Synspunktet på min Pontoppidan-virksomhed
Til åbningen af Pontoppidan Centret på SDU, 15. september 2020.
Min akademiske beskæftigelse med Pontoppidan har en forhistorie som er den artigste. I mit fjerde studieår, 1961-62, deltog jeg i et kursus som forskningsstipendiaten, middelalderhistorikeren og filologen Helge Todberg afholdt om folkeviserne; et kursus vi i vore dage ville kalde editionsfilologisk. Her beskæftigede vi os med at sammenligne de forskellige nedskrifter af et udvalg af folkeviser fra Svend Grundtvigs store samleværk af Danske Folkeviser. Efter et langt og adspredt liv i den mundtlige tradition var de gennem årtier eller mere blevet nedskrevet af "adelsdamer". Så der var nok at gøre med at finde frem til en mere oprindelig kerne. Den færdighed og entusiasme jeg udviklede under dette kursus, fik mig til, med stor selvfølgelighed, at vælge en editionsfilologisk vinkel – årtier før betegnelsen opstod – i mit specialestudie i Pontoppidans store romaner. Jeg havde håbet at kunne nå dem alle tre, men da jeg havde brugt 18 måneder på fuld tid, dvs uden erhvervsarbejde, på de to første af romanerne, måtte jeg stoppe op. Det var blevet til en afhandling på 250 sider der i dag kan læses på Pontoppidan netstedet. Ja, jeg har gennem 20 år stædig kaldt det et "netsted". Den udbredte danske brug af ordet "hjemmeside" har jeg aldrig brudt mig om. Dels lyder den som noget med strikketøj, dels har den en forvrøvlet oprindelse i den amerikanske betegnelse "homepage" som svarer til det vi nu kalder åbningssiden. "Netsted" er en ordentlig og fornuftig oversættelse af website.
Jeg begyndte mine specialestudier med Pontoppidans udgivne tekster og sammenlignede de adskillige, forskellige, udgaver han udsendte af dem. Det var først da jeg havde opstillet en "teori" om Det forjættede Lands tilblivelse, nemlig at de to første bind oprindeligt var en afsluttet helhed der først siden blev forøget med et tredje bind og derfor krævede en samlet omarbejdelse. Teorien, min teori, blev belyst med detailstudier i udformningen af de forskellige romanfigurer, f&f Emanuel Hansted. Dengang, i 1960'erne var der ikke offentlig adgang til de Pontoppidan-brevvekslinger hvori jeg kunne håbe at finde bevis for min teori. Men ved at forelægge mine resultater for KBs overbibliotekar fik jeg hans og Pontoppidan-datteren Elses tilladelse til at gå i brevene. Det skete samtidig med at Elias Bredsdorff, Thomas Bredsdorffs farbror, dansk lektor i Cambridge, havde fået tilladelse til at læse og anvende Pontoppidans brevveksling med Georg Brandes m.fl. til sin disputats om forholdet mellem de to, så også jeg fik adgang til hele NkS 306 og alle de andre arkiver hvor der lå breve fra Pontoppidan. Jeg fik lov til at læse en korrektur på Bredsdorffs disputats og kunne hurtigt gå ham efter i kortene og sømmene og se at han trængte til modspil. Det fik han i en uofficiel opposition blandt otte andres ved den daglange forsvarshandling, og jeg fik mine 15 minutters danske verdensberømmelse (som jeg dog fik 20 minutter til): "At han tør!" skrev Politiken på forhånd om den lige 25-årige hvidskjortede student. Det gjorde jeg også kun med blødende gane – en genertheds-skavank jeg dog siden kom af med. Den skrappeste del af min opposition handlede om Mimoser, og den kan læses på Pontoppidan-netstedet!
I årene efter specialet fulgte et par småskriverier, men ellers blev HP lagt til side til fordel for en journalistisk karriere der varede 30 år og endte med at sende mig til Frankrig. I al den tid beskæftigede jeg mig overhovedet ikke med Pontoppidan – og gav glad og gerne min bror "tilladelse" (han bad selv om den) til i sporet af Bissen og dullen at udgive og efterskrive Det ideale Hjem. Men nu ville min avis have mig hjem, og det var jeg ikke meget for, så jeg så mig om efter en udvej og lagde det gamle speciale ind som billet på Sprog- og Litteraturselskabets planlagte udgave af Det forjættede Land. Men jeg var for sent ude, og i stedet tilbød DSL mig at udgive Pontoppidans Smaa Romaner, alle 15. Jeg var med andre ord igen blevet editions-filolog, og nu stod d'herrer i kø for at belære mig om hvordan sådan en bør opføre sig.
Godt igang med de små romaner fik jeg så i 1999 en opfordring fra et forlag til at skrive en biografi om HP (HP – det var faktisk sådan hans anden kone, Antoinette, altid omtalte ham – og måske også tiltalte ham, men det véd vi jo ikke. Så det kunne passende blive hans kaldenavn her på centret – HP). Jeg var i 60'erne blev (selv)opdraget i New Criticism (vores professorer ville ikke røre ved det, så vi dannede egen studiekreds (de andre var Povl Schmidt, berømt her på stedet, Poul Paludan, Poul Milthers, Paul Heide Ottosen og Kirsten Oddershede). Så vi lærte at teksten var herre og forfatteren død. Men jeg havde i slutfirserne skrevet en slags biografi om komponisten Herman D. Koppel, så angrebsvinklen var mig ikke længere fremmed – og mit avisliv havde lært mig at gå tæt på personerne. Men – sagde jeg til forlaget – jeg vil kun gøre det på grundlag af primære kilder. Ikke noget med at skrive andre forskere af (deraf min vrede over i en anmeldelse at blive beskyldt for det!). Jamen, det havde de da ikke spor imod. (Det var forlaget Centrum; det gik ind før jeg kom nogen vegne. Gads Forlag i sin daværende skikkelse var næste station på vejen, de lukkede også ned, men her kom jeg siden tilbage efter en omvej ad Syddansk Universitetsforlag).
Derfor begyndte nu en ud- og opgravning af alle mulige kilder til beskrivelse af HPs liv og tilblivelsen af hans værk. Forarbejdet var gjort under specialeskrivningen, hvor jeg dog kun var nået til 1908, og der manglede meget før det hele var gravet frem og lagt op på det Pontoppidan-netsted jeg med støtte fra Velux Fonden fik bygget op i årene fra 2000 og frem til i dag. Der mangler faktisk efterhånden ikke ret meget. Mine forgængere på feltet, den afgåede præst Thorkild Skjerbæk og hans kone Esther, havde samlet et kæmpearkiv i fotokopier af langt hovedparten af de biblioteksregistrerede breve og af alle de anmeldelser af HPs bøger han i Skandinavien havde kunnet grave frem. Hvad jeg i årenes løb kunne lægge til, var såre beskedent, dog ikke uvigtigt.
Samtidig grundlagde jeg Pontoppidan Selskabet for i min franske udlændighed at have et ståsted i den danske litterære verden. Selskabet fik, takket være en ihærdig bestyrelse, også en pæn fysisk aktivitet med et sommermøde der i år skulle have været det 19. i rækken.
– – –
Hvem var han? HP. Hvad kom han af. Hvad drømte han om hvornår? Hvordan udviklede hans skrift sig – den som kan følges fra hans 15. år i den beretningsprotokol han gennem et helt skoleår førte over sin og kammeraternes gøren og laden i skoleforeningen Valhal. 3.500 breve fra hans hånd (hvoraf 600 i 1997 blev såre fejlfyldt gengivet i Bay & Bredsdorffs brevudgave), 2.500 breve til ham, stort set alle efterladt af ham selv til Det Kongelige Bibliotek ("breve fra bekendte personer" hedder det i testamentet; de andre blev brændt), og endelig: 1250 breve om ham. Der er breve til og fra familie, venner, kolleger, anmeldere og forskere. Jeg var ikke alene om det. Fra 2005 fik jeg en uvurderlig medarbejder i Henrik Loft Nielsen der efterhånden stod for hovedparten af indskrivningerne. Esther Skjerbæk havde skrevet registerkort på hele deres samling af fotokopier, men da ægteparret der erklærede sig uinteresseret i biografiske forhold, kun ville henholde sig til det Skjerbæk kaldte "boghistorien", var kartotekkortenes stramme citatudvalg helt utilstrækkelige for os, så vi tog dem fra grunden. Og andre kom til i arbejdet med at lægge hele forfatterskabet i alle dets varianter og hele afsluttede fremstillinger om Pontoppidans værk. Sådan ca. 10.000 enkeltdokumenter alt i alt.
Livsrusen er ikke af mig kaldt en biografi, men (kun) en "bog". Helst havde jeg kaldt den en monografi: det vil sige liv og værk i ét. Gennem denne monografi er trukket to røde tråde: for det første "fra livsrus til livsrusen", symbolsk udmøntet af de to malerier på henholdsvis forsiden og bagsiden af bogen. Altså en udvikling fra det væld af udtryksvilje der steg op i den unge og yngre Pontoppidan frem til en moden, stadig strengere indsigt udformet i en deterministisk forståelse af livet som en førelse, en livsruse der fanger og fastholder sjælefisken i et Trahimur=vi føres som HP for en sikkerheds og autoritetens skyld, men uberettiget, tillagde Augustin og gjorde til sit eget valgsprog. På grundlag af denne overbevisning skabte han sig i alderdommen en selvbiografi af et menneske der aldrig kunne have skrevet det værk, han har lagt navn til.
Hvad læseren ikke skal vente, er en hjælp til at slippe for at læse forfatterskabet. For langt de fleste værkers vedkommende er der ganske vist i bogen direkte eller indirekte resumeer. Men Livsrusen peger ensidigt mod, ned i, værkerne. For mig er den helt afgørende interesse og grunden til at jeg dog har kunnet holde det ud så længe indgående at beskæftige mig med Pontoppidan, at jeg er langt mere optaget af hvordan han skriver, end hvad han mener. Pontoppidans meninger er det mindst interessante ved hans værk.
Så det er ikke gået mig som det gik Søren Kierkegaard der i egen fremstilling skiftede fra at være en æstetisk forfatter til at være en religiøs. Jeg er forblevet på det æsthetiske stade: jeg har ad editionsfilologiens slisk som en muldvarp gravet mig længere og længere ned i teksterne og deres underjordiske sammenhæng med hinanden og det liv der skabte dem. Mener man at en forfatters liv er uinteressant i forbindelse med hans værk, skal man naturligvis holde sig langt væk fra min bog.
Så lad mig slutte med et lille malerisk citat – ikke uden grund er Pontoppidan fuld af malermetaforer når han selv skal udtrykke sig om sit værk.
Endelig red Gendarmen ind i Byen, – urokkelig rolig, stolt og strunk som den, der véd, at han væsentlig har den Opgave at vise sig, og den Pligt at tage sig ud.
Dette sidste gjorde han uomtvisteligt, som han dér red frem mellem de fattige, straatækte Husrækker. Den himmelblaa Uniform sad som støbt omkring hans Krop; den raske Kepi med den lange hvide Nakkesnor, den blanke Rytterpallask, Knapperne og Patrontasken – alt skinnede og blinkede som Silke og Sølv i Solen. Selv var han ogsaa en stolt Skikkelse med store, opadbøjede Moustacher, Hagefip og mørke, svære Bryn. Han havde halvlakerede Ridestøvler op til Knæene og Korporalsnore paa Armene.
Da han naaede Gadekæret, red han et Stykke ud i dette for at lade Hesten drikke. Og her, ved det spejlblanke Vand og midt i Solens fulde Lys, virkede Dobbeltbilledet af Hest og Rytter næsten som en Skønhedsaabenbaring fra en højere Verden. Alle maatte imod deres Vilje erkende, at det var et smukt Syn, der kastede Glans over den hele By.
To Piger, der stod paa et Gærde, puffede hinanden i Siden med Albuen. Og den ene hviskede forsigtigt, for at ingen af de omstaaende skulde høre det:
"Hør, du – det er nu det samme – en flot Karl er'et ligegodt – hva'?"
Endog de krigsberedte Karle i Porten og Bønderne i Stalddørene stod med maabende Munde og forglemte sig ganske i beundrende Beskuen. Med hemmelig Misundelse betragtede de unge hvert blankt Spænde og hver skinnende Knap paa Gehæng og Uniform, medens Bønderne fortrinsvis beundrede Hesten – en slank, lysebrun Vallak med et mørkladent, spidst Hoved, Forben som et Par Piskeskafter og et Haarlag saa fint og blankt, at Jord og Himmel spejlede sig i det.
Lad denne skrift, writing, være ilden under arbejdet i den esse Pontoppidan Centret skal være. Tillykke med det.
