Johan Rohde
[…]
Hvorledes Fattigfolk tager sig ud i Ekstase, viser Johan Rohdes Billede af en "Gudstjeneste i Frelsens Hær i Kjøbenhavn Aar 1890". Uskøn i Minespil og Bevægelser maa en slig Ekstase ytre sig hos Mennesker, hvem Livets højere Flugt og Nydelser er en lukket Bog, og lidet tillokkende de Midler, hvorved den fremkaldes: et hæsligt stort Lokale i grimme Farver, daarlig oplyst, plumpe Proklamationer paa Væggene, iøjnespringende Plakater, skurrende Sang af elendige Salmer, ledsaget af skingrende Trompetstød, det er de Midler, der fremkalder den. Fra dette Synspunkt set indeholder Rohdes Billede mange gode Ting, saaledes det hæsligt syngende, rødskjoldede, deliristiske Mandshoved tilvenstre eller den magre, udtærede Frelserpige.
Rohdes Billede siger tydeligt: slige Ting kan gaa for sig i Kjøbenhavn i det Herrens Aar 1890! Men det er dog et Spørgsmaal, om ikke disse Mennesker, frelste saa vel som ufrelste, har deres særegne Følelsesliv, som det havde lønnet sig bedre at søge efter og fremstille end at raabe ecce homo efter dem. Mon ikke Rembrandt havde opgivet at kalde sine fattige Hollændere med bibelske Navne, hvis han havde levet i Nutiden, og ganske simpelt malet Interiører fra Frelsens Hær? Rohde har saa krast som muligt gengivet det absurde og frastødende ved Frelserhærens Færd, han har set paa sine Modeller, som Ribera eller Caravaggio gjorde det, eller som Raffaëlli i Nutiden. Men det er dog sikkert større Kunst at søge at forstaa og lære, selv af Menneskehedens Bærme.
[…]
