Henvendelser, idet de øjensynligt udleder min Tavshed af Ligegyldighed.

Der ligger for mig en russisk og en flamsk Adresse. Med den russiske er det gaaet mig saaledes, at da det formentlig ikke nyttede noget at skrive paa Dansk, sendte jeg den til min højt vurderede Ven, Henri Barbusse, og bad ham optage den i sit Organ Clarté. Paa Grund af sine levende Sympatier for den russiske Republik ønskede Barbusse imidlertid ikke at offentliggøre den og meddelte mig (for øvrigt i de allerartigste og hjerteligste Udtryk) sin Frygt for at skade Sovjetregeringen, "der altid bagvaskes", og sin Uvilje mod at publicere Data, der ikke i det enkelte var bevist.

Den flamske Adresse har jeg ladet bero, fordi jeg ansaa min Indgriben for uvirksom, ligesom jeg under Krigen har ladet indtrængende Henvendelser fra Flandern uden Svar og har besvaret mundtlige Henvendelser fra Flamlændere med Afslag. Jeg har længe siddet inde med betydeligt Materiale og kender Forholdene ret nøje; men naar jeg har tiet – indtil man i Flandern har tabt Taalmodigheden – er det, fordi jeg endnu bedre kender min Afmagt.

Det germanske Element i Belgien (paa Grund af hvilket Drachmann i sin Tid rejste den flamske eller saakaldt danske Bevægelse imod mig som forfransket) er efter Krigens Udfald prisgivet den Stærkeres Ret. End ikke i Danmark vil Flaminganterne nutildags møde Velvilje. Saa glødende Sympatien var for "den flamske Bevægelse" i Danmark, da den kunde bruges imod dem i Hjemmet, der mentes at repræsentere Frankrig, saa ringe vil Sympatien for den være nu, da den kan betegnes som germansk. I Danmark var i "den danske Bevægelses" Dage fransk lig frivol; nu betyder det retfærdig.

Endelig selv om Danmark stod enigt bag den flamske Sag, hvad betyder Danmark politisk? Og selv om hele Skandinavien vilde støtte den flamske Sag, hvad politisk Betydning har det skandinaviske Norden?

3.

Den russiske Adresse lyder – med Udeladelse af de personlige Artigheder, der indleder den, saaledes:

"Vi er nødtvungent afmægtige Vidner til Kendsgerninger, som er en Skændsel for vor Jord, og imod hvilke vi hundred Gange har protesteret forgæves. I tre Aar har Rusland nu levet i en Hvirvelstorm af blodig Vold og kynisk Foragt for den mest utvivlsomme, den helligste Menneskeret, Retten til Livet. Dødsstraffen udrydder de ypperste Bærere af Ruslands Civilisation, skønt det russiske Folk, til Trods for, at det Aarhundreder igennem er blevet nedværdiget og holdt i Uvidenhed, har skabt udødelige Mesterværker, Skatte, hvis Skønhed De selv har paaskønnet og vurderet.

"Dødsstraffen anvendes i Rusland under de lettest gennemskuelige Paaskud, endog uden Dom, paa simpelt Angiveri af ondskabsfulde Mennesker, efter Befaling af Mænd, der med Vold har tilranet sig Magten. Dødsstraffen er Grundvolden for denne deres Magt, idet den udgør den bedste Støtte for Klasse-Diktaturet. Skønt Dødsstraffen officielt er afskaffet i Rusland, medfører den nutildags saa mange Ofre som Tyfus og Kolera. Den rammer blindt, slaar hver Dag utallige ned, Mænd og Kvinder, Oldinge og Børn.

"Vistnok har Rusland tilforn i mørke Tider set Blodet flyde strømmevis; men nu i vore Dage stiger en Havstrøm af Blod, oversvømmer og kvæler os. Det er, som et Galskabspust havde blæst paa Regering og Folk, uovervindeligt, ubønhørligt, skæbnesvangert.

"Vi tilhører intet politisk Parti. Vi nedlægger ikke nogen Indsigelse imod den nuværende Regering og kæler ikke for nogen Drøm om for enhver Pris at skille os af med den; men vor Værdighed som Mennesker gør det til Pligt for os at protestere mod Dødsstraffen, hvordan den end er, uden Hensyn til den Regering, som anvender den, ligegyldigt om denne er hvid eller rød, evropæisk eller amerikansk. Ganske bortset fra al Politik har vi Ret til at sige: Maalet er fuldt og vor Taalmodighed til Ende. De Ydmygelser, det ene Menneske her tilføjer det andet, overskrider ethvert Maal og maa endelig møde Raabet: Det er nok!

"Som udviklede Mennesker tror vi paa det fri og retfærdige Ords Almagt. Vi er overbevist om, at Tanken er stærkere end den brutale Voldsmagt, og at Kampen for Idealet bærer Frugt. Evropa er daarligt underrettet eller viser en utilgivelig Ligegyldighed overfor de forfærdelige Gerninger, der udøves i Rusland. I hele Menneskehedens Interesse, i Navn af Menneskeaandens højeste Erobringer, appellerer vi til Deres aandelige Betydning og vidtrækkende Indflydelse for i den civiliserede Verden at rejse en almindelig Protest imod Dødsstraffen i Rusland. Vi er overbevist om, at Deres Røst vil fremkalde et Ekko. Endog Bødlerne vil da føle deres Samvittighed vaagne, angre deres Vildfarelser og forbande deres Forbrydelser, saa Dødsstraffen vil blive afgørende ophævet af Regeringsmændene selv. Dersom det ikke lykkes Dem at gennemføre dette ædle Hverv, vil De dog have den store Ære, først at have brudt Tavsheden og ikke at være forbleven døv for en Anraabelse, som rettes til Dem af Mennesker, hvem den Fare, hvori de svæver, har drevet til Dem.

"Modtag, kære Mester, en broderlig Hilsen, maaske den sidste, vi kan sende til nogen."

Denne Adresses Forfattere har fundet mig hjerteløs, siden disse Ord og andre, jeg udelader, ikke endnu har faaet mig til at offentliggøre deres Klage. – De har ikke nogen Forestilling om, hvor magtesløs jeg i Virkeligheden er.

4.

Den fra Flandern ankomne Adresse er udgaaet fra de flamske Kvinders Udvalg og gør et vemodigt Indtryk. Jeg har ganske vist modtaget Adresser om endnu værre Rædsler. Saaledes en Adresse fra Negrenes Tillidsmænd i Nordamerika i Anledning af de forfærdelige Lynchninger af Negre, der beskyldes for seksuelle Forseelser imod hvide Kvinder, og som, tidt aldeles uskyldige, efter alskens Mishandlinger bliver levende brændte. Jeg modtog ogsaa en anden nordamerikansk Adresse i Anledning af den forfærdelige Tugthusdom, over Eugene Debs og hans Fæller, Modstandere af Krigen eller Militærmagten, der ifaldt tyve Aars Tugthus for en Brøde, der i sig selv ikke var nogen Synd. Men mit Sind var forberedt paa, at en Neger i Nordamerika, trods den teoretisk for hans Skyld førte Borgerkrig, var retløs. Og paa Nordamerikanernes Frisind overfor Socialister og Anarkister var der paa Forhaand ikke megen Grund til at tro.

At Fordomsfrihed eller overhovedet Frisind i Belgien skulde være større end andet Steds, var der i denne Nationalismens Glanstid visselig heller ikke Sandsynlighed for. Men Emile Vandervelde var Belgiens Justitsminister, og jeg tilstaar min Daarlighed: Paa Emile Vandervelde's Frisind har jeg troet, som jeg troede paa Jaurès's.

Vel havde jeg set, hvorledes en lidenskabelig Modstander af Nationalismen som Clemenceau under Krigen blev fuldt saa nationalistisk som nogen af de Officerer, han i Dreyfussagen havde bekæmpet. Men Vandervelde! Ingen, der har haft den Fornøjelse at kende ham personlig har vistnok tænkt sig denne hans Forvandling mulig. – Adressen begynder:

"De Undertegnede véd, at De i Evropa er en af de mest fremragende Forsvarere for undertrykte Nationaliteter, og at disse aldrig forgæves har appelleret til Deres Mellemkomst.

"I 90 Aar har Flamlænderne (da den Nedgang var til Ende, der begyndte efter Krigen med Spanien i det 16. Aarhundrede) med ulige Vaaben kæmpet imod Undertrykkerne af det flamske Folk, det vil sige imod de efter Aar 1830 skiftende Regeringer. Disse har bestandig stræbt at holde det flamske Folk nede og paatvinge det en Civilationstype, den franske, som er fremmed for dets nederlandske Karakter.

"Under Verdenskrigen har vore Sønner, vore Mænd og vore Brødre kæmpet for alle undertrykte Folkeslags Liv. Det skyldes deres Kampe ved Yser og ved Houthulst, at Udfaldet blev en Sejr. 80 pCt. af Belgiens simple Soldater og 90 pCt. af de Faldne var Flamlændere. Dog er det saa langt fra, at Sejren har sikret det Maal, hvorfor de kæmpede, det flamske Folks Ret, at den omvendt har styrket Undertrykkernes Magt. Uretfærdigt og tværtimod den store Krigs erklærede Formaal, bliver Flamlænderne behandlede, som var de det usleste Folk i Evropa. Man nægter dem stadig et Universitet i deres eget Sprog, det nederlandske.

"Under Krigen ophørte trods den hellige Enhed, som det var Flamlændernes ærlige Vilje at opretholde, Undertrykkelsen ikke et Øjeblik. Vore Soldater førtes i Ilden og til Døden af Officerer, der ikke forstod deres Sprog. Det var en grusom Uretfærdighed, og den bevirkede at visse Flamlændere mente, Oppositionen ikke kunde nedlægge sine Vaaben. De saakaldte Aktivister vilde i Kraft af Haager-Overenskomsten, som de forstod den, under Occupationen gennemføre længe opsatte Reformer og især gøre Universitetet i Gent, der paa Trods af al Ret var fransk, til en nederlandsk Læreanstalt.

Da den belgiske Regering efter Vaabenstilstanden kom tilbage, ødelagde den det fuldbragte Værk og det flamske Folk har endnu intet eget Universitet."

Angaaende dette sidste Punkt maa det siges, at Andet umuligt kunde ventes. Det var uretfærdigt, at Flamlænderne ikke længst havde deres egen Højskole; men det kunde ikke undgaas, at en stærk Upopularitet ramte de Mænd, der af den tyske Invasions-Regering lod sig ansætte som Professorer i Gent. Disse har mistet deres Levebrød; men de maatte være forberedte derpaa. Tilfældet med Universitetet i Gent minder meget om Forholdene ved Universitetet i Lemberg med dets mangeaarige Stridigheder mellem Ukrainere og Polakker og ved Universitetet i Prag med Striden mellem czechiske og tyske Studenter. Efter den menneskelige Natur kan Uret i slige Tilfælde kun undgaas ved Læreanstaltens Deling. Langt alvorligere er hvad Adressen derefter gør opmærksom paa:

Neppe en Uge efter Vaabenstilstanden sattes Belgiens almindelige Love ud af Kraft. Ordre blev givet til "ikke at udsætte den almindelige Sikkerhed for Fare af Lovlighedsskrupler." Saaledes blev Hundreder af Borgere kastede i Fængsel og mange af dem stillede for Krigsretter, der dømte dem. Blandt dem var en fin og berømt Kvinde, Roza de Guchtenaere, der staar i Spidsen for Kvindebevægelsen i Flandern. Der idømtes hende 15 Aars Tugthus.

Vel blev et halvt Aar efter Vaabenstilstanden den borgerlige Straffelov genoprettet. Men efter den raader en Nævningeret, hvis Medlemmers Valgmaade er et Udtryk for Rigmandsvælde og som derfor kun fælder Klassedomme. En ung flamsk Socialist ved Navn Van Extergem, der som syttenaarig under de tyske Besætningsmyndigheders Censur havde skrevet nogle Avisartikler, er for disse bleven idømt 20 Aars Tugthus.

Endnu fortsættes Forfølgelserne, 2½ Aar efter Vaabenstilstanden. En Statistik over Dommene fra Januar 1921 giver følgende Tal: 30 Dødsdomme, 13 Domme til livsvarigt Tugthus, en Dom til 25 Aar, nitten Domme til 20 Aar, treogtyve til 15 Aar, nitten til 12 Aar, tredive til 10 Aar osv. Bortset fra Livsstraf og Straf paa Livstid er der 137 Flamlændere, der tilsammen har faaet 1418 Aars Fængselsstraf for indrepolitiske Forseelser.

De saakaldte Beslutningslove (arrêtés-lois), der ikke er vedtagne af den belgiske Rigsdag, men af den flygtede Regering i Havre, og efter hvilke der er dømt, er af den fremragende belgiske Jurist Louis André stemplede som forfatningsstridige i Kraft af det Princip, at der ikke kan findes Forbrydelse, hvor ikke en Straffelov er gaaet forud, den store Beccaria's gamle Grundregel.

Der er ikke blevet gjort Forskel paa almindelige Forbrydere og politiske. Behandlingen af den unge flamske Digter Wies Moens har vakt megen Uvilje. Han stammer fra en Egn, hvor Udnyttelsen af Hjemmearbejde er haardere end nogensteds ellers i Belgien. Medens Landet var besat af de tyske Tropper, stemplede han denne Udnyttelse som brutal. Han var da sytten Aar gammel. Hans næste Synd var, at han gik til Universitetet i Gent for dér at studere. Han blev idømt 4 Aars Fængsel og en Bøde af 10,000 Francs, efter at man havde holdt ham 17 Maaneder i Varetægtsarrest for denne Sag, hvis hele Dokumentation optog nogle Sider. Fra sin Celle skrev han, mens hans gamle Moder døde i Sorg over den Skæbne, der havde ramt hendes eneste Barn, til denne Moder et Digt, der allerede betragtes som klassisk, paa det flamske Sprog, og om hvilket Adressen siger, at fra Nordhavet til Meuse har alle Nederlændere læst det med Taarer i Øjnene.

Med ganske faa Undtagelser har det vist sig, at alle de for flamsk Propaganda Anklagede har handlet, som de har gjort, af ren Idealisme, og man har da i Flandern gjort Anstrengelser for at faa disse Dømte løsladte af deres Fængsler. De flamske Kvinder har krævet almindelig Amnesti.

Regeringen har forsaavidt givet efter for den offentlige Menings Tryk, som den har erklæret sig villig til Frigivelse af Fangerne; dog paa den Betingelse, at de i en Aarrække giver Afkald paa Deltagelse i det politiske Liv. De mest fremragende af dem, Roza de Guchtenaere og den unge Videnskabsmand, Dr. A. Jacob, har imidlertid i Skrivelse til Justitsministeren, Emile Vandervelde, erklæret, at de foretrækker Forbliven i Fængslet for Frigivelse paa dette Vilkaar – det samme, med hvilket man i Frankrig har villet uskadeliggøre den i øvrigt frikendte Joseph Caillaux.

Adressen slutter:

"De Undertegnede mener sig forpligtede til overfor Evropas offentlige Bevidsthed at angive det Misbrug af Magten, som begaas af den belgiske Regering.

"De er overbeviste om, at de ved denne Protest mod Vilkaarligheden forsvarer et af de højeste Goder, som Menneskeheden paa det aandelige Omraade har naaet.

"Den Kendsgerning, at den belgiske Minister, som bærer Ansvaret for dette Attentat paa den personlige Frihed, er blandt Undertegnerne af det socialistiske Internationale's Første-Maj-Manifest, i hvilket der hævdes Tankens og Ordets Frihed og ikke mindre Frigivelse af Alle, som straffes for deres politiske Meninger, har styrket vor Overbevisning.

"I Overensstemmelse med dette Manifest erklærer Flanderns Kvinder, at Forfølgelsen af Frihed til at udtrykke sine Tanker er et utaaleligt Tyranni, hvor og hvorledes dette end optræder.

"Til Georg Brandes, gennem hvem Evropas Bevidsthed taler, henvender vi os, vi flamske Kvinder, i evropæisk Aand. Vi drives af den Overbevisning, at Gengivelsen af Sundhed til det grusomt lemlæstede Evropa og Frelsen for den evropæiske Civilisation, til hvilken det flamske Folk vil medvirke som i sin Storheds Dage, kun er mulig fra det Øjeblik af, da Myndighederne og Regeringerne stiller sig i den nationale og den internationale Retfærdigheds Tjeneste.

"Vi véd, at De i en lang Aarrække har været den trofasteste og mest avtoriserede Forsvarer for Tankens og Samvittighedens Frihed, et Princip, som en stor Epoke i Historien for bestandig har gravet ind i Menneskenes Sind.

"Vi husker Deres Artikler om Flandern og den Interesse, De har vist vort Folks kulturelle Løftelse, der gik forud for den nærværende politiske Genfødelses Tidsalder, hvor Nødvendigheden har aabenbaret sig af Flanderns Selvstændighed indenfor den belgiske Stats Rammer.

"Vi henvender os til Dem, for at Deres aandelige Avtoritet skal fordømme den uværdige Undertrykkelse, som de belgiske Regeringer iværksætter imod det belgiske Folks og den frie Tankes Udfoldelse i Flandern.

Til Georg Brandes, ................, Forsvareren af de smaa Nationaliteter, til ham, som ved sit ........ Arbejde er det levende Bevis paa de smaa Folks Ret til Livet, til vor danske Broder, retter vi vor mest ærbødige Hilsen."

6.1

Maatte Hans Eksellence, den belgiske Justitsminister, lægge sig de Ord, som her er udtalte af de flamske Kvinders Komité, paa Hjerte.

Emile Vandervelde, De husker sikkert, i hvad Tone og med hvilke Udtryk vor afdøde fælles Ven, Jean Jaurès, udtalte sig om sin tidligere Meningsfælle, Aristide Briand? Smigrende var de ikke, og jeg havde i sin Tid det bestemte Indtryk, at der paa dette Punkt ikke fandtes nogen Uenighed mellem ham og Dem. Jeg har kendt Jaurès og Briand, da de var Meningsfæller. Jeg mindes ogsaa tydeligt en Dag i det franske Deputeretkammer, da efter en veltalende, højst chauvinistisk Peroration af Briand Jaurés rejste sig og i al sin Vælde roligt spurgte: "Hr. Briand, husker De den Artikel, De for et Par Aar siden fik optaget i mit Blad, L'Humanité, den, i hvilken De i Tilfælde af Krig opfordrede de franske Soldater til hellere at skyde deres egne Officerer end at skyde paa Fjenden?" Og jeg mindes lige saa tydeligt den Færdighed, med hvilken den forfjamskede Briand da afleverede sit Svar: "Den Artikel husker jeg godt; den havde De jo selv saa at sige dikteret mig i Pennen."

Briand skammede sig ikke ved den Erklæring, at han havde ladet sig sine Meninger diktere i Pennen af en anden. Han vilde selvfølgelig dække over sit Omslag.

De, Vandervelde, har aldrig ladet Dem henrive til slige Udbrud af socialistisk Fanatisme. Naar i 1910 i Kjøbenhavn den gamle Guesde kom frem med sine Forslag til pludselig Omvæltning af alt Bestaaende, imødegik De ham med Deres lyse Forstand. Dog i Sag veg De den Gang ikke en Tomme. Hvor underligt da nu at se Dem saa stærkt forandret under Paavirkning af den Sjælesot, med hvilken Krigen har slaaet saa mange svagere Gemytter og mindre udviklede Aander end Deres!

I Sammenligning med den høje Plads, De for Tiden indtager og allerede i adskillige Aar har indtaget i det evropæiske Samfund, er min Stilling som simpel Privatmand i et lille Land saare beskeden. De har Magt, og jeg ingen.

Tænk imidlertid ved disse mine Ord ikke paa mig, men paa Jaurès, hvem De stod saa nær, og handl, saa Deres store og overlegne Ven, i Fald han endnu var i Live, kunde skænke Deres Handlemaade sit Bifald!

Georg Brandes.

 
[1] her skulle vist stå "5." tilbage