At hæve skatten

Holger Drachmann københavnske kærlighedsroman fra 1890, Forskrevet –, står sig i nutiden ved en forbavsende modernitet, der blotlægger forskrivelsens kunst og pris.

Af Flemming Behrendt

Holger Drachmann: Forskrevet – I-II, 752 s. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab/Borgens Forlag, 2000, kr. 240.

Holger Drachmann syner ikke af meget i nutidens boghandel: Et lille udvalg af hans digte, Tag da disse friske sange –, fra 150-året for hans fødsel (1996), skuespillet Der var engang i Jan Maagaards bearbejdelse fra opførelsen i Ulvedalene i 1998 og så to romaner. En Overkomplet fra 1876 blev i 1987 udgivet i serien "Danske Klassikere" af nu afdøde Aage Schiøttz-Christensen, men kan som alle andre bind i serien stadig fås, og nu foreligger i samme udstyr Forskrevet – (fra 1890) med efterskrift og noter af den knitrende tørre og gnistrende skarpe Lars Peter Rømhild.

I antikvarboghandlen kan man derimod få det hele – i store bunker og til en billig pris. For Holger Drachmann har ikke holdt sig på sammen måde som en Herman Bang eller, til dels, en Henrik Pontoppidan. Måske fordi han trods alt er den halve snes år ældre og har flere rødder i det nationalromantiske.

Hans poesi er i hvert fald ikke nem at fordøje i dag selv om det, med Rømhilds ord, ville have forekommet samtiden absurd at Drachmanns prosa i dag er, relativt, højere værdsat end hans lyrik.

Det er 80 år siden, Forskrevet – sidst blev optrykt. Tankestregen i titlen går på det "– til Fanden", som forlaget fjernede fra manuskriptets titel. Med god grund, for der er mange slags forskrivelser skildret i Drachmanns omfangsrige roman, og de er ikke nødvendigvis alle lige negative, faustiske.

En Overkomplet var skrevet af den 30-årige digter på hans ungdom, Forskrevet – af den modne forfatter – så moden som han nu nogensinde blev. Romanen tager sin begyndelse i midten af 1880'erne, dens dobbelte hovedperson har langt mere end alderen til fælles med forfatteren, og den ender først efter sin udgivelse, i det fin-de-siècle, som først lige havde fået navn.

Undergangens angst

Drachmann har i denne roman samme Undergangens Angst i Blodet som Henrik Pontoppidan arvede fra ham. Men han formulerer den med en modernitet der, igen med Rømhilds ord, "stilistisk og psykologisk, måske endda kompositorisk og stofligt" var aldeles nybrydende.

I samme uge, som jeg læste Forskrevet –, oplevede jeg en (fransk) opførelse af Noréns skuespil Tiden er vort hjem. Virkningen og virkemidlerne var slående ens: rablende, springsk, forkrampet og skingert besættende – også ved sin kværnede kvantitet. En generations tragedie, der ikke skyer selv de groveste (litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen mente "tarveligste") kneb i intrigen, hvor faldlem efter faldlem åbner sig i det mentale scene- og mellemgulv.

"Tingene afhænger af, med hvor kraftig en Fantasi vi gør os til deres Herre," bemærker midt i romanen det reflekterende af romanens dobbeltdyr, maleren og forfatteren Henrik Gerhard, der romanen igennem mest beholder synsvinklen som fortæller af deres mere eller mindre fælles oplevelser. Hans alter ego med det drachmannske ydre, digteren Ulf Brynjulfsen, bruger mere fantasien til at underlægge sig tingene. Det kommer også til udtryk i romanens mange indslag af Ulfs lyrik.

De to mænd cirkler som siamesiske tvillinger af modsat temperament om sangerinden Edith, af hvis kærlighed de begge begærer at næres. Men hun forbliver lukket land, af forskellige, mere og mere indlysende grunde, viser det sig efterhånden.

Samtidig realiserer de sig som kunstnere, sammen eller hver for sig. De satser på at "oparbejde den ny Tidens og Tingenes Betragtning", og en dag blive udpeget som "den eller de Udmærkede, der hæver Skatten!"

Forskrevet – er et flot bud på denne bestræbelse, men samtiden tog ikke særlig vel imod den. Hvis derimod Drømmetydningens Freud havde læst romanen, da den i 1904 udkom på tysk, måtte det have været gefundenes Fressen.

Den læge læser

Omkring sin indre historie giver romanen et bredt og for samtiden ganske genkendeligt billede af København. Det var Drachmanns mening og bogens sensation. Men Rømhild slår i sin Efterskrift indledningsvis fast, at "Forskrevet – så udmærket kan læse helt uden biografiske og andre kommentarer". Det gør det ikke uinteressant alligevel – og efter udgavens art – at få udredt de mange tråde der i romanen går, ikke bare til samtiden, men til anden litteratur og til Drachmanns eget stormfulde følelses- og ægteskabsliv. "Drachmann skrev ud af sit liv," siger Rømhild træffende.

Serien af "Danske Klassikere" henvender sig til den læge læser – ofte i uddannelsessystemet. Der er ikke tale om "videnskabelige udgaver", selv om videnskabens principper ikke må brydes. Et omfattende noteapparat hjælper læseren med at forstå ukendte ord, undtagen når det drejer sig om udgiverens tekst; her får læseren ingen hjælp, f.eks. til at forstå et udtryk som "les extrèmes se touchent", mens han i Drachmanns tekst får forklaret både sérieux og agréments.

Sandheden er jo, at midlerne til videnskabelige udgaver fattes Det danske Sprog- og Litteraturselskab, og at det Litteraturråds-støttede samarbejde med Borgens Forlag om serien "Danske Klassikere" derfor er ved at erstatte den egentlige videnskab. Deraf kommer stilen i Rømhilds efterskrift.

Grundlaget for denne udgave af Forskrevet – er derfor også originaludgaven fra 1890. Om andet kan der i vore dages litteraturvidenskab ikke være tale. Det har sin pris for den menige læser. Ortografien er med nutidens øjne bizar, især i form af sammenskrivninger, men det tør man ikke lappe på ved at foretrække 1908-udgaven hvor Drachmanns bogstavering er så nogenlunde normaliseret efter tidens brug og citationstegn omkring replikker er indført, men hvor teksten i øvrigt, småfejl undtaget, er uændret i forhold til førsteudgaven, som så kunne være brugt som rettesnor.

Tekstvalget betyder, at den moderne læser skal læse "aldenstund" i stedet for "al den Stund" (eller "idetheletaget"). I en tid hvor man "normaliserer" H. C. Andersen, var det virkelig en diskussion værd, om ikke den hjælp skulle have været rakt nye, yngre læsere. De er jo ikke, som os andre, litterære arkæologer.

Til førsteudgavens tekst er i et Tillæg føjet de fire store tekstblokke, Drachmann tog ud af bogen, delvis under pres fra forlaget, hvis frygt for omfanget viste sig velbegrundet, skal man tro samtidens anmeldelser. Så fra et litteraturhistorisk synspunkt er denne udgave af Forskrevet – perfekt.

Et par ordforklaringer er diskutable. Det begejstrede publikumsråb "bis" (s. 496) forklares som latin, men er dog i sammenhængen (hentet fra) fransk. At en Lehnsgrevinde "missede" (s. 510) forklares som en afart af "messede" (og derfor "parodisk"); men Drachmann bruger dog andetsteds i romanen "missede" i betydningen "(sige) med et (fortroligt) glimt i øjnene".

Der er få trykfejl i udgaven: s.175: Redskabskammerat>Redskabskammeret, s.213: Aar>Haar, s.241: efter haanden>efterhaanden, s.303: bur-de>burde, s.526: saft>saft-, s.720: femogtyve>femogtredve, s.730: 289>389.