Til Svar

[gå tilbage til Vilh. Andersens åbne brev]

Af Edvard Brandes

Jeg vilde finde det uhøfligt ikke at besvare Dr. Andersens Brev, efterat det i Følge mit Ønske har fundet Optagelse i Politiken. Jeg har flere Gange overfor dette Blads Læsere haft Lejlighed til at udtale min Respekt for Dr. Andersens Talent og Kundskaber (at jeg ikke har kunnet omtale hans sidste Bog¹, skyldes Grunde, jeg senere skal komme tilbage til); naar da en Mand af hans Betydning gjorde sig den Ulejlighed at motivere udførligt, hvorfor han ikke har villet sætte sit Navn under en Henvendelse til mig – han havde jo ingen Forpligtelse hverken til at underskrive eller til at motivere – mente jeg, at Politiken skyldte ham Plads og jeg ham et Svar.

Behageligt er det mig ikke at svare. Af én Grund kun. Jeg plejer ikke at tale om mig selv. Jeg nærer en inderlig Afsky for det Ord jeg: ligesom jeg har bekæmpet Jeg-Romanerne, saaledes lider jeg absolut ikke Jeg-Artiklerne. Man skal skrive Bøger uden Forord, man skal ikke underholde Publikum om sin Privatperson, man skal forrette sit Arbejde uden at snakke om sig selv. Men jeg véd ikke denne Gang, hvorledes jeg skal kunne undgaa det, da Angrebet er saa personligt. Desuden kan det maaske undskyldes, efterdi alle Landets Blade i Løbet af det sidste Aar uafladeligt har sysselsat sig med min Ringhed. Jeg har i denne Tid ikke selv villet bidrage til en Underholdning, som det forekom mig dog til Slutning maatte blive Publikum ensformig og trættende. Imidlertid, da Sagen synes lige frisk og da almindelig Høflighed kræver, at man ikke lader et ikke uhøfligt ment Brev ubesvaret, saa gør jeg Skridtet og tager Konsekvenserne, der let kan blive mange. Thi hvem véd, naar denne Krig faar Ende?

At Dr. Andersen og jeg har forskelligt Syn paa mange Forhold, derom har jeg aldrig tvivlet, og alligevel vilde det for et Aar siden faldet mig vanskeligt at paavise, hvori egentlig Uenigheden laa. Paa Literatur, dansk Literatur saa vi nogenlunde éns, syntes jeg. Med disse Ord falder det mig slet ikke ind at opstille mig som Literaturhistoriker ved Siden af Dr. Andersen, til hvis Arbejder jeg jo intet Sidestykke kan opvise. Jeg har i mange Aar været daglig virkende Journalist, redigeret og udgivet store Blade, spredt mig over en Mængde Omraader, indsamlet alskens Kundskaber og brugt dem saare lidet, deltaget i Løbet af 14 Aar i vor hedeste politiske Strid, ladet Tilfældet raade og Dagen glide – under saadanne Forhold anvender man ikke flittige Aar paa et enkelt Arbejde. Altsaa jeg sammenstiller ikke mine literære Kritiker, hvor samvittighedsfuldt jeg end forberedte mig til dem, med Dr. Andersens Værker. Men naar jeg læste hans Bøger, naar jeg med Begærlighed greb det Blad, i hvilket han en kort Tid skrev Teateranmældelser, saa følte jeg mig ikke fremmed eller "negativ" under Læsningen. Tværtimod! Jeg fandt en stor Overensstemmelse i Opfattelse og Værdsættelse. Jeg kan maaske i denne Sammenhæng nævne, at efter en Anmældelse her i Bladet tog Dr. Andersen, der var mig fuldkommen ukendt, for nogle Aar tilbage Anledning til at sende mig et venligt (ikke "aabent") Brev, hvori han takkede mig. Hvor kunde han gjort dette, hvis han ikke i min Omtale havde fundet Forstaaelse af hans Syn som af hans Metode! Jeg kan som et andet Eksempel nævne hans Anmældelse af Hakon Jarl², da Stykket opførtes ifjor. Han sagde – naturligvis langt aandfuldere – det Samme som jeg med mine ligefremme Ord. Der herskede den skønneste Enighed mellem os baade om selve det gamle Drama og om dets Udførelse, kun at Dr. Andersen formede sin Kritik overfor de Spillende langt hvassere end jeg. Dog dette tilskrev jeg vist med Rette hans Ungdom og korte Tjeneste i Kritikerfaget; naar man i saa mange Aar som jeg, har set Skuespilkunst, bliver man overbærende overfor den gode Vilje og den beskedne Ævne; kun naar Middelmaadigheden og Fordringsfuldheden gør sig stærke Haand i Haand medens Ævnen er svag, bør man dadle skaanselsløst.

Altsaa literært kunde Dr. Andersen og jeg meget godt sammen. Jeg er som han en fanatisk Holbergdyrker, en Tilhænger af det Oehlenschlägerske Drama, en bestemt Hævder af "dansk Digtning for Danske". Og man skulde jo synes, at en Uenighed mellem os kun kunde opstaa paa det literære Felt.

Ja, der var naturligvis det religiøse Spørgsmaal, forsaavidt det angik Literatur. Jeg kender ikke Dr. Andersens Stilling til dette, véd ikke, om han er Fritænker eller tilhører en kirkelig Retning – men netop at jeg ikke véd dette, turde afgive et Bevis for, at det religiøse Spørgsmaal ikke har trængt sig dybt ind i Dr. Andersens Produktion, heller ikke trængt sig imellem vor literære Forstaaelse. Det vilde iøvrigt undre mig, om en Mand som Dr. Andersen, der har uddannet sig grundigt til Filolog, ikke skulde se Videnskabens Ret paa det religionshistoriske Omraade. Men man kunde i Sandhed ønske, naar man sér, hvad vore Prælater drister sig til at udtale overfor gammeltestamentarisk Kritik – jeg mener ikke en Sandwichmand³ som Vilhelm Beck, hvis Stilling overfor Videnskaben svarer til de kloge Koners, men jeg sigter til Biskopper og Professorer – man kunde ønske, siger jeg, at vore Filologer stod som en "Sandhedens Riddervagt"⁴ for Videnskaben. Her vilde vi have Brug for dem; Moralen derimod kunde de roligt lade skøtte sig selv.

Thi nu kommer jeg til det. Det, som efter Dr. Andersens Brev skiller vore Veje, er vort forskellige Syn paa "Elskoven". Jeg generer mig lidt for at skrive det. For to Doctores philosophiæ – det er altid en net Titel, selv om jeg ikke sætter den saa højt som Dr. Andersen – for os, der begge har traadt vore Børnesko, Aldersforskellen iøvrigt ufortalt, er det næsten for ungdommeligt, for rusagtigt at diskutere "Elskoven" især i aabne Breve for Herrer og Damer. Dog, Dr. Andersen har villet det, og af Høflighed skal jeg følge ham.

Dr. Andersen erklærer, at Elskoven for ham er "noget saa trygt som Livet selv". Det er smukke Ord. Og med dem paa Læben tør Dr. Andersen dristigt "tale til Folket" fra enhver "Slags Forhøjning": han er sikker paa Applavsen. For det er saadanne Ord, som Folk vil høre. Meningen er denne: man elsker kun én Gang; tvende jomfruelige Sjæle mødes; de forlover sig – o Romantik! – de gifter sig – o Poesi! – og de lever trofast med hinanden – o Moral! – i "noget saa trygt som Livet selv". Den Mand, der spiller den Melodi, skal vi sige paa ét Orgel (ikke paa de mange Instrumenter), han spiller ikke for døve Øren. Alle de Ægtefolk, der lever lykkeligt med hinanden – og saadanne findes jo her som andensteds – vil tiljuble ham deres Bifald.

Men ogsaa alle de andre. Alle de, der gaar fra Kvinde til Kvinde; de, der i deres Ungdom har kendt Hundreder; de som har uægte Børn i mange Kroge; de, som lister bort fra Hjemmet til alskens Fornøjelse; alle de, i hvem "Kødets Lyst har slaaet en ordenlig Klo", som der staar i Tartufe, Hyklere og Kurtisaner, Horkarle og Bakkantinder, Vellystninge og gamle Bettschwester⁵, hele det Borgerskab, som opfylder en stor By, ja de smaa Byer med, med deres Lyst og Last, Vildskab og Unatur, Overmagt og Raahed, alle vil forkynde med ham, at Elskov er "tryg som selve Livet". De vil forkynde det officielt – og forresten vil de gøre, hvad de har Lyst til og leve som deres Kød og Aand, Penge og Lykke nu en Gang fører dem til.

Det er blandt andet om dem, Skuespil og Romaner her i Verden handler.

Delvis ogsaa mine. Dr. Andersen tillader sig at sige, at for mig staar Elskov som "noget flygtigt, utrygt, et Blændværk". Jeg begriber ikke, hvorfra han véd det, da jeg hverken skriftligt eller mundtligt har givet ham nogen Meddelelse derom. Jeg har skrevet to Fortællinger Lykkens Blændværk⁶ og Det unge Blod⁷, om hvilke der blev en farlig Staahej; den sidste nød endda den Ære – jeg mener Ordet Ære bogstaveligt – at blive dømt som utugtigt Skrift af danske Dommere. Jeg hentyder end ikke til, at de derved sidestillede mig med Guy de Maupassant, hvad der nok kunde smigre en jævn Skribent, men for mig selv var Dommen af stor Betydning, idet den fæstnede hos mig Bevidstheden om, at jeg havde handlet hæderligt ved at skrive min Bog, hvilken altsaa blev dømt, da Sagen først var anlagt af Hr. Rump⁸, tilskyndet dertil af den indre Mission og Smudspressen i kærlig og naturlig Alliance. Hine to Bøger har sat sig til Opgave at skildre Menneskene, som de er herhjemme i vort fælles Fædreland, uden Forbehold og Hykleri. De skildrede brave Mennesker, der betages af den stærke Følelse, om hvilken den gamle Vismand sagde, at den er stærk som Døden (han sagde ikke "tryg som Livet"); de skildrede Mænd og Kvinder for hvem Elskov var Leg eller Begær eller Forfængelighed eller Forretning. Dog, jeg skal ikke længer citere mig selv. Jeg vil blot hævde, at Skildringen paa intet Punkt var overdreven. Just saadan leves der, som disse to Fortællinger – deres æstetiske Værd ufortalt – angav.

Tvivler Dr. Andersen derom? Han hævder jo selv, at Elskov er "en vanskelig Ting" – jeg forstaar, at han dermed mener en mangfoldig Ting. Det vil ogsaa Verdensliteraturen have lært ham som enhver anden. Ingen af de store eller de smaa Digtere har tænkt sig, at dens Væsen kunde udtømmende forklares ved en Sætning om, at den er tryg som selve Livet. Romanforfattere som Balzac og Zola, Dramatikere som Shakespeare og Molière, Lyrikere som Heine og Byron – for at tage de største – har vist os Menneskene i tusind Stemninger og Følelser, Tanker og Drifter overfor Elskoven. Om dette er vi altsaa enige, Dr. Andersen og jeg. Og alligevel bryder han Enigheden ved at erklære, at mine Bøger har forarget ham og han kalder dem "usædelige i radikal Forstand".

Først to Ord om det at forarge. Jeg erindrer ikke – og jeg er ikke i Øjeblikket i Stand til at efterse det – om jeg har skrevet, at Literaturen skal forarge. Men jeg vedkender mig i hvert Fald Ordene netop i den Betydning, hvori Dr. Andersen tager dem, naar han anser den vakte Forargelse som et Kendetegn paa Digtningens Betydning. Jesajas, der var Digter – baade den første og den anden Jesajas – forargede, Dante forargede, Molière forargede, Diderot og Voltaire forargede, Holberg forargede og J.P. Jacobsen og hundrede andre lige til vore allernyeste og yngste Skribenter.

Et Digterværk forarger, hvis det siger Sandheden; hvis det river Masken fra Løgnens Ansigt, hvis det blotter Hykleriet og røber hvad de Mægtige vil have fortiet. Tartufe er et godt Eksempel – Dr. Andersen véd lige saa vel som jeg, hvem og hvad der i Aarevis forhindrede dets Opførelse og hvorledes den "almindelige Uvilje" mod Molière tilberedtes. Havde der den Gang været et Koncertpalæ⁹, vilde femten ædle Mennesker først ansat Møde, senere aflyst det, og utvivlsomt vilde Tidens Pastor Schack holdt talrige Foredrag mod den "liderlige" Digtning, der fremstillede en saa graadig Præst. Tartufe fremkaldte en uhyre Forargelse.

Jeg sammenligner mig ikke med Molière eller med nogen anden af Aandens Udkaarne. – Dr. Andersen véd godt, at jeg ikke har Højhedsvanvid, og jeg tror ikke store Ting om min Produktion. Men Forargelsen er éns, af Værdi og Form, til alle Tider. Den laves i første Led af de ramte. Mine to Romaner viste Nutidsmennesker her i Kjøbenhavn saaledes som de lever. Og dette kunde ikke taales. Dr. Andersen mener som jeg, at en Fortælling har Lov at sætte sig Virkelighedsskildring til Opgave. Nu er Stillingen herhjemme den, at man allerhelst vil have en Konfirmationsliteratur, Vaudevilleri, Romantik, en Digtning, der er rosenrød eller himmelblaa, eller Lyrik som Pontoppidan vilde sige. Jeg er en af dem, der vil sige Sandheden, den rene Sandhed, trods alt. Jeg vil ikke lade, som om Menneskene er anderledes, end jeg hundredfold har set dem, og jeg er gammel nok til at min Erfaring er ret stor. Man angriber mig derfor og "forarges" derover. Men jeg husker den Tid, hvor man forargedes paa samme Vis over Drachmann, Jacobsen og Schandorph; ikke at tale om den aarelange Forargelse mod Georg Brandes, der den Gang kaldtes ligesaa "usædelig" som jeg nu; jeg har senere set det yderste Raseri mod Pontoppidan, Gjellerup og Herman Bang; atter senere mod Nansen, Wied og Ewald. Hvis Dr. Andersen ikke har hørt om det forargede Skraal, der i sin Tid modtog og standsede Skrams Gertrude Coldbjørnsen¹⁰, saa erindrer han nok Sagsanlæget og Dommen over Haabløse Slægter. Jeg har læst Artikler mod Niels Lyhne, hvori denne kaldtes en liderlig Roman, og jeg har set Pontoppidan forfølges i en Aarrække af imbecile Journalister, der kaldte ham umoralsk. Nu for Tiden er det blandt andre mig, maaske mest mig, som Forargelsen rettes imod. Og dog har jeg aldrig skrevet en Linje, der kunde forarge et alvorligt Menneske – religiøst, sædeligt, socialt – men Hyklerne og Intriganterne har naturligvis forstaaet at indbilde de Godtroende, at jeg vilde andet tillivs end netop dem selv.

Imidlertid, Dr. Andersen finder hine to Romaner "usædelige i radikal Forstand". Jeg aner ikke, hvad der indeholdes i den sidste Tilføjelse i radikal Forstand; er det værre eller bedre end for Eksempel i konservativ Forstand? Og jeg fatter lige saa lidt, hvad Dr. Andersen mener med, at de to Bøger er usædelige. Det er dog umuligt, at en Mand med Dr. Andersens Kundskab og Dannelse kan mene og hævde, at en Bog, der fremstiller Elskovsforhold udenfor Ægteskabet, er usædelig. Jeg véd ikke, hvilken Bog i Verden jeg ikke paa den Motivering skulde faa til at være usædelig, lige fra Biblen til Holbergs Komedier. I Lykkens Blændværk vises, hvorledes Forelskelse gør Mænd og Kvinder ulykkelige eller fordærvede; i Det unge Blod spøges med en ung Fyrs Kærlighedshistorier. Dr. Andersen kan ikke mene, at denne Skildring er usand. Eller ogsaa maa han leve i et Studereværelse, hvorhen aldrig Gadens Larm trænger. Thi hvis han blot en Aftenstund vil spasere gennem Byen, vil han se, hvor mangfoldigt og brutalt Kønsfølelsen ytrer sig. Han maa dog kende af Omtale og Læsning en stor Bys aabenbare og hemmelige Prostitution, han maa dog have hørt lidt om Udskejelser og Vildskaber i de øvre Krese, han maa dog vide, at der fødes omtrent lige saa mange uægte som ægte Børn i Danmark. Han kender vort Lands Historie – han vil ikke finde, at vore Konger indtil den sidste Oldenburger levede i den livstrygge Elskov eller blot halvt saa dydigt som Fyren i Det unge Blod; hvis han har tilbragt noget af sit Liv paa Landet, maa han have erfaret, at Hytten er Slottet ligt. Men hvis Skildringen i hine Bøger ikke er usand, hvor tør han da sige, at den er usædelig? Kun Løgnen er usædelig, hvis jeg skal bruge dette Ord. Kun Løgnen er umoralsk, ikke den Bog, der frygtløst siger hvad sandt og slemt er. Det er efter min Mening Dr. Andersen ganske uværdigt, at han sætter sig ved hine danske Dommeres Side. Lad dem dømme, det er deres Metier – derfor lønner vi dem. Og desuden, hvis Det unge Blod var usædelig, hvorfor skulde den saa ikke dømmes som utugtig? Hvorledes forstaa, at Dr. Andersen var imod Sagsanlæggelsen? Lands Lov maa dog følges.

Dr. Andersen nævner, at han var en af Indbyderne til hint Koncertpalæmøde, men at han hørte til dem, der forhindrede dets Afholdelse efter Sagsanlægget. Jeg takker ham ikke derfor – jeg vilde ønske, Mødet var blevet afholdt, det var et Led i den hele Agitation, og hvorfor standse just som man opnaaede det forønskede Resultat? Men jeg vil oprigtigt tilstaa, at det gjorde mig ondt, da jeg fandt hans Navn blandt Indbyderne. Der var nogle faa Navne, som jeg nødigt saa der – de fleste var mig selvfølgelige og ligegyldige – og blandt dem hans. Jeg undredes over, at just i et Øjeblik, hvor jeg angrebes ganske uretfærdigt og fuldkomment gement, at da visse enkelte Personligheder vilde slutte sig til dette foragtelige Stormløb mod en enkelt Mand. Som sagt, det gjorde mig ondt, fordi Dr. Andersen derved for alle Tider fjærnede mine Veje fra hans. Det bliver ved hin ene Gang, vi mødtes venskabeligt.

Ja, han fjærnede ogsaa min Pen fra Omtale af hans Arbejder. Thi hvorledes skal jeg bære mig ad? Han – ligesom andre – optraadte som min Modstander, der ansaa min Virksomhed for skadelig, farlig for Samfundet, usædelig. Hvis jeg nu kritiserede et Værk af ham og paaviste dets formentlige Mangler, hvad vilde man sige? Hævn! Og hvis jeg ikke nævnte Manglerne, men blot udbredte mig i Ros, hvad vilde man da sige: Fejghed! Under det Tryk kan jeg ikke skrive.

Jeg er nemlig vant til at skrive uden noget som helst Forbehold. Jeg har som sagt ikke Højhedsvanvid, jeg mener ikke, at det betyder stort, hvad jeg skriver – jeg er endda tilbøjelig til i Angrebet paa mig for en stor Del at se en gammelkendt politisk Manøvre. Dr. Andersen forstaar vist ikke sligt, men vi, der er ældre og har oplevet det Samme paa saa mange Maader, vi ser, hvem der faar Fordelen af en Agitation imod Politiken, repræsenteret af mig.

Jeg kommer herved til den anden Anke som Dr. Andersen anfører imod mig. Den er – ubetydeligt og latterligt nok – min Teaterkritik i den sidste, endnu ikke afsluttede Sæson.

Er det muligt, løber det Hele ud i dette? Dr. Andersen fralægger sig at ville rette de dumme Beskyldninger imod mig for Partiskhed. Jeg føler mig virkelig ogsaa ganske hævet over disse. Naturligvis, siger han, har jeg rost mine Venner. Men som han rigtigt tilføjer, jeg har ment min Ros. Imidlertid har jeg f. Eks. aldrig betegnet Nansens Produktion som "Højden af moderne dansk Digtning", og jeg véd ikke af, at jeg har anvendt stærkere Ros overfor Nansen end overfor mangen anden dansk Skribent.

Dog vil jeg gærne sige dette. Jeg har selvfølgeligt mangen en Gang, naar Bogen eller Forfatteren behagede mig, trukket Rosens Linjer stærkere op og holdt Dadlen i Skygge. Af Hensyn til Bogens Idé, Publikums Forstaaelse, Forfatterens svage Position – af lignende Grunde, som enhver kan tænke sig. Hvilken Kritiker i Verden har vel ikke det! Jeg har den allerbedste Samvittighed. Aldrig for Gunst eller Gave, aldrig for at tilvinde mig selv den ringeste personlige Fordel, aldrig for at tækkes nogensomhelst Myndighed har jeg skrevet et rosende Ord.

Og aldrig har jeg af personligt Uvenskab skrevet et nedsættende Ord, som jeg ikke vilde staa ved. Jeg har aldrig bedømt en Bog eller et Skuespil skarpere, fordi Forfatteren ikke var min Ven. Jeg har ganske fulgt, hvad jeg ansaa for Sandheden. Havde jeg villet det – det havde vist ikke været mig saa vanskeligt at skabe mig en noget anden Stilling her hjemme end den udsatte Post, hvorpaa jeg nu staar som altid før. Men jeg har kun haft én Lyst: at sige min Mening uforbeholdent, fordi jeg ansaa' den for den rette og sande – at sige den Gang paa Gang, saa Folk maatte høre den. Og for den Lyst har jeg ofret adskillige Smaabehageligheder her i Verden. Men jeg fortryder det ikke, og den Henvendelse, som Dr. Andersen selvfølgeligt ikke kunde underskrive, har lønnet mig rigeligt for adskilligt Ubehag. Naar saamange og saa forskellige Skribenter mener det Modsatte, kan jeg næppe befinde mig paa "Fortvivlelsens" Skraaplan under Fallit, hvilket Dr. Andersen tilraaber mig med en lidt for krampagtig Profetmine.

Men efter Frikendelsen for Partiskhed kommer rigtignok følgende forbavsende Sætning:

Jeg kan ikke sé, at De har været partisk i almindelig Forstand, men hele Byen véd jo, at De har været det paa en ualmindelig Maade.

Ikke partisk i almindelig Forstand – men partisk paa en ualmindelig Maade! Milde Himmel, hvad er dette for Talemaader! Mon ikke saadanne som fremkommer for den, der har en slet Sag at føre og som ikke kan finde "den rene Sti". Og nu dette: Hele Byen véd. Er dette en Argumentation som sømmer sig for en Videnskabsmand, en Historiker, ikke at tale om en Dr. phil.! Hvad hele Byen véd, det hedder paa Dansk Bysladder – og vi kan i dette Tilfælde heller sige: Teatersladder, og den gaar, eftersom Vinden blæser. Paa den usle Grund angriber man ikke hæderlige Folk.

Meningen skal vel være den, at min Teaterkritik afhænger af Venskab. Hvorved vinder man da min Gunst, hvortil misbruger jeg da min Kritik? Til min egen Fordel? Men jeg kunde maaske derimod anføre en lille Ting. Dr. Andersen anser mine Skuespil for at besidde nogen Betydning. Jeg tør maaske da gaa ud fra, at de ikke er værre end Gennemsnittet af de almindeligvis opførte. Hvorfor spilles da ikke mine Stykker? Tror Dr. Andersen, at Ingen vil opføre dem? I denne Sæson har to af Privatteatrene anmodet mig om Opførelsesret, og fra det kgl. Teater har to Kunstnere – af de allerbedste – henvendt sig til mig, fordi de meget ønskede at spille i et af mine Stykker. Begge forsikrede mig, at den nuværende Bestyrelse gærne vilde spille Stykket. Jeg tør paastaa, at intet skulde falde mig lettere end at faa baade gamle og nye Skuespil opførte. Jeg har bare ikke villet det, i lange Tider systematisk sagt nej, blot fordi jeg vilde være uafhængig som Kritiker. Jeg vilde holde min Sti ren, og jeg vover at paastaa, at ingen Teateranmælder kan være mindre afhængig end jeg, ingen sige sin Mening saa ligeud som jeg – og det af den Grund, at jeg er aldeles ligeglad, enten den behager Teatrene eller ej.

Hvor er Beviserne herimod! Dr. Andersen har to – to fattige og slunkne. Jeg begriber ikke, at Teatersladderen har faaet ham til at rende ogsaa med den Vind. Det ene Bevis lyder saaledes:

Hvem kan for Eks. give nogen fornuftig Grund til den meget iøjnefaldende Forskel i Værdibestemmelsen, der har vist sig i Deres, vor anerkendt ypperste Dramaturgs Bedømmelse af kjøbenhavnske Teaterforestillinger i Vinter, der for den uhildede Betragter syntes ganske hip som hap.

Jeg forbavses over, at Dr. Andersen tør sige hip som hap om det kgl. Teater og Dagmarteatret, han aner næppe, hvilken Forfængelighed han krænker, og hvilken Overlast han udsætter sig for. Jeg antager nemlig – især paa Grund af det Følgende – at der med ovenstaaende mystiske Ord paastaas, at jeg har bedømt Dagmarteatrets Præstationer mildere end det kgl. Teaters. Hvis dette nu var Tilfældet, saa var jeg fuldt berettiget dertil. Det kan ikke være Dr. Andersen ubekendt, at det kgl. Teater støttes af Staten med en Sum af omtrent 1000 Kroner om Aftenen. Synes da ikke Dr. Andersen, at der maa kunne stilles større Fordringer til det kgl. Teater end til en Privatscene? Det kgl. Teater har Forpligtelse til at opføre det Ypperste, gammelt og nyt i en udsøgt Form. Jeg anser det for en Kritikers Opgave uafladeligt, hvis det behøves, at minde Teatret om dets Forpligtelser. Det kgl. Teater skal bedømmes anderledes end Privatteatrene, der paa alle Maader generes af det kgl. Teaters Særstilling. I hvilket andet Fag vilde man taale en Konkurrent, der kunde arbejde med en Kvart Millions Underskud? Dertil ikke at regne adskillige andre Goder.

Privatteatrene derimod – i og for sig kan man intet forlange af dem. De skal leve, og da det kgl. Teater systematisk fordærver Smagen, udsletter Alvoren og dyrker Grinet, saa maa nødvendigvis Privatteatrene følge efter. Hvor kan de kæmpe imod Strømmen! Men hvis et Teater strider for den gode Sag blot en Gang imellem, end sige naar der spores en literær Bestræbelse i Teatrets hele Ledelse, saa bør efter min Mening en kjøbenhavnsk Kritiker støtte dette Teater efter Ævne. Alligevel nægter jeg paa det Bestemteste, at jeg har brugt særlig Værdimaaler overfor Dagmarteatret i denne Sæson. De ikke mange Første-Forestillinger – næppe mere end de halve – som jeg har anmældt, har jeg værdsat efter oprigtigt Skøn. Dr. Andersen skulde gennemlæse mine Anmældelser, f. Eks. min Artikel om Min Svigermoder¹¹, og sammenholde med andre Blades: utvivlsomt var jeg den strængeste. Jeg affærdigede Ambrosius¹² med nogle ligegyldige Ord, men kom ikke i Bersærkergang overfor det gamle, uddebatterede Skuespil. Da Dagmarteatret opførte Romeo og Julie¹³ – øjensynligt i Haab om en stor Sukces – sagde jeg i stærke Ord, at baade Bearbejdelse og Udførelse var mislykket, akkurat som jeg fordømte Opførelsen af Kongsæmnerne¹⁴ paa det kgl. Teater, og vi begge, Dr. Andersen og jeg, Hakon Jarl i Fjor. Maaske mener Dr. Andersen, at Stykket gaar bedre i Aar under den nye Direktion?

Det var det ene Bevis; det næste er, at jeg gik fra Gert Westphaler til Ambrosius. Hvad skal det sige? Var jeg ikke berettiget til at se og anmælde begge Stykker samme Aften? eller ligger Vægten paa Ordene gaa fra? Løber Dr. Andersen ogsaa med den Teatersladder, at jeg ikke overværede Gert Westphaler? Det passer sig ikke for ham. Han tror ikke selv, at jeg skriver en udførlig Anmældelse af et Holbergsk Stykke, naar jeg ikke har følt mig sikker i min Bedømmelse. Men her er vi uenige: han anser Opførelsen for højst værdifuld, jeg holder paa, at den overvejende virkede som Elevkomedie, og at Iscenesættelsen intet bidrog til kunstnerisk Nydelse. Af indre Iscenesættelse var der ingen, med den ydre kan man maaske more Børn. Holbergsk var den forresten ikke.

Og med saa løse Argumenter fordømmer Dr. Andersen min nuværende Virksomhed. Det falder godt i Traad med hans Optræden i Fjor. Han slipper ikke udenom den fjorgamle, uhyggelige Alliance: de Klerikale og Smudspressen. Dog, han har i Aar endnu en Allieret, det kgl. Teaters Bestyrelse, for hvilken han jo optræder som en Art Defensor.

Utvivlsomt kan Teatret trænge til et Defensorat af en kundskabsrig og begavet Mand. Hvis blot Halvdelen er sandt af de Lovord, Dr. Andersen skænker mig, hvorledes kan saa det kgl. Teater forsvare sin Stilling? Først opfanatiserer dets aabenbare eller hemmelige Ledere en Skuespiller¹⁵ til uden mindste Foranledning at overfalde mig med størst mulig Skandale – derpaa forskrækkes man og erklærer hans Adfærd for "uberettiget og uforsvarlig", samt lader ham "beklage" den som Udslag af Hidsighed – dernæst lader man ham ganske roligt tage Undskyldningen i sig igen og erklærer Tilrettevisningen for en indre Teateraffære (hvad i al Verden skulde saa Politiken med Teaterchefens Brev?), – dernæst arrangerer man i største Hastværk Festforestilling for ham og mod mig, og man sørger for, at enkelte af hans Kamerater kan fra Scenen udbasunere deres broderlige Solidaritetsfølelse – indtil man til Slutning tillader ham at injuriere mig og min Virksomhed paany i den offenlige Politiret. Alt uden et undskyldende Ord til mig fra det Teater, der har opført mine Stykker og hvis første Kunstnere mange Gange har bevidnet mig deres Taknemmelighed.

Billiger Dr. Andersen dette? Hvis ikke, hvorfor retter han da ingen Anklage mod Teaterbestyrelsen? Hvis mine Skuespil besidder nogen Værdi, hvis jeg er "vor ypperste Dramaturg", hvem det gælder at bevare for Kritiken og Aandslivet her i Danmark, hvad berettiger da det kgl. Teaters Ledere til at fornærme mig saa frækt og skandaløst?

Jeg er værgeløs overfor Fornærmelsen, endda den delvis tilføjes mig af Folk, som jeg har set søgende Raad og Hjælp hos mig, naar de var i Bekneb. Men én Ting kan jeg for min Værdigheds Skyld gøre: saalænge det kgl. Teater ikke yder mig en sømmelig Oprejsning, omtaler jeg ikke dets Forestillinger. Maaske er det netop dette, man har villet opnaa, og i saa Fald skal man faa sin Vilje. Jeg vil nemlig ikke skrive under det Tryk, at min Ros kan udlægges som Frygt, min Dadel som Hævn; saa meget er det mig ikke værd at anmælde nogle Forestillinger. Jeg kan saa dejligt undvære det.

Dr. Andersen ønsker ikke, at jeg skal tie stille. Hvis jeg følte mig "fortvivlet", saa vilde jeg vel gøre det. Men Dr. Andersen tager fejl: jeg føler mig ikke Spor af fortvivlet; muligt at jeg ikke indtager nogen fast, ydre Stilling – skønt jeg har aldrig attraaet anden end jeg har – men der findes ingen Tvivl hos mig om min Ret. Som Eksempler paa min "desperate Filosofi" – thi pludseligt opgiver Dr. Andersen min usande Kritik og vender atter tilbage til den gode Kæphest, Usædeligheden – har Dr. Andersen to: Anmældelserne af Damen fra Natkaféen¹⁶ og af Naar vi døde vaagner¹⁷. Om Damen vil jeg ikke diskutere med ham – det er altfor usselt for dannede Mennesker. Vi maa overlade Pastor Schack og Konsorter at snuse "Usædeligheden" op – man afretter jo Svin til at finde Trøfler. Hvad Naar vi døde vaagner angaar, saa fastholder jeg min Opfattelse af Stykket. Hin Anmældelse fremkom Dagen efter Bogens Offenliggørelse, og det var min Opgave at eftervise, hvad der var Hovedmotivet, Grundkærnen i Dramet. Det lader sig aldeles ikke omtviste, at Hovedmotivet er Livsskibbrudet ved den tabte Elskovslykke, Hævdelse altsaa af Elskovslykken som det mest Værdifulde i Livet.

Denne min Opfattelse har jeg faaet bekræftet ved franske og tyske, forresten ogsaa ved danske Bedømmere, der er komne til samme Resultat. Og hvorfor skulde egenlig en udmærket Kritiker i Frankfurter Zeitung lide af samme "Fortvivlelse" som jeg? Der findes sikkert andre Motiver i Ibsens Skuespil, men hint er det ledende. Min Anmældelse er venligst bleven udlagt som om jeg vilde dække mig bag Ibsens Avtoritet. Jeg synes ikke, at sligt passer paa mig, der aldrig har søgt Ly hos aandelige eller legemlige Avtoriteter, hverken Kirken eller Staten, hverken Moralen eller Samfundets Støtter.

Jeg har maattet svare Dr. Andersen saa udførligt, fordi han har samlet i sit Brev de mange Angreb, som nu i Aar og Dag anvendes overfor mig. Jeg havde ærligt talt ventet mig noget Anseligere af ham – større Synskres og nyere Ord. Nu er det Meste mig saa gammelkendt, og kun fordi han skrev, svarede jeg. Selv Loke kendte jeg – jeg fik ham alt overdraget for tyve Aar siden ved mit Valg til Folketinget med det bekendte Grundtvigske Vers, hvis "Frihed for Loke" jeg aldrig har haft synderlig Fidus til. Men Loke er naturligvis ganske flatterende.

Og alligevel – har det ikke slaaet Dr. Andersen, i hvilken Grad han tildeler sig selv "den gode Rolle" i sit Brev? Han er den Forargede, den Sædelige, den Positive, den sande Videnskabsmand, den rette Doctor seraphicus¹⁸ med den livstrygge Elskov, og endelig den Besindige, som er fjærn fra Fallit og Fortvivlelse. Medens jeg! Stik det Modsatte. Bliver jeg Loke, saa er han nok Thor, den blonde Thor – og imellem de to Herrer er der samme Forskel som imellem en kgl. dansk Departementschef og en Zigøjner paa Heden. Dog, som jeg er, vedbliver jeg at være, og intet "Vend om" driver mig til en Omvendelse.

Fra den første Dag af, jeg deltog i det offenlige Liv, har jeg følt mig som en Stridende: for den frie Tanke, for det frie Ord, for den uforfalskede Sandhed. Jeg har aldrig bildt mig ind, at jeg hørte til de Første, hverken troet mig en stor Aand eller en glimrende Begavelse eller krævet nogen Førerstilling. Tværtimod, jeg elskede at være menig Soldat. Mine Vaaben er muligvis nu – efter snart tredive Aars Forløb – sløve og rustne, men der klæber intet Smuds, endsige findes nogen Skamplet paa dem. Jeg fortryder ikke en Linje af, hvad jeg har skrevet, thi jeg skrev ud fra en ærlig Overbevisning, og jeg agter ikke at slaa en Tøddel af paa mine Meninger, saa længe jeg kan føre en Pen.

Edvard Brandes.

[gå til til Vilh. Andersens replik]