Lykke-Per – Mors dreng
Lykke-Per er jo en udviklingsroman hvor vi følger Per fra vugge til grav. Udgangspunktet for min læsning af Lykke-Per er psykoanalytisk tænkning og her er det en grundantagelse at personligheden dannes allerede i den tidligste barndom. Derfor beskæftiger mit foredrag sig mest med Lykke-Pers barndom og ungdom i mit forsøg på at forstå Lykke-Per og hans skæbne. Det er Katrine Marie Guldagers fortjeneste at jeg er kommet til at læse Pontoppidans bog, og jeg har derfor bedt hende om at læse højt de første par sider" hvor vi hører om Pers baggrund og opvækst. Jeg vil prøve at vise hvordan de danner grundlaget for det som senere sker i bogen.
Lykke-Per kom altså til verden på et uheldigt tidspunkt. Familien var lige flyttet og faderen var travlt optaget af sit nye arbejde. Opdragelsen blev derfor overladt til moderen, men hun kunne ikke på grund af nye graviditeter og fødsler holde øje med ham. Det kunne se ud som om Pontoppidan vil fremstille Peter Andreas som et omsorgsvigtet, tilknytningsforstyrret barn. Der var ikke plads til ham i moderens skød og faderen var fraværende. Per havde derfor opsøgt kontakter uden for præstegården, og det er Pontoppidans forklaring på at hans hovedperson havde tilegnet sig et "ganske verdsligt syn på livet og dets goder", og ikke som sine søskende voksede op i faderens billede og blev en "ægte Sidenius".
Gode og onde objekter
Det er en psykoanalytisk grundantagelse at personlighedsmønstre dannes i barnets første leveår i samspillet med de vigtigste omsorgspersoner. Teorien er at mennesket har et medfødt behov for relationer. Når det nyfødte barn søger moderens bryst er det ud fra instinktet om at finde en relation. Når det lille barn har en god relation med sin mor ved brystet, føler det sig som en enhed med moderen, og den integreres og bliver til et godt indre objekt. Alle de gode oplevelser som barnet har med sine omsorgspersoner hvor det føler sig mødt, set, hørt og forstået, danner grundlaget for at der dannes en indre verden bestående af, som Melanie Klein (1988) udtrykker det, "gode objekter". Disse indre objekter er ifølge teorien ikke identiske med de ydre, men består af de aspekter som er blevet oplevet som væsentlige og som barnet derfor har identificeret sig med. De indre gode objekter gør at verden opleves som tryg og god og at barnet kan møde den på en kærlig og tillidsfuld måde. Men utilfredsstillende og frustrerende oplevelser kan ikke undgås, og de bliver til indre onde objekter som danner grundlaget for følelser af mistillid, had og forfølgelse. På grund af barnets biologiske umodenhed er tankegangen sort/hvid. De indre objekter er splittet op i enten gode eller onde. Det er enten følelsen af paradis eller helvede. Klein kalder det for den skizo-paranoide position i modsætning til den depressive position, hvor de gode og onde objekter integreres til en helhed. Det er den modne position, hvor man både kan forholde sig til det gode og det onde på en og samme gang. Livet igennem pendulerer man frem og tilbage mellem de to positioner, men det modne menneske befinder sig fortrinsvis i den depressive position.
Pers indre verden
Skal man forsøge at beskrive Pers indre verden, var den dannet gennem oplevelserne med de biologiske forældre, men også med pigerne i præstegården, den gamle brændehugger, gårdskarlene og kræmmerbods-svendene fra købmandsgården, så tyder alt på at der har været en dominans af gode objekter. Pontoppidan viser det gennem at beskrive Per som en sund og rask dreng som var nysgerrig på livet. Moderen havde haft hans fortrolighed, får vi senere at vide, hvilket viser at Per var knyttet til sin mor. Når Per søgte menneskerne uden for hjemmet, var det derfor ikke som et tilknytningsforstyrret barn som diffust søger kontakt. Det var snarere udtryk for Pers opdagelsestrang. Han turde forlade mors trygge favn fordi han var støttet af indre gode objekter som gav ham mod til at udforske det ukendte som at besøge brændehuggeren og købmandsgården. Ganske vist omtaler Pontoppidan det som noget negativt, at Per blev "fører for en lille skare små røvere, der huserede omkring i byen", men man kunne også se det som at han var populær blandt andre børn og havde lederegenskaber. Som halvvoksen drev han slædesport i det klare måneskin sammen med de andre unge i byen, og det var Per som førte an og inviterer den mest lattermilde af pigerne til at køre med ham på kælken. Igen viste han gåpåmod og initiativ når det gælder at nærme sig det modsatte køn. Per var også kreativ. Han kunne bruge "de høje bakker, fjorden og de milebrede enge som tumleplads, hvor den første spæde tankespire til hans kanalprojekt blev undfanget" (Kap. 12). Men det som især kendetegnede Per, var den lethed med hvilken han var i stand til at charmere og skabe kontakter. Pontoppidan beskriver det som om at han bliver "alles yndling" (Kap. 2) stort set hvor han end kommer frem som ung.
Udvikling kræver støtte fra gode objekter
Som nævnt kan barnet i begyndelsen kun se objektet som enten godt eller ondt. Som det vokser og modnes, bliver det i stand til at se at et helt objekt. Når barnet hader den person som det samtidig elsker, får det følelser af skyld, et ønske om at reparere og gøre godt igen, men også behov for at beskytte, drage omsorg om det elskede objekt. Det er i den depressive position når det gode og onde integreres, at over-jeget udvikles. Barnet/den unge har brug for støtte af et godt objekt for at kunne komme tilrette med svære følelser. Per finder f.eks. et godt objekt i matematiklæreren i sin hjemby. Han "havde efterhånden vundet sig en ven og beskytter i sin matematiklærer. Denne, en gammel militær, udtalte sig særdeles rosende om hans evner overfor faderen" (Kap. 1). Det var læreren, et godt far-objekt, som gav Per den støtte der gjorde at han, 16 år gammel, kunne rejse til København og søge optagelse på Polyteknisk Højskole. Et andet eksempel på nogle som støtter Pers udvikling, er Højbådsmand Olufsen og frue i Hjertensfrydgade i Nyboder. I dem ser Per et godt forældrepar der møder ham med generositet, varme og livsglæde. Hos dem føler han sig accepteret og vellidt. Den velvilje han møder hos disse gode objekter, hjælper ham til at tage nye skridt i sin udvikling.
For enhver ung mand er det en opgave i adolescensen at integrere voksen genital seksualitet. Det handler om at opgive forældrene som kærlighedsobjekt og at rette sit seksuelle begær mod objekter i ens egen generation samt acceptere en voksen seksuel krop og at samleje kan resultere i graviditet og børn. Det er mens Per bor hos Olufsens, at han bliver tiltrukket af servitricen, allemandspigen Lisbeth med det pragtfulde gyldenrøde hår. Som Pontoppidan skriver, viste det sig at "tiltrækningen var gensidig", og de fik "et fortroligt forhold" (Kap. 2). Næste kærlighedseventyr var med en "virkelig dame", Fru Engelhardt (Kap. 3). Nu var Per blevet 21 år gammel. Her blev han "noget afkølet ved tanken om hendes alder. Hun var næppe helt ung; dog vist ikke over de tredive". Per har altså indledt sin udforskning af seksualiteten sammen med to seksuelt erfarne kvinder som begge havde andre mænd. I Pers indre verden må servitricen Lisbeth og Fru Engelhardt have været "mor-objekter" og de andre mænd rivaliserende "far-objekter". Han havde dermed skabt en ødipal situation, og her opstod en angst som Per ikke havde kendt tidligere. Pontoppidan skriver: "Han, for hvem modsigelserne og den indre splid hidtil ikke havde eksisteret, og for hvem særlig kvinden havde været et ganske ufarligt stykke lejetøj, kom med ét til at skælve for de dunkle magter, der driver deres spil med skæbner og viljer som stormen med landevejens støv. For første gang følte han sig i kamp med de dæmoner, han ikke havde villet tro på og overlegent havde smilet af. Dybt inde i hans øre lød med faderens myndige stemme de halvglemte ord om "mørkets magt" og "Satans snare" og fik ham til at blegne" (Kap. 4). Det var mens Per lå vågen i sengen sammen med Fru Engelhardt at han blev grebet af væmmelse, rædsel, måtte tage sit tøj på og tage afsted. Han var blevet overvældet af ødipal angst, og faderens stemme oplevede Per som et ondt, indre, forfølgende objekt.
Pers kærlighedseventyr med Fru Engelhardt var et led i arbejdet med at integrere en voksen seksualitet. I den efterfølgende tid bearbejder Per også sine oplevelser og prøvede at komme til rette med dem. Han kunde ikke "undgå at blive lidt forlegen over sin opførsel, tænkte at han havde båret sig noget ungdommeligt ad." Efterhånden som han får det bearbejdet når han frem til at elskovsdriften var "selve naturgrunden i ham, det var selve hans væsens urkraft". Han er med andre ord ved at integrere seksualiteten som en naturlig og positiv del af sig selv. Men i samme øjeblik han tænker disse tanker, bliver han mindet om faderens eksistens og gælden til ham. Pontoppidan lader i romanen Pers bror Eberhardt dukke op i Nyboder i dette øjeblik, for at fortælle at faderen er dødeligt syg, samt at faderen økonomisk har understøttet hans studier men at støtten vil bortfalde ved faderens bortgang. Per bliver med andre ord konfronteret med sin afhængighed af faderen og hvordan han står i gæld til ham. Da broderen var gået blev det "så underlig koldt og skummelt i hans stue. Hvorfor kunne de ikke bare lade ham være i fred?" Per er nu nedstemt og lider af depressiv angst.
Per tager her et udviklingsskridt. I fortsættelsen nærmer han sig kun ugifte piger fra sin egen generation, dvs. ikke-ødipale objekter. Det gælder nabopigen i Nyboder, sadelmagerens datter fra Kerteminde, Fransisca, hvor han for første gang følte han at han virkelig elskede. Som Pontoppidan skriver: "Pers optagethed af hendes person kunne føres tilbage til fortidsindtryk hos ham, idet hun både ved sin skønheds art, sine manerer og sit ukøbenhavnske sprog vakte erindring om hjemstavnens lysblonde, skjoldmøagtige borgerdøtre, hvortil hans første erotiske fornemmelser havde knyttet sig". Med andre ord: Fransisca havde resonans i Pers gode indre objekter. Men Per er ikke kommet så langt i sin udvikling at han kan tage ansvar i en kærlighedsrelation, og kan derfor ikke forpligte sig og indgå en varig relation. Så når mester Jacobæus, Fransiscas onkel, afkræver Per svar om han har til hensigt at gifte sig med hans broderdatter, svarede Per åbent nej. Først langt senere, efter at begge Pers forældre er døde, er han parat til en relation med en ung kvinde som minder ham om Fransisca og dermed om sin hjemstavns lyseblonde borgerdøtre. Han gifter sig med Inger og får børn.
Faderen som kile
Ifølge den psykoanalytiske teori føler det spæde barn sig som en enhed med moderen. Det har en omnipotent og egocentrisk tankegang. Faderen har en vigtig rolle i at hjælpe barnet til at separere sig fra moderen. Han skal være kilen mellem mor og barn. Det er kilen, identifikationen med faderen, som får overjeget til at udvikle sig. Men det er krænkende og smertefuldt for barnet at skulle erkende at mor er en separat person med egne behov og et eget liv. Den gode relation til faderen støtter og hjælper dog barnet til at opgive sin grandiositet og omnipotens, udvikle sin realitetssans, acceptere forskellene mellem kønnene og at der er grænser mellem generationer. Efterhånden som barnet gradvis reviderer sin omnipotens, kan det se sig selv i trekanten mor-far-barn og integrere sin relation med hver af forældrene, men også mor og fars parforhold. Et indre godt forældrepar som samarbejder om at drage omsorg og opdrage barnet, hjælper barnet til at modnes og finde trøst ved tanker om fremtiden; når det bliver voksen finder det en partner som er lige så attraktiv som mor/far.
Johannes Sidenius brugte kirkens budskab når han fungerede som kile. Han belærte sine børn at de skulle projicere deres omnipotens over på Vor Herre, den almægtige. Menneskene er Guds små børn som er afhængige af hans kærlighed. Pastor Sidenius hentede således støtte og autoritet gennem sit forhold til Vor Herre. På grund af faderens fravær kunne Per i forhold til sine søskende forblive i illusionen om at være en enhed med moderen i længere tid og dermed i følelsen af at have en ganske særlig relation til hende. Men det resulterede i at faderen blev et "ondt far-objekt" for Per, og han fik derfor ikke den støtte som han havde haft brug for til at kunne adskille sig fra moderen. Men Pers separationsproces var dog i gang. Pontoppidan skriver at Per "bliver år for år mere tilmuret. Endnu kunne han vel af og til i mørkningen, når han vidste hende alene, komme ind og sætte sig ved hendes seng og af sig selv tilbyde at gnide åreknuderne på hendes syge ben. Men aldrig fik hun andre svar end ja og nej, når hun søgte at trænge ind på ham for at få at vide, hvad det var, han gik og rugede over" (kap. 1). Han begyndte altså at trække sig i forholdet til moderen, og samtidig var han devaluerende over for faderen. Pontoppidan skriver f.eks. at Per "lod sig overhovedet aldrig let imponere af faderen; dertil havde han været en for lærvillig elev af sine ældre venner, gårdkarlene og krambodsvendene, der langt fra altid havde omtalt præsten i de respektfuldeste udtryk". Borgerne i småkøbmandsstaden syntes at faderen klædte sig som en landsbydegn og så ud som en stodderpræst, og det er det billede af faderen som Per har taget til sig. Vi får også at vide at Per hengav sig til stolte drømme om at være et efterladt barn til en sigøjner høvding, "en enerådig hersker, en konge over de mørke heders uendelige rige, frihedens og de vilde stormes hjem". En sigøjnerhøvding var i Pers øjne måske en lidenskabelig, farverig og karismatisk person. Det er ikke ualmindeligt at børn dagdrømmer om at have andre, mere ideale forældre end deres biologiske forældre. Disse dagdrømme opstår under barnets arbejde for at frigøre sig fra forældrene. Dagdrømmen kan også være at moderen i hemmelighed havde fået barnet med en anden mand end faderen. Måske havde Pers dagdrømme sin kilde i et ubevidst ønske om at moderen havde haft en mere spændende, farverig partner (en sigøjnerhøvding) end en, i Pers øjne, undermåler af en præst. Efter at Per var flyttet til København og skrev breve hjem, var de kun henvendt til moderen. Det viser både hans tilknytning til hende men må også have haft til formål at provokere og til at få faderen til at føle sig devalueret og ekskluderet. Per ville understrege at det var mor og ham som var et par.
Per havde "foresat sig at ville betragte alt det forbigangne som noget glemt, noget dødt" (Kap. 2). Med andre ord, Per prøvede at spalte de onde-objekter fra. Derfor begyndte Peter Andreas Sidenius at kalde sig Per, og det var en stor sorg for ham at han ikke kunne skifte sit efternavn ud. Per tænkte at han kunne udslette sit indre onde-forfølgende far-objekt, men forsvarsstrategien "splitting" indebærer også at det gode fader-objekt bliver spaltet fra. Uden støtten fra et godt-far-objekt klarede han ikke at bearbejde, komme til rette med det onde far-objekt. I Pers tilfælde resulterede det i et livslangt konfliktfyldt forhold til mandlige autoriteter. Det tog Per lang tid at komme sig over den narcissistiske krænkelse som det var at hans lærer, professor Sandrup, kunne påvise en fejl i Pers strømhastighedsberegninger i hans kanal og fjordreguleringsprojekt (Kap. 3). Per kunne ikke se professoren som en hjælper, og at denne faktisk gjorde Per en tjeneste ved at påpege fejlen. Såfremt Per havde kunnet se professoren som "et godt objekt" ville han måske lettere kunnet have erkende at drivkraften bag hans projekt var at han, på samme måde som alle små drenge gør, ønskede at opnå faderens anerkendelse og accept. Pontoppidan skriver efter at Per er kommet i gang igen efter nederlaget hos Sandrup med at arbejde på sit projekt: "Holla! Der var måske endnu tid til at vinde sejr, før faderen derhjemme i præstegården lukkede sine øjne. (Kap. 5)" Per havde også et ønske om få faderens anerkendelse, og at faderen kunne være stolt af sin søn.
Det var først ved faderens død og begravelse at Per begyndte at reflektere over sit billede af faderen. Han oplevede faderens død som smuk, og han kunne ikke fatte at hans fader, som han i sine drengeår havde skammet sig over, "fik en jordefærd som en fyrste og fulgtes til graven af et sørgende folk". "På en for ham uventet og beskæmmende måde opfyldtes her en af hans stolteste barnedrømme … en drøm fra hin tid, da han indbildte sig at være et forbyttet barn, en bortført kongesøn, der en gang skulle finde hjem til sin faders herlighed" (Kap. 12). Per er her begyndt at tænke over om faderen måske alligevel ikke var den stodderpræst som han havde set ham som, og blev i stand til mere at se ham som en hel person med både gode og onde sider. Han var kommet i den depressive position.
Den Sideniuske arv
Det var da Per lærer den jødiske familie Salomon at kende, at han begyndte at tænke og reflektere over den "Sideniuske arv". Han var blevet inviteret hjem til "dette østerlandske solskinshjem" (Kap. 7), og her begynder han at sammenligne og se modsætningen mellem den rigdom han havde for øje, og barndomshjemmets kummerlighed. Det var ikke særlig rigdommen Per hæftede sig ved. "Det var meget mere en forskel i tonen, i talens varmegrad, i selve livstemperaturen i de to hjem." Det var her han også mærkede resterne "af sin medfødte troldenatur røre sig i ham". Når han "tænkte tilbage på sit eget liv med dets triste og fattige glæder og samvittighedskampenes kval og uhygge, følte han med skamfuldhed, at han virkelig var, hvad faderen altid havde kaldt ham, et "mørkets barn", en underjordisk – en Sidenius". – Per kunne på den ene side beundre og anerkende det østerlandske solskinshjem, men på den anden side også mærke sin medfødte troldenatur. Rigdommen, den varme livstemperatur, de trygge livsvilkår vakte også hans misundelse.
Per havde oprindeligt søgt huset særlig på grund af den smukke datter Nanny Salomon, men han kom undertiden til at holde mest af at sidde og tale med datteren Jakobe. Hvor er hun klog, tænkte han, når Jakobe med "megen varme" talte "om den betydning, århundredets storslåede ingeniørvirksomhed sikkert engang ville få for menneskehedens frigørelse". Jakobe er for Per et godt objekt, og til hende fortæller han sagnet om en bakketrold som havde kravlet op gennem en muldvarpetue for at leve mellem mennesker, men nøs ganske forskrækkeligt, hver gang solen brød gennem skyerne. Sammen med Jakobe, siger Per, føler han sig som et rigtig menneske og ikke en bakketrold, og derfor lukker han op for noget af sit inderste og fortæller hende om sin barndom og det brudte forhold til forældrehjemmet. Hun hjælper ham til at turde begynde at se på nogle af sine indre onde objekter. Men Per er stadig noget af en bakketrold som ikke kan tåle dagslyset. Han kan ikke stå ved sine varme følelser over for Jakobe. Når han efter en timelang natlig vandring skriver et meget inderligt brev til hende, hvor han erklærer sin kærlighed og taknemmelighed, ender han med den følgende dag at brænde det. De følelser som han gav udtryk for i brevet, kunne med andre ord ikke tåle dagens lys, og han ødelægger muligheden for at de kan nå Jakobe og at han kan føle sig som et rigtigt menneske.
Rosenfeld (1987) skriver at kendetegnende for den narcissistiske personlighedsorganisation er benægtelsen af separation. Den anden person bliver behandlet som om den er en forlængelse af ens eget 'selv'. Det er et forsvar mod at erkende afhængigheden af objektet, kærligheden til det og den andens værdi. Hvis afhængigheden ikke benægtes, ville det vække følelser af vrede, angst og smerte fordi den anden ikke kan undgå at skuffe. Det kan også stimulere misundelse når det gode findes hos den anden. Bakketrolden kunne ikke tåle sollyset, fordi det ville gøre ham bevidst at Jakobe var en separat person, at han var afhængig af hende og at han ikke kunne tage hende for givet. Hun ville kunne forlade ham. Han ville også blive klar over at det var hende som havde de gode egenskaber der fik ham til at føle sig som et menneske, og det ville gøre ham misundelig og føle at hun sad med magten. For bakketrolden ville det også være ydmygende at røbe kærlighed, for det ville være at indrømme at han var svag og sårbar. Bakketrolden ville hellere leve under jorden, i illusionen om at være omnipotent, kunne klare alt selv og ikke have behov for andre mennesker. Bakketrolden er Pers narcissistiske personlighedsorganisation, som ikke kan stå ved at have behov og længsel efter Jakobes kærlighed.
Destruktiv narcissisme
Familien Salomon blev Pers velgører og betalte bl.a. for at Per kunne komme ud at rejse i Europa. Per var efter faderens død og begravelse kommet til Alperne, og hertil rejste Jakobe for at besøge ham. Hun var nu blevet hans forlovede, og deres forhold blev her fuldbyrdet seksuelt. Denne gang kæmpede Per efter samlejet ikke med indre dæmoner, men følte for første gang at han i det øjeblik forstod hvad kærlighed var, og at det var en ny fødsel og en ny dåb. "Livet havde med eet opladt sig for ham i en fylde og en skønhed, hvorom han aldrig havde drømt" (Kap. 13). Arbejdet i den depressive position efter faderens død havde båret frugt. Per havde nu integreret en voksen genital seksualitet. Hvis Per ikke også havde haft en troldenatur, ville han være blevet overvældet af taknemmelighed over for Jakobe og hendes familie, men også af omsorg og skyld. Hvordan ville han kunne takke Salomon-familien? Hvordan vil han kunne han passe på Jakobe og deres kærlighed? Han ville bekymre sig over om hun var blevet gravid. På det her tidspunkt i romanen er Pers drøm om lykke, rigdom, anerkendelse og succes lige inden for rækkevidde, men på grund af hans narcissistiske personlighedsorganisation stimulerede de gode oplevelser ikke hans taknemmelighed og omsorg men snarere hans destruktivitet. Da parret holdt pause ved et stort trækors på deres sidste vandretur inden de skulle skilles og rejse hver til sit, "sprang Per overmodigt op og trak en svær magasin-revolver frem af et læderhylster, som han bar bagpå under sin jakke." "Med udråbet: Nu skyder jeg det nye århundrede ind – sendte han et skud i krusifikset". Per må her have været i en omnipotent, manisk tilstand, og følt at han i sin overlegne position kunne skyde og ødelægge Jesus på korset, den kristne religion og alt det som hans fader stod for. Han var en magtfuld sejrherre som triumferede over faderen. Dette sker lige inden han står over for en separation, hvor han er konfronteret med det faktum at Jakobe og han er separate personer med hvert sit liv. Manien er et forsvar mod separationsangst, og måske blev Per manisk for at undgå at mærke sine sorg- og angstfyldte følelser, den depressive position, når han nu skulle tage afsked fra Jakobe.
Per rejste videre alene til Italien, og her befandt han sig vel. "Han var altid i strålende humør. Det forår, Jakobe, havde indblæst hans sind med sin solvarme hengivelse, havde nu sin blomstringstid. (Kap. 15)" Per møder i Rom igen Nanny Salomon, Jakobes søster, og er overrasket over at se hvor glimrende hun så ud. Han havde næsten glemt hvor smuk hun var. Nu begynder han at genoverveje om det måske var hende han skulle have friet til, og beslutter at bryde med Jakobe. Det ville selvfølgelig krænke og smerte Jakobe dybt, tænkte han, men "her stod mere på spil end nogle kvindetårer! Med sin store livsopgave havde han slet ikke lov til at give afkald på den spore, der altid var for en mand at føle sin magt over mennesker og fremfor alt over kvinder." For Per havde kvinder i sin tid været et stykke ufarligt legetøj, dvs. han havde en narcissistisk relation til dem. Som nævnt betyder det at man ikke ser den anden som en person med egne følelser, tanker og ønsker. Selv om Per i mellemtiden havde oplevet at han virkelig elskede Jakobe, var Jakobe for Per ikke var andet end et legetøj når han var i sin omnipotente tilstand. Per befandt sig nu i den skizoparanoide position, tænkte sort/hvidt, han havde spaltet fra, at hans kærlighed til hende havde bund i at hun var klog, lyttede og forstod hans drømme om ingeniørkunstens muligheder. Helt væk var hans erindringer om at Jakobe kunde få ham til at føle sig som et rigtigt menneske, og ikke en bakketrold. Det som optog ham i dette øjeblik, var at føle sig magtfuld og få den narcissistiske bekræftelse som det var for ham at vinde en ny, smuk kvinde.
Det er også destruktiv narcissisme som er årsag til at Per mister sit "livsværk". Svogeren Ivan havde ihærdigt arbejdet på at etablere et pengestærkt konsortium for at Pers vestjyske frilandsprojekt skulle kunne gennemføres. Det er tæt på at lykkes, men Per havde mistet interesse for sit projekt. Pontoppidan fortæller at der var "foregået en forandring fra samme øjeblik, som der havde åbent sig en mulighed for dets gennemførelse. Det havde ikke netop mistet i værdi i hans øjne; men hans interesse for det havde tabt sig, efter at det fra blot revolutionerende ide var bleven forvandlet til noget, der gjordes til genstand for børsfolks og spekulanters befingren og snusfornuftige drøftelse". Det var som om Per tabte interessen i det øjeblik projektet blev en realitet, ikke mere var et stykke legetøj, men blev løftet frem i sollyset og blev genstand for grundig undersøgelse.
Per havde haft alle kort på sin hånd, men smider dem fra sig da han bliver klar over at moderen er død. Tilsyneladende uden at have planlagt det, ser han nu muligheden for at kunne vende tilbage til Jylland. Per havde i sin tid hørt en ven til Fru Engelhardt sige, at "Vi befinder os ved lykkens bord som en bonde ved kongens taffel. Når det kommer til stykket, foretrækker vi allesammen den hjemmelige vandgrød og vor mo'ers pandekager for alle slaraffenlands herligheder (Kap. 3)". Måske havde Per været som en bonde ved kongens taffel hos familien Salomon og var nu begyndt at længes tilbage til det hjemmelige Jylland. Ligesom Per i sin tid havde sat sig for at betragte det forgangne som noget glemt, er det som at han igen tænker at det kan lade sig gøre. Han vil slippe væk fra besværlighederne med det projekt som han har mistet interessen for, og den forlovelse han vil hæve. Dertil kommer at Jakobe er gravid, og selv om Pontoppidan lader Per være uvidende om det, så ville det være en god mulighed for at Per havde bemærket at Jakobes krop forandrede sig og i virkeligheden anede det.
Moderen, hvem var hun?
Per rejser med det samme skib til Jylland som moderens båre er på, og det er som om han først nu begynder at tænke og reflektere over moderen. "Så mange billeder fra barndomshjemmet gled ham forbi i denne nat, mens han sad der og stirrede ud over den selvlysende havflade. Han havde egentlig aldrig før dannet sig en samlet og ordnet forestilling om sin moder. Som hun i livet var blevet stillet i skygge af den myndige fader, var hans erindring om hende bleven formørket af det absolutte ubehag, hvormed han endnu stadig mindedes denne (Kap. 18)". Per bliver her bevidst om at han ikke har set moderen som en hel person, men har ladet faderen skygge for hende. Måske har Per heller ikke kunnet danne sig en samlet forestilling om moderen fordi han aldrig rigtig havde separeret sig fra hende på grund af den angst, sorg og smerte som separation er forbundet med. Nu var hun død og det tvang ham til at konfrontere sig med separationen. Styrmanden på skibet havde holdt øje med Per og mistænkt ham for at sidde med selvmordstanker. Per må nonverbalt have kommunikeret at han sad i mørke, dystre tanker. Måske kan man se det som om han nu var kommet i den depressive position, og var i kontakt med følelser af skyld over for den mor som han ikke havde set, sorg over at skulle tage afsked, men også af omsorg for og taknemmelighed for de gode minder han også havde om hende. "Denne nat fuldbyrdes en længe forberedt åndelig fødsel i ham." Det kunne se ud som om Pontoppidan mener at Per havde taget et udviklingsskridt, men havde Per arbejdet sig igennem den depressive position for alvor, havde han også taget ansvar for de relationer som han havde forladt i København og de skader han havde forårsaget.
Pers mor optræder i romanen mere som et appendiks til Johannes Sidenius, hvilket nok var kvindens rolle i den tids patriarkalske samfund. Pontoppidan skriver at faderen havde haft "en god støtte i sin hustru, med hvem han levede det inderligste og lykkeligste samliv, skønt de egentlig slet ikke lignede hinanden (Kap. 1)". Pontoppidan fortæller at, efter 12 børnefødsler (et barn døde 3 år gammel) blev moderen sengeliggende. Hun lå lammet i den mørke sygestue, men Pontoppidan fortæller os ikke hvad hun fejlede. Fra sit sengeleje var hun dog i stand til at dirigere familien, som når Pastor Sidenius er blevet kaldt ud til en familie med et sygt barn. "Tag endelig på dig noget varmt, Johannes, sagde hun i sin lidt modfaldne tone. Det er vist rigtig koldt i aften, jeg kunne høre det på kirkeuret før. – Signe, hent fa'ers forede vest. Den hænger inde i skabet." Moderen var således mentalt til stede og engageret i sin familie. Hun følger godt med i sin omgivelser; kan høre på kirkeuret at det er koldt. Selv om hun ligger lammet, har hun kunnet holde sig orienteret om hvor faderens tøj er placeret – inde i skabet. Hun er således i stand til at styre husholdningen fra sengen, hvilket vel må tyde på en stor åndelig styrke. Men det forunderlige er at da faderen bliver syg, bliver moderen i stand til at stå op. "Det er som om bekymringen for faders tilstand har givet hende selv fornyet livskraft (kap. 4)." Det rejser spørgsmålet hvad som gjorde at hun i sin tid blev sengeliggende, og hvorfor livskraften vokser når faderen er svækket?
Freud og hans kone Martha fik 6 børn på 8 år. Graviditeterne havde været meget belastende for Martha, og efter det sjette barns fødsel ville hun ikke have flere børn. Ifølge Gays (1988) biografi om Freud, ophørte herefter det ægteskabelige samliv fordi Martha ikke ville risikere flere graviditeter. Kunne det være at Pers mor, efter at have født 12 børn, heller ikke ville risikere flere graviditeter? Hun havde måske sammenlagt været gravid og født børn i 15-20 år. Nu ville hun ikke have flere børn. Kunne det være at Johannes Sidenius havde svært ved at acceptere at hans kone ikke mere ville opfylde sin ægteskabelige pligt? Mit bud på en forklaring er at hun blev i den mørke sygestue for at undgå ægtefælles krav om samliv og derfor først stod op når ægtefællen var svækket og syg?
Per – en mors dreng?
En stor del af bogen handler om hvordan Per arbejder med at komme til rette med sit indre fader-objekt. Det er først til sidst Pontoppidan lader Per tænke over "hvor lidt han i grunden kendte til sin mødrenes slægt og moderens ungdom. Mens det altid havde været faderen en stolt tilfredsstillelse at mindes sin opvækst og fortælle om livet i sin faders og farfaderes fattige præstegård, havde moderen ligesom haft en sky for at tale til sine børn om sit hjem og sine pårørende. Hendes eneste bror, der var læge et sted på Fyn, havde Per ikke en gang set." Baggrunden for disse overvejelser er, at Per på en togrejse har mødt en lille, hvidhåret mand som havde kendt Pers mor i sin ungdom ganske nøje. Han syntes at Per lignede moderen ikke så lidt. "Det var de Thorsenske træk," sagde manden. "Nu er det som om jeg ser, Deres bedstefar lyslevende for mig. Ja, ham har De rimeligvis ikke kendt. Han var en herlig mand, munter og livsglad indtil sin dødsdag, altid levende interesseret for alt, hvad der skete omkring i verden. Hans gæstfri hjem var til megen velsignelse i den lille småstad, og Deres moder var sjælen i ungdommens uskyldige forlystelser (Kap. 24)." Per tror at manden har taget fejl. Det kunne ikke være moderen som manden taler om, når denne fortæller om den gang moderen ville til bal selv om det var snestorm, og hun fik alle de andre unge til at tage med og de morede sig vidunderligt. Men manden tager ikke fejl og spørger om moderen ikke hed Kirstine, og var datter til distriktslæge Eberhard Thorsen? Jo, må Per svare, men minder om at moderen vist havde en søster. "Ah, stakkes Signe," svarer manden, "Ak nej, hun var svag og sygelig og døde ganske ung. Deres mor var den blomstrende sundhed selv, ikke høj af vækst, men fin og yndefuld." Manden fortæller videre om en skovtur som de unge holdt i en skov som var ejet af en baron. Af en eller anden grund levede baronen på krigsfod med befolkningen. Der var derfor slået store plakater op ved alle indgange med strenge regler for opholdet i skoven. "Baronen havde ord for at være en stor grobrian, og bare hans udseende var da også frygtindjagende nok." Han dukker pludselig op og ingen af de unge vidste ikke hvad de skulle gøre, og blev grueligt forskrækkede. "Så rejser Deres moder sig, skænker i en fart en kop kaffe og går med den i hånden tværs over græsset lige imod baronen. Jeg ser hende endnu ganske tydeligt for mig i lyslilla, klar kjole og en stor kalecheformet stråhat med blomster på, som man den gang brugte. Hun havde en sådan nydelig lille figur og dertil en gang så let og svævende, så det var en lyst at se. Så nejede hun for hr. baronen og bad ham nok så skælmsk gøre os den ære at være vores gæst i det grønne. Det var mere, end han kunne modstå. Han var i grunden en godhjertet mand, og det endte da også med, at han indbød os til at gæste ham på slottet på tilbagevejen og smage på hans champagne. Den dag glemmer vist ingen af os. Har deres moder aldrig fortalt derom?"
Ved mødet med den lille, hvidhårede mand bliver Per konfronteret med en side af moderen som han angiveligt ikke kendte. Moderen havde som ung været den blomstrende sundhed, taget til bal i snestorm, været sjælen i ungdommens uskyldige forlystelser, og hun havde drukket champagne med baronen på hans slot. Hun var vokset op i et hjem med stor gæstfrihed; hun havde med andre ord nydt selskabelighed, dans og fest. Moderen havde herefter giftet sig med en mand, som Pontoppidan beskriver som ganske uden anlæg for selskabelighed, og som slet ikke levede op til borgernes forventninger i småkøbstaden om at den store, røde præstegårdbygning skulle være gæstfrihedens hjem. At indgå ægteskab med Johannes Sidenius betød for moderen en radikal ændring i livsstil, og det må have været særdeles krævende for hende at tilpasse sig de nye livsvilkår. Meget kunne tyde på at moderen brugte forsvarsmekanisme 'reaktionsdannelse' for at komme til rette med den nye situation. Det indebærer at ønsker og behov fortrænges og omdannes til lige det modsatte. Moderen måtte fortrænge sin glæde ved selskabelighed, dans og fest, og det blev nu vendt til det modsatte. Hun "kunne oprøres som over en forbrydelse, når hun hørte om borgernes levevis der i byen, om deres selskaber med mange retter mad og tre-fire slags vin, om fruernes silkekjoler og de unge pigers guldsmykker (kap. 1)".
Moderen var vokset op med en munter og livsglad far, levende interesseret for alt hvad der skete omkring i verden. Datteren Kirstine havde ikke været befæstet i troen inden sit ægteskab, og var nok vokset op i et miljø uden særlig religiøs forankring. Pastor Sidenius har været modsætningen til distriktslæge Eberhard Thorsen. Kirstine havde altså indgået ægteskab med en partner som ikke matchede hendes ødipale objekt, hvilket betød at hun måtte fortrænge mange af sine ønsker og lyster. Måske blev hun en "tungsindig, lidenskabelig natur, hvem livet indgød uro og mørk ængstelse" under ægteskabet, fordi hun måtte skubbe til side og give afkald på meget af det som var hendes kilde til glæder. Per havde aldrig set moderens bror. Kunne det være at hun pga. sit ægteskab havde mistet relationer til mennesker som hun var knyttet til og betød meget for hende? Børn har særlige antenner til at fange deres forældres ubevidste kommunikation. Per var det eneste af børnene hvor opdragelsen var overladt til moderen. Han forblev en enhed med moderen i længere tid, og havde dermed bedre betingelser end sine søskende til at udvikle sine antenner. Eller måske havde han af genetiske grunde et medfødt talent til at forstå moderen? Manden på toget syntes jo at Per udseendemæssigt lignede sin mor, og at han havde de 'thorsenske' træk. Måske opfangede den lille dreng Per at bagom moderen "modfaldne tone" lå en fortrængt længsel efter det liv og den tilværelse som hun havde haft i sit barndomshjem. Måske var det en skjult kilde til glæde for moderen at sønnen tilegnede sig et "ganske verdsligt syn på livet og dets goder" og dermed kom til at minde hende om Pers morfar; hendes ødipale objekt. Måske havde hun ligefrem et incestuøst forhold til sin søn. Per masserede åreknuderne på hendes ben selv efter at han var blevet en halvstor dreng. Det må stimulere seksuelle fantasier hos et barn at have et så fysisk forhold til sin mor, og forstærke følelsen af omnipotens; at han var moderens foretrukne partner. Det var Pers fint udviklede antenner til at opfange en kvindes signaler samt følelsen af omnipotens som bragte ham frem som ung mand i selskabslivet hvor han blev "alles yndling", og til at gøre indtryk, charmere og erobre kvinderne på sin vej.
Moderen havde været sjælen i ungdommens uskyldige forlystelser. Nu levede hun i skyggen af sin ægtefælle og fødte det ene barn efter det andet. Det kunne være at hun på grund af en utilfredsstillende livssituation havde et skjult had til sin ægtefælle, og det opfangede Pers antenner. Det gav brænde på bålet hos Per til at nedvurdere og foragte faderen, og til at se ham som en stodderpræst. Moderens had forhindrede Per i at få støtte af et godt-far-objekt, til at få hjælp til at revidere sine omnipotente forestillinger og til at identificere sig med ham. I sin egen oplevelse var det Per som dannede par med moderen, faderen var et forfølgende objekt og Per fik aldrig integreret en mor-far-barn-trekant hvor der er et forældrepar som samarbejder om at passe på og opdrage barnet. Det medførte at han som voksen heller ikke kunne indgå i trekanten med sin kone og søn. Inger havde sagt at hun ikke syntes at Per tog sig nok af sine børn. Sønnen Hagbarth havde med tårer i øjnene fortalt sin mor: "Far bryder sig ikke om mig – det veed jeg godt (Kap.26)". Hagbarth følte sig med andre ord afvist på samme måde som Per havde følt sig over for sin far. Det onde-far-objekt blev ført videre til næste generation. Pontoppidan skriver, at "Ingers ord havde skræmmet ham. Hendes stilfærdige anklage havde ramt dybere, end hun kunne ane, fordi den rørte ved barndomsminder, som han aldrig mere talte om". Det Per måske ikke mere talte om, var hvordan han ligesom Hagbarth havde længtes efter sin faders accept, at faderen havde set ham og været stolt af ham.
Per mente at han ville give Inger og børnene livet og lyset tilbage ved at blive skilt fra sin kone og frasige sig kontakten med børnene. Pontoppidan får fremstillet Pers handling som en offergerning og lader Inger udtrykke stor taknemmelighed over Pers beslutning på hans dødsleje. Men det er netop det fraværende objekt som er et ondt objekt (Bion 1962). Et barn har endnu ikke udviklet kapaciteten til at rumme smertefulde følelser af savn, længsel og sorg. Det elskede fraværende objekt bliver transformeret til et ondt objekt i barnets oplevelse, og Per traumatiserede netop sine børn ved sit fravær. Men Pontoppidan lader Per være blind for den måde han har svigtet sine kærligheds objekter, og lader ham blive i troen at han har bragt et stort offer. På den måde forblev Per en bakketrold som ikke kunne tåle at være i sollyset blandt menneskene. En anden måde at sige det på: Per var mors dreng og det vedblev han at være.
Epilog
Bogen slutter med at Pontoppidan i Pers dagbog fortæller en historien om en herremand som havde to sønner. Den yngste var en mut lille dreng med et trodsigt sind, som faderen ville bøje. Drengen klatrede højt op i et træ for at undgå sin far. Hvor meget end faderen råbte og truede, blev drengen deroppe, krøb tilmed stadig højere til vejrs. Så hørtes pludselig et skrig. Den gren hvorpå drengen havde søgt fodfæste knækkede, og drengen styrtede til jorden. Han forblev krøbling for livstid og samvittighedsnag gjorde faderen vanvittig, han sad indtil sin død indespærret i en galeanstalt. Imidlertid voksede sønnerne op. Den ældste blev en sund og rødmosset junker, ret hvad man kalder en kærnekarl. Imens lå broderen bleg og stille på sin båre ude i parken, han følte sig slet ikke ulykkelig og "det var som stod der en lysglans om hans hjælpeløse skikkelse". Ligesom drengen havde Per i sin grandiositet troet af han kunne undgå det onde-far-objekt ved at indtage en overlegen position og hæve sig over ham. Men det narcissistiske omnipotente forsvar er skrøbeligt, og ligesom grene let kan knække, så kan selvovervurdering på et øjeblik blive vendt til selvundervurdering. Per havde i sit overmod følt sig som lykkens Pamfilius og set kvinder som "et stykke ufarligt legetøj", men når han kom ned på jorden, blev konfronteret med realiteter, følte han sig som en krøbling. Per havde en gang været fuld af gåpåmod, kreativitet og vist at han havde stor social kapacitet. Men selvovervurderingen var nu blevet til selvundervurdering, og han udnyttede ikke de talenter som han rent faktisk havde. Nu boede han alene i et isoleret, fattigt og vindpisket område, og levede et regelmæssigt liv som vejassistent. Ganske vidst "havde aldrig distriktets veje været i så god stand som i hans tid", men Per havde et arbejde under sit niveau, hvor han ikke udnyttede sine gode evner. Han havde ikke formået at indgå i en varig relation, men havde svigtet sine kærlighedsobjekter: Jakobe, Inger, Hagbarth, Ingeborg og Lise. Herremanden blev sindssyg af sorg og samvittighedsnag, og det gode-far-objekt inden i Per må også være blevet vanvittig over at se og tænke over den måde som Per havde forvaltet sit liv. Ligesom herremandens ældste søn blev en kærnekarl, kunne Per ligesom sine søskende være blevet det. Men krøblingen følte sig slet ikke ulykkelig, der stod en lysglans om hans skikkelse. På samme måde havde Per fundet lykken ved at gå i sporet af slægts fromme stridsmænd. De havde "i deres landlige afsondrethed, under årenes grå ensformighed, søgt erstatning for alle afsavn i et stille indadvendt tankeliv, en inderlig fordybelse i deres egen, indre verden, i hvilken de så til sidst fandt tilværelsen sande værdier, dens rigeste lykke, dens egenlige mål (Kap.1)". Per var dog ikke som sine forfædre en kirkens stridsmand, men mere en Buddha i Nirvana-tilstand som havde opgivet begæret. Dermed blev han i stand til at finde den ro som gjorde at han ligesom sin far kunne dø med værdighed.
Litteratur:
D.W. Bion: Learning from experience, Heinemann, London 1962
P. Gay, P.: Freud, A Life For Our Time, J.M. Dent & Sons LTD, London/Melbourne 1988
M. Klein, M. (1937): "Love, guilt and reparation" (1937) IN: Love, Guilt and Reparation and other works, Virago 1921-1945
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per, Gyldendal, København 1913
H.A. Rosenfeld: Impasse and interpretation, Tavistock, London 1987
