Modtagelsen af Isbjørnen
|481|
Først 12 dage efter udgivelsen blev Isbjørnen, denne gang anonymt, anmeldt i Politiken af Edv. Brandes. Artiklen er længe om at komme i gang med sit emne, og lidt fadt roser den bogen for "kostelig" humor og "guddommelig" lystighed i skildringen af Müllers sjællandske liv. Anmeldelsen slutter om den forjagede præst:
Han har talt uden Salvelse, han levede uden Ostentation, han udsagde hvad han ansaa for rigtigt, han trøstede Folk paa Dødssengen med jævne Ord uden Skriftsprog, men han hverken lærte eller levede i den officielle Kristendom – alle Statskirkens Præster og de Mange, der staar bagved dem, jager Grønlandsfareren tilbage til Sælhundene igen.Pontoppidans nye og fortrinlige Bog er det danske Sidestykke til Kiellands Sankt Hansfest og ingenlunde ringere end det norske Angrebsskrift (16.12.1887).
Juleaften anmelder Berlingske Tidende anonymt bogen kort og afvisende:
Forf. har aabenbart benyttet de stærkeste Farver for at stille sit Præste-Ideal i Modsætning til de Sjælehyrder, der fremtræde paa en mere civiliseret Maade, som synes at have Forfatterens Mishag.(…) Som ved alle lignende Tendentsskildringer med polemisk Braad (…) mærker Læseren snart Hensigten og mister Tilliden til Fortællingens Sandruhed.
Også C.E. Jensen har problemer med sanddruheden og er skuffet over bogen fordi den ikke "griber (...) saa kraftigt ind i Nutidsliv og almene Tilstande, som man er vant til af Arbejder fra den Haand". Mellem Mimoser og Isbjørnen havde jo ligget Fra Hytterne fra april måned som C.E. Jensen havde været meget begejstret for; hans anmeldelse heraf er optrykt i Preben Hansen 1998. I sin anmeldelse af Isbjørnen går han nøjere ind på det forhold at Pontoppidan ikke selv har været på Grønland. Skønt C.E. Jensen finder det grønlandske "Maleri udført med den nydeligste og mest bestikkende Kunst", spørger han alligevel:
er det fuldtud ærligt af Henrik Pontoppidan at beskrive Landskaber og Mennesker, som han kun kender paa anden Haand, gennem fremmed Beretning? Er det i stræng Forstand Naturalisme?(…) det forekommer os, at Forfatteren i Tillid til sin sikre Sprogkunst her er kommet ind paa et Skraaplan, som ikke er uden Betænkelighed.
C.E. Jensen finder ikke at man får "Greb om, hvad Pontoppidan har villet med Bogen" (…):
Forfatteren har tilstræbt at give en Repræsentant for Kampen mod den officielle Kristendom her til Lands – og for saa vidt savner Bogen den Rammekraft, som f. Eks. udmærker Pontoppidans Studier af Almueliv og Fattigforsørgelse paa Landet. En Særling som ‘Isbjørnen’ repræsenterer, saa vidt vi skønner, intet som helst Fremskridtsarbejde. Skildringen af hans Livsførelse faar derfor ingen agitatorisk Betydning – den er næppe dybtgaaende og omfattende nok til at have en selvstændig kulturhistorisk-kunstnerisk Værdi (Social-Demokraten 8. 1. 1888).
Erik Skram havde i Tilskuerens juni-juli nummer 1887 kippet med flaget over Pontoppidans tilbagevenden i Fra Hytterne til den gode, "tydelige" kunst der bygger på det forfatteren har oplevet som virkelighedens vidne. Om Isbjørnen har han intet andet pænt at sige end at den ubetinget er morsom. Men Pontoppidan har manglet den kunstneriske frihed selv at have været i Grønland, "hvor den indholdsrigeste Del af Fortællingen foregaar". Hans "Portræt" er "skreven ud af det Indtryk, som mundtlig eller skriftlig Meddelelse har gjort paa Forfatteren" (Tilskueren, maj 1888, s. 416-17).
Derimod var Kielland gnæggende fornøjet med Isbjørnen. I et brev fra 28. januar 1888 til Jacob Hegel kaldte han den "fuldt ud mesterlig" og beklager at den endnu ikke er blevet rost efter fortjeneste. Brevet fortsætter:
Pontoppidan har noget af det guddommelige Had til sit eget Kjød, som er det beste ved Fædrelandskjærligheden; – første Gang saa jeg det i Novellen om ham, som ‘meldte sig’, – da der var skudt på Estrups Knap'1; men så skrev han de snottede ‘Mimoser’; nu i Isbjørnen er han igjen der, hvor jeg vil have ham: på Nakken af sit Samfund som isandhed trænger til skarp Lud og grove Børster.
Med de noget matte anmeldelser er det ikke underligt at Pontoppidan inderligt glæder sig over venlige ord (i et ikke bevaret brev) fra Sophus Schandorph over for hvem han kvitterer i brev af 30. april:
Jeg behøver ikke at sige Dem, hvor stor en Opmuntring det er for mig, at De synes om min lille Bog. Det er dog for at vinde Bifald hos Mænd som Dem, at man skriver; og lykkes det én, kan man roligt lade Spækhøkerne grine (Breve I, s. 88'2).