D'Hrr. Borchsenius og Secher

sysler fremdeles som trofaste Urtegaardsmænd mellem deres danske Bede. Sysle er for lavt et Ord. Altid kæmpende og altid svedende, er der ikke det Bed eller den Busk i Danas Have, hvor de ikke graver og klipper. Intet er dem fremmed; Religion og Literatur, Politik og Moral kulegraver og kraftgøder de lige utrætteligt for overalt at fremlokke det nærende Korn.

Det var nok ikke sunget for deres Vugge, at de skulde suge deres Næring af den Jord.

Ingen har ligget næsegrus som de to af Beundring for Dr. Georg Brandes! Men de har rejst sig, tørret deres Næser og kendt deres Kald. Det blev deres Bestemmelse at tage med fast Haand om den brændende Nælde og luge Literaturens Mark for et Ukrudt, der truede med at kvæle baade Ægtemænd¹ og mange ægyptiske Kongedøtre². Der maa være Lys og Luft for de ægte danske Urter, Forfatteren af Ægtemænd og Oversætteren af de ægyptiske Kongedøtre tog hinanden i Haanden og lugede Nælderne væk. Literaturen blev ren.

Hvad de to Mennesker – Secher og Borchsenius – har gjort for den danske Religion, det er skrevet op. Det vilde være en beklagelig Forglemmelse, om det ikke stod skrevet noget Sted. Folkets Gudstro og alt, hvad som helligt og kært er, har ikke fastere Støtter i Danmark end Secher og Borchsenius. De holder paa Hostrup, paa Alteret og paa de faste Hjem. Lad Stormene komme, Hagl og Uvejr rase over gamle Danmark, saa længe de to holder fast, falder hverken Hostrup eller Alteret eller de faste Hjem. Langtifra, jo stærkere Vejr, jo tungere Nedslag, desto frodigere gror det nærende Korn.

"Hver maa tjene Føden paa sin Vis", siger Ole.

I Politik er de som et Par ældre Bondevenner. Bliv dem fra Livet med Kjøbenhavn, kom ikke til dem med noget nymodens, kom med det gamle, gamle, gamle Venstre. Selv er de som den friske Bæk, der kom iforgaars, da det regnede; men mildt rislende haster deres Fjed mod den gamle, ærværdige Venstresø. Der, hvor man ser en lille mudret Plet i det store Venstrevand, der løber de ud. Der løber Dagsavisen ud i Morgenbladet og lidt længere nede løber de to Tvillingebække ud i det gamle Venstre.

Men langs Breden af den ilende Bæk spirer det nærende Korn.

Borchsenius og Secher – Secher og Borchsenius! Det er umuligt at sige, hvem af de to man skal sætte først. Man synes bestandig, at den sidste burde være den første. Lad dem da følges ad, gravende, rensende, gødende, altid i den samme danske Bevægelse for at lokke det nærende Korn af det danske Muld.

Tag dem enkeltvis eller tag dem samlet, for én Skilling i to Kræmmerhuse eller for to Skilling i ét Kræmmerhus; men tag dem ikke saa haardt, at de gaar istykker; Religionen og Moralen, Literaturen og Politiken vilde ikke kunne bære det, om de to kom noget til. Altfor meget hænger i Danmark ved to skrøbelige Menneskeliv – Livet af Borchsenius og Secher, Secher og Borchsenius!