Pontoppidans tvivl og tro

En altomfattende analyse af undergangsangsten i De Dødes Rige samler løst mange tråde i troen på, at også Henrik Pontoppidan så ind i det forjættede land.

Af Flemming Behrendt

Den sidste af Henrik Pontoppidans tre store romaner, De Dødes Rige, har ikke før været udsat for en så konsekvent religiøs tolkning og analyse som i denne bog, der i 1992 blev afleveret som specialeafhandling i dansk litteratur af den tidligere læreruddannede Inge Giversen, gift med den teologiske professor Søren Giversen.

Inge Giversen var over 50, da hun begyndte sit studium, og hun skrev sin afhandling under udviklingen af en langvarig og smertefuld sygdom, der året efter specialets afslutning tog livet af hende, fortæller Søren Giversen i et efterord. Igennem sit ægteskab og sine egne mangesidede interesser havde hun været vidt omkring i den fælleseuropæiske kulturarv, og hun afdækker alle tænkelige filosofiske og religiøse referencer i romanen.

Vel er bogen lidt løst skrevet og lidt usikkert tænkt, men den energi og entusiasme, hvormed Inge Giversen forfølger sine spor, kan ikke andet end imponere. Overbevisende får hun inddraget alle romanens aspekter og personer under sit dødstema: forsoningen med det uaf­vendelige og forståelsen af et evighedshåb som den drivende kraft i en afklaring af livets tragiske uafvendelighed: at vi før noget andet vil os selv.

Inge Giversen vil gerne – i modsætning til tidligere fortolkere af romanen som Jørgen Holmgaard og Klaus P. Mortensen – forstå De Dødes Rige på grundlag af det, hun kalder "Pontoppidans egen forståelse af teksten". Men den forståelse går også hun uden for romanen for at etablere.

Det sker ved at inddrage ikke alene foredraget "Kirken og dens Mænd", som Pontoppidan i 1914 holdt midt under udarbejdelsen af romanen, men også fem breve til litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen1; fra et af dem har hun hentet titlen på sin bog. Uden dette materiale ville hun næppe have kunnet nå til den selv da noget hårtrukne konklusion, at "kristendommen for Pontoppidan findes ude i det øde grænseland og kun er til, hvor et menneske er drevet ud til det yderste og ikke er stærkt og harmonisk, men hjemløst og udsat for den hårde tilværelse, hvor synd og nåde er begreber, der virkelig eksisterer".

Hun må da også medgive, at "om Pontoppidan selv når ind i det forjættede land, eller han (som Moses; red.) kun får lov at stå udenfor og skue derind, er for mig uvist, og det kan denne roman heller ikke sige noget om, men han har visionen".

Inge Giversen inddrager i sin analyse både jungianismen og den nu glemte Ludvig Feilbergs "Levelære", og hun lader Pontoppidan prædike et kierkegaardsk lidelses­evangelium, uden vist så meget som at nævne filosoffen ved navn; måske fordi Pontoppidans egen metaforik så entydigt peger mod Grundtvigs forestilling om De Levendes Land.

Om visionen i De Dødes Rige, som Klaus P. Mortensen kalder utopien, og som når sin kulmination med Gaardbo-brødrenes forsoning til skalmejetoner i romanens sidste kapitel, skrev Pontoppidan i et først nu kendt brev til den norske anmelder Nils Collett i 1918, endnu før Verdenskrigen er slut:

Jeg begyndte Bogen før Krigen i sikker Forudfølelse af det Verdenssammenbrud, der nærmede sig. Men Uvejret indhentede mig under Udarbejdelsen, og den Tørst efter Fred og Forsoning mellem Mennesker, som midt under Rædslerne er forstærket i os alle, fik tilsidst også Overhånd hos mig. Derfor Slutningskapitlet, som De ikke kan lide.

Pontoppidan selv forblev en troende tvivler mere end en fortvivlet troende.

Inge Giversen: Sejladsen over Det døde Hav. Dødstemaet i Henrik Pontoppidans "De Dødes Rige". Poul Kristensens Forlag. 187 s. Kr. 158,00.

 
[1] fem breve: Det drejer sig om af breve af . tilbage