Pontoppidans Fortællinger
Paa det nordiske Forlag er begyndt et Subskriptionsforetagende, som fortjener megen Opmærksomhed. Det er en samlet Udgave af Pontoppidans smaa Fortællinger. Der skal blive ti Hæfter, hvert paa 64 Sider. Hele Prisen bliver fem Kroner. Der er dem, som vil mene, at det havde været nemmere at udgive Bogen i ét Bind, hvilket dog ikke var blevet uoverkommeligt. Men siden nu alting skal være Hæfter, saa hvorfor ikke Pontoppidan? Kan han vinde mange Tusind Læsere paa denne Maade, saa des bedre: har fortjener alle dem, som han kan faa.
Det er jo nemligt saa underligt, at endskønt Pontoppidan nu har et stort Navn og officielt altid regnes med blandt Danmarks anerkendte Digtere, saa læses han ingenlunde i Forhold til sit uomtvistelige Navn. Det er da heller ikke saalænge siden, at det Højre, som engang havde al Magt, ikke vilde indrømme ham nogetsomhelst Talent. En Række af hans Bøger, udmærkede Arbejder, end hvilke han intet bedre har skrevet siden, affejedes med nogle faa haanlige Linjer i de største Højreblade. Nu er de krøbne til Korset og anerkende, hvad de spyttede paa – som altid. For Yndere af sligt kunde det blive interessant at sammenstille før og nu; det kan saamænd godt være, at det er samme Mand, der skriver begge Anmeldelser.
Imidlertid til Slutning maatte Højre opgive Ævred, og det skønt Pontoppidan er baade Fritænker, Venstremand og Ikke-Moralist. Men noget holdt dette altid igen. Og desuden er jo Klerikalismen dybt indgroet i vort Folk og har hundredfold Forgreninger. Den dækker sig under mange Navne, men dens Handlinger er éns. Saaledes stred Pontoppidan haardt imod Strømmen. Og der blev altid nogen Modstand at overvinde – hvad maaske er godt. Thi de Forfattere, der alment anerkendes, de plejer at være indtraadte i Ædelhedens Stadium. Og under dette Tegn skrives intet, der duer. Hvo ikke forarger, bør ikke regnes med.
Pontoppidan, han har heldigvis altid været en Forarger.
Derfor unddrager Folkeyndesten sig ham, naar han synes den ganske nær.
Mon nu ikke disse Fortællinger skulde fastslaa for alle, hvilken sjælden Fortæller, hvilken fin og vittig Kunstner, hvilken herligt oprørsk Aand vi besidder i Pontoppidan? Man trækker Vejret saa frit ved at læse disse Bøger. Ingen Lunkenhed og ingen Vammelhed, men Trods og ærlig Tale.
– – Denne nye Samling aabnes med den Række, der kaldes Fra Hytterne. Straks i første Hæfte træffer man saa pragtfulde Smaafortællinger som Naadsensbrød, Et Grundskud og Hans og Trine. Bondenoveller uden Sentimentalitet og uden Besmykkelse. Man kan ikke tænke sig andet end, at den, der læser første Hæfte, vil faa Lyst til at eje det hele Værk.
E. B.
