Literatur
Henrik Pontoppidan: "Landsbybilleder" (Gyldendalske Boghandels Forlag).
Naar man begynder paa Pontoppidans smukke og dygtige Bog, – der vel havde fortjent en Anmeldelse frem for meget af hvad Julen bragte, men som for dette Blads Vedkommende har delt Skæbne med en Del uværdige Kollegaer, at komme til at vente – naar man der læser om "en stor Fugl, der med brede, stille Vingeslag fløj i den stille Middagshede" osv., kan man ikke godt lade være at tænke paa Alex. Kiellands "Torvmyr", hvor "en gammel fornuftig Ravn fløj hen over Lyngsletterne", og ligesom Ravnen siger: "De Mennesker – de Mennesker!" saaledes siger Maanen i Pontoppidans Bondeidyl: "Ja – de Mennesker!" Udraabstegnet og Tankestregen har de begge.
Et Maleri af Jordaens kan let tages for et Maleri af Rubens, men det beviser jo ikke alene, at Rubens har paavirket Jordaens, men ogsaa at denne kunde male saa godt, at man tog det for Mesterens eget, og ligesom en Draabe Rødvin kan give et Glas Champagne sin egen røde Farve, uden at Champagnen mister sin ejendommelige berusende Smag, saaledes vil vel ingen paastaa, at et saa ejendommeligt og smukt Talent som Henrik Pontoppidans kun skulle være Kiellandsk Efterklang.
De lange Rækker blankbrune Stude, Pontoppidan maler for os i Eftersommerens tordensvangre Aftenluft, den varme Middagslufts Døsighed, der vælter ud fra Stald og Lade, Katten, der døser paa Stenflisen; den Maade, hvorpaa der af Stilhed fødes Lyd ved at der pludselig inde i Byen aabnes den øverste Lem af en Stalddør, der vendte ud imod Gadekæret, og hvorledes Lyden vokser ganske langsomt, idet et Par Fugle i de nærmeste Trær sprat op og fløj stille væk, og saa forøges af to, tre Piger, der kommer frem én efter én og vasker sig bag de aabenstaaende Vinduer, eller den Skildring af Vintereftersmækket, der overrasker gamle Pastor Falster, da Vinteren atter strøg sin Haand hen over den først udsprungne Viol, saasnart en Avis havde meddelt en lille Notits om Vaarbebuderen, osv., alt dette viser dog, at ogsaa han er en Maler, som nu ved sin tredje Bog "Landsbybilleder" har slaaet fast, at det ikke var med Urette, at hans første Fortællinger blev modtaget med Velvilje af alle, der kunde se – og vilde se.
Pontoppidan er Impressjonist og vil være det; han viser det ikke blot i Naturbeskrivelser, men endnu mere i Fortællingen. Snart hæver han sig op med Fuglen og ser Naturen i Fugleperspektiv, snart staar han med den gamle Præst og stirrer gennem Rudens Isblomster. Som Impressjonist gaar Pontoppidan varsomt frem, idet han rigtigt indser Vanskeligheden ved at give et Billede af det Liv, der rører sig, eller at genspille Naturens Symfonier; han begynder helst med Stilheden, og optegner saa hver lille Lyd, der kommer, eller med de mørke, taagede Nætter, og viser hver lille Lysning, der lidt efter lidt opruller Billedet.
"Men da kunde det med ét i mørke, taagede Nætter hænde, at Stilheden brødes af en knirkende Dør, som forsigtigt aabnedes. En Mand kravlede op ad Sandskraaningen … En anden Mand kom listende op fra Nabohuset … Og som ved et aftalt Tegn knirkede nu – én efter én – alle Lejets vindtørre Døre. Smaa brede Mænd med skæggede Ansigter dukkede frem i Taagen … Et nøgent Fruentimmer med store, uredte Haar ned over Skuldrene var kommen frem i en Dør og saa efter dem … Men i Øst, oppe over Klitrækken, blussede lidt efter en Flamme op imod den sorte Himmel osv."
Dette Citat, hvor de punkterede Linjer angiver større eller mindre udeladte Stykker, viser denne Art Beskrivelse af vaagnende Liv og Lys, hvori Pontoppidan er en Mester, selv om man ogsaa, særligt i den citerede Fortælling "En Fiskerrede", vil komme til at tænke paa Drachmanns prægtige Billeder "Syndflodssagn".
Kun i Sceneriets Beskrivelse er det Drachmann, vi mindes, selve Fortællingen er ikke om Drachmannske Fiskere, det er ikke om dem, der slider for Føden men om dem, der trækker Baad – for Malere, det er ikke om Folk, der vover deres Trøje og hvad der er i Trøjen for at redde, men om dem, der længes efter at tjene ved Strandingen – først paa blodig, røverisk Maade i den graa Middelalder, og saa maaske ogsaa paa blodig men ikke bogstavelig blodig Maade i vore Dage, med Redningsdampskibe og Strandingskommissærer.
"En Fiskerrede" er for Resten, enkelte morsomme Enkeltheder ufortalte, Bogens mindst heldige Fortælling; den er opstaaet, medens Pontoppidan var Gæst paa Skagen – i Sælland, i Lillelunde er Pontoppidan hjemme, dér naar hans Skildringer højere, som i "et Vinterbillede", der er en lille Perle i moderne Literatur.
Pontoppidan er Impressjonist i sine Fortællinger; han skildrer os i "Arv" en Testamentesag, saaledes som den er sket, det vil sige saaledes som menneskelige Øjne ser den, han forklarer ikke, benytter ikke sin digteriske Alvidenhed til at oplyse, hvad der er skjult for Menneskene. Gamle Gertrud aflægger Eden i Retten, hun kører hjem og synes, at hendes tre Fingre brænder. "Anders," skreg hun pludselig, rejste sig op og vippede med Haanden, "den brænder, Anders! – den brænder! – den brænder!"
"De kørte netop ind i Byen, hvor Folk stod i Dørene og ventede paa dem. Aa Gud – aa Gud, raabte hun, men faldt i det samme bag ud af Vognen og blev liggende stille med Hovedet i en Stenbunke.
Tre Mænd kom løbende til og bar hende ind.
Der er endnu kun at tilføje at den Nat døde Gertrud."
"Der er endnu kun at tilføje", ja vil vist mangen Læser sige, der kunde jo være at tilføje en Ting til, en Forklaring af, om Gertrud havde aflagt falsk Ed eller ikke, og hvis det var falsk Ed, om det saa var simpel Forbrydelse, eller den fulde og faste Overbevisning om, at hun havde handlet rigtigt og retfærdigt overfor guddommelige Love, om end maaske i Strid med menneskelige. Der kunde jo nok være et og andet at tilføje, men Impressjonisten, der maler Naturen set gennem et Diligencevindu, har intet at gøre med hvad der er udenfor Rammen, selv om det er Hovedet til en Krop, der findes indenfor. Og er det, der findes indenfor Rammen, saa gjort med stor Kunst, saa kan man skændes om Metoden, og derfor fuldt ud anerkende det enkelte udmærkede Eksemplar.
Et Sted i Fortællingen "Arv" siger den unge Pige: "Naar bare Augustinus var her." I Slutningen kommer Augustinus, det er en ung Mand med store blaa Briller, gult krøllet Haar og Skæg. Vi faar i to Linjer at vide, at den unge Pige bliver gift med Augustinus; men hvem han er, hvorfor han er borte og hvorfor det havde været godt, om han havde været hjemme, det faar vi slet ingen Ting at vide om.
I en anden Bog "Sandinge Menighed" fortæller Pontoppidan os et Menneskes hele Livshistorie, men han kommer ikke til at spille anden Rolle i Bogen end den at lukke Døren op for Hovedpersonen.
Disse to Eksempler er Yderpunkterne, der viser hvorledes Pontoppidan betragter det, som man i gamle Dage kaldte Komposition,
Det blev en Gang sagt til en stor Forfatter: "Saaledes skriver man ikke" og han svarede: "Ja det kan gerne være, men jeg skriver ikke som "man" skriver."
Det gør Pontoppidan heller ikke. Han staar, trods en ubestridelig Paavirkning, temmelig isoleret, og dér hvor han staar, der staar han godt, han fortæller om vor Almues Liv smukt og malende, uden Udsmykning og uden for meget Vrøvl, han er i den allerbedste Betydning en national Digter, han synger ikke Fødelandssange om et tænkt Land, men han skildrer det virkelige, han lefler ikke for Bonden, men skildrer ham som han er med sine Fortrin og sine Fejl; er han af og til lidt uklar, saa er det ikke Mangel paa Mod eller Mangel paa Standpunkt, saa er det endnu Ufuldkommenheder i hans Kunst.
Han er bedst, naar han skildrer en stille Natur, en Smule Indsø, der kruses af et Vindstød, en gammel Præst, der rives ud af sin vante Levevis, et Vinterbillede eller en Bondeidyl; i den ellers udmærkede "Kærlighedshistorie" er der allerede lidt mere Tendens, end Forfatteren har magtet, men alt i alt er Landsbybilleder en smuk Bog, en af Aarets bedste.
Axel Henriques
